Ærkebiskop Job udnævnt i Istanbul

Ærkebiskop Job (Getcha) af Telmessos

Ærke­bi­skop Job (Get­cha) af Tel­mes­sos. Kil­de

Den hid­ti­di­ge arke­man­drit Job (Get­cha) blev på Gene­ral­for­sam­lin­gen i Paris den 1. novem­ber udpe­get som Ærke­bi­skop Gabri­els efter­føl­ger. Job blev den 30. novem­ber af Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os ophø­jet til biskop i Pha­nar i Istan­bul. Han intro­ni­se­res i katedralen i Rue Daru i Paris den 5. decem­ber. Ærke­bi­skop Job leder sin før­ste litur­gi i Paris dagen der­ef­ter, den 6. decem­ber.

Hyr­de­brev fra Ærke­bi­skop Job – 30. novem­ber 2013

Bartholomæos, Ærkebiskop af Konstantinopels budskab ved indledningen af det nye kirkeår og dagen for miljøet, den 1. september 2012

Patriark Bartholomæos d. 1.

Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os d. 1.

Mine elske­de brød­re og børn i Her­ren

Gud, som skab­te uni­ver­set og dan­ne­de jor­den som den fuld­kom­ne bolig for men­ne­sket, gav men­ne­sket påbud og evne til at bli­ve fle­re, til at mang­fol­dig­gø­re sig, til at opfyl­de og under­læg­ge sig jor­den, til at være her­re over dens dyre- og plan­te­ver­den (1. Mos. 1, 28 – 30).

Den ver­den, som omgi­ver os, er ble­vet os skæn­ket af Ska­be­ren som ste­det for men­ne­ske­lig fore­tagsom­hed, men også til hel­lig­gø­rel­se, så vi kan arve den kom­men­de æras for­ny­e­de ska­bel­se. Moder­kir­ken, Kri­sti sto­re og hel­li­ge Kir­ke, har altid levet iføl­ge den­ne teo­lo­gi­ske tan­ke. Såle­des er det almin­de­ligt kendt, at vor højhel­li­ge Øku­me­ni­ske Tro­ne har sat min ydmy­ge per­son i spid­sen for dén øko­lo­gi­ske ind­sats, som sig­ter på at beskyt­te vor pla­net, som vi har påført man­ge lidel­ser, bevidst eller ube­vidst.

Den bio­di­ver­si­tet, som er ble­vet til ved Guds almagt, er selv­føl­ge­lig ikke over­ladt til men­ne­skets for­godt­be­fin­den­de. At under­læg­ge sig jor­den og alt, hvad den inde­hol­der, det bety­der, at men­ne­sket for­stan­digt og med glæ­de gør brug af de goder, vi får skæn­ket, ikke at vi i grå­dig­hed øde­læg­ger eller udtøm­mer natu­rens res­sour­cer.

Alli­ge­vel ser man, sær­ligt i vor tid, en ekstrem udnyt­tel­se af de natur­li­ge res­sour­cer, hvil­ket fører til øde­læg­gel­se af mil­jø­ba­lan­cen i øko­sy­ste­mer­ne og de mil­jø­mæs­si­ge vil­kår i almin­de­lig­hed, med det resul­tet, at de betin­gel­ser, Gud har givet for men­ne­skers liv på jor­den, for­rin­ges. For eksem­pel kan vi alle kon­sta­te­re – viden­skabs­folk, reli­gi­øse lede­re og poli­ti­ke­re – alt­så alle men­ne­sker, at tem­pe­ra­tu­ren i atmos­fæ­ren er sti­gen­de, at vi udsæt­tes for vold­som­me regn­skyl, at øko­sy­ste­mer­ne, både på jor­den og i have­ne, er foru­re­ne­de, og i det hele taget at livet vis­se ste­der på jor­den for­styr­res og nog­le gan­ge gøres helt umu­ligt.

Moder­kir­ken indså og vur­de­re­de alle­re­de i min for­gæn­gers tid, Patri­ark Deme­trios i evigt min­de, de farer, en sådan for­rin­gel­se af mil­jø­ets vil­kår udgør for men­ne­ske­he­den, og der­for indstif­te­de Kir­ken den 1. sep­tem­ber hvert år som dagen, hvor vi beder for mil­jø­et.

Dog må vi indrøm­me, at de smerte­li­ge for­an­drin­ger i mil­jø­et ikke er for­år­sa­get af Gud, men af men­ne­sker. Der­for beder Kir­ken og vi til Gud, her­rer­nes Her­re og Her­ske­ren over alle ting, om at for­bed­re mil­jø­ets vil­kår. Og den inder­li­ge påkal­del­se er først og frem­mest en bøn i anger over men­ne­ske­he­dens synd, nem­lig at vi øde­læg­ger jor­dens gaver frem for at bru­ge dem med for­stand og omtan­ke, så at vi kan beva­re dis­se res­sour­cer frem­over.

Når vi beder til Gud om at beva­re jor­dens mil­jø som egnet for men­ne­sker, så beder vi i grun­den Gud om at for­an­dre men­ta­li­te­ten hos den­ne ver­dens mæg­ti­ge, og at Han vil oply­se dem, så de ikke øde­læg­ger jor­dens øko­sy­stem på grund af øko­no­misk pro­fit og flyg­ti­ge inter­es­ser. Men det gæl­der også for hvert enkelt men­ne­ske, for hver især for­år­sa­ger vi små mil­jøø­de­læg­gel­ser i takt med vor egen man­gel på for­stå­el­se.

Der­for, når vi beder for mil­jø­et, beder vi for, at hver enkelt af os må angre sin lil­le eller sto­re andel i den ska­de eller øde­læg­gel­se af mil­jø­et, som vi erfa­rer i sin hel­hed som en sum af små ska­de­li­ge hæn­del­ser, som lig­ger til grund for udløs­nin­gen af afgø­ren­de og kata­stro­fa­le fæno­me­ner for­skel­li­ge ste­der og på ufor­ud­si­ge­li­ge tids­punk­ter.

Vi hen­ven­der den­ne appel, bøn og opfor­dring fra Orto­dok­si­ens hel­li­ge cen­trum til ver­den og hele men­ne­ske­he­den. Vi bøn­fal­der Gud, alle gode gavers Giver, Han, som har skæn­ket os den gave på vor pla­net at ken­de det jor­di­ske para­dis, at Han vil tale til men­ne­ske­nes hjer­ter, så at vi må respek­te­re lige­væg­ten i det mil­jø, Han i Sin alvi­den og god­hed har skæn­ket os, så at vi og de kom­men­de slæg­ter må kun­ne nyde de gud­dom­me­li­ge gaver i tak­nem­me­lig­hed og tak­si­gel­se.

Vi beder til Gud, som med Sin Vis­dom, Fred og Magt har skabt, og som beva­rer og fører ska­bel­sen i dens håb om frel­se i ende­ti­den, om at beva­re mil­jø­et, som bestan­digt bidra­ger til men­ne­skets vel­stand, og at Han vil udvir­ke gode ger­nin­ger hos vore lige­mænd, som arbej­der i den sam­me ånd. Og vi påkal­der Hans nåde og uen­de­li­ge barm­hjer­tig­hed over alle men­ne­sker, sær­ligt dem, som respek­te­rer og beva­rer mil­jø­et.


Læs om kir­ke­å­ret:

1. sep­tem­ber – Det nye kir­ke­år

“Bart­ho­lo­mæ­os, Ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopels bud­skab ved ind­led­nin­gen af det nye kir­ke­år og dagen for mil­jø­et, den 1. sep­tem­ber 2012” doesn’t have any sub pages.

Patriark Bartholomæos’ fastebudskab 2012

Patriark Bartholomæos d. 1.

Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os d. 1.

Nåde og fred fra vor Her­re og Frel­ser Jesus Kristus, og fra Os: bøn­ner, vel­sig­nel­se og til­gi­vel­se.

Lad os, I tro­en­de, med glæ­de tage imod det gud­dom­me­ligt inspi­re­re­de bud­skab om Den Sto­re Faste.

I den sene­re tid bemær­ker vi en øget bekym­ring. Man­ge pro­ble­mer viser sig. Ver­den lider og kræ­ver hjælp. Vi gen­nem­le­ver i sand­hed en gene­rel prø­vel­se. Nog­le kal­der den ”øko­no­misk depres­sion”, andre siger ”poli­tisk kri­se”. For os dre­jer det sig om en ånde­lig afspor­ing. Og der fin­des en behand­ling. Der fore­slås man­ge løs­nin­ger, og man hører for­skel­li­ge syns­punk­ter. Men pro­ble­mer­ne for­bli­ver de sam­me. Folk føler sig svig­te­de og ale­ne. Deres dybe­re væsen bli­ver over­set. De for­bli­ver ned­tryk­te, for­vir­re­de og fortviv­le­de. De løs­nin­ger, der fore­slås, uan­set deres ret­ning og ophav, sæt­ter ikke men­ne­sker fri, for i udgangs­punk­tet pris­gi­ver de os som fan­ger af for­gæn­ge­lig­hed og død.

Kir­ken er Her­ren, Gud-Men­ne­sket Selv, vore sjæ­les Befri­er. Når vi går ind i Kir­kens rum, kom­mer vi ind i en atmos­fæ­re af gud­dom­me­lig trøst, af for­so­ning mel­lem Him­mel og Jord. Vi går ind hos vore egne. Vor ånd fin­der ro. Vi fin­der den him­mel­ske skøn­hed og ånde­lig moden­hed, ”en hel­lig duft, som ræk­ker til ver­dens yder­ste egne”. Kir­ken ken­der alle vore lidel­ser. Og den har styr­ke til at befri os. Kir­ken kal­der os til omven­del­se. Den inde­hol­der ingen løgn, og den gem­mer ingen skjul­te ulyk­ker.

Kir­ken siger hele sand­he­den. Og den opfor­drer os til at se sand­he­den i øjne­ne, sådan som den er. Til at ind­se, at vi er jord og støv. I hel­li­ge Andreas af Kre­tas Bods­ka­non er der tale om ange­rens tårer, om den ånde­li­ge sorgs hul­ken, om smer­ten fra vore sår. Men sjæ­lens ro og ånde­lig sund­hed føl­ger efter det­te. Vi har vor Ska­ber og Frel­ser. Af Sin over­strøm­men­de nåde har Han sat os i skel­let mel­lem ufor­gæn­ge­lig­hed og døde­lig­hed. Han har ikke for­ladt os. Han er kom­met, og Han har frelst os. Ved Kor­set har Han til­in­tet­gjort døden. Han har skæn­ket os køde­ts ufor­gæn­ge­lig­hed.

Siden vi nu er pode­de på Kristus, hvor­for bekym­rer vi os da til ingen nyt­te? Hvor­for iler vi ikke hen til Ham? Kir­ken befat­ter sig ikke med og over­la­der os hel­ler ikke til for­gæn­ge­lig­hed. Kir­ken ken­der men­ne­skets dybe­ste behov, og den kom­mer os til hjælp og sæt­ter os fri. Vi har behov for føde. Men ”men­ne­sket lever ikke af brød ale­ne” (Matt. 4,4). Vi har også brug for ånde­lig for­stå­el­se, men vi er ikke ule­gem­li­ge. I Kir­ken fin­der vi hele livets fyl­de og for­stå­el­se i gud-men­ne­ske­lig balan­ce.

Bor­te fra Gud for­dær­ves og øde­læg­ges men­ne­sker. Dér, hvor mate­ri­el rig­dom og over­flod råder, vin­der også skan­da­lø­se fri­stel­ser og mørk for­vir­ring frem. Dér, hvor men­ne­sker lever, som det pas­ser sig, og mod­ta­ger alt i tak­nem­me­lig­hed og tak­si­gel­se, dér hel­lig­gø­res alting. Lidet vel­sig­nes som til­stræk­ke­ligt, og det for­gæn­ge­li­ge iklæ­des ufor­gæn­ge­lig­he­dens pragt. Men­ne­sker tager imod det flyg­ti­ge som en Guds gave. Og alle­re­de her og nu næres vi af vort pant på det evi­ge liv. Ikke blot løses pro­ble­mer­ne, men prø­vel­ser­nes smer­te for­vand­les til livs­kraft og giver anled­ning til lov­pris­ning. Når det­te fin­der sted i os, når men­ne­sker fin­der hvi­le og per­son­lig frel­se ved at over­la­de alt til Kristus, vor Gud, da oply­ses men­ne­skets sjæl. Da ken­der vi os selv og hele ver­den. Da lever vi i til­lid til Den Almæg­ti­ges kær­lig­hed. Det­te giver den tro­en­de styr­ke. Og det for­mid­les, ved en usyn­lig strå­ling, som en styr­kel­se for alle, som hungrer og tør­ster efter sand­he­den.

Hele ver­den har brug for den frel­se, som stam­mer fra Ska­be­ren. Hele ver­den har brug for tro­ens nær­vær og de hel­li­ges sam­fund. Lad os tak­ke vor Her­re og Gud for alle Hans vel­ger­nin­ger og for tiden nu med Den Sto­re Faste. Det er en tid, som er vel­kom­men, det er omven­del­sens tid. Lad os kryd­se Fastens oce­an søn­der­knu­ste og med beken­del­se af vore syn­der, for at vi kan nå frem til den glæ­de, som er uden ende, over vor Her­re, Gud og Frel­ser Jesu Kri­sti Opstan­del­se.

Ham være lov og pris til evig tid. Amen!

Sign. Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os af Kon­stan­ti­nopel
Bræn­den­de for­be­der for jer alle hos Gud.

Fortsatte tyrkiske overgreb på Kirkens ejendom

Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os:
”Vi går helt til Euro­pa­dom­sto­len”.

Den 10. maj til­ken­de­gav Den øku­me­ni­ske Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os, at patri­ar­ka­tets syno­de har beslut­tet at gå ret­tens vej angå­en­de 23 stif­tel­ser og menig­he­der, som de tyr­ki­ske myn­dig­he­der beteg­ner som ”for­lad­te”.

”Hver ene­ste gang, jeg befin­der mig her eller i andre menig­he­der, over­væl­des jeg af bit­ter­hed og indig­na­tion; for vi hol­der guds­tjenester her”, erklæ­re­de patri­ar­ken over for en stor flok sko­le­e­le­ver på rej­se fra Græken­land, som sam­men med den loka­le menig­hed var med ved gud­stje­ne­sten.

I Hel­li­ge Georgs Kir­ke i Adri­a­noupo­lis, en gam­mel kir­ke, som er byg­get på et byzan­tinsk fun­da­ment, udbrød patri­ar­ken med stor bit­ter­hed, at ”to meter bag alter­rum­met, i går­den til kir­ken, spil­ler man bil­lard”. Myn­dig­he­den for ”Wagf” (reli­gi­øse ejen­dom­me) har erklæ­ret Hel­li­ge Georgs Kir­ke i Adri­a­noupo­lis for ”for­ladt” og har udle­jet ste­det til en lejer, som benyt­ter det til café og bil­lards­a­lon.

”Der er tale om en stor uret­fær­dig­hed, som over­går ikke blot den­ne menig­hed, men også tal­ri­ge andre, som erklæ­res ’for­lad­te’”, sag­de patri­ar­ken og for­kla­re­de, at når en menig­hed betrag­tes som ”for­ladt”, mister dens med­lem­mer alle ret­tig­he­der, og drif­ten over­går til de tyr­ki­ske myn­dig­he­der for reli­gi­øse ejen­dom­me.

Patri­ar­ken under­stre­ge­de i sin præ­di­ken, at syno­den har beslut­tet at brin­ge sagen for ret­ten, her­un­der Den euro­pæ­i­ske Men­ne­ske­ret­tig­heds­dom­stol: ”Hvis vi ikke får med­hold i sagen, går vi helt til Euro­pa­dom­sto­len, hvor vi håber at opnå ret­fær­dig­hed .… Vi fort­sæt­ter kam­pen, og vi for­lan­ger ikke pri­vil­e­gi­er eller sær­be­hand­ling, men blot de ret­tig­he­der, som til­hø­rer os som den histo­ri­ske arv fra vore for­fædre. Vore for­gæn­ge­re har givet dem vide­re til os, for at vi skul­le dri­ve dem til gavn for menig­he­den, og ikke for at andre skul­le tje­ne på vore ejen­dom­me og ind­kas­se­re leje for dem.”

Kil­de: orthodoxie.com / romfea.gr
Over­sat fra fransk og let for­kor­tet af red.

Hans Hellighed Bartholomæos den 1., økumenisk patriark af Konstantinopel, på besøg i Frankrig

Hans Hel­lig­hed Bart­ho­lo­mæ­os den 1., øku­me­nisk patri­ark af Kon­stan­ti­nopel, ankom den 9. april 2009 til Frank­rig i anled­ning af åbnin­gen af udstil­lin­gen “Athos­b­jer­get og det byzan­tin­ske rige, det hel­li­ge bjergs skat­te” i Petit Palais i Paris. Fer­ni­se­rin­gen fandt sted den 9. april og udstil­lin­gen er åben for offent­lig­he­den fra den 10. april til den 5. juli 2009.

Det­te besøg i Frank­rig giver sam­ti­dig Hans Hel­lig­hed mulig­he­den for at effek­tu­e­re en ræk­ke gen­syn med den fran­ske stats øver­ste lede­re samt at mødes med de orto­dok­se biskop­per i Frank­rig, der er med­lem­mer af AEOF (Assem­blée des évêques ort­ho­doxes de Fran­ce), hvori­blandt man fin­der vores Ærke­bi­skop Gabri­el. Han mødes lige­le­des med Tyr­ki­et og Græken­lands ambas­sa­dø­rer og mødes med den romersk-katol­ske ærke­bi­skop af Paris, André Vingt-Trois.

Kil­de: orthodoxie.com

Præsident Obama taler for genåbning af det teologiske institut i Halki

I sin tale til det tyr­ki­ske par­la­ment den 6. april 2009 argu­men­te­re­de den ame­ri­kan­ske præ­si­dent, Bara­ck Oba­ma, end­nu en gang for genåb­nin­gen af det teo­lo­gi­ske insti­tut i Hal­ki, som lig­ger på øen Hey­be­li­a­da i omeg­nen af Istan­bul. I den del af sin tale, som hand­le­de om respekt for fri­hed og min­dre­tal­le­nes ret­tig­he­der i Tyr­ki­et, lag­de præ­si­den­ten vægt på, at ”demo­kra­ti­er kan ikke stå stil­le, de må bevæ­ge sig fremad”; og han til­fø­je­de: ”Reli­gions­fri­hed og ytrings­fri­hed styr­ker sam­fun­det og gør det leven­de. Kun dét kan gøre sta­ten stær­ke­re. Det er grun­den til, at en genåb­ning af insti­tut­tet i Hal­ki vil bli­ve opfat­tet som et stærkt sig­nal, båden inden og uden for Tyr­ki­et.”

I mod­sæt­ning til sine for­gæn­ge­re, Bush og Clin­ton, aflag­de præ­si­dent Oba­ma ikke besøg i Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat i Pha­nar-områ­det. Under sin valg­kampag­ne, i juni 2008, erklæ­re­de kan­di­dat Oba­ma under et inter­view på radio­sta­tio­nen ”Voi­ce of Ame­ri­ca”, at han sig­te­de efter fra Tyr­ki­et at opnå garan­ti for ret­tig­he­der og reli­gi­øs fri­hed for Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat. Ved den lej­lig­hed under­stre­ge­de Oba­ma især, at ”patri­ar­ka­tet skul­le have sine ejen­dom­me til­ba­ge og have til­la­del­se til atter at åbne det teo­lo­gi­ske insti­tut i Hal­ki.”

Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat, som ikke juri­disk er aner­kendt af den tyr­ki­ske stat, har dag­ligt pro­ble­mer med at over­le­ve. Der er van­ske­lig­he­der med at få lov at ved­li­ge­hol­de kir­ker­ne, beslag­læg­gel­se og kon­fiska­tion af ejen­dom­me, som til­hø­rer det græ­ske sam­fund i Istan­bul, restrik­tio­ner angå­en­de ophold­stil­la­del­se for patri­ar­ka­tets admi­ni­stra­ti­ve per­so­na­le osv.

Det teo­lo­gi­ske insti­tut Hal­ki blev etab­le­ret i 1844 i loka­ler, som til­hør­te Den Hel­li­ge Tre­e­nig­heds Klo­ster på en ø i nær­he­den af Istan­bul. Insti­tut­tet blev luk­ket i 1971 efter ordre fra de tyr­ki­ske myn­dig­he­der. Gen­nem de sene­ste 10 år har patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os gen­tag­ne gan­ge kræ­vet det genåb­net, for insti­tut­tet er afgø­ren­de nød­ven­digt for at kun­ne uddan­ne de præ­ster og teo­lo­ger, patri­ar­ka­tet har brug for. Genåb­nin­gen af insti­tut­tet står også på listen over krav i for­bin­del­se med Tyr­ki­ets muli­ge ind­træ­den i EU.

Kil­de: www.orthodoxpress.com (SOP)

Patriark Bartholomæos og Barack Obama mødtes i Konstantinopel

Den 7. april hav­de den øku­me­ni­ske patri­ark, Bart­ho­lo­mæ­os den 1. og den ame­ri­kan­ske præ­si­dent, Bara­ck Oba­ma, et 15 minut­ter langt møde på Hotel Con­rad i Istan­bul. Iføl­ge den øku­me­ni­ske patri­ark afvik­le­des mødet i en ”rig­tig god stem­ning”, og patri­ar­ken beskri­ver Oba­ma som ”enkel og nobel”. Patri­ar­ken benyt­te­de lej­lig­he­den til at tak­ke Bara­ck Oba­ma for den­nes støt­te til genåb­nin­gen af patri­ar­ka­tets teo­lo­gi­ske uddan­nel­ses­in­sti­tu­tion, Hal­ki, som er pla­ce­ret i omeg­nen af Istan­bul. Patri­ar­ken lag­de vægt på, at en genåb­ning er af afgø­ren­de betyd­ning for Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat og ikke blot en pre­sti­ge­sag. Ved sam­me lej­lig­hed under­stre­ge­de den øku­me­ni­ske patri­ark sin støt­te til Tyr­ki­ets ind­træ­den i Det Euro­pæ­i­ske Fæl­les­skab, EU.

Kil­de: www.orthodoxie.com

Obama må ikke møde patriark Bartholomæos

Den ame­ri­kan­ske præ­si­dent Bara­ck Oba­ma har højst sand­syn­ligt aflyst sit plan­lag­te møde med den øku­me­ni­ske patri­ark den 7. april under sit ophold i Istan­bul. Det frem­går af en med­del­el­se på inter­net-siden Romfea.gr, som cite­rer adskil­li­ge kil­der for, at mødet skul­le være taget ud af præ­si­den­tens offi­ci­el­le pro­gram efter pres fra den tyr­ki­ske uden­rigs­mi­ni­ster for at und­gå, at Oba­ma og patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os mødes sepa­rat. I ste­det er det sand­syn­ligt, at patri­ar­ken møder præ­si­dent Oba­ma på den­nes hotel sam­men med et antal repræ­sen­tan­ter for andre reli­gio­ner.

Står Romfea.gr’s oplys­ning til tro­en­de, er det blot end­nu et eksem­pel på den tyr­ki­ske rege­rings poli­tik med at læg­ge det øku­me­ni­ske patri­ar­kat flest muligt hin­drin­ger i vej­en.

Kil­de: orthodoxie.com

Rhodos: Nyt møde mellem ortodokse delegerede

Økumeniske Patriark Bartholomeus I.

Øku­me­ni­ske Patri­ark Bart­ho­lo­meus I.

Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat plan­læg­ger end­nu et orto­dokst fæl­les­mø­de på Rho­dos i løbet af de kom­men­de måne­der. Med hen­blik på at gøre Rho­dos til “Orto­dok­si­ens Cen­trum” for­ud­ser den øku­me­ni­ske patri­ark at orga­ni­se­re fle­re lig­nen­de møder på ste­det. Kil­der i Pha­nar (patri­ar­ka­tets hoved­var­ter i Kon­stan­ti­nopel, red.) peger på, at patri­ar­ken siden okto­ber sid­ste år er begyndt plan­læg­nin­gen af det kom­men­de Øku­me­ni­ske Kon­cil – en præ­cis dato er end­nu ikke ble­vet angi­vet – som han ønsker sam­let på Rho­dos.

Det fak­tum, at det kom­men­de møde – som får både mel­lem­re­li­gi­øs og mel­lemor­to­doks karak­ter – skal afhol­des på Rho­dos lige­som sel­ve Kon­cilet for­kla­rer hvor­for Metro­po­lit Kyril­los af Rho­dos alle­re­de har beslut­tet at frem­skyn­de arbej­det med gen­ska­bel­sen af et “patri­ar­kalt cen­ter” – efter at have fået grønt lys der­til af patri­ar­ken per­son­ligt – til­li­ge med renove­ring af Bebu­del­ses­kir­ken.

Over­sat fra fransk og for­kor­tet af redak­tio­nen.

Fra: orthodoxie.com

Tyrkiets regering søger stadig at udslette patriarkatet i Konstantinopel

’Ort­ho­dox­news’ den 18. decem­ber 2008:

Vi vil aldrig til­la­de histo­ri­ens luner eller tri­cks at slet­te os ud fra det­te land”. Med de ord kom­men­te­rer den øku­me­ni­ske patri­ark, Bart­ho­lo­mæ­os I den rap­port fra det tyr­ki­ske uden­rigs­mi­ni­ste­ri­um, som rak­ker ned på den “mino­ri­tet”, som udgø­res af det græsk orto­dok­se sam­fund i Tyr­ki­et og næg­ter at aner­ken­de den æld­gam­le patri­ar­kats “øku­me­ni­ske” ege­nart.

Bart­ho­lo­mæ­os I frem­hæ­ve­de, da han stod i spid­sen for genåb­nin­gen af Hel­li­ge-Kon­stan­tin-og-Hele­na-Kir­ken i Bozakoy nær Istan­bul, at “vi er hver­ken fær­di­ge eller uden håb”. Han viste til­ba­ge til det sto­re slag mel­lem den græ­ske Kong Leo­ni­des og Xerxes af Per­si­en og til­fø­je­de, at “vi vil aldrig opgi­ve vort Thermo­py­læ.”

Det ser ud som om, det tyr­ki­ske uden­rigs­mi­ni­ste­ri­um for­sø­ger at få Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat til at “for­svin­de”, for de kal­der kon­se­kvent Bart­ho­lo­mæ­os I “patri­ar­ken af Pha­nar” (det kvartér, hvor patri­ar­ken har sin resi­dens), de næg­ter at benyt­te tit­len “øku­me­nisk” og aner­ken­der ale­ne, at han er ånde­lig ansvar­lig for det loka­le, græ­ske min­dre­tal og ikke for de orto­dok­se fæl­les­ska­ber ud over ver­den, som er knyt­te­de til Kon­stan­ti­nopel.

Oven­stå­en­de er uddrag af en arti­kel fra 18. decem­ber 2008 på nyhed­s­tje­ne­sten ’Ort­ho­dox­news’. – Neden­for brin­ger vi, til uddyb­ning en arti­kel af f. Poul Seb­be­lov, som oprin­de­ligt blev bragt i Kri­ste­ligt Dag­blad den 3. juli 2007:

ORTODOKS PATRIARK berø­vet sin titel; sådan lyder en over­skrift i Kri­ste­ligt Dag­blad den 28. juni. Den vide­re arti­kel omhand­ler en dom­stols­af­gø­rel­se i Tyr­ki­et, iføl­ge hvil­ken der, efter tyr­kisk lov, ikke er mulig­hed for, at Kon­stan­ti­nopels patri­ar­kat kan kal­de sig øku­me­nisk.

Kri­ste­ligt Dag­blads over­skrift er mis­vi­sen­de; for hver­ken det tyr­ki­ske retsvæ­sen eller den tyr­ki­ske rege­ring har den rin­ge­ste mulig­hed for at fra­ta­ge den øku­me­ni­ske patri­ark hans titel eller posi­tion i den orto­dok­se kir­ke. Tror man det, gør man reg­ning uden vært.

Afgø­rel­sen fra den tyr­ki­ske appel­dom­stol har ingen som helst ind­fly­del­se på den sta­tus og aner­ken­del­se, patri­ar­ken i Kon­stan­ti­nopel er gen­stand for i hele den orto­dok­se ver­den. Han betrag­tes som den før­ste blandt lige­mænd af alle kano­ni­ske, orto­dok­se kir­ker.

NOGET ANDET ER, at de tyr­ki­ske myn­dig­he­der gen­nem en lang årræk­ke har gjort deres bed­ste for at chi­ka­ne­re den orto­dok­se kir­kes frem­me­ste patri­ar­kat, dét i Konstantinopel/Istanbul, med en lang ræk­ke restrik­tio­ner. Der er for eksem­pel krav om, at patri­ar­ken skal være tyr­kisk stats­bor­ger, der er van­ske­lig­he­der med til­la­del­ser til renove­ring og byg­ning af kir­ker, og gen­nem mere end 20 år har den tyr­ki­ske rege­ring hin­dret patri­ar­ka­tets teo­lo­gi­ske semi­nar i Hal­ki i at udfø­re sin virk­som­hed.

Fra tyr­kisk side har man kort sagt i man­ge år for­søgt at spæn­de ben for det øku­me­ni­ske patri­ar­kat. Men EU-aspiran­ten Tyr­ki­et har lyk­ke­lig­vis ikke magt, som de har agt; hel­ler ikke når det gæl­der tyr­ker­nes ide­li­ge for­søg på at stæk­ke den orto­dok­se kir­ke.

Patri­ar­ka­tet i Kon­stan­ti­nopel med dets histo­ri­ske og aktu­el­le betyd­ning for orto­dok­se krist­ne i hele ver­den lader sig ikke rok­ke af end­nu en doms­af­gø­rel­se, der blot under­stre­ger den vel­kend­te tyr­ki­ske for­føl­gel­se af det krist­ne min­dre­tal.

f. Poul Seb­be­lov

Til­ba­ge i 2007 affød­te f. Poul Seb­be­lovs arti­kel et svar fra Engin Asu­la, davæ­ren­de chargé d’affaires ved den tyr­ki­ske ambas­sa­de i Dan­mark. Asu­la for­sik­re­de, at Tyr­ki­et var i gang med et omfat­ten­de lov­giv­nings­ar­bej­de med hen­blik på bed­re sik­ring af reli­gions­fri­he­den. – Her i decem­ber 2008 kan man kon­sta­te­re, at dis­se for­bed­rin­ger end­nu mang­ler at slå igen­nem.