Kristi himmelfart
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Mirakler! Undere! Den kristne tro er den eneste religion, som står og falder med dét, vi benævner mirakler. Uden Guds undergerninger er der ingen kristendom. Den kristne tro er grundlagt på Guds mirakuløse virke i den skabte verden. Kan nogen vise, at Evangeliets beretninger om Kristi undere er fri fantasi, eller blot og bar litterær metaforik, da ville de dermed samtidigt have vist, at Kristi Kirkes tro er løgn. Det er på den baggrund, Paulus siger, at er Kristus ikke opstanden fra de døde, da er jeres tro tom og jert håb forgæves.
Den kristne tro er en voldsom udfordring for rationalismen. Rationalisme i teologisk sammenhæng defineres i ODS på følgende måde:
(især teol.) betegnelse for religiøs anskuelse ell. lære, der hævder fornuftens (ret og) tilstrækkelighed til at afgøre trosspørgsmaal, og som derfor, med (delvis) forkastelse af aabenbaring og mirakler, søger erkendelse af troen alene ved fornuftens hjælp.
Det er let at høre, hvorfor rationalismen ofte fører, enten til en forkastelse af troen eller til forståelse af kristendommen som et udelukkende mellemmenneskeligt, socialt og moralsk anliggende. Derfor er der kristne, som afgørende amputerer Kirkens tro, som reducerer kristendommen til et såkaldt ”budskab” og Kristus til det særlige, moralske geni.
Men de tager fuldkommen fejl! Moralske rådgivere er der nok af: Gautama Buddha, Kung Fu Tse, profeten Mohammed, for blot at nævne nogle få velkendte. Men den kristne tro er ikke på nogen af disse, sikkert udmærkede, rådgivere. Vi har slet ikke brug for flere gode råd! Dem har vi fået rigeligt af gennem menneskehedens historie, og vi har set, til hvor liden hjælp de er, og hvor dårlige vi er til at følge alle de gode råd.
Vi har og vi havde, kort sagt, brug for noget helt andet, ikke for gode råd, men for det umulige og det utænkelige. Og netop dét har vi af Guds nåde fået med Kristus. Gud selv, Han som har skabt alting, naturen med alle dens såkaldte ”love”, Han, som har givet os mennesker fornuft og forstand til at forvalte hele skabelsen, Han gør det umulige muligt og lader Sig føde som Menneske af en Jomfru, af Maria, Gudfødersken.
Ikke mærkeligt, at rationalister til alle tider tillige med jøder, panteister og muslimer har det svært med Kristus og den kristne tro. For rationalisterne er den kristne tro en dårskab, en naivitet og en tåbelighed, for jøder og muslimer er den en blasfemi, en gudsbespottelse.
Denne konflikt – og det er en konflikt – bliver måske mest tydelig ved højtiden i dag.! For Kristi Himmelfart er mere udfordrende for den menneskelige tanke end måske alle andre beretninger om Kristus. Vanskeligheden med at kapere beretningen om Kristus, der optages til Himlen, rækker langt ind i de kristnes egne rækker. For billedet trænger sig på med en voldsomhed, der synes næsten at fornærme fornuften, det bliver pinagtigt konkret: Kristi menneskelige legeme, som løftes op — hør nu lige her …
Kristus farer til Himmels i herlighed. I Apostlenes Gerninger lyder det sådan her: Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog Ham bort fra deres øjne (ApG 1,9). Og hos evangelisten Lukas beskrives samme begivenhed: Og det skete, mens Han velsignede dem, skiltes Han fra dem og opløftedes til Himlen.
Kristi Himmelfart er afslutningen på den række af begivenheder, som begyndte med Opstandelsen. Vi hæfter os imidlertid ved, at intet menneske overværede Opstandelsen, som kvinderne blev opmærksomme på, da de så Den Tomme Grav. Kristi Himmelfart, derimod, udfolder sig for øjnene af os. Og sikke et skue! Hvad er dette? Vover vi at tro vore egne øjne og øren?
Vi har lov til at være forvirrede. For Herrens opfaren til Himmels hensætter apostlene, og os med dem, i undren. Men midt i vor såre menneskelige forvirring er det, at Kristus lægger grunden til Sin jordiske Kirke. Se blot på højtidens ikon: Midt iblandt de rådvilde apostle, som i lighed med os ikke aner, hvad de skal tro og mene, midt i al den rådvildhed står Maria, Gudsmoder, i ophøjet ro. Hun står direkte under Kristus, og de to danner tilsammen ikonens lodrette midterakse.
Hvad foretager Maria sig her? Det spørger vi om med rette, for hun er ikke nævnt med et ord i beretningen om Kristi Himmelfart, hverken i Evangeliet eller i Apostlenes Gerninger. Men ikonen er ikke en slavisk gengivelse af de bibelske tekster. Den er er billedlig fremstilling af grundlæggelsen af Kristi Kirke: Kristus som Kirkens himmelske Hoved, Maria som dens urokkelige jordiske samlingspunkt og anker; og apostlene og alle vi andre samlede omkring hende i forventning om at blive oplyste og iført kraft fra det høje, sådan som Kristus forudskikker (Luk 24,49) med henblik på den kommende Pinse.
Kristi disciple har heller ikke haft det let med troen siden Opstandelsen. Vi hører hos evangelisten Lukas, hvordan de er forfærdede, og hvordan der opstår tvivl i deres hjerter (Luk 24, 37–39). Hvorfor? Jo, den virkelighed, Kristus åbenbarer for dem overstiger deres fatteevne, lige som den overstiger vores. Og netop når fornuftens tæppe med ét rives bort, og vi i et lysende glimt forstår, eller i det mindste aner, at Guds formåen og herlighed sprænger vor forståelses rammer, ja, så har vi det med at reagere med frygt og nægte alt! Således også Kristi disciple; for det hedder om dem: Da blev de grebet af angst og frygt; for de mente, det var en ånd de så (Luk 24,37).
Men den opstandne Kristus er ingen ånd. – Disciplene møder ikke noget spøgelse, de møder og ser den opstandne Kristus, de bliver bekendt med det åndeliggjorte legeme, som på samme tid er himmelsk og jordisk. Det er et legeme, som er konkret og synligt; og når Den Opstandne forlader denne jord, må Han derfor nødvendigvis bevæge Sig rumligt og fysisk: Det skete … at Han opløftedes til Himlen!
Her er frihed! Her er ophøjet, flyvende lethed, her er alt det modsatte af tyngdeloven, inklusive den åndelige,mentale tyngdelov, som trækker os nedad, som gør os til slaver af vægten og til trælle under faldets betingelser. Men i Kristus møder apostlene og vi Opstandelsens nyskabelse, vi bliver øjenvidner til den nye verden og det nye menneske, vi ser med vore egne øjne Den Opstandne, førstegrøden af de hensovne.
Verden er ny og dog velkendt. Der er tid, og der er rum, og begge dele er trygt genkendelige for os. Alt er ikke blevet til skræmmende kaos; men til det velkendte er der i Opstandelsens verden føjet dimensioner, vi knap nok anede var til. Alt er nyt. Der er legemlighed, ikke blot og bar luftighed; men legemet har andre relatiioner til tid og rum end dem, vi kender. Den Opstandne bevæger Sig frit ind og ud af skabelsens tid og rum: Se, jeg gør alting nyt!
Og det skete, mens Han velsignede dem, skiltes Han fra dem og opløftedes til Himlen. Vi lægger mærke til ordvalget her, ikke ”efter”, men ”mens”. To samtidige bevægelser. Kristi velsignende gestus er da en evig bevægelse; og den er rettet, ikke blot til disciplene dér og da, men til alle kommende slægter, til hele Guds folk, til alle os, som i Guds Kirke i al evighed modtager Guds velsignelse.
Netop denne vedvarende velsignelse er årsagen til vor dristighed, når vi vover at bekende troen på den ene, hellige katolske og apostolske Kirke. For vi bygger ikke vor kristne tro på egen fortræffelighed, vi forlader os ikke overmodigt på vor egen mere eller mindre indbildte fornuft. Al vor tro på Guds hellige Kirke baserer vi ene og alene på tilliden til, at vi fra og med det øjeblik, hvor Kristi Himmelfart finder sted for vore øjne, til alle tider vil være under Kristi velsignelse.
Den velsignelse, som igen og igen lyses over de troende i Guds Kirke, er således ikke biskoppens, endsige præstens, private opfindelse og ejendom; for den er en evig aktualisering af Kristi egen velsignelse, idet Han opløftes til Himlen. Lige som den fred, som atter og atter lyses over de troende, er Kristi egen fred: Min fred giver jeg jer!
Guds fred er da, brødre og søstre, uløseligt knyttet til Guds mirakler, til Kristi fødsel som Menneske, Hans korsfæstelse, død og opstandelse. Og vor mirakuløse frelse samles og krones i det prisme, som udgøres af Kristi Himmelfart, mens Hans Kirke samles omkring Gudsmoder
Amen.
af f. Poul, Kristi Himmelfart 2012