Prædiken ved Kristi Himmelfart

Kristi himmelfart

Kri­sti himmelfart

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Navn

Kære brød­re og søstre i Kristus

Mirak­ler! Unde­re! Den krist­ne tro er den ene­ste reli­gion, som står og fal­der med dét, vi benæv­ner mirak­ler. Uden Guds under­ger­nin­ger er der ingen kris­ten­dom. Den krist­ne tro er grund­lagt på Guds miraku­lø­se vir­ke i den skab­te ver­den. Kan nogen vise, at Evan­ge­liets beret­nin­ger om Kri­sti unde­re er fri fan­ta­si, eller blot og bar lit­terær meta­forik, da vil­le de der­med sam­ti­digt have vist, at Kri­sti Kir­kes tro er løgn. Det er på den bag­grund, Paulus siger, at er Kristus ikke opstan­den fra de døde, da er jeres tro tom og jert håb for­gæ­ves.

Den krist­ne tro er en vold­som udfor­dring for ratio­na­lis­men. Ratio­na­lis­me i teo­lo­gisk sam­men­hæng defi­ne­res i ODS på føl­gen­de måde:

(især teol.) beteg­nel­se for reli­gi­øs ansku­el­se ell. lære, der hæv­der for­nuf­tens (ret og) til­stræk­ke­lig­hed til at afgø­re tros­spørgs­maal, og som der­for, med (del­vis) for­ka­stel­se af aaben­ba­ring og mirak­ler, søger erken­del­se af tro­en ale­ne ved for­nuf­tens hjælp.

Det er let at høre, hvor­for ratio­na­lis­men ofte fører, enten til en for­ka­stel­se af tro­en eller til for­stå­el­se af kri­sten­dom­men som et ude­luk­ken­de mel­lem­men­ne­ske­ligt, soci­alt og moralsk anlig­gen­de. Der­for er der krist­ne, som afgø­ren­de ampu­te­rer Kir­kens tro, som redu­ce­rer kri­sten­dom­men til et såkaldt ”bud­skab” og Kristus til det sær­li­ge, moral­ske geni.

Men de tager fuld­kom­men fejl! Moral­ske råd­gi­ve­re er der nok af: Gauta­ma Bud­dha, Kung Fu Tse, pro­fe­ten Moham­med, for blot at næv­ne nog­le få vel­kend­te. Men den krist­ne tro er ikke på nogen af dis­se, sik­kert udmær­ke­de, råd­gi­ve­re. Vi har slet ikke brug for fle­re gode råd! Dem har vi fået rige­ligt af gen­nem men­ne­ske­he­dens histo­rie, og vi har set, til hvor liden hjælp de er, og hvor dår­li­ge vi er til at føl­ge alle de gode råd.

Vi har og vi hav­de, kort sagt, brug for noget helt andet, ikke for gode råd, men for det umu­li­ge og det utæn­ke­li­ge. Og net­op dét har vi af Guds nåde fået med Kristus. Gud selv, Han som har skabt alting, natu­ren med alle dens såkald­te ”love”, Han, som har givet os men­ne­sker for­nuft og for­stand til at for­val­te hele ska­bel­sen, Han gør det umu­li­ge muligt og lader Sig føde som Men­ne­ske af en Jom­fru, af Maria, Gudfødersken.

Ikke mær­ke­ligt, at ratio­na­li­ster til alle tider til­li­ge med jøder, pan­tei­ster og mus­li­mer har det svært med Kristus og den krist­ne tro. For ratio­na­li­ster­ne er den krist­ne tro en dår­skab, en nai­vi­tet og en tåbe­lig­hed, for jøder og mus­li­mer er den en blas­fe­mi, en gudsbespottelse.

Den­ne kon­flikt – og det er en kon­flikt – bli­ver måske mest tyde­lig ved høj­ti­den i dag.! For Kri­sti Him­mel­fart er mere udfor­dren­de for den men­ne­ske­li­ge tan­ke end måske alle andre beret­nin­ger om Kristus. Van­ske­lig­he­den med at kape­re beret­nin­gen om Kristus, der opta­ges til Him­len, ræk­ker langt ind i de krist­nes egne ræk­ker. For bil­le­det træn­ger sig på med en voldsom­hed, der synes næsten at for­nær­me for­nuf­ten, det bli­ver pin­ag­tigt kon­kret: Kri­sti men­ne­ske­li­ge lege­me, som løf­tes op — hør nu lige her …

Kristus farer til Him­mels i her­lig­hed. I Apost­le­nes Ger­nin­ger lyder det sådan her: Han blev løf­tet op, mens de så på det, og en sky tog Ham bort fra deres øjne (ApG 1,9). Og hos evan­ge­li­sten Lukas beskri­ves sam­me begi­ven­hed: Og det ske­te, mens Han vel­sig­ne­de dem, skil­tes Han fra dem og opløf­te­des til Him­len.

Kri­sti Him­mel­fart er afslut­nin­gen på den ræk­ke af begi­ven­he­der, som begynd­te med Opstan­del­sen. Vi hæf­ter os imid­ler­tid ved, at intet men­ne­ske over­væ­re­de Opstan­del­sen, som kvin­der­ne blev opmærk­som­me på, da de så Den Tom­me Grav. Kri­sti Him­mel­fart, der­i­mod, udfol­der sig for øjne­ne af os. Og sik­ke et skue! Hvad er det­te? Vover vi at tro vore egne øjne og øren?

Vi har lov til at være for­vir­re­de. For Her­rens opfa­ren til Him­mels hen­sæt­ter apost­le­ne, og os med dem, i undren. Men midt i vor såre men­ne­ske­li­ge for­vir­ring er det, at Kristus læg­ger grun­den til Sin jor­di­ske Kir­ke. Se blot på høj­ti­dens ikon: Midt iblandt de råd­vil­de apost­le, som i lig­hed med os ikke aner, hvad de skal tro og mene, midt i al den råd­vild­hed står Maria, Guds­mo­der, i ophø­jet ro. Hun står direk­te under Kristus, og de to dan­ner til­sam­men iko­nens lod­ret­te midterakse.

Hvad fore­ta­ger Maria sig her? Det spør­ger vi om med ret­te, for hun er ikke nævnt med et ord i beret­nin­gen om Kri­sti Him­mel­fart, hver­ken i Evan­ge­li­et eller i Apost­le­nes Ger­nin­ger. Men iko­nen er ikke en sla­visk gen­gi­vel­se af de bibel­ske tek­ster. Den er er bil­led­lig frem­stil­ling af grund­læg­gel­sen af Kri­sti Kir­ke: Kristus som Kir­kens him­mel­ske Hoved, Maria som dens urok­ke­li­ge jor­di­ske sam­lings­punkt og anker; og apost­le­ne og alle vi andre sam­le­de omkring hen­de i for­vent­ning om at bli­ve oply­ste og iført kraft fra det høje, sådan som Kristus for­ud­skik­ker (Luk 24,49) med hen­blik på den kom­men­de Pinse.

Kri­sti discip­le har hel­ler ikke haft det let med tro­en siden Opstan­del­sen. Vi hører hos evan­ge­li­sten Lukas, hvor­dan de er for­fær­de­de, og hvor­dan der opstår tvivl i deres hjer­ter (Luk 24, 37–39). Hvor­for? Jo, den vir­ke­lig­hed, Kristus åben­ba­rer for dem over­sti­ger deres fat­te­ev­ne, lige som den over­sti­ger vores. Og net­op når for­nuf­tens tæp­pe med ét rives bort, og vi i et lysen­de glimt for­står, eller i det mind­ste aner, at Guds for­må­en og her­lig­hed spræn­ger vor for­stå­el­ses ram­mer, ja, så har vi det med at rea­ge­re med frygt og næg­te alt! Såle­des også Kri­sti discip­le; for det hed­der om dem: Da blev de gre­bet af angst og frygt; for de men­te, det var en ånd de så (Luk 24,37).

Men den opstand­ne Kristus er ingen ånd. – Discip­le­ne møder ikke noget spø­gel­se, de møder og ser den opstand­ne Kristus, de bli­ver bekendt med det ånde­lig­gjor­te lege­me, som på sam­me tid er him­melsk og jor­disk. Det er et lege­me, som er kon­kret og syn­ligt; og når Den Opstand­ne for­la­der den­ne jord, må Han der­for nød­ven­dig­vis bevæ­ge Sig rum­ligt og fysisk: Det ske­te … at Han opløf­te­des til Himlen!

Her er fri­hed! Her er ophø­jet, fly­ven­de let­hed, her er alt det mod­sat­te af tyng­de­loven, inklu­si­ve den åndelige,mentale tyng­de­lov, som træk­ker os nedad, som gør os til sla­ver af væg­ten og til træl­le under fal­dets betin­gel­ser. Men i Kristus møder apost­le­ne og vi Opstan­del­sens nyska­bel­se, vi bli­ver øjen­vid­ner til den nye ver­den og det nye men­ne­ske, vi ser med vore egne øjne Den Opstand­ne, førs­te­grø­den af de hensovne.

Ver­den er ny og dog vel­kendt. Der er tid, og der er rum, og beg­ge dele er trygt gen­ken­de­li­ge for os. Alt er ikke ble­vet til skræm­men­de kaos; men til det vel­kend­te er der i Opstan­del­sens ver­den føjet dimen­sio­ner, vi knap nok ane­de var til. Alt er nyt. Der er legem­lig­hed, ikke blot og bar luf­tig­hed; men lege­met har andre rela­ti­io­ner til tid og rum end dem, vi ken­der. Den Opstand­ne bevæ­ger Sig frit ind og ud af ska­bel­sens tid og rum: Se, jeg gør alting nyt!

Og det ske­te, mens Han vel­sig­ne­de dem, skil­tes Han fra dem og opløf­te­des til Him­len. Vi læg­ger mær­ke til ord­val­get her, ikke ”efter”, men ”mens”. To sam­ti­di­ge bevæ­gel­ser. Kri­sti vel­sig­nen­de gestus er da en evig bevæ­gel­se; og den er ret­tet, ikke blot til discip­le­ne dér og da, men til alle kom­men­de slæg­ter, til hele Guds folk, til alle os, som i Guds Kir­ke i al evig­hed mod­ta­ger Guds velsignelse.

Net­op den­ne ved­va­ren­de vel­sig­nel­se er årsa­gen til vor dri­stig­hed, når vi vover at beken­de tro­en på den ene, hel­li­ge katol­ske og apo­stol­ske Kir­ke. For vi byg­ger ikke vor krist­ne tro på egen fortræf­fe­lig­hed, vi for­la­der os ikke over­modigt på vor egen mere eller min­dre ind­bild­te for­nuft. Al vor tro på Guds hel­li­ge Kir­ke base­rer vi ene og ale­ne på til­li­den til, at vi fra og med det øje­blik, hvor Kri­sti Him­mel­fart fin­der sted for vore øjne, til alle tider vil være under Kri­sti velsignelse.

Den vel­sig­nel­se, som igen og igen lyses over de tro­en­de i Guds Kir­ke, er såle­des ikke biskop­pens, end­si­ge præ­stens, pri­va­te opfin­del­se og ejen­dom; for den er en evig aktu­a­li­se­ring af Kri­sti egen vel­sig­nel­se, idet Han opløf­tes til Him­len. Lige som den fred, som atter og atter lyses over de tro­en­de, er Kri­sti egen fred: Min fred giver jeg jer!

Guds fred er da, brød­re og søstre, ulø­se­ligt knyt­tet til Guds mirak­ler, til Kri­sti fød­sel som Men­ne­ske, Hans kors­fæ­stel­se, død og opstan­del­se. Og vor miraku­lø­se frel­se sam­les og kro­nes i det pris­me, som udgø­res af Kri­sti Him­mel­fart, mens Hans Kir­ke sam­les omkring Gudsmoder

Amen.

af f. Poul, Kri­sti Him­mel­fart 2012