Hvorfor titulerer man præster fader i Den Ortodokse Kirke?

Af fader Ste­ven Tsi­chlis, St. Pauls Gre­ek Ort­ho­dox Church

For nylig tal­te jeg med én fra en ”ikke-kon­fes­sio­nel” kir­ke, som spurg­te mig: Hvor­for titu­le­rer man præ­ster ”fader”i din kir­ke? Det er ikke i over­ens­stem­mel­se med Bibe­lens lære! For Jesus selv siger: ”I skal ikke kal­de nogen på jor­den jeres ”fader”; thi kun én er jeres Fader, Han, som er i him­le­ne (Matt 23: 9).

Her har vi slet og ret et eksem­pel på fun­da­men­ta­lis­men i vis­se krist­ne grup­per, når det gæl­der at for­stå og tol­ke Skrif­ten. Man tager den­ne eller hin bibel­ske pas­sa­ge ud af sam­men­hæn­gen og bru­ger den, som man vil. Hl. Atha­na­sios, som i 4. århund­re­de var patri­ark af Ale­xan­dria, var den før­ste i kri­sten­he­dens histo­rie, som ende­gyl­digt opreg­ne­de de 27 skrif­ter, vi i dag kal­der Ny Testa­men­te. En cen­tral per­son i dan­nel­sen af den nyte­sta­ment­li­ge kanon. Hl. Atha­na­sios siger, at når krist­ne læser Bibe­len, bør de ikke tage styk­ker ud af sam­men­hæn­gen, men sna­re­re hol­de sig skopos, det afgø­ren­de sig­te eller ”det sto­re bil­le­de” for øje. Lad os under­sø­ge det fore­lig­gen­de spørgs­mål med det ful­de sig­te — eller det sto­re bil­le­de — med Skrif­ten for øje.

For det før­ste: Det stil­le­de spørgs­mål lader til at for­ud­sæt­te, at det­te skrift­sted må tages bog­sta­ve­ligt, som et abso­lut for­bud, så vi alt­så ikke skul­le kal­de noget men­ne­ske fader. Med andre ord, hvis vi skul­le tol­ke Matt 23:9 bog­sta­ve­ligt, kun­ne ingen kal­des fader, end ikke vore bio­lo­gi­ske fædre. Krist­ne vil­le ikke have mulig­hed for at fejre ”fars dag”, og ingen kun­ne kal­des ”lands­fa­der”. Er dét, hvad Jesus sig­te­de på? Natur­lig­vis ikke! Hører vi ikke Jesus selv for­ma­ne den rige, unge mand til at hol­de bude­ne, inklu­si­ve dét, der hed­der: Du skal ære din fader og din moder (Matt 19:19)? Og da jøde­r­ne spør­ger Jesus om Hans lære om, at Han er ”livets brød”, sva­rer Han dem da ikke med orde­ne: Jeg er livets brød. Jeres fædre spi­ste man­na i ørke­nen og døde (Joh 6: 48–49)?

For det andet: Hvad skal vi stil­le op med apost­len Paulus? Når han omta­ler Flug­ten fra Ægyp­ten, omta­ler han da ikke, lige­som Kristus selv, for­gæn­ger­ne for det sam­ti­di­ge Irsa­el som vore fædre (1 Kor 10:1)? Og når han taler om opdra­gel­se i den krist­ne fami­lie, siger han da ikke: I fædre, lad være med at opir­re jeres børn, for at de ikke skal bli­ve for­skræm­te (Kol 3:21)?

End­vi­de­re skrev Paulus, angå­en­de det ånde­li­ge fader­skab i den krist­ne menig­hed, til Kir­ken i Kor­inth: Det­te skri­ver jeg ikke for at gøre jer skam­ful­de, men for at ret­le­de jer som mine elske­de børn. Thi om I så hav­de ti tusin­de opdra­ge­re i Kristus, så har I dog ikke man­ge fædre; thi jeg er i Kristus Jesus ble­vet jeres fader ved evan­ge­li­et (1 Kor 4: 14–15). Og han beskri­ver sit for­hold til de krist­ne i menig­he­den i The­s­sa­lo­niki som en faders til sine børn (1 The­ss 2:11). Gør Paulus ikke, i de nævn­te pas­sa­ger, krav på at være kor­int­her­nes og the­s­sa­lo­ni­ker­nes ånde­li­ge fader i evan­ge­li­et? Fader Paulus, om man vil?

For det tred­je: Når vi tol­ker Matt 23:9, er det nyt­tigt at læse hele kapi­tel 23 for at få den ret­te for­stå­el­se af pas­sa­gens kon­tekst. Kapi­tel 23 inde­hol­der Her­rens ankla­ge mod de skrift­klo­ge og fari­sæ­er­ne for deres hyk­le­ri, for deres focu­se­ren på den ydre reli­gions­u­dø­vel­se uden ægte anger og uden hjer­tets omven­del­se. Ikke ale­ne døm­mer Jesus de skrift­klo­ge og fari­sæ­er­ne for deres tom­me og for­gæ­ves brug af til­ta­len fader, men i det umid­del­bart føl­gen­de vers siger Han: Ej hel­ler skal I lade jer kal­de lære­re, thi kun én er jeres Lærer, Jesus Kristus (Matt 23:10). Og dog kal­der man­ge ”ikke-kon­fes­sio­nel­le” præ­di­kan­ter sig for ”bibel­læ­re­re”; og ingen har vist nogen sin­de, på basis af det­te skrift­sted argu­men­te­ret for, at Kir­ken ikke skul­le have søn­dags­sko­le­læ­re­re. Jesus selv aner­ken­der Niko­demus som lærer i Isra­el (Joh 3:10), og i Apost­le­nes Ger­nin­ger ser vi, at vis­se mænd kal­der lære­re (ApG 13:1), for nu blot at give to eksemp­ler.

Det står såle­des klart, når man læser kapi­tel 23 hos Mat­tæus i sin hel­hed, at dét, Jesus taler om, ikke er de pågæl­den­de tit­ler og rol­ler i og for sig, men der­i­mod den selv­for­her­li­gel­se, de skrift­klo­ge og fari­sæ­er­ne mis­bru­ger dem til.

For det fjer­de: Når ordet fader benyt­tes, når man hen­ven­der sig til præ­sten, er det ikke blot en bekræf­tel­se på den­nes ”høje­re” sta­tus i de tro­en­des fæl­les­skab; det er sna­re­re et udtryk for kær­lig­hed og nær­hed, sådan som også apost­len Paul bru­ger det i de oven­nævn­te pas­sa­ger fra 1 Kor og 1 The­ss. Hos græker­ne titu­le­res præ­sten i sin lands­by papa, hos rus­ser­ne som bati­us­hka, og beg­ge til­ta­le­for­mer er tegn på kær­lig­hed og for­tro­lig­hed. Præ­stens ånde­li­ge fader­skab er ment som et tegn på, hvor dybt nær­he­den og for­hol­det er mel­lem Kir­kens folk og deres lede­re, et for­hold, som er base­ret på præ­stens rol­le i vores gen­fød­sel, vor fød­sel i Evan­ge­li­et — vores dåb. Lige­som vores bio­lo­gi­ske fader har en vig­tig rol­le i vores fød­sel og fort­sat­te ple­je, sådan har også præ­sten, som ham, der døber os, en vig­tig rol­le i vores gen­fød­sel, vores fød­sel fra det høje … af vand og ånd (Joh 3: 3–5).

Til sidst: Den­ne facon, med at prø­ve at tol­ke Skrif­ten bog­sta­ve­ligt og så bru­ge en pas­sa­ge, som er taget ud af sam­men­hæn­gen, pole­misk mod, er desvær­re alt for ken­de­teg­nen­de for megen ”ikke-kon­fes­sio­nel” kris­ten­dom. I bed­ste fald dre­jer det sig om en for­kert læs­ning og en mis­for­stå­el­se af Skrif­ten; i vær­ste fald kan det være udtryk for reli­gi­øst bigot­te­ri. Men det er en kends­ger­ning, at det sto­re fler­tal af krist­ne, orto­dok­se, kato­lik­ker, ang­li­ka­ne­re m.fl., gen­nem kir­kens to tusindåri­ge histo­rie til og med vore dage, har kaldt og fort­sat kal­der deres præ­ste­skab for fader.