Dåben

Af Adam S. N. Schul

En kort gen­nem­gang af den Orto­dok­se Kir­kes for­stå­el­se af Dåbs­sa­kra­men­tet.

Dåbens myste­rie eller sakra­men­te er for alle krist­ne, uaf­hæn­gig af deres kon­fes­sion, begyn­del­sen på det krist­ne liv og ind­ta­ger sam­men med den hel­li­ge nad­ver i alle Krist­ne sam­fund en sær­lig stil­ling . Dåben og den hel­li­ge nad­ver er “sine qua non” for krist­ne, og såle­des natur­lig­vis også i den Orto­dok­se Kir­ke.

Dåbens myste­ri­um hæn­ger hæn­ger teo­lo­gisk set nøje sam­men med Påsken, med Kri­sti kors­fæ­stel­se, ned­fa­rel­se til Hel­ve­de og opstan­del­sen på tred­je­da­gen. I sel­ve ordet Påske, som stam­mer fra det hebra­i­ske ver­bum Pasach, som bety­der “over­gang” lig­ger menin­gen om over­gan­gen fra Døden til Livet, som Paulus siger, “Stå op fra de døde og Kristus vil Lyse for dig”. Det som vi hører Påske­nat i Påskens tro­pa­rion: “Kristus er opstan­den fra de døde, og har ved døden trå­dt Døden under fode, og til dem i gra­ve­ne skæn­ket liv”, frem­går også af opstan­del­ses­i­ko­nen, hvor Kristus tager Adam og Eva ved hån­den og så at sige hiver dem op af døds­ri­get. Kristus har søn­der­brudt Døde­ns eller Satans magt og ved dåben for vi del i den­ne begra­vel­se og opstan­del­se med Kristus, og i den­ne begra­vel­se bli­ver den synd der kom ind i ver­den ved Adam og Eva begra­vet og vi opstår med Kristus til Guds Rige og en gen­ska­bel­se af den Guds­bil­led­lig­hed der var men­ne­skets før fal­det. Det er med andre ord den gam­le Adam, dvs. syn­den der begra­ves og man genop­står med nye Adam, Kristus. Men det er ikke kun en gen­ska­bel­se af for­hol­det mel­lem Gud og Men­ne­sket, men også mel­lem men­ne­ske­ne imel­lem og men­ne­sket og den øvri­ge skab­ning. I den Orto­dok­se Kir­ke er den nem­lig i høje­re grad end i andre kon­fes­sio­ner fokus på de kos­mo­lo­gi­ske kon­se­kven­ser af fal­det, hvor men­ne­sket, som kro­nen på Guds ska­ber­værk, faldt og der­ved spred­te fal­det sig til hele skab­nin­gen. Mere om det sene­re i for­bin­del­se med Ind­vi­el­sen af Van­det til Dåben.

Den Hl. Johs. Chryso­st­o­mos skri­ver at der er tre føds­ler for men­ne­sket, nem­lig føds­len iføl­ge kødet, der i sig bærer køde­ts svag­hed, dåbens fød­sel, eller måske sna­re­re gen­fød­sel og ende­lig Genop­stan­del­sen fød­sel, hvor vi skal genop­stå til den kom­men­de evig­heds liv, som der skri­ves i Tros­be­ken­del­sen.

Dåbens fød­sel eller myste­ri­um er lige­som Nad­ve­ren indstif­tet af Her­ren selv. Jeg vil der­for prø­ve at gen­nem­gå nogen af de teo­lo­gi­ske ele­men­ter­ne i festen for Kri­sti dåb i Jor­dan, i den Orto­dok­se Kir­ke kal­det The­op­ha­ni­fe­sten, efter de græ­ske ord for Gud: Theos og Phai­ne­in: “at vise sig, eller gøre syn­lig”:

I Kri­sti dåb i Jor­dan flo­den mani­feste­re­de den Tre­e­ni­ge Gud sig. Festens tro­pa­rion siger: “Da Du blev døbt i Jor­dan, Her­re, åben­ba­re­des til­be­del­sen af Tre­e­nig­he­den, for Fade­rens røst bar vid­nes­byrd om dig, da Han kald­te dig sin elske­de Søn. Og Ånden kom til syne i form af en due og bekræf­te­de Orde­nes sand­hed. Du har vist Dig for Os, Kristus vor Gud, og oply­ser ver­den. Ære være Dig”.

Som i Påsken er der her tale om en “sted­fortræ­den­de hand­ling”. Det er den men­ne­ske­li­ge natur som Kristus tog på sig i inkar­na­tio­nen der dåbes. Jeg cite­rer her fra for­fe­sten til Theo­fa­ni­fe­sten:” Nådi­ge Frel­ser, du tog Adams nøgen­hed på dig som en Her­lig­he­dens Klæd­ning.” Det var alt­så men­ne­ske­he­den selv der døb­tes i Jor­dan, da Kristus, den inkar­ne­re­de Guds Søn, mod­tag Guds Ånd. Da han blev døbt for os, blev vi døbt i Ham.

Kristus blev ikke selv hel­li­get af van­det i Jor­dan­flo­den, men hel­li­ge­de selv van­det ved Hel­li­gån­den. Det som jeg tid­li­ge­re nævn­te med de kos­mo­lo­gi­ske kon­se­kven­ser af fal­det bli­ver her klart. Van­det er sym­bo­let på hele ska­bel­sen, den “ursup­pe” som var grund­la­get i ska­bel­sen, da Guds Ånd jog over van­de­ne. Her taler vi natur­lig­vis ikke om anfæg­tel­se af “cre­a­tio ex nihi­lo”, men ude­luk­ken­de sym­bolsk Da Hel­li­gån­den i ska­bel­ses­be­ret­nin­gen svæ­ve­de over van­de­ne og udaf mør­ket skab­te lys, på sam­me måde svæ­ve­de Hel­li­gån­den i form af en due, lige­le­des over Jor­dans van­de, og gjor­de igen van­det til et ska­bel­sens ele­ment.

Her kom­mer det holi­sti­ske, ikke i new-age for­stå­el­sen af ordet, eller adu­a­li­sti­ske , af det græ­ske ord, holos, dvs. hel, der altid har præ­get den Orto­dok­se Kir­ke frem. Men­ne­sket er et uad­skil­le­ligt hele og som såden er vi også i Kir­ken. Der er en væsens­mæs­sig eller onto­lo­gisk sam­men­hæng mel­lem Kir­ken, dvs. os, og Kristus, i hvem, som Paulus skri­ver, “hele gud­doms­fyl­den bor i kød og blod”. Der­for er dåben er både Pne­u­ma­tisk og Soma­tisk., dvs. ånde­lig og legem­lig. Som Johs. Chryso­st­o­mos skri­ve, så “er dåben tofol­dig, i form af Ånd og vand, lige­som vi er skabt tofol­digt, nem­lig af sjæl og lege­me”.

Udover The­op­ha­ni, er den­ne fest også kendt som Lysets fest, som det frem­går af sid­ste stro­fe af Tro­pa­rio­nen. Igen cite­rer jeg fra en af festens tek­ster” Frel­se­ren kom­mer for at skæn­ke Gud­dom­me­ligt Lys til dem i mør­ket”. Som Paulus skri­ver skal vi alle bli­ver som lysets børn. Her ser vi også det ele­ment af adop­tion der er så vig­tigt for den orto­dok­se for­stå­el­se af Dåben. I dåben bli­ver som børn igen, vi bli­ver født på ny, men den­ne gang som Guds Børn, som Jesus siger selv i Matt. Evan­ge: At hvis ikke ven­der om og bli­ver som børn, kom­mer vi ikke ind i Him­mer­ri­get”.

Et sid­ste ele­ment jeg vil næv­ne, som væren­de spe­ci­fik for den Orto­dok­se Kir­ke er dens kate­ke­ti­ske tra­di­tion. Det er gen­nem den­ne “tra­di­tio”, lat­in for over­brin­gel­se, at man for del i det der i den Orto­dok­se Kir­ke kal­des for den hl. Tra­di­tion. Den­ne tid som kate­ku­men kun­ne i ældre tider vare fle­re år, hvor man grad­vist blev ind­vi­et i Kir­kens myste­ri­er, kul­mi­ne­re­de i ens dåb Påske­nat, for­be­redt af den sto­re fastes 40 dages faste og medi­ta­tion. Iri­næus skri­ver at, ” det er gen­nem dåben at Kir­ken har mod­ta­get san­he­dens regel, for at beva­re den unfor­an­dret”. Den­ne for­stå­el­se af den indre sam­men­hæng mel­lem dåben og hele den katol­ske og apo­stol­ske tro, grun­der sig på Kri­sti egen befa­ling om “at døbe i Fade­rens, Søn­nens og Hel­li­gån­dens navn og lære dem hans befa­lin­ger”. Om det skri­ver den hl. Atha­na­si­us, at “hele myste­ri­ets fyl­de lig­ger i dåben, thi den gives i Fade­rens og Søn­nens Og Hel­li­gån­dens Navn, og alle tro­ens dele lig­ger for­ank­ret i den” At tra­di­tio­nen er hel­lig bety­der at den er givet af Gud, at den er sand, at den giver det ret­te doxa eller lov­pris­ning og at den er ufor­an­der­lig, men ikke sta­tisk, eller død. Ordet Ort­dok­si giver et godt fin­ger­pej om hvad der menes med den Hl. Tra­di­tion. Ordet er tofol­digt og bety­der på den ene sin ret lov­pris­ning og på den anden ret lære, med to begre­ber, som i øvrigt helt frem­me­de for Orto­dok­si­en, kam man sige at hos “os” er lex cre­den­di og lex oran­di én og sam­me ting. Tra­di­tio­nen som er over­bragt igen­nem dåben fra apost­le­ne giver nøg­len til den ret­tet tro og lov­pris­ning af Gud. Tra­di­tio­nen er ikke hel­lig i kraft af sig selv, men er hel­li­ge på sam­me måde som kon­ci­li­er­nes, der jo også er en del af tra­di­tio­nen, beslut­nin­ger er hel­li­ge og san­de for­di de er stad­fæ­stet af Hel­li­gån­den.

GENNEMGANG AF SELVE DÅBSSAKRAMENTET.

Dåben star­ter med at per­so­nen der ønsker dåben, af præ­sten, bli­ver afklædt og står vendt mod øst. Det­te beteg­ner star­ten på den omven­del­se eller over­gang, Pasach eller Påske, som kate­ku­me­nen har for­be­redt sig på. Sym­bolsk afklæ­der præ­sten kate­ku­me­nen den gam­le Adam klæ­der ham nøgen lige­som Kristus var nøgen på Kor­set og han er der­med klar til at mod­ta­ge den nye Adam i Dåben.

At ven­de sig mod øst har intet at gøre med geo­gra­fi, men er et et sym­bolsk udtryk for at ven­de sig mod Gud og der­ved bli­ve oplyst. Her cite­rer jeg fra den hl. Johan­nes af Dama­s­kus som omta­ler net­op det­te i “de fide ort­ho­doxa”. Cita­tet berø­rer her fle­re aspek­ter af den Orto­dok­se Kir­kes for­stå­el­se af Dåben, som jeg har berørt oven­for. Den tofol­di­ge lov­pris­ning af Gud og det tofol­di­ge ele­ment i sakra­men­tet, ikke kun i Dåben, men også i den Hl. Nad­ver, og til sidst den hl. Tra­di­tion.

It is not wit­hout rea­son or by chan­ce that we wors­hip towards the East. But see­ing that we are com­po­sed of a visib­le and an invi­sib­le natu­re, that is to say, of a natu­re part­ly of spi­rit and part­ly of sen­se, we ren­der also a two­fold wors­hip to the Cre­a­tor; just as we sing both with our spi­rit and our bodi­ly lips, and are bap­tized with both water and Spi­rit, and are uni­ted with the Lord in a two­fold man­ner, being sha­rers in the myste­ri­es and in the gra­ce of the Spi­rit.

Sin­ce, there­fo­re, God is spi­ri­tu­al light, and Christ is cal­led in the Scrip­tu­res Sun of Righ­teo­us­ness and Dayspring, the East is the direction that must be assig­ned to His wors­hip…. More­over the tent of Moses had its veil and mer­cy seat towards the East. the Lord Him­self said, As the ligh­t­ning cometh out of the East and shin­eth even unto the West, so also shall the com­ing of the Son of Man be.

So, then, in expecta­tion of His com­ing we wors­hip towards the East. But this tra­di­tion of the apost­les is unwrit­ten. For much that has been han­ded down to us by tra­di­tion is unwrit­ten.

Det vi skal læg­ge mær­ke til er i hvor høj grad tin­ge­ne er sam­men hæn­ge­ne i den Ortod­k­se Kir­ke. Der er ingen uove­r­ens­stem­mel­se mlm. Form og ind­hold, mlm. Sjæl og lege­me eller mlm tra­di­tio­nen og skrif­ten, eller ingen sko­la­sti­ske spids­fin­dig­he­der, men Old­kir­kens for­stå­el­se af sakra­men­ter­ne som myste­ri­er, og der­med hævet over enhvert for­søg på at måt­te ratio­na­li­se­re dem.

Dåbs­kan­di­da­ten udtryk­ker gen­nem præ­stens bøn ønsket om at måt­te bli­ve ind­skre­vet i Livets bog, eller sagt med andre ord, Kir­ken. Bøn­nen er “adres­se­ret” til Gud Fade­ren, som i Jesus Kristus, ved Hel­li­gån­den, gør os til sine børn eller adop­te­rer os; et ele­ment der gå igen igen­nem hele dåbs­ri­tu­a­let. Hel­li­gån­den ska­ber eller ret­te­re sagt gen­ska­ber det koi­no­nia, eller fæl­leskab med Gud der er ble­vet tabt. Hel­li­gån­den er fæl­les­ska­bets ånd, der lige­som ved Pin­sen, knyt­ter indi­vi­der sam­men til Kir­ke. Som Epip­ha­ni­us, der var Patri­ark af Kon­stan­ti­nopel, siger :“så er det gen­nem Hel­li­gån­den at for­hol­det til Gud, indstif­tet af Kristus, grad­vist uddy­bes og inder­lig­gø­res inde­for med­lem­ska­bet af Kir­ken, i dens til­be­del­se af den Hel­li­ge Tre­e­nig­hed”.

Denæst føl­ger tre for­sa­gel­ser af Djæ­vel­en. Kan­di­da­ten ven­der sig mod vest, som anti­ty­pe til det vi snak­ke­de om oven­for , nem­lig øst, som frel­sens sym­bol­ske ophav. Det syn­li­ge mør­ke er sym­bo­let på det ånde­li­ge. Igen bli­ver talt direk­te. Her skal jeg ikke kom­me ind på Theo­di­cé pro­ble­met, eller spørgs­må­let om det ondes oprin­del­se, men kun sige så meget at i den Ort­dok­se kir­ke er det onde ikke kun et abstrakt begreb, eller kun et pri­va­ti­vum eller et fra­vær af det Gode. Dét onde stam­mer fra dén onde og som krist­ne er vi , som der siges i den­ne bøn, kal­de­de til at være, Kri­sti nyind­skrev­ne kri­ge­re, i kam­pen mod det onde. I dåben bli­ver vi, som Tertul­li­an skri­ver, “genop­ret­tet til Guds bil­le­de, med genop­ret­te­de til Guds lig­hed bli­ver vi kun ved at kæm­pe mod det onde og leve efter Guds bud”. Paulus siger at vi er døb­te til Kristus og også døb­te til hans død, og er døde for ver­den og den­ne ver­dens fyr­ste, eller som den Hl. Gre­gor af Nys­sa lidt mere popu­lært siger, “så er syn­den en død krop, spid­det på Dåbens lan­se.”

Der­ef­ter ånder præ­sten tre gan­ge på dåbs­kan­di­da­ten. Præ­stens vær­dig­hed har intet med præ­stens fremto­ning eller per­son at gøre, men med han embe­de. Præ­sten er en engel, på græsk ange­los, der bety­der bud­brin­ger, som for­kyn­der Kri­sti rige og det evi­ge liv. Der­for er der intet “magisk”, ved præ­stens hand­lin­ger, hver­ken i den­ne sam­men­hæng eller andre, f. eks. synds­for­la­del­sen, for så vidt som de kun for­kyn­der det der i vir­ke­lig­he­den udvir­kes af Gud.

De ure­ne ånder som vi i evan­ge­li­er­ne læser om, har her deres mod­styk­ke i en ren Ånd eller ånde, som natur­lig­vis er sam­me ord. Tekst­mæs­sigt ledsa­ges det­te af en bøn til Gud om at han må for­dri­ve alle dis­se ure­ne ånder og gøre kan­di­da­ten til et “med­lem af Kir­ken, et ind­vi­et bæger og et Lysets barn”.

Her­ef­ter til­spør­ger præ­sten dåbs­kan­di­da­ten om han har for­sa­get djæ­vel­en og om han har for­e­net sig med Kristus og om han tror på ham som Kon­ge og Gud. Det­te giver mening når man ser på den efter­føl­gen­de del af Dåben, nem­lig tros­be­ken­del­sen. I tros­be­ken­del­sen knyt­ter man sig per­son­ligt an, jf. bru­gen af 1. Pers. Ental i sym­bo­let, til hele Kir­ken. Kir­kens tro og ens egen tro er et og det sam­me og at tro på Kristus som kon­ge bety­der at man tror på Kristus som væren­de Kon­ge eller Her­re ikke kun for Kir­ken, men også for en selv. Kir­ken er ikke et fritsvæ­ven­de begreb som kan skil­les fra dens med­lem­mer, men kir­ken ér dens med­le­mer. Med­lem­mer i og med at vi, Kir­ken, er lem­mer­ne på Kri­sti lege­me , som det siges i Rom. Bre­vet. Mødet i Nikæa, hvor tros­sym­bo­let blev beslut­tet, hav­de en pin­se­mæs­sig karak­ter, eller som Hl. Gre­gor af Nazi­ans siger så var de 318 for­sam­le­de i Nikæa for­e­net af Hel­li­gån­den. Tros­be­ken­del­sen står som et bol­værk, der er stad­fæ­stet af Hel­li­gån­den, imod ethver vild­fa­reld­se eller afvi­gel­se fra Kir­kens tro på en Tre­e­nig gud, hvis navn vi bli­ver døbt i. I tros­be­ken­del­sen for man over­gi­vet, jf. det jeg sag­de om tra­di­tio oven­for, den nøg­le, der er der er givet apost­le­ne af Kristus selv til læs­ning af de Hel­li­ge Skrif­ter, som et udtryk for den Tre­e­ni­ge Guds øko­no­mi, eller værk.

Såle­des står man for­be­redt, efter at have for­sa­get djæ­vel­en og bekendt sit ønske om at for­e­ne sig Kristus, til at mod­ta­ge sel­ve dåben.

Præ­sten beder nu stil­le en bøn for sig selv om at måt­te bli­ve kendt vær­dig til at, ved at erken­de sin syn­dig­hed, måt­te fore­stå det­tel hel­li­ge myste­rie. Den føl­gen­de del af dåben har sam­men ræk­ke­føl­ge af litur­gi­ske elmen­ter som det andet sto­re myste­ri­um, nem­lig den Hl. Nad­ver. Først tak­si­gel­sen, eller doxo­lo­gi­en, hvor vi tak­ker Gud for den sto­re nåde han har vist. Der­næst anam­ne­sis, eller ihukom­mel­sen, som genkal­der sig frel­ses­hi­sto­ri­en, og der­med bekræf­ter Guds hand­len i ver­den og til sidst epi­k­le­sis, eller ind­vi­el­sen af ele­men­ter­ne, hvad enten det er brød og vin i nad­ve­ren eller vand i dåben. Den indre sam­men­hæng der nad­ver og dåb som her bli­ver klar er vig­tig både for for­stå­el­sen af dåben og nad­ve­ren. Dåben er for­ud­sæt­nin­gen af nad­ve­ren og nad­ve­ren er ful­den­del­sen af dåben. Tertul­li­an skri­ver at “vi bli­ver kal­de­de ved van­det, men udvalg­te ved blo­det”, dvs. at hvor vi i dåben bli­ver et lem på Kri­stis lege­me, får vi ved den Hel­li­ge Nad­ver den nød­ven­di­ge ånde­li­ge ernæ­ring for at kun­ne vok­se i vort for­hold til Kristus. Nad­ve­ren fin­des kun i Kir­ken og kan ikke løses fra den­ne og med­lem­skab af Kir­ken fås kun ved Dåben. Den Hl. Simeon den Nye Teo­log skri­ver “når vi er ble­vet døbt ved Hel­li­gån­den og det inkar­ne­re­de Ord har gjort os til et lysets taberna­kel, ved del­ta­gel­sen i hans Hel­li­ge Lege­me og Blod, da skal vi se hans her­lig­hed, den sam­me Her­lig­hed som Fade­rens enbår­ne.” Igen vil jeg gøre opmærk­som på det dob­bel­te aspekt af Myste­ri­er­ne. Nad­ver, såvel som Dåb er til hele men­ne­sket hel­li­gel­se, både sjæl og lege­me og er ikke kun en sjæle­lig eller ånde­lig for­te­el­se.

Her­næst føl­ger den sto­re lita­ni, som så at sige opsum­me­re ele­men­ter­ne fra den theo­fa­ni­fe­sten. Der bedes om at van­det må bli­ve hel­li­get ved Hel­li­gån­den, må bli­ve en kil­de til ren­sel­se, om at vi må bli­ve oplyst ved Hel­li­gån­dens nedstig­ning, om at bli­ve et lysets børn og ikke mindst hvad vi kan kal­de det Påske­mæs­si­ge aspekt af af dåben, nem­lig at måt­te del­ta­ge i Kri­sti død og opstan­del­se.

Før sel­ve epi­k­le­sen, hvor præ­sten, jf. det græ­ske ord epi­k­leo, at påkal­de, påkal­der Hel­li­gån­den om at ind­vie van­det, siger han en bøn der genkal­der sig hele ska­bel­ses­be­ret­nin­gen og inkar­na­tio­nen eller Guds øko­no­mi. På den­ne måde sæt­tes det frel­sen­de myste­ri­um, som dåbs­kan­di­da­ten står over for i relief i for­hold til kos­mi­ske aspekt af både ska­bel­sen og gen­ska­bel­sen i Dåben.

Præ­sten teg­ner nu kor­set tegn tre gan­ge i van­det, og beder om at alle onde mag­ter må bli­ve knust under kor­sets bil­le­de. Kri­sti kors er, som der syn­ges i festen for Kor­sets ophø­jel­se, “alle Krist­nes håb, vor sejr i krig, ver­dens faste grund­vold, de syges læge og de dødes opstan­del­se”. Når man teg­ner kor­set over noget, eller over sig selv tager vi der­ved del i Kri­sti frel­sen­de lidel­se, som er udtrykt ved Kor­set. Lige­som vi blev gjort fri ved Kor­set for syn­dens og døde­ns for­ban­del­se og blev genop­ret­tet til vor san­de natur, bli­ver også skab­nin­gen, her van­det genop­ret­tet, ved uddri­vel­sen af det onde ved Kor­sets magt, til sin san­de natur.

Her­ef­ter kom­mer sal­vel­sen med Glæ­dens olie, som har sit navn fra sal­mer­nes bog. Jeg vil kom­me nær­me­re ind på oli­ens sym­bo­lik i for­bin­del­se med det efter dåben føl­gen­de Sal­ve­sesmyste­rie, og her begræn­se mig til to ting træ­der klart ved læs­nin­gen af de ledsa­gen­de bøn­ner og sel­ve sal­vel­sen. Først min­des vi ved histo­ri­en om duen der ved synd­flo­den vend­te til­ba­ge til Noa­hs ark med olie­bla­det, om hvor­dan Gud Hel­li­gån­den, i form af en due, brin­ger bud om Gud nåde. Sel­ve sal­vel­sen for­kla­rer, ved præ­stens bøn­ner og hand­ling, sig selv. Dåbs­kan­di­da­ten sal­ves på bryst, skul­dre, ører, hæn­der og fød­der, med andre ord hele lege­met og igen­nem sal­vel­sen gør der­ved opmærk­som på at dåben er til hele lege­mets hel­lig­gel­se.

Dåbs­kan­di­da­ten bli­ver der­næst døbt ved tre ful­de ned­dyp­nin­ger i van­det i Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens navn. De tre ned­dyp­nin­ger min­der os om Kri­sti tre dage i gra­ven før hans opstan­del­se. Van­det tje­ner for os, som den Hl. Kyril skri­ver, “som både en grav og en moder”; vores fød­sel som barn af den nye Adam går hånd i hånd med begra­vel­sen af den gam­le. Ikke sym­bolsk eller som type, men sandt, efter­som dåbens myste­ri­um, udvir­kes af Gud. Som Paulus skri­ver i Kor. Brev: “Døden er opslugt og besej­ret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod”. Vores fysi­ske død består, men vores ånde­li­ge død, døden for Gud, er opslugt og besej­ret. Kristus sejr over døden og med ham os i dåben, bety­der ikke en omstyrt­ning af skab­nin­gen, eller en omstø­de­l­se af natu­rens love, men en genop­ret­tel­se til deres ret­te for­mål og for­hold til Gud.

Her­ef­ter klæ­des den nu oply­ste i hvi­de klæ­der. De bibel­ske refe­ren­cer er man­ge. Man kan næv­ne Ps. 51: “Vask mig fuld­stæn­dig ren for synd…, vask mig hvi­de­re end sne”. Kri­sti lig­nel­se om Kon­ge­søn­nens bryl­lup osv., men navn­lig i Kri­sti for­kla­rel­se fin­der den vi bag­grun­den til iklæd­nin­gen. Kristus på Tabor­b­jer­get lod for discip­le­ne sin gud­dom­me­lig­hed skin­ne igen­nem og frem­stod som indstif­te­ren af den nye pagt med men­ne­sket, lige­som Moses hav­de mod­ta­get pag­tens tav­ler på bjer­get. Ved i dåben at tage del i Kri­sti død og opstan­del­se intræ­der vi på ny i pagt med Gud og påny skin­ner hans her­lig­hed i os og vi er i der­ved ble­vet oply­ste. Som det siges i den Orto­dok­se Kir­kes fest til Kri­sti for­kla­rel­se: “Du, Kristus, som med usyn­li­ge hæn­der skabt men­ne­sket, har nu vist men­ne­sket i sin oprin­de­li­ge skøn­hed” og et andet sted “Frel­se­ren, Kristus, Lyset der på Tabor strå­le­de kla­re­re en solen, har oplyst os”.

Efter dåben og iklæd­nin­gen i hvidt føl­ger nu sal­vel­sesmyste­ri­et. Sal­vel­sen er er i den Orto­dok­se Kir­ke et sepa­rat sakra­men­te, som dog ikke kan løses fra dåben, dvs. dåben er ikke ful­dendt uden sal­vel­sen med den ind­vie­de olie, også kal­det Hel­li­gån­dens segl. Det er i sal­ve­sesmyste­ri­et at vi ret­te­lig kan kal­des krist­ne, og bli­ver en del af det der i 1. Pet. Brev og efter­føl­gen­de i den Orto­dok­se Kir­ke kal­des det kon­ge­li­ge præ­ste­skab, eller som der står i Johs. Åben­ba­ring: “Ham som elsker os og har løst os fra vore syn­der med sit blod og har gjort os til et kon­ge­ligt folk og præ­ster for Gud”. Vi genop­ret­tes til den Kon­ge­vær­dig­hed som var men­ne­skets før fal­det i skab­nin­gen, i og med at vi får del i Guds kon­ge­ri­ge Vi for del i præ­ste­ska­bet, ved som der står i Hebr. Bre­vet at have del i Kristus, der er både ypper­ste­præst, dvs. den ofrer og offe­ret selv. Både det hebra­i­ske ord Mes­si­as eller Masji­akh, og den græ­ske pen­dant Khri­stos, bety­der sal­vet og i vores sal­vel­se bli­ver vi også der­ved “kristus­ser” eller krist­ne. I sal­vel­sen for­seg­ler Hel­li­gån­den de pagt vi i dåben har ind­gå­et med Gud, og vi får der­ved del i det Paulus kal­der Hel­li­gån­dens gaver eller karis­ma­ta. Popu­lært kan man sige at hvor vi i dåben tager del i Påsken, tager vi i sal­vel­sen del i Pin­sen, og bli­ver der­ved ende­gyl­digt til­knyt­tet Guds hel­li­ge Kir­ke.