Hvorfor være ortodoks kristen?

Der er én og kun én grund til at være orto­doks kri­sten. Nem­lig den, at jeg er over­be­vist om, at min per­son­li­ge frel­se er ulø­se­ligt knyt­tet til Den Orto­dok­se Kir­ke. Om at mit for­hold til Gud bli­ver vir­ke­lig­hed i Kir­ken. Det bety­der, at mit ånde­li­ge liv udspil­ler sig inden for Kir­kens ram­mer, for­di jeg véd dybt i hjer­tet, at Kir­ken er mit ånde­li­ge hjem, og at der ikke er noget andet sted for mig at gå hen.

At være orto­doks kri­sten er et valg. Men et valg af en gan­ske sær­lig karak­ter. Vi kun­ne næsten sige et valg af nød­ven­dig­hed. For den ene­ste gyl­di­ge moti­va­tion for at søge Kir­ken er net­op, at jeg er kom­met til klar­hed over, at her er den vej til frel­se, som Kristus har anvist mig. Alle andre moti­ver er i bedste fald under­ord­ne­de og egne­de til at for­vir­re mig selv og men­ne­sker omkring mig. I vær­ste fald er de direk­te ska­de­li­ge.

Moti­va­tio­nens spørgs­mål teg­ner sig på en sær­lig måde for men­ne­sker, som er ble­vet med­lem­mer af Guds Kir­ke, efter at have nået skels år og alder. Vi er kon­ver­te­re­de; men til hvad og hvor­for? Er vi ble­vet nomi­nelt orto­dok­se, for­di vi er fasci­ne­re­de af rus­sisk kor­sang og pit­to­re­ske græ­ske kapel­ler ? Eller var det, for­di vi var util­fred­se med den ikke-orto­dok­se kir­ke, vi til­hør­te før? Med præ­sten eller for­man­den for menig­heds­rå­det? Eller hav­de vi blot tændt nostal­gi­ens pro­jek­tør og så ind­fan­get Den Orto­dok­se Kir­ke, som er så kønt”gammeldags”?  Har vi med andre ord valgt Kir­ken til, enten i pro­test mod en anden kir­ke eller for­di vi er æste­ter og litur­gi­ske fein­s­meck­e­re?

Hvis vi kan sva­re ja til noget af det­te, må vi tæn­ke os meget grun­digt om. For livet i Kir­ken er for alvor. Kir­ken er det alt-afgø­ren­de i  vores liv; og det er meget langt fra, ja det er det stik mod­sat­te af, at være et spørgs­mål om ”smag og behag”. Vi væl­ger Guds Kir­ke  (når Gud selv har vist os vej der­til), for­di den bog­sta­ve­ligt talt er livsvig­tig for os. Det er afgø­ren­de, at vi bli­ver orto­dok­se af den­ne ene grund, og ikke på grund af en ræk­ke udven­di­ge træk ved Kir­ken. At være orto­doks kri­sten er hver­ken en leg eller en hob­by. Det dre­jer sig ikke om en inter­es­se eller en per­son­lig præ­fe­ren­ce; det dre­jer sig om hvert men­ne­skes frel­se i Kri­sti Kir­ke.

At være orto­doks kri­sten bety­der at være kon­stant årvå­gen og vendt mod Gud. Det inde­bæ­rer, at jeg må omven­de mig uden ophør. Det gæl­der for alle, hvad enten de er bar­ne­døbt i Den Orto­dok­se Kir­ke, eller er kom­met til sene­re som såkald­te kon­ver­tit­ter. Vores bevidste valg må bestan­dig for­ny­es. Det vil­kår gæl­der, om vi har været kort eller lang tid i Kir­ken.

Den afgø­ren­de for­skel, som nog­le tæn­ker sig eksi­ste­rer, mel­lem at være ”født orto­doks” og at være kon­ver­tit, fin­des ikke i vir­ke­lig­he­den. For ingen er ”født” som orto­doks. Vores ind­træ­den i Kir­ken, det være sig tid­ligt eller sent, går via dåben og myronsalv­nin­gen. Og med afsæt i dis­se Kir­kens myste­ri­er er livet som orto­doks en sta­dig bevæ­gel­se hen imod Gud. Gan­ske vist kan det på nog­le områ­der føles mere ube­svæ­ret og natur­ligt at tage del i Kir­kens liv, hvis man er født og opvok­set i et mil­jø, som er præ­get af den orto­dok­se tro. Men det ændrer ikke ved det grund­læg­gen­de: Vi er alle bestan­digt på vej. Kir­ken består ikke af to væsens­for­skel­li­ge grup­per, hvoraf den ene er ”fød­te” orto­dok­se og der­for ikke behø­ver fore­ta­ge sig yder­li­ge­re, mens den anden hele tiden må anstren­ge sig for at bli­ve orto­dok­se. Sådan­ne fore­stil­lin­ger er et vildspor.

Men kæm­pe må vi. Og orto­dok­se i Vesten må ikke så sjæl­dent kæm­pe på to fron­ter. Den ene front udgø­res af vis­se ”gam­mel-orto­dok­se” grup­pers natio­na­lis­me, som sæt­ter lig­heds­tegn mel­lem den­ne eller hin natio­na­le kul­tur og den orto­dok­se tro. På den­ne, ydre front kan vi møde de sære­ste krav om at gå i lære som rus­se­re eller græke­re for over­ho­ve­det at bli­ve aner­kendt som orto­dok­se.

På den anden front, den indre, møder vi imid­ler­tid ofte, para­doksalt nok, end­nu hår­de­re mod­stand. Dér optræ­der en syg­dom, som vi kun­ne kal­de ”kon­ver­ti­tis”. Syg­dom­men har to sæt symp­to­mer, som til­sy­ne­la­den­de er hin­an­dens mod­sæt­ning; og dog er der tale om én og sam­me syg­dom, som bun­der i ukla­re eller mis­for­stå­e­de bevæg­grun­de for at søge til Kir­ken.

Det ene grup­pe af symp­to­mer skal vi ikke sige man­ge ord om i den­ne arti­kel. Den er karak­te­ri­se­ret af en ”folkl­o­ri­stisk” og roman­tisk begej­string for alt frem­med og ekso­tisk fra tra­di­tio­nelt orto­dok­se lan­de. Den giver sig udslag i ser­vile knæ­fald for den før nævn­te natio­na­lis­me. Og den ken­des frem for alt på, at vi for­veks­ler den orto­dok­se krist­ne tros sand­he­der med ydre skik og brug fra den­ne eller hin orto­dok­se region. De angreb­ne kan ken­des på de væl­di­ge anstren­gel­ser, de gør for at til­pas­se sig frem­med sprog, klæ­de­d­ragt og kir­ke­lig optræ­den.

Den anden grup­pe symp­to­mer er over­ord­net karak­te­ri­se­ret ved, at vi næg­ter at ændre noget som helst. Sam­ti­digt med at vi søger til og ind­træ­der i Den Orto­dok­se Kir­ke, for­be­hol­der vi os ret til at fort­sæt­te vores reli­gi­øse prak­sis nøj­ag­tig som hidtil og oven i købet at stil­le hver vore pri­va­te betin­gel­ser for at kun­ne ”god­ken­de” Kir­ken. Ofte udsprin­ger dis­se betin­gel­ser af, at vi er dre­vet af kir­ke­lig syn­kre­tis­me, som for­ud­sæt­ter, at Den Orto­dok­se Kir­ke blot er ”én måde” at være kir­ke på og ét valg blandt andre muli­ge. Så bli­ver vi orto­dok­se af vis­se, sekun­dæ­re grun­de, men uden at begri­be det afgø­ren­de.

Sådan­ne syn­kre­ti­sti­ske drøm­me­ri­er kan give sig de sære­ste udslag. Men­ne­sker kom­mer til Kir­ken med hver deres pri­va­te krav: ”Jo, jeg vil ger­ne være orto­doks, men kun på den betin­gel­se at Kir­ken ændrer sin kalen­der og hol­der påske sam­men med andre krist­ne!” Eller: ”Jeg vil ger­ne være orto­doks, men kun på den betin­gel­se at Kir­ken ind­fø­jer Frans af Asis­si i kalen­de­ren og begyn­der at male iko­ner af Teresa af Avila!” Eller: ”Jeg vil ger­ne være orto­doks, men kun hvis jeg kan have nad­ver­fæl­leskab med romer­ka­to­lik­ker og lut­he­ra­ne­re!” Eller: ”Jeg vil ger­ne være orto­doks, men kun hvis jeg kan fort­sæt­te med at medi­te­re efter Mahe­sh Maha­ris­his yoga- og medi­ta­tions­sko­le!”

De nævn­te eksemp­ler stam­mer fra det vir­ke­li­ge liv. De lader sig natur­lig­vis ikke opfyl­de i vir­ke­lig­he­dens kir­ke­li­ge ver­den. Her  føl­ger end­nu en sand beret­ning, som er bund­løst sør­ge­lig og sam­ti­dig umå­de­lig komisk. Og som, så ekstrem og kari­ke­ret den måt­te fore­kom­me, er karak­te­ri­stisk for den totalt mang­len­de for­stå­el­se af Kir­kens væsen, som dri­ver den øku­me­ni­ske syn­kre­tis­me:

Jeg blev engang kon­tak­tet af et vok­sent men­ne­ske, et med­lem af Den Dan­ske Fol­kekir­ke, som anmo­de­de om at bli­ve døbt i Den Orto­dok­se Kir­ke. En bega­vet mand, aka­de­misk uddan­net, som for et par år siden hav­de truk­ket sig til­ba­ge fra selv­stæn­dig virk­som­hed. Han hav­de i en årræk­ke haft orto­dok­se kon­tak­ter i udlan­det og var nu nået der­til, at han ger­ne vil­le være orto­doks, sag­de han. Jeg for­kla­re­de til en begyn­del­se pro­ce­du­ren for, hvor­dan vi i vort stift mod­ta­ger krist­ne fra andre kon­fes­sio­ner. Det var så også i sin orden for den pågæl­den­de, selv om han helst vil­le sprin­ge kate­kumén­ti­den over og i øvrigt gav udtryk for, at han vil­le have fore­truk­ket dåb frem for mod­ta­gel­se ved myronsalv­ning.

Efter kort tids brevveks­ling kom sagens ret­te pro­por­tio­ner imid­ler­tid for en dag: Nær­mest som en forms­sag nævn­te jeg, at mod­ta­gel­se i Den Orto­dok­se Kir­ke jo for­ud­sæt­ter, at med­lem­skab af andre kir­ke­sam­fund bli­ver bragt til ophør. Og der­med tog sam­ta­len imel­lem os en over­ra­sken­de ven­ding. For den­ne mand, som føl­te sig så overens med den orto­dok­se tro, at han hav­de hen­vendt sig til en orto­doks præst med anmod­ning om dåb, han drøm­te ikke om at for­la­de den lut­her­ske kir­ke! Han hav­de i fuldt alvor fore­stil­let sig, at han på én og sam­me tid kun­ne have kir­ke­ligt fæl­les­skab med orto­dok­se og med lut­he­ra­ne­re.

Jeg spurg­te ham, hvad han da hav­de tænkt sig. Det viste sig, at han for nylig var ble­vet valgt ind i sit loka­le, lut­her­ske menig­heds­råd! Han hav­de sør­get for, at kir­ken dér hav­de anskaf­fet en ikon. Han hav­de holdt fored­rag i sin egen menig­hed og andre ste­der om orto­doks kir­ke og tro (jeg tør knap tæn­ke på ind­hol­det i de fored­rag). Han opfat­te­de det på den måde, at han hav­de en opga­ve med at oply­se de lut­her­ske om orto­dok­si­en, og her men­te han, det kun­ne være en stor hjælp, hvis han var med­lem beg­ge ste­der. Ja, han men­te oven i købet, at han vil­le svig­te den vig­ti­ge opga­ve med at udbre­de kend­ska­bet til Den Orto­dok­se Kir­ke, hvis han meld­te sig ud af den lut­her­ske kir­ke.

Den pågæl­den­de hav­de kort sagt ikke for­stå­et noget som helst. Vi træ­der  ind i Guds Kir­ke for at bli­ve frelst, ikke for at kun­ne gøre os inter­es­san­te med vores pæda­go­gi­ske eller spi­ri­tu­el­le talent blandt men­ne­sker uden for Kir­ken. Ikke for at bidra­ge til fore­stil­lin­gen om, at tro­en overalt er den sam­me, blot med lidt for­skel­li­ge frem­træ­del­ses­for­mer.

Jeg måt­te natur­lig­vis sva­re blankt nej til hans anmod­ning. Det blev han meget skuf­fet over. Og ikke nok med dét; han blev også vred. Vred på mig og vred på vores ærke­bi­skop og stift. Han mere end anty­de­de, at hans orto­dok­se kon­tak­ter i udlan­det så gan­ske ander­le­des på sagen. Han frem­sat­te den tan­ke, at vores stift skul­le føl­ge nog­le helt sær­ligt ”stren­ge” reg­ler. Og ikke mindst end­te han med at ankla­ge mig per­son­ligt for at træf­fe hjem­mela­ve­de afgø­rel­ser, der skul­le  bun­de i, at jeg er anti-øku­me­nisk og rent ud sagt fjendt­lig over for andre krist­ne.

Jeg har refe­re­ret oven­stå­en­de, ikke for at hæn­ge nogen ud, men for at illu­stre­re, hvor langt ud i absur­di­te­ten man kan kom­me, hvis man lader sine pri­va­te drøm­me om på egen hånd at kun­ne ”for­e­ne” alle krist­ne blo­ke­re for en klar og rea­li­stisk for­stå­el­se af den orto­dok­se posi­tion: Vi tror, at Den Orto­dok­se Kir­ke er iden­tisk med Tros­be­ken­del­sens ”ene, hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske Kir­ke”. Sådan er Kir­kens opfat­tel­se; og hvis vi væl­ger at bli­ve orto­dok­se, væl­ger vi at gøre den­ne Kir­kens tro til vores egen tro. Føl­ge­lig er det menings­løst sam­ti­dig at vil­le fast­hol­de, at samt­li­ge, eller  de fleste, eller dog nog­le få andre krist­ne kir­ke­sam­fund også er Kir­ken, bare på ”en anden måde”.

At være (ble­vet) orto­doks inde­bæ­rer for den enkel­te, at jeg pas­ser mine egne sager, dvs. del­ta­ger så ofte og så opmærk­somt, det er mig muligt, i min Kir­kes og min menig­heds liv, frem for bestan­digt at fodre drøm­me­ne om, at der måske er noget end­nu bed­re rundt om det næste hjør­ne. Det inde­bæ­rer, at jeg søger at få bedst mulig orden i mine egne syn­der og mit eget skrif­te­mål, frem for at beskæf­ti­ge mig med, hvil­ke fejl­ta­gel­ser i Kir­kens hie­rar­ki, der mon er skyld i, at det ikke er lyk­ke­des at gen­for­e­ne alle krist­ne. Det inde­bæ­rer, at jeg i ære­frygt og alvor nær­mer mig den hel­li­ge nad­ver i min egen Kir­ke og menig­hed uden at lade mig for­styr­re af tan­ker om sam­ti­dig at kun­ne være del af et helt andet fæl­les­skab.

Vi, som aktivt har valgt Kir­ken til, må bestræ­be os af al kraft på at vok­se ind i Kir­ken og bli­ve helt almin­de­li­ge, orto­dok­se krist­ne. Vore ønsker om sam­ti­digt at kun­ne være både kato­lik­ker og pro­te­stan­ter er uden hold i vir­ke­lig­he­dens ver­den og der­til et tegn på mang­len­de moden­hed. Vores omsorg, og den kan meget vel være ægte og kær­ligt ment, vores omsorg for de andre, de ikke-orto­dok­se, vir­ke­lig­gør vi bedst ved, så godt vi kan, at sam­ta­le med alle, som viser inter­es­se for Kir­ken, og ved at være et eksem­pel på orto­doks kri­stent liv i det kir­ke­li­ge land­skab dér, hvor vi bor.

Jeg skal kon­klu­de­re. Kon­klu­sio­nen består i at ven­de til­ba­ge til den­ne arti­kels ind­led­ning: Den ene­ste grund til at være orto­doks er, at det er livsvig­tigt at bli­ve og for­bli­ve ind­lem­met i Guds Kir­ke, som er vejen til sand­hed og frel­se. Vi læg­ger mål­ret­tet alle drøm­me­ri­er fra os, efter­hån­den som vi træn­ger dybe­re ind i Kir­kens liv. Vi rela­ti­ve­rer ikke den ful­de tro­ens enhed på grund af vores men­ne­ske­li­ge trang til kon­sensus. Tvær­ti­mod: Vi vir­ke­lig­gør vores fæl­les­skab med andre krist­ne ved efter evne at vise dem vejen til den ful­de sand­hed i Den Orto­dok­se Kir­ke.

Af  f. Poul Seb­be­lov