Darwins lære og den ortodokse kristne tro

darwin

darwin

Den Orto­dok­se Kir­ke er ikke fun­da­men­ta­li­stisk i sin læs­ning af Bibe­len. Det bety­der, at orto­dok­se krist­ne ikke anser Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen for en viden­ska­be­lig rede­gø­rel­se for ver­dens til­bli­vel­se og men­ne­skets plads deri.

En bog­sta­ve­lig læs­ning af Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen vil­le stil­le os over for at måt­te accep­te­re åben­ly­se mod­si­gel­ser. Vi måt­te da hæv­de, at men­ne­sket viste sig på jor­den omkring 120 timer efter altings begyn­del­se, at dags­ly­set var til, inden solen var skabt, at uni­ver­set er omgi­vet af vand, at uni­ver­set ikke er mere end seks eller syv tusind år gam­melt samt end­nu en ræk­ke uri­me­lig­he­der.

Når vi såle­des om Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen siger, at ”sådan var det ikke ment” (alt­så bog­sta­ve­ligt), skal vi pas­se på ikke at fal­de for fri­stel­sen til at sige, at så har beret­nin­gen nok slet intet fak­tu­elt ind­hold i det hele taget, og der­for kan vi med sinds­ro nedskri­ve den til ren og skær myto­lo­gi og digt­ning.

Det kan vi ikke! Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen læser vi med den krist­ne tros bril­ler på, ikke som myto­lo­gi, men som en hen­vis­ning til vir­ke­lig­he­den. Beret­nin­gen for­mid­ler Kir­kens tro på og påstand om, at ver­den ikke er ble­vet til ved en kos­misk til­fæl­dig­hed, men ved Guds per­son­li­ge vil­je, og end­vi­de­re at men­ne­skeslæg­ten af Gud er skabt med et helt sær­ligt for­hold til Gud (”i Guds bil­le­de”).

Jeg har ingen natur­vi­den­ska­be­ligt kva­li­fi­ce­ret hold­ning til Darwins evo­lu­tions­læ­re, til læren om ”arter­nes oprin­del­se”. Men for­di evo­lu­tions­læ­ren frem­sæt­ter en helt anden påstand om ver­dens og men­ne­skers til­bli­vel­se end Bibe­len, må vi i Kir­ken nød­ven­dig­vis under­sø­ge den­ne lære i lyset af den orto­dok­se, krist­ne tro.

Det afgø­ren­de ind­hold af Bibe­lens Ska­bel­ses­be­ret­ning i Før­ste Mose­bog er for det før­ste: Gud skab­te men­ne­sket i Sit eget bil­le­de, og men­ne­sket er af Gud bestemt til at her­ske ”over havets fisk og him­me­lens fug­le, kvæ­get og alle vildt­le­ven­de dyr, der rører sig på jor­den!” – Og vi må spør­ge: Lader den­ne bibel­ske for­stå­el­se af men­ne­skets vær­dig­hed og høje kald sig for­e­ne med læren om, at men­ne­sket selv er et dyr, der ikke væsent­ligt adskil­ler sig fra andre dyr?

For det andet: Bibe­len beret­ter om en kos­misk og ånde­lig kata­stro­fe, som man ple­jer at kal­de for ”syn­de­fal­det”. Det inde­bæ­rer, kri­ste­ligt for­stå­et, at ved de før­ste men­ne­skers frie valg for­styr­re­des den har­moni­ske orden, Gud hav­de skabt, og erstat­te­des af en helt anden orden, hvor­ved for­gæn­ge­lig­hed og død kom til at her­ske i ver­den.

Den krist­ne tro for­står, som det ses, ikke døden som noget ”natur­ligt”, men tvær­ti­mod som noget frem­med og una­tur­ligt, som kom ind i ver­den, da men­ne­sket vend­te sig fra Gud. Der­for må vi spør­ge: Lader den krist­ne for­stå­el­se sig for­e­ne med læren om en uop­hør­lig udvik­ling af nye ”arter”, en evo­lu­tion, hvis indre driv­kraft er ”de bedst egne­des” over­le­vel­se og de min­dre egne­des nød­ven­di­ge og natur­li­ge død?

For det tred­je: Bibe­len beret­ter om Guds kær­li­ge vil­je til at sæt­te os men­ne­sker fri af døde­ns tyran­ni, til at gen­ska­be Guds bil­le­de i os, og til at skæn­ke os evigt liv i lig­hed med Kristus i Para­dis. Med håbet på sej­ren over døden, og med tro­en på opstan­del­sen fra de døde, står og fal­der den krist­ne tro.

Vi må der­for spør­ge: Lader tro­en på den­ne Guds kær­li­ge vil­je og magt sig for­e­ne med læren om, at men­ne­skeslæg­ten er det fore­lø­bigt sene­ste resul­tat af en uop­hør­lig, bio­lo­gisk betin­get til­pas­ning til natur­giv­ne for­hold?

Ende­lig: Det er kri­sten tro, at Gud ken­der hver af os ved navn og tager kær­ligt vare på hvert men­ne­skes liv. Vi tror, at Gud, som det hed­der i én af Kir­kens bøn­ner, ”ikke har sky­et noget mid­del for at føre os til Him­len og give os del i Sit Rige.” – Mon den tro lader sig for­e­ne med læren om, at Gud blot skul­le have ”sat det hele i gang”, have givet ver­dens­me­ka­nik­ken det før­ste skub, for så at ven­de ryg­gen til, ikke blan­de Sig yder­li­ge­re, og over­la­de Sin ska­bel­se til blin­de, uper­son­li­ge evo­lu­tio­næ­re meka­nis­mer, som intet ken­der til med­fø­lel­se og kær­lig­hed?

f. Poul

Publi­ce­ret 8/2–09