Omvendelse

Lig­nel­sen om Den Fortab­te Søn

Af Mére Theo­dora

Hl. Silou­an Klo­ster

I lig­nel­sen om Den Fortab­te Søn, som skal være lede­t­råd i de føl­gen­de over­vej­el­ser, optræ­der tema­et omven­del­se i beret­nin­gens sid­ste del. I dens før­ste del begyn­der Den Fortab­te Søn, efter at have for­ladt sin fader og være rejst “langt bort til et frem­med land”, at over­ve­je sin situ­a­tion: “Han gik i sig selv og sag­de: “Hvor man­ge dag­le­je­re hjem­me hos min fader har ikke fuldt op af mad? Og her er jeg ved at sul­te ihjel! Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader, jeg har syn­det imod Him­me­len og imod dig; jeg er ikke læn­ge­re værd at kal­des din søn, lad mig gå som én af dine dag­le­je­re. Og han stod op og gik til sin fader” (Luk 15,17–20).

Får beret­nin­gen om den­ne unge mand os ikke til at tæn­ke på ét eller andet? Når vi bli­ver berør­te af den dybt i vore hjer­ter, er det så ikke for­di vi gen­ken­der os selv i ham? I lig­hed med ham har vi smagt livet i Fade­rens Rige, og lige­som ham er vi gået mere eller min­dre i eksil “langt bor­te i et frem­med land”, i syn­dens og den ånde­li­ge døds land. Det er gan­ske vist omstæn­dig­he­der­ne, her sul­ten, der bli­ver afgø­ren­de for, at han “går i sig selv”. Men har vi alli­ge­vel ikke på ét eller andet tids­punkt mær­ket en træt­hed, en enorm udmat­tel­se, som skyl­des, at vi har fjer­net os fra Gud og bøn­nen og måske også fra Kir­ken? Da er det, at længs­len efter livet iføl­ge Evan­ge­li­et dages i os.

Det fore­kom­mer mig, at der i dis­se vers for det før­ste tales om omven­del­sen i og for sig, hvis man kan sige sådan, og for det andet om, hvad det inde­bæ­rer at gøre den til vir­ke­lig­hed. For omven­del­se er kun til for så vidt den sæt­tes i værk i livet selv og med­fø­rer en gen­nem­gri­ben­de anden måde at opfø­re sig på, dét, som i Det Nye Testa­men­te kal­des “et helt nyt liv” (Rom 6,4). Omven­del­se er ikke et begreb, man kan sæt­te til dis­kus­sion, den er en vir­ke­lig­hed, der må gen­nem­le­ves og erfa­res. For det gæl­der altid, iføl­ge apost­len Paulus, om “nyska­bel­se”(Gal 6,15); [den fran­ske bibel­tekst har her: “være en ny skab­ning”, hvil­ket måske er kla­re­re,red.]

Før­lø­be­ren, Johan­nes Døbe­ren, er den før­ste til helt fra begyn­del­sen af sin præ­di­ken at kal­de til omven­del­se: “Omvend jer, thi Him­me­ri­get er nær”. Og det er med lig­nen­de ord, Kristus selv ind­le­der sin præ­di­ken i begyn­del­sen af sit liv blandt men­ne­sker. Hvad er da, i det hele taget, ind­hol­det i sel­ve ordet “omven­del­se”? — Det græ­ske ord er meta­noia, som ety­mo­lo­gisk bety­der “at få noget andet i sin­de”, en ven­den til­ba­ge til sig selv, og den­ne bevæ­gel­se over­sæt­tes udmær­ket og præ­cist med net­op “omven­del­se”. Til gen­gæld har den lat­in­ske over­sæt­tel­se i Vul­ga­ta pæni­ten­tia, på dansk “pøni­ten­se” (et næsten glemt ord, der er knyt­tet til “at gøre bod”). Det­te begreb med dets asso­ci­a­tio­ner i ret­ning af straf og sank­tio­ner har med­ført et betyd­nings­skred og en for­vir­ring, som ikke er uden føl­ger. Ordet “anger”, som har sam­me ety­mo­lo­gi, om end min­dre åben­lyst, har over­ho­ve­det ikke den mora­li­se­ren­de med-betyd­ning, vi så ofte til­læg­ger det. Man kan “gøre bod” uden nogen­sin­de at omven­de sig eller angre. Omven­del­se har ikke moralsk karak­ter; omven­del­se er ind­gan­gen til det nye liv; den er, her og nu, en fore­gri­bel­se af det evi­ge liv, den kom­men­de ver­dens liv. Den er en til­ba­ge­ven­den til Gud og i Gud. Johan­nes Døbe­ren præ­di­ke­de omven­del­se, det vil sige en ændring af ånd og men­ta­li­tet. Han opfor­dre­de ikke sine til­hø­re­re til at føl­ge med ud i ørke­nen og dele hans aske­ti­ske liv; han opfor­dre­de dem til at ændre deres eget liv. Men for at kun­ne ændre sit liv må man først ændre sit hjer­te.

At gå i sig selv gen­nem bøn
Bevæ­gel­sen i omven­del­sen, sådan som den frem­stil­les i den­ne lig­nel­se, er først og frem­mest en gåen i sig selv, det vil sige en kom­men bort fra den hvir­vel­vind af tan­ker og rast­løs­hed, vi har alt for megen ten­dens til at lade os fan­ge ind af. Og mon der for nogen af os kun­ne fin­des nogen bed­re måde at “gå i sig selv” på end gen­nem bøn? Og bøn­nen dre­jer sig ikke om en narcis­si­stisk sku­en ind i sig selv; den dre­jer sig om, at vort liv, og det vil sige vor synd, blot­læg­ges i den hel­li­ge Guds nær­vær. Og gen­nem den van­ske­li­ge frem­stil­ling af sand­he­den om vor væren, alt­så gen­nem erken­del­sen af vore syn­der, giver Gud os længs­len efter og vilj­en til at ven­de til­ba­ge til Ham i lig­hed med Den Fortab­te Søn.

Omven­del­sen gen­nem synd­ser­ken­del­se, dét er det sprog, Gud giver os til at kun­ne ind­gå i et leven­de for­hold til Ham. Det er sand­he­dens udtryk, og der fin­des intet andet, vi kan bru­ge over­for Gud. At omven­de sig er det sam­me som at sæt­te sig i bevæ­gel­se hen imod Ham, som sag­de: “Jeg er Vej­en, Sand­he­den og Livet”. Det er en Guds gave og et gud­dom­me­ligt sprog: “Fader, jeg har syn­det mod Him­me­len og mod dig, jeg er ikke læn­ge­re værd at kal­des din søn”. At kun­ne udta­le dis­se ord er en koste­lig gave, Gud har givet os, for som det hed­der i sal­men: “Alle men­ne­sker lyver” (Sl 116,11) og for­sø­ger at skju­le sin egen elen­dig­hed for sig selv. Vi lever i løg­nens illu­sio­ner, som vi opret­hol­der gen­nem vor med­del­ag­tig­hed i det onde. Det er en yderst barsk opga­ve at bli­ve bevidst om den­ne vor med­del­ag­tig­hed, for sagen er, at vi elsker vore liden­ska­ber og hæger om vore skjul­te sår, der lever som para­sit­ter på sel­ve vort liv. Det er bøn­nens gen­tag­ne, stæ­di­ge og til­lids­ful­de råb om hjælp, der gør det muligt for Guds lys lang­somt at træn­ge ind i os og lidt efter lidt træn­ge løg­nen ud fra vort indre. Den ydmy­ge bøn gør, at vi på et sta­digt dybe­re plan kan få øje på vor synd og påta­ge os den; og at vi kan over­vin­de skam­men over syn­den, så vi kan bede om til­gi­vel­se for den hos Ham, som selv er fuld­kom­men Kær­lig­hed og Med­fø­lel­se.

Omven­del­sen udgør betin­gel­sen for vort fæl­les­skab med Gud, med Ham, som på sam­me tid er almæg­tig og dog ydmyg; og det er et fæl­les­skab, vi uop­hør­ligt kan for­ny. Det er fæl­les­ska­bet i Kyrie elei­son, i den bøn­nens skat, vi ejer: Her­re Jesus Kristus, Guds Søn, for­barm Dig over mig syn­der; — Her­re Jesus Kristus, Guds søn, for­barm Dig over os. Dét er vort råb om hjælp, når vi tager vor til­flugt til Gud. Bøn­nen fjer­ner hård­he­den i vore hjer­ter, og vi opnår dét, der i det bibel­ske sprog hed­der “gud­s­frygt”. Det­te sid­ste dre­jer sig ikke om at fryg­te en ret­ha­ve­risk og hævn­ger­rig Gud. Det er et for­kert bil­le­de, der desvær­re har dan­net sig. Vi taler imid­ler­tid ikke om fryg­ten for straf, men om at være ban­ge for at bedrø­ve og såre Gud ved syn­den, sådan som man nærer frygt for at såre dén, man af hjer­tet elsker og værds­æt­ter. [] Der er en hjer­tets hård­hed og en sjæ­lens ufølsom­hed, der hin­drer os i at fryg­te Gud; dét er ken­de­teg­ne­ne på mang­len­de omven­del­se.

Men Gud fjer­ner vort sten­hjer­te og erstat­ter det med et hjer­te af kød, som lider og som græ­der. Og ved vore tårer giver Gud sin til­gi­vel­se, og Han giver den ube­græn­set. Erken­del­sen af vore syn­der åbner os døre­ne til Guds Rige og til evig­he­den. Hvor langt vi end måt­te være fra Ham, spej­der og ven­ter Han efter vor før­ste bevæ­gel­se til­ba­ge mod Ham, måske blot et suk, for at kun­ne åbne os Sin barm­hjer­tig­heds kil­de­væld. I lig­nel­sen i Evan­ge­li­et beret­ter Kristus, hvor­dan fade­ren, som aldrig var holdt op med at elske sin søn, løb ud og kaste­de sig om hal­sen på ham og omfav­ne­de ham, end­nu inden søn­nen hav­de sagt ét ene­ste ord.

At beslut­te sig for hand­ling
Lige­som Den Fortab­te Søn må vi gøre den bit­re erken­del­se at være uden­for; for vi mister alle gen­nem syn­den den søn­ne­vær­dig­hed, vi har mod­ta­get ved dåben. Og lige­som ham mod­ta­ger vi af nåde længs­len efter at skif­te sind og ren­se vore hjer­ter for de onde tan­ker, som får os til at hand­le efter for­godt­be­fin­den­de og øje­blik­ke­li­ge ind­sky­del­ser. Vi læn­ges efter at befri os fra det døde liv, fra det gam­le men­ne­skes liv som sla­ve: “Enhver, der gør synd, er syn­dens træl. Men træl­len bli­ver ikke bestan­dig i huset; søn­nen bli­ver der bestan­dig. Hvis alt­så Søn­nen får fri­gjort jer, skal I være vir­ke­lig frie” (Joh 8,34–36). Dis­se vers fra Johan­ne­se­van­ge­li­et kan tje­ne som kom­men­tar til vor lig­nel­se. Den Fortab­te Søns liv er ble­vet som en sla­ves liv, et liv til og for døden: “Jeg er ikke læn­ge­re vær­dig at kal­des din søn.” Efter at han, ale­ne ved dis­se ord, er ble­vet genind­sat i sin søn­ne­vær­dig­hed ved Guds Søns frel­sen­de vir­ke, kan han for­bli­ve fri for evigt i Fade­rens hus.

Hvor­dan da brin­ge omven­del­sen til akti­vi­tet i vort eget liv? Det enstem­mi­ge svar fra Fædre­ne lyder, at omven­del­se bety­der at leve efter bude­ne. Men Kristus kom ikke for at lære os reg­ler for god opfør­sel. Han kom og gav Sit liv for os, for at vore liv kun­ne bli­ve som Hans. Fader Sop­hro­nij [discipel af Hl Silou­an, kloster­for­stan­der i Eng­land, + 1993, red.] har ofte gen­ta­get, at Gud er skjult i Sine bud. Den­ne udta­lel­se kan fore­kom­me tem­me­lig uud­grun­de­lig. Men fra det øje­blik, hvor vi begyn­der at prak­ti­se­re lydig­hed mod bude­ne i vort eget liv, en indre lydig­hed og en kær­lig­he­dens lydig­hed, for­står vi, at F. Sop­hro­ni­js ord er san­de. Det er måden at leve på, omven­del­sen som ethos [grund­læg­gen­de hold­ning, red.], som mulig­gør mødet med Gud. Men omven­del­sen har ikke vær­di i og for sig. Vi omven­der os og angrer vore syn­der og fejl, “thi Guds Rige er nær”, og for­di vi ger­ne vil nær­me os dét mest muligt. Og vi omven­der os yder­li­ge­re, når vi opda­ger, at “Guds Rige er inden i jer”, noget, vi aldrig vil­le kun­ne opda­ge af os selv, men som net­op åben­ba­res for os af Gud, som er skjult i Sine bud.

Lad mig dele end­nu et ord fra Fader Sop­hro­nij med jer: “Gud ken­der vi ikke som ydre objekt. Vi ken­der Ham som Liv, der gen­nem­træn­ger dem, der lever i Hans buds ånd” (præ­di­ken 15. janu­ar 1990). – Det­te er Orto­dok­si­ens cen­tra­le vid­nes­byrd: Vi ken­der Gud som Liv; et liv, der gen­nem­træn­ger dem, der lever i bude­nes ånd, dvs. i omven­del­se. To slags liv mødes, og det er kon­kret, der er ikke tale om spe­ku­la­tion. Det gud­dom­me­li­ge liv omslut­ter og trans­fi­gu­re­rer men­ne­skets hjer­te og hele vor væren. Hl Johan­nes, som Kir­ken har givet til­nav­net Teo­lo­gen på grund af hans dybe kund­skab om Den Leven­de Gud, giver os dis­se ord fra Kristus: “Dén, der elsker sit liv, mister det; og dén, der hader sit liv i den­ne ver­den, skal beva­re det til evigt liv” (Joh 12,25). “Liv” er her over­sæt­tel­sen af det græ­ske ord “psy­che”, dvs. det indi­vi­du­el­le jeg, ego’et. Omven­del­se er at dø for sig selv for at kun­ne åbne sig for den anden, for Gud og næsten, og kun­ne tje­ne den­ne anden. Omven­del­sen er afslut­nin­gen på vor bin­ding til alt dét, der luk­ker os inde i os selv og slår os ihjel ved at hin­dre vor del­ta­gel­se i og fæl­les­skab med det san­de Liv. At “hade sit Liv!” – “Det er en hård tale; hvem kan hol­de ud at høre på den?” (Joh 6,60). Men dis­se ord har over­le­vet tværs gen­nem tiden, og de giver gen­lyd med hele sand­he­dens styr­ke i vor bevidst­hed. Hvis vi tager imod dem i ydmyg­hed og tager hul på den ånde­li­ge kamp, vil vi se, hvor san­de de er: For at kun­ne bede må vi “hade vore liv”; vore tusin­de sor­ger og bekym­rin­ger; tidens barn­li­ge under­hold­nings­til­bud og alt, hvad der hin­drer os i at kom­me ansigt til ansigt med den ene, san­de Gud. Den ånde­li­ge kamp løf­ter os op på Kor­set med samt vore døde liv, men giver os sam­ti­dig en fors­mag på Guds Rige. Og Hl Johan­nes fort­sæt­ter: “Vil nogen tje­ne mig, da skal han føl­ge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tje­ner være” (Joh 12,26). At tje­ne Kristus bety­der at føl­ge Ham helt til Hans offer­død. Og hvor befin­der Kristus Sig? I den gud­dom­me­li­ge nad­ver. Fede­kal­ven, som fade­ren beor­drer slag­tet for at kun­ne fejre gen­for­e­nin­gen med søn­nen, er ofte af Fædre­ne ble­vet sam­men­lig­net med Kristus selv. Festen i Guds Rige er festen for vor til­ba­ge­ven­den til Fade­ren gen­nem den kær­lig­hed “til det sid­ste”, der bevid­nes på Kor­set: gen­nem Kristus, der “som et lam føres frem for at slag­tes ..”.

Min søn var død”; det dre­jer sig natur­lig­vis om den ånde­li­ge død, som vi erfa­rer i syn­den og i adskil­lel­sen fra Gud. “Og han er vendt til­ba­ge til livet”; det gud­dom­me­li­ge liv, vort gen­fund­ne fæl­les­skab m,ed Gud via omven­del­sen. Men det­te fæl­les­skab inde­bæ­rer, at vifak­tisk slår det gam­le men­ne­ske ihjel, og det­te foru­ro­li­ger os ofte og gør os ban­ge. For vi har væn­net os til at være i sel­skab med vor egen små­lig­hed og snæ­ver­hed, vi van­drer i vel­kendt ter­ræn, selv om vi er ved at kvæ­les i det­te hel­ve­de. Sej­ren over os selv består i den bøn, vi kan nå frem til, og som lader os tage sprin­get ind i det ukend­te, “thi ved Din hjælp søn­der­bry­der jeg mure” (Sl 18,30). Vi for­la­der da den­ne ver­dens vis­dom.

Omven­del­se og “hjer­tets sted”
Fædre­ne, som taler om den ånde­li­ge bøn, anbe­fa­ler os at søge “hjer­tets sted”, det hel­li­ge rum, hvor­til Gud kal­der os for at fejre den hel­li­ge tje­ne­ste, Han har gjort os til præ­ster for, med krav om hel­lig­hed: “Vær I da hel­li­ge, som jeg er hel­lig”. Men “hjer­tets sted” kan kun fin­des gen­nem omven­del­se! Ja, er omven­del­sen ikke selv det sted? “Hold din opmærk­som­hed i hel­ve­de” [citat fra Hl Silou­an, red.], i dét, som er omven­del­sens og kær­lig­he­dens hel­ve­de. Lige­som Påskens Opstan­del­ses­i­kon frem­stil­ler Kri­sti ned­fart til hel­ve­de, er det i bun­den af vort eget hel­ve­de, vi møder Kristus. Uden dyb omven­del­se lader det sig ikke gøre at sma­ge opstan­del­sen. Hvis Orto­dok­si­en altid lader Opstan­del­sens kraft strå­le med sær­lig inten­si­tet, er det for­di vi har til­eg­net os Her­rens ord, “Omvend jer, thi Him­me­lens Rige er nær”, og for­di vi bestan­digt lader dis­se ord lyde.

Lig­nel­sens anden del præ­sen­te­rer dens tragi­ske side. Det ånde­li­ge livs ind­sats er hver­ken sen­ti­men­tal eller moralsk. Ken­der vi ikke den­ne ældre bro­der rig­tig godt, så godt fak­tisk, at det skræm­mer os? Jeg skal være ærlig og sige, at gen­nem lang tid gjor­de den­ne anden del mig ube­ha­ge­ligt til­pas. For jeg sag­de til mig selv: “Jamen det er jo sandt, hvad han siger; og jeg for­står udmær­ket, at han bekla­ger sig over aldrig at have fået så meget som en ged, så han kun­ne feste med sine ven­ner, når har nu igen­nem alle åre­ne er ble­vet hjem­me og har tjent sin far”. Og jeg kun­ne jo for­stå, at der var ét eller andet, der und­gik min opmærk­som­hed! Men hvad? Jo, sim­pelt hen, at før­ste del af lig­nel­sen er fyldt af glæ­de, for­di det er beret­nin­gen om en omven­del­se og om åben­ba­rin­gen af Guds barm­hjer­tig­hed; men fort­sæt­tel­sen er i vir­ke­lig­he­den beret­nin­gen om man­gel på omven­del­se. – Det­te er måden, hvor­på Kristus får os til at opda­ge vort eget hyk­le­ri: Vi lever i Kir­ken, vi beder, måske siger vi oven i købet “Her­re for­barm Dig”, vi faster, vi over­træ­der intet ydre bud, alt er mao. Som det skal være, eller i hvert fald næsten, men vi omven­der os ikke!! Og så bebrej­der vi Gud, at Han hol­der Sig på afstand af os, og at Han ikke som tegn giver os en lil­le ged! Men hvis vi ikke leve­de egoi­stisk og luk­ket om os selv, oppu­ste­de af vor gode samvit­tig­hed, så vil­le vi bekym­re os om vor bro­der, som var ved at forta­bes. I ste­det for at døm­me og for­døm­me ham for hans spild­te liv vil­le også vi være løbet ham i møde. Vi vil­le have søgt at “ren­se det ind­ven­di­ge af bæger og fad” (Matt 23,25), vort hjer­tes hel­li­ge rum, og vi vil­le have været med ham i vore bøn­ner, for som Hl Silou­an siger: “Vor bro­der er vort eget liv”. Alt­så skul­le vi glæ­de os over at tage del i kær­lig­he­dens fest­må­l­tid i ste­det for at bli­ve blin­de af vre­de, jalou­si og had.

Er den­ne anden del af lig­nel­sen ikke net­op den vir­ke­li­ge opfor­dring til omven­del­se? Det­te spejl, som Kristus hol­der op for os, er en påmin­del­se og et råd om vagtsom­hed. Hl Silou­an siger, at det ende­li­ge kri­te­ri­um for, om vi vir­ke­lig hører Kristus til, er kær­lig­he­den til vore fjen­der. Det lader sig ikke gøre at leve kær­lig­he­den til fjen­der­ne, til den fald­ne bro­der, uden per­son­lig omven­del­se. Lad os ikke være de løg­ne­re, som apost­le­ne und­si­ger, der siger, de elsker Gud, men hader deres bro­der (1. Joh 4,20). “Vi véd, at vi er gået over fra døden til livet, thi vi elsker brød­re­ne. Dén, der ikke elsker, bli­ver i døden” (1. Joh 3,14). At gå over fra døden til livet gen­nem at dø fra os selv, dét er hele “pro­gram­met” for omven­del­sen og opstan­del­sen i Kristus.

Hver gang Evan­ge­li­et bli­ver læst op under den hel­li­ge Litur­gi, er der for­ud gået en bøn, hvor tema­er­ne oplys­ning og kald til omven­del­se flet­tes ulø­se­ligt sam­men: “Oplys, men­ne­ske­el­sken­de Her­re, vore hjer­ter med Din vis­doms ufor­gæn­ge­li­ge lys og åben vor for­stands øjne, så vi kan begri­be for­kyn­del­sen af Dit Evan­ge­li­um. Ind­plant også i os fryg­ten for Dine hel­li­ge budså at vi kan leve et ånde­ligt liv og i ét og alt tæn­ke og hand­le efter din vil­je. For Du er vore sjæ­les og vore lege­mers lys, Kristus vor Gud, og Dig opsen­der vi lov og ære til­li­ge med din evi­ge Fader og Din gode og liv­gi­ven­de Ånd, nu og altid og i evig­he­ders evig­hed.” Såle­des kan vi læse Evan­ge­li­et som den uudtøm­me­li­ge, liv­gi­ven­de kil­de, der frel­ser os fra den dag­li­ge død. Evan­ge­li­et, som lader os lyt­te til Kristus selv, og som befor­drer Hans gud­dom­me­li­ge Liv til os, er den nøg­le, der ende­ligt åbner omven­del­sens dør for os.

Fored­rag holdt ved orto­dokst som­mer­kur­sus;
Bre­tag­ne som­me­ren 2002;
Manuskript over­sat fra fransk og bragt
Med M. Theo­doras ven­li­ge til­la­del­se og
Igou­men F. Symeons vel­sig­nel­se.