Hvordan kan vi tro?

Af f. Poul

Den krist­ne tro er ikke en dif­fus ”spi­ri­tu­el” for­stå­el­se af til­væ­rel­sen. Kris­ten­dom har definér­ba­re kon­tu­rer, som giver plads for et bestemt ind­hold og ude­luk­ker andre. Kri­sten tro er med andre ord eks­klu­siv. I og med det krist­ne liv til­eg­ner vi os den­ne tro og gør Kir­kens bevidst­hed til vor egen.

End­nu for­ud for bestem­mel­sen af, hvad den krist­ne tro består i, lig­ger imid­ler­tid et sags­for­hold, som kan synes end­nu mere grund­læg­gen­de. Alt efter tem­pe­ra­ment mod­ta­ger men­ne­sker oplys­nin­ger om den krist­ne tro med for­bav­sel­se, glæ­de, mistro, ærg­rel­se, afvis­ning eller begej­string og så vide­re. Men for rig­tig man­ge ikke-krist­ne er det aller­før­ste spørgs­mål, der mel­der sig det­te: Hvor­dan bærer man sig i det hele taget ad med at tro?

Det­te spørgs­mål, tro­ens hvor­dan, hører vi stil­let på man­ge for­skel­li­ge måder og ud fra vidt for­skel­li­ge for­ud­sæt­nin­ger. Nog­le spør­ger med ned­la­den­de foragt, andre med inter­es­se og ægte undren, andre igen ud fra et bræn­den­de, af og til fortviv­let, ønske om selv at få del i tro­ens erfa­ring. Og vi må selv­føl­ge­lig til­pas­se vore svar i for­hold til, hvem der spør­ger.

Til de spør­ge­re, som vir­ke­lig fin­der den krist­ne tro forag­te­lig ud fra en fore­stil­ling om, at de selv er alt for civi­li­se­re­de og oply­ste til at kun­ne for­hol­de sig til Kristus, tror jeg ikke, der fin­des noget svar. I hvert fald ikke før der er fore­ta­get et antal ”mel­lem­reg­nin­ger”. Ikke før spør­ger­ne har erfa­ret, at der er græn­ser for, hvor langt deres oplys­ning ræk­ker, og at livet er høje­re, dybe­re, mere omfat­ten­de, mere skræm­men­de og mere løf­te­rigt, end ratio­na­lis­mens model­ler tager høj­de for.

Vort udgangs­punkt er med andre ord, at den men­ne­ske­li­ge til­væ­rel­se har et sig­te, et for­mål eller en mening, som er givet af Gud. Vi går ud fra, at de logi­ske, soci­a­le, psy­ko­lo­gi­ske og histo­ri­ske ”brik­ker”, vi har til vores rådig­hed, er givet os. De er der ikke, for at vi hver især skul­le kun­ne kon­stru­e­re vores egen indi­vi­du­el­le mening med livet; de er der tvær­ti­mod for at tje­ne os som hjæl­pe­mid­ler i klar­læg­nin­gen af den per­son­lig­hed, Gud har skabt os med.

Vi tager end­vi­de­re udgangs­punkt i den opfat­tel­se, at vore dybe­ste længs­ler har et kor­re­lat uden for os selv; eller sagt på en anden måde, at der ikke eksi­ste­rer nogen (vir­ke­lig) længsel, uden at der eksi­ste­rer en mulig opfyl­del­se af den. Vi udgår fra dét, vi ken­der ind­gå­en­de, nem­lig vort eget liv, vore længs­ler og for­håb­nin­ger.

Arke­man­drit, fader Sop­hro­nij (Sak­ha­rov) ind­le­der sin bog ”His Life is Mine” med føl­gen­de ord: Men­ne­skets ånd hungrer efter ind­sigt – efter fuld­stæn­dig, sam­men­hæn­gen­de ind­sigt. Intet kan øde­læg­ge vor længsel efter ind­sigt, og natur­lig­vis ret­ter vort yder­ste krav sig  med ind­sigt i, hvad der er den Oprin­de­li­ge Væren, Hvem eller Hvad, der fak­tisk er til.

I sam­me bog brin­ger fader Sop­hro­nij et brev fra en for­hen­væ­ren­de jødisk rab­bi­ner, der er kon­ver­te­ret til kri­sten­dom­men. Vi skal cite­re nog­le pas­sa­ger, som kan være til hjælp, når vi spør­ger til, hvor­dan vi kan til­eg­ne os den krist­ne tro: Blev jeg af mig selv kri­sten? Fulg­te jeg en plan, et mål, efter pas­sen­de over­vej­el­se? – Nej! Guds nåde gjor­de mig kri­sten. Min omven­del­se er mig et myste­rion, som jeg bøjer mig for i ære­frygt … Plud­se­lig, uven­tet, uaf­hæn­gigt af nogen ind­sats fra min side, skin­ne­de lyset på mig … Myste­ri­er­nes myste­rion; og dog det kla­re­ste af alt.

Med dis­se uddrag fra f. Sop­hro­ni­js bog får vi stør­re klar­hed over nog­le afgø­ren­de ele­men­ter i tro­ens myste­rion. For det før­ste det helt grund­læg­gen­de vil­kår, at uden Gud for­mår vi abso­lut ingen­ting, end ikke at tro. Tro­en er ikke vor egen kon­struk­tion, vi kan hver­ken plan­læg­ge eller filo­so­fe­re os frem til en urok­ke­lig, sand og logisk uan­gri­be­lig over­be­vis­ning om, at Gud er til. For Ham, vi tror på, Gud, er ikke iden­tisk med den men­ne­ske­li­ge tænk­nings ypper­ste resul­ta­ter. Men­ne­sket har ikke ”skabt” Den Tre­e­ni­ge Gud og tro­en på Ham, tvær­ti­mod: Guds nåde gjor­de mig kri­sten.

For det andet bli­ver det klart, at vi frit kan væl­ge, hvor­dan vi vil rea­ge­re på Guds nåde. Den kon­ver­te­re­de rab­bi­ner bøjer sig i ære­frygt; men der er ingen auto­ma­tik i for­hol­det. Vort møde med Gud har aldrig tvangs­mæs­sig karak­ter. Det kan vi udle­de ale­ne der­af, at der er man­ge andre måder at rea­ge­re på end ære­frygt. Hvor ofte, når Gud hen­ven­der Sig til os, væl­ger vi ikke at slå det hen som ”tan­ke­spind”, ”hal­luci­na­tio­ner”, ”for­bi­gå­en­de stem­nin­ger” eller lige­frem ”men­tale for­styr­rel­ser”? Hvor ofte afvi­ser vi ikke hårdnak­ket enhver vir­ke­lig­hed, som ikke sva­rer nøje overens med vort for­ud­fat­te­de ver­dens­bil­le­de? Hvor ofte til­ba­ge­vi­ser vi ikke ethvert ind­tryk, som ikke lader sig ind­pas­se i vore snæv­re, ratio­na­li­sti­ske tan­ke­ba­ner?

Men hvor­for skal det være så ind­vik­let? Kun­ne det ikke være meget enk­le­re? Hvis Gud vir­ke­lig hen­ven­der Sig til os, og hvis det vir­ke­lig er Gud om at gøre, at vi etab­le­rer den rela­tion til Ham, som kal­des ”tro”, hvor­for i alver­den kun­ne Han så ikke gøre det på en måde, som ikke lev­ner mind­ste plads til tvivl? Hvis Gud vir­ke­lig vil os det vel, og hvis tro­ens rela­tion til Ham er afgø­ren­de for vort vel, hvor­for giver Han os så ikke uom­gæn­ge­lig vis­hed? Ja, hvor­for tvin­ger Gud os ikke, rent ud sagt, til at tro?

Sva­ret på dis­se og lig­nen­de spørgs­mål er, at tro­en ikke kan være til uden at vi væl­ger den af vor frie vil­je. På nøj­ag­tig sam­me måde som med kær­lig­hed. Fri­hed er et nøg­le­be­greb. Alle for­står uden vide­re, at kær­lig­hed kun  kan være til i fuld fri­hed. Ingen kan tvin­ges til at elske. Ethvert for­søg på at til­tvin­ge sig kær­lig­hed må ende i en gro­tesk kari­ka­tur. – Det sam­me gør sig gæl­den­de med tro­ens for­hold til Gud; det kan kun bestå i fri­hed. Gud tvin­ger os ikke, Han træn­ger Sig ikke ind på os og for­gri­ber Sig ikke på vor fri­hed. Han respek­te­rer os og ønsker, at vi, af egen fri vil­je og i kær­lig­hed, skal tage imod ham i vore hjer­ter.

Oven­for hør­te vi om den omvend­te rab­bi­ner, som bøje­de sig i ære­frygt. Han kan tje­ne os som model. Men han har selv et meget stør­re for­bil­le­de: Det stør­ste, det mest lysen­de eksem­pel på men­ne­skets mod­ta­gel­se af Gud i kær­lig­hed og ære­frygt er Guds­mo­der, den bestan­digt jom­fru­e­li­ge Maria. Vi bør nøje ind­pren­te os Jom­fru Mari­as svar og hele hold­ning, da ærke­eng­len Gabri­el ved Bebu­del­sen for­tæl­ler hen­de om Guds pla­ner. Maria har jo egent­lig, i den situ­a­tion, al mulig grund til at tviv­le. Hun har, som hun selv siger, ikke været sam­men med nogen mand; så hun har ingen ver­dens grund til at tro, at hun skul­le bli­ve med barn. Og dog væl­ger hun, på trods af al sin undren, på trods af sin helt rime­li­ge og for­stå­e­li­ge skep­sis, at over­gi­ve sig til Gud og til tro­ens rela­tion til Ham med dis­se ord til Gabri­el: Se, jeg er Her­rens tje­ne­rin­de, mig ske efter dit ord! (Luk 1:38)

Det er det­te kær­lig­he­dens svar i fuld fri­hed, Gud ønsker fra os. Han har skabt os til kær­lig­he­dens fæl­les­skab, ikke til at være en flok robot­ter, som hand­ler, tæn­ker og taler, som de nu engang gør, ene og ale­ne for­di de i for­vej­en er pro­gram­me­re­de til et tvin­gen­de og uom­gæn­ge­ligt møn­ster. Vores for­hold til Gud har som sit fun­da­ment tro­en, håbet og kær­lig­he­den, og ingen af dele­ne kan rum­mes i en robot eller auto­mat.

Sand fri­hed er da en fuld­kom­men afgø­ren­de grund­pil­le i tro­ens væsen. Uden fri­hed ingen kær­lig­hed; og uden fri­hed ingen tro. Guds­mo­der er vort frem­me­ste for­bil­le­de; og der­for afvi­ser vi orto­dok­se både den tan­ke, at den men­ne­ske­li­ge vil­je skul­le være træl­bun­den, og den fore­stil­ling, at Jom­fru Maria skul­le være født ube­rørt af syn­dens vil­kår.

Jamen, hvad nu hvis Gud slet ikke hen­ven­der Sig til net­op mig?  Hvad nu, hvis jeg ikke for­nem­mer det mind­ste af den over­strøm­men­de nåde, der næv­nes i bre­vet fra den tid­li­ge­re rab­bi­ner? Hvad så? Oven i købet kun­ne vi fri­stes til at mene, at den omvend­te selv mener, at nåden er for nog­le, men ikke for andre; for han skri­ver lidt sene­re i sam­me brev: For dem, der end­nu ikke har mod­ta­get den san­de nåde, vil mine ord være ufor­stå­e­li­ge. Vi må være våg­ne, når vi læser det­te udsagn. De afgø­ren­de ord er end­nu og mod­ta­get.

End­nu: Der er et tids­per­spek­tiv knyt­tet til Guds nåde. Der er ikke tale om, at nog­le er udvalg­te til i det hele taget at få nåden til­budt, mens andre i al evig­hed er afskå­ret fra nåden. Var det sådan, vil­le de tro­en­de og de ikke-tro­en­de leve i helt for­skel­li­ge ver­de­ner, og de sid­ste måt­te med for­bav­sel­se og ærg­rel­se betrag­te de før­ste og i al evig­hed undre sig over deres mær­ke­li­ge liv. Men en sådan opde­ling af men­ne­skeslæg­ten stem­mer ikke overens med den Gud, som vil alles frel­se, den Gud, om Hvem evan­ge­li­sten Johan­nes skri­ver: Alle dem, som tog imod Ham, gav Han magt til at bli­ve Guds børn (Joh. 1: 11–12).

Mod­ta­get: Hvis Guds nåde gives eller til­by­des til alle men­ne­sker, og hvis nog­le af os ikke desto min­dre kan ople­ve, at gaven og til­bu­det ikke gæl­der os per­son­ligt, må det skyl­des, at vi ind­til nu har været ude af stand til at mod­ta­ge nåden. Guds nåde er en gave til hvert ene­ste men­ne­ske; men nog­le af os har opbyg­get van­ske­ligt gen­nem­træn­ge­li­ge for­svar­s­vær­ker. Dis­se må nød­ven­dig­vis ned­bry­des, og til det arbej­de kræ­ves både Guds og vor egen ind­sats. Det­te er noget helt afgø­ren­de ved det krist­ne liv: Alt er en gave fra Gud, og alt afhæn­ger af, hvor­dan vi mod­ta­ger gaven. Guds nåde og vor til­eg­nel­se af den: To syn­kro­ne bevæ­gel­ser, som ikke lader sig adskil­le i det vir­ke­li­ge liv.

Erfa­rin­gen af Guds nåde, sådan som den kom­mer til udtryk i brev-cita­ter­ne oven­for, er alt­så til­gæn­ge­lig for alle men­ne­sker. Gud og men­ne­sker er for­bund­ne. Gud vil alles frel­se; og Guds vil­je mod­sva­res af sel­ve den men­ne­ske­li­ge længsel og higen efter ind­sigt i Den Oprin­de­li­ge Væren, i vor stræ­ben mod at begri­be Hvem eller Hvad, der fak­tisk er til.

Vi må tage den­ne higen inden i os og hen imod Gud alvor­ligt. Det vil sige, at vi skal ophø­re med at bort­for­kla­re både længs­len og de tegn og vej­vi­se­re, Gud læg­ger ud til os på vej­en. Vi har væn­net os til at gøre os blin­de og døve for alt det­te, for­di det ikke stem­mer overens med vore mas­si­ve blok­ke af for­ud­fat­te­de menin­ger, som oftest er byg­get på et fun­da­ment af blind viden­sk­ab­stro og pseu­do-for­kla­rin­ger. Når vi bry­der igen­nem det­te pan­ser inde­fra, og når pan­se­ret sam­ti­digt bli­ver gen­nem­brudt ude­fra, ja så er vi i færd med at bli­ve para­te til at tage imod og efter­le­ve det afslut­ten­de råd, vi får af rab­bi­ne­ren, som blev kri­sten. Han skri­ver: Vil du ger­ne for­stå det? Kun­ne du tæn­ke dig at erfa­re Kri­sti nåde? … Hvis det fore­kom­mer dig, at det­te ikke er noget for dig, siden du ikke evner at tro, så er mit råd, at du sæt­ter dit hjer­te ind på at tro, så vil du også kun­ne tro. Gen­nem tro­en kom­mer du til tro. Vær udhol­den­de i dit ønske om tro­en, så vil den bli­ve dig givet.

(Tek­sten er en revi­de­ret ver­sion af en tid­li­ge­re arti­kel med sam­me over­skrift, som blev trykt i Kir­ke­bla­det nr. 28/1996)