Hvordan skal vi læse Bibelen?

Af Biskop Kal­li­stos (Ware)

Vi tror, at Den hel­li­ge Skrift udgør et sam­men­hæn­gen­de hele. Skrif­ten er på én og sam­me tid gud­dom­me­ligt inspi­re­ret og udtrykt af men­ne­sker. Den er et auto­ri­ta­tivt vid­nes­byrd om Guds åben­ba­ring af Sig Selv; i Ska­bel­sen, i Gud-Ordets Inkar­na­tion og i hele frel­ses­for­lø­bet. Skrif­ten udtryk­ker såle­des Guds Ord i men­ne­skers sprog. Vi ken­der, mod­ta­ger og for­tol­ker Skrif­ten via Kir­ken og i Kir­ken. Vi nær­mer os Skrif­ten i lydig­hed. — Vi kan mar­ke­re fire cen­tra­le egen­ska­ber, der karak­te­ri­se­rer en orto­doks kri­sten læs­ning af Skrif­ten, nem­lig følgende:

1. Vor læs­ning må fore­gå i lydighed.
2. Den må være kir­ke­lig, fin­de sted inden­for Kir­kens rammer.
3. Den må være cen­tre­ret om Kristus.
4. Den må være personlig.

1. Om at læse Bibe­len i lydighed
Aller­først: Når vi læser Skrif­ten, må vi lyt­te til lydig­he­dens ånd. Den Orto­dok­se Kir­ke tror, Bibe­len er gud­dom­me­ligt inspi­re­ret. Skrif­ten er “et brev” fra Gud, hvori Kristus Selv taler. Skrif­ten er Guds vid­nes­byrd om Sig Selv. Den frem­sæt­ter Guds Ord på vort men­ne­ske­li­ge sprog. For­di Gud Selv taler til os i Bibe­len, er den kor­rek­te reak­tion fra vor side lydig­hed, mod­ta­ge­lig­hed og lyt­ten. Når vi læser, tje­ner vi Helligånden.
Men er Bibe­len gud­dom­me­ligt inspi­re­ret, er den men­ne­ske­ligt udtrykt. Den er et helt bibli­o­tek af for­skel­li­ge bøger, skre­vet til for­skel­li­ge tider af spe­ci­fik­ke men­ne­sker. Hver enkelt af Bibe­lens bøger afspej­ler sin tids opfat­tel­se og sin for­fat­ters sær­li­ge syns­vin­kel. For Gud gør ikke noget énsi­digt, den gud­dom­me­li­ge nåde sam­ar­bej­der med den men­ne­ske­li­ge fri­hed. Gud til­in­tet­gør ikke vor per­son­lig­hed, Han for­stær­ker den. Og det er sådan, den inspi­re­re­de Skrift bli­ver skre­vet. For­fat­ter­ne var ikke blot pas­si­ve instru­men­ter, dik­ta­fo­ner, hvor­på en besked er ble­vet regi­stre­ret. Hver enkelt af Skrif­tens for­fat­te­re bidra­ger med sin sær­li­ge, per­son­li­ge bega­vel­se. For­u­den det gud­dom­me­li­ge er der også et men­ne­ske­ligt aspekt i Skrif­ten; vi skal værds­æt­te dem begge.
Hvert af de fire Evan­ge­li­er har fx sin egen sær­li­ge meto­de. Mat­tæus frem­sæt­ter i sær­lig grad en jødisk for­stå­el­se af Kristus, hvor der læg­ges vægt på det him­mel­ske Rige. Mar­kus’ beret­ning inde­hol­der kon­kre­te, bil­led­li­ge detal­jer angå­en­de Kri­sti vir­ke, som vi ikke fin­der andet­steds. Lukas udtryk­ker det uni­ver­sel­le i Kri­sti kær­lig­hed, Hans alt­om­fat­ten­de med­fø­lel­se, der gæl­der såvel jøder som hed­nin­ge. Hos Johan­nes er der en mere indad­vendt og mystisk beto­net måde at nær­me sig Kristus på, med væg­ten lagt på det gud­dom­me­li­ge lys og den gud­dom­me­li­ge ibo­en. Vi må glæ­de os over og i dyb­den under­sø­ge den­ne liv­gi­ven­de for­skel­lig­hed inden for Bibe­lens rammer.
For­di Skrif­ten på den­ne måde er Guds Ord, udtrykt ved men­ne­skers sprog, er der plads til ærli­ge og præ­ci­se spørgs­mål, når vi stu­de­rer Bibe­len. Når vi under­sø­ger den men­ne­ske­li­ge side af Bibe­len, skal vi bru­ge vor Gud-giv­ne, men­ne­ske­li­ge for­nuft fuldt ud. Den Orto­dok­se Kir­ke ude­luk­ker ikke viden­ska­be­lig forsk­ning m.h.t. oprin­del­se, date­ring og for­fat­te­ri­den­ti­fi­ka­tion af Bibe­lens bøger.
Side om side med det­te, men­ne­ske­li­ge ele­ment har vi imid­ler­tid bestan­digt det gud­dom­me­li­ge ele­ment. Vi har ikke blot at gøre med bøger, der er skre­vet af bestem­te, men­ne­ske­li­ge for­fat­te­re. I Skrif­ten hører vi ikke blot men­ne­skers ord, karak­te­ri­se­ret ved stør­re eller min­dre kun­nen og opfat­tel­ses­ev­ne; vi hører Guds eget, evi­ge, uskab­te Ord, det gud­dom­me­li­ge frel­sens Ord. Når vi nær­mer os Bibe­len, gør vi det ikke bare af nys­ger­rig­hed og for at sam­le oplys­nin­ger. Vi nær­mer os Bibe­len med et kon­kret spørgs­mål, et per­son­ligt spørgs­mål, der angår os selv: “Hvor­dan kan jeg bli­ve frelst?”
Som det gud­dom­me­li­ge frel­sens Ord, den er, bør den hel­li­ge Skrift i os væk­ke en for­nem­mel­se for unde­ret. Synes du af og til, når du læser og hører, at det alt sam­men er ble­vet alt for vel­kendt? Er Bibe­len ble­vet noget kede­lig? Vi har hele tiden behov for at ren­se vor opfat­tel­ses­ev­ne og se på dét, Her­ren præ­sen­te­rer os for, med nye øjne og med forbløffelse.
I for­hold til Bibe­len må vi være opmærk­som­me på unde­ret i for­vent­ning og over­ra­skel­se. Der er så man­ge ste­der i Skrif­ten, vi sta­dig mang­ler at gå ind i. Der er så megen dyb­de og stor­hed at opda­ge. Lydig­hed inde­bæ­rer undren, men også opmærk­som lytten.
Vi er bed­re til at tale end til at lyt­te. Vi hører lyden af vor egen stem­me, men ofte stop­per vi ikke op for at høre næstens stem­me, som taler til os. Så det før­ste, der skal til, når vi læser Skrif­ten, er, at vi tier stil­le og hører efter — og hører efter i lydighed.
Når vi kom­mer ind i en orto­doks kir­ke, som er tra­di­tio­nelt udsmyk­ket, og ser op mod alter­rum­met i kir­ke­rum­mets øst­li­ge ende, vil vi i apsis se en ikon af Jom­fru Maria med hæn­der­ne løf­tet mod him­len — den æld­gam­le og fra Skrif­ten kend­te måde at bede på, som også i dag bru­ges af man­ge. Den­ne ikon er et bil­le­de på den hold­ning, vi må have, når vi læser Skrif­ten, nem­lig en mod­ta­ge­lig­hed, hvori vore hæn­der usyn­ligt er løf­te­de mod him­len. Når vi læser Bibe­len, må vi tage model efter Guds­mo­der, for hun er i høje­ste grad dén, der lyt­ter. Ved Bebu­del­sen hører hun efter i lydig­hed og sva­rer eng­len, “Mig ske efter dit ord” (Luk. 1,38). Hun kun­ne ikke have båret Guds Ord i sit skød, hvis ikke hun til at begyn­de med hav­de hørt efter Guds Ord i sit hjer­te. Efter at hyr­der­ne har til­bedt den nyfød­te Kristus, siges det om hen­de: “Men Maria gem­te alle dis­se ord i sit hjer­te og grun­de­de over dem” (Luk. 2,19). Og atter, da Maria fin­der Jesus i temp­let, hed­der det: “Og Hans moder gem­te alle dis­se ord i sit hjer­te” (Luk. 2,51). Den sam­me nød­ven­dig­hed af at høre efter under­stre­ges af de sid­ste ord, der i Skrif­ten til­skri­ves Guds­mo­der, under Bryl­lup­pet i Kana: “Hvad som helst Han siger til jer, det skal I gøre” (Joh. 2,5); sådan siger hun til tje­ner­ne ved bryl­lup­pet — og til os alle.
I alt det­te vir­ker den hel­li­ge Jom­fru Maria som et spejl, som en leven­de ikon af den bibel­ske krist­ne. Vi skal være lige­som hen­de, når vi hører Guds Ord: Vi skal grun­de over og beva­re alle dis­se ord i vore hjer­ter, og vi skal gøre alt, hvad Han siger til os. Vi skal høre efter i lydig­hed, når Gud taler.

2. At for­stå Bibe­len via Kirken
For det andet må vi mod­ta­ge og for­tol­ke Skrif­ten via Kir­ken og i Kir­ken. Vi nær­mer os Skrif­ten, ikke blot i lydig­hed, men kirkeligt.

Det er Kir­ken, der siger til os, hvad der hører til Skrif­ten. En bog er ikke inklu­de­ret i den hel­li­ge Skrift på grund af den­ne eller hin sær­li­ge teo­ri om dens date­ring og ophav. Selv om det fx kun­ne bevi­ses, at det fjer­de Evan­ge­li­um i vir­ke­lig­he­den ikke skul­le være skre­vet af Johan­nes, den discipel, Kristus elske­de, så vil­le det­te ikke ændre på det fak­tum, at vi orto­dok­se anser det fjer­de Evan­ge­li­um for høren­de til den hel­li­ge Skrift. Hvor­for? For­di Johan­nes’ Evan­ge­li­um er god­kendt af Kir­ken og i Kirken.
Det er kir­ken, der siger os, hvad der hører til Skrif­ten, og det er også Kir­ken, der siger os, hvor­dan Skrif­ten skal for­stås. Da Filip stø­der på ethio­pe­ren, som sid­der i sin vogn og læser Gl. Testa­men­te, spør­ger apost­len, “For­står du også dét, du læser?” Og ethio­pe­ren sva­rer, “Hvor­dan skul­le jeg kun­ne det, når ingen vej­le­der mig?” (Apg. 8,30–31) Vi er alle i ethio­pe­rens situ­a­tion. Skrif­tens ord er ikke altid sel­vind­ly­sen­de. Gud taler direk­te til hjer­tet i hver ene­ste af os, når vi læser Bibe­len. Læs­nin­gen af Skrif­ten er en per­son­lig sam­ta­le mel­lem den enkel­te og Kristus; men vi har sam­ti­digt brug for vej­led­ning. Og vor vej­le­der er Kir­ken. Vi gør fuldt brug af vores egen, per­son­li­ge for­stå­el­se, som vi har opnå­et ved Hel­li­gÅn­dens hjælp; vi gør fuldt brug af den moder­ne bibel­forsk­nings resul­ta­ter; men vi under­læg­ger altid vor pri­va­te mening — hvad enten den stam­mer fra os selv eller fra viden­ska­ben — Kir­kens ful­de erfa­ring gen­nem tiderne.
Det orto­dok­se stand­punkt opsum­me­res i det spørgs­mål, man i den rus­si­ske Kir­ke stil­ler kon­ver­tit­ter under mod­ta­gel­ses­ce­re­mo­ni­en: “Aner­ken­der du, at Den Hel­li­ge Skrift må mod­ta­ges og for­tol­kes i over­ens­stem­mel­se med den tro, som vi har fået over­le­ve­ret af de hel­li­ge Fædre, og som Den hel­li­ge Orto­dok­se Kir­ke, vor Moder, altid har bekendt og fort­sat beken­der sig til?”
Vi læser Bibe­len per­son­ligt, men ikke som iso­le­re­de indi­vi­der. Vi læser som med­lem­mer af en fami­lie, Den Orto­dok­se, katol­ske Kir­kes fami­lie. Når vi læser Skrif­ten, siger vi ikke “jeg”, men “vi”. Vi læser i fæl­les­skab med alle de andre lem­mer på Kri­sti Lege­me, som fin­des i alle dele af ver­den og til alle tider. Den afgø­ren­de prø­ve, det afgø­ren­de kri­te­ri­um for vor for­stå­el­se af, hvad Den hel­li­ge Skrift inde­hol­der, er Kir­kens bevidst­hed; Bibe­len er Kir­kens bog.
Hvor skal vi begyn­de for at fin­de frem til “Kir­kens bevidst­hed”? Det før­ste skridt er at se på, hvor­dan Skrif­ten bru­ges i gud­stje­ne­sten. Sær­ligt hvor­dan bibel­læs­nin­ger­ne er udvalgt til de for­skel­li­ge fester. Vi må også kon­sul­te­re Kir­ke­fædre­nes vær­ker og se på, hvor­dan de for­tol­ker Bibe­len. Vor orto­dok­se måde at læse Skrif­ten på er såle­des både litur­gisk og patri­stisk. Og det­te er langt fra let at gen­nem­fø­re i prak­sis, for vi har så få orto­dok­se kom­men­ta­rer til Skrif­ten på engelsk og andre vest­li­ge sprog; og de fle­ste kom­men­ta­rer af vest­lig oprin­del­se benyt­ter ikke den­ne litur­gi­ske og patri­sti­ske tilgang.
Hvad vil det sige at for­tol­ke Skrif­ten litur­gisk iføl­ge dén måde, den bru­ges på ved Kir­kens fester? Lad os, som eksem­pel, se på de læs­nin­ger fra Gl. Testa­men­te, der er udvalgt til afteng­ud­stje­ne­sten ved festen for Mari­as Bebu­del­se. Der er tre tek­ster: 1. Mose­bog 28, 10–17, det er beret­nin­gen om Jakobs drøm om en sti­ge, der ræk­ker fra jor­den til him­len; Ezeki­els Bog 43,27 — 44,4, det er pro­fe­tens syn af Jerus­a­lems tem­pel med de luk­ke­de por­te, hvori­gen­nem kun fyr­sten må pas­se­re; og ende­lig Ord­s­pro­ge­nes Bog 9, 1–11, som er ét af de sto­re vis­doms­styk­ker i Gl. Testa­men­te, begyn­den­de sådan her: “Vis­dom byg­ge­de sig hus.”
Som deres udvæl­gel­se til Bebu­del­ses­fe­sten peger på, skal alle dis­se tek­ster da for­stås som pro­fe­ti­er, der hen­vi­ser til Inkar­na­tio­nen ved Jom­fru­en: Maria er Jakobs sti­ge, idet hun leve­rer det kød, den inkar­ne­re­de Gud tager på Sig; Maria er den luk­ke­de port, der, ene blandt kvin­der, har født et Barn og dog er for­ble­vet jom­fru; og Maria leve­rer det hus, som Kristus, Guds Vis­dom (1. Kor. 1,24) tager til Sin bolig. — Når vi på den­ne måde under­sø­ger val­get af læs­nin­ger til de for­skel­li­ge fester, opda­ger vi i bibel­for­tolk­nin­gen lag, der på ingen måde er ind­ly­sen­de ved en før­ste læsning.
Lad os tage et andet eksem­pel; den Sto­re og Hel­li­ge Lør­dags aftentje­ne­ste, før­ste del af Påskens våge­nat. Her er der ikke min­dre end 15 læs­nin­ger fra Gl. Testa­men­te. Læs­nin­ger­nes ræk­ke­føl­ge præ­sen­te­rer os for de bæren­de ele­men­ter i bibel­hi­sto­ri­en og under­stre­ger sam­ti­digt den dybe­re mening i Kri­sti Opstan­del­se. Før­ste læs­ning er 1. Mose­bog 1, 1–13, Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen; Kri­sti Opstan­del­se er en ny Ska­bel­se. Fjer­de læs­ning er Jonas’ Bog i sin hel­hed; pro­fe­tens tre dage i hval­fi­skens bug er en fore­gri­bel­se af Kri­sti Opstan­del­se efter tre dage i gra­ven (jvf. Matt. 12,40). Sjet­te læs­ning beret­ter om, hvor­dan isra­e­lit­ter­ne går over Det Røde Hav (2. Mos. 13,20 — 15,19), hvil­ket fore­gri­ber Påskens nye over­gang, hvor­ved Kristus går fra døden til livet (jvf. 1.Kor. 5,7; 10, 1–4). Den sid­ste læs­ning er histo­ri­en om de tre hel­li­ge børn i ild­ov­nen (Dan. 3), end­nu en “type” eller pro­fe­ti på Kri­sti Opstan­del­se fra graven.
Sådan er resul­ta­tet af at læse Skrif­ten kir­ke­ligt, i Kir­ken og med Kir­ken. Når vi stu­de­rer Gl. Testa­men­te på den­ne litur­gi­ske facon, og når vi tager Fædre­ne til hjælp, opda­ger vi overalt tegn, der peger frem mod Kri­sti og Guds­mo­ders myste­ri­um. Når vi læser Gl. Testa­men­te i lyset af Ny Testa­men­te og Ny Testa­men­te i lyset af det Gam­le, sådan som Kir­kens kalen­der opfor­drer os til, så opda­ger vi énhe­den i den hel­li­ge Skrift. Én af de bed­ste meto­der til at fin­de for­bin­del­ser mel­lem Gl. Og Ny Testa­men­te er at benyt­te en god bibel-kon­kor­dans (en bibel med inter­ne hen­vis­nin­ger, red.). Dét kan tit sige os mere om Skrif­tens betyd­ning end nogen egent­lig tekstkommentar.

3. Kristus, Bibe­lens Hjerte
Det tred­je ele­ment i vor Skrift­læs­ning er, at den­ne må være cen­tre­ret om Kristus, kri­sto­cen­trisk. Bibe­lens bøger udgør et sam­men­hæn­gen­de hele, for­di de alle er kri­sto­cen­tri­ske. Frel­sen ved Mes­si­as er det cen­tra­le emne, der for­e­ner dem. Han er den “røde tråd”, der løber gen­nem Skrif­ten, fra den før­ste til den sid­ste sæt­ning. Vi har alle­re­de været inde på, hvor­dan Kristus for­ud­skik­kes på sider­ne i Gl. Testamente.
Megen moder­ne, kri­tisk bibel­forsk­ning i Vesten har anlagt en ana­ly­tisk syns­vin­kel, som split­ter de enkel­te bøger op i for­skel­li­ge kil­der. De led, der bin­der dis­se sam­men, træv­les op, og Bibe­len redu­ce­res til at være blot og bart en ræk­ke grund­læg­gen­de ele­men­ter. I den­ne frem­gangs­må­de er der afgjort nogen vær­di. Men vi må nød­ven­dig­vis se på enhe­den såvel som på for­skel­lig­he­den i Bibe­len, på dens alt­om­fat­ten­de ende­mål såvel som på de spred­te til­løb. Orto­dok­si­en fore­træk­ker alt i alt den syn­te­ti­ske læs­ning for den ana­ly­ti­ske, for­di vi opfat­ter Skrif­ten som et sam­men­hæn­gen­de hele, hvor Kristus er Dén, der for­e­ner alt.
Vi er kon­stant på udkig efter det punkt, hvor det Gam­le og det Ny Testa­men­te stem­mer overens, og det fin­der vi i Jesus Kristus. Orto­dok­si­en læg­ger en sær­lig vægt på den for­tolk­nings­me­to­de, der kal­des “typo­lo­gisk”; med dén udskil­les der i hele Gl. Testa­men­te “typer” på Kristus, hen­vis­nin­ger til og sym­bo­ler på Hans værk. Et mar­kant eksem­pel på det­te er Melkize­dek, kon­ge og præst i Salem, som byder Abra­ham brød og vin (1. Mos. 14,18), og som for­tol­kes som en type på Kristus, ikke blot af Kir­ke­fædre­ne, men også i Ny Testa­men­te (Heb. 5,6 og 7,1). Et andet eksem­pel er, som vi har set, den måde, hvor­på Gl. Testa­men­tes over­gang for­ud­skik­ker dén i N.T.; Isra­els befri­el­se fra Farao ved Det Røde Hav fore­gri­ber vor befri­el­se fra syn­den gen­nem Frel­se­rens død og Opstan­del­se. — Det er den­ne for­tolk­nings­må­de, vi skal anven­de på hele Bibe­len. Hvor­for er fx læs­nin­ger­ne fra 1. Mose­bog i sid­ste halv­del af Påske­fa­sten domi­ne­ret af Josefs figur? Hvor­for læser vi i Den Hel­li­ge Uge fra Jobs Bog? For­di Josef og Job lider uden skyld; og på den måde er de typer på eller for­ud­skik­kel­ser af Jesus Kristus, Hvis uskyl­di­ge lidel­se på Kor­set Kir­ken står over­for at skul­le mar­ke­re. Det hele hæn­ger sammen.

En bibelsk kri­sten er én, der overalt i Skrif­ten, lige meget hvor han læser, fin­der Kristus på hver ene­ste side.

4. Bibe­len er personlig
“Han, som er ydmyg i sine tan­ker og opta­get af ånde­ligt vir­ke, han vil, når han læser Den Hel­li­ge Skrift, sæt­te læs­nin­gen i rela­tion til sig selv, og ikke til sin næste”; sådan siger en en tid­lig aske­tisk for­fat­ter i det krist­ne Østen, Hl. Mar­kus Mun­ken. Som orto­dok­se krist­ne må vi overalt i Skrif­ten hol­de udkig efter en per­son­lig for­bin­del­se. Vi skal ikke blot spør­ge “hvad bety­der det?”, men sna­re­re “hvad bety­der det for mig?” Skrif­ten er en per­son­lig dia­log mel­lem Frel­se­ren og mig: Kristus taler til mig, og jeg sva­rer Ham. Det­te er det fjer­de kri­te­ri­um i vor bibellæsning.
Jeg må betrag­te alle beret­nin­ger­ne i Skrif­ten som dele af min egen, per­son­li­ge histo­rie. Hvem er Adam? Nav­net “Adam” bety­der “men­ne­ske”, og såle­des er beret­nin­gen i 1. Mose­bog om Adams fald også en beret­ning om mig. Jeg er Adam. Det er mig, Gud taler til, når Han siger til Adam, “Hvor er du?” (1. Mos. 3,9) “Hvor er Gud?”, spør­ger vi ofte. Men det rig­ti­ge spørgs­mål er dét, Gud stil­ler til Adam i os alle, “Hvor er du?”
Når vi i beret­nin­gen om Kain og Abel læser Guds ord til Kain, “Hvor er Abel, din bro­der?” (1. Mos. 4,9), er også de ord mønt­et på os, hver især. Hvem er Kain? Det er mig selv. Og Gud ret­ter Sit spørgs­mål til Kain i os alle, “Hvor er din bro­der?” Vej­en til Gud består i kær­lig­hed til andre men­ne­sker, og der er ingen anden vej. Når jeg stø­der min bro­der bort, udskif­ter jeg Guds bil­le­de i mig med Kain­s­mær­ket og for­næg­ter grund­læg­gen­de min egen menneskelighed.
Når vi læser Skrif­ten, kan vi tage tre skridt. Først har vi i Skrif­ten Bibel­hi­sto­ri­en: ver­dens histo­rie siden Ska­bel­sen, det udvalg­te folks histo­rie, histo­ri­en om Guds Inkar­na­tion i Palæsti­na og om de “kraf­ti­ge ger­nin­ger” efter Pin­sen. Den Kris­ten­dom, vi fin­der i Bibe­len, er ikke en ide­o­lo­gi eller en filo­so­fisk teo­ri, men en histo­risk base­ret tro.
Så må vi tage det næste skridt. Histo­ri­en, som den præ­sen­te­res i Bibe­len, er per­son­lig histo­rie. Vi ser, hvor­dan Gud gri­ber ind til bestem­te tider og på bestem­te ste­der, og hvor­dan Han går i dia­log med bestem­te men­ne­sker. Vi har for os beret­nin­gen om de sær­li­ge kald, Gud giver Abra­ham, Moses og David, Rebe­k­kah og Ruth, Esa­jas og pro­fe­ter­ne, og så Jom­fru Maria og apost­le­ne. Vi opfat­ter den­ne selek­ti­vi­tet i den gud­dom­me­li­ge ind­gri­ben i histo­ri­en, ikke som en for­ar­gel­se, men som en vel­sig­nel­se. Guds kær­lig­hed er alt­om­fat­ten­de i sit sig­te, men Hans Inkar­na­tion fin­der sted i et bestemt hjør­ne af ver­den, på et bestemt tids­punkt, og Han fødes af en bestemt moder. Vi må på den­ne måde tage imod den ene­stå­en­de karak­ter, Guds hand­len i ver­den har, sådan som den er beskre­vet i Skrif­ten. Dén, som elsker Bibe­len, elsker dens detal­jer m.h.t. tid og sted. Orto­dok­si­en har en vold­som hen­gi­ven­hed for Det Hel­li­ge Land, for de ste­der, hvor Kristus boe­de og lær­te, døde og opstod fra de døde. En pil­grims­rej­se til Jeru­sa­lem og Galilæa er en glim­ren­de hjælp til at kom­me dybe­re ind i Skrif­ten: Gå dér, hvor Kristus har gået; gå ned til Det Døde Hav, sid­de ale­ne på klip­per­ne og for­nem­me, hvad Kristus føl­te under de fyr­re dages fri­stel­se i ørke­nen; drik­ke vand fra den kil­de, hvor Han tal­te med den sama­ri­tan­ske kvin­de; gå til Get­h­se­ma­ne Have om nat­ten, sid­de i mør­ket under de æld­gam­le oli­ven­træ­er og se tværs over dalen til byens lys; til ful­de ople­ve, hvor vir­ke­lig den histo­ri­ske ram­me er, og så tage dis­se ople­vel­ser med hjem til den dag­li­ge bibellæsning.
Så må vi tage et tred­je skridt. Idet vi gen­nem­le­ver den spe­ci­fik­ke bibel­ske histo­rie, må vi brin­ge den i direk­te for­bin­del­se med os selv. Vi må sige til os selv; “Alle dis­se ste­der og hæn­del­ser hører ikke blot til et fjer­nt sted for læn­ge siden, de er også en del af mit eget, per­son­li­ge møde med Kristus. Beret­nin­ger­ne inklu­de­rer mig.”

For­ræ­de­ri, for eksem­pel, udgør en del af den per­son­li­ge histo­rie hos enhver af os. Har vi ikke alle, på ét eller andet tids­punkt i livet, for­rå­dt og svig­tet andre, og ken­der vi ikke alle til, hvad det vil sige at bli­ve for­rå­dt og svig­tet, og efter­la­der min­det om dis­se hæn­del­ser ikke bli­ven­de ar på vore sjæ­le? — Når vi så læser beret­nin­gen om, hvor­dan Peter svig­ter Kristus, og hvor­dan han efter Opstan­del­sen reha­bi­li­te­res, kan vi se os selv som aktø­rer i beret­nin­gen. Ved at fore­stil­le os, hvad både Peter og Jesus må have følt umid­del­bart efter for­ræ­de­ri­et, går vi ind i dis­se følel­ser og gør dem til vore egne. Jeg er Peter; kan jeg i dén situ­a­tion også være Kristus? På sam­me måde kan vi reflek­te­re over, hvor­dan reha­bi­li­te­rin­gen fin­der sted; vi kan se, hvor­dan den opstand­ne Kristus med en kær­lig­hed, der er blot­tet for sen­ti­men­ta­li­tet, gen­op­ta­ger den fald­ne Peter i fæl­les­ska­bet, og vi kan se, hvor­dan Peter for sin del har mod til at accep­te­re den­ne reha­bi­li­te­ring. Og vi spør­ger os selv: Hvor meget lig Kristus er jeg i for­hold til dem, der har svig­tet mig? Og når jeg selv har svig­tet nogen, er jeg da i stand til at tage imod deres til­gi­vel­se, og kan jeg til­gi­ve mig selv? Eller er jeg frygt­som og små­lig, hol­der jeg mig til­ba­ge, og er jeg aldrig i stand til at give mig fuldt og helt til noget som helst, det være sig godt eller skidt? Som Ørken­fædre­ne siger: “Det er bed­re med én, der har syn­det, hvis han véd, han har syn­det og angrer sin synd, end med et men­ne­ske, der ikke har syn­det, men opfat­ter sig som retfærdig.”
Har jeg opnå­et Hl. Maria Mag­da­le­nas mod, ved­hol­den­hed og loy­a­li­tet, hun, som gik ud for at sal­ve Kri­sti Lege­me i gra­ven (Joh. 20,1)? Og hører jeg den opstand­ne Frel­ser kal­de mig ved navn, som Han gjor­de med hen­de, og sva­rer jeg da Rab­bu­ni (Mester) (Joh. 20,16) lige så enkelt og sam­let, som hun gjorde?

Hvis vi læser Skrif­ten efter dis­se ret­nings­linjer — i lydig­hed, som lem­mer på Kir­ken, seen­de Kristus overalt og alting som en del af vor egen, per­son­li­ge histo­rie — så vil vi for­nem­me noget af den bred­de og dyb­de, der er i Bibe­len. Og dog vil vi altid føle, at vi kun står ved begyn­del­sen til at udfor­ske Bibe­len. Vi er som et men­ne­ske, der i en lil­le bit­te båd begi­ver sig af sted tværs over det uen­de­li­ge hav.

“Dit ord er en lyg­te for min fod, et lys på min sti.”
(Sl. 119, 105)

over­sat fra engelsk af red.