18. januar (og 2. maj): Vor hellige fader Athanasios

Hel­li­ge Atha­na­sios af Ale­xan­dria

Vor hel­li­ge fader Atha­na­sios, orto­dok­si­ens grund­pil­le og hele ver­dens lys, fød­tes hos ret­tro­en­de og from­me for­æl­dre i året 295, lige inden den sto­re for­føl­gel­se under Diok­le­ti­an (297 — 313) brød ud, i den kosmopo­li­ti­ske stad, Ale­xan­dria, hvor de mest for­skel­li­ge fol­keslag boe­de sam­men, og hvor alle slags gud­s­dyr­kel­se og tros­ret­nin­ger stød­te sam­men.

Som ung dreng hav­de Atha­na­sios ikke smag for andet end dét, der angår Gud og Kir­ken. En dag, da han lege­de med sine kam­me­ra­ter på stran­den og med den stør­ste alvor repe­te­re­de de kir­ke­li­ge tje­ne­ster, før­te han, som biskop, de børn, som end­nu ikke hav­de mod­ta­get den hel­li­ge oplys­ning, frem til dåben. Biskop Ale­xan­der (den ‘rig­ti­ge’ biskop, red.) mær­ke­de sig det­te med beun­dring, erklæ­re­de dåben for gyl­dig og tog den unge dreng under sin beskyt­tel­se.

Under sine stu­di­er viste Atha­na­sios kun måde­lig inter­es­se for de verds­li­ge viden­ska­ber. Han fore­trak i tavs­hed at væve de hel­li­ge dyders kjor­tel ved at grun­de over Det Gam­le og det Nye Testa­men­te, og han trak sig for en tid til­ba­ge i ørke­nen hos den hel­li­ge Anto­ni­os, hvis bræn­den­de discipel han for­blev hele livet.

Til­ba­ge i Ale­xan­dria blev han der­på ordi­ne­ret som dia­kon og påbe­gynd­te sit teo­lo­gi­ske og pasto­ra­le arbej­de. Det var på den tid, han skrev sine to før­ste vær­ker: “Afhand­ling mod Hed­nin­ge­ne” og “Afhand­ling om Ordets Inkar­na­tion”. Deri for­døm­mer han først menings­løs­he­den i de heden­ske filo­so­fi­er og tros­ret­nin­ger, og han viser, at Fade­rens Ord ikke ale­ne er ver­dens Ska­ber, Vis­dom og For­syn, men at Han (Ordet, red.) også har gjort Sig til Frel­ser for men­ne­ske­ne, som var fal­det i for­gæn­ge­lig­hed.

Ordet blev men­ne­ske, for at vi kun­ne bli­ve Gud” (“Om Inkar­na­tio­nen”, §54). Gen­nem vor for­e­ning med Kristus bli­ver vi i sand­hed “del­ta­ge­re i gud­dom­me­lig natur” (2. Pet. 1,4), for Han er ikke blot en skab­ning, men Han er Fade­rens eget Ord, Guds enbår­ne Søn og selv Gud, som er ble­vet Men­ne­ske for at gøre os til Fade­rens børn og arvin­ger. Den­ne faste over­be­vis­ning skul­le snart, for den hel­li­ge Atha­na­sios, bli­ve hans livs og hans kam­pes rai­son d’être. Han var en ubø­je­lig for­sva­rer for læren om Ordets gud­dom­me­lig­hed og tro­en på den hel­li­ge Tre­e­nig­hed, og såle­des blev han for­kyn­de­ren af den krist­ne hel­lig­hed og af vor mulig­hed for gud­dom­me­lig­gø­rel­se.

Net­op i den­ne peri­o­de var der en præst i Ale­xan­dria, Ari­us. Han var begej­stret for dis­put­ter og sat­te sna­re­re sin lid til den men­ne­ske­li­ge for­nuft end til tro­en for at kun­ne nær­me sig Guds myste­ri­er. Ari­us begynd­te at så for­vir­ring blandt folk ved at lære dem, at Gud Ordet ikke er evig, men at Han er skabt i tiden, og at Han føl­ge­lig kun meta­forisk kan kal­des Guds Søn.

Ari­us blev bort­vist fra Ale­xan­dria og tog til­flugt i Cæs­a­rea; og han udbred­te snart for­vir­rin­gen til hele kej­ser­ri­get, i en grad så kej­se­ren, Kon­stan­tin den Sto­re, beslut­te­de at ind­kal­de Det Øku­me­ni­ske Kon­cil i Nicæa (år 325) for klart at erklæ­re Ordets gud­dom­me­lig­hed. Hel­li­ge Atha­na­sios ledsa­ge­de ved mødet den gam­le Ærke­bi­skop Ale­xan­der, og han spil­le­de en så afgø­ren­de rol­le ved for­sva­ret af sand­he­den, at han til­trak sig beun­dring fra de orto­dok­se og indædt had fra dem, der før­te vrang­læ­re.

Fra da af var hele Atha­na­sios’ liv hel­li­get for­sva­ret for og for­kyn­del­sen af den ful­de væsen­sen­hed (gr.homoou­sios) mel­lem Fade­ren og Søn­nen. Atha­na­sios’ navn skul­le bli­ve syno­nymt med tro­en fra Nicæa, med den orto­dok­se tro. Da den hel­li­ge Ale­xan­der døde i året 326 (han min­des den 29. maj), blev den bræn­den­de Atha­na­sios énstem­migt valgt af Ale­xan­dri­as befolk­ning som den hel­li­ge Mar­kus’ efter­føl­ger.

Hans før­ste opga­ve blev at gen­ska­be enhed og orden i det kæm­pe­sto­re stift, som var split­tet, ikke ale­ne af den ari­an­ske vrang­læ­re, men også af de skis­ma­ti­ske mele­ti­a­ne­re (til­hæn­ge­re af Biskop Mele­tios af Lycopo­lis, som bl.a. mod­sat­te sig at vise barm­hjer­tig­hed over for de fra­fald­ne, som ønske­de at ven­de til­ba­ge til Kir­ken. Mele­tios etab­le­re­de et paral­lelt, uka­no­nisk hie­rar­ki, som i en lang peri­o­de skab­te uro i den ægyp­ti­ske Kir­ke). Her­til kom sæder­nes og den kir­ke­li­ge disci­pl­ins for­fald. Gen­nem adskil­li­ge år rej­ste Atha­na­sios gen­nem alle egne af Ægyp­ten, helt til den etio­pi­ske græn­se. Han for­kynd­te, og han ordi­ne­re­de biskop­per og vandt på den måde kær­lig­hed blandt fol­ket, som ind­til det sid­ste betrag­te­de ham som deres fader. Han besøg­te også de utal­li­ge klo­stre, helt ind­til The­baids ørken, og han rej­ste til Taben­ne­sis til den hel­li­ge Pacho­mios’ (som min­des den 15. maj) mona­sti­ske kon­gre­ga­tion, hvor han præ­ste­vie­de Pacho­mios.

Under Atha­na­sios’ fra­vær hav­de mele­ti­a­ner­ne imid­ler­tid sat alle slags bag­va­skel­ser i omløb, og da han vend­te til­ba­ge til Ale­xan­dria blev han ankla­get for at være uret­mæs­sigt ordi­ne­ret, for at have påt­vun­get sit stift tun­ge skat­ter, for at have benyt­tet alle for­mer for vold mod sine mod­stan­de­re, og især for at have tømt og tram­pet på en mele­ti­ansk præsts alter­kalk, og ende­lig for øko­no­misk at have under­støt­tet et kom­plot, der var strik­ket sam­men imod kej­se­ren.

Ærke­bi­skop­pen ulej­li­ge­de sig ikke med at påvi­se sin uskyld og begav sig til Nico­me­dia, den kej­ser­li­ge resi­dens. Men ved sin til­ba­ge­komst blev han ankla­get for at have for­an­stal­tet et mord på den mele­ti­an­ske biskop i Ipsa­le, Arse­ni­os, og for at have brugt den­nes afskår­ne hånd til magi­ske ritu­a­ler. Atha­na­sios fik fun­det Arse­ni­os i det klo­ster, hvor han gem­te sig, og fik sin uskyld til at stå klart i en pro­ces, hvor han frem­vi­ste det påstå­e­de offer.

På det­te tids­punkt hav­de Ari­us, som efter kon­cilet i Nicæa hav­de været i eksil, haft held med at vin­de kej­se­rens gun­st, tak­ket være hans ven, Euse­bios af Nico­me­dia, en snu og bed­ra­ge­risk hof­mand. Det lyk­ke­des ham at bli­ve gene­tab­le­ret i Ale­xan­dria, hvor han udbred­te sin lære blandt folk ved hjælp af san­ge og tale­må­der. Atha­na­sios stod imid­ler­tid fast og næg­te­de med styr­ke at mod­ta­ge vrang­læ­re­ren i sit fæl­les­skab. I år 335, i anled­ning af fest­lig­he­der­ne for hans tre­di­ve års rege­rings­ju­bilæum, sam­le­de Kon­stan­tin et nyt kon­cil i Tyr (Palæsti­na) for at gen­ska­be orden. Men de fle­ste af del­ta­ger­ne var ble­vet valgt blandt de mest hårdnak­ke­de mod­stan­de­re af Atha­na­sios.

Da Atha­na­sios mød­te frem sam­men med 49 andre ægyp­ti­ske biskop­per, næg­te­de man end­vi­de­re dis­se, hans ledsa­ge­re, adgang, og mele­ti­a­ner­ne kun­ne i ro og mag frem­sæt­te deres fors­mæ­de­li­ge ankla­ger mod Atha­na­sios, som var iso­le­ret. Sær­ligt hæv­de­de de, at han skul­le have for­hin­dret leve­ring af den hve­de, som var nød­ven­dig, for at Kon­stan­ti­nopel kun­ne få for­sy­nin­ger. De præ­sen­te­re­de til og med en kvin­de, som fore­gav at være ble­vet vold­ta­get af ham. Atha­na­sios fik da én af sine ven­ner til at ind­ta­ge hans plads, og straks erklæ­re­de det arme væsen, som aldrig hav­de set den hel­li­ge, at hun gen­kend­te ham, der hav­de for­gre­bet sig på hen­de; og såle­des trå­d­te hen­des bed­ra­ge­ri klart frem.

Det var tyde­ligt, at Atha­na­sios’ fjen­der for enhver pris vil­le hans under­gang. Uden­for mød­te fol­ke­mæng­den, som lum­sk var ble­vet hid­set op, ham med høje hyl om, at han var brutal og uvær­dig. Atha­na­sios gjor­de da det klo­gest muli­ge, han skjul­te sig for dem og rej­ste i hem­me­lig­hed til Kon­stan­ti­nopel, hvor han bad om ret­fær­dig­hed hos Kon­stan­tin, idet han råb­te ham an under en ride­tur. Men på trods af støt­te fra fol­ket i Ale­xan­dria, og på trods af bre­ve til kej­se­ren fra den hel­li­ge Anto­ni­os, blev den hel­li­ge biskop sendt i eksil i Tri­er, hoved­sta­den i Gal­li­en. Man genind­sat­te offi­ci­elt Ari­us i Kir­ken, og kej­se­ren, som var under ind­fly­del­se af Euse­bious, beor­dre­de ærke­bi­skop­pen i Kon­stan­ti­nopel til at fejre gud­stje­ne­ste sam­men med vrang­læ­re­ren. Dog blev gud­s­forag­te­ren ramt af den gud­dom­me­li­ge ret­fær­dig­hed og omkom på uvær­dig vis lige inden gud­stje­ne­sten, idet hans ind­vol­de spred­tes ud på et aftræ­del­ses­sted.

Lidt over to år sene­re, da kej­ser Kon­stan­tin døde, blev lands­for­vis­nin­gen ophæ­vet af den­nes søn, Kon­stan­tin II, og den hel­li­ge Atha­na­sios kun­ne ven­de til­ba­ge til Ale­xan­dria via Cæs­a­rea i Kap­pa­doki­en og Anti­okia, for dér at bekræf­te den orto­dok­se tro. Da han ankom til Ale­xan­dria (den 23. novem­ber, år 337), blev han mod­ta­get med jubel af fol­ket og præ­ste­ska­bet. Men Euse­bios fra Nico­me­dia og ari­a­ner­ne reg­ne­de sig alli­ge­vel ikke for over­vund­ne. De genop­tog straks deres bag­ta­lel­ser og erklæ­re­de, at Atha­na­sios’ genind­sæt­tel­se var uret­mæs­sig.

Et kir­ke­mø­de af tro­ens beken­de­re, som var for­sam­let i Ale­xan­dria år 338, for­sik­re­de den hel­li­ge om enstem­mig støt­te fra alle ægyp­ti­ske biskop­per, og sel­ve den hel­li­ge Anto­ni­os (som min­des den 17. janu­ar) beslut­te­de da at for­la­de sin fjer­ne ørken og begi­ve sig til hoved­sta­den for at støt­te biskop­pen med sit ord og med sine under­ger­nin­ger. Atha­na­sios’ fjen­der sam­le­de deres eget kir­ke­mø­de i Anti­okia og for­søg­te med magt at ind­sæt­te en vis Gre­gor af Kap­pa­doki­en på Ale­xan­dri­as bis­pe­sæ­de, og ved at opret­te bis­pe­sæ­det i kir­ker­ne én efter én, søg­te man at tage dem fra de orto­dok­se (år 339). Hele byen var ét oprør og én stor mas­sa­kre, og der­for beslut­te­de Atha­na­sios at træk­ke sig mid­ler­ti­digt til­ba­ge for at und­gå, at ondet bred­te sig. Han flyg­te­de til Rom efter at have opfor­dret sit præ­ste­skab til at stå sam­let mod de ind­træn­gen­de.

Pave Juli­us modt­og Atha­na­sios med vel­vil­je og til­bød ham fuld støt­te; for han var ikke blot en biskop i eksil, han var ble­vet orto­dok­si­ens for­sva­rer. Juli­us sam­men­kald­te et kir­ke­mø­de, som erklæ­re­de Atha­na­sios for den ene­ste lov­li­ge biskop af Ale­xan­dria, og som aner­kend­te hans uskyld i de lat­ter­li­ge ankla­ger, der var ble­vet frem­sat imod ham. I Rom mød­te Atha­na­sios andre beken­de­re af den san­de tro, som var i eksil, for eksem­pel den hel­li­ge Paul af Kon­stan­ti­nopel (som min­des den 6. novem­ber). Han fort­sat­te med at admi­ni­stre­re sit stift ved hjælp af bre­ve, og han bidrog i høj grad til, at det mona­sti­ske liv udvik­le­des i Vesten ved at udbre­de kend­skab til den hel­li­ge Anto­ni­os’ og de ægyp­ti­ske aske­ters liv.

I år 343 beslut­te­de de to kej­se­re, Kon­stan­tin (i Vest) og Kon­stan­tios (i Øst) at sam­men­kal­de er stort kir­ke­mø­de i Sar­dique (Sofia) for at løse spørgs­må­let om bis­pe­sæ­det i Ale­xan­dria og nå til for­stå­el­se om en beken­del­se af tro­en. De ori­en­tal­ske biskop­per hav­de gan­ske vist for­ka­stet Ari­us per­son­ligt, men de hav­de mod­stand imod ven­din­gen “af sam­me væsen” (gr. homoou­sios). Uden åbent at hæv­de, at Guds Søn er er skab­ning, næg­te­de de alli­ge­vel at prok­la­me­re Hans væsen­sen­hed med Fade­ren. Hele deres mod­stand mod tro­en fra Kon­cilet i Nicæa (år 325) udkrystal­li­se­re­de sig omkring Atha­na­sios’ per­son. Da de, som betin­gel­se for kir­ke­mø­de­ts sam­ling, hav­de for­langt, at Ale­xan­dri­as biskop ikke måt­te have sæde deri, for­lod de lar­men­de byen og fik såle­des skis­ma­et mel­lem Øst og Vest til at bry­de ud. Østens kej­ser, Kon­stan­tios, som var ble­vet vun­det for ari­a­nis­men, hin­dre­de de lands­for­vi­ste i at ven­de hjem. Han bekræf­te­de Gre­gors ind­sæt­tel­se på Ale­xan­dri­as bis­pe­sæ­de, for­fulg­te de orto­dok­se og spred­te ræd­sel i hele kej­ser­ri­get.

Efter Gre­gors død fore­slog Kon­stan­tios gen­tag­ne gan­ge den hel­li­ge, som hav­de taget ophold i Aquila, at ven­de til­ba­ge til sit bis­pe­sæ­de. Og ende­lig, på anmod­ning af Kon­stan­tin, af paven og af dig­ni­ta­rer fra hof­fet, sag­de Atha­ni­sios ja til at ven­de til­ba­ge til Ægyp­ten igen­nem Anti­okia, hvor kej­se­ren for­sik­re­de ham om sin støt­te og beun­dring, og der­på igen­nem Cæs­a­rea og Jeru­sa­lem. Da han ankom til Ale­xan­dria efter mere end seks års land­flyg­tig­hed den 21. okto­ber år 346, blev han mod­ta­get af en umå­de­lig men­ne­ske­mæng­de, der som en flod af guld var strøm­met til fra alle kan­ter af Ægyp­ten, og som bød ham vel­kom­men med pal­me­gre­ne, dans og sang, som var det Kristus, der red ind i Jeru­sa­lem. Og med Atha­na­sios var Kristus vir­ke­lig til ste­de i Sin Kir­ke i fred. I en halv snes år kun­ne den hel­li­ge biskop så vie sit liv til sin ånde­li­ge flok, til udvik­lin­gen af kloster­li­vet og til at udsen­de mis­sio­næ­rer til nyligt omvend­te egne, fx hel­li­ge Fru­men­tios af Etio­pi­en (min­des den 30. novem­ber).

Den­ne sejr for orto­dok­si­en blev desvær­re kortva­rig. I år 353 blev Kon­stan­tios ene­kej­ser og gav end­nu en gang efter for ind­fly­del­sen fra ari­a­ner­ne, som med for­stær­ket voldsom­hed atter lan­ce­re­de deres angreb mod tro­en fra Nicæa og mod Atha­na­sios’ per­son. Kej­se­ren fik Ale­xan­dri­as ærke­bi­skop for­dømt og tvang til og med, med trus­ler om lands­for­vis­ning, de vest­li­ge biskop­per, som hidtil hav­de været tro­fa­ste for­kæm­pe­re for den ret­te tro, til at under­teg­ne for­vis­nin­gen af Atha­na­sios (Mila­no år 355). Pave Libe­ri­us og den ærvær­di­ge Osios af Cor­do­ba, som var næsten 100 år gam­mel, pro­teste­re­de. De blev lands­for­vi­ste uden nåde, lige­som den sto­re, hel­li­ge Hila­rion ( min­des den 13. janu­ar). Nu mang­le­de der blot at gen­nem­fø­re for­dri­vel­sen af Atha­na­sios, som blev beskyt­tet af hele Ale­xan­dri­as befolk­ning.

Om nat­ten den 8. febru­ar år 356 omrin­ge­de her­tug Syri­an, i spid­sen for mere end 5000 sol­da­ter, Saint-Théo­nas Kir­ken, hvor de krist­ne var for­sam­let i stor mæng­de for at hol­de våge­nat. Midt under råben og tumult sad Atha­na­sios urok­ke­lig på sin bis­pe­stol, omgi­vet af sine tro­en­de i tæt pak­ke­de ræk­ker, som var rede til at dø for at beskyt­te deres hyr­de. Til sidst fik hans ven­ner, mod hans eget ønske, truk­ket ham uden for kir­ken og over­tal­te ham til at flyg­te ud i ørke­nen. Snart opstod der over hele byen oprør imod myn­dig­he­der­ne. Sol­da­ter­ne mas­sa­kre­re­de mænd, kvin­der og børn, kræn­ke­de de hel­li­ge jom­fru­er og plyn­dre­de kir­ker­ne. Der blev givet ordre til at arre­ste­re Atha­na­sios grun­det oprør og til strengt at straf­fe enhver, som gav ham hus­ly.

For­di han uop­hør­ligt blev for­fulgt, var Atha­na­sios tvun­get til ofte at skif­te opholds­sted. Det var sær­ligt hos mun­ke­ne, han fandt den stær­ke­ste støt­te og den ivrig­ste gæst­fri­hed. Såle­des leve­de han som flygt­ning gen­nem seks år (356 — 362), alt imens han støt­te­de den san­de tro gen­nem en stor mæng­de pole­mi­ske skrif­ter, rund­skri­vel­ser og bre­ve til biskop­per i hele ver­den. I Ale­xan­dria hav­de man på bis­pe­sæ­det ind­sat en begær­lig, vol­de­lig og sku­pel­løs mand, Georg af Kap­pa­doki­en, som snart sat­te hele Ægyp­ten i brand for at undertvin­ge de orto­dok­se. Han lands­for­vi­ste biskop­per, han døm­te alle, som var tro­fa­ste mod Atha­na­sios, til arbej­de i miner­ne, han for­bød de tro­en­de at for­sam­le sig, og de gen­stri­di­ge blev flå­et eller brændt leven­de. Efter et år med sådan­ne gru­som­he­der rej­ste Ale­xan­dri­as pla­ge­de befolk­ning sig imod ham og tvang ham til at flyg­te (år 358).

Kir­kens situ­a­tion var da mere dra­ma­tisk end nogen sin­de. Alle frem­træ­den­de stem­mer, som hav­de kun­net løf­te sig til for­del for orto­dok­si­en og imod kej­se­rens ind­blan­ding i kir­ke­li­ge affæ­rer, var bragt til tavs­hed. Overalt var bis­pe­sæ­der­ne enten ube­sat­te eller besat af hære­ti­ke­re. Styr­ke­de af de kej­ser­li­ge gun­st­be­vis­nin­ger blev ari­a­ner­ne end­nu mere dri­sti­ge og søg­te at fremtvin­ge end­nu mere ekstre­me tros­for­mu­le­rin­ger, som helt og hol­dent afvi­ste Søn­nens gud­dom­me­lig­hed og enhver lig­hed med Fade­ren (Aèce og Euno­mios). Biskop­per­ne i Øst, som for de fle­stes ved­kom­men­de var mode­ra­te og blot mod­stan­de­re af den sam­men­blan­ding af de gud­dom­me­li­ge Per­so­ner, som ordet homoou­sios kun­ne med­fø­re, lod sig gri­be af det­te og erklæ­re­de, at Søn­nen er af et væsen, som lig­ner Fade­rens(homoiousios) (Basi­li­os af Ancyra).

Det lyk­ke­des for dis­se biskop­per at vin­de Kon­stan­tios for deres lære, og de over­tal­te ham til at for­døm­me de ekstre­me ari­a­ne­re og at kal­de pave Libe­ri­us til­ba­ge fra hans eksil. Den hel­li­ge Atha­na­sios og hel­li­ge Hila­rion af Poi­ti­ers benyt­te­de sig af den­ne lære­mæs­si­ge afsvæk­kel­se til at søge en for­lig. Man sam­le­de to kon­ci­ler, i Sir­mi­um for Vesten og i Seleucia for Østen (år 359), med det for­mål at nå til enig­hed om en for­mu­le­ring af tro­en, som vil­le have kun­net til­freds­stil­le de nicæn­ske orto­dok­se og til­hæn­ger­ne af homoou­sios. Men året efter, på et kon­cil i Kon­stan­ti­nopel, fik den lune­ful­de kej­ser prok­la­me­ret den ari­an­ske lære, under dæk­ke af en vag og fejl­ag­tig for­mu­le­ring (homoéis­me), og den­ne fik han med tvang gjort gæl­den­de i hele kej­ser­ri­get. Hel­li­ge Mele­tios af Anti­okia (som min­des den 12. febru­ar) og alle leder­ne for de orto­dok­se blev lands­for­vi­ste. Vrang­læ­ren tri­um­fe­re­de overalt! “Hele jor­den kla­ge­de sig i over­ra­skel­se over at se, at den var ble­vet ari­ansk” skrev den hel­li­ge Jeroni­mus. – Men Her­ren våger over Sin Kir­ke, og Han stil­ne­de stormen i selv sam­me øje­blik, som for­li­set syn­tes uund­gå­e­ligt.

I året 360 til­ra­ne­de Juli­an Apo­sta­ten sig kej­ser­mag­ten og prok­la­me­re­de straks tole­ran­ce for alle slags gud­s­dyr­kel­se. Såle­des kun­ne Atha­na­sios for­la­de ørke­nen og ven­de til­ba­ge til Ale­xan­dria, hvor han sam­men­kald­te et kon­cil af alle de tro­ens beken­de­re, som gen­nem åre­ne var ble­vet adspredt. Man benyt­te­de det­te kon­cil til at fast­slå Hel­li­gån­dens gud­dom­me­lig­hed, som så småt var kom­met under angreb fra hære­ti­ker­ne. Men fri­he­den blev kortva­rig. Kej­se­ren viste snart sin vir­ke­li­ge hen­sigt og ivær­sat­te en rasen­de for­føl­gel­se (af de krist­ne, red.) i håb om at brin­ge heden­ska­bet til­ba­ge. Efter råd fra sine mage­re og spå­mænd send­te Juli­an sol­da­ter ud for at myr­de den san­de tros for­sva­rer, Atha­na­sios. Men beva­ret under Guds nåde slap den hel­li­ge atter en gang bort fra en kir­ke, der var omrin­get af sol­da­ter, og han gik om bord i en båd og sej­le­de op ad Nilen mod The­bai­de.

Kej­se­rens mænd optog for­føl­gel­sen, og de var kom­met nær­me­re i deres båd, beor­dre­de Atha­na­sios den for­bløf­fe­de kap­ta­jn til at ven­de om og sej­le dem i møde. Da de to både kom på høj­de med hin­an­den råb­te sol­da­ter­ne: “Har I set Atha­na­sios?” Og Atha­na­sios sva­re­de selv med for­dre­jet stem­me. “Ja, ham har vi net­op pas­se­ret. Skynd jer!” Og mens for­føl­ger­ne sled ved årer­ne, kun­ne den hel­li­ge fort­sæt­te ad en anden vej. Han blev mere end et år i The­bai­de i blidt og trø­sten­de sel­skab med hel­li­ge Pacho­mios’ mun­ke, lige ind­til Juli­an Apo­sta­ten døde (år 363).

Så snart den ret­tro­en­de kej­ser Jovi­an hav­de beste­get tro­nen, tog han skridt til at støt­te op om tro­en. Han invi­te­re­de Atha­na­sios til Anti­okia for at sæt­te skik på den føl­som­me kir­ke­li­ge situ­a­tion i stif­tet dér. Man hans tid­li­ge død gav plads til den ugu­de­li­ge Valens, som med end­nu stør­re voldsom­hed genop­tog Kon­stan­tios’ poli­tik. Han gav ordre om, at alle de biskop­per, som var ble­vet kaldt hjem af Jovi­an, atter skul­le for­vi­ses. Atha­na­sios skjul­te sig da igen­nem fire måne­der på en kir­ke­gård i udkan­ten af Ale­xan­dria for at und­gå for­føl­gel­ser fra (den loka­le) guver­nør. Til sidst ophæ­ve­de kej­se­ren dekre­tet om for­føl­gel­se og beor­dre­de den sto­re biskop genind­sat.

Den jub­len­de fol­ke­mæng­de kom løben­de alle ste­der fra til den hel­li­ges skju­le­sted for at bære ham i tri­umf­tog til hans kir­ke (den 1. febru­ar år 366). Fol­ket var fra da af fast beslut­te­de på at beskyt­te deres hyr­de, koste hvad det koste vil­le. Efter så man­ge kam­pe og lidel­ser kun­ne den gam­le mand i fred glæ­de sig over sine sid­ste leve­år, omgi­vet af de tro­en­des kær­lig­hed og af hele ver­dens beun­dring. Han gav orto­dok­si­ens fak­kel vide­re til hel­li­ge Basi­li­os den Sto­re, som fort­sat­te den sto­re kamp om for­mu­le­rin­gen af læren om den hel­li­ge Tre­e­nig­hed, en kamp, som først blev afslut­tet med den Andet Øku­me­ni­ske Kon­cil i Kon­stan­ti­nopel (år 381).

Hel­li­ge Atha­na­sios over­gav sin “sto­re, apo­stel-lige sjæl” til Her­ren den 2. maj 375, da han var 75 år gam­mel, med den fortrøst­ning, som fin­des hos dén, der lige til det sid­ste har kæm­pet den gode strid for tro­en, ret­fær­dig­he­den og kær­lig­he­den. Fem gan­ge lands­for­vist hav­de han til­bragt mere end 16 år af sit 46-åri­ge epi­sko­pat adskilt fra sin flok. Men intet øje­blik var han ophørt med at være biskop­pen, det vil sige til­syns­man­den, den udad­le­li­ge tro­ens for­sva­rer, det leven­de bil­le­de på Kristus, Ypper­ste­præ­sten for vor frel­se. Hans fast­hed og ubø­je­li­ge ener­gi i lærespørgs­mål hin­dre­de på ingen måde den­ne Kri­sti strids­mand i at være den ydmy­ge, bli­de og med­fø­len­de hyr­de for sin ånde­li­ge flok, mun­ke­nes ven, de hjem­lø­ses fader og de fat­ti­ges til­flugt. Ved Ordet, som hav­de bolig i ham, gjor­de han sig til alt for alle. Straks efter sin død blev Atha­na­sios æret af hele Kir­ken som patri­ar­ker­nes, pro­fe­ter­nes, apost­le­nes og mar­ty­rer­nes lige­mand.

Over­sat fra Le Synaxai­re de Macai­re, moi­ne de Simo­nos- Petras, Edi­tions To Peri­vo­li Tis Panag­hi­as, The­s­sa­lo­nique 1998, af redak­tio­nen.

Tro­pa­rion til hel­li­ge Atha­na­sios, 3. tone:

Du strå­le­de ved dit gode vir­ke

I den san­de tros tje­ne­ste

Du uds­let­te­de den fal­ske lære

Og hjem­brag­te sej­r­her­rens tro­fæ

Du beri­ge­de hele ver­den med tro­en

Og smyk­ke­de Kir­ken med stor her­lig­hed

Ved dit vir­ke fandt du Kristus, vor Gud

Som ved dine bøn­ner skæn­ker os frel­sens nåde.

Publi­ce­ret 17/1–09