Der er for nylig udkommet en bog. Kristeligt Dagblads anmelder, Anders Laugesen, kalder bogen for ”én af de senere års vigtigste udgivelser” og udnævner den til en ”fremragende indføring i østkirkens bøn og mystik”. Den første karakteristik kan forekomme noget overdrevet, den sidste er slet og ret misvisende.
Det drejer sig om Michael Stubberups ”Hjertebøn og Østkirkens Mystikere”, udgivet på forlaget Borgen i oktober i år. Og værket er desværre ikke, som Laugesen skriver, ”en grundig fremstilling af østkirkens bønstradition”. Det grundlæggende glimrer tværtimod ved sit fravær. Tilbage bliver visse, ydre former.
Stubberups bog er noget andet: Den viser én af Den Ortodokse Kirkes vigtigste traditioner, set gennem en specifik, panteistisk optik. Den viser Jesusbønnen, som den tager sig ud gennem det midtjyske ’Vækstcentrets’ briller. Den omtaler Kirkens bøn, grundigt renset for troen på Kristus og isoleret fra Kirkens mystiske eller sakramentale liv. Den er en erstatningsvare: Det personlige forhold til Kristus, udskiftet med mentale teknikker og åndedrætskontrol.
Anders Laugesen er opmærksom på dette forhold, men afviser det specifikt i sin anmeldelse: ”Stubberup er elev af Jes Bertelsen og bor på Vækstcentret i Nr. Snede. Den påvirkning mærker man ikke i bogen”, skriver han. I så fald må anmelderen være mere end almindeligt hårdhudet. For vist mærker man tydeligt den idemæssige arv fra Bertelsen. Det er præcis den arv, som er det betænkelige ved Stubberups bog.
”Hjertebøn” indledes med en dedikation til ”dr. Phil. Jes Bertelsen”. I forordet rettes tak til ”Jes og Sathiarty(!)”. Endelig lægger bogens efterskrift udtrykkeligt personlig afstand til den tradition, Stubberup ønsker at indføre i: ”Jeg er ikke hesychast”, skriver han og fortsætter: ”Jeg har været heldig at kunne få vejledning, træning og lærerrolle udfyldt inden for landets grænser”, (skulle der mon være tale om Nr. Snede?). Det åndelige klima, som disse rammer angiver, giver sig tydeligt til kende i bogens første del, som er Michael Stubberups redegørelse for Den Ortodokse Kirkes hesychastiske bøn. Her følger nogle centrale eksempler:
”Hjertebønnen er mantrisk”, skriver Stubberup (s. 24); og han fortsætter: ”Det vil sige en gentagen og rytmisk brug af ord eller lyde, der sætter en subtil indre bevægelse i gang.” – Men Kirkens bøn er ikke noget ”mantra”. Tror man det, forveksler man Jesusbønnen med hinduistisk inspirerede, åndelige ”teknikker”, hvor pointen er selve gentagelsen af bestemte lydværdier; bølger eller ”energier” i lydform, som antages at påvirke sindets energier.
I en radioudsendelse (”Mennesker og Tro den 31. oktober) omtaler Michael Stubberup Jesusbønnen som en ”spirituel praksis”, som ”i kristendommen typisk kan bestå i det græske ’Kyrie eleison’ eller det russiske ’Gospodi Pomiluj’”. Fra Vækstcentret i Nr. Snede har jeg tidligere læst overvejelser i ramme alvor, om hvorvidt lydbølgerne i den danske version, ”Herre, forbarm Dig”, nu også ville være virksomme som mantra, eller om man måtte blive ved de fremmede sprog!
Der er grund til at understrege: Den Ortodokse Kirkes bøn har intet at gøre med lydbølger. Den bøn, der er tale om, kaldes ”Jesusbønnen”. Det er fordi dens grundlag er Jesus Kristus og den bedendes personlige kærlighed til Ham. Jesu Kristi navn er uadskilleligt fra Hans person; og vi, som påkalder Hans navn, helliggøres ved det. ”Der findes”, skriver apostlen Peter, ”intet andet navn under himlen, hvorved vi frelses!”
Jesusbønnen er, kan man sige, et koncentrat af det kristne liv. Det liv, som helt og holdent er baseret på påkaldelsen af Guds navn. Ingen dåb, ingen myronsalvning, ingen ægtevielse, ingen præsteordination, ingen nadver, ingen af de hellige handlinger i Kirken gennemføres, uden at Guds navn påkaldes: I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Dette er helt afgørende: Der er en uopløselig forbindelse mellem Kristi person og Kristi navn. Derfor kan vi ikke nedskrive navnet til en lydfrekvens; det er ikke nok, at vi udtaler lyden af navnet, det nytter os intet, hvis ikke vi samtidigt retter al vor opmærksomhed mod Ham, vi påkalder med det guddommelige navn.
I sin omtale af Johannes af Stigen skriver Stubberup (s. 47): ”Den vedvarende hjertebøn (er) redskabet til det ordløse stilhedsstadie.” Der er grund til at påpege faren ved at tale om Jesusbønnen som ”et redskab” eller som ”en metode”. – Ganske vist knytter kirkefædrene bønnen til visse hjælpediscipliner, særlige kropsstillinger, åndedrætsrytmen og koncentration af opmærksomheden på hjertet; men alt dette er alene til støtte for det personlige forhold til Kristus, det må ikke overdrives, og det må frem for alt ikke blive et mål i sig selv.
Det kan ikke understreges nok: ”Teknificeringen” af Jesusbønnen er åndeligt farlig og kan være dybt skadelig. Overdreven fokusering på det metodiske udspringer af vores trang til at frelse os selv og trække os selv op ved hårene. Og metoderne er faktisk virksomme: De kan føre os ud i egne, hvor vi ikke kan bunde, og hvor det er livsfarligt at færdes, uden Kristus. Teknik ”i og for sig” kan være svært fascinerende; men ofte udspringer den ikke af længsel efter Kristus, men af en ubevidst længsel tilbage til den intethed, hvoraf Gud har skabt os.
Åndelig teknik, som vi mener at kunne beherske, kan umærkeligt glide over i personlige variationer af Adams og Evas spisen af kundskabens træ. Vi er skabte til fællesskab med Gud; vi er skabte til at skulle møde og skue Gud, som Han er. Men dette møde er ikke noget, vi kan tilegne os og etablere med særligt avancerede bønsteknikker. Mødet, Guds åbenbaring for hver enkelt af os, finder altid og alene sted af Guds nåde og efter Hans vilje.
Det er en ærlig sag ikke at være kristent troende. Men som sådan er man måske mindre velegnet som vejleder i kristen bøn. Stubberup skriver ikke ud fra tro på Kristus, og det kan man både læse og høre. I ”Mennesker og Tro” omtaler han Jesusbønnen som et eksempel på, hvordan vi kan forholde os til ”noget højere” og påkalde ”Kristus, Gud eller hvad det måtte være”. Han berømmer først og fremmest ørkenfædrene for deres ”avancerede psykologi”, og bønnen i Kristi navn benævner han som ”en selvudviklingsvariant”.
Michael Stubberups parallellisering af kristen tro og den praksis, der kendes på steder som Vækstcentret træder tydeligt og umisforståeligt frem til sidst i det omtalte radioprogram. Her gentager Stubberup, hvad han skriver i bogen, at han ikke er hesychast og dermed ikke kristen. Dette anfører han som grunden til, at han ikke har kendskab til de ”specielle, subtile træningssystemer, som man kun får indefra” i den kristne tradition.
Men Kirkens kristne tro er ikke del af et esoterisk system af kinesiske æsker, hvor de særligt indviede har adgang til særlige hemmeligheder, som er skjulte for menige kristne. Den kristne ”indvielse” udgøres af dåben og myronsalvningen i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Dette er hele hemmeligheden. Og den hemmelighed trænger vi dybere ind i ved atter og atter at tage imod Kristus i den hellige nadver. Dåbens og nadverens fysiske nærhed til Kristus udbygger og konsoliderer vi i bønnen.
Vi befatter os ikke med at pudse vores stolthed og udtænke alle mulige snedige ”genveje” til Gud. Vi befatter os slet ikke med hierarkier af de mere eller mindre initierede. Vi sætter vores lid til Gud, som vi kender Ham i Kristus. Vores eget bidrag består i at arbejde på vores frelse med frygt og bæven; og det indebærer, at vi anstrenger os for at holde blikket rettet mod Kristus og uophørligt fylde hjertet med bøn, sådan som Hl Paulus råder os til det: Bed uden ophør! Men ikke en hvilken som helst bøn, ikke et hvilket som helst mantra. Den Ortodokse Kirke, hvori vi lever vores kristne liv, peger frem for alt på Jesusbønnen: Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over mig synder.
Den Ortodokse Kirkes tro, liv og bøn er forankret i Kristus og i det personlige forhold til Ham. Dette er det eneste afgørende. I og uden for de ortodokse klostre. Siger nogen noget andet, så tro dem ikke!
Af Fader Poul Sebbelov