Der er veldefinerede, markante teologiske forskelle mellem Den Ortodokse Kirke og Den Romersk-katolske Kirke. Erkendelsen af, at disse forskelle er reelle, er det eneste holdbare grundlag for den samtale, vi alle ønsker. Det er derfor ærgerligt, når der gøres forsøg på at bagatellisere og bortforklare de skæringspunkter, hvor kirkerne faktisk har forskellig lære.
Af en bekendt er jeg blevet gjort opmærksom på endnu et sådant forsøg. I ”Katolsk Orientering” (nr. 3, 8. februar 2006) bliver brevkasseredaktør Kirsten Kjærulff spurgt, hvad der ”egentlig [er] forskellen på den ortodokse og den katolske kirke”; og kernen i Kjærulffs svar er, at der dybest set slet ingen forskel er, at der kun tilsyneladende er tale om teologiske uoverensstemmelser og at modsætningen blot er ”politisk”. Det er et misvisende, vildledende svar, som endnu en gang giver anledning til at præcisere de faktiske forhold.
Der er tre læremæssige elementer, som afgørende skiller ortodoks og romersk-katolsk kirke og tro. For det første er der læren om Helligånden, det såkaldte ”filioque-problem”. Den ortodokse tro siger om Helligånden, at Han ”udgår fra Faderen” (Joh. 15:26), og ortodoks teologi er af den opfattelse, at der finder en alvorlig forvanskning sted ved at tilføje, at Helligånden også udgår ”fra Sønnen”, sådan som man gør i den romerske Kirke. Ortodokse troende kan derfor heller ikke anerkende, at der blot skulle være tale om forskellige måder at sige ”det samme” på, eller at de to formuleringer blot ”kompletterer hinanden”.
Vi må huske på, at hvert ord og hver formulering i Trosbekendelsen blev vejet på ”teologiske guldvægte” på de økumeniske kirkemøder i Nicæa og i Konstantinopel i det fjerde århundrede. Intet i bekendelsens ordlyd er ”tilfældigt”; og ordlyden fra disse møder var forpligtende for hele Kirken. Derfor var og er det i sig selv galt, at den romerske del af enhedskirken egenhændigt ændrede den Trosbekendelse, som var anerkendt af alle.
For det andet skiller forståelsen af Gudsmoder, Jomfru Maria, den romersk katolske lære fra den ortodokse. I Den Ortodokse Kirke lægger vi afgørende vægt på, at Jomfru Maria deler vilkår med resten af menneskeheden. Hun er, ligesom alle andre mennesker, født under syndens vilkår; og når Maria siger ”ja” til Guds engel, Gabriel, er der tale om et virkeligt valg: Maria siger ”ja” til Gud af sin frie, menneskelige vilje, sådan som hvert menneske i verden er kaldet til at tage imod Gud.
Den Romersk Katolske Kirke lærer derimod (siden 1854), at Jomfru Maria, i modsætning til resten af menneskeheden, fødtes uden at være berørt af synden. Det udmøntes i læresætningen om ”den ubesmittede undfangelse”. Denne lære finder Den Ortodokse Kirke misvisende; for den benægter, at Maria, i lighed med ethvert menneske, har behov for frelse.
Både bag Roms egenhændige ændring af Trosbekendelsen og bag den senere vedtagelse af læren om Marias helt særlige vilkår ligger den tredje, fuldkommen afgørende skillelinie mellem romersk-katolsk og ortodoks lære, nemlig forståelsen af den kirkelige autoritet. Dette er, efter ortodoks opfattelse, den dybeste kløft og den vanskeligste hindring for tilnærmelse mellem de to kirker. Det er spørgsmålet om paven i Rom og hans position.
Den Ortodokse Kirke har ikke noget embede, som kan sammenlignes med det romerske paveembede. Ortodokse troende har ingen mulighed for at anerkende, at én enkelt biskop skulle besidde overhøjhed over hele Kirken, endsige personlig ”ufejlbarlighed”, sådan som den romerske Kirke vedtog det om paven i 1872. En sådan åndelig og administrativ centralisme er fuldkommen fremmed for ortodoks kirkelighed.
Ortodoks kirkeforståelse er baseret på lokale kirker med hver sit overhovede, i de fleste tilfælde patiarker. Blandt patriarkerne fører én, nemlig patriarken af Konstantinopel, forsædet, han har såkaldt ”æresforrang” og regnes som ”den første blandt ligemænd”; men ufejlbarlig er hverken han eller nogen anden biskop. Ufejlbarligheden tilhører Kirken i sin helhed.
Det er godt og ønskværdigt med samtale og tilnærmelse mellem kirker, også mellem ortodoks og romersk katolsk kirke. Forudsætningen for dette er, at samtalen kan føres på et reelt grundlag, hvor vi kan se de faktiske forskelle i øjnene og ikke bruger energien til at lægge røgslør ud over den kirkelige og læremæssige virkelighed.
Se endvidere: