Forskellige aspekter af ”den russiske tradition”

Af pro­fes­sor Niki­ta Str­u­ve, Paris
Med­lem af Stifts­rå­det

Min arti­kel skal hand­le om tre postu­la­ter, som er mod­si­gel­ses­fyld­te, men som fak­tisk afspej­ler for­skel­li­ge aspek­ter af vir­ke­lig­he­den i vor Kir­ke.
For det før­ste: Man kan sige, gros­so modo, at i Den ene, almin­de­li­ge Orto­dok­se Kir­ke er der ingen spe­ci­fikt rus­sisk tra­di­tion. For det andet: Igen­nem Den Rus­si­ske Kir­kes histo­rie har der været og er fort­sat adskil­li­ge rus­si­ske tra­di­tio­ner. For det tred­je: Vort ærke­stift har, med refe­ren­ce til det rus­si­ske kir­ke­mø­de 1917–18, udvik­let en ”rus­sisk” tra­di­tion, især hvad angår kir­kens orga­ni­sa­to­ri­ske for­hold, og det­te er ken­de­teg­nen­de for os.

Den før­ste påstand — ”der er ingen spe­ci­fikt rus­sisk tra­di­tion” — kun­ne for­bav­se, for ikke at sige cho­ke­re, mere end én, ufor­be­redt orto­doks rus­ser. Den kun­ne også give anled­ning til for­ker­te tolk­nin­ger. Ikke desto min­dre er det histo­risk, og der­med objek­tivt, uigen­dri­ve­ligt, at Den Rus­si­ske Kir­ke er fæl­les med alle andre orto­dok­se kir­ker om dén byzan­tin­ske arv, som, i fra­væ­ret af en magi­ster efter romersk model, er det bed­ste bin­de­mid­del for enhe­den mel­lem orto­dok­se, hvil­ket land eller områ­de de end måt­te til­hø­re. Den­ne, Den ”ene, hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske” Kir­kes fæl­les teo­lo­gi­ske og litur­gi­ske kapi­tal, har Den Rus­si­ske Kir­ke prak­tisk talt intet føjet til; bort­set måske fra iko­no­gra­fi­en, som fra det 18. århund­re­de var ved at gå helt i glem­me­bo­gen som udtryk for Kir­kens teo­lo­gi­ske vision.

Alle de litur­gi­ske tje­ne­ster, som er grund­la­get for den ufor­lig­ne­li­ge rig­dom i vort kir­ke­li­ge liv, er byzan­tin­ske tje­ne­ster, som er over­sat til kir­kesla­visk. Der er ikke én ene­ste, med und­ta­gel­se af vis­se kano­ner til ære for rus­si­ske hel­li­ge og vis­se sene akat­hi­st­hym­ner, som ikke oprin­de­ligt er skre­vet på græsk. Og den sla­vi­ske over­sæt­tel­se har altid ser­vilt fulgt syn­taks og ord­føl­ge i den græ­ske ori­gi­nal, hvil­ket net­op er grun­den til, at den over­sat­te tekst ofte er lidet for­stå­e­lig.

Det er rig­tigt, at i den måde, kri­sten­dom­men mod­ta­ges og udtryk­kes på hos for­skel­li­ge fol­keslag, ser man for­skel­li­ge ”tona­li­te­ter” og vægt­nin­ger. Rus­ser­ne lader til at have en mere udtalt, mere mystisk for­nem­mel­se for det hel­li­ge; ara­ber­ne (Liba­non, Syri­en) har, tak­ket være deres semi­ti­ske sprog, en mere direk­te adgang til Bibe­lens sprog; græker­ne kan rose sig af at være Byzans’ direk­te arv­ta­ge­re; de histo­ri­ske omstæn­dig­he­der har til­ladt ser­ber­ne at udvik­le en kæm­pen­de, her­oisk kris­ten­dom; rumæ­ner­ne kan, tak­ket være deres lat­insk fun­de­re­de sprog, bli­ve et for­bin­del­ses­led mel­lem Øst og Vest; osv. Men dis­se for­skel­le må ikke gene­ra­li­se­res, og de er selv under­ka­stet for­an­drin­ger.

Lad os ven­de til­ba­ge til den byzan­tin­ske arv. I sin prak­ti­ske udform­ning i detal­jer har den­ne fæl­les arv ikke kun­net for­bli­ve ube­væ­ge­lig. I Den Rus­si­ske Kir­ke var der såle­des i det 16. århund­re­de et tragisk sam­men­stød mel­lem to for­skel­li­ge, rus­si­ske tra­di­tio­ner: På den ene side ”de gam­mel­tro­en­de”, som jern­hårdt holdt fast ved vis­se sær­træk i rus­si­ske over­sæt­tel­ser og skik og brug, på den anden side ”niko­ni­ster­ne” (til­hæn­ge­re af patri­ark Nikon, red.), som men­te, det var uom­gæn­ge­ligt at har­moni­se­re rus­si­ske tek­ster og rus­sisk skik og brug med de ori­en­tal­ske kir­ker. Der­for ret­ter vi, ”niko­ni­ster” som vi er, os i alt væsent­ligt efter græsk sæd­va­ne fra det 17. århund­re­de. Den mere rent rus­si­ske tra­di­tion blev erklæ­ret hære­tisk af Nikon, og de mest hårdnak­ke­de til­hæn­ge­re af sam­me tra­di­tion blev over­gi­vet til de verds­li­ge myn­dig­he­der, blev lem­læ­ste­de og dømt til bålet.

Kir­ken blev svæk­ket ved det­te skis­ma og under­tryk­kel­sens voldsom­hed, og der­for bøje­de den sig uden mod­stand for Peter den Sto­res refor­mer. Nikons kon­ci­liæ­re kir­ke for­vand­le­des til en ”syno­dal” kir­ke, der­ved at patri­ar­ka­tet og de kon­ci­liæ­re struk­tu­rer, som er afgø­ren­de for Kir­kens liv, blev under­trykt. Fra­væ­ret af enhver kon­ci­liær struk­tur igen­nem to lan­ge århund­re­der før­te til den til­stand, som Dosto­jevskij kal­der for ”Kir­kens lam­mel­se”. Føl­ge­lig opstod der et stærkt behov for refor­mer, et behov, som føl­tes påtræn­gen­de for alle i Kir­ken.

Det stær­ke behov for refor­mer var på ingen måde ret­tet imod det væsent­li­ge og urør­li­ge i den fæl­les orto­dok­se Tra­di­tion: læren fra de syv Øku­me­ni­ske Kir­ke­mø­der, de sto­re litur­gi­ske tek­ster, den­ne eller hin kano­ni­ske regel, som var for­ble­vet aktu­el. Refor­mer­ne dre­je­de sig om, hvor­dan man skul­le omsæt­te alt det­te i prak­sis. — Lad os tage ét eksem­pel blandt andre: Alle­re­de fra før den syno­da­le peri­o­de var det ble­vet almin­de­ligt for læg­folk ikke at mod­ta­ge nad­ver mere end mel­lem to og fire gan­ge årligt. Men den­ne hold­ning for­døm­mes udtryk­ke­ligt af de kano­ni­ske reg­ler: ”Alle, som uden gyl­dig grund tre søn­da­ge i træk ikke mod­ta­ger nad­ve­ren, betrag­tes som ude­luk­ke­de fra Kir­ken”. Den­ne afhol­den­hed var blot ble­vet vær­re i løbet af den syno­da­le peri­o­de; og der skul­le en Johan­nes af Kron­stadt til, med sin hel­lig­hed og mål­ret­tet­hed, for at tin­ge­ne begynd­te at bevæ­ge sig på det­te områ­de.

Reform­be­ho­ve­ne viste sig hoved­sa­ge­lig på tre områ­der: Man måt­te ven­de til­ba­ge til kon­ci­li­a­ri­tet i Kir­ken; den mona­sti­ske ordo, som afvik­le­des for­vir­ret og uden orden, måt­te til­pas­ses menig­heds­li­vet; og der måt­te fore­ta­ges litur­gi­ske dis­po­si­tio­ner, så menig­he­den bed­re kun­ne for­stå tje­ne­ster­ne og der­med bed­re del­ta­ge i dem. I slut­nin­gen af det 19. århund­re­de var Kir­kens sam­le­de bevidst­hed, læg­folk, præ­ster og biskop­per til­sam­men — på få og sjæld­ne und­ta­gel­ser nær — indstil­let på dybt­gå­en­de ændrin­ger. Sådan­ne blev opmun­tret, og i vis­se til­fæl­de kund­gjort og sat i system, af det berøm­te kir­ke­mø­de i 1917–18. Men refor­mer­nes iværk­sæt­tel­se i Rusland blev for­hin­dret af den tragi­ske hæn­del­se med den atei­sti­ske revo­lu­tion. Her har vi et histo­risk para­doks, som fortje­ner eftertan­ke: Febru­ar­re­vo­lu­tio­nen med­før­te, at kir­ke­mø­det over­ho­ve­det blev muligt; men Okto­ber­re­vo­lu­tio­nen gjor­de iværk­sæt­tel­sen af møde­ts beslut­nin­ger umu­lig.

Efter at være vendt til­ba­ge til livet efter 70 års ube­gri­be­lig under­tryk­kel­se er Den Rus­si­ske Kir­ke i dag vendt til­ba­ge til patri­ar­ka­tet, men fore­træk­ker desvær­re at hol­de sig til den for­æl­de­de syno­da­le tra­di­tion frem for at støt­te sig på det sto­re arbej­de med for­ny­el­se, som kir­ke­mø­det i 1917 udfør­te. Kon­ci­li­a­ri­tet er et ukendt begreb dér, hvil­ket giver plads for alle for­mer for auto­ri­tæ­re mis­brug. Det­te er én af grun­de­ne til, at det ikke er ønske­ligt at ven­de til­ba­ge under Moskvas juris­dik­tion.

Dis­se over­vej­el­ser fører os til­ba­ge til det tred­je af vore hoved­punk­ter. Vort ærke­stift er én af de sjæld­ne kir­ke­li­ge enhe­der, som har rød­der i den peri­o­de, hvor man for­be­red­te 1917-mødet, og som føl­ger den tra­di­tion, der blev etab­le­ret på det­te møde: At Guds folk i sin hel­hed væl­ger biskop og stifts­råd. Af kir­ker med rus­sisk oprin­del­se er der kun os og OCA, som gen­nem 80 år har prak­ti­se­ret den­ne kon­ci­li­a­ri­tet. Det er byden­de nød­ven­digt, at vi for­bli­ver tro mod den tra­di­tion.

Når det gæl­der litur­gisk skik, har vort ærke­stift hele tiden befun­det sig midt­vejs mel­lem tra­di­tio­nen fra den syno­da­le peri­o­de og så anbe­fa­lin­ger­ne fra de biskop­per, der hav­de til opga­ve at for­be­re­de mødet i 1917. Det er ikke muligt i en kort arti­kel at resu­me­re den 2000 siders rede­gø­rel­se, som blev afle­ve­ret for nøj­ag­tig 100 år siden, i 1905, som svar på spørgs­mål, der var ble­vet fore­lagt. Vi begræn­ser os til dekla­ra­tio­ner­ne fra de biskop­per, vi kan betrag­te som vort ærke­stifts grund­læg­ge­re: Den hel­li­ge patri­ark Tik­hon, som på det tids­punkt var biskop i Nor­da­me­ri­ka, og den højt ære­de metro­po­lit Evlo­gij, som på det tids­punkt var biskop af Kholm; (jeg til­fø­jer des­u­den anbe­fa­lin­ger­ne fra metro­po­lit Anto­nij Khra­povitskij, som efter emi­gra­tio­nen blev leder af den ”syno­da­le” juris­dik­tion, en rival til vores).

Den hel­li­ge patri­ark Tik­hon bedøm­te det som uom­gæn­ge­ligt at fin­de en ende­lig løs­ning på pro­ble­met med kalen­de­ren og at har­moni­se­re den­ne med kir­ker­ne i Vesten. Han fandt det vig­tigt at arbej­de på en ny kir­kesla­visk over­sæt­tel­se af de litur­gi­ske bøger. Dén, vi bru­ger nu, skrev han, er arkaisk og ofte mis­vi­sen­de; en sådan revi­sion vil­le gøre det muligt at kom­me kra­ve­ne fra dem, som vil­le benyt­te moder­ne rus­sisk i gud­stje­ne­sten, i for­kø­bet. Det vil­le ikke være for meget, men­te han vide­re, at modi­fi­ce­re de litur­gi­ske ritu­a­ler, at redu­ce­re antal­let af ekte­ni­er, som for ofte gen­ta­ges, og at læse vis­se af de såkaldt ”hem­me­li­ge” bøn­ner højt.

Metro­po­lit Evlo­gij ønske­de, at der skul­le gives størst mulig plads til læs­nin­gen af Guds ord, som iføl­ge ham ofte blev ind­kaps­let i alt for ordri­ge tje­ne­ster. Han under­stre­ge­de, at Sal­mer­ne bør læses med en helt sær­lig opmærk­som­hed på grund af deres uni­ver­sel­le bud­skab. Da den kir­kesla­vi­ske tekst til sal­mer­ne ofte er ufor­stå­e­lig, vil­le det være at fore­træk­ke, hvis det var muligt at læse og reci­te­re Sal­mer­ne fra en rus­sisk over­sæt­tel­se af Skrif­ten. Vis­se bøn­ner, som gen­ta­ges for ofte, som ekte­ni­er­ne eller ind­led­nings­bøn­ner­ne, bur­de ikke siges mere end én gang. Man­ge­len på præ­ci­sion i vis­se bøn­ner under vigi­li­en og sel­ve den­ne tje­ne­stes udstræk­ning med­fø­rer, at det vil­le være godt at dele den i to og hol­de aften- og mor­gentje­ne­ster­ne på de tider, de er bereg­net til, sådan som man gør det i de ori­en­tal­ske kir­ker. Man kun­ne så reser­ve­re vigi­li­en til de meget sto­re høj­ti­der og da læg­ge den sent, så at mor­gentje­ne­sten fak­tisk faldt sam­men med mor­ge­nens kom­me. Man bur­de vide­re ude­la­de ekte­ni­en for kate­ku­me­ner­ne i litur­gi­en. Og det er ikke alt! Metro­po­lit Evlo­gij ønske­de også, at man skul­le for­enk­le de biskop­pe­li­ge tje­ne­ster og ude­la­de de over­flø­di­ge eis pol­la eti, sær­ligt ved Den Lil­le Ind­gang; og at man skul­le revi­de­re tek­ster­ne til man­ge san­ge og læs­nin­ger for at gøre dem mere for­stå­e­li­ge og så vidt muligt brin­ge dem nær­me­re til nuti­dig rus­sisk sprog­brug. Iføl­ge metro­po­lit­ten er end­vi­de­re ord­nin­ger­ne for dåben, ægte­vi­el­sen og myronsalv­nin­gen over­dre­vent lang­va­ri­ge og ikke til­pas­se­de den fysi­ske og psy­ki­ske til­stand hos dem, de bru­ges i for­hold til. Han siger vide­re, at det kun­ne være ønske­ligt at for­kor­te vis­se bøn­ner, og at andre slet og ret kun­ne ude­la­des … Jeg er ban­ge for, at hvis alle dis­se krav var ble­vet frem­sat i dag, vil­le de have fået ban­ner­fø­rer­ne for en såkaldt ”urør­lig” rus­sisk tra­di­tion til at for­lan­ge metro­po­lit Evlo­gij afsat.

Men metro­po­lit Anto­nij Khra­povitskij (den sene­re leder af Syno­dal­kir­ken; red.), som man har anset for at være én af de mest kon­ser­va­ti­ve biskop­per, viste sig end­nu mere radi­kal i sine krav til refor­mer: Gud­stje­ne­stespro­get, skrev han, må til­pas­ses, så de tro­en­de kan for­stå det; gud­stje­ne­ste­o­rd­nin­gen må revi­de­res, og den euka­ri­sti­ske bøn må læses hør­ligt; iko­nost­a­sen må gøres min­dre, og mid­ter­dø­re­ne (i iko­nost­a­sen; red,) bør være åbne under hele litur­gi­en.

Lad os ven­de til­ba­ge til nuti­den. Den tra­di­tion, vi bør påberå­be os som efter­føl­ge­re til de frem­træ­den­de biskop­per, vi har cite­ret, er en leven­de, åben tra­di­tion. Den låser ikke Den gode Nyhed om Gud, som er død på Kor­set for at give liv til men­ne­ske­ne, fast i en admi­ni­stra­tiv, kle­ri­kal gabe­stok eller i et sprog og i ritu­a­ler, som er stiv­ne­de, ikke i deres oprin­de­li­ge form, men på et givet histo­risk tids­punkt som en legem­lig­gø­rel­se i en form, som prak­tisk talt alle men­te, alle­re­de for hund­re­de år siden, kræ­ve­de for­ny­el­se.

Den ”rus­si­ske” tra­di­tion er for os frem for alt hele Kir­kens tra­di­tion, men også, både når det gæl­der kon­ci­li­a­ri­tet og de tro­en­des del­ta­gel­se i gud­stje­ne­sten, den tra­di­tion, vi har mod­ta­get fra fædre­ne og brød­re­ne fra kir­ke­mø­det i 1917, sær­ligt den hel­li­ge patri­ark Tik­hon, tro­ens beken­der, og metro­po­lit Evlo­gij, vor ærvær­di­ge grund­læg­ger.