Ortodokse og katolikker

Der er vel­de­fi­ne­re­de, mar­kan­te teo­lo­gi­ske for­skel­le mel­lem Den Orto­dok­se Kir­ke og Den Romersk-katol­ske Kir­ke. Erken­del­sen af, at dis­se for­skel­le er reel­le, er det ene­ste hold­ba­re grund­lag for den sam­ta­le, vi alle ønsker. Det er der­for ærger­ligt, når der gøres for­søg på at baga­tel­li­se­re og bort­for­kla­re de skæ­rings­punk­ter, hvor kir­ker­ne fak­tisk har for­skel­lig lære.

Af en bekendt er jeg ble­vet gjort opmærk­som på end­nu et sådant for­søg. I ”Katolsk Ori­en­te­ring” (nr. 3, 8. febru­ar 2006) bli­ver brev­kas­se­re­dak­tør Kir­sten Kjærul­ff spurgt, hvad der ”egent­lig [er] for­skel­len på den orto­dok­se og den katol­ske kir­ke”; og ker­nen i Kjærul­f­fs svar er, at der dybest set slet ingen for­skel er, at der kun til­sy­ne­la­den­de er tale om teo­lo­gi­ske uove­r­ens­stem­mel­ser og at mod­sæt­nin­gen blot er ”poli­tisk”. Det er et mis­vi­sen­de, vild­le­den­de svar, som end­nu en gang giver anled­ning til at præ­ci­se­re de fak­ti­ske for­hold.

Der er tre lære­mæs­si­ge ele­men­ter, som afgø­ren­de skil­ler orto­doks og romersk-katolsk kir­ke og tro. For det før­ste er der læren om Hel­li­gån­den, det såkald­te ”fili­oque-pro­blem”. Den orto­dok­se tro siger om Hel­li­gån­den, at Han ”udgår fra Fade­ren” (Joh. 15:26), og orto­doks teo­lo­gi er af den opfat­tel­se, at der fin­der en alvor­lig for­vansk­ning sted ved at til­fø­je, at Hel­li­gån­den også udgår ”fra Søn­nen”, sådan som man gør i den romer­ske Kir­ke. Orto­dok­se tro­en­de kan der­for hel­ler ikke aner­ken­de, at der blot skul­le være tale om for­skel­li­ge måder at sige ”det sam­me” på, eller at de to for­mu­le­rin­ger blot ”kom­plet­te­rer hin­an­den”.

Vi må huske på, at hvert ord og hver for­mu­le­ring i Tros­be­ken­del­sen blev vejet på ”teo­lo­gi­ske guld­væg­te” på de øku­me­ni­ske kir­ke­mø­der i Nicæa og i Kon­stan­ti­nopel i det fjer­de århund­re­de. Intet i beken­del­sens ord­lyd er ”til­fæl­digt”; og ord­ly­den fra dis­se møder var for­plig­ten­de for hele Kir­ken. Der­for var og er det i sig selv galt, at den romer­ske del af enhed­s­kir­ken egen­hæn­digt ændre­de den Tros­be­ken­del­se, som var aner­kendt af alle.

For det andet skil­ler for­stå­el­sen af Guds­mo­der, Jom­fru Maria, den romersk katol­ske lære fra den orto­dok­se. I Den Orto­dok­se Kir­ke læg­ger vi afgø­ren­de vægt på, at Jom­fru Maria deler vil­kår med resten af men­ne­ske­he­den. Hun er, lige­som alle andre men­ne­sker, født under syn­dens vil­kår; og når Maria siger ”ja” til Guds engel, Gabri­el, er der tale om et vir­ke­ligt valg: Maria siger ”ja” til Gud af sin frie, men­ne­ske­li­ge vil­je, sådan som hvert men­ne­ske i ver­den er kal­det til at tage imod Gud.

Den Romersk Katol­ske Kir­ke lærer der­i­mod (siden 1854), at Jom­fru Maria, i mod­sæt­ning til resten af men­ne­ske­he­den, fød­tes uden at være berørt af syn­den. Det udmønt­es i lære­sæt­nin­gen om ”den ube­smit­te­de und­fan­gel­se”. Den­ne lære fin­der Den Orto­dok­se Kir­ke mis­vi­sen­de; for den benæg­ter, at Maria, i lig­hed med ethvert men­ne­ske, har behov for frel­se.

Både bag Roms egen­hæn­di­ge ændring af Tros­be­ken­del­sen og bag den sene­re ved­ta­gel­se af læren om Mari­as helt sær­li­ge vil­kår lig­ger den tred­je, fuld­kom­men afgø­ren­de skil­le­li­nie mel­lem romersk-katolsk og orto­doks lære, nem­lig for­stå­el­sen af den kir­ke­li­ge auto­ri­tet. Det­te er, efter orto­doks opfat­tel­se, den dybe­ste kløft og den van­ske­lig­ste hin­dring for til­nær­mel­se mel­lem de to kir­ker. Det er spørgs­må­let om paven i Rom og hans posi­tion.

Den Orto­dok­se Kir­ke har ikke noget embe­de, som kan sam­men­lig­nes med det romer­ske pave­em­be­de. Orto­dok­se tro­en­de har ingen mulig­hed for at aner­ken­de, at én enkelt biskop skul­le besid­de over­højhed over hele Kir­ken, end­si­ge per­son­lig ”ufejl­bar­lig­hed”, sådan som den romer­ske Kir­ke vedt­og det om paven i 1872. En sådan ånde­lig og admi­ni­stra­tiv cen­tra­lis­me er fuld­kom­men frem­med for orto­doks kir­ke­lig­hed.

Orto­doks kir­ke­for­stå­el­se er base­ret på loka­le kir­ker med hver sit over­ho­ve­de, i de fle­ste til­fæl­de pati­ar­ker. Blandt patri­ar­ker­ne fører én, nem­lig patri­ar­ken af Kon­stan­ti­nopel, for­sæ­det, han har såkaldt ”æres­for­rang” og reg­nes som ”den før­ste blandt lige­mænd”; men ufejl­bar­lig er hver­ken han eller nogen anden biskop. Ufejl­bar­lig­he­den til­hø­rer Kir­ken i sin hel­hed.

Det er godt og ønsk­vær­digt med sam­ta­le og til­nær­mel­se mel­lem kir­ker, også mel­lem orto­doks og romersk katolsk kir­ke. For­ud­sæt­nin­gen for det­te er, at sam­ta­len kan føres på et reelt grund­lag, hvor vi kan se de fak­ti­ske for­skel­le i øjne­ne og ikke bru­ger ener­gi­en til at læg­ge røgslør ud over den kir­ke­li­ge og lære­mæs­si­ge vir­ke­lig­hed.

Se end­vi­de­re: