6. december: Hellige Nicholas Undergøreren

Fresko af Hl. Nicho­las Under­gø­re­ren, biskop af Myra, fra Fera­pon­tov-kloste­ret i Rusland.

Den 6. decem­ber fejrer vi Hl. Nicho­las. Hvem var han? Han blev født i det tred­je århund­re­de i en græsk kolo­ni på syd­ky­sten af det nuvæ­ren­de Tyr­ki­et som ene­ste søn af vel­ha­ven­de, krist­ne for­æl­dre. I over­le­ve­rin­gen om Hl. Nicho­las, siges det, at han alle­re­de som spæd var så from, at han afstod fra at die sin moder på faste­da­ge­ne ons­dag og fredag.

Efter For­æl­dre­nes død i Hl. Nicho­las’ barn­dom over­tog en onkel opdra­gel­sen af ham. Den­ne var biskop i Pata­ra og ton­su­re­re­de sene­re Hl. Nicho­las som præst.

Hl. Nicho­las er skyts­hel­gen for søfolk, fiske­re og rej­sen­de. Oprin­del­sen her­til er, at Hl. Nicho­las’ fami­lie nær­mest var fiske­flå­de­re­de­re og såle­des beskæf­ti­get med fiske­ri og afsæt­ning af fang­sten. Da han leve­de og vir­ke­de som kri­sten i en græsk kul­turkreds, som hav­de Posei­don som havets her­re, var det ikke una­tur­ligt, at Hl. Nicho­las til­lag­des sam­me vær­dig­hed blandt krist­ne. Han udret­te­de fle­re mirak­ler. I hen­hold til over­le­ve­rin­gen red­de­de Hl. Nicho­las på en sørej­se til Ale­xan­dria livet for en sømand, som under en storm faldt ned fra ski­bets rig. Han er til­li­ge skyts­hel­gen for pan­telå­ne­re og hele Grækenland.

I man­ge til­fæl­de greb Hl. Nicho­las afgø­ren­de ind i for­hold til sine med­men­ne­sker, for eksem­pel ved at kom­me men­ne­sker, som var ankla­get for for­bry­del­ser, de ikke hav­de begå­et, til und­sæt­ning og red­de dem fra straf.

Han finan­si­e­re­de og impor­te­re­de føde­va­rer fra Ita­li­en under en fryg­te­lig hunger­s­nød i sin hjem­stavn. Lige­le­des genop­li­ve­de H. Nicho­las ved bøn tre børn, som en slag­ter hav­de dræbt og nedsal­tet under hunger­s­nø­den med hen­blik på videresalg.

Hl. Nicho­las kæm­pe­de ihær­digt mod heden­skab og kæt­te­ri blandt krist­ne. Iføl­ge over­le­ve­rin­gen delt­og han som biskop af Myra (udnævnt året før) i kon­si­li­et i Nikæa i år 325. Et af hove­d­em­ner­ne her var stri­den med pres­byte­ren Arios. Arios hæv­de­de, at Jesus Kristus ikke kun­ne være Guds søn, men blot var en almin­de­lig døde­lig, for Guds søn var jo født af Fade­ren før alle tider. Hvis man opfat­te­de men­ne­sket Kristus som Guds Søn, gik det tre­e­ni­ge guds­be­greb efter Arios’ mening i styk­ker. Arios’ opfat­tel­se har sand­syn­lig­vis sin rod i det hel­le­ni­stisk-pla­to­ni­ske guds­be­greb: Gud var den rene, usam­men­sat­te væren. Den­ne opfat­tel­se blev brudt med men­ne­sket Kristus som Guds Søn. Det tal­te de til­ste­de­væ­ren­de læn­ge om; så læn­ge, at Hl. Nicho­las til sidst gik hen til Arios og send­te ham til tæl­ling med et vel­ret­tet høj­re­hånds­hook. Det blev de from­me fædre for meget, og Hl. Nicho­las blev eks­klu­de­ret fra mødet og fra­ta­get sin klæd­ning. Nat­ten efter hav­de fle­re af biskop­per­ne imid­ler­tid en drøm, hvori de så Kristus ræk­ke Hl. Nicho­las en bibel og Guds­mo­de­ren ræk­ker ham en omop­hor. Dagen efter blev han genind­sat i bis­pe­vær­dig­hed. Stri­den blev imid­ler­tid ikke afslut­tet, men fort­sat­te i en årræk­ke, og først ved kir­ke­mø­det i Kon­stan­ti­nopel år 381 blev stri­den ende­lig bilagt med vor tros­be­ken­del­se som resultat.

Hl. Nicho­las er også skyts­hel­gen for pan­telå­ne­re. Det gik såle­des for sig: En fat­tig mand hav­de tre gif­te­fær­di­ge døtre, men hav­de ikke råd til deres med­gift. Hl. Nicho­las hør­te om det, og da han var et beske­dent men­ne­ske, kaste­de han i ly af nat­tens mør­ke tre poser med guld­mønt­er ind ad man­dens vin­due. Dis­se tre poser blev sene­re, især i angel­sak­si­ske lan­de, pan­telå­ne­res for­ret­nings­skilt. Her diver­ge­rer over­le­ve­rin­gen så: i én hed­der det sig, at Hl. Nicho­las lod poser­ne fal­de ned i man­dens skor­sten, hvori døtre­ne hav­de hængt deres nyva­ske­de strøm­per til tør­re. I en anden siges piger­nes fader at have opda­get Hl. Nicho­las’ hand­ling og tak­ket ham for den, men Hl. Nicho­las sva­re­de, at han ale­ne skul­le tak­ke Gud. Hl. Nicho­las’ diskre­te hjælp skab­te her­ef­ter en tra­di­tion blandt men­ne­sker for at give diskre­te gaver – ofte til­lagt Hl. Nicho­las – til træn­gen­de mennesker.

I mod­sæt­ning til så man­ge af den tids krist­ne og sene­re hel­li­ge, som blev pint og dræbt for deres tros skyld, døde Hl. Nicho­las fre­de­ligt i sin egen seng i en frem­skre­den alder. Hans jor­di­ske rester blev opbe­va­ret som relik­vie i et klo­ster i Myra. Det siges hvert år på hans døds­dag at udskil­le myr­ra med under­gø­ren­de virk­ning. I slut­nin­gen af det 11. århund­re­de blev Lil­lea­si­en besat af ind­træn­gen­de mus­li­mer. For at und­gå at Hl. Nicho­las’ lege­me faldt i deres hæn­der, blev det trods mun­ke­nes pro­te­ster evaku­e­ret af ita­li­en­ske søfolk til Bari i Sydi­ta­li­en i 1087. Relik­vi­et opbe­va­res den dag i dag i Sankt Nicho­las Kir­ke i Bari, hvor det æres af både romersk-kato­lik­ker og orto­dok­se, og det udskil­ler sta­dig under­gø­ren­de myrra.

Over­le­ve­rin­gen siger end­vi­de­re, at dele af hans lege­me blev bragt til en lil­le by, Niko­laus­berg, i Tys­kland af from­me pil­grim­me. Også Vene­dig og Kil­ker­ny i Irland siges at besid­de rester af Hl. Nicho­las. Det­te må dog anses for et falsum, da en under­sø­gel­se af Hl. Nicho­las’ lege­me i 1950 afslø­re­de, at det var helt og udelt. Hl. Nicho­las var – og er – gan­ske populær.

Hl. Nicho­las’ popu­la­ri­tet har i nye­re tid skabt et fra­stø­de­n­de og kom­merci­a­li­se­ret vrang­bil­le­de af ham som jule­man­den San­ta Claus/ Sin­ter Klaas, der kører i rens­dyrtruk­ket slæ­de og hæl­der en over­flod af gaver ned i skor­ste­ne­ne. Der er, “Gud ske lov”, langt fra det­te vrang­bil­le­de til det bil­le­de, som doku­men­te­ret viden og tra­di­tio­nen giver os af et men­ne­ske, som dre­vet af det dob­bel­te kær­lig­heds­bud, kæm­pe­de for og for­sva­re­de kri­sten­dom­men og den tre­e­ni­ge Gud, som gav sin for­mue til træn­gen­de, som lin­dre­de nød, som gjor­de unde­re, som var hand­le­kraf­tig, som føl­te sig for­plig­tet over for Gud og men­ne­sker, og som var beske­den og uegen­nyt­tig. Hl. Nicho­las var ikke bare kri­sten. Han var også kristelig.

Hvil­ket men­ne­ske, hvil­ket forbillede!

af Niels Tro­els Nielsen

Publi­ce­ret 1. decem­ber 2008.