Påklædning i kirken

Her neden­for nog­le enk­le ret­nings­li­ni­er for, hvor­dan man bør klæ­de sig i kir­ken. Og hvor­dan man i øvrigt for­hol­der sig.

Kom i god tid!
Man bør være til ste­de og på plads i kir­ken, inden Litur­gi­en (eller anden tje­ne­ste) ind­le­des. Vi træ­der respekt­fuldt og stil­le ind i kir­ken; og det før­ste, vi gør, er at ære de hel­li­ge iko­ner og tæn­de lys for­an dem. Man ven­ter med at udveks­le hil­se­ner og med at sam­ta­le med de øvri­ge del­ta­ge­re til efter tje­ne­sten. – Skul­le man kom­me for sent, sør­ger man for at træ­de stil­fær­digt og roligt ind uden at for­styr­re tje­ne­sten

Påklæd­ning gene­relt:
Engang var det sådan, at folk tog søn­dag­stø­jet på, når de skul­le i kir­ke. Sådan er det desvær­re ikke læn­ge­re. Påklæd­nin­gen i kir­ken står ofte i mod­sæt­ning til gud­stje­ne­stens høj­ti­de­lig­hed. Men på alle livets områ­der bur­de vi til­by­de Kristus det bed­ste, vi har. Vi bur­de nær­me os Kristus i vores pæne­ste tøj. Sam­ti­digt bør vi klæ­de os afdæm­pet frem for at sig­te efter at væk­ke opsigt. Vi er ikke i kir­ke for at gøre de øvri­ge opmærk­som­me på os selv; og vi skal helt bestemt ikke klæ­de os på måder, som til­stræ­ber at være pro­vo­ke­ren­de eller for­før­en­de. Vi bør under alle for­hold klæ­de os på en for krist­ne pas­sen­de måde, ikke mindst da når vi træ­der frem for Kristus i kir­ken.

Kvin­der:
Som sagt: Man bør klæ­de sig afdæm­pet. Kjo­ler bør ikke være med bare ryg­ge eller dybe udskæ­rin­ger for­til. De bør være af pas­sen­de læng­de og vid­de og alt­så ikke over­dre­vent kro­p­snæ­re. Det sam­me gæl­der neder­de­le. T-shir­ts eller under­trø­jer med blot skul­der­strop­per pas­ser dår­ligt i kir­ken. Såvel kjo­ler som blu­ser og skjor­ter bør være med lan­ge ærmer. Lan­ge buk­ser er OK; dis­se bør ikke være stramt­sid­den­de.

Hoved­tørklæ­der:
Der er ingen teo­lo­gisk begrun­de­de krav om, at kvin­der skal til­dæk­ke håret under Litur­gi­en og øvri­ge tje­ne­ster i kir­ken. Der­for er tørklæ­de ikke påbudt hos os. Men det er hel­ler ikke for­budt. Her er hver enkelt fri. I nog­le orto­dok­se områ­der er der tra­di­tion for at bære tørklæ­de i kir­ken, og når vi besø­ger kir­ker sådan­ne ste­der, er det natur­ligt, at man ind­ret­ter sig efter ste­dets skik for ikke at stø­de an eller væk­ke nega­tiv opmærk­som­hed. Kvin­der kan – i mod­sæt­ning til mænd! – bære hat i kir­ken.

Mænd:
Mænd bør klæ­de sig pænt og ordent­ligt uden at for­sø­ge at påkal­de sig sær­lig opmærk­som­hed. Skjor­ter med lan­ge ærmer bør fore­træk­kes frem for T-shir­ts (sær­ligt sådan­ne med påskrif­ter og bil­le­der) og lig­nen­de. Vi knap­per skjor­ter­ne! Øver­ste knap kan være åben, men to eller tre ube­nyt­te­de knap­hul­ler er upas­sen­de. Bluser/trøjer med ærmer og uden dybe udskæ­rin­ger kan også være pas­sen­de. Voks­ne mænd går med lan­ge buk­ser, ikke med shorts (kor­te buk­ser).

Børn:
Når det gæl­der børn, er for­vent­nin­ger­ne i sagens natur nog­le andre. Her må det hele afpas­ses efter moden­hed, alder og køn. Men vi bør lære bør­ne­ne dét, vi ind­led­te med: At i kir­ken dér kom­mer vi til tiden, fører os stil­le og roligt frem og klæ­der os pænt og ikke-pro­vo­ke­ren­de på. Vi lærer også bør­ne­ne, at vi kom­mer i kir­ke for at sam­le os i bøn om Kristus, ikke for at lege eller andet gud­stje­ne­sten uved­kom­men­de.

Gene­relt:
Det er egent­lig helt enkelt: Vi skal bru­ge vores døm­me­kraft, når vi klæ­der os på til at gå i kir­ke. Og når vi ophol­der os i kir­ke­rum­met. Der er fri­hed og ikke tvang i kir­ken. Det er Kristus og ikke mig, der skal være gen­stand for opmærk­som­hed; og der­for klæ­der man sig ”stil­le og roligt”; man respek­te­rer den loka­le tra­di­tion dér, hvor man er, og man afstår fra at gøre sær­ligt opmærk­som på sig selv ved i sin påklæd­ning at skil­le sig mar­kant ud fra de øvri­ge tro­en­de.