Kirken — hvem er det?

Af f. Poul Sebbelov

Kir­kens inder­ste væsen og Kir­kens vir­ke i ver­den lader sig ikke skil­le fra biskop­pens og præ­stens embe­de. Dis­se ele­men­ter er vævet tæt og ulø­se­ligt sammen.

Det tje­ner intet posi­tivt for­mål at give karak­te­rer til andre krist­ne. Vi må nøjes med at kon­sta­te­re, at det ful­de fæl­les­skab mel­lem krist­ne ikke for nær­væ­ren­de lader sig vir­ke­lig­gø­re i Kir­kens liv. Det kan vi se der­af, at orto­dok­se, romersk katol­ske og pro­te­stan­ti­ske tro­en­de ikke får del i Kri­sti lege­me og blod fra sam­me kalk, at der alt­så ikke er nad­ver­fæl­les­skab mel­lem alle kristne.

Vi bør hol­de os fra at sæt­te eti­ket på dem, der er krist­ne på en anden måde end os selv. Vi må, inden for hver vore teo­lo­gi­ske ram­mer, posi­tivt gøre rede for, hvad der bestem­mer kir­ken. Og mens vi gør det, må vi hol­de os for øje, at hver ene­ste kri­sten, ja, hvert ene­ste men­ne­ske, kan være knyt­tet til Kri­sti Kir­ke med bånd, som ale­ne er syn­li­ge for Gud.

Den Orto­dok­se Kir­ke har den tro, at den udgør den ”ene, hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske Kir­ke”, vi næv­ner, hver gang vi under gud­stje­ne­sten syn­ger eller frem­si­ger Tros­be­ken­del­sen. Som en del af sin grund­læg­gen­de beken­del­se udsi­ger Kir­ken såle­des sin tro på sig selv som Guds Kir­ke, syn­lig, kon­kret og gen­ken­de­lig ved at være til ste­de og vir­ke blandt men­ne­sker på jorden.

Kir­kens jor­di­ske vir­ke er først og frem­mest base­ret på tro­en på en gud­dom­me­ligt givet nåde og myn­dig­hed, som vi ple­jer at kal­de ”den apo­stol­ske suc­ces­sion”. Det begreb er der­for et grund­læg­gen­de ele­ment i den orto­dok­se bestem­mel­se af, hvad Kir­ken er.

Kir­ken er imid­ler­tid ikke begræn­set til det jor­di­ske. Guds Kir­ke er det krist­ne, mysti­ske fæl­les­skab, som omfat­ter både Him­mel og jord, både leven­de og hen­sov­ne. Kir­ken er de hel­li­ges sam­fund; og Kir­ken er Kri­sti mysti­ske lege­me, hvis hove­de er Kristus selv. Kir­ken er såle­des ikke nogen men­ne­ske­lig orga­ni­sa­tion, selv om vi natur­lig­vis kan pege på en ræk­ke orga­ni­sa­to­ri­ske struk­tu­rer i den jor­di­ske Kir­kes opbyg­ning. Kir­ken er en the­an­drisk orga­nis­me, dvs. den er en leven­de enhed, som på én og sam­me tid er gud­dom­me­lig og men­ne­ske­lig. Kir­ken er Guds liv blandt men­ne­sker; og Kir­ken er de tro­en­des liv i Kristus.

Når det så gæl­der den jor­di­ske, den syn­li­ge del af Kir­ken, hvi­ler den som nævnt på den apo­stol­ske suc­ces­sion. Begre­bet omfat­ter kir­kens lede­re, til­syns­mænd eller biskop­per til alle tider; og det inde­bæ­rer den faste over­be­vis­ning, at Kri­sti 12 apost­le fra Gud modt­og en sær­lig udvæl­gel­se og myn­dig­hed. Den nåde og myn­dig­hed både kan og må med­del­es vide­re gen­nem slæg­ter­ne til Kir­kens hie­rar­ki eller biskop­per, for at Kir­ken fort­sat kan leve som Kri­sti lege­me og videre­fø­re Kri­sti tje­ne­ste blandt men­ne­sker på jorden.

Den jor­di­ske Kir­ke udgø­res såle­des af de tro­en­des fæl­les­skab, sam­let om biskop­pen. Uden biskop­pen er der ingen Kir­ke; for biskop­pen er den jor­di­ske Kir­kes bæren­de ele­ment. Hver enkelt biskop er imid­ler­tid fuldt og helt bærer af nådens fyl­de. Det­te er vig­tigt at for­stå. Der er ikke, og der kan ikke være, tale om nogen karis­ma­tisk ”rang­ord­ning” mel­lem biskop­per­ne. Ingen biskop er ”over” de øvri­ge, hver­ken når det gæl­der for­valt­nin­gen af de hel­li­ge myste­ri­er eller for­mu­le­rin­gen af Kir­kens tro og lære.

Ingen enkelt biskop er der­for bærer af en stør­re eller dybe­re Hel­li­gån­dens nåde end andre; men vis­se biskop­per til­reg­nes en såkaldt æres­for­rang, base­ret på histo­ri­ske, geo­gra­fi­ske og natio­na­le kri­te­ri­er. Såle­des er patri­ar­ken i Kon­stan­ti­nopel af hele Den Orto­dok­se Kir­ke aner­kendt som ”den før­ste blandt lige­mænd”, uden at han der­for til­skri­ves nogen dog­ma­tisk bestemt over­højhed, end­si­ge ufejl­bar­lig­hed, i lære­mæs­si­ge spørgs­mål. Ingen enkelt biskop ejer Kir­ken eller er hævet over den.

Der er én og kun én biskop­pe­lig nåde og ordi­na­tion. Alt der­u­d­over er rent admi­ni­stra­ti­ve ord­nin­ger eller ære­stit­ler. Det­te for­hold giver imid­ler­tid ofte anled­ning til for­vir­ring. Er en metro­po­lit ”mere” end en biskop? Er en patri­ark eller en pave til­må­lt en ”stør­re” nåde­ga­ve end en almin­de­lig biskop? Er der én patri­ark, som pr. defi­ni­tion er den øver­ste? Sva­ret på alle dis­se spørgs­mål er, at der er én apo­stolsk nåde­ga­ve, som med­del­er enhver biskop den sam­me, ful­de og uaf­kor­te­de karisma.

Lad mig under­stre­ge end­nu en gang: Kir­ken er ingen orga­ni­sa­tion; den er en orga­nis­me af ene­stå­en­de karak­ter: Kir­ken er Kri­sti lege­me. Kir­ken er, med andre ord, i sel­ve sit væsen ét med Kristus; og med hele sit vir­ke gør Kir­ken Kristus nær­væ­ren­de på den måde, Han selv har bestemt. Det syn­li­ge tegn på, at det for­hol­der sig sådan, er net­op den apo­stol­ske succession.

Vi må der­for ikke tæn­ke på biskop­pen eller på hans sted­fortræ­der, præ­sten, som om de var løs­rev­ne indi­vi­der, som har til­re­vet sig eller er ble­vet til­lagt sær­li­ge ret­tig­he­der og magt­be­fø­jel­ser i sam­me for­stand, som nog­le erhver­ver sig poli­tisk eller øko­no­misk magt. Vi må der­i­mod opfat­te biskop og præst som dem, der i Kir­kens fæl­les­skab er ble­vet pålagt den­ne sær­li­ge tjeneste.

Biskop­pens embe­de, for­stå­et i hele sin apo­stol­ske sam­men­hæng og i lyset af dén Hel­li­gån­dens nåde, der med­del­es apost­le­ne, er for­ud­sæt­nin­gen for, at vi kan tale om og tro, at Kri­sti eget præ­ste­døm­me er kon­kret nær­væ­ren­de i Hans Kir­ke. For det­te er den yder­ste poin­te og den inder­ste ker­ne i den orto­dok­se for­stå­el­se af det præ­ste­li­ge embe­de: Der er én ypper­ste­præst, Kristus selv; og føl­ge­lig er der kun ét præ­ste­døm­me og én præ­ste­lig tje­ne­ste, nem­lig Kri­sti egen tje­ne­ste, Han, hvis lege­me bry­des og hvis blod udg­y­des ”for jer og for man­ge til syn­der­nes for­la­del­se”, som det hed­der i nadverbønnen.

Her er vi ved det afgø­ren­de i den præ­ste­li­ge tje­ne­ste. For den består dybest set af det­te ene: Kir­kens hie­rar­ki bærer i sig den gud­dom­me­li­ge nåde, som til­la­der enhver biskop i Kir­kens skød at aktu­a­li­se­re Kri­sti eget offer og for­val­te de gud­dom­me­li­ge myste­ri­er, først og frem­mest den hel­li­ge nad­ver. Den nåde­ga­ve er fæl­les for alle biskop­per, for efter orto­doks tro kan intet enkelt men­ne­ske, præst eller biskop, påberå­be sig i sin per­son at være ”Kri­sti stedfortræder”.

Den apo­stol­ske suc­ces­sion er afgø­ren­de, men den står ikke ale­ne. Det er meget vig­tigt, at vi gør os det­te klart. Kir­kens biskop­per har kol­le­gi­alt ansvar for, at Kir­kens tro og lære beva­res ubrudt, ufor­an­dret og i hele sin fyl­de. Den apo­stol­ske suc­ces­sion beva­rer ale­ne sin gyl­dig­hed for den enkel­te biskop, så læn­ge han for­bli­ver i fuld over­ens­stem­mel­se med Kir­kens tro og lære i sin helhed.

Suc­ces­sio­nen må ikke udar­te til en form for selv­be­ro­en­de magi. Den er tvær­ti­mod ulø­se­ligt knyt­tet til et reelt ind­hold, som net­op udgø­res af Kir­kens ufor­van­ske­de, apo­stol­ske tro. Hvis der­for nogen biskop på egen hånd for­van­sker kir­kens tro efter sin per­son­li­ge vil­je, kan han natur­lig­vis ikke bare åbne sin egen, nye ”kir­ke” under påberå­bel­se af den apo­stol­ske succession.

Der er fak­tisk kir­ker, som søger at frem­me en magisk opfat­tel­se af bis­pe­or­di­na­tio­nen som en iso­le­ret, selv­be­ro­en­de hand­ling. I ver­dens stør­ste krist­ne Kir­ke, den romer­ske, har det­te ført til en ræk­ke for­vansk­nin­ger af enhed­s­kir­kens oprin­de­li­ge tro. Det gæl­der så afgø­ren­de ele­men­ter som Tros­be­ken­del­sen og Guds­mo­der, Mari­as rol­le; og det gæl­der frem for alt den udlæg­ning af apost­len Peters posi­tion, som søger at sam­le al kir­ke­lig myn­dig­hed i Rom. Måske er Roms hie­rar­ki­ske cen­tra­lis­me den stør­ste anstøds­sten over­ho­ve­det for håbet om kri­sten enhed.

Kri­sti jor­di­ske Kir­ke er bestemt ved den apo­stol­ske udvæl­gel­se, som mar­ke­res ved Hel­li­gån­dens udg­y­del­se over apost­le­ne pin­se­dag. Apost­le­nes efter­føl­ge­re er Kir­kens biskop­per, som de tro­en­de sam­les omkring. Biskop­per­ne har i fæl­les­skab den dob­bel­te opga­ve at for­val­te de hel­li­ge myste­ri­er og, sam­men med alle tro­en­de, at beva­re Kri­sti Kir­kes tro uden hver­ken at læg­ge til eller træk­ke fra.