Bogomtale: At skrive en ikon

Der er for nylig udkom­met en bog med tit­len ”At skri­ve en ikon”. For­fat­ter­ne er Kir­sten Bor­re­s­ch­midt, Git­te Buch, Sofie Han­sen, Char­lot­te Wep­pe­naar Peder­sen, Ingrid Rosen­feldt og Bir­git Sper­ling. Alle seks er vel­kend­te i det dan­ske ”ikon­mil­jø”, og de har ven­ligt til­sendt mig et eksem­plar af deres fæl­les værk.

Det er umid­del­bart glæ­de­ligt, at der i Dan­mark er basis for en udgi­vel­se af den­ne art. Jeg er ikke selv kendt med at male/skrive iko­ner, men jeg er sik­ker på, at bogen her vil kun­ne være til stor hjælp for alle, som ønsker at lære hånd­vær­ket og det grund­læg­gen­de form­s­prog. Der rede­gø­res omhyg­ge­ligt, kyn­digt og over­sku­e­ligt for arbejds­pro­ces­sen, lige fra anskaf­fel­se og behand­ling af plade/underlag til sid­ste pen­sel­strøg på iko­nen. Der gives vej­led­ning om valg af motiv, der beret­tes grun­digt om arbej­det med guld­bag­grund og om tem­pe­ra­tek­nik­ken, og der gives råd om indret­nin­gen af arbejds­plad­sen, alt sam­men ledsa­get af instruk­ti­ve illu­stra­tio­ner.

Instruk­tio­nen til sel­ve male­pro­ces­sen er, så vidt jeg kan vur­de­re, pæda­go­gisk og grun­dig. 5 udvalg­te moti­ver (Kristus Pan­to­kra­tor, to vari­a­tio­ner over Guds­mo­der, Johan­nes Døbe­ren og Ærke­eng­len Gabri­el) byg­ges hver især op over 8 sider i bogen. Der er til hvert motiv illu­stra­tio­ner af 4 faser i iko­nens til­bli­vel­se; og hver fase er for­sy­net med tekst­lig vej­led­ning samt en såkaldt far­ve­nøg­le, som med små ’far­ve­prø­ver’ angi­ver de far­ver, der skal bru­ges på net­op det­te trin. End­vi­de­re er der sær­li­ge afsnit, som grun­digt for­kla­rer og illu­stre­rer, hvor­dan man omgås van­ske­li­ge enkel­t­e­le­men­ter som ’hår og skæg’, ’øjne, næse og mund’, ’hæn­der og fød­der’ samt ’bjer­ge’. Yder­li­ge­re er der et kapi­tel om den såkald­te ”lase­rings­me­to­de”, illu­stre­ret ved den trin­vi­se til­bli­vel­se af en ikon af den hel­li­ge Niko­laj.

Også øvri­ge instruk­tio­ner er yderst grun­di­ge og syste­ma­tisk opbyg­ge­de. Jeg kan der­for ikke fore­stil­le mig andet, end at den­ne udgi­vel­se må kun­ne bli­ve til gavn for enhver, som ønsker at sæt­te sig ind i grun­dreg­ler­ne for, hvor­dan man til­vir­ker iko­ner.

”At skri­ve en ikon” er, i sagens natur, for­sy­net med rig­tig man­ge illu­stra­tio­ner. For­u­den de bil­le­der, eksemp­ler og udsnit af detal­jer, som ledsa­ger beskri­vel­sen af de for­skel­li­ge arbejds­gan­ge, er der ind­led­nings­vis en sam­let over­sigt over vig­ti­ge ’ikon­mo­ti­ver’; og vær­ket afslut­tes med en sek­tion, som kal­des ’Ikon­gal­le­ri­et’ med 23 helsi­des gen­gi­vel­ser af ikon­mo­ti­ver. De fle­ste iko­ner, som er gen­gi­vet i bogen, er skre­vet af for­fat­ter­ne eller af deres lære­re og ele­ver; og iblandt dem er der man­ge inter­es­san­te og smuk­ke arbej­der.

Ind­fø­rin­gen i hånd­vær­ket er bogens hove­d­an­lig­gen­de og der­for også dét, som fyl­der langt de fle­ste sider. Og var dét det hele, vil­le jeg uden vide­re anbe­fa­le vær­ket som et godt arbejds­red­skab. Men det er ikke det hele. Bogen har en ræk­ke over­ord­ne­de over­vej­el­ser, og her er der ele­men­ter, som ikke fore­kom­mer i fuld over­ens­stem­mel­se med orto­doks tan­ke­gang og lære.

For­fat­ter­ne skri­ver i for­or­det, at ”en grun­di­ge­re ind­fø­ring i iko­nens kul­tur­hi­sto­ri­ske og teo­lo­gi­ske bag­grund lig­ger uden for den­ne frem­stil­lings ram­mer”, og at de, hvad det­te angår, hen­vi­ser til lit­te­ra­tur­li­sten. En sådan afgræns­ning er imid­ler­tid van­ske­lig at gen­nem­fø­re. Jeg vil ger­ne pege på tre punk­ter, som vol­der pro­ble­mer. Det før­ste har at gøre med muli­ge ikon­mo­ti­ver, det andet med iko­no­gra­fens posi­tion i og uden for Den Orto­dok­se Kir­ke; og det sid­ste dre­jer sig om, hvor­dan man gør Kir­kens iko­ner let­te­re at for­hol­de sig til. Her­til kom­mer vis­se kri­ti­ske bemærk­nin­ger til lit­te­ra­tur­li­sten.

For det før­ste: I rede­gø­rel­sen for ’ikon­mo­ti­ver­ne’ præ­sen­te­rer bogen under over­skrif­ten ”Tre­e­nig­he­den” bl.a. den såkald­te ”Pater­ni­tas” eller ”Fader­ska­bet” som en auto­ri­se­ret, orto­doks frem­stil­ling. Det er en stor mis­for­stå­el­se. Den­ne frem­stil­ling, hvori Gud, Fade­ren er afbil­det som en gam­mel mand, ”den gam­le af dage”, sid­den­de på tro­nen med Kristus på skø­det og Hel­li­gån­den som en due for­an de to, stem­mer ikke overens med Den Orto­dok­se Kir­kes anvis­nin­ger for iko­no­gra­fi. Moti­vet som sådan er frem­med for orto­doks tan­ke­gang, og det for­by­des udtryk­ke­ligt af det Sto­re Kon­cil i Moskva år 1666–67.

Fra Kon­cilet i Moskva hed­der det bl.a.: ”Ikon­frem­stil­lin­ger af Her­ren Seba­o­th (det vil sige af Fade­ren) med hvidt skæg og hol­den­de den enbår­ne Søn på skø­det til­li­ge med en due er alde­les menings­lø­se og upas­sen­de; for ingen har nogen­sin­de sku­et Fade­ren i Hans gud­dom­me­lig­hed” (cite­ret efter Ous­pen­sky: ”The­o­lo­gy of the Icon”  bd. 2, s. 371. Sam­me værks kapi­tel 16 i sin hel­hed kan i øvrigt varmt anbe­fa­les til belys­ning af den­ne pro­ble­ma­tik).

I én af Kir­kens bøn­ner til vel­sig­nel­se af iko­ner til kir­ke­ligt brug hed­der det ordret, at ”i Den Nye Pagt åben­ba­res Fade­ren ved Sin røst, Søn­nen ved Sit lege­me og Hel­li­gån­den i skik­kel­se af en due.” Der er såle­des fuld over­ens­stem­mel­se mel­lem Kir­kens bøn og Moskva­kon­cilets beslut­ning.

Hvor­for er det­te motiv util­la­de­ligt efter orto­doks lære? Hvis vi gri­ber til­ba­ge til Bil­ledstri­den, bli­ver det ind­ly­sen­de for os hvor­for. De, der den­gang i det 9. århund­re­de ønske­de iko­ner­ne ud af Kir­kens liv og hen, hvor pebe­ret gror, argu­men­te­re­de med, at Gud var hævet over enhver afbild­ning, for­di Gud er ren ånd. Her­i­mod argu­men­te­re­de fx Hl. Johan­nes af Dama­s­kus, at for­di Gud er ble­vet men­ne­ske i Jesus Kristus, og for­di vi kan se Ham som sådan, kan vi også gøre bil­le­der af Ham. Det afgø­ren­de i Hl. Johan­nes’ argu­ment er såle­des, at vi ”maler dét, vi kan se”; og der­for maler vi ikke Gud Fade­ren; for Han er ikke ble­vet kød, og Ham har vi ikke set! Bil­le­der med det­te motiv er såle­des ren fan­ta­si og spe­ku­la­tion.

Her­til kom­mer, at fle­re orto­dok­se teo­lo­ger opfat­ter ”Pater­ni­tas” som en bil­led­lig frem­stil­ling af den for­vansk­ning af Tros­be­ken­del­sen, som fandt sted, da man i Vesten ind­fø­je­de ”fili­oque” (”og fra Søn­nen”) i artik­len om Hel­li­gån­dens udsen­del­se.

For­fat­ter­ne til ”At skri­ve en ikon” har givet­vis været i god tro, hvad det­te motiv angår. For som én af dem, i for­bin­del­se med bogen, har min­det mig om, så møder man ikke så sjæl­dent ”Faderskabs”-motivet, ger­ne i græsk, men også i rus­sisk sam­men­hæng. Det bli­ver den pågæl­den­de ikon blot ikke mere teo­lo­gisk ret­vi­sen­de af. Efter den­ne anmel­ders opfat­tel­se er det en yderst vig­tig opga­ve for iko­no­gra­fer til alle tider at vide­re­brin­ge den orto­dok­se tra­di­tion mest muligt kor­rekt, både lære­mæs­sigt og kunst­ne­risk; og Gud Fade­ren i men­ne­ske­lig gestalt er ikke del af eller udtryk for Kir­kens lære.

Jamen hvad så med Hel­li­gån­den som en due? Er den frem­stil­ling til­l­ladt? For der er jo hel­ler ingen, som har set Hel­li­gån­den. Sva­ret er, at Gud Hel­li­gånd i en dues skik­kel­se er gang­bar iko­no­gra­fi, først og frem­mest i den ikon, der frem­stil­ler Her­rens dåb i Jor­dan, for­di frem­stil­lin­gen dér er i  over­ens­stem­mel­se med Evan­ge­liets beret­ning om dåben; jf også den alle­re­de nævn­te vel­sig­nel­ses­bøn.

For det andet: Set fra en orto­doks vin­kel er det at male/skrive iko­ner en virk­som­hed i Kir­ken og for Kir­ken. Iko­no­graf er den, der stil­ler sit talent til rådig­hed for Kir­ken. Men for­fat­ter­ne til ”At skri­ve en ikon” opfat­ter måske ikke deres arbej­de på den måde? Det spørgs­mål opstår fle­re ste­der i bogen, idet der læg­ges stør­re vægt på kunst­ne­rens følel­ser end på for­mid­lin­gen af Den Orto­dok­se Kir­kes tro. Et eksem­pel fra afsnit­tet om, hvor­for vi maler iko­ner: ”Igen­nem arbej­det med iko­nen åbnes der til dybe lag af følel­ser, men­ne­ske­li­ge lidel­ser og glæ­der … (som er) … gen­ken­de­li­ge på tværs af tros­ret­nin­ger og kul­tu­rer” (s. 8). – Men Kir­kens iko­no­gra­fi refe­re­rer hver­ken til skøn­hed i gængs for­stand eller til psy­ko­lo­gi i form af følel­ser. Kri­te­ri­et for det iko­no­gra­fi­ske arbej­de er ale­ne tro­ens sand­hed.

På sam­me måde indi­vi­du­a­li­se­res iko­no­gra­fens arbej­de i for­hold til Kir­ken, når det om den per­son­li­ge for­be­re­del­se hed­der, at man ”kan tæn­de et lys, måske lidt røgel­se, læse iko­no­gra­fens bøn eller gå ind i Jesus­bøn­nen et styk­ke tid, inden man går i gang” (s. 50). Eller når der på s. 122 angi­ves en bøn, som ”kan anven­des, hvis man ønsker iko­nen vel­sig­net” – med en til­fø­jel­se om, at vel­sig­nel­se ikke er ”et krav”. Vel­sig­nel­sen frem­stil­les alt­så af de seks for­fat­te­re som noget, der er over­ladt til den enkel­tes smag og behag. Og den frem­stil­les til og med som et gør-det-selv-vel­sig­nel­se!

Dis­se råd og betragt­nin­ger vir­ker mær­ke­ligt frem­me­de i for­hold til den ånd, der her­sker i Den Orto­dok­se Kir­ke. Kir­ken tæn­ker nem­lig ikke først og frem­mest lega­li­stisk, den tæn­ker ikke i, hvad der ”kræ­ves” eller ikke ”kræ­ves”. For den orto­dok­se iko­no­graf, som arbej­der i og for Kir­ken er det den natur­lig­ste ting af ver­den at mod­ta­ge sin biskops, sin præsts eller kloster­for­stan­ders vel­sig­nel­se, inden arbej­det med en ny ikon ind­le­des. Og når arbej­det er afslut­tet, er det en en natur­lig og glæ­de­lig ful­den­del­se, og slet ikke noget ”krav”, at den ikon, som er skre­vet til Guds ære, bæres frem i Guds Kir­ke for dér at bli­ve vel­sig­net. Guds vel­sig­nel­se, med­delt ved Kir­kens præ­ste­skab, er en hel­lig­gø­rel­se, også når det gæl­der iko­ner. Vel­sig­nel­sen er en med­del­el­se af nåde og ingen kon­trol­for­an­stalt­ning eller sur pligt.

Lit­te­ra­tur­li­sten vol­der, som alle­re­de anty­det, vis­se pro­ble­mer. Det vir­ker, som om for­fat­ter­ne kun­ne have gjort mere dybt­gå­en­de over­vej­el­ser, om hvor­vidt den anbe­fa­le­de lit­te­ra­tur om iko­ner­ne er i over­ens­stem­mel­se med Kir­kens lære på områ­det og der­med til reel oplys­ning.

Den aller­før­ste bog, som optræ­der i for­teg­nel­sen, giver ingen oplys­ning over­ho­ve­det om iko­nens teo­lo­gi. Tvær­ti­mod! Det er meget lidt betryg­gen­de, at for­teg­nel­sen over lit­te­ra­tur ind­le­des med et værk, der abso­lut ikke har begre­bet noget som helst af, hvad orto­doks kris­ten­dom er. Et værk, hvis for­fat­ter i ”spi­ri­tu­elt” hov­mod for­dre­jer Kir­kens hel­li­ge iko­ner til en blan­ding af far­ve­magi og ånde­lig geo­me­tri; et værk, der i Kir­kens bøn­ner ikke evner at høre andet end ”lyd­fre­kven­ser”, og som i fuldt alvor over­ve­jer, om nu også ”Her­re for­barm Dig” er et lige så effek­tivt ”man­tra” som de græ­ske og rus­si­ske udga­ver af sam­me bøn! Et værk, som aldrig vil­le kun­ne aner­ken­des som auto­ri­ta­tivt eller blot nyt­tigt i nogen orto­doks sam­men­hæng.

Jeg refe­re­rer med oven­stå­en­de til Jes Ber­tel­sens ”Hjer­tebøn og ikon­mystik”, som repræ­sen­te­rer et ukri­ste­ligt mis­brug af Den Orto­dok­se Kir­kes hel­li­ge Tra­di­tion. Det er ærger­ligt, at et så mis­vi­sen­de værk har fået plads i lit­te­ra­tur­for­teg­nel­sen.

For det tred­je: Til­ba­ge til de gode og nyt­ti­ge instruk­tio­ner, hvor et enkelt, mar­kant ele­ment både undrer og ærg­rer. I kapit­let ”Fær­dig­gø­rel­se” anfø­res helt kor­rekt, at en ikon skal navn­gi­ves, alt­så for­sy­nes med en inskrip­tion, som angi­ver, hvem der afbil­des. Dis­se inskrip­tio­ner må være, frem­går det, enten med old­græ­ske bog­sta­ver eller med kyril­li­ske; en prak­sis, som da også er fulgt i samt­li­ge de iko­ner, der er gen­gi­vet i bogen.

Men i Kir­ken er der slet intet krav om, at iko­ner­nes inskrip­tio­ner skal skri­ves med sær­li­ge alfa­be­ter eller på bestem­te sprog. Det er en prak­sis, som uund­gå­e­ligt vir­ker frem­med­gø­ren­de for dan­ske tro­en­de, hvis de hel­li­ge bil­le­der er til­stræbt ufor­stå­e­li­ge. En prak­sis, som ind­skri­ver sig i en ræk­ke eli­tæ­re teo­ri­er om helt sær­ligt ”hel­li­ge” sprog, som almin­de­li­ge men­ne­sker ikke kan for­stå, men som er de ene­ste ”til­lad­te” til tro­ens skrif­ter. Her tæn­ker jeg ikke på de emble­ma­ti­ske ind­skrif­ter, som benyt­tes til Kristus og Guds­mo­der, men på alle øvri­ge.

Hvor­for i alver­den benyt­ter dan­ske iko­no­gra­fer ikke dan­ske inskrip­tio­ner på deres arbej­der? På sam­me måde som man bru­ger det loka­le sprog til både guds­tjenester og iko­ner i en lang ræk­ke orto­dok­se, kir­ke­li­ge mil­jø­er i man­ge lan­de, inklu­si­ve Dan­mark. –  Det vil­l­le gøre iko­ner­ne til­gæn­ge­li­ge for dan­ske­re; og iko­no­gra­fer­ne vil­le såle­des med­vir­ke til udvik­lin­gen af et leven­de, lokalt, kir­ke­ligt og litur­gisk liv.

”At skri­ve en ikon” er en smuk og instruk­tiv udgi­vel­se, som utvivl­s­omt kan være til glæ­de og nyt­te, når det gæl­der anvis­nin­ger om mate­ri­a­ler og hånd­værk, om syste­ma­tik og male­tek­nik. Bogen giver også et glim­ren­de og inter­es­sant ind­blik i, hvil­ke arbej­der der bli­ver til i de mil­jø­er i Dan­mark, ikon­værk­ste­der, højsko­ler, aftensko­ler og pri­va­te kur­ser, hvor der arbej­des med Den Orto­dok­se Kir­kes iko­no­gra­fi.

Med hen­syn til den over­ord­ne­de, teo­lo­gi­ske per­spek­ti­ve­ring af iko­no­gra­fi­en, og når det gæl­der for­stå­el­sen af iko­ner­nes plads i den over­ord­ne­de, kir­ke­li­ge hel­hed, er der der­i­mod vis­se mang­ler, som måske skyl­des, at vær­ket ikke er ble­vet til som del af en leven­de, kir­ke­lig tra­di­tion? Bogen er et rig­tig godt og nyt­tigt ini­ti­a­tiv, som dog med held kun­ne have været tæt­te­re knyt­tet til orto­doks kir­ke­lig prak­sis.

f. Poul 

”At skri­ve en ikon”
Af 6 dan­ske iko­no­gra­fer
For­la­get Kle­ma­tis 2006

Pris 348 kr.