Der er for nylig udkommet en bog med titlen ”At skrive en ikon”. Forfatterne er Kirsten Borreschmidt, Gitte Buch, Sofie Hansen, Charlotte Weppenaar Pedersen, Ingrid Rosenfeldt og Birgit Sperling. Alle seks er velkendte i det danske ”ikonmiljø”, og de har venligt tilsendt mig et eksemplar af deres fælles værk.
Det er umiddelbart glædeligt, at der i Danmark er basis for en udgivelse af denne art. Jeg er ikke selv kendt med at male/skrive ikoner, men jeg er sikker på, at bogen her vil kunne være til stor hjælp for alle, som ønsker at lære håndværket og det grundlæggende formsprog. Der redegøres omhyggeligt, kyndigt og overskueligt for arbejdsprocessen, lige fra anskaffelse og behandling af plade/underlag til sidste penselstrøg på ikonen. Der gives vejledning om valg af motiv, der berettes grundigt om arbejdet med guldbaggrund og om temperateknikken, og der gives råd om indretningen af arbejdspladsen, alt sammen ledsaget af instruktive illustrationer.
Instruktionen til selve maleprocessen er, så vidt jeg kan vurdere, pædagogisk og grundig. 5 udvalgte motiver (Kristus Pantokrator, to variationer over Gudsmoder, Johannes Døberen og Ærkeenglen Gabriel) bygges hver især op over 8 sider i bogen. Der er til hvert motiv illustrationer af 4 faser i ikonens tilblivelse; og hver fase er forsynet med tekstlig vejledning samt en såkaldt farvenøgle, som med små ’farveprøver’ angiver de farver, der skal bruges på netop dette trin. Endvidere er der særlige afsnit, som grundigt forklarer og illustrerer, hvordan man omgås vanskelige enkeltelementer som ’hår og skæg’, ’øjne, næse og mund’, ’hænder og fødder’ samt ’bjerge’. Yderligere er der et kapitel om den såkaldte ”laseringsmetode”, illustreret ved den trinvise tilblivelse af en ikon af den hellige Nikolaj.
Også øvrige instruktioner er yderst grundige og systematisk opbyggede. Jeg kan derfor ikke forestille mig andet, end at denne udgivelse må kunne blive til gavn for enhver, som ønsker at sætte sig ind i grundreglerne for, hvordan man tilvirker ikoner.
”At skrive en ikon” er, i sagens natur, forsynet med rigtig mange illustrationer. Foruden de billeder, eksempler og udsnit af detaljer, som ledsager beskrivelsen af de forskellige arbejdsgange, er der indledningsvis en samlet oversigt over vigtige ’ikonmotiver’; og værket afsluttes med en sektion, som kaldes ’Ikongalleriet’ med 23 helsides gengivelser af ikonmotiver. De fleste ikoner, som er gengivet i bogen, er skrevet af forfatterne eller af deres lærere og elever; og iblandt dem er der mange interessante og smukke arbejder.
Indføringen i håndværket er bogens hovedanliggende og derfor også dét, som fylder langt de fleste sider. Og var dét det hele, ville jeg uden videre anbefale værket som et godt arbejdsredskab. Men det er ikke det hele. Bogen har en række overordnede overvejelser, og her er der elementer, som ikke forekommer i fuld overensstemmelse med ortodoks tankegang og lære.
Forfatterne skriver i forordet, at ”en grundigere indføring i ikonens kulturhistoriske og teologiske baggrund ligger uden for denne fremstillings rammer”, og at de, hvad dette angår, henviser til litteraturlisten. En sådan afgrænsning er imidlertid vanskelig at gennemføre. Jeg vil gerne pege på tre punkter, som volder problemer. Det første har at gøre med mulige ikonmotiver, det andet med ikonografens position i og uden for Den Ortodokse Kirke; og det sidste drejer sig om, hvordan man gør Kirkens ikoner lettere at forholde sig til. Hertil kommer visse kritiske bemærkninger til litteraturlisten.
For det første: I redegørelsen for ’ikonmotiverne’ præsenterer bogen under overskriften ”Treenigheden” bl.a. den såkaldte ”Paternitas” eller ”Faderskabet” som en autoriseret, ortodoks fremstilling. Det er en stor misforståelse. Denne fremstilling, hvori Gud, Faderen er afbildet som en gammel mand, ”den gamle af dage”, siddende på tronen med Kristus på skødet og Helligånden som en due foran de to, stemmer ikke overens med Den Ortodokse Kirkes anvisninger for ikonografi. Motivet som sådan er fremmed for ortodoks tankegang, og det forbydes udtrykkeligt af det Store Koncil i Moskva år 1666–67.
Fra Koncilet i Moskva hedder det bl.a.: ”Ikonfremstillinger af Herren Sebaoth (det vil sige af Faderen) med hvidt skæg og holdende den enbårne Søn på skødet tillige med en due er aldeles meningsløse og upassende; for ingen har nogensinde skuet Faderen i Hans guddommelighed” (citeret efter Ouspensky: ”Theology of the Icon” bd. 2, s. 371. Samme værks kapitel 16 i sin helhed kan i øvrigt varmt anbefales til belysning af denne problematik).
I én af Kirkens bønner til velsignelse af ikoner til kirkeligt brug hedder det ordret, at ”i Den Nye Pagt åbenbares Faderen ved Sin røst, Sønnen ved Sit legeme og Helligånden i skikkelse af en due.” Der er således fuld overensstemmelse mellem Kirkens bøn og Moskvakoncilets beslutning.
Hvorfor er dette motiv utilladeligt efter ortodoks lære? Hvis vi griber tilbage til Billedstriden, bliver det indlysende for os hvorfor. De, der dengang i det 9. århundrede ønskede ikonerne ud af Kirkens liv og hen, hvor peberet gror, argumenterede med, at Gud var hævet over enhver afbildning, fordi Gud er ren ånd. Herimod argumenterede fx Hl. Johannes af Damaskus, at fordi Gud er blevet menneske i Jesus Kristus, og fordi vi kan se Ham som sådan, kan vi også gøre billeder af Ham. Det afgørende i Hl. Johannes’ argument er således, at vi ”maler dét, vi kan se”; og derfor maler vi ikke Gud Faderen; for Han er ikke blevet kød, og Ham har vi ikke set! Billeder med dette motiv er således ren fantasi og spekulation.
Hertil kommer, at flere ortodokse teologer opfatter ”Paternitas” som en billedlig fremstilling af den forvanskning af Trosbekendelsen, som fandt sted, da man i Vesten indføjede ”filioque” (”og fra Sønnen”) i artiklen om Helligåndens udsendelse.
Forfatterne til ”At skrive en ikon” har givetvis været i god tro, hvad dette motiv angår. For som én af dem, i forbindelse med bogen, har mindet mig om, så møder man ikke så sjældent ”Faderskabs”-motivet, gerne i græsk, men også i russisk sammenhæng. Det bliver den pågældende ikon blot ikke mere teologisk retvisende af. Efter denne anmelders opfattelse er det en yderst vigtig opgave for ikonografer til alle tider at viderebringe den ortodokse tradition mest muligt korrekt, både læremæssigt og kunstnerisk; og Gud Faderen i menneskelig gestalt er ikke del af eller udtryk for Kirkens lære.
Jamen hvad så med Helligånden som en due? Er den fremstilling tillladt? For der er jo heller ingen, som har set Helligånden. Svaret er, at Gud Helligånd i en dues skikkelse er gangbar ikonografi, først og fremmest i den ikon, der fremstiller Herrens dåb i Jordan, fordi fremstillingen dér er i overensstemmelse med Evangeliets beretning om dåben; jf også den allerede nævnte velsignelsesbøn.
For det andet: Set fra en ortodoks vinkel er det at male/skrive ikoner en virksomhed i Kirken og for Kirken. Ikonograf er den, der stiller sit talent til rådighed for Kirken. Men forfatterne til ”At skrive en ikon” opfatter måske ikke deres arbejde på den måde? Det spørgsmål opstår flere steder i bogen, idet der lægges større vægt på kunstnerens følelser end på formidlingen af Den Ortodokse Kirkes tro. Et eksempel fra afsnittet om, hvorfor vi maler ikoner: ”Igennem arbejdet med ikonen åbnes der til dybe lag af følelser, menneskelige lidelser og glæder … (som er) … genkendelige på tværs af trosretninger og kulturer” (s. 8). – Men Kirkens ikonografi refererer hverken til skønhed i gængs forstand eller til psykologi i form af følelser. Kriteriet for det ikonografiske arbejde er alene troens sandhed.
På samme måde individualiseres ikonografens arbejde i forhold til Kirken, når det om den personlige forberedelse hedder, at man ”kan tænde et lys, måske lidt røgelse, læse ikonografens bøn eller gå ind i Jesusbønnen et stykke tid, inden man går i gang” (s. 50). Eller når der på s. 122 angives en bøn, som ”kan anvendes, hvis man ønsker ikonen velsignet” – med en tilføjelse om, at velsignelse ikke er ”et krav”. Velsignelsen fremstilles altså af de seks forfattere som noget, der er overladt til den enkeltes smag og behag. Og den fremstilles til og med som et gør-det-selv-velsignelse!
Disse råd og betragtninger virker mærkeligt fremmede i forhold til den ånd, der hersker i Den Ortodokse Kirke. Kirken tænker nemlig ikke først og fremmest legalistisk, den tænker ikke i, hvad der ”kræves” eller ikke ”kræves”. For den ortodokse ikonograf, som arbejder i og for Kirken er det den naturligste ting af verden at modtage sin biskops, sin præsts eller klosterforstanders velsignelse, inden arbejdet med en ny ikon indledes. Og når arbejdet er afsluttet, er det en en naturlig og glædelig fuldendelse, og slet ikke noget ”krav”, at den ikon, som er skrevet til Guds ære, bæres frem i Guds Kirke for dér at blive velsignet. Guds velsignelse, meddelt ved Kirkens præsteskab, er en helliggørelse, også når det gælder ikoner. Velsignelsen er en meddelelse af nåde og ingen kontrolforanstaltning eller sur pligt.
Litteraturlisten volder, som allerede antydet, visse problemer. Det virker, som om forfatterne kunne have gjort mere dybtgående overvejelser, om hvorvidt den anbefalede litteratur om ikonerne er i overensstemmelse med Kirkens lære på området og dermed til reel oplysning.
Den allerførste bog, som optræder i fortegnelsen, giver ingen oplysning overhovedet om ikonens teologi. Tværtimod! Det er meget lidt betryggende, at fortegnelsen over litteratur indledes med et værk, der absolut ikke har begrebet noget som helst af, hvad ortodoks kristendom er. Et værk, hvis forfatter i ”spirituelt” hovmod fordrejer Kirkens hellige ikoner til en blanding af farvemagi og åndelig geometri; et værk, der i Kirkens bønner ikke evner at høre andet end ”lydfrekvenser”, og som i fuldt alvor overvejer, om nu også ”Herre forbarm Dig” er et lige så effektivt ”mantra” som de græske og russiske udgaver af samme bøn! Et værk, som aldrig ville kunne anerkendes som autoritativt eller blot nyttigt i nogen ortodoks sammenhæng.
Jeg refererer med ovenstående til Jes Bertelsens ”Hjertebøn og ikonmystik”, som repræsenterer et ukristeligt misbrug af Den Ortodokse Kirkes hellige Tradition. Det er ærgerligt, at et så misvisende værk har fået plads i litteraturfortegnelsen.
For det tredje: Tilbage til de gode og nyttige instruktioner, hvor et enkelt, markant element både undrer og ærgrer. I kapitlet ”Færdiggørelse” anføres helt korrekt, at en ikon skal navngives, altså forsynes med en inskription, som angiver, hvem der afbildes. Disse inskriptioner må være, fremgår det, enten med oldgræske bogstaver eller med kyrilliske; en praksis, som da også er fulgt i samtlige de ikoner, der er gengivet i bogen.
Men i Kirken er der slet intet krav om, at ikonernes inskriptioner skal skrives med særlige alfabeter eller på bestemte sprog. Det er en praksis, som uundgåeligt virker fremmedgørende for danske troende, hvis de hellige billeder er tilstræbt uforståelige. En praksis, som indskriver sig i en række elitære teorier om helt særligt ”hellige” sprog, som almindelige mennesker ikke kan forstå, men som er de eneste ”tilladte” til troens skrifter. Her tænker jeg ikke på de emblematiske indskrifter, som benyttes til Kristus og Gudsmoder, men på alle øvrige.
Hvorfor i alverden benytter danske ikonografer ikke danske inskriptioner på deres arbejder? På samme måde som man bruger det lokale sprog til både gudstjenester og ikoner i en lang række ortodokse, kirkelige miljøer i mange lande, inklusive Danmark. – Det villle gøre ikonerne tilgængelige for danskere; og ikonograferne ville således medvirke til udviklingen af et levende, lokalt, kirkeligt og liturgisk liv.
”At skrive en ikon” er en smuk og instruktiv udgivelse, som utvivlsomt kan være til glæde og nytte, når det gælder anvisninger om materialer og håndværk, om systematik og maleteknik. Bogen giver også et glimrende og interessant indblik i, hvilke arbejder der bliver til i de miljøer i Danmark, ikonværksteder, højskoler, aftenskoler og private kurser, hvor der arbejdes med Den Ortodokse Kirkes ikonografi.
Med hensyn til den overordnede, teologiske perspektivering af ikonografien, og når det gælder forståelsen af ikonernes plads i den overordnede, kirkelige helhed, er der derimod visse mangler, som måske skyldes, at værket ikke er blevet til som del af en levende, kirkelig tradition? Bogen er et rigtig godt og nyttigt initiativ, som dog med held kunne have været tættere knyttet til ortodoks kirkelig praksis.
f. Poul
”At skrive en ikon”
Af 6 danske ikonografer
Forlaget Klematis 2006
Pris 348 kr.