13. november: Vor hellige fader Johannes Chrysostomos

Mosaik af hellige Johannes Chrysostomos fra Hagia Sophia i Konstantinopel

Mosaik af hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos fra Hagia Sop­hia i Kon­stan­ti­nopel

I: Den guddommelige liturgi og påskeprædiken

”Må Kristus, vor san­de Gud høre for­bøn­ner­ne fra Sin alre­ne moder, Sine hel­li­ge høj­lo­ve­de apost­le,vor hel­li­ge fader, Johan­nes Chryso­st­o­mos, ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopel,( …) Kri­sti hel­li­ge og ret­fær­di­ge for­fædre, Joakim og Anna, og fra alle de hel­li­ge og for­bar­me Sig over os, for Han er god og elsker men­ne­ske­ne.” Sådan afslut­ter præ­sten altid den gud­dom­me­li­ge litur­gi, bort­set fra de 10 gan­ge om året, blandt andet søn­da­ge­ne i den sto­re faste, hvor vi fejrer den hel­li­ge Basi­li­os den Sto­res litur­gi. (1)

Selv om beg­ge litur­gi­er er resul­tat af en udvik­ling, hvor der gen­nem tiden er ble­vet til­fø­jet nye bøn­ner, har de beva­ret navn efter de to sto­re kir­ke­fædre, som de oprin­de­lig var knyt­tet til, for de er ikke ændret væsen­ligt p.g.a. til­fø­jel­ser­ne, ”idet ingen av de litur­gi­ske bøn­ne­ne som er knyt­tet til de nevn­te hel­li­ge fed­re­nes navn er for­kor­tet eller utvi­det eller erstat­tet av noe annet. Sam­ti­dig er alt som etter apost­le­nes tid har utgjort litur­gi­ens vesent­li­ge inn­hold, blitt bevart og over­le­vert, så man i Den Orto­dok­se Kir­ke siden har sett bort fra mulighe­ten for å kun­ne lage noe som kun­ne sidestil­les med dis­se, for ikke å si erstat­te dem.” (2)

Ved Kri­sti Opstan­del­se påske­mor­gen fejrer vi igen Johan­nes Chryso­st­o­mos’ litur­gi efter faste­ti­dens Basi­li­os­li­tu­gi­er. Vi hører hans påske­præ­di­ken og fyl­des af dens skøn­hed og glæ­de, for den lyser af til­gi­vel­se og tro på Kristus som døde­ns over­mand: ”Kom (…) alle ind til Her­rens glæ­de, tag alle del i beløn­nin­gen, såvel den før­ste som den sid­ste, såvel den fat­ti­ge som den rige og dans med hve­ran­dre. (…) Død, hvor er din brod? Død, hvor er din sejr? Kristus er opstan­den, og du er besej­ret. Kristus er opstan­den, og dæmo­ner­ne er fal­det. Kristus er opstan­den, og eng­le­ne jub­ler.”

Hvem var Johan­nes Chryso­st­o­mos, der har givet os den gud­dom­me­li­ge litur­gi og det opløf­ten­de påske­bud­skab? Hvor­dan var hans vej mod Gud?

II: Et kort overblik over hans liv

Han blev født i Antio­chia i mid­ten af 300-tal­let, i den by hvor man før­ste gang kald­te discip­le­ne krist­ne (Ap 11:26). Det var Romer­ri­gets tred­je­stør­ste by med en kvart mil­li­on ind­byg­ge­re, hvis vel­b­jer­ge­de klas­se hver­ken mang­le­de brød eller sku­e­spil, og som leve­de det ”vil­de liv” på byens væd­de­løbs­ba­ner, tea­tre og bade­an­stal­ter. De krist­ne udgjor­de en en mino­ri­tet – ikke helt ube­ty­de­lig gan­ske vist, og Kir­ken var én blandt man­ge reli­gi­øse grup­pe­rin­ger i byen.
I løbet af sin opvækst intro­du­ce­res Johan­nes til tidens filo­so­fi og reto­rik, men han gør snart oprør mod sine pro­fes­so­rer og deres ånds­hov­mod og ret­ter hele sin liden­skab mod teo­lo­gi­en. Han søger op i bjer­ge­ne bag Antio­chia, hvor ere­mit­ter­ne lever et gan­ske andet liv end byens bor­ge­re, et liv for­ank­ret i til­be­del­sen af Gud.
Her ophol­der han sig i fle­re år, først under vej­led­ning af en lære­me­ster og siden ale­ne i en grot­te. Da han, tvun­get af syg­dom for­år­sa­get af det stren­ge aske­ti­ske liv, ven­der til­ba­ge til byen i 381 bli­ver han ordi­ne­ret til dia­kon og fem år sene­re til præst. Han vir­ker i 12 år som præst i Antio­chia, og han arbej­der ihær­digt på at få byens verds­lig­gjor­te krist­ne til at ind­se, hvad det egent­lig vil sige at leve det krist­ne liv: ”De krist­ne skul­le være skep­ti­ske over for den verds­li­ge magt, de skul­le være salt til mod­virk­ning af for­råd­nel­sen i ver­den, de skul­le være lys, som træng­te ind i hver hem­me­lig krog, hvor der blev lagt skæn­di­ge pla­ner.” (3)
Han bli­ver respek­te­ret for sin ren­fær­di­ge leve­vis, højt elsket og beun­dret for sine præ­di­ke­ner, og alli­ge­vel kan det være svært for de fle­ste at kon­cen­tre­re sig mere om Kir­ken end om hip­podro­men!

Fra det mul­ti­re­li­gi­øse Antio­chia føres han til den davæ­ren­de ver­dens hoved­stad, det krist­ne Kon­stan­ti­nopel, hvor kej­ser Kon­stan­tin hav­de ind­ført kri­sten­dom­men som den offi­ci­el­le reli­gion i 312.

Johan­nes’ ry som for­kyn­der har spredt sig viden om, og der er bud efter ham i den kej­ser­li­ge hoved­stad, men han afslår. Til ingen nyt­te: Han bli­ver nar­ret ud af Antio­chia, ført til Kon­stan­ti­nopel og ind­vi­et til patri­ark den 26. febru­ar 398. Men Johan­nes egner sig hver­ken til at være hof­præ­di­kant eller til at vel­sig­ne det offi­ci­el­le liv, og han kom­mer snart i kon­flikt med omgi­vel­ser­ne ved at rev­se både den ånde­li­ge og verds­li­ge magt og ved at omde­fi­ne­re bis­pe­em­be­det i sit eget ydmy­ge og ube­stik­ke­li­ge bil­le­de. Efter et for­gæ­ves for­søg på at sen­de ham i eksil i 401 lyk­kes det ende­ligt for kej­ser Arca­dios at kom­me af med den ”besvær­li­ge” patri­ark i 404. Han bli­ver sendt ud på en lang og anstren­gen­de rej­se.

Hans sid­ste til­flugts­sted bli­ver Coma­ne i Pon­tus, hvor han dør den 14. sep­tem­ber 407

. I Kir­ken er hans min­de­dag hen­lagt til den 13. novem­ber for at und­gå sam­men­fald med festen for ”Kors­op­hø­jel­sen”.

III: Hl. Johan­nes Chryst­o­mos’ liv iføl­ge Synaxa­ri­et (4)

Den­ne strå­len­de stjer­ne på de hel­li­ges fir­ma­ment, den­ne Kir­kens søj­le, den­ne uni­ver­sets lære­me­ster, så dagens lys i 344 ( eller sna­re­re 354) i Antio­chia ved vel­ha­ven­de krist­ne for­æl­dre: Secun­dus, som var gene­ral i hæren, og Ant­hou­se, en beun­drings­vær­dig, tro­en­de og from kvin­de, der blev enke som knapt 20-årig, og som, i ste­det for at gif­te sig igen, fore­trak at vie resten af sit liv til Gud og til opdra­gel­sen af sin søn. Hun ind­gød Johan­nes kær­lig­hed til kysk­hed og såe­de dydens frø i ham. Han selv udvi­ste i øvrigt en natur, der brænd­te for from­hed og for­svar for ret­fær­dig­hed, frygt­løs iver og et urok­ke­ligt mod. Hans mor sør­ge­de for, at han fik et omfat­ten­de kend­skab til tidens heden­ske lit­te­ra­tur hos de bed­ste lære­re, blandt andre den berøm­te Liba­ni­us. Hans reto­ri­ske talent var så bemær­kel­ses­vær­digt, at man fore­stil­le­de sig, han kun­ne bli­ve en strå­len­de advo­kat, og Liba­ni­us så ham som sin efter­føl­ger.

Men Johan­nes lod sig ikke adspre­de af ver­dens for­fæn­ge­lig­hed; døbt som 20-årig, og ordi­ne­ret som læser kort tid efter, vend­te han sig fra da af mod de hel­li­ges san­de Filo­so­fi. Efter dåben hør­te ingen ham nogen­sin­de mere udta­le skældsord, løgn, bag­ta­lel­se end­si­ge fin­de behag i at håne eller kri­ti­se­re et andet men­ne­ske. Han ifør­te sig vir­ke­lig Kristus ved at smyk­ke sig med dyder ved hjælp af en intens dag­lig kamp. Efter eksem­pel af sin ven Basi­li­os, som hav­de den sam­me kær­lig­hed til Gud som han selv, opgav han enhver for­bin­del­se til ver­den og trak sig til­ba­ge til fami­li­ens hus for at leve et aske­tisk liv. Den unge mand var meget streng over for sig selv, han over­gav sig liden­ska­be­ligt til faste, nat­te­vå­gen og bøn uden at til­la­de sig nogen form for adspre­del­se.
Han opholdt sig til sta­dig­hed ale­ne med Gud i tavs­hed, opmærk­som på at vise ethvert udbrud af vel­lyst og vre­de fra sig. Han lyk­ke­des så vel med det, at han meget snart erhver­ve­de evnen til at bede uden ophør og beva­re sinds­ro­en og mild­he­den under alle for­hold. Når det sene­re hænd­te, at han lod sig rive med i sine præ­di­ke­ner, var det altid med hen­blik på menig­he­dens opbyg­gel­se og uden nogen­sin­de at miste sin selv­be­her­skel­se. Som 25-årig hav­de ryet om hans dyder alle­re­de spredt sig, og Antio­chi­as biskop vil­le præ­ste­o­r­di­ne­re ham, men den ydmy­ge Johan­nes, der for­fær­de­des ved tan­ken om den­ne funk­tions fryg­tind­g­y­den­de stor­hed, fore­trak at flyg­te, og ved en hel­lig list lyk­ke­des det ham at få sin ven Basi­li­os ordi­ne­ret i ste­det for sig selv.

Efter mode­rens død kun­ne han rea­li­se­re et læn­ge næret ønske om at give totalt afkald på ver­den og træk­ke sig til­ba­ge blandt mun­ke, som leve­de på bjergskrå­nin­ger­ne omkring Antio­chia. Dér leve­de han under vej­led­ning af en syrisk asket i lydig­hed, abso­lut fat­tig­dom, faste og bøn. Mun­ke­ne stod op ved mid­nat­s­ti­de og bad sam­men ind­til sol­op­gang, hvor­ef­ter enhver gik ind i sin cel­le for at til­brin­ge resten af dagen med ydmygt arbej­de eller med at grun­de over Den hel­li­ge Skrift. Alt, hvad de ind­t­og af føde, var lidt brød og salt efter sol­ned­gang, så tal­te de en kort tid med hin­an­den om ånde­li­ge emner, før de hvi­le­de sig lidt.
Efter fire år med den­ne leve­vis, hvor Johan­nes tjen­te som for­bil­le­de for sine brød­re, beslut­te­de han sig for at træk­ke sig til­ba­ge ale­ne med Gud i en grot­te. Her kun­ne han over­gi­ve sig til de mest hårdnak­ke­de kam­pe for at under­læg­ge kødet ånden. Han til­brag­te hele den­ne peri­o­de uden nogen­sin­de at sæt­te sig for at sove, men hvi­le­de sig lidt ved at hæn­ge sig op i skul­dre­ne ved en snor , der var fast­gjort til lof­tet. Han til­brag­te al sin tid med at bede og grun­de over Skrif­ten, som han kend­te på en ene­stå­en­de og dyb måde. Men han udsat­te sig selv for så streng faste og kul­de, at han efter et års tid fik en alvor­lig nyre­syg­dom og måt­te ven­de til­ba­ge til Antio­chia. I løbet af den kor­te tid, hvor han leve­de det mona­sti­ske liv, erhver­ve­de Johan­nes en usæd­van­lig viden om gud­dom­me­li­ge ting, og, på trods af sin unge alder, begynd­te han at under­vi­se og udar­bej­de fle­re trak­ta­ter om det ånde­li­ge liv.

Kort tid efter sin til­ba­ge­ven­den til Antio­chia (380), blev han dia­ko­n­or­di­ne­ret af den hel­li­ge Méle­tios (min­det den 12. febru­ar) og fem år sene­re præ­ste­o­r­di­ne­ret af den­nes efter­føl­ger Flavi­an (386). Han blev mod­ta­get med jubel af fol­ket og påtog sig i 12 år den san­de ånde­li­ge ledel­se af den sto­re metro­pol, som alle­re­de i adskil­li­ge år hav­de lidt under sør­ge­li­ge til­stan­de i de gejst­li­ges leve­vis. Man for­tæl­ler, at nog­le under hans ordi­na­tion så en hvid due sæt­te sig på hans hove­de, og fak­tisk tog Hel­li­gån­den, der som ildt­un­ger neds­teg over apost­le­ne på pin­se­dag, fra da af bolig i Johan­nes og gav hans ord den Hel­li­ge Ilds kraft. Hans vel­ta­len­hed var så strå­len­de, at han sam­le­de hele byen hver gang han præ­di­ke­de i de for­skel­li­ge kir­ker, og han frem­kald­te en så stor begej­string hos sine til­hø­re­re, at han ofte blev afbrudt af en tord­nen­de applaus. Hans ord var at lig­ne ved flo­dens over­strøm­men­de van­de, som ”glæ­der Guds stad” (Ps 45/46:5); de træng­te dybt ind i hjer­ter­ne og opløf­te­de sjæ­le­ne mod Gud og kær­lig­he­den til dyden. Af alle Fædre­ne, er det Johan­nes, som udmær­ke­de sig mest ved vel­ta­len­hed, og der­for blev det snart kuty­me at kal­de ham Chryso­st­o­mos dvs. ”Guld­mun­den”. Hans for­kyn­del­se hvi­le­de især på Den hel­li­ge Skrift, hvis søde hon­ning han flit­tigt hav­de smagt i sin ensom­hed. Han holdt af at gøre rede for Skrif­tens bog­sta­ve­li­ge betyd­ning og vise dens sam­men­hæng med det gud­dom­me­li­ge plan, den afdæk­ker, idet han altid rela­te­re­de den til tidens aktu­el­le krist­ne liv. Han betrag­te­de de gud­dom­me­li­ge myste­ri­ers dyb og under­søg­te dog­mer­nes rig­dom, men han for­stod at vise, at dis­se fin­der deres strå­leg­lans i de hel­li­ge dyder: almis­se, ret­fær­dig­hed, anger og hjer­tets søn­der­knu­sel­se, der grun­der sig på til­li­den til Guds græn­se­lø­se barm­hjer­tig­hed. Der­for kald­te man ham ofte ”Barm­hjer­tig­he­dens For­kyn­der” og ”Ange­rens oply­ste Øje”. Men han nøje­des ikke med for­kyn­del­sen, han orga­ni­se­re­de også vel­gø­ren­hed, lede­de cere­mo­ni­er og bøn­ner, tog sig af enhver som af sin egen sjæl og døm­te i offent­li­ge sager, som da det oprør­te folk væl­te­de sta­tu­er af kej­ser Theo­do­sios i 387, en hand­ling som vil­le have ført til blo­dig gen­gæl­del­se uden Johan­nes’ mel­lem­komst.

I 397 døde ærke­bi­skop­pen af Kon­stan­ti­nopel, den hel­li­ge Necta­rios (min­det den 11. okto­ber), og hans tom­me sæde blev grå­digt efter­stræbt, især af Théop­hi­los, ærke­bi­skop af Ale­xan­dria, som var mis­un­de­lig på den kej­ser­li­ge bys vok­sen­de ind­fly­del­se og ønske­de at ind­sæt­te én af sine egne støt­ter, Isi­dor­os. Imid­ler­tid hav­de Johannes’ry bredt sig langt ud over provin­sen Antio­chi­as græn­ser, og han fore­kom at være den ene­ste vir­ke­lig vær­di­ge kan­di­dat til at påta­ge sig den­ne opga­ve. Under pres fra første­mi­ni­ste­ren Eut­ro­pios udpe­ge­de kej­ser Arca­dios ham som ærke­bi­skop og lod ham brin­ge til Kon­stan­ti­nopel ved hjælp af en list, som stil­le­de ham over for et fait accom­pli, idet man var klar over, at hans ydmyg­hed vil­le have for­hin­dret ham i at accep­te­re et sådant embe­de. Han blev ind­sat febru­ar 398 af Théop­hi­los, som nære­de et dybt nag til ham.
Ikke så snart var han ble­vet biskop, før hans reto­ri­ske talent og hel­lig­hed strå­le­de i al sin glans. Han præ­di­ke­de utræt­te­ligt overalt, sam­le­de umå­de­li­ge ska­rer, som lyt­te­de begej­stret til ham. Han udvi­ste en fars kær­lig­hed til sine tro­en­de og tal­te for­tro­ligt med dem: Han glæ­de­de sig over deres frem­skridt i dyd og udgød tårer, når hans belæ­rin­ger ikke før­te til noget. Det lå ham fjer­nt at vise ser­vil tak­nem­me­lig­hed over for de høje hof­folk, som hav­de støt­tet hans udnæv­nel­se, og han angreb uden tøven de riges over­drev­ne brug af luxus, for­nø­jel­ser og deres hyk­le­ri­ske from­hed, uden dog nogen­sin­de at ankla­ge nogen ved navns næv­nel­se. Han tjen­te selv som eksem­pel på evan­ge­lisk fat­tig­dom ved at fjer­ne al luksus, der ellers var knyt­tet til biskop­pens per­son. Han lod ærke­stif­tets gods og kost­bar­he­der sæl­ge for at udde­le ind­tæg­ter­ne til de fat­ti­ge og lade opfø­re hospi­ta­ler og her­berg for de frem­me­de. Selv eje­de han intet og hav­de fri­gjort sig fra enhver pligt angå­en­de invi­ta­tio­ner og offi­ci­el­le mid­da­ge: Han spi­ste altid ale­ne, net­op nok til at nære sin syge og afpil­le­de krop, han tog aldrig imod nogen invi­ta­tion for at und­gå at del­ta­ge i lige­gyl­di­ge sam­ta­ler. Der­i­mod var han i aller­hø­je­ste grad gæst­fri, besøg­te selv syge og fang­ne, hjalp fat­ti­ge og nød­li­den­de. For at brin­ge de sjæle­for­dær­ven­de spil og sku­e­spil til ophør orga­ni­se­re­de han pro­ces­sio­ner og sal­mesang, som lod sig høre i byen fra mor­gen til aften. Man holdt fak­tisk ofte våge­næt­ter, for at de, som arbej­de­de om dagen, kun­ne kom­me og bede i nat­tens ro. Johan­nes opfor­dre­de i øvrigt enhver til at afbry­de sin søvn for at ofre lidt tid på bøn. På det tids­punkt var det, han for­fat­te­de bøn­ner­ne til den hel­li­ge litur­gi, som vi fejrer i dag. Når han cele­bre­re­de, så han ofte en Eng­leska­re sti­ge ned fra him­me­len og svæ­ve omkring alte­ret.
Trods de man­ge pasto­ra­le opga­ver hav­de han først og frem­mest Den hel­li­ge Skrift for øje og grun­de­de over den. Han var så for­dy­bet i den, at han ofte glem­te at spi­se og sove. En nat så den discipel, som stod ham bi, i det skjul­te, hvor­dan den hel­li­ge Paulus selv stod hos ham og dik­te­re­de ham kom­men­ta­ren til sine epi­st­ler. Johan­nes’ iver for dyden udstrak­te sig til alle omkring ham, og han bestræb­te sig ener­gisk for at ret­te op på gejst­lig­he­dens leve­vis og eks­kom­mu­ni­ce­re vis­se biskop­per, der hav­de købt sig til deres embe­der (simo­ni). Han kere­de sig ivrigt om mis­sio­nen og udbre­del­sen af Evan­ge­li­et til bar­ba­rer­ne: i sær­de­les­hed til got­her­ne, som han hjalp til at få en kir­ke i Kon­stan­ti­nopel.

Men al den akti­vi­tet og beslut­som­hed for at ændre folks leve­vis skaf­fe­de snart den hel­li­ge biskop adskil­li­ge fjen­der på hal­sen såsom vis­se ade­li­ge hyk­le­re og mon­dæ­ne biskop­per, som udnyt­te­de ethvert påskud til at bag­ta­le ham.Theophilos af Ale­xan­dria udnyt­te­de også dis­se ryg­ter og den beskyt­tel­se, som Johan­nes hav­de ydet vis­se mun­ke, der var til­hæn­ge­re af Ori­ge­nes’ lære, og som var flyg­tet fra Nitria, til at ankla­ge ham og for­sø­ge at få ham afsat af et kon­cil ude­luk­ken­de sam­men­sat af egne til­hæn­ge­re (Chê­ne-kon­cilet 403). I ste­det for at rea­ge­re på dis­se groft løg­n­ag­ti­ge ankla­ger og alle hofin­tri­ger­ne fore­trak Johan­nes at efter­lig­ne Kristus, sin Her­re, som stod tavs for­an sine ankla­ge­re og over­gav sig til lidel­sen som et lam til slagt­ning. Han lod sig alt­så døm­me og afsæt­te, og, skønt fol­ket var rede til at gøre opstand for at for­sva­re sin elske­de hyr­de, over­gav han sig selv til sol­da­ter­ne, som før­te ham i eksil til Bit­hy­ni­en. Men straks efter den hel­li­ge mands afrej­se, brød et jord­s­kælv løs i hoved­sta­den, fulgt af andre kata­stro­fer som fik kej­se­rin­de Eudoxia til at ind­se sin fejl­ta­gel­se, og, til fol­kets begej­string, til­ba­ge­kald­te hun Johan­nes.

Til­ba­ge på tro­nen var Johan­nes dog ikke af den grund parat til at ind­gå kom­pro­mis­ser. Hans gode for­bin­del­se til kej­se­rin­den vare­de kun nog­le få måne­der, lige ind­til den­ne lod ind­vie en sta­tue til sin egen ære midt i fest­lig­he­der og stø­jen­de demon­stra­tio­ner, som for­styr­re­de kir­kens tje­ne­ster og med­før­te en iret­te­sæt­tel­se fra Johan­nes. Intri­ge­ma­ger­ne udnyt­te­de koven­din­gen i den kej­ser­li­ge gun­st til at gå til angreb igen. I 404 lyk­ke­des det Théop­hi­los og hans til­hæn­ge­re at over­ta­le kej­se­ren til ikke at del­ta­ge i påske­fejrin­ger­ne, fore­stå­et af Johan­nes, under påskud af den­nes ille­gi­ti­me posi­tion. Kej­ser Arca­dios viste biskop­pen ud af hans kir­ke og gav ordre til at jage de gejst­li­ge, der var for­ble­vet tro mod den hel­li­ge, og de tro­en­de ud af kir­ker­ne, i sel­ve det øje­blik, Sto­re Lør­dag, hvor man cele­bre­re­de dåbs­hand­lin­ger­ne. Det hele gik så vold­somt for sig, at blo­det flød i dåbs­ka­re­ne. Uro­lig­he­der­ne fort­sat­te i tiden efter påske. Johan­nes var spær­ret inde i sit palads, nøje over­vå­get af mili­tæ­ret. Kort tid efter pin­se beslut­te­de kej­se­ren sig ende­lig til at befa­le Johan­nes i eksil, på trods af Eudoxi­as frygt for at kata­stro­fer­ne ved hans tid­li­ge­re afrej­se skul­le gen­ta­ge sig. Han over­gav sig selv, men fol­ket, der hav­de sam­let sig omkring Hagia Sofia var i oprør, det kom til slags­mål, og der udbrød ilde­bran­de, som øde­lag­de en stor del af katedralen og senatspa­lad­set. Man undså sig ikke for at ankla­ge Johan­nes’ til­hæn­ge­re for ildspå­sæt­tel­se og bru­ge ankla­gen som påskud til hade­fuldt at for­føl­ge og pla­ge dem.

Imens måt­te Johan­nes udhol­de alle tæn­ke­li­ge prø­vel­ser i et barsk eksil. Fra Nicæa, hvor han først kom til, blev han ført til Cucu­se (lil­le Arme­ni­en), hvor han led under det bar­ske kli­ma, sult, angreb fra bar­ba­rer, iso­la­tion. Men med et urok­ke­ligt mod og håb opret­holdt han en rig kor­re­spon­dan­ce, hvori han trø­ste­de dem, der måt­te tåle eksil og for­føl­gel­se på grund af ham. Hans situ­a­tion vak­te inter­es­se hos paven af Rom, Inno­cent, som for­søg­te at støt­te ham, men uden held. Efter­som hans blot­te til­ste­de­væ­rel­se blev for­dømt af hans fjen­der, gik de i gang med at få ham over­ført til et end­nu mere ugæst­frit sted ved Sor­te­ha­vets bre­der, for foden af Kaukasus. Uden hen­syn­ta­gen til hans alder og skrø­be­lig­he­der tvang man den hel­li­ge biskop til at tra­ve i al slags vejr og ad van­ske­li­ge veje. Efter tre måne­der nåe­de de til byen Coma­ne i Pon­tus og stand­se­de tæt ved et kapel, der var ind­vi­et til den loka­le mar­tyr, Basi­li­scus. Om nat­ten, mens Johan­nes bad trods sin sto­re udmat­tel­se, viste den hel­li­ge mar­tyr sig for ham og sag­de: ” Fat mod, min bro­der Johan­nes; i mor­gen vil vi være for­e­ne­de.” Den føl­gen­de mor­gen bad han om hvi­de klæ­der, modt­og den hel­li­ge nad­ver og opgav sin ånd til Gud, idet han sag­de: ”Giv Gud æren for alle ting!” (14. sep­tem­ber 407).

Kon­stan­ti­nopel led end­nu man­ge år under skis­ma­et: Johan­nes’ discip­le aner­kend­te ikke de efter­føl­ge­re, som kej­se­ren ind­sat­te. I 438, da fre­den var vendt til­ba­ge og Johan­nes’ hel­lig­hed aner­kendt af alle, før­te man hans hel­li­ge relik­vi­er til­ba­ge til hoved­sta­den i tri­umf. Over­fø­rel­sen min­des i Kir­ken den 27. janu­ar.

IV: Afrunding efterfulgt af en lille prædiken

Som det frem­går af oven­stå­en­de tek­ster, har Johan­nes Chryso­st­o­mos, ved sit liv og vir­ke i Kir­ken, en ene­stå­en­de stor betyd­ning for sin sam­tid og op igen­nem århund­re­der­ne lige til i dag! Først og frem­mest som elsket hyr­de og for­kyn­der og for­fat­ter til den gud­dom­me­li­ge litur­gi.
I mod­sæt­ning til hl. Basi­li­os den Sto­re (min­det den 1. janu­ar) delt­og han ikke i tidens hef­ti­ge dog­ma­ti­ske debat om Kir­kens for­stå­el­se af Hel­li­gån­dens plads i Tre­e­nig­he­den, som den udfol­de­de sig op til det 2. øku­me­ni­ske kon­cil i Kon­stan­ti­nopel 381.

Jeg ind­led­te med at cite­re fra Johan­nes’ påske­præ­di­ken, og jeg afrun­der med et eksem­pel på én af hans man­ge andre præ­di­ke­ner. Han kun­ne præ­di­ke mere end to timer uden manuskript. Nog­le kil­der (5) beret­ter, at der var steno­gra­fer til ste­de, som nedskrev, hvad han sag­de og siden frem­lag­de det for ham til god­ken­del­se.
Andre kil­der (6) for­tæl­ler, at han skrev sine præ­di­ke­ner ud på for­hånd, hvor­ef­ter skri­ve­re kopi­e­re­de dem, og send­te dem til at bli­ve læst op i adskil­le­li­ge andre menig­he­der. Hvor­dan det nu end er gået for sig, så er man­ge af hans præ­di­ke­ner beva­re­de, Gud ske lov!

Her føl­ger et eksem­pel på én af dem, udvalgt fra en lil­le sam­ling af for­kor­te­de, bear­bej­de­de uddrag af præ­di­ke­ner: (7)

Ejer jeg huset, jeg bor i?
Nej, det er kun et lån fra Gud, så læn­ge jeg er på det­te sted. Ejer jeg de klæ­der, jeg bærer? Nej, de er udlånt til mig, ind­til de sli­des op, eller jeg foræ­rer dem bort til én, der træn­ger mere til dem. Ejer jeg den­ne krop, som I ser stå her? Nej, den udlån­te Gud til mig, da jeg blev født, og Han tager den til­ba­ge, når jeg dør. Ejer jeg den bevidst­hed, som udtæn­ker de ord, jeg udta­ler? Nej, også den lån­te Gud mig ved min fød­sel, og den vil for­svin­de, når jeg dør.
Ejer jeg over­ho­ve­det noget?
Ja, jeg ejer de dyder, som har vok­set og blom­stret i min sjæl i løbet af livet. I den udstræk­ning jeg er vok­set i kær­lig­hed, ejer jeg kær­lig­hed. I den udstræk­ning jeg er vok­set i tro, ejer jeg tro­en. I den udstræk­ning jeg er vok­set i mild­hed, ejer jeg mild­hed.
Dis­se ting er udø­de­li­ge; de er gud­dom­me­li­ge gaver, som Gud ikke vil tage bort, for­di Han ønsker Him­me­len selv opfyldt af dyd. Og jeg ejer natur­lig­vis min sjæl, hvori dis­se dyder har rod.

  1. Orto­doks Bøn­ne­bog — Den gud­dom­me­li­ge litur­gi – Lil­le troslæ­re, p. 104 Hl. Silou­an For­lag 2006
  2. Den Orto­dok­se Kir­kes Gud­dom­me­li­ge Litur­gi­er, p. 11 Solum For­lag AS, Oslo 2005
  3. Peter Hal­l­dorf ”Det fædre­ne ophav – histo­ri­en om 21 kir­ke­fædre”, p. 150 For­la­get Aros 2002
  4. Le Synaxai­re – vies des Saints de l’Église Ort­ho­doxe (I), p. 501–508 Edi­tions ”To peri­vo­li tis Panag­hi­as”, The­s­sa­lo­nique 1987
  5. Peter Hal­l­dorf ”Det fædre­ne ophav – histo­ri­en om 21 kir­ke­fædre”, p. 147
  6. ”On Living Sim­ply – The Gol­den Voi­ce of John Chryso­st­om”, ”Intro­duction” Com­pi­led by Robert Van de Wey­er. Liguori/Triumph – Liguo­ri, Mis­souri 1997
  7. ibid. p. 29

Inger Bir­git­te Bjerg