Her nedenfor nogle enkle retningslinier for, hvordan man bør klæde sig i kirken. Og hvordan man i øvrigt forholder sig.
Kom i god tid!
Man bør være til stede og på plads i kirken, inden Liturgien (eller anden tjeneste) indledes. Vi træder respektfuldt og stille ind i kirken; og det første, vi gør, er at ære de hellige ikoner og tænde lys foran dem. Man venter med at udveksle hilsener og med at samtale med de øvrige deltagere til efter tjenesten. – Skulle man komme for sent, sørger man for at træde stilfærdigt og roligt ind uden at forstyrre tjenesten
Påklædning generelt:
Engang var det sådan, at folk tog søndagstøjet på, når de skulle i kirke. Sådan er det desværre ikke længere. Påklædningen i kirken står ofte i modsætning til gudstjenestens højtidelighed. Men på alle livets områder burde vi tilbyde Kristus det bedste, vi har. Vi burde nærme os Kristus i vores pæneste tøj. Samtidigt bør vi klæde os afdæmpet frem for at sigte efter at vække opsigt. Vi er ikke i kirke for at gøre de øvrige opmærksomme på os selv; og vi skal helt bestemt ikke klæde os på måder, som tilstræber at være provokerende eller forførende. Vi bør under alle forhold klæde os på en for kristne passende måde, ikke mindst da når vi træder frem for Kristus i kirken.
Kvinder:
Som sagt: Man bør klæde sig afdæmpet. Kjoler bør ikke være med bare rygge eller dybe udskæringer fortil. De bør være af passende længde og vidde og altså ikke overdrevent kropsnære. Det samme gælder nederdele. T‑shirts eller undertrøjer med blot skulderstropper passer dårligt i kirken. Såvel kjoler som bluser og skjorter bør være med lange ærmer. Lange bukser er OK; disse bør ikke være stramtsiddende.
Hovedtørklæder:
Der er ingen teologisk begrundede krav om, at kvinder skal tildække håret under Liturgien og øvrige tjenester i kirken. Derfor er tørklæde ikke påbudt hos os. Men det er heller ikke forbudt. Her er hver enkelt fri. I nogle ortodokse områder er der tradition for at bære tørklæde i kirken, og når vi besøger kirker sådanne steder, er det naturligt, at man indretter sig efter stedets skik for ikke at støde an eller vække negativ opmærksomhed. Kvinder kan – i modsætning til mænd! – bære hat i kirken.
Mænd:
Mænd bør klæde sig pænt og ordentligt uden at forsøge at påkalde sig særlig opmærksomhed. Skjorter med lange ærmer bør foretrækkes frem for T‑shirts (særligt sådanne med påskrifter og billeder) og lignende. Vi knapper skjorterne! Øverste knap kan være åben, men to eller tre ubenyttede knaphuller er upassende. Bluser/trøjer med ærmer og uden dybe udskæringer kan også være passende. Voksne mænd går med lange bukser, ikke med shorts (korte bukser).
Børn:
Når det gælder børn, er forventningerne i sagens natur nogle andre. Her må det hele afpasses efter modenhed, alder og køn. Men vi bør lære børnene dét, vi indledte med: At i kirken dér kommer vi til tiden, fører os stille og roligt frem og klæder os pænt og ikke-provokerende på. Vi lærer også børnene, at vi kommer i kirke for at samle os i bøn om Kristus, ikke for at lege eller andet gudstjenesten uvedkommende.
Generelt:
Det er egentlig helt enkelt: Vi skal bruge vores dømmekraft, når vi klæder os på til at gå i kirke. Og når vi opholder os i kirkerummet. Der er frihed og ikke tvang i kirken. Det er Kristus og ikke mig, der skal være genstand for opmærksomhed; og derfor klæder man sig ”stille og roligt”; man respekterer den lokale tradition dér, hvor man er, og man afstår fra at gøre særligt opmærksom på sig selv ved i sin påklædning at skille sig markant ud fra de øvrige troende.