Af f. Poul
Den kristne tro er ikke en diffus ”spirituel” forståelse af tilværelsen. Kristendom har definérbare konturer, som giver plads for et bestemt indhold og udelukker andre. Kristen tro er med andre ord eksklusiv. I og med det kristne liv tilegner vi os denne tro og gør Kirkens bevidsthed til vor egen.
Endnu forud for bestemmelsen af, hvad den kristne tro består i, ligger imidlertid et sagsforhold, som kan synes endnu mere grundlæggende. Alt efter temperament modtager mennesker oplysninger om den kristne tro med forbavselse, glæde, mistro, ærgrelse, afvisning eller begejstring og så videre. Men for rigtig mange ikke-kristne er det allerførste spørgsmål, der melder sig dette: Hvordan bærer man sig i det hele taget ad med at tro?
Dette spørgsmål, troens hvordan, hører vi stillet på mange forskellige måder og ud fra vidt forskellige forudsætninger. Nogle spørger med nedladende foragt, andre med interesse og ægte undren, andre igen ud fra et brændende, af og til fortvivlet, ønske om selv at få del i troens erfaring. Og vi må selvfølgelig tilpasse vore svar i forhold til, hvem der spørger.
Til de spørgere, som virkelig finder den kristne tro foragtelig ud fra en forestilling om, at de selv er alt for civiliserede og oplyste til at kunne forholde sig til Kristus, tror jeg ikke, der findes noget svar. I hvert fald ikke før der er foretaget et antal ”mellemregninger”. Ikke før spørgerne har erfaret, at der er grænser for, hvor langt deres oplysning rækker, og at livet er højere, dybere, mere omfattende, mere skræmmende og mere løfterigt, end rationalismens modeller tager højde for.
Vort udgangspunkt er med andre ord, at den menneskelige tilværelse har et sigte, et formål eller en mening, som er givet af Gud. Vi går ud fra, at de logiske, sociale, psykologiske og historiske ”brikker”, vi har til vores rådighed, er givet os. De er der ikke, for at vi hver især skulle kunne konstruere vores egen individuelle mening med livet; de er der tværtimod for at tjene os som hjælpemidler i klarlægningen af den personlighed, Gud har skabt os med.
Vi tager endvidere udgangspunkt i den opfattelse, at vore dybeste længsler har et korrelat uden for os selv; eller sagt på en anden måde, at der ikke eksisterer nogen (virkelig) længsel, uden at der eksisterer en mulig opfyldelse af den. Vi udgår fra dét, vi kender indgående, nemlig vort eget liv, vore længsler og forhåbninger.
Arkemandrit, fader Sophronij (Sakharov) indleder sin bog ”His Life is Mine” med følgende ord: Menneskets ånd hungrer efter indsigt – efter fuldstændig, sammenhængende indsigt. Intet kan ødelægge vor længsel efter indsigt, og naturligvis retter vort yderste krav sig med indsigt i, hvad der er den Oprindelige Væren, Hvem eller Hvad, der faktisk er til.
I samme bog bringer fader Sophronij et brev fra en forhenværende jødisk rabbiner, der er konverteret til kristendommen. Vi skal citere nogle passager, som kan være til hjælp, når vi spørger til, hvordan vi kan tilegne os den kristne tro: Blev jeg af mig selv kristen? Fulgte jeg en plan, et mål, efter passende overvejelse? – Nej! Guds nåde gjorde mig kristen. Min omvendelse er mig et mysterion, som jeg bøjer mig for i ærefrygt … Pludselig, uventet, uafhængigt af nogen indsats fra min side, skinnede lyset på mig … Mysteriernes mysterion; og dog det klareste af alt.
Med disse uddrag fra f. Sophronijs bog får vi større klarhed over nogle afgørende elementer i troens mysterion. For det første det helt grundlæggende vilkår, at uden Gud formår vi absolut ingenting, end ikke at tro. Troen er ikke vor egen konstruktion, vi kan hverken planlægge eller filosofere os frem til en urokkelig, sand og logisk uangribelig overbevisning om, at Gud er til. For Ham, vi tror på, Gud, er ikke identisk med den menneskelige tænknings ypperste resultater. Mennesket har ikke ”skabt” Den Treenige Gud og troen på Ham, tværtimod: Guds nåde gjorde mig kristen.
For det andet bliver det klart, at vi frit kan vælge, hvordan vi vil reagere på Guds nåde. Den konverterede rabbiner bøjer sig i ærefrygt; men der er ingen automatik i forholdet. Vort møde med Gud har aldrig tvangsmæssig karakter. Det kan vi udlede alene deraf, at der er mange andre måder at reagere på end ærefrygt. Hvor ofte, når Gud henvender Sig til os, vælger vi ikke at slå det hen som ”tankespind”, ”hallucinationer”, ”forbigående stemninger” eller ligefrem ”mentale forstyrrelser”? Hvor ofte afviser vi ikke hårdnakket enhver virkelighed, som ikke svarer nøje overens med vort forudfattede verdensbillede? Hvor ofte tilbageviser vi ikke ethvert indtryk, som ikke lader sig indpasse i vore snævre, rationalistiske tankebaner?
Men hvorfor skal det være så indviklet? Kunne det ikke være meget enklere? Hvis Gud virkelig henvender Sig til os, og hvis det virkelig er Gud om at gøre, at vi etablerer den relation til Ham, som kaldes ”tro”, hvorfor i alverden kunne Han så ikke gøre det på en måde, som ikke levner mindste plads til tvivl? Hvis Gud virkelig vil os det vel, og hvis troens relation til Ham er afgørende for vort vel, hvorfor giver Han os så ikke uomgængelig vished? Ja, hvorfor tvinger Gud os ikke, rent ud sagt, til at tro?
Svaret på disse og lignende spørgsmål er, at troen ikke kan være til uden at vi vælger den af vor frie vilje. På nøjagtig samme måde som med kærlighed. Frihed er et nøglebegreb. Alle forstår uden videre, at kærlighed kun kan være til i fuld frihed. Ingen kan tvinges til at elske. Ethvert forsøg på at tiltvinge sig kærlighed må ende i en grotesk karikatur. – Det samme gør sig gældende med troens forhold til Gud; det kan kun bestå i frihed. Gud tvinger os ikke, Han trænger Sig ikke ind på os og forgriber Sig ikke på vor frihed. Han respekterer os og ønsker, at vi, af egen fri vilje og i kærlighed, skal tage imod ham i vore hjerter.
Ovenfor hørte vi om den omvendte rabbiner, som bøjede sig i ærefrygt. Han kan tjene os som model. Men han har selv et meget større forbillede: Det største, det mest lysende eksempel på menneskets modtagelse af Gud i kærlighed og ærefrygt er Gudsmoder, den bestandigt jomfruelige Maria. Vi bør nøje indprente os Jomfru Marias svar og hele holdning, da ærkeenglen Gabriel ved Bebudelsen fortæller hende om Guds planer. Maria har jo egentlig, i den situation, al mulig grund til at tvivle. Hun har, som hun selv siger, ikke været sammen med nogen mand; så hun har ingen verdens grund til at tro, at hun skulle blive med barn. Og dog vælger hun, på trods af al sin undren, på trods af sin helt rimelige og forståelige skepsis, at overgive sig til Gud og til troens relation til Ham med disse ord til Gabriel: Se, jeg er Herrens tjenerinde, mig ske efter dit ord! (Luk 1:38)
Det er dette kærlighedens svar i fuld frihed, Gud ønsker fra os. Han har skabt os til kærlighedens fællesskab, ikke til at være en flok robotter, som handler, tænker og taler, som de nu engang gør, ene og alene fordi de i forvejen er programmerede til et tvingende og uomgængeligt mønster. Vores forhold til Gud har som sit fundament troen, håbet og kærligheden, og ingen af delene kan rummes i en robot eller automat.
Sand frihed er da en fuldkommen afgørende grundpille i troens væsen. Uden frihed ingen kærlighed; og uden frihed ingen tro. Gudsmoder er vort fremmeste forbillede; og derfor afviser vi ortodokse både den tanke, at den menneskelige vilje skulle være trælbunden, og den forestilling, at Jomfru Maria skulle være født uberørt af syndens vilkår.
Jamen, hvad nu hvis Gud slet ikke henvender Sig til netop mig? Hvad nu, hvis jeg ikke fornemmer det mindste af den overstrømmende nåde, der nævnes i brevet fra den tidligere rabbiner? Hvad så? Oven i købet kunne vi fristes til at mene, at den omvendte selv mener, at nåden er for nogle, men ikke for andre; for han skriver lidt senere i samme brev: For dem, der endnu ikke har modtaget den sande nåde, vil mine ord være uforståelige. Vi må være vågne, når vi læser dette udsagn. De afgørende ord er endnu og modtaget.
Endnu: Der er et tidsperspektiv knyttet til Guds nåde. Der er ikke tale om, at nogle er udvalgte til i det hele taget at få nåden tilbudt, mens andre i al evighed er afskåret fra nåden. Var det sådan, ville de troende og de ikke-troende leve i helt forskellige verdener, og de sidste måtte med forbavselse og ærgrelse betragte de første og i al evighed undre sig over deres mærkelige liv. Men en sådan opdeling af menneskeslægten stemmer ikke overens med den Gud, som vil alles frelse, den Gud, om Hvem evangelisten Johannes skriver: Alle dem, som tog imod Ham, gav Han magt til at blive Guds børn (Joh. 1: 11–12).
Modtaget: Hvis Guds nåde gives eller tilbydes til alle mennesker, og hvis nogle af os ikke desto mindre kan opleve, at gaven og tilbudet ikke gælder os personligt, må det skyldes, at vi indtil nu har været ude af stand til at modtage nåden. Guds nåde er en gave til hvert eneste menneske; men nogle af os har opbygget vanskeligt gennemtrængelige forsvarsværker. Disse må nødvendigvis nedbrydes, og til det arbejde kræves både Guds og vor egen indsats. Dette er noget helt afgørende ved det kristne liv: Alt er en gave fra Gud, og alt afhænger af, hvordan vi modtager gaven. Guds nåde og vor tilegnelse af den: To synkrone bevægelser, som ikke lader sig adskille i det virkelige liv.
Erfaringen af Guds nåde, sådan som den kommer til udtryk i brev-citaterne ovenfor, er altså tilgængelig for alle mennesker. Gud og mennesker er forbundne. Gud vil alles frelse; og Guds vilje modsvares af selve den menneskelige længsel og higen efter indsigt i Den Oprindelige Væren, i vor stræben mod at begribe Hvem eller Hvad, der faktisk er til.
Vi må tage denne higen inden i os og hen imod Gud alvorligt. Det vil sige, at vi skal ophøre med at bortforklare både længslen og de tegn og vejvisere, Gud lægger ud til os på vejen. Vi har vænnet os til at gøre os blinde og døve for alt dette, fordi det ikke stemmer overens med vore massive blokke af forudfattede meninger, som oftest er bygget på et fundament af blind videnskabstro og pseudo-forklaringer. Når vi bryder igennem dette panser indefra, og når panseret samtidigt bliver gennembrudt udefra, ja så er vi i færd med at blive parate til at tage imod og efterleve det afsluttende råd, vi får af rabbineren, som blev kristen. Han skriver: Vil du gerne forstå det? Kunne du tænke dig at erfare Kristi nåde? … Hvis det forekommer dig, at dette ikke er noget for dig, siden du ikke evner at tro, så er mit råd, at du sætter dit hjerte ind på at tro, så vil du også kunne tro. Gennem troen kommer du til tro. Vær udholdende i dit ønske om troen, så vil den blive dig givet.
(Teksten er en revideret version af en tidligere artikel med samme overskrift, som blev trykt i Kirkebladet nr. 28/1996)