Hl. Johannes af Damaskus
Læs om ikonen
Fra synaxariet
Damaskus, Syriens hovedstad, var kommet under arabisk herredømme i 635 og blevet sæde for kalifatet. Trods det tunge pres på de kristne var det lykkedes for Serge Mansour, en repræsentant for én af byens mest navnkundige familier, at vinde kalif Abdul-Maliks (685–705) tillid og blive hovedforvalter af sager vedrørende de kristne befolkningers skattebyrder. Det var denne retfærdige og gode mand, der ca. 680 blev far til vores hellige fader Johannes, Helligåndens melodiske instrument. Fra barndommen af blev han oplært i dyder som almisse og barmhjertighed af sin far, som ofrede store ressourcer på løskøbelse og befrielse af kristne fanger. Johannes voksede op sammen med sin adoptivbror Kosmas (den 14. oktober), som Serge havde taget til sig ved Kosmas’ forældres død. De to brødre blev indført i tidens retninger inden for filosofi og videnskab af den lærde munk Kosmas, der stammede fra Italien, og som Serge havde løskøbt fra araberne. Takket være intelligens og klog levevis gjorde de to unge drenge raske fremskridt og udmærkede sig især inden for poesi og musik, og dét i så høj grad, at deres læremester efter nogle år måtte indse, at han ikke havde mere at lære dem og bad deres far om tilladelse til trække sig tilbage og ende sine dage i Saint-Sabas Lavra.
Johannes var kaldet til en strålende administrativ karriere: Han beherskede arabisk og græsk flydende, og han overtog sin fars høje embede ved dennes død under kalif Walid (705–715).
Nogen tid herefter besteg Léo III Isaueren tronen i Byzans, og han tøvede ikke med at plage Kristi hellige Kirke ved at angribe den fromme tradition med at ære de hellige billeder. Da Johannes, den brændende forsvarer af troen, erfarede dette, sendte han talrige breve fra Damaskus til Byzans for at retfærdiggøre brugen af de hellige ikoner i gudstjenesten ved hjælp af argumenter fra de hellige skrifter og Fædrene. Ved dette tiltrak han sig monarkens had, og Léo lod fremsende et falsk brev til kaliffen fra Johannes, hvori han foreslog kejseren at erobre Damaskus. Kaliffen blev rasende og lod sin rådgivers højre hånd hugge af. Samme aften anbragte Johannes sin livløse hånd foran Gudsmoderikonen og med tårer bad han i mange timer Gudsmoder om at gengive ham brugen af hans hånd. Da han var døset hen, så han ikonen blive levende og hørte den Alrene trøste sig.
Ved sin opvågning opdagede han til sin forundring, at hans højre hånd var kureret, og han besluttede fra da af at vie den til lovsang for Gudsmoder, vor Frelser Jesus Kristus og forsvaret at den ortodokse Tro. Han afskrev sine administrative funktioner, uddelte sin formue og, sammen med Kosmas, tog han til Jerusalem for at blive munk i Saint-Sabas.
Klostrets igumen betroede ham til en hård og krævende munk med stor erfaring i kampe på dydens vej. Alt, hvad der kunne minde Johannes om hans tidligere glorværdige liv, blev ham forbudt: filosofi, videnskab, poesi, sang, skrift, og han blev beordret til at hellige sig de mest lave opgaver uden mukken for at lære lydighed og ydmyghed. Den glimrende unge mand udviste i alt en beundringsværdig iver efter at opgive sin egenvilje og glemme sin fortid. Men på trods af sin åndelige faders forbud lod han sig en dag presse af en nabo, som lige havde mistet en slægtning, til at komponere et storslået troparion, som endnu er i brug i vore dage. Da hans åndelige fader erfarede hans ulydighed, befalede han ham at samle alle klostrets uhumskheder op med de bare hænder, hvilket han gjorde uden indvendinger. Men nogle dage senere viste Gudsmoder sig for den gamle munk og bad ham om, fra nu af, at lade sin discipel komponere hymner og digte, som i skønhed og fromhed skulle komme til at overgå Davids salmer og de hellige profeters oder.
Som en harpe med melodisk klang skabte Johannes under Helligåndens inspiration et stort antal hymner med fuldkommen harmoni, hvis indhold genoptog Kirkefædrenes dybeste teologiske spekulationer. Det var ham, der komponerede den kanon, vi synger til Påske, og som redigerede størstedelen af Ottetone-hymnerne til ære for Opstandelsen. Ham skylder vi også flere beundringsværdige kanon og storslåede prædikener til fester til ære for Herren, Gudsmoder og de hellige. Ud over talentet for det melodiske, gav Gud ham også det teologiske udtryks nådegave. Uden at tilføje nyt til de dogmer og doktriner, som var blevet formuleret af de tidligere hellige Fædre: Gregor Teologen, Basilios den Store, Johannes Chrysostemos, Gregor af Nyssa, Maximos Bekenderen med flere, har Johannes af Damaskus, i en trilogi med titlen Kilde til Viden, udfoldet den kristne tros væsentligste sider med en så beundringsværdig klarhed og fylde, at man har kunnet betragte hans værk som seglet og kronen på den store patristiske æra. Hans Fremstilling af den Ortodokse Tro er den sikreste reference for en ortodoks kristen angående alt, som vedrører dogma og et eksemplarisk monument for den kristne tradition. Johannes afviste kætteri og viste hen til den sunde lære, som fører til himlen uden afveje til højre og venstre, og først og sidst indlagde han sig berømmelse i kampen mod ikonoklasterne. I tre lange traktater, skrevet mellem 726 og 730, påviste han klart den teologiske dybde og nødvendigheden af at ære de hellige ikoner og relikvier, for ikonen er en kundgørelse af Inkarnationens virkelighed og vor naturs guddommeliggørelse i de hellige.
Efter at have opnået den sande viden ved sin ydmyghed og udholdenhed i askesen sov denne Helligåndens filosof hen i fred i en alder af 104 år. Man kan stadig ære den grotte, han havde trukket sig tilbage i på Saint-Sabas Lavra.
Herre Jesus Kristus, Guds Søn,
For den hellige fader Johannes’ forbønners skyld
forbarm Dig over os!
På ikonen ser vi den hellige Johannes af Damaskus med den karakteristiske hovedbeklædning, en udrullet skriftrulle med tekst på i venstre hånd, og i højre en pensel på vej ned i blækbeholderen, øjensynligt i færd med at forfatte teksten, som han viser os.
Ikonteksten er tysk:
Hl. Johannes von Damaskus
Og på skriftrullen står der:
Seekrank vom Sturm/ der Lebenssorger vom/
den mitschiffenden/ Sünden versenkt und/
dem seelentötemden/ Raubtier preisgegeben/
Rufe ich Christus zu/ dir aus der todbrin/genden Tiere führe/
Mich empor
Søsyg af livssorgernes storm, tynget ned af synderne der er med ombord, prisgivet de sjæledræbende rovdyr, råber jeg til Dig Kristus: før mig op af det dødbringende dyb.
Publiceret 19/1–09