Bogomtale:

af f. Poul Seb­be­lov

Bogforside: Signalement af Danmark og dansk åndsliv

Kil­de: Tide­hvervs For­lag

Moni­ca Papa­zu har i for­å­ret 2013 udgi­vet en lil­le bog, et ’essay’ kal­der hun det beske­dent, med tit­len ”Sig­na­le­ment af Dan­mark og dansk ånds­liv”. Det er et på fle­re måder tan­ke­væk­ken­de sig­na­le­ment.

Papa­zu ana­ly­se­rer skar­pt og klar­sy­net de over­ord­ne­de lini­er i udvik­lin­gen i dansk ånds­liv. Hun tager afsæt i det såkald­te ’stu­den­te­ro­p­rør’ fra 1968 og frem og i én af 70’ernes mar­kan­te udgi­vel­ser ”Oprør fra Mid­ten” af Niels I. Mey­er, K. Hel­veg Peter­sen og Vil­ly Søren­sen, og hun argu­men­te­rer for, at beg­ge dis­se er eks­po­nen­ter for en uto­pis­me, som i vir­ke­lig­he­den bun­der i tota­li­tæ­re strøm­nin­ger med det (mere eller min­dre skjul­te) sig­te, at ’sam­fun­det’, kol­lek­ti­vet, skal sty­re og umyn­dig­gø­re hin enkel­te.

Hvor­dan kom det der­til i Dan­mark? Sådan spør­ger Papa­zu, og for at sva­re gri­ber hun til­ba­ge til den kul­tur­ra­di­ka­le bevæ­gel­ses fader, Georg Bran­des, hans had til kris­ten­dom og tra­di­tion og hans vel­kend­te pro­gra­mer­klæ­ring : ”Det, at en lit­te­ra­tur i vore dage lever, viser sig i, at den sæt­ter pro­ble­mer under debat”. Papa­zu viser meget klart, at Bran­des med sit erklæ­re­de ide­o­lo­gi­ske udgangs­punkt bli­ver for­ta­ler for en lit­te­ra­tur, der har til opga­ve af frem­me et sam­fund, ”hvor reli­gio­nen var afskaf­fet, atei­s­men obliga­to­risk, den pri­va­te ejen­dom ophæ­vet og fami­li­en sprængt”.

Fra Bran­des træk­ker Papa­zu, over­be­vi­sen­de synes jeg, en rød tråd fra slut­nin­gen af det 19. Århund­re­de over kul­tur­ra­di­ka­lis­men ved én af dens frem­me­ste for­ta­le­re, Poul Hen­nings­en (P. H.), som hav­de ”den frie Tan­ke” eller ”fri­sin­det” som sla­gord, som ”bekend­te sig til Den Fran­ske Revo­lu­tion”, og som i 1937 skrev, at ”Gud må erstat­tes med idéen om en men­ne­ske­hed … Men­ne­ske­he­den er den ene­ste øvre og ned­re græn­se” og vide­re til stu­den­te­ro­p­rø­rets revol­te mod enhver viden, mod sel­ve tan­ken om, at nog­le er mere viden­de end andre, for­di de har til­eg­net sig histo­ri­ens tra­di­tion. Til den ”anti­au­to­ri­tæ­re” ide­o­lo­gis ned­bryd­ning af enhver sam­funds­mæs­sig og videns­mæs­sig auto­ri­tet.

Moni­ca Papa­zus ana­ly­se mun­der ud i, at ”dét, der brin­ger kul­tu­rens over­le­vel­se i fare, er afvis­nin­gen af tra­di­tio­nen”. Og enhver tra­di­tion må hvi­le på et reli­gi­øst fun­da­ment. ”Når det reli­gi­øse fun­da­ment – og sam­men med det den hele tra­di­tion – bli­ver fjer­net, er der intet solidt til­ba­ge”, skri­ver hun, og cite­rer Kier­ke­gaard: ”Byd Søman­den at sej­le uden bal­last, han kuld­sej­ler … Uden at for­hol­de sig til det Ube­tin­ge­de kan et Men­ne­ske ikke i dybe­re For­stand leve, han udaan­der, det er, han ved­bli­ver maa­ske at leve, men aand­løst.”

Moni­ca Papa­zu ana­ly­se­rer Dan­mark del­vis ud fra sin per­son­li­ge bag­grund i det (den­gang) kom­mu­ni­sti­ske Rumæ­ni­en, og hun kom­mer til det resul­tat, at mens den fol­ke­li­ge bevidst­hed i Øst­eu­ro­pa i 70’erne og 80’erne for længst hav­de gen­nem­sku­et og lagt afstand til det kom­mu­ni­sti­ske og kol­lek­ti­vi­sti­ske (undertrykkelses-)projekt, så hav­de sam­me pro­jekt frem­gang i Dan­mark og lig­nen­de lan­de: ”Ja, kom­mu­nis­men hav­de stor suc­ces – i Vesten. … Den løg­nens ånd, som for en øst­eu­ro­pæ­er ikke var til at tage fejl af, var ikke ble­vet uddre­vet fra Vesten, og den hjem­søg­te Dan­mark. Ikke ledsa­get af fysisk magt, af under­tryk­kel­se og Gulag, men i form af for­før­en­de, uto­pi­ske fore­stil­lin­ger, som væg­ti­ge intel­lek­tu­el­le og poli­ti­ke­re, der dæk­ke­de en stor del af det poli­ti­ske spek­trum, syn­tes at dele.”

Man kun­ne få det ind­tryk af essay­ets før­ste halv­del, at Papa­zu ikke fin­der, der er meget håb for Dan­mark og dansk ånds­liv. Men det er hen­des sto­re fortje­ne­ste, at hvor hun måske noget pole­misk og uden den sto­re sans for nuan­cer skit­se­rer hovedstrøm­nin­ger i ånds­li­vet fra 70’erne og frem, dér har hun et godt blik for, at der både sam­ti­digt og tid­li­ge­re, under kul­tur­ra­di­ka­lis­men og til­ba­ge i Bran­des’ tid, er mod­strøm­nin­ger, som er af helt afgø­ren­de betyd­ning for dansk ånds­liv.

Papa­zu eksem­pli­fi­ce­rer det­te ”andet” (lit­teræ­re og ånde­li­ge) Dan­mark ved at pege på tre for­fat­te­re og deres værk. det er Hen­rik Stan­gerup, som er sam­ti­dig med stu­den­te­ro­p­rø­rets peri­o­de med ”Man­den, som vil­le være skyl­dig”, det er Mar­tin A. Han­sen med ”Løg­ne­ren” fra 1950’erne, og det er ende­lig Jakob Knud­sen med ”Den gam­le Præst”, som stam­mer til­ba­ge fra 1899 og alt­så er så godt som sam­ti­dig med Bran­des.

Moni­ca Papa­zus ana­ly­ser af de tre vær­ker er kla­re og over­be­vi­sen­de, og jeg er enig med hen­de i, at de er nød­ven­dig læs­ning for enhver, som vil bevæ­ge sig høje­re, dybe­re og læn­ge­re ind i dansk men­ta­li­tet og ånd end kul­tur­ra­di­ka­lis­mens og de ”anti­au­to­ri­tæ­re” tale­rør mulig­gør.

Læs alt­så det­te essay! Også selv om det kan fore­kom­me, at Papa­zu er meget fir­kan­tet i sin ide­o­lo­gik­ri­tik (und­skyld mig udtryk­ket, jeg ved godt, det stam­mer fra marxi­stisk lit­te­ra­tur­te­o­ri 🙂 ) og ikke har nogen spræk­ker over­ho­ve­det i sin afvis­ning af 7o’ernes og 80’ernes frem­her­sken­de tæn­ke­må­de. Men nuvel, den kor­te form (71 sider) lev­ner måske ikke plads til mere afba­lan­ce­re­de betragt­nin­ger.

Undre kan det også, at den (tid­li­ge­re?) orto­dok­se Papa­zu lader til, kri­ste­ligt set, ikke at se anden red­ning og udvej for Dan­mark end dén, der afstik­kes af den strengt lut­her­ske bevæ­gel­se Tide­hverv, på hvis for­lag hen­des essay i øvrigt er udgi­vet. Når nu Papa­zu i sin tekst så stærkt (og med ret­te) frem­hæ­ver nød­ven­dig­he­den af histo­risk bevidst­hed, så kan det undre, at hun teg­ner et bil­le­de, efter hvil­ket Tide­hverv helt ale­ne skul­le have udgjort mod­stands­be­væ­gel­sen i Dan­mark under 2. Ver­denskrig.

Mod­stands­be­væ­gel­sen udgjor­des fak­tisk af man­ge for­skel­li­ge grup­pe­rin­ger, blandt hvil­ke nog­le bekend­te sig til helt andre poli­ti­ske stand­punk­ter end Tide­hverv, ja, der var til og med kom­mu­ni­ster, som bekæm­pe­de besæt­tel­ses­mag­ten. Og i vor tid er der fak­tisk andre, krist­ne bevæ­gel­ser i Dan­mark end Tide­hverv, også orto­dok­se (om end vi er fåtal­li­ge), som ven­der sig imod glo­ba­li­se­ring, kol­lek­ti­vi­se­ring, ”mul­ti­kul­tu­ra­li­se­ring” og andre for­mer for at opgi­ve og give køb på dansk iden­ti­tet, ånd og hele være­må­de.

Den Orto­dok­se Kir­ke i Dan­mark – Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed ser det som en væsent­lig opga­ve at gen-intro­du­ce­re den orto­dok­se kri­sten­tro i Dan­mark og gøre Kir­kens liv til­gæn­ge­ligt for dan­ske tro­en­de. Hvis aka­de­mi­ske kapa­ci­te­ter som Moni­ca Papa­zu vil­le bidra­ge her­til, kun­ne det utvivl­s­omt være til stor nyt­te.

Moni­ca Papa­zu: ”Sig­na­le­ment af Dan­mark og dansk ånds­liv”, 71 sider.
Tide­hvervs For­lag, 2013