4. december: Hellige Johannes af Damaskus

Hellige Johannes af Damaskus
Hel­li­ge Johan­nes af Damaskus

Hl. Johan­nes af Dama­s­kus
Læs om ikonen

Fra synaxariet

Dama­s­kus, Syri­ens hoved­stad, var kom­met under ara­bi­sk her­re­døm­me i 635 og ble­vet sæde for kali­fa­tet. Trods det tun­ge pres på de krist­ne var det lyk­ke­des for Ser­ge Mansour, en repræ­sen­tant for én af byens mest navn­kun­di­ge fami­li­er, at vin­de kalif Abdul-Maliks (685–705) til­lid og bli­ve hoved­for­val­ter af sager ved­rø­ren­de de krist­ne befolk­nin­gers skat­te­byr­der. Det var den­ne ret­fær­di­ge og gode mand, der ca. 680 blev far til vores hel­li­ge fader Johan­nes, Hel­li­gån­dens melo­di­ske instru­ment. Fra barn­dom­men af blev han oplært i dyder som almis­se og barm­hjer­tig­hed af sin far, som ofre­de sto­re res­sour­cer på løs­kø­bel­se og befri­el­se af krist­ne fan­ger. Johan­nes vok­se­de op sam­men med sin adop­tiv­bror Kos­mas (den 14. okto­ber), som Ser­ge hav­de taget til sig ved Kos­mas’ for­æl­dres død. De to brød­re blev ind­ført i tidens ret­nin­ger inden for filo­so­fi og viden­skab af den lær­de munk Kos­mas, der stam­me­de fra Ita­li­en, og som Ser­ge hav­de løs­købt fra ara­ber­ne. Tak­ket være intel­li­gens og klog leve­vis gjor­de de to unge dren­ge raske frem­skridt og udmær­ke­de sig især inden for poesi og musik, og dét i så høj grad, at deres lære­me­ster efter nog­le år måt­te ind­se, at han ikke hav­de mere at lære dem og bad deres far om til­la­del­se til træk­ke sig til­ba­ge og ende sine dage i Saint-Sabas Lavra.

Johan­nes var kal­det til en strå­len­de admi­ni­stra­tiv kar­ri­e­re: Han beher­ske­de ara­bi­sk og græsk fly­den­de, og han over­tog sin fars høje embe­de ved den­nes død under kalif Walid (705–715).

Nogen tid her­ef­ter besteg Léo III Isau­e­ren tro­nen i Byzans, og han tøve­de ikke med at pla­ge Kri­sti hel­li­ge Kir­ke ved at angri­be den from­me tra­di­tion med at ære de hel­li­ge bil­le­der. Da Johan­nes, den bræn­den­de for­sva­rer af tro­en, erfa­re­de det­te, send­te han tal­ri­ge bre­ve fra Dama­s­kus til Byzans for at ret­fær­dig­gø­re bru­gen af de hel­li­ge iko­ner i gud­stje­ne­sten ved hjælp af argu­men­ter fra de hel­li­ge skrif­ter og Fædre­ne. Ved det­te til­trak han sig monar­kens had, og Léo lod frem­sen­de et falsk brev til kalif­fen fra Johan­nes, hvori han fore­slog kej­se­ren at ero­bre Dama­s­kus. Kalif­fen blev rasen­de og lod sin råd­gi­vers høj­re hånd hug­ge af. Sam­me aften anbrag­te Johan­nes sin liv­lø­se hånd for­an Guds­mo­de­ri­ko­nen og med tårer bad han i man­ge timer Guds­mo­der om at gen­gi­ve ham bru­gen af hans hånd. Da han var døset hen, så han iko­nen bli­ve leven­de og hør­te den Alre­ne trø­ste sig.

Ved sin opvåg­ning opda­ge­de han til sin forun­dring, at hans høj­re hånd var kure­ret, og han beslut­te­de fra da af at vie den til lovsang for Guds­mo­der, vor Frel­ser Jesus Kristus og for­sva­ret at den orto­dok­se Tro. Han afskrev sine admi­ni­stra­ti­ve funk­tio­ner, uddel­te sin for­mue og, sam­men med Kos­mas, tog han til Jeru­sa­lem for at bli­ve munk i Saint-Sabas.

Klo­strets igu­men betro­e­de ham til en hård og kræ­ven­de munk med stor erfa­ring i kam­pe på dydens vej. Alt, hvad der kun­ne min­de Johan­nes om hans tid­li­ge­re glor­vær­di­ge liv, blev ham for­budt: filo­so­fi, viden­skab, poesi, sang, skrift, og han blev beor­dret til at hel­li­ge sig de mest lave opga­ver uden muk­ken for at lære lydig­hed og ydmyg­hed. Den glim­ren­de unge mand udvi­ste i alt en beun­drings­vær­dig iver efter at opgi­ve sin egen­vil­je og glem­me sin for­tid. Men på trods af sin ånde­li­ge faders for­bud lod han sig en dag pres­se af en nabo, som lige hav­de mistet en slægt­ning, til at kom­po­ne­re et stor­slå­et tro­pa­rion, som end­nu er i brug i vore dage. Da hans ånde­li­ge fader erfa­re­de hans uly­dig­hed, befa­le­de han ham at sam­le alle klo­strets uhum­sk­he­der op med de bare hæn­der, hvil­ket han gjor­de uden ind­ven­din­ger. Men nog­le dage sene­re viste Guds­mo­der sig for den gam­le munk og bad ham om, fra nu af, at lade sin discipel kom­po­ne­re hym­ner og dig­te, som i skøn­hed og from­hed skul­le kom­me til at over­gå Davids sal­mer og de hel­li­ge pro­fe­ters oder.

Som en har­pe med melo­disk klang skab­te Johan­nes under Hel­li­gån­dens inspira­tion et stort antal hym­ner med fuld­kom­men har­moni, hvis ind­hold genop­tog Kir­ke­fædre­nes dybe­ste teo­lo­gi­ske spe­ku­la­tio­ner. Det var ham, der kom­po­ne­re­de den kanon, vi syn­ger til Påske, og som redi­ge­re­de stør­ste­delen af Otte­to­ne-hym­ner­ne til ære for Opstan­del­sen. Ham skyl­der vi også fle­re beun­drings­vær­di­ge kanon og stor­slå­e­de præ­di­ke­ner til fester til ære for Her­ren, Guds­mo­der og de hel­li­ge. Ud over talen­tet for det melo­di­ske, gav Gud ham også det teo­lo­gi­ske udtryks nåde­ga­ve. Uden at til­fø­je nyt til de dog­mer og dok­tri­ner, som var ble­vet for­mu­le­ret af de tid­li­ge­re hel­li­ge Fædre: Gre­gor Teo­lo­gen, Basi­li­os den Sto­re, Johan­nes Chryso­ste­mos, Gre­gor af Nys­sa, Maxi­mos Beken­de­ren med fle­re, har Johan­nes af Dama­s­kus, i en tri­lo­gi med tit­len Kil­de til Viden, udfol­det den krist­ne tros væsent­lig­ste sider med en så beun­drings­vær­dig klar­hed og fyl­de, at man har kun­net betrag­te hans værk som seg­let og kro­nen på den sto­re patri­sti­ske æra. Hans Frem­stil­ling af den Orto­dok­se Tro er den sik­re­ste refe­ren­ce for en orto­doks kri­sten angå­en­de alt, som ved­rø­rer dog­ma og et eksem­pla­risk monu­ment for den krist­ne tra­di­tion. Johan­nes afvi­ste kæt­te­ri og viste hen til den sun­de lære, som fører til him­len uden afve­je til høj­re og ven­stre, og først og sidst ind­lag­de han sig berøm­mel­se i kam­pen mod iko­nokla­ster­ne. I tre lan­ge trak­ta­ter, skre­vet mel­lem 726 og 730, påvi­ste han klart den teo­lo­gi­ske dyb­de og nød­ven­dig­he­den af at ære de hel­li­ge iko­ner og relik­vi­er, for iko­nen er en kund­gø­rel­se af Inkar­na­tio­nens vir­ke­lig­hed og vor naturs gud­dom­me­lig­gø­rel­se i de hellige.

Efter at have opnå­et den san­de viden ved sin ydmyg­hed og udhol­den­hed i aske­sen sov den­ne Hel­li­gån­dens filo­sof hen i fred i en alder af 104 år. Man kan sta­dig ære den grot­te, han hav­de truk­ket sig til­ba­ge i på Saint-Sabas Lavra.

Her­re Jesus Kristus, Guds Søn,
For den hel­li­ge fader Johan­nes’ for­bøn­ners skyld
for­barm Dig over os!


På iko­nen ser vi den hel­li­ge Johan­nes af Dama­s­kus med den karak­te­ri­sti­ske hoved­be­klæd­ning, en udrul­let skriftrul­le med tekst på i ven­stre hånd, og i høj­re en pen­sel på vej ned i blæk­be­hol­de­ren, øjen­syn­ligt i færd med at for­fat­te tek­sten, som han viser os.

Ikon­tek­sten er tysk:

Hl. Johan­nes von Damaskus

Og på skriftrul­len står der:

See­krank vom Sturm/ der Lebens­sor­ger vom/
den mitschiffenden/ Sün­den ver­senkt und/
dem seelentötemden/ Raub­ti­er preisgegeben/
Rufe ich Christus zu/ dir aus der todbrin/genden Tie­re führe/
Mich empor

Søsyg af livs­sor­ger­nes storm, tyn­get ned af syn­der­ne der er med ombord, pris­gi­vet de sjæ­ledræ­ben­de rov­dyr, råber jeg til Dig Kristus: før mig op af det død­brin­gen­de dyb.

Publi­ce­ret 19/1–09