I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Kære brødre og søstre i Kristus
Værdigt og ret er det at lovsynge dig, Gudføderske;
Du evigt salige, alrene og moder til vor Gud;
Højere æret end keruber og uendeligt mere herlig end serafer;
Du, som uberørt fødte Gud, Ordet;
Sande Gudføderske, dig højlover vi!
Sådan lyder én version af den lovsang, kirken bestandigt synger til Jomfru Maria, til hende, der fødte Gud som menneske til at leve blandt mennesker. Jomfru Maria gav Guds evige Søn Hans menneskelige væsen og muliggjorde den uadskillelige forening af guddommeligt og menneskeligt i Kristus.
Vi lovsynger Maria med disse ord og en stor mængde andre variationer af lovsangen; vi lovsynger hende tidligt og sent, til hverdag og fest. Og med denne stadige lovsang opfylder vi Gudsmoders egne ord til Elisabeth, hende, som er mor til Johannes Døberen. Vi husker Marias besøg hos Elisabeth, hvor Maria bryder ud i lovsang og siger: Se, herefter skal alle slægter prise mig salig. – Og det er sandt! Ikke alene priser vi hende salig, hun, som fødte Gud, nej mere end dét, vi ærer hende højere end himlens engle, højere end keruber og serafer, som står omkring Guds himmelske trone. Englenes skarer er bestandigt i Guds nærhed og skuer Hans hellighed; og dog er Maria Ham endnu nærmere.
Højere æret end keruber – og dog ydmygheden selv. Uendeligt mere herlig end serafer – og dog menneske som os, født under samme vilkår som ethvert menneske. Dette er fuldkommen afgørende. Det er Kirkens faste, urokkelige tro, at Jomfru Maria ikke er undtaget fra de vilkår, menneskeheden lever under siden syndefaldet. Det indebærer, at samtidigt med, at vi lovpriser hende som den alhellige, alrene, den højt priste og ærerige, hende, vi først og fremmest ihukommer blandt de hellige, så er hun dog en dødelig skabning som os; og det er just pointen i Kirkens ærbødighed i forhold til den hellige Jomfru. Maria er ikke fritaget fra syndens vilkår, og vi ærer og priser hende salig, ikke fordi hun er helt anderledes end resten af menneskeheden og slet ikke kan synde. Tværtimod. Vi ærer hende, fordi hun ikke bøjer sig mod synden og det onde, fordi hun ikke misbruger sin menneskelige frihed og sin frie vilje til at vende sig fra Gud. For Maria siger ja til Gud, ikke som en automat eller programmeret robot, men i frihed; og hendes ja ændrer for altid menneskeslægtens vilkår, disse vidunderlige ord: Se, jeg er Herrens tjenerinde, mig ske efter Hans vilje.
I dag er det højtiden for Gudsmoders indføring i templet. Om dette kan vi læse I det apokryfe skrift, som hedder Jakobs Forevangelium. Maria er bare tre år gammel, da Joakim og Anna bringer hende til templet. Så lyder det:
Og Herrens præst tog imod hende, kyssede hende, velsignede hende og sagde: ‘Gud, Herren har forherliget dit navn i alle slægtled. Takket være dig vil Herren ved dagenes ende åbenbare sin forløsning for Israels sønner’ Og han satte hende på alterets tredje trin, og Gud, Herren lod Sin nåde falde på hende, og hun dansede på sine fødder, og hele Israels hus elskede hende. … Men der blev Herrens tempel sørget for Maria som for en due, og hun fik sin føde af en engels hånd.
Og vi da? Vi, som ikke er kommet til templet som små, vi, som ikke uden videre synes at modtage vores næring fra en engels hånd, og som ofte nok finder livet vanskeligt, har svært ved at vælge og svært ved at holde fast ved dét, vi har valgt. Hvad med os? Hvorledes knyttes vi til Gudsmoder? Kan vi på nogen måde sammenlignes med hende? Har vi også frihed til at sige ja til Gud? Deler vi virkelig vilkår med Maria? Og hvis vi gør, hvordan omsættes disse vilkår da i vore liv?
I dagens evangelielæsning, som for resten er den læsning, der hører til alle højtiderne for Gudsmoder, får vi et overordnet svar på det spørgsmål. Læsningen sluttede med en ordveksling, som er værd at lægge mærke til. En ‘kvinde af skaren’ siger til Jesus: Saligt det moderliv, som bar dig og det bryst, du diede. Kvinden peger med sine ord på Maria, som fødte og opfostrede Kristus. – Og Kristus afviser ikke hende ord, Han bekræfter dem; og alligevel er Hans svar uventet og slående. Han siger: Ja, salige er de, som hører Guds ord og bevarer det! Her, med de ord, etableres forbindelsen mellem Maria og os. For ganske vist indtager Maria, efter Guds forsyn, en ganske særlig plads i Herrens frelsesplan; men også vi kan, som hun, tage imod Guds ord, vi kan høre det og bevare det i vore hjerter. Vi husker, hvordan det et andet sted i evangeliet om Gudsmoder hedder, at hun bevarede disse ord i sit hjerte og grundede over dem.
Sådan ser det da ud i levende live: Vi skal sige ja til Gud, vi skal tage imod Hans ord; og vi skal af al magt bestræbe os på at bevare Ordet i vore hjerter og grunde over dem. Hvordan det lader sig gøre, får vi antydet i beretningen, vi har læst, om Jesu besøg hos søstrene Marta og Maria. Herren kommer ind i deres hus, og de reagerer meget forskelligt. For Marta giver sig straks i kast med, som det hedder ‘meget husligt arbejde’; men om Maria hører vi, at hun satte sig ned ved Herrens fødder og hørte på Hans ord. Vi har ikke svært ved at forestille os situationen med Marta, der har travlt, hun suser omkring, optaget af alskens gøremål, nu der er kommet gæster. Dét, der ligger og flyder, skal ryddes væk, og der skal ordnes med mad og drikke til den besøgende. Hun har travlt. Derfor er det heller ikke særlig svært at forstå hendes harme over søsteren, der ikke hjælper til. Hun klager sig til Jesus og beder Ham sætte Maria i gang med at hjælpe til: Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.
Og så er det, at Jesus giver et helt urimeligt svar. Urimeligt ifølge enhver fornuftig betragtning om jordisk retfærdighed og passende fordeling af arbejdet. Marta må være blevet svært overrasket, sådan som vi også bliver overraskede over Guds svar, når vi pludselig ser alle vore betragtninger om ret og rimelighed, om solidaritet og retfærdighed, fejet af bordet med en håndbevægelse som uvæsentlige og dårligt værd at beskæftige sig med. Ikke at Jesus ligefrem bebrejder Marta, at hun bekymrer sig, ligesom Han heller ikke bebrejder os vore jordiske bekymringer. Men Hans svar peger på, at Marta, og vi med hende, har brug for en gennemgribende revidering af vores syn på væsentligt og uvæsentligt. Han siger: Marta, Marta, du gør dig bekymring om uro med mange ting; men ét er nødvendigt. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.
Ét er nødvendigt! siger Kristus til os. Og det ene, ja, det er at sidde, ligesom Maria, ved Herrens fødder og høre på Hans ord. Når Kristus drager ind under vores tag, når Herren besøger os, ja, så skal vi ikke spilde vores tid med alle mulige udenværker, men rette hele vores opmærksomhed mod Ham, se på Hans ansigt og lytte til Hans ord.
Dette her betyder selvfølgelig ikke, at vi fra og med i dag skal unddrage os de praktiske pligter, vi har over for vores kone eller mand eller forældre eller børn eller i vores menighed eller på vores arbejde. – Men hvad da? Hvad skal vi stille op med dette påtrængende ét er nødvendigt? Vi skal forstå, at det er fuldkommen afgørende for vores liv, at vi skaffer os ro og opmærksomhed til at betragte Kristus, til at lade Hans ord fæstne sig i vore hjerter og til at grunde over dem. Hvis ikke alt det øvrige, al travlheden, alle pligterne, i vores liv oplyses af vores længsel efter Kristus, hvis ikke alt det andet udspiller sig i lyset af Hans ord, ja, så kommer vi alt for let til at fare omkring som flue i flaske i tomme rutiner og ligegyldig udvendighed.
Lad da også os, som Maria, Gudsmoder, gemme Guds Ord i vore hjerter og grunde over dem, så længe vi lever. Og lad os, som Maria, Martas søster, benytte hver given lejlighed til at betragte Kristus og fordybe os i Hans ord.
Amen.
f. Poul