Bogomtale: Mirakler

I Køben­havn er der udkom­met en bog med tit­len ’Mirak­ler’. For­fat­te­ren, Niels Chri­sti­an Hvidt, er en yngre (født 1969) dansk teo­log, der er kon­ver­te­ret til Den Romersk-katol­ske Kir­ke. Han er dr. the­ol. fra Gre­go­ri­a­na Uni­ver­si­tet i Rom, hvor han også bor og underviser.

 ’Mirak­ler’ er såle­des ble­vet til i en klar romersk-katolsk sam­men­hæng. Men der er som bekendt ikke vandtæt­te teo­lo­gi­ske skod­der mel­lem de krist­ne kon­fes­sio­ner; og Hvidt træk­ker i ikke rin­ge grad på orto­dok­se kil­der og gør sig også over­vej­el­ser over, hvor­for mirak­ler lader til at være tem­me­lig upå­ag­te­de på vore over­ve­jen­de pro­te­stan­ti­ske bred­degra­der. Det er alt­så en udgi­vel­se, der er hen­vendt til alle krist­ne; og det på en måde, der efter den­ne (orto­dok­se) kom­men­ta­tors opfat­tel­se ikke er gan­ske uproblematisk.

Niels Chri­sti­an Hvidt skri­ver i sit for­ord, at for­må­let med bogen “er ikke at leve­re en udtøm­men­de behand­ling ” af mirak­lets teo­lo­gi; målet er “det mere enk­le: at beskri­ve mirak­ler, sådan som de hånd­gri­be­ligt ses og ople­ves af men­ne­skerog at for­mid­le den mirak­lets fasci­na­tion, som har beri­get deres til­væ­rel­se”. – Der læg­ges nær­mest op til, sådan kun­ne det lyde, en sam­ling uvil­di­ge repor­ta­ger, før­ste- eller anden­hånds­be­ret­nin­ger direk­te fra kil­der­ne. Et sådant pro­jekt er, sin til­sy­ne­la­den­de enkel­hed til trods, ikke upro­ble­ma­tisk. Som vi skal se, er der imid­ler­tid adskil­ligt mere på spil: En impli­cit teo­lo­gi og kir­ke­for­stå­el­se, der umid­del­bart kan være van­ske­lig at få øje på, men som ikke desto min­dre er det sty­ren­de prin­cip for Hvidts fremstilling.

 ’Mirak­ler’ er kom­po­ne­ret i 18 kapit­ler, hvoraf de 15 er beret­nin­ger med til­hø­ren­de foto­gra­fi­er fra miraku­lø­se hæn­del­ser rundt omkring i ver­den. 5 af dis­se beret­nin­ger knyt­tet til den orto­dok­se ver­den, resten er pla­ce­ret i romersk katolsk regi. De tre reste­ren­de kapit­ler er af mere teo­re­tisk karak­ter: En begrebs­be­stem­mel­se af “mira­kel”, en dis­kus­sion af for­hol­det mel­lem viden­skab og under; en rede­gø­rel­se for, hvor­dan man i Den Romersk Katol­ske Kir­ke fin­der ud af, om et mira­kel nu vir­ke­lig også er et mira­kel; og ende­lig en dis­kus­sion af dan­sker­nes (og andre nor­d­eu­ro­pæ­i­ske pro­te­stan­ters) for­hold til det mirakuløse.

Deres anmel­der til­står på for­hånd, at hele idéen med en sådan udbas­u­ne­ring af miraku­lø­se hæn­del­ser byder ham noget imod. Der fore­kom­mer at være knyt­tet en vis sen­sa­tions­lyst til pro­jek­tet. Hvidt skri­ver gan­ske vist, at han hver­ken vil (bort-) for­kla­re begi­ven­he­der­ne eller bru­ge dem som “bevi­ser” for tro­ens sand­hed. Men hvad egent­lig så? Guds unde­re fore­kom­mer blandt men­ne­sker i et antal og med en høj­de og dyb­de, der vist nok vil­le for­bav­se de fle­ste, hvis de fik det for­talt. Og i langt, langt de fle­ste af dis­se til­fæl­de kom­mer unde­ret aldrig til “offent­lig­he­dens” kend­skab. For Guds unde­re er ikke hen­vendt til sen­sa­tions­pres­sen. Omgang med Guds unde­re er oftest (og bør også være) karak­te­ri­se­ret ved stil­hed og indad­vendt­hed i et bøn­nens mil­jø, der ikke kun­ne drøm­me om at gøre en offent­lig “nyhed” af mødet med Herren.

Den orto­dok­se kris­ten­dom har ikke noget teo­re­tisk pro­blem med Guds unde­re. Hele vores tro er base­ret på dis­se: Gud bli­ver men­ne­ske, døde opstår fra gra­ve­ne; Gud er hin­si­des enhver lov­mæs­sig­hed, og på trods af, hvad vi i vores ind­skræn­ket­hed tror muligt, gør Han alting nyt. Det er, på en måde, helt enkelt. I Den Romersk Katol­ske Kir­ke er det til­sy­ne­la­den­de min­dre enkelt. Man véd ikke helt, hvil­ket ben man skal stå på, når det gæl­der for­hol­det mel­lem tro og viden­skab. Med vest­lig ratio­na­lis­me og viden­ska­be­lig grun­dig­hed har man der­for i Vati­ka­net en kom­mis­sion, som er “ansvar­lig for under­sø­gel­sen af mirak­ler” (s. 241). For­man­den for den­ne kom­mis­sion mener, at “det ikke ale­ne [er] muligt at arbej­de viden­ska­be­ligt med mirak­ler; det er påkræ­vet!” (s. 249). Javel, ja. Man for­nem­mer da også en vis bekla­gel­se hos Hvidt over, at Hl. Ale­xan­der Nevskij Kir­ke i Køben­havn ikke for­an­stal­te­de “viden­ska­be­li­ge under­sø­gel­ser” af Guds­mo­ders tårer i 1995. Man ser det for sig: Sin­dri­ge rønt­ge­nap­pa­ra­ter til gen­nem­lys­ning af iko­nen for at ude­luk­ke ind­byg­ge­de illu­sions­num­re; de frem­me­ste kemi­ke­re fra Ste­ins Labo­ra­to­ri­um til at ana­ly­se­re på tårer­nes DNA-pro­fil og kemi­ske kom­po­si­tion. Ak ja; man kan kun bekla­ge, at viden­ska­ben var min­dre avan­ce­ret for 2000 år siden. Så kun­ne vi måske alle­re­de den­gang have fået viden­ska­bens uigen­dri­ve­li­ge ord for, at den krist­ne tro vir­ke­lig er sand.

Deres anmel­der har end­nu en til­stå­el­se: En ræk­ke af beret­nin­ger­ne i Hvidts bog og de til­hø­ren­de illu­stra­tio­ner fore­kom­mer mig svært ube­ha­ge­li­ge. Det gæl­der ikke mindst tårer­ne af blod fra sta­tu­er af Guds­mo­der og de blo­di­ge beret­nin­ger om de såkald­te “stig­ma­ti­se­rin­ger”, der er så udbred­te i den romersk katol­ske ver­den. – Det kun­ne der­i­mod have været inter­es­sant, hvis bogen hav­de dis­ku­te­ret eller givet et bud på, hvor­for den­ne type beret­nin­ger, dis­se “stig­ma­ti­se­rin­ger”, er fuld­kom­men ukend­te fæno­me­ner i Den Orto­dok­se Kir­ke (og vist nok også blandt pro­te­stan­ter). Har det noget at gøre med, at Den Romersk Katol­ske Kir­ke og dens teo­lo­gi har et over­dre­vent stærkt fokus på Kri­sti lidel­se? Får vi, med andre ord, de mirak­ler, vi selv har bedt om og lagt op til, så at sige?

Ube­ha­get bli­ver ikke min­dre ved bogens gen­gi­vel­se af beret­nin­gen om en oblat (et alter­brød), der bli­ver for­vand­let til et styk­ke af et men­ne­ske­hjer­te. Her hører man, som orto­doks læser, i det fjer­ne genklan­gen af sko­la­stik­kens kring­le­de pro­ble­mer og tan­ke­ba­ner om for­hol­det mel­lem det euka­ri­sti­ske under på Guds alter på den ene side og fysik­kens og bio­lo­gi­ens ’natur­love’ på den anden. Man for­nem­mer ekko­et af dis­kus­sio­ner­ne om “sub­stans” og “acci­dens”, “væsen” og “egen­ska­ber”, dis­se anstreng­te for­søg på dog at fin­de én eller anden filo­so­fisk og/eller natur­vi­den­ska­be­lig for­kla­rings­mo­del på, hvor­dan i alver­den det kan gå til, at vi krist­ne kan tage kon­kret og fysisk imod Kristus i den hel­li­ge nadver.

Niels Chri­sti­an Hvidt gør sig, som nævnt, over­vej­el­ser over for­hol­det mel­lem Den Romersk Katol­ske Kir­ke og Den Orto­dok­se Kir­ke. Og det er desvær­re over­vej­el­ser, som gør den nød­ven­di­ge og ønsk­vær­di­ge sam­ta­le noget nær umu­lig. For Hvidt har valgt den enk­le stra­te­gi at næg­te alt! Han næg­ter slet og ret, at der skul­le være nogen teo­lo­gi­ske uove­r­ens­stem­mel­ser at tale sam­men om. Hør blot, hvor­le­des Hvidt med få sæt­nin­ger får frem­stil­let sagen: “De katol­ske og orto­dok­se kir­ker ople­ve­de et skis­ma i 1054, da kir­ker­ne blev split­tet, først og frem­mest på poli­tisk grund­lag .[!] Her­ef­ter har der ikke været megen for­bin­del­se mel­lem de to kir­ker, selv om deres respek­ti­ve teo­lo­gi­er nær­mest er iden­ti­ske [!] og pave Johan­nes Paul II har kaldt dem “Kri­sti Lege­mes to lun­ger”.” (s. 207 – 208). Bor­te er de for­skel­li­ge opfat­tel­ser af tros­be­ken­del­sens ord­lyd og ind­hold; bor­te er de ufor­e­ne­li­ge opfat­tel­ser af den kir­ke­li­ge auto­ri­tet; og bor­te er også de ind­byr­des afvi­gen­de for­stå­el­ser af Guds­mo­ders rol­le og pla­ce­ring. – Meget ele­gant, men jo tem­me­lig lam­men­de; for var dét sandt, ja så var der vel ikke mere at tale sig til ret­te om.

Man undrer sig en smu­le over, hvil­ken inter­es­se Hvidt kan have i det­te for­søg på at luk­ke sage­s­lø­se læse­res øjne for reelt eksi­ste­ren­de for­skel­le. Den cite­re­de pas­sa­ge fore­kom­mer i kapit­let om det lys­un­der, der hver påske­nat fin­der sted i Opstan­del­ses­kir­ken i Jeru­sa­lem. Hvidt slut­ter kapit­let med at cite­re en orto­doks ærke­bi­skop, Ale­xios, for at sige, at Den Orto­dok­se Kir­ke ikke tager anled­ning af det­te under til at for­stå sig selv som den ene­ste san­de kir­ke på jor­den. Hvad ærke­bi­skop Ale­xios så måt­te mene med dét. – Imid­ler­tid fore­kom­mer det mig, at Hvidt selv med sin bog gør et (ikke over­ra­sken­de) for­søg på at pla­ce­re Den Romersk Katol­ske Kir­ke som “den ene­ste sande”.

 ’Mirak­ler’ består som nævnt af 18 kapit­ler. Det mid­ter­ste kapi­tel (kap. 9) har bog­sta­ve­ligt talt en cen­tral pla­ce­ring; det er ét af de mest omfat­ten­de kapit­ler (20 sider); og det adskil­l­ler sig i sit ind­hold noget fra de andre. Det er her, vi skal fin­de hoved­nøg­len til for­fat­te­rens teo­lo­gi og kir­ke­for­stå­el­se; sam­men med grun­den til at han bevæ­ger sig på både romersk katolsk og orto­doks grund. Kapi­tel 9 hand­ler om en kvin­de ved navn Vas­su­la Rydén.

Vas­su­la Rydén bor, lige­som Niels Chri­sti­an Hvidt, i Rom. Hun er oprin­de­ligt orto­doks kri­sten, men lever i dag sit liv i Den Romersk Katol­ske Kir­ke. I 1985, da Rydén var 43 år gam­mel, fik hun besøg af ærke­eng­len Gabri­el, som gav hen­de “et lyn­kur­sus i den krist­ne tro” (s. 138). Gabri­el lær­te også Rydén at skri­ve pro­fe­ti­ske bud­ska­ber med ført hånd. Snart der­ef­ter var det ikke læn­ge­re Gabri­el, men Kristus Selv, der besøg­te Rydén; og for nær­væ­ren­de har hun nedskre­vet “12 tyk­ke bind sam­ta­ler med Fade­ren, Søn­nen og Hel­li­gån­den såvel som med Jom­fru Maria og med ærke­eng­len Micha­el” (s. 138).

Vas­su­la Rydéns skrif­ter er også til­gæn­ge­li­ge på dansk under tit­len “Sandt Liv i Gud” (over­sat af Niels Chri­sti­an Hvidt). Det dre­jer sig om tek­ster, der på trods af for­fat­te­rens (eller “nedskri­ve­rens”) orto­dok­se bag­grund er gen­nem­sy­ret af romersk katolsk tæn­ke­må­de og sprog­brug. Det er ikke blot et spørgs­mål om, at Rydén udta­ler, at “Paven er kir­kens grund­sten; han er Peters efter­føl­ger” (Rydén s. 12); eller om at der tales om spe­ci­fikt romersk katol­ske skik­ke fx “kor­s­vejs­sta­tio­ner” (Rydén s. 262); eller om at Rydén udbre­der sig om “sjæ­le i skær­sil­den” (Rydén s. 206). Det stik­ker dybe­re end­nu, til sel­ve sprog­bru­gen, som har en for den­ne anmel­der meget ube­ha­ge­lig tone; en svulstig­hed, rent ud sagt, som man aldrig vil­le stø­de på i orto­doks (og jeg tror hel­ler ikke i pro­te­stan­tisk) sam­men­hæng; en opta­get­hed af udpens­let lidel­se og fly­den­de blod, som leder tan­ken hen på de blod-græ­den­de sta­tu­er, vi tid­li­ge­re har nævnt. Jeg skal ind­skræn­ke mig til to eksemp­ler: “Jeg er. Se på mine hæn­der. Se. Vas­su­la, de blø­der. Vas­su­la, genop­liv min Kir­ke, Lyt til mig. Har du set alt det­te blod, der strøm­mer ned ad mine arme? Jeg lider. (Rydén s.216) Og et andet sted: “Fjern de tor­ne, der er trængt ind i mit hoved. Vas­su­la, vil du gøre det­te for mig? Jeg vil altid være for­an dig. Hel­bred mit lege­me, giv det lin­dring. Mine fem sår er vidt åbne. Elsk mig, pryd mig, besmyk mig, mind dem om de før­ste krist­ne ..” (Rydén s. 196).

Det må være eksem­pel­ma­te­ri­a­le nok. Rydéns bog vrim­ler med lig­nen­de for­mu­le­rin­ger. Det er om dis­se påstan­de, den­ne noget hyste­ri­ske sprog­brug og den­ne mildt sagt usun­de tone, Niels Chri­sti­an Hvidt skri­ver: “Teo­lo­ger har skre­vet omkring 30 bøger om hen­de. De kan ikke for­stå, hvor­dan en hus­mo­der, der aldrig har stu­de­ret teo­lo­gi, kan nedskri­ve bøger, hvis ind­hold de anser for at være uden dog­ma­ti­ske fejl og af høj ånde­lig kva­li­tet” (s. 140).

Kei­ne Hexe­rei, nur Behen­dig­keit! Nog­le teo­lo­ger, som svær­ger til den sam­me lære som Vas­su­la Rydén, nem­lig den romersk katol­ske, har kon­sta­te­ret, at Vas­su­la Rydén ikke lider af lære­mæs­si­ge fejl. Jamen, det er jo mage­løst! – Når man der­til læg­ger, at et afgø­ren­de punkt i Vas­syla Rydéns “pro­fe­ti­er” er “gen­for­e­ning og enhed, et bud­skab, som især er ret­tet mod de adskil­te gre­ne af den krist­ne kir­ke” (s. 149), ja så er sagen jo klok­ke­klar: Kristus har selv, via Vas­su­la Rydén, skre­vet at Den Romersk Katol­ske Kir­kes teo­lo­gi og kir­ke­for­stå­el­se er den rig­ti­ge, så der­for inde­bæ­rer ’sand enhed’ natur­lig­vis, at de øvri­ge krist­ne ind­ser det samme.

 ’Mirak­ler’ stil­ler os et antal kon­kre­te, uvil­di­ge repor­ta­ger fra miraku­lø­se hæn­del­ser i udsigt. Dét, vi som læse­re får, er noget lidt andet: Et antal beret­nin­ger, som er set gen­nem en klar romersk katolsk, teo­lo­gisk optik og holdt sam­men af en impli­cit påstand om, at der “i vir­ke­lig­he­den” ikke er teo­lo­gisk og ånde­lig for­skel på de to kir­ker, beret­nin­ger­ne er hen­tet fra. Og som garan­ti for sand­he­den i den­ne påstand er Vas­su­la Rydén pla­ce­ret cen­tralt i kom­po­si­tio­nen med sin romersk katol­ske teo­lo­gi, som angi­ve­ligt kom­mer fra Kristus selv.

Niels Chri­sti­an Hvidt har gjort et stort styk­ke arbej­de med sin rej­se­ak­ti­vi­tet og sin ind­sam­ling af data i for­bin­del­se med beret­nin­ger­ne om mirak­ler. Der har vist sig stor, vist nok over­væl­den­de, publi­kums­in­ter­es­se for bogen Den appel­le­rer utvivl­s­omt til man­ges tørst efter det sen­sa­tio­nel­le, men jeg skal da ikke helt ude­luk­ke, at den, med sin krist­ne ver­sio­ne­ring af “der er mere mel­lem him­mel og jord …” kan tje­ne sit angi­ve­li­ge for­mål, nem­lig at rok­ke en smu­le ved tidens frem­her­sken­de ratio­na­li­sti­ske og natu­ra­li­sti­ske tæn­ke­må­de. Alli­ge­vel hører den­ne anmel­der nok til dem, der mener, vi bør omgås hver­da­gens små og stør­re unde­re med ro, for­sig­tig­hed og stil­le årvå­gen­hed. For så i ste­det at ret­te al vor opmærk­som­hed mod det sto­re, liv­gi­ven­de under, der fin­der sted på Kir­kens alter søn­dag efter søn­dag året rundt. Fæl­les for alle beret­nin­ger­ne i ’Mirak­ler’ er, at vi som krist­ne udmær­ket kan leve uden dem. De er ikke nogen livs­be­tin­gel­se for os, sådan som mod­ta­gel­sen af den hel­li­ge nad­ver er det.

af f. Poul Sebbelov

Niels Chri­sti­an Hvidt: ‘Mirak­ler’

Gyl­den­dal

ISBN 87–00-49408–9

Kr. 295