af f. Poul Sebbelov
Kilde: Tidehvervs Forlag
Monica Papazu har i foråret 2013 udgivet en lille bog, et ’essay’ kalder hun det beskedent, med titlen ”Signalement af Danmark og dansk åndsliv”. Det er et på flere måder tankevækkende signalement.
Papazu analyserer skarpt og klarsynet de overordnede linier i udviklingen i dansk åndsliv. Hun tager afsæt i det såkaldte ’studenteroprør’ fra 1968 og frem og i én af 70’ernes markante udgivelser ”Oprør fra Midten” af Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen og Villy Sørensen, og hun argumenterer for, at begge disse er eksponenter for en utopisme, som i virkeligheden bunder i totalitære strømninger med det (mere eller mindre skjulte) sigte, at ’samfundet’, kollektivet, skal styre og umyndiggøre hin enkelte.
Hvordan kom det dertil i Danmark? Sådan spørger Papazu, og for at svare griber hun tilbage til den kulturradikale bevægelses fader, Georg Brandes, hans had til kristendom og tradition og hans velkendte programerklæring : ”Det, at en litteratur i vore dage lever, viser sig i, at den sætter problemer under debat”. Papazu viser meget klart, at Brandes med sit erklærede ideologiske udgangspunkt bliver fortaler for en litteratur, der har til opgave af fremme et samfund, ”hvor religionen var afskaffet, ateismen obligatorisk, den private ejendom ophævet og familien sprængt”.
Fra Brandes trækker Papazu, overbevisende synes jeg, en rød tråd fra slutningen af det 19. Århundrede over kulturradikalismen ved én af dens fremmeste fortalere, Poul Henningsen (P. H.), som havde ”den frie Tanke” eller ”frisindet” som slagord, som ”bekendte sig til Den Franske Revolution”, og som i 1937 skrev, at ”Gud må erstattes med idéen om en menneskehed … Menneskeheden er den eneste øvre og nedre grænse” og videre til studenteroprørets revolte mod enhver viden, mod selve tanken om, at nogle er mere vidende end andre, fordi de har tilegnet sig historiens tradition. Til den ”antiautoritære” ideologis nedbrydning af enhver samfundsmæssig og vidensmæssig autoritet.
Monica Papazus analyse munder ud i, at ”dét, der bringer kulturens overlevelse i fare, er afvisningen af traditionen”. Og enhver tradition må hvile på et religiøst fundament. ”Når det religiøse fundament – og sammen med det den hele tradition – bliver fjernet, er der intet solidt tilbage”, skriver hun, og citerer Kierkegaard: ”Byd Sømanden at sejle uden ballast, han kuldsejler … Uden at forholde sig til det Ubetingede kan et Menneske ikke i dybere Forstand leve, han udaander, det er, han vedbliver maaske at leve, men aandløst.”
Monica Papazu analyserer Danmark delvis ud fra sin personlige baggrund i det (dengang) kommunistiske Rumænien, og hun kommer til det resultat, at mens den folkelige bevidsthed i Østeuropa i 70’erne og 80’erne for længst havde gennemskuet og lagt afstand til det kommunistiske og kollektivistiske (undertrykkelses-)projekt, så havde samme projekt fremgang i Danmark og lignende lande: ”Ja, kommunismen havde stor succes – i Vesten. … Den løgnens ånd, som for en østeuropæer ikke var til at tage fejl af, var ikke blevet uddrevet fra Vesten, og den hjemsøgte Danmark. Ikke ledsaget af fysisk magt, af undertrykkelse og Gulag, men i form af forførende, utopiske forestillinger, som vægtige intellektuelle og politikere, der dækkede en stor del af det politiske spektrum, syntes at dele.”
Man kunne få det indtryk af essayets første halvdel, at Papazu ikke finder, der er meget håb for Danmark og dansk åndsliv. Men det er hendes store fortjeneste, at hvor hun måske noget polemisk og uden den store sans for nuancer skitserer hovedstrømninger i åndslivet fra 70’erne og frem, dér har hun et godt blik for, at der både samtidigt og tidligere, under kulturradikalismen og tilbage i Brandes’ tid, er modstrømninger, som er af helt afgørende betydning for dansk åndsliv.
Papazu eksemplificerer dette ”andet” (litterære og åndelige) Danmark ved at pege på tre forfattere og deres værk. det er Henrik Stangerup, som er samtidig med studenteroprørets periode med ”Manden, som ville være skyldig”, det er Martin A. Hansen med ”Løgneren” fra 1950’erne, og det er endelig Jakob Knudsen med ”Den gamle Præst”, som stammer tilbage fra 1899 og altså er så godt som samtidig med Brandes.
Monica Papazus analyser af de tre værker er klare og overbevisende, og jeg er enig med hende i, at de er nødvendig læsning for enhver, som vil bevæge sig højere, dybere og længere ind i dansk mentalitet og ånd end kulturradikalismens og de ”antiautoritære” talerør muliggør.
Læs altså dette essay! Også selv om det kan forekomme, at Papazu er meget firkantet i sin ideologikritik (undskyld mig udtrykket, jeg ved godt, det stammer fra marxistisk litteraturteori 🙂 ) og ikke har nogen sprækker overhovedet i sin afvisning af 7o’ernes og 80’ernes fremherskende tænkemåde. Men nuvel, den korte form (71 sider) levner måske ikke plads til mere afbalancerede betragtninger.
Undre kan det også, at den (tidligere?) ortodokse Papazu lader til, kristeligt set, ikke at se anden redning og udvej for Danmark end dén, der afstikkes af den strengt lutherske bevægelse Tidehverv, på hvis forlag hendes essay i øvrigt er udgivet. Når nu Papazu i sin tekst så stærkt (og med rette) fremhæver nødvendigheden af historisk bevidsthed, så kan det undre, at hun tegner et billede, efter hvilket Tidehverv helt alene skulle have udgjort modstandsbevægelsen i Danmark under 2. Verdenskrig.
Modstandsbevægelsen udgjordes faktisk af mange forskellige grupperinger, blandt hvilke nogle bekendte sig til helt andre politiske standpunkter end Tidehverv, ja, der var til og med kommunister, som bekæmpede besættelsesmagten. Og i vor tid er der faktisk andre, kristne bevægelser i Danmark end Tidehverv, også ortodokse (om end vi er fåtallige), som vender sig imod globalisering, kollektivisering, ”multikulturalisering” og andre former for at opgive og give køb på dansk identitet, ånd og hele væremåde.
Den Ortodokse Kirke i Danmark – Gudsmoders Beskyttelses Menighed ser det som en væsentlig opgave at gen-introducere den ortodokse kristentro i Danmark og gøre Kirkens liv tilgængeligt for danske troende. Hvis akademiske kapaciteter som Monica Papazu ville bidrage hertil, kunne det utvivlsomt være til stor nytte.
Monica Papazu: ”Signalement af Danmark og dansk åndsliv”, 71 sider.
Tidehvervs Forlag, 2013