Af professor Nikita Struve, Paris
Medlem af Stiftsrådet
Min artikel skal handle om tre postulater, som er modsigelsesfyldte, men som faktisk afspejler forskellige aspekter af virkeligheden i vor Kirke.
For det første: Man kan sige, grosso modo, at i Den ene, almindelige Ortodokse Kirke er der ingen specifikt russisk tradition. For det andet: Igennem Den Russiske Kirkes historie har der været og er fortsat adskillige russiske traditioner. For det tredje: Vort ærkestift har, med reference til det russiske kirkemøde 1917–18, udviklet en ”russisk” tradition, især hvad angår kirkens organisatoriske forhold, og dette er kendetegnende for os.
Den første påstand — ”der er ingen specifikt russisk tradition” — kunne forbavse, for ikke at sige chokere, mere end én, uforberedt ortodoks russer. Den kunne også give anledning til forkerte tolkninger. Ikke desto mindre er det historisk, og dermed objektivt, uigendriveligt, at Den Russiske Kirke er fælles med alle andre ortodokse kirker om dén byzantinske arv, som, i fraværet af en magister efter romersk model, er det bedste bindemiddel for enheden mellem ortodokse, hvilket land eller område de end måtte tilhøre. Denne, Den ”ene, hellige, katolske og apostolske” Kirkes fælles teologiske og liturgiske kapital, har Den Russiske Kirke praktisk talt intet føjet til; bortset måske fra ikonografien, som fra det 18. århundrede var ved at gå helt i glemmebogen som udtryk for Kirkens teologiske vision.
Alle de liturgiske tjenester, som er grundlaget for den uforlignelige rigdom i vort kirkelige liv, er byzantinske tjenester, som er oversat til kirkeslavisk. Der er ikke én eneste, med undtagelse af visse kanoner til ære for russiske hellige og visse sene akathisthymner, som ikke oprindeligt er skrevet på græsk. Og den slaviske oversættelse har altid servilt fulgt syntaks og ordfølge i den græske original, hvilket netop er grunden til, at den oversatte tekst ofte er lidet forståelig.
Det er rigtigt, at i den måde, kristendommen modtages og udtrykkes på hos forskellige folkeslag, ser man forskellige ”tonaliteter” og vægtninger. Russerne lader til at have en mere udtalt, mere mystisk fornemmelse for det hellige; araberne (Libanon, Syrien) har, takket være deres semitiske sprog, en mere direkte adgang til Bibelens sprog; grækerne kan rose sig af at være Byzans’ direkte arvtagere; de historiske omstændigheder har tilladt serberne at udvikle en kæmpende, heroisk kristendom; rumænerne kan, takket være deres latinsk funderede sprog, blive et forbindelsesled mellem Øst og Vest; osv. Men disse forskelle må ikke generaliseres, og de er selv underkastet forandringer.
Lad os vende tilbage til den byzantinske arv. I sin praktiske udformning i detaljer har denne fælles arv ikke kunnet forblive ubevægelig. I Den Russiske Kirke var der således i det 16. århundrede et tragisk sammenstød mellem to forskellige, russiske traditioner: På den ene side ”de gammeltroende”, som jernhårdt holdt fast ved visse særtræk i russiske oversættelser og skik og brug, på den anden side ”nikonisterne” (tilhængere af patriark Nikon, red.), som mente, det var uomgængeligt at harmonisere russiske tekster og russisk skik og brug med de orientalske kirker. Derfor retter vi, ”nikonister” som vi er, os i alt væsentligt efter græsk sædvane fra det 17. århundrede. Den mere rent russiske tradition blev erklæret hæretisk af Nikon, og de mest hårdnakkede tilhængere af samme tradition blev overgivet til de verdslige myndigheder, blev lemlæstede og dømt til bålet.
Kirken blev svækket ved dette skisma og undertrykkelsens voldsomhed, og derfor bøjede den sig uden modstand for Peter den Stores reformer. Nikons konciliære kirke forvandledes til en ”synodal” kirke, derved at patriarkatet og de konciliære strukturer, som er afgørende for Kirkens liv, blev undertrykt. Fraværet af enhver konciliær struktur igennem to lange århundreder førte til den tilstand, som Dostojevskij kalder for ”Kirkens lammelse”. Følgelig opstod der et stærkt behov for reformer, et behov, som føltes påtrængende for alle i Kirken.
Det stærke behov for reformer var på ingen måde rettet imod det væsentlige og urørlige i den fælles ortodokse Tradition: læren fra de syv Økumeniske Kirkemøder, de store liturgiske tekster, denne eller hin kanoniske regel, som var forblevet aktuel. Reformerne drejede sig om, hvordan man skulle omsætte alt dette i praksis. — Lad os tage ét eksempel blandt andre: Allerede fra før den synodale periode var det blevet almindeligt for lægfolk ikke at modtage nadver mere end mellem to og fire gange årligt. Men denne holdning fordømmes udtrykkeligt af de kanoniske regler: ”Alle, som uden gyldig grund tre søndage i træk ikke modtager nadveren, betragtes som udelukkede fra Kirken”. Denne afholdenhed var blot blevet værre i løbet af den synodale periode; og der skulle en Johannes af Kronstadt til, med sin hellighed og målrettethed, for at tingene begyndte at bevæge sig på dette område.
Reformbehovene viste sig hovedsagelig på tre områder: Man måtte vende tilbage til konciliaritet i Kirken; den monastiske ordo, som afvikledes forvirret og uden orden, måtte tilpasses menighedslivet; og der måtte foretages liturgiske dispositioner, så menigheden bedre kunne forstå tjenesterne og dermed bedre deltage i dem. I slutningen af det 19. århundrede var Kirkens samlede bevidsthed, lægfolk, præster og biskopper tilsammen — på få og sjældne undtagelser nær — indstillet på dybtgående ændringer. Sådanne blev opmuntret, og i visse tilfælde kundgjort og sat i system, af det berømte kirkemøde i 1917–18. Men reformernes iværksættelse i Rusland blev forhindret af den tragiske hændelse med den ateistiske revolution. Her har vi et historisk paradoks, som fortjener eftertanke: Februarrevolutionen medførte, at kirkemødet overhovedet blev muligt; men Oktoberrevolutionen gjorde iværksættelsen af mødets beslutninger umulig.
Efter at være vendt tilbage til livet efter 70 års ubegribelig undertrykkelse er Den Russiske Kirke i dag vendt tilbage til patriarkatet, men foretrækker desværre at holde sig til den forældede synodale tradition frem for at støtte sig på det store arbejde med fornyelse, som kirkemødet i 1917 udførte. Konciliaritet er et ukendt begreb dér, hvilket giver plads for alle former for autoritære misbrug. Dette er én af grundene til, at det ikke er ønskeligt at vende tilbage under Moskvas jurisdiktion.
Disse overvejelser fører os tilbage til det tredje af vore hovedpunkter. Vort ærkestift er én af de sjældne kirkelige enheder, som har rødder i den periode, hvor man forberedte 1917-mødet, og som følger den tradition, der blev etableret på dette møde: At Guds folk i sin helhed vælger biskop og stiftsråd. Af kirker med russisk oprindelse er der kun os og OCA, som gennem 80 år har praktiseret denne konciliaritet. Det er bydende nødvendigt, at vi forbliver tro mod den tradition.
Når det gælder liturgisk skik, har vort ærkestift hele tiden befundet sig midtvejs mellem traditionen fra den synodale periode og så anbefalingerne fra de biskopper, der havde til opgave at forberede mødet i 1917. Det er ikke muligt i en kort artikel at resumere den 2000 siders redegørelse, som blev afleveret for nøjagtig 100 år siden, i 1905, som svar på spørgsmål, der var blevet forelagt. Vi begrænser os til deklarationerne fra de biskopper, vi kan betragte som vort ærkestifts grundlæggere: Den hellige patriark Tikhon, som på det tidspunkt var biskop i Nordamerika, og den højt ærede metropolit Evlogij, som på det tidspunkt var biskop af Kholm; (jeg tilføjer desuden anbefalingerne fra metropolit Antonij Khrapovitskij, som efter emigrationen blev leder af den ”synodale” jurisdiktion, en rival til vores).
Den hellige patriark Tikhon bedømte det som uomgængeligt at finde en endelig løsning på problemet med kalenderen og at harmonisere denne med kirkerne i Vesten. Han fandt det vigtigt at arbejde på en ny kirkeslavisk oversættelse af de liturgiske bøger. Dén, vi bruger nu, skrev han, er arkaisk og ofte misvisende; en sådan revision ville gøre det muligt at komme kravene fra dem, som ville benytte moderne russisk i gudstjenesten, i forkøbet. Det ville ikke være for meget, mente han videre, at modificere de liturgiske ritualer, at reducere antallet af ektenier, som for ofte gentages, og at læse visse af de såkaldt ”hemmelige” bønner højt.
Metropolit Evlogij ønskede, at der skulle gives størst mulig plads til læsningen af Guds ord, som ifølge ham ofte blev indkapslet i alt for ordrige tjenester. Han understregede, at Salmerne bør læses med en helt særlig opmærksomhed på grund af deres universelle budskab. Da den kirkeslaviske tekst til salmerne ofte er uforståelig, ville det være at foretrække, hvis det var muligt at læse og recitere Salmerne fra en russisk oversættelse af Skriften. Visse bønner, som gentages for ofte, som ektenierne eller indledningsbønnerne, burde ikke siges mere end én gang. Mangelen på præcision i visse bønner under vigilien og selve denne tjenestes udstrækning medfører, at det ville være godt at dele den i to og holde aften- og morgentjenesterne på de tider, de er beregnet til, sådan som man gør det i de orientalske kirker. Man kunne så reservere vigilien til de meget store højtider og da lægge den sent, så at morgentjenesten faktisk faldt sammen med morgenens komme. Man burde videre udelade ektenien for katekumenerne i liturgien. Og det er ikke alt! Metropolit Evlogij ønskede også, at man skulle forenkle de biskoppelige tjenester og udelade de overflødige eis polla eti, særligt ved Den Lille Indgang; og at man skulle revidere teksterne til mange sange og læsninger for at gøre dem mere forståelige og så vidt muligt bringe dem nærmere til nutidig russisk sprogbrug. Ifølge metropolitten er endvidere ordningerne for dåben, ægtevielsen og myronsalvningen overdrevent langvarige og ikke tilpassede den fysiske og psykiske tilstand hos dem, de bruges i forhold til. Han siger videre, at det kunne være ønskeligt at forkorte visse bønner, og at andre slet og ret kunne udelades … Jeg er bange for, at hvis alle disse krav var blevet fremsat i dag, ville de have fået bannerførerne for en såkaldt ”urørlig” russisk tradition til at forlange metropolit Evlogij afsat.
Men metropolit Antonij Khrapovitskij (den senere leder af Synodalkirken; red.), som man har anset for at være én af de mest konservative biskopper, viste sig endnu mere radikal i sine krav til reformer: Gudstjenestesproget, skrev han, må tilpasses, så de troende kan forstå det; gudstjenesteordningen må revideres, og den eukaristiske bøn må læses hørligt; ikonostasen må gøres mindre, og midterdørene (i ikonostasen; red,) bør være åbne under hele liturgien.
Lad os vende tilbage til nutiden. Den tradition, vi bør påberåbe os som efterfølgere til de fremtrædende biskopper, vi har citeret, er en levende, åben tradition. Den låser ikke Den gode Nyhed om Gud, som er død på Korset for at give liv til menneskene, fast i en administrativ, klerikal gabestok eller i et sprog og i ritualer, som er stivnede, ikke i deres oprindelige form, men på et givet historisk tidspunkt som en legemliggørelse i en form, som praktisk talt alle mente, allerede for hundrede år siden, krævede fornyelse.
Den ”russiske” tradition er for os frem for alt hele Kirkens tradition, men også, både når det gælder konciliaritet og de troendes deltagelse i gudstjenesten, den tradition, vi har modtaget fra fædrene og brødrene fra kirkemødet i 1917, særligt den hellige patriark Tikhon, troens bekender, og metropolit Evlogij, vor ærværdige grundlægger.