1. januar: Vor hellige fader Basilios den Store, ærkebiskop af Cæsarea

Fresko af hellige Basilios den Store, fra hellige Sophias Kirke i Ohrid, Makedonien.

Fresko af hel­li­ge Basi­li­os den Sto­re, fra hel­li­ge Sop­hi­as Kir­ke i Ohrid, Makedo­ni­en.

Almin­de­lig­vis fejrer vi den gud­dom­me­li­ge litur­gi iføl­ge den hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos, men 10 gan­ge om året fejrer vi i Kir­ken den hel­li­ge Basi­li­os den Sto­res litur­gi:

  1. Søn­da­ge­ne i den sto­re faste 1. til 5. uge
  2. Sto­re tors­dag (Skært­ors­dag) og sto­re lør­dag
  3. Den 1. janu­ar, den dag vi min­des ham i Kir­ken
  4. Enten på dagen før Kri­sti Fød­sel og Kri­sti Dåb (24. decem­ber og 5. janu­ar) eller på sel­ve fest­da­ge­ne, hvis de fal­der på en søn­dag eller man­dag. (1)

Den­ne litur­gis ker­ne, ana­for­bøn­nen, er utvivl­s­omt den mest kon­cen­tre­re­de og den mest ful­dend­te teo­lo­gi­ske frem­stil­ling af vor frel­ses­hi­sto­rie, og det er værd at læg­ge sig dens ord på sin­de:

”Sam­men med dis­se sali­ge mag­ter, men­ne­ske­el­sken­de Her­re, syn­ger også vi syn­de­re og siger; Såre hel­lig og alhel­lig er Du, og der er ikke ende på Din hel­lig­heds her­lig­hed. Og ret­fær­dig er Du i alle Dine ger­nin­ger, for Du har med ret­te og efter Din ufejl­bar­li­ge dom bibragt os alt. For da Du, Gud, for­me­de men­ne­sket af jor­dens støv og vær­di­ge­de os Dit gud­dom­me­li­ge bil­le­de, sat­te Du os i glæ­dens para­dis og love­de os evigt liv og de evi­ge goder for opfyl­del­sen af Dine bud. Men da men­ne­sket blev bed­ra­get af den træ­ske slan­ge og blev uly­digt mod Dig, dets Ska­ber, og døde ved sin egen synd, for­vi­ste Du det, Gud, ved Din ret­fær­di­ge dom fra Para­dis til den­ne ver­den og lod det atter bli­ve til den jord, hvoraf det er taget. Men du har beredt os frel­se ved gen­fø­de­l­se til Kristus selv; for Du har ikke vendt Dig fra Din skab­ning, som Du har for­met, Du Gode, Du har ikke glemt Dine hæn­ders ger­ning, men i Din miskund­hed og barm­hjer­tig­hed har Du besøgt os på man­ge måder: Du send­te pro­fe­ter­ne, gjor­de under­vær­ker ved Dine hel­li­ge, som til alle tider var Dig til behag; Du tal­te til os ved Dine tje­ne­res, pro­fe­ter­nes, mund og for­kynd­te os den kom­men­de frel­se; Du gav os loven til støt­te; Du gav os eng­le­ne som vore beskyt­te­re; og i tidens fyl­de tal­te Du til os ved Din egen Søn, ved hvem Du skab­te ver­den. Han, som er Din her­lig­heds afg­lans og Dit væsens udtryk­te bil­le­de, og som bærer alting med Sin krafts ord, Han holdt det ikke for rov at være Dig lig, Gud og Fader. Selv om Han er Gud fra evig­hed af, viste han Sig dog på jor­den og van­dre­de blandt men­ne­sker; Han blev kød ved den hel­li­ge Jom­fru og for­ned­re­de Sig, Han antog tje­ner­skik­kel­se og blev dan­net i vort for­ned­re­de lege­me, så Han kun­ne dan­ne os i Sin her­lig­heds bil­le­de. For da syn­dens og døde­ns lov kom ind i ver­den ved et men­ne­ske, beha­ge­de det Din enbår­ne Søn, som er i Dit, Gud Faders skød og blev født af en kvin­de, den hel­li­ge Guds­mo­der og bestan­digt jom­fru­e­li­ge Maria, at for­døm­me syn­den i Sit kød, for at de, som er døde i Adam, skal leven­de­gø­res i Din Kristus. Da Han leve­de i den­ne ver­den, gav Han Sine salig­gø­ren­de bud og befri­e­de os fra afg­ud­s­dyr­kel­sens vild­fa­rel­ser; Han før­te os til at ken­de Dig, den san­de Gud og Fader, og ind­lem­me­de os i Sin udvalg­te slægt, det kon­ge­li­ge præ­ste­skab og det hel­li­ge folk. Og efter at have ren­set os ved ved van­det og hel­lig­gjort os ved Hel­li­gån­den over­gav Han Sig til døden, hvori vi hold­tes fang­ne af syn­den. Han ned­fór til døds­ri­get, for at alt skal fyl­des af Ham, og Han har løst os fra døde­ns smer­te. Han opstod på den tred­je dag og bane­de vej­en for al køde­ts opstan­del­se fra døde – for det var ikke muligt for livets Fyr­ste at over­vin­des af for­gæn­ge­lig­hed – og Han er ble­vet førs­te­grø­den af de hen­sov­ne, den Første­fød­te af de døde, for at Han skal være den frem­me­ste af alle. Og han opfór til him­len og tog sæde ved Din høj­re hånd i det høje; og Han skal kom­me igen og gen­gæl­de enhver efter hans ger­nin­ger. Og Han har efter­ladt os gaver til ihukom­mel­se af Hans salig­gø­ren­de lidel­se, nem­lig det­te, som vi har for­be­redt efter Hans bud; thi da Han vil­le gå til Sin fri­vil­li­ge, evigt ihukom­ne og leven­de­gø­ren­de død, tog Han i den nat, hvor Han hen­gav Sig for ver­dens liv, brø­d­et i Sine hel­li­ge, alre­ne hæn­der, løf­te­de det op for Dig, Gud Fader, tak­ke­de, vel­sig­ne­de og hel­li­ge­de det, brød det, gav det til Sine hel­li­ge discip­le og apost­le og sag­de: Tag og spis…” (2)

Også i nog­le af bøn­ner­ne før vores del­ta­gel­se i den hel­li­ge nad­ver er det hl. Basi­li­os, der læg­ger os de ret­te ord i mun­den. (3)

Basi­li­os den Sto­re er den leden­de af de tre sto­re kap­pa­doki­e­re, som for­u­den ham selv omfat­ter hl.Gre­gor Teo­lo­gen (25. janu­ar) og Basi­li­os’ yngre bror hl. Gre­gor af Nys­sa (10. janu­ar); de tre hel­li­ge Fædre fort­sat­te og fuld­før­te den hel­li­ge Atha­na­sios af Ale­xan­dri­as (18. janu­ar) kamp på 1. Øku­me­ni­ske Kon­cil i Nikæa år 325 for tro­en på Jesus Kristus som ”født, ikke skabt” og der­med ”af sam­me væsen” som Fade­ren.

Fra Synaxa­ri­et (4) om den hel­li­ge Basi­li­os’ liv og lære:

Han blev født 329 i Cæs­a­rea i Kap­pa­doki­en i en rig og for­nem fami­lie, som des­u­den udmær­ke­de sig ved et for­bil­led­ligt fromt liv i Kristus. Hans søster Makri­na, som vi min­des den 19. juli, var fami­li­ens ånde­li­ge over­ho­ve­de og ind­gød, med sin bræn­den­de tro, mode­ren og brød­re­ne kal­det til det mona­sti­ske liv.

Basi­li­os blev uddan­net på tidens aller­stør­ste kul­tur­cen­tre: Cæs­a­rea i Palæsti­na, Kon­stan­ti­nopel og slut­te­lig Athen. Han knyt­te­de et livslangt ven­skab med Gre­gor Teo­lo­gen, et ven­skab der med tiden udvik­le­de sig til et hel­ligt og ånde­ligt fæl­les­skab, som for­e­ne­de dem i et kær­lig­he­dens bånd, hvor de var fæl­les om alt: ”bolig, et nøj­somt bord, mod­vil­je mod ung­dom­mens sæd­van­li­ge adspre­del­ser, en umæt­te­lig tørst efter viden og ind­sigt, intel­lek­tets dri­sti­ge fug­le­flugt, kær­lig­hed til vel­ta­len­hed og, især, en hel­lig kap­pe­lyst om at nå den fuld­kom­ne dyd; i den grad, at man skul­le tro, de var én sjæl i to krop­pe.” Til trods for deres sto­re for­skel­lig­hed: Gre­gor som den mere indad­vend­te – tæn­ker og poet — og Basi­li­os som den udad­ret­te­de – stra­teg og aktiv som menig­heds­op­byg­ger. Basi­li­os og Gre­gor opnå­e­de så stor anse­el­se blandt deres medstu­de­ren­de i Athen, at de ytre­de ønske om, at de skul­le bli­ve deres lære­re, men Basi­li­os ønske­de at kom­me vide­re. Han for­lod Athen og der­med den hel­le­ni­sti­ske kul­tur, og han efter­lod Gre­gor i byen til at løf­te opga­ven som lærer.

Han vend­te til­ba­ge til sin hje­megn i 356, og hans liv tog en helt ny drej­ning: Han erfa­re­de, at hans mor, Emi­lia, og hans søster Makri­na hav­de omdan­net fami­li­ens bolig til klo­ster, og at hans brød­re lige­le­des leve­de det mona­sti­ske liv i nær­he­den af hjem­met. Han fik kend­skab til aske­ter, der, under påvirk­ning af Eustat­he af Seba­ste, hav­de slå­et sig ned i Kap­pa­doki­en, og sidst, men ikke mindst, fik hans for­dy­bel­se i Evan­ge­li­et ham til at opgi­ve enhver drøm om en loven­de kar­ri­e­re som retor. Han lod sig døbe og begav sig ud på en stør­re rej­se for at fin­de vej­led­ning for sit ånde­li­ge liv. Han kom til Egyp­ten, Palæsti­na, Syri­en og Mes­o­po­ta­mi­en. Som en ”flit­tig bi” ind­sam­le­de han overalt det bed­ste, han kun­ne fin­de, og på kort tid nåe­de han frem til dyb ind­sigt i det aske­ti­ske liv. Nu mang­le­de han blot at fin­de et gun­stigt sted, hvor han kun­ne prak­ti­se­re alt det, han hav­de lært på sine rej­ser. Han fandt sit ”jor­di­ske para­dis” i sin hje­megn, i Iris­da­len, der lå i en vis afstand fra fami­lie­klo­stret. Her­til kom nu også Gre­gor for at dele et aske­tisk liv i bøn med ham for en tid.

Basi­li­os skaf­fe­de sig af med sit jor­di­ske gods, gav alt til de fat­ti­ge; han leve­de i bøn og aske­se, udholdt tål­mo­digt den syg­dom, som pla­ge­de ham hele livet. Hans ry om vis­dom og et evan­ge­lisk lev­ned nåe­de vidt omkring, og man­ge men­ne­sker, både mun­ke og læg­folk, opsøg­te ham.
I den­ne fase af sit liv påbe­gynd­te han, bistå­et af Gre­gor, affat­tel­sen af de berøm­te ”Reg­ler”, som reg­nes for det san­de char­ter for grund­læg­gel­sen af kloster­li­vet, og som også den hel­li­ge Bene­dikt af Nur­sia, i pro­lo­gen til sin ”Regel”, erken­der sig i aller­hø­je­ste grad inspi­re­ret af. Sene­re, i tiden som biskop af Cæs­a­rea, fort­sat­te han arbej­det med at orga­ni­se­re reg­ler­ne for livet i klo­stre­ne, de litur­gi­ske tje­ne­ster, mun­ke­nes rela­tio­ner til hin­an­den og til omver­de­nen. Selv om han var en svoren til­hæn­ger af livet i kloster­fæl­les­ska­bet, så nære­de han sta­dig stor kær­lig­hed til det ensom­me liv med Gud. Der­for var det ham magt­på­lig­gen­de at ska­be cel­ler til ere­mit­ter­ne i til­pas nær­hed af klo­stre­ne, så dis­se ikke skul­le berø­ves den tryg­hed, som det men­ne­ske­li­ge fæl­les­skab giver, og omvendt, så mun­ke­ne i kloster­fæl­les­ska­bet kun­ne lade sig påvir­ke og inspi­re­re til ånde­lig kap­pe­strid af ere­mit­ter­ne og deres liv.

Han bli­ver kaldt ud af ”para­dis­da­len” og til­ba­ge til Cæs­a­rea for at bli­ve ordi­ne­ret til dia­kon i 360 og tre år sene­re til biskop. I sin nye posi­tion erfa­rer han, hvor­dan Kri­sti Kir­ke er split­tet af smer­te­ful­de stri­dig­he­der. Efter nogen tøven og mod­vil­je beslut­ter Basi­li­os sig for at tage aktivt del i ”kam­pen for Sand­he­den”. Han enga­ge­rer sig i de til­sy­ne­la­den­de ende­lø­se stri­dig­he­der mel­lem ari­a­ner­ne og de orto­dok­se.
Den pro-ari­an­ske kej­ser Valens for­sø­ger med alle mid­ler at få Basi­li­os til at fravi­ge den orto­dok­se posi­tion, som ærer Kristus både som ”sand Gud” og ”sandt men­ne­ske” og få ham til at til­slut­te sig vrang­læ­ren om Kristus som det ene­stå­en­de men­ne­ske, men ikke som Gud.
Kej­se­ren sen­der sin præ­fekt til ham for at true ham med frarø­vel­se af alt, eksil, tor­tur, død…, med­min­dre han mak­ker ret. Men Basi­li­os fryg­ter jo intet, og præ­fek­ten bli­ver slå­et af ord, han aldrig har hørt, af kær­lig­he­dens ger­nin­ger, han aldrig før har bevid­net. Såle­des over­be­vist om Basi­los’ hel­lig­hed, over­gi­ver han sig til ham og bli­ver hans ven og ivri­ge til­hæn­ger, og Valens må sid­de til­ba­ge med ufor­ret­tet sag!
Kej­se­ren blev også selv beta­get af litur­gi­en, san­gen, de tro­en­des optræ­den og især af den hel­li­ge Basi­li­os’ majestæti­ske hold­ning ved alte­ret, så beta­get, at han brag­te offer­ga­ve til kir­ken sam­men med de tro­en­de, og han ople­ve­de hele tre gan­ge, at pen­nen, han skul­le under­skri­ve biskop­pens band­lys­ning med, knæk­ke­de. Alle dis­se tegn på Guds gun­st over for Basi­li­os for­skræk­ke­de ham, og han holdt op med at foru­lem­pe ham, men han opgav ikke sin poli­tik og for­søg­te fort­sat at redu­ce­re biskop­pens ind­fly­del­se efter bed­ste kej­ser­li­ge evne, men kun­ne dog ikke ham­le op med Basi­li­os’ stra­te­gi­ske snil­de.

Basi­li­os er ”den før­ste af de orto­dok­se Fædre, der klart vove­de at erklæ­re Hel­li­gån­den for fuldt ud Gud, af sam­me væsen som Fade­ren og Søn­nen. Selv inspi­re­ret af Guds Ånd, (…), for­stod den hel­li­ge Basi­li­os at væl­ge det gun­sti­ge øje­blik og frem­læg­ge den orto­dok­se teo­lo­gis fun­da­men­tale begre­ber med en ufor­lig­ne­lig klar­hed og præ­ci­sion (…) uden nogen­sin­de at iso­le­re dem i for­hold tilmyste­ri­et om vor frel­se og men­ne­skets hel­lig­gø­rel­se.”

Basi­li­os udø­ve­de sin myn­dig­hed langt udover stif­tets græn­ser, han fore­tog man­ge rej­ser, over­vå­ge­de alt, tog nød­li­den­de kir­ker under sine beskyt­ten­de vin­ger, og når hans dår­li­ge hel­bred for­hin­dre­de ham i at rej­se ud til menig­he­der­ne skrev han til dem; ca. 300 bre­ve er beva­ret fra hans hånd med ret­nings­li­ni­er for det ånde­li­ge liv, én af den patri­sti­ske lit­te­ra­turs sto­re skat­te.

Basi­li­os var også opmærk­som hyr­de for sin ånde­li­ge flok, den med­li­den­de fader for hver enkelt af sine tro­en­de, og han hav­de en græn­se­løs omsorg for de fat­ti­ge. Han lod opfø­re et kæm­pe filan­tro­pisk cen­ter uden for Cæs­a­rea ”Kær­lig­he­dens stad”, efter­føl­gen­de kaldt ”Basi­li­a­de”, som omfat­te­de kir­ke, hospi­cer, hospi­ta­ler, spe­dalsk­heds­hu­se, sko­ler, hjem for for­æl­d­re­lø­se osv.
Han var en model for den fuld­kom­ne biskop, som et leven­de bil­le­de på Kristus Selv. Kær­lig­hed i ord og ger­ning. Som men­ne­ske kend­te han dog kun neder­lag, bag­va­skel­se og sor­ger af enhver art.Trods alle hans anstren­gel­ser, vare­de split­tel­ser­ne i Kir­ken ved. Ingen anden end han kun­ne fore­stil­le sig, at de vil­le ophø­re en dag, og fre­den hol­de sit ind­t­og.
Men et år før Basi­li­os døde, blev kej­ser Valens efter­fulgt på tro­nen af den ret­tro­en­de Theo­do­sios, som straks bortjog ari­a­ner­ne og genind­sat­te de orto­dok­se biskop­per. Dog var Basi­li­os, på det tids­punkt, for udmat­tet af syg­dom og aske­se til, at han kun­ne nå at se sit arbej­de kro­net på det 2. Øku­me­ni­ske Kon­cil i Kon­stan­ti­nopel i 381. Men selv om Basi­li­os var sovet hen to år før Kon­cilet fandt sted, så svæ­ve­de hans ånd over den­ne meget vig­ti­ge begi­ven­hed i Kir­kens histo­rie.

Basi­li­os blev begra­vet, som i tri­umf, ledsa­get af en over­væl­den­de stor fol­ke­ska­re, den 1. janu­ar i året 379. ”Man kan næsten sige, at fol­ket sam­le­de sig om ham, som var det Kri­sti Gen­komst. Og der ske­te fle­re mirak­ler ved hans grav. I over­ens­stem­mel­se med det navn, han hav­de fået, ind­ta­ger den hel­li­ge Basi­li­os nu en ”kon­ge­lig” plads (basileios gr. = kon­ge­lig) i de hel­li­ge Fædres boli­ger, gan­ske tæt på Him­mel­kon­gens tro­ne.”

Hel­li­ge fader Basi­li­os bed til Gud for os!

Vi min­des den hel­li­ge Basi­li­os fle­re gan­ge i løbet af kir­ke­å­ret:

Den 1. janu­ar, på hans jord­fæ­stel­ses­dag, sam­me dag som vi min­des Jesu’ omskæ­rel­se på 8. dagen
Den 19. janu­ar, hvor vi min­des det mira­kel, han udfør­te ved at åbne døre­ne til de orto­dok­ses kir­ke med sin bøn: Engang da ari­a­ner­ne tru­e­de med at bemæg­ti­ge sig Kir­ken i Nikæa, fore­slog Basi­li­os, som en ny Eli­as (jf. I Kon­ge­bog 18: 20–40), at de efter tur skul­le løf­te deres bøn­ner for­an de luk­ke­de kir­ke­dø­re. Her­e­ti­ker­nes bøn­ner for­blev uden virk­ning, men i det øje­blik den hel­li­ge Basi­li­os løf­te­de hæn­der­ne for at bede til Gud, ryste­de hele kir­kens fun­da­ment, og døre­ne åbne­de sig af sig selv under høje jubel­råb fra de tro­en­de.
Den 30. janu­ar, hvor han min­des sam­men med Gre­gor Teo­lo­gen og Johan­nes Chryso­st­o­mos — den­ne jor­di­ske tre­e­nig­hed, der er adskil­te per­son­lig­he­der, men for­e­ne­de i Guds Nåde: Under kej­ser Ale­xis Kom­ne­na (1081–1118) var der udbrudt en vold­som strid blandt de tro­en­de i Kon­stan­ti­nopel, om hvil­ken, af de tre Kir­ke­fædre, der var den stør­ste. Stri­den før­te ikke til stør­re til­be­del­se, men kun til uro og frug­tes­lø­se dis­put­ter. Så ske­te det, at de tre hel­li­ge hie­rar­ker viste sig i drøm­me for den hel­li­ge Johan­nes Mau­ro­pos, metro­po­lit af Euchaï­ta (5. okto­ber). De sag­de, først én efter én og siden med én stem­me: ”Som du ser, er vi alle tre hos Gud, og ingen uenig­hed eller riva­li­se­ring adskil­ler os. Hver især har vi skre­vet og under­vist iføl­ge de giv­ne omstæn­dig­he­der og under inspira­tion fra Hel­li­gån­den for men­ne­ske­nes frel­se. Der er hver­ken før­ste, anden eller tred­je blandt os, og hvis du påkal­der den ene af os, er de to andre til ste­de med ham. Der­for skal du befa­le dem, der stri­des for vor skyld, ikke at ska­be spit­tel­ser i Kir­ken på grund af os, for da vi leve­de, gik alle vore bestræ­bel­ser ud på at ska­be enhed og har­moni i ver­den. Du skal sam­le vore tre ihukom­mel­ser i én litur­gi, du skal skri­ve hym­ner til ære for hver enkelt af os, sådan som Gud har givet dig evner til, og de krist­ne skal fejre den hvert år. Hvis de ærer os såle­des, så lover vi, der sid­der Gud nær, at gå i for­bøn for dem i vores fæl­les bøn for deres frel­se.” Siden har Kir­ken fejret de tre hie­rar­ker med en strå­len­de litur­gi, der så at sige ærer alle Kir­kens hel­li­ge Fædre som model­ler på evan­ge­lisk fuld­kom­men­hed, som Hel­li­gån­den har kal­det, igen­nem tider­ne og ste­der­ne, til bli­ve nye Pro­fe­ter og nye Apost­le, vej­le­de­re for sjæ­le­ne i bestræ­bel­sen på at nå him­len, fol­kets trøste­mænd og glø­de­n­de bøns­søj­ler, som støt­ter Kir­ken og bekræf­ter dens sand­hed.

  1. ”Den Orto­dok­se Kir­kes Gud­dom­me­li­ge Litur­gi­er”, p. 12
    Solum For­lag, Oslo 2005
  2. ”Orto­doks Bøn­ne­bog Den gud­dom­me­li­ge litur­gi, Lil­le troslæ­re”, p. 84f
    Hl. Silou­an For­lag, 2006
  3. ibid. p. 34, 35f
  4. ”Le Synaxai­re, Vies des Saints de l’Église Ort­ho­doxe”,
    Tome Second, Décem­bre – Jan­vi­er,
    p. 289 – 297, p.553–554: for­kor­tet og bear­bej­det af:
    Inger Bir­git­te Bjerg. 30/12–09

Af Inger Bir­git­te Bjerg

Publi­ce­ret 31. decem­ber 2009