Hvad er døden?

Af  fader Foti­us

Det ikke-tro­en­de Men­ne­ske kan ikke give nogen For­kla­ring paa Døden. Andet end selv­føl­ge­li­ge, intet­si­gen­de Kon­sta­te­rin­ger saa­som: at da ryger man ud af Regi­ste­ret, eller at de legem­li­ge Funk­tio­ner ophø­rer. Med et rent den­nesi­digt Syn kan man hel­ler ikke give nogen For­kla­ring paa Livet: man er der bare og stil­ler sine Behov, som den her­sken­deKul­tur opar­bej­der i det Uen­de­li­ge. Om Mening spør­ger man ikke; altsaa maa man, selv medens man til­stræ­ber en time­lig Ordent­lig­hed, egent­lig anse baa­de sit Liv og sin Død for menings­lø­se.

Skal man da kun­ne beskæf­ti­ge sig med Spørgs­maa­let hvad er Døden?, maa man først ken­de Sand­he­den, d.v.s. den leven­de Guds aaben­ba­re­de og men­ne­ske­v­ord­ne Ord, Jesus Kristus, Som ved Sin Død har traadt Døden under Fode og nu som Opstan­den og Him­mel­fa­ren er Sine Discip­les Her­re, de, som ken­der Ham og i Hans Kir­ke paa Jor­den alle­re­de her inden Døden lever i Hans Fæl­les­skab.

Om ogs­aa andre Reli­gio­ner end Kri­sten­dom­men kan have i det Min­s­d­ste en del­vis Erken­del­se af Døden og Opstan­del­sen, det­te veed jeg ikke nær­me­re, men tør ikke ude­luk­ke det, da noget Sligt tyde­ligt ses alle­re­de i det gam­le Testa­men­te og i vide­re For­stand selv uden for det udvalg­te Folk, nem­lig i hele den gam­le Ori­ents kon­ge­sa­cra­le Tem­peltje­ne­ste. Men net­op Psal­mer­ne og lig­nen­de Texter viser, at det er fjendt­li­ge Aan­de­mag­ter, der gør Døds­ri­get til deres eget Omraa­de i en alt­oms­pæn­den­de Kamp imod Gud og i For­søg paa at til­in­tet­gø­re Hans Ska­ber­værk. Der­for maa man overalt reg­ne med Djæ­vel­ens og hans under­ord­ne­de Dæmo­ners umær­ke­li­ge For­vansk­ning og Ind­fly­del­se paa Men­ne­sker selv i deres bed­ste Stun­der, sær­lig, hvis de ikke ken­der Kristus, og end­nu mere, hvis de har en Reli­gion, en Filo­so­fi eller en Ide­o­lo­gi, der bevidst for­næg­ter Kristus.

Hos Krist­ne med et blot og bart Papir­til­hørs­for­hold til Kir­ken kan der lige­le­des meget vel fin­des Dele af Sand­hed; men Dæmo­ner­nes Ind­fly­del­se fore­gaar med lige saa umær­ke­lig Inten­si­tet. Hos bevid­ste Krist­ne, der vir­ke­lig anstren­ger sig for at gøre op med det Onde i sig selv og kom­me Her­ren nær­me­re, der viser Erfa­rin­gen, at saa opstaar der ger­ne en til Tider yderst dra­ma­tisk Kamp mod Dæmo­ner­ne.

Hvad er da Døden? Udgan­gen paa Kam­pen! I al Fald kan man der­ef­ter ikke selv gøre Mere; men Noget tyder paa, at mel­lem Eng­le og Djæv­le for­stær­kes da Slu­top­gø­ret om den heden­gang­ne Sjæl. Der kom­mer de Efter­le­ven­des, Kir­kens og de Hel­li­ges For­bøn­ner med ind i Bil­le­det.

Ved­rø­ren­de Døden maa man altsaa skel­ne mel­lem den legem­li­ge og den aan­de­li­ge Død. Om den før­ste kan vi næsten synes eni­ge med Mate­ri­a­li­ster­ne, idet vi med San­ct Johan­nes af Dama­scus siger: Alt, hvad der skabt af intet, har ogs­aa en Ende. I Para­di­set – den Til­stand, som lig­ger for­ud for den Ver­den, vi nu ken­der — der var det skab­te Men­ne­ske altsaa ikke udø­de­ligt; men det hav­de Kal­det til at udvik­le sig til Udø­de­lig­he­den. Deri svig­te­de Adam, der lige­som Kristus staar paa et Urfa­der­plan for alle Men­ne­sker: hans Synd var, at han fjer­ne­de sig fra Gud og der­med faldt ned i ikke blot den Ikke-Væren, der egent­lig var hans Natur, men i en vær­re, en aan­de­lig Død. Hele det­te Syn­de­fald var nem­lig arran­ge­ret af Satan, der der­med arbej­de­de paa sit For­maal.

Var nu Døden en Straf? Gud hav­de jo sagt; Hvis du æder af Kund­ska­bens Træ, skal du dø Døden. Det­te var ikke en Lov­giv­nings­magts Edikt med til­hø­ren­de Straf­fe­be­stem­mel­ser, nej, det var en Faders Advar­sel til sit Barn. Syn­den bærer Straf­fen i sig selv, og det er Djæ­vel­en, der iværk­sæt­ter Tor­tur (i øvrigt er alt, hvad han laver, Anti-Exi­stens). Men Gud er ikke Straf­fer! og da slet ikke en alt­ma­ni­p­u­le­ren­de Ens­ret­ter med Djæ­vel­en som sin Rak­ker­k­nægt! Den time­li­ge Død er ikke Noget, vi skyl­der Gud; men den er en Vel­ger­ning, Gud giver os, for at vi ved at vide om den­ne Græn­se skal besin­de os, i Tide angre vore Syn­der og Fejl­ta­gel­ser, søge Naa­de­mid­ler­ne og kom­me til at voxe aan­de­ligt. Grun­den til, at Gud sat­te Men­ne­sket ud af Para­dis — siger de hel­li­ge Fædre — var ikke at straf­fe, end­si­ge at hade det, men for at Men­ne­sket ikke i Syn­dens Gud­s­for­næg­tel­se skul­de kom­me til at leve evigt, og Djæ­vel­en saa­le­des have naa­et sit Maal, dets øde­læg­gel­se.

Da grund­lag­des alle­re­de For­vent­nin­gen om den kom­men­de Mes­si­as (den Sal­ve­de, Kristus), som gen­nem Aartu­sin­der blev afbil­det mere eller min­dre tyde­ligt i Reli­gio­ner­nes Offertje­ne­ste: den loka­le Kon­ges sym­bol­ske Kaoskamp under Fol­kets Graads­kla­ge og hans Tron­be­stig­ning under Fol­kets Jubel; det­te var Ska­bel­sen af det nye Aar. I Tidens Fyl­deind­traf der det, at det­te pro­fe­ti­ske For­bil­le­de blev til bog­sta­ve­lig Vir­ke­lig­hed: Kon­ge­mo­de­ren er nu fak­tisk Jom­fru, Gude­søn­nen er i Sand­hed paa een Gang Gud af Evig­hed og Men­ne­ske i Tiden, og efter Sin Lære og Sine Unde­re steg Han ved Kor­set ned i sel­ve Døds­ri­get, som ingen Anden hav­de kun­net aab­ne, og udfri­e­de Men­ne­skeslæg­ten ved at besej­re Djæ­vel­en paa hans eget for­men­te Omraa­de. At det­te ikke læn­ge­re er blot sym­bolsk (myt­ho­lo­gisk!) at for­staa, frem­gaar af Hans Opstan­del­se fra de Døde (som ogs­aa viser sig ved Tro­ens for­vand­len­de, leven­de­gø­ren­de Kraft). Døden er besej­ret, og Djæ­vel­en lagt for Hans Fød­der. Jub­len­de fejrer Kir­ken Tak­si­gel­sens Offer og gaar med den Him­mel­far­ne sacra­men­talt ind i sel­ve Him­me­len, ved en Fore­gri­bel­se af Hans Kom­me i Her­lig­hed. Den nye Ver­dens Ska­bel­se er alle­re­de i Gang, omend ikke end­nu ful­dendt.

Der fin­des nem­lig to Pla­ner: Det før­ste og alt­be­stem­men­de, som alle­re­de er ful­dendt: Urfædre­nes, dels Adam, Guds skab­te Søn, der ska­de­de Men­ne­ske­na­tu­ren ved at fjer­ne den fra Gud, og nu Kristus, Adams og Guds Egen Søn, Der i Sig har for­e­net vor fæl­les men­ne­ske­li­ge Natur med Gud­dom­men. Uden det­te er Frel­se ikke mulig. Men der­til kom­mer et andet lave­re, sta­dig i Udvik­ling væren­de Plan: vor per­son­li­ge Til­slut­ning til eller Afstand­ta­gen fra det­te. Alle­re­de før Kri­sti Kom­me var Nog­le Ret­fær­di­ge og Andre Uret­fær­di­ge, og nu er det glæ­de­li­ge Bud­skab bragt til kon­kre­te Egne af Jor­den, Kir­kens Fæl­les­skab opret­tet med dets aske­ti­ske, beden­de og sacra­men­tale Liv, og Men­ne­sker — vidt for­skel­li­ge efter Køn, Evner, Betin­gel­ser og især efter deres egen Vil­lie og deres eget Valg — har Mulig­he­den for at ind­gaa med Kristus til Guds Her­lig­hed. Her, paa det­te lave­re Plan, lin­des der da et Sam­ar­bej­de mel­lem, hvad der er af Gud, og hvad der er af Men­ne­sket.

Man kan leve Lege­mets Liv og dog være (alle­re­de) aan­de­ligt død; men man kan ogs­aa dø legem­ligt og aan­de­ligt kom­me til at leve, dog ikke ved en Auto­ma­tik, men som Føl­ge af, at den Hel­li­ge Aand har faa­et Bolig i Hjer­tet under Lege­mets Liv.

Hvor­dan det­te kan gaa for sig, her­om fin­des der nok egent­lig lige saa man­ge for­skel­li­ge Histo­ri­er, som der er for­skel­li­ge Men­ne­sker (Gud ske Lov har Genklo­ne­rin­gen vist ikke, i al Fald end­nu, ført til Mas­se­pro­duk­tion af ens Men­ne­sker, hvil­ket vil­de være sel­ve Men­ne­skeslæg­tens Destruk­tion inde­fra). Nog­le har fra deres spæ­de­ste Alder faa­et den hel­li­ge Tro ind med Moder­mæl­ken, Andre (som Røve­ren paa Kor­set) omven­der sig mulig­vis i deres aller­sid­ste Øje­blik; men de Fle­ste befin­der sig et eller andet Sted der­i­mel­lem. Beret­nin­ger om Men­ne­sker, der lige fra Old­ti­den ind­til vor egen Tid har fun­det Tro­en og levet den ind­til det Yder­ste, fin­des i de Hel­li­ges (Hel­ge­nes) Lev­neds­be­ret­nin­ger (Synaxa­ri­er­ne), som ort­ho­doxe Krist­ne hver Dag maa ken­de for at for­staa, hvem det er, der fejres i ved­kom­men­de Dags Gud­stje­ne­ste.

Man­ge af de Hel­li­ge blev Mar­ty­rer, d.v.s. tor­te­re­de og dræb­te for deres Kri­sten­tros Skyld. I dem kan vi alle tyde­ligt se, hvad Døden er og ikke er. De mod­stod paa den ene Side fryg­te­li­ge Trus­ler og gru­som­me Pin­s­ler, paa den anden Side ofte blan­de­de med til­lok­ken­de Løf­ter om Ære, Rig­dom og Nydel­ser, bare de vil­de for­næg­te Kristus, den Kors­fæ­ste­de og Opstand­ne. De fryg­te­de ikke den legem­li­ge Død -i dis­se extre­me Til­fæl­de kom der ofte (men ikke altid) Eng­le eller endog Kristus Selv og styr­ke­de dem til at fuld­fø­re deres Kamp og deres Hen­ret­tel­se, der jo umid­del­bart var gruop­væk­ken­de, blev deres Sejer­s­dag, hvor de straa­len­de af Vis­hed ful­dend­te deres Kamp og ved den legem­li­ge Død i Efter­føl­gel­se af Kristus gik ind til det evi­ge Liv.

Saa­dan­ne Histo­ri­er maa opmun­tre os, der for det Meste lever i stor Bekvem­me­lig­hed og er langt min­dre i baa­de fysisk Kraft og men­ne­ske­ligt Værd — men dog ikke er Intet; for vi er skab­te af Gud og reg­ne­de som I lans Børn -, det maa opmun­tre os til Dag for Dag at døde Syn­den, aflæg­ge det gam­le Men­ne­ske og med det den aan­de­li­ge Død, opstaa med Kristus og leve i Ham som det nye Men­ne­ske, der er gen­født til et leven­de Haab. Saa maa der, selv i Til­fæl­de af, at vi ikke bli­ver Mar­ty­rer, ved Guds Naa­de kun­ne skæn­kes os at hen­sove i Her­rens Fred.

Skre­vet i Dec. 2003 af Mun­ken Foti­us i Para­cle­tens Klo­ster, Atti­ca, Græken­land.

Efter­tryk til­ladt, men Saa­dan­ne med For­ker­te Sta­vel­ses­de­lin­ger og Kom­ma­fejl for­bud­te.