Hellige Ignatius af Antiokia

Ikon af hellige Ignatios af Antiokia

– præ­ste­mar­tyr og theo­for, som vi min­des i Kir­ken den 20. decem­ber, sam­me dag som vi ind­le­der for­fe­sten for Vor Her­re Gud og Frel­ser, Jesu Kri­sti Fød­sel i kødet.

Igna­tius ken­des af efter­ti­den for de 7 bre­ve, han skrev, i fan­gen­skab kort før sit mar­ty­rium ca. år 107, til menig­he­derne i Efesus, Mag­nesia, Tral­les, Rom, Fila­del­fia og Smyr­na samt til biskop­pen af Smyr­na, den hel­lige Polykarp (23. febru­ar). Bre­vene er den æld­ste stør­re sam­ling bre­ve uden for Ny Testa­mente, og Euseb (ca. 260 – ca. 340) næv­ner dem i sin kir­ke­hi­sto­rie. Gen­nem tiden har der her­sket nogen tvivl om, hvor­vidt bre­vene vir­ke­lig kun­ne til­skri­ves Igna­tius, men under­sø­gel­ser, i det 19. og begyn­del­sen af det 20. århund­rede, har vist, at ægt­he­den af de syv bre­ve ikke kan bestri­des. (1)

Igna­tius begyn­der alle sine bre­ve med: ”Igna­tius, som også hed­der Theo­forus…”, alt­så Gud-bærer. Han skri­ver det uden selv­hæv­delse, da det er en beteg­nelse der gæl­der alle krist­ne, for i dåben er vi ble­vet Kri­sto­fo­rer (bære­re af Kristus) og iklædt Hel­li­gån­den (hagio­fo­rer, pne­u­ma­to­fo­rer, som de hel­lige Fædre siger). Gen­nem bre­vene får vi ind­tryk af Igna­tius’ sto­re omsorg for at bibrin­ge menig­he­derne sin egen til­bunds­gå­ende for­stå­else af kri­sten­dom­men, af Kir­kens orga­ni­sa­tions­grund­lag og det biskop­pe­lige embe­des betyd­ning og for at adva­re dem mod tidens kæt­te­rier:” Skynd jer at kom­me sam­men som til ét gud­stem­pel, som til ét alter, til én Jesus Kristus, som udgik fra den ene Fader og var i én og vend­te til­bage til én. Lad jer ikke føre vild af andre lær­domme eller gam­le fab­ler, der er nyt­te­løse.” (brev til Mag­ne­serne 7 og 8). Og ikke mindst får vi et slå­ende vid­nes­byrd om hans længsel efter mar­ty­riet og hans klip­pe­fa­ste tro på Kristus: ”Jeg skri­ver til alle menig­he­derne, og jeg ind­skær­per alle, at det er fri­vil­ligt, jeg dør for Gud, hvis I ikke hin­drer det­te. Jeg for­ma­ner jer: Vær ikke ”en uti­dig ven­lig­hed” over for mig. Lad mig være et byt­te for de vil­de dyr, ved hvil­ke jeg kan nå til Gud. Jeg er Guds hve­de­korn, og med de vil­de dyrs tæn­der bli­ver jeg malet, for at jeg kan bli­ve fun­det at være et rent Kri­sti brød.” (brev til romer­ne 4). Han er som ”en rej­sende med kurs mod Him­len” og dog fuldt opta­get af, hvor­dan han bedst kan vej­lede sine efter­ladte discip­le og styr­ke dem i tro­en. Man­ge, på vore him­mel­strøg, har vist i dag den fore­stil­ling, at opta­get­hed af det him­mel­ske nød­ven­dig­vis må med­føre lige­gyl­dig­hed over for det jor­di­ske, men de hel­li­ges liv viser os net­op det mod­satte: Jo mere him­mel, jo mere jord. Såle­des er også den hel­lige Igna­tius’ liv et eksem­pel på det­te: Kort før sin død var det ham, så at sige, livet om at gøre at skri­ve til alle menig­he­derne for at styr­ke og opbyg­ge dem i tro­en og efter­lade dem sin rige ånde­lige arv og give dem nyt­tige ret­nings­li­nier for livet i Kristus.

I Synaxa­riet (2) kan man læse føl­gende lev­neds­be­skri­velse af den hel­lige Igna­tius, ærke­bi­skop af Anti­okia, hvis navn bety­der ”ild” (ignis på lat­in: ild), et mere pas­sende navn kun­ne han ikke have fået:

…I sin ung­dom hav­de Igna­tius kendt apost­lene, og var ble­vet ind­viet i tro­ens dybe­ste myste­rier af den hel­lige Johan­nes Evan­ge­li­sten sam­men med den hel­lige Polykarp. Han efter­fulgte Evo­dus som den anden ærke­bi­skop i Anti­okia, Syri­ens hoved­stad og den vig­tig­ste by i hele

Ori­en­ten, hvis bis­pe­sæde var ble­vet grund­lagt af den hel­lige apo­stel Peter.

Under Domi­ti­ans for­føl­gelse (81–96) opmun­trede Igna­tius adskil­lige beken­dere til lade hånt om nog­le øje­blik­kes pin­s­ler og prø­vel­ser for til gen­gæld at vin­de det evi­ge liv. Han besøg­te dem i fængs­let, trø­stede dem og for­talte dem om sin egen iver efter selv at bli­ve ende­ligt for­e­net med Kristus ved at lide den sam­me død som Han. Men han blev ikke arre­ste­ret ved den lej­lig­hed, og da for­føl­gel­serne ophør­te stod den frygt­løse biskop bedrø­vet til­bage over ikke at være ble­vet kal­det af Gud til at bli­ve en sand og fuld­kom­men discipel.

I de føl­gende fre­de­lige år, hvor apost­lene gik bort, bestræb­te biskop­pen af Anti­okia sig på at give Kir­ken sit orga­ni­sa­tions­grund­lag og på at vise, hvor­dan Nåden, der neds­teg over apost­lene på pin­se­dag, for­bli­ver og fort­sæt­tes i det biskop­pe­lige embe­de. Fra den mæg­tige by Anti­okia lod hans myn­dige stem­me sig høre i samt­lige kir­ker – den­gang små loka­le menig­he­der – for at for­mane dem til at for­blive i enhed og kær­lig­hed omkring biskop­pen, der er det jor­di­ske bil­lede på den ene og san­de Ypper­ste­præst: Jesus Kristus. De tro­ende skal for­e­nes i deres urok­ke­lige tro på deres kors­fæ­stede og opstand­ne Frel­ser, og ved den sam­dræg­tig­hed, som opstår af kær­lig­hed og fæl­les håb skal de sam­le sig om deres biskop og rådet af præ­ster og dia­ko­ner, så tit de kan – især om søn­da­gen, Her­rens dag – , for sam­men at fejre den hel­lige Euka­ri­sti, ”ved at bry­de det sam­me brød, som er mid­let til udø­de­lig­hed, mod­gift mod døden og for det evi­ge liv i Jesus Kristus.”. Dér hvor biskop­pen er, er Jesus Kristus, dér er den katol­ske (uni­ver­selle) Kir­ke, for­sik­rin­gen om det evi­ge liv, bevi­set på fæl­les­ska­bet med Gud. Der­for er der kun én lov­lig euka­ri­stisk for­sam­ling: den som udfø­res af Kir­ken, i tro­ens enhed rundt om biskop­pen eller den­nes repræ­sen­tant (jf. brev til smyr­nerne 8,2). Og når for­sam­lin­gen er afslut­tet, så bør de krist­ne, i deres liv, i deres ind­byr­des for­hold og over for ver­den uden­for, i deres følel­ser og tan­ker, udtryk­ke sam­me har­moni som den, der udgår fra en citars velstem­te stren­ge, så de kan syn­ge ”med én røst ved Jesus Kristus, én lovsang til Fade­ren” (brev til efe­serne 4). ”Vær for­e­nede med biskop­pen”, befa­ler han efe­serne, ”som Kir­ken er det med Kristus, og Jesus Kristus er det med Fade­ren, så at alt i enhe­den er i sam­klang” (idem 5). Han adva­rer dem mod had og strids­mål og opfor­drer dem til at und­gå split­tel­ser af enhver art, ”som oprin­del­sen til alle onder” (brev til smyr­nerne 7). Når de såle­des er styr­kede i sam­hø­rig­hed og gen­si­dig kær­lig­hed, vil Sand­he­den for­blive i dem, og Kir­ken vil, som som en him­melsk stad, for­blive ren og uind­ta­ge­lig for kæt­tersk smit­te. I for­læn­gelse af Paulus for­mu­le­rede Igna­tius såle­des de uæn­drede og ufor­an­der­lige prin­cip­per for Kir­kens væsen, den biskop­pe­lige insti­tu­tion, den euka­ri­sti­ske for­sam­lings rol­le, for­hol­det mel­lem den loka­le kir­ke og den uni­ver­selle Kir­ke. (…)

Da Tra­jan var kom­met på tro­nen (98), lod han først de krist­ne i fred, alt for travlt opta­get, som han var, af at føre krig mod bar­ba­rerne. Men efter at have besej­ret skyter­ne og daker­ne, beslut­tede han sig for, under døds­straf, at under­lægge alle impe­ri­ets under­såt­ter til­be­del­sen af ido­lerne og kej­se­ren. Omkring år 113 drog han i fel­ten i ret­ning af Arme­nien og Par­tien, og på vej­en gjor­de han ophold nogen tid i det strå­lende Anti­okia, hvor han igang­s­atte en lokal for­føl­gelse af de krist­ne. Igna­tius føl­te, at det øje­blik, han så læn­ge ven­tet på, ende­lig var kom­met, og han meld­te sig selv til kej­se­ren og sva­rede modigt på hans spørgs­mål. Han bekend­te Gud Ska­be­ren, der elsker men­ne­skene, og Hans enbår­ne Søn Jesus Kristus, og fryg­tede ikke for at håne over­troen hos den­ne mæg­tige her­sker, som anråb­te tom­me og illu­so­ri­ske væse­ner for beskyt­te sine hære. Irri­te­ret spurg­te Tra­jan ham: -”Du er alt­så discipel af den Kors­fæ­stede under Pon­tius Pila­tus? – ”Jeg er discipel af Ham, der nag­lede min synd til Kor­set, og ned­tram­pede djæ­velen og hans intri­ger” sva­rede den hel­lige mand. – ”Hvor­for kal­der man dig Theo­for?” – ”For­di jeg bærer den leven­de Kristus i mig!” –”Lad ham, der bærer den Kors­fæ­stede, bli­ve ført til Rom i læn­ker for at over­gi­ves som føde for løver og for­ly­stelse for fol­ket”, befa­lede kej­se­ren. Opfyldt af glæ­de og iver kys­sede Guds tje­ner de tun­ge læn­ker, som man lag­de på ham, idet han kald­te dem ”mine meget kost­bare ånde­lige per­ler”, som han så inder­ligt hav­de ønsket sig, og som skul­le skaf­fe ham livet i Kristus efter eksem­pel af den hel­lige Paulus og tal­rige andre glor­vær­dige mar­ty­rer. Der­på, efter at have taget afsked med sin kir­ke og for­ma­net sine søn­ner til at udskif­te deres tårer med glæ­des­sang, drog han afsted til fods sam­men med andre fan­ger, eskor­te­ret af en deling på ti mand, gru­somme og ubøn­hør­lige, san­de ”leo­par­der”, kal­der han dem, som mis­hand­lede ham, dog kun med det resul­tat at for­øge hans glæ­de og iver.

Efter at have for­ladt Anti­okia kom de med stort besvær, snart til vands snart til fods, til Smyr­na, hvor Igna­tius blev mod­ta­get med stor glæ­de af sin med­di­scipel den hel­lige Polykarp, som var biskop i byen. Han modt­og lige­le­des udsen­dinge fra de nær­lig­gende byer: Biskop­pen af Efesus, Onesi­mus; biskop­pen fra Mag­nesia, Demas og Poly­bos fra Tral­les. Alt imens han gjor­de dem del­ag­tige i sine sid­ste belæ­rin­ger og opfor­drede dem til at efter­ligne vor Her­re Jesu Kri­sti blid­hed og ydmyg­hed under for­føl­gel­serne og over for hed­nin­ge­nes hån og spot, ind­gød han dem sin glæ­de og sit ønske om, hur­tigst muligt, at nå frem til fuld­kom­men­hed i mar­ty­riet; så at de ikke tog afsked med ham som med en døds­dømt, men hil­ste ham som en alle­rede tri­um­fe­rende atlet, som en rej­sende med kurs mod Him­len. Fra Smyr­na skrev Igna­tius beun­drings­vær­dige bre­ve til de krist­ne i Lil­lea­si­ens kir­ker for at styr­ke dem i tro­en, anspo­re dem til at vog­te sig for kæt­teri ved at hol­de sig til biskop­pen og præ­ste­kol­le­giet, for­sam­let i én euka­ri­stisk for­sam­ling og for at bibrin­ge dem sin bræn­dende begej­string.

Da det var kom­met ham for øre, at de tro­ende i Rom vil­le for­søge at befri ham i hen­ret­tel­se­s­ø­je­blik­ket, skrev han til dem for at brem­se deres ube­lej­lige iver og bøn­faldt dem om ikke gri­be ind. ”Det er nu, jeg begyn­der at være discipel (…) min lyst er ble­vet kors­fæ­stet, og der er ikke i mig nogen ild, som næres af kær­lig­hed til det jor­di­ske, men kun vand, der lever og taler i mig og siger til mit indre:”Kom til Fade­ren” (brev til romer­ne 7). Kær­lig­he­den til Kristus kog­te så vold­somt i ham, at den inspi­re­rede ham til dis­se ord af ild: ”Til­giv mig brød­re; I må ikke for­hin­dre mig i at leve, ønsk ikke min død. Til­lad mig at efter­ligne min Guds lidel­ser (…) Lad mig bli­ve æde for dyre­ne, hvor­ved det bli­ver mig muligt at fin­de Gud. Jeg er Guds hve­de, og jeg bli­ver malet af dyre­nes tæn­der, for at bli­ve fun­det at være et rent Kri­sti brød” (brev til romer­ne 6 og 4).

Der­ef­ter gjor­de kor­te­gen holdt i Tro­a­des, hvor Igna­tius med glæ­de erfa­rede, at for­føl­gel­serne var ophørt i Anti­okia. Og han skrev til kir­kerne og bad dem sen­de repræ­sen­tan­ter for at glæ­de sig sam­men med sine ånde­lige børn og over­drog omsor­gen for sin kir­ke til Polykarp.

Efter lan­ge og pine­fulde eta­per nåe­de de Rom, og han blev mod­ta­get af de tro­ende i hoved­sta­den, i en stem­ning, hvor sorg og angst blan­dede sig med glæ­de over at mod­tage den­ne stjer­ne fra Østen, som hav­de gen­nem­rejst ver­den for at kom­me og bli­ve stedt til hvi­le i Vesten. Da øje­blik­ket for hans hen­ret­telse kom, trå­dte Igna­tius ind i are­naen, som nær­mede han sig det hel­lige alter for fejre sin aller­sid­ste litur­gi i over­væ­relse af sine tro­ende, blan­det med hed­ninge på bæn­keræk­kerne. Han frem­t­rå­dte som fuld­kom­men biskop og discipel af Ypper­ste­præ­sten for vor Frel­se, Jesus Kristus, på én gang præst og offer. Tjenstvil­ligt ofre­de han sig for de grå­dige løver, som kaste­de sig over ham og for­tæ­rede ham i et nu, idet de kun efter­lod de stør­ste af hans knog­ler, som han hav­de ønsket det. Dis­se kost­bare rester blev ind­sam­let med gud­fryg­tig­hed af de tro­ende og ført til­bage til Anti­okia, æret på vej­en af de krist­ne, som om hyr­den vend­te leven­de og sej­r­rig hjem til fol­den.

 

”Lev vel i Jesu Kri­sti stand­haf­tig­hed ind­til enden”

(Brev til romer­ne 10)

 

 

Kil­der:

1.”Oldkristne Tek­ster I, De apo­stol­ske fædre” ved Søren Giver­sen

Poul Kri­sten­sens For­lag 2001

2. Le Synaxai­re – Vies des Saints de l’Église Ort­ho­doxe, Tome Second

Édi­tions To Peri­voli Tis Panag­hias, The­s­sa­lo­nique 1988