21. november: Gudsmoders Indføring i Templet – prædiken

Gudsmoders Indføring i Templet
Guds­mo­ders Ind­fø­ring i Templet

Præ­di­ken af f. Poul, 21. novem­ber 2023:


Prædiken:

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens navn.

Kære brød­re og søstre i Kristus

Vær­digt og ret er det at lovsyn­ge dig, Gud­fø­de­r­ske;
Du evigt sali­ge, alre­ne og moder til vor Gud;
Høje­re æret end keru­ber og uen­de­ligt mere her­lig end ser­a­fer;
Du, som ube­rørt fød­te Gud, Ordet;
San­de Gud­fø­de­r­ske, dig høj­lover vi!

Sådan lyder én ver­sion af den lovsang, kir­ken bestan­digt syn­ger til Jom­fru Maria, til hen­de, der fød­te Gud som men­ne­ske til at leve blandt men­ne­sker. Jom­fru Maria gav Guds evi­ge Søn Hans men­ne­ske­li­ge væsen og mulig­gjor­de den uad­skil­le­li­ge for­e­ning af gud­dom­me­ligt og men­ne­ske­ligt i Kristus.

Vi lovsyn­ger Maria med dis­se ord og en stor mæng­de andre vari­a­tio­ner af lovsan­gen; vi lovsyn­ger hen­de tid­ligt og sent, til hver­dag og fest. Og med den­ne sta­di­ge lovsang opfyl­der vi Guds­mo­ders egne ord til Elisa­beth, hen­de, som er mor til Johan­nes Døbe­ren. Vi husker Mari­as besøg hos Elisa­beth, hvor Maria bry­der ud i lovsang og siger: Se, her­ef­ter skal alle slæg­ter pri­se mig salig. — Og det er sandt! Ikke ale­ne pri­ser vi hen­de salig, hun, som fød­te Gud, nej mere end dét, vi ærer hen­de høje­re end him­lens eng­le, høje­re end keru­ber og ser­a­fer, som står omkring Guds him­mel­ske tro­ne. Eng­le­nes ska­rer er bestan­digt i Guds nær­hed og sku­er Hans hel­lig­hed; og dog er Maria Ham end­nu nærmere.

Høje­re æret end keru­ber — og dog ydmyg­he­den selv. Uen­de­ligt mere her­lig end ser­a­fer — og dog men­ne­ske som os, født under sam­me vil­kår som ethvert men­ne­ske. Det­te er fuld­kom­men afgø­ren­de. Det er Kir­kens faste, urok­ke­li­ge tro, at Jom­fru Maria ikke er und­ta­get fra de vil­kår, men­ne­ske­he­den lever under siden syn­de­fal­det. Det inde­bæ­rer, at sam­ti­digt med, at vi lov­pri­ser hen­de som den alhel­li­ge, alre­ne, den højt pri­ste og ære­ri­ge, hen­de, vi først og frem­mest ihukom­mer blandt de hel­li­ge, så er hun dog en døde­lig skab­ning som os; og det er just poin­ten i Kir­kens ærbø­dig­hed i for­hold til den hel­li­ge Jom­fru. Maria er ikke fri­ta­get fra syn­dens vil­kår, og vi ærer og pri­ser hen­de salig, ikke for­di hun er helt ander­le­des end resten af men­ne­ske­he­den og slet ikke kan syn­de. Tvær­ti­mod. Vi ærer hen­de, for­di hun ikke bøjer sig mod syn­den og det onde, for­di hun ikke mis­bru­ger sin men­ne­ske­li­ge fri­hed og sin frie vil­je til at ven­de sig fra Gud. For Maria siger ja til Gud, ikke som en auto­mat eller pro­gram­me­ret robot, men i fri­hed; og hen­des ja ændrer for altid men­ne­skeslæg­tens vil­kår, dis­se vidun­der­li­ge ord: Se, jeg er Her­rens tje­ne­rin­de, mig ske efter Hans vilje.

I dag er det høj­ti­den for Guds­mo­ders ind­fø­ring i temp­let. Om det­te kan vi læse I det apo­kry­fe skrift, som hed­der Jakobs Fore­van­ge­li­um. Maria er bare tre år gam­mel, da Joakim og Anna brin­ger hen­de til temp­let. Så lyder det:

Og Her­rens præst tog imod hen­de, kys­se­de hen­de, vel­sig­ne­de hen­de og sag­de:Gud, Her­ren har for­her­li­get dit navn i alle slægt­led. Tak­ket være dig vil Her­ren ved dage­nes ende åben­ba­re sin for­løs­ning for Isra­els søn­ner’ Og han sat­te hen­de på alte­rets tred­je trin, og Gud, Her­ren lod Sin nåde fal­de på hen­de, og hun dan­se­de på sine fød­der, og hele Isra­els hus elske­de hen­de. … Men der blev  Her­rens tem­pel sør­get for Maria som for en due, og hun fik sin føde af en engels hånd.

Og vi da? Vi, som ikke er kom­met til temp­let som små, vi, som ikke uden vide­re synes at mod­ta­ge vores næring fra en engels hånd, og som ofte nok fin­der livet van­ske­ligt, har svært ved at væl­ge og svært ved at hol­de fast ved dét, vi har valgt. Hvad med os? Hvor­le­des knyt­tes vi til Guds­mo­der? Kan vi på nogen måde sam­men­lig­nes med hen­de? Har vi også fri­hed til at sige ja til Gud? Deler vi vir­ke­lig vil­kår med Maria? Og hvis vi gør, hvor­dan omsæt­tes dis­se vil­kår da i vore liv?

I dagens evan­ge­li­e­læs­ning, som for resten er den læs­ning, der hører til alle høj­ti­der­ne for Guds­mo­der, får vi et over­ord­net svar på det spørgs­mål. Læs­nin­gen slut­te­de med en ord­veks­ling, som er værd at læg­ge mær­ke til. En ‘kvin­de af ska­ren’ siger til Jesus: Saligt det moder­liv, som bar dig og det bryst, du die­de. Kvin­den peger med sine ord på Maria, som fød­te og opfo­stre­de Kristus. — Og Kristus afvi­ser ikke hen­de ord, Han bekræf­ter dem; og alli­ge­vel er Hans svar uven­tet og slå­en­de. Han siger: Ja, sali­ge er de, som hører Guds ord og beva­rer det! Her, med de ord, etab­le­res for­bin­del­sen mel­lem Maria og os. For gan­ske vist ind­ta­ger Maria, efter Guds for­syn, en gan­ske sær­lig plads i Her­rens frel­ses­plan; men også vi kan, som hun, tage imod Guds ord, vi kan høre det og beva­re det i vore hjer­ter. Vi husker, hvor­dan det et andet sted i evan­ge­li­et om Guds­mo­der hed­der, at hun beva­re­de dis­se ord i sit hjer­te og grun­de­de over dem.

Sådan ser det da ud i leven­de live: Vi skal sige ja til Gud, vi skal tage imod Hans ord; og vi skal af al magt bestræ­be os på at beva­re Ordet i vore hjer­ter og grun­de over dem. Hvor­dan det lader sig gøre, får vi anty­det i beret­nin­gen, vi har læst, om Jesu besøg hos søstre­ne Mar­ta og Maria. Her­ren kom­mer ind i deres hus, og de rea­ge­rer meget for­skel­ligt. For Mar­ta giver sig straks i kast med, som det hed­der ‘meget hus­ligt arbej­de’; men om Maria hører vi, at hun sat­te sig ned ved Her­rens fød­der og hør­te på Hans ord. Vi har ikke svært ved at fore­stil­le os situ­a­tio­nen med Mar­ta, der har travlt, hun suser omkring, opta­get af alskens gøre­mål, nu der er kom­met gæster. Dét, der lig­ger og fly­der, skal ryd­des væk, og der skal ord­nes med mad og drik­ke til den besø­gen­de. Hun har travlt. Der­for er det hel­ler ikke sær­lig svært at for­stå hen­des har­me over søste­ren, der ikke hjæl­per til. Hun kla­ger sig til Jesus og beder Ham sæt­te Maria i gang med at hjæl­pe til: Sig dog til hen­de, at hun skal hjæl­pe mig.

Og så er det, at Jesus giver et helt uri­me­ligt svar. Uri­me­ligt iføl­ge enhver for­nuf­tig betragt­ning om jor­disk ret­fær­dig­hed og pas­sen­de for­de­ling af arbej­det. Mar­ta må være ble­vet svært over­ra­sket, sådan som vi også bli­ver over­ra­ske­de over Guds svar, når vi plud­se­lig ser alle vore betragt­nin­ger om ret og rime­lig­hed, om soli­da­ri­tet og ret­fær­dig­hed, fejet af bor­det med en hånd­be­væ­gel­se som uvæ­sent­li­ge og dår­ligt værd at beskæf­ti­ge sig med. Ikke at Jesus lige­frem bebrej­der Mar­ta, at hun bekym­rer sig, lige­som Han hel­ler ikke bebrej­der os vore jor­di­ske bekym­rin­ger. Men Hans svar peger på, at Mar­ta, og vi med hen­de, har brug for en gen­nem­gri­ben­de revi­de­ring af vores syn på væsent­ligt og uvæ­sent­ligt. Han siger: Mar­ta, Mar­ta, du gør dig bekym­ring om uro med man­ge ting; men ét er nød­ven­digt. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.

Ét er nød­ven­digt! siger Kristus til os. Og det ene, ja, det er at sid­de, lige­som Maria, ved Her­rens fød­der og høre på Hans ord. Når Kristus dra­ger ind under vores tag, når Her­ren besø­ger os, ja, så skal vi ikke spil­de vores tid med alle muli­ge uden­vær­ker, men ret­te hele vores opmærk­som­hed mod Ham, se på Hans ansigt og lyt­te til Hans ord.

Det­te her bety­der selv­føl­ge­lig ikke, at vi fra og med i dag skal und­dra­ge os de prak­ti­ske plig­ter, vi har over for vores kone eller mand eller for­æl­dre eller børn eller i vores menig­hed eller på vores arbej­de. — Men hvad da? Hvad skal vi stil­le op med det­te påtræn­gen­de ét er nød­ven­digt? Vi skal for­stå, at det er fuld­kom­men afgø­ren­de for vores liv, at vi skaf­fer os ro og opmærk­som­hed til at betrag­te Kristus, til at lade Hans ord fæst­ne sig i vore hjer­ter og til at grun­de over dem. Hvis ikke alt det øvri­ge, al travlhe­den, alle plig­ter­ne, i vores liv oply­ses af vores længsel efter Kristus, hvis ikke alt det andet udspil­ler sig i lyset af Hans ord, ja, så kom­mer vi alt for let til at fare omkring som flue i fla­ske i tom­me ruti­ner og lige­gyl­dig udvendighed.

Lad da også os, som Maria, Guds­mo­der, gem­me Guds Ord i vore hjer­ter og grun­de over dem, så læn­ge vi lever. Og lad os, som Maria, Martas søster, benyt­te hver given lej­lig­hed til at betrag­te Kristus og for­dy­be os i Hans ord.

Amen.

f. Poul