Et skriftemål

En tekst fra Athos

Min Her­re og Frel­ser, vel­sign mig, som skrif­ter mine syn­der for Dig. Jeg skrif­ter ikke ale­ne med ord, men til­li­ge med bit­re tårer; for der er meget at græ­de over.

Min tro på Dig vak­ler, Her­re: Tan­ker, som udsprin­ger af for lil­le tro og af van­tro træn­ger sig ofte ind i min sjæl… Jeg er frem for alt selv skyl­dig i, at jeg ikke kæm­per imod man­ge­len på tro og ikke anrå­ber Dig om hjælp. Så meget mere skyl­dig er jeg, når jeg bli­ver til for­ar­gel­se for andre i ger­ning eller ord. Og jeg er skyl­dig ved den kold­blo­di­ge tavs­hed, der bemæg­ti­ger sig mig, så snart sam­ta­len dre­jer sig om tro. Jeg er fuld af synd i alt det­te; til­giv mig, Her­re, vis barm­hjer­tig­hed, og skænk mig tro­en.

Jeg svig­ter, når det gæl­der kær­lig­he­den til min næste, ja selv til mine nær­me­ste… Jeg er skyl­dig, når jeg hjæl­per men kun gør det mod­stræ­ben­de. Jeg er skyl­dig deri, at at jeg ikke hjæl­per ud fra rent krist­ne bevæg­grun­de, men af egen­kær­lig­hed, ud fra ønsket om at mod­ta­ge tak og ros. Til­giv mig, Her­re! Blød­gør mit hjer­te, og lær mig ikke at se på, hvor­dan men­ne­sker hand­ler over for mig, men på, hvor­dan jeg hand­ler over for dem.

Jeg for­syn­der mig også der­ved, at jeg sjæl­dent, meget sjæl­dent, tæn­ker over mine syn­der. Ikke ale­ne igen­nem ugen har jeg van­ske­ligt ved at tæn­ke på dem, men selv mens jeg for­be­re­der mig til skrif­te­må­let, anstren­ger jeg mig ikke for at brin­ge mine syn­der i erin­dring. Oftest lyder det i mit indre: Jeg er ikke skyl­dig i noget sær­ligt, jeg er ikke som de andre.Her­re, det er som om, jeg for Dig ikke ind­ser, hvad syn­den er: hvert tomt ord og sel­ve syn­dens begær i hjer­tet. Og hvor man­ge ord, hvor meget begær kom­mer der ikke hver dag, for ikke at tale om år! Du ale­ne, Her­re, ken­der dem alle. Skænk Du mig evnen til at se mine syn­der; skænk mig evnen til at vise med­li­den­hed og til­gi­ve.

Des­u­den beken­der jeg, at når jeg ved­bli­ver at syn­de, skyl­des det i vir­ke­lig­he­den, at jeg afstår fra at bekæm­pe det onde i mig selv. Så såre den mind­ste und­skyld­ning eller anled­ning viser sig, kaster jeg mig ret ud i syn­dens afgrund; og først efter mit fald spør­ger jeg: Hvad har jeg gjort? Hvis jeg føler sorg over det, skyl­des det min sår­e­de egen­kær­lig­hed og ikke bevidst­he­den om, at jeg har for­syn­det mig mod Dig, Her­re.

Jeg kæm­per ikke imod selv den åben­ly­se ond­skab, end ikke de mest tom­me og ska­de­li­ge vaner. Jeg mang­ler kon­trol over mig selv og søger end ikke at opnå den. Jeg har syn­det; til­giv mig, Her­re!

Yder­me­re: Den syn­dig­hed, som er knyt­tet til mit iltre tem­pe­ra­ment, som har magt over mig, kan jeg slet ikke få bugt med. Hører jeg et vredt ord, sva­rer jeg ikke med  vis­dom­mens tavs­hed, men opfø­rer mig som en hed­ning: øje for øje og tand for tand!Fjendskab opstår af noget betyd­nings­løst, den varer ved i dage og uger, og jeg, jeg tæn­ker ikke på for­so­ning, men for­sø­ger sna­re­re at vin­de stør­re styr­ke, som gjaldt det om at få hævn ved først giv­ne lej­lig­hed. Hav Du med­li­den­hed med mig, Her­re, til­giv mig, og skænk mit hjer­te fred!

Hele mit liv er en ræk­ke af syn­der: Jeg gri­ber ikke den tid, Du har skæn­ket mig til at vin­de den evi­ge frel­se. I bøn­nen står jeg ofte uden ærbø­dig­hed, beder meka­nisk, døm­mer andre og deres bøn frem for at bekym­re mig om mig selv. Hjem­me koster det mig iblandt sto­re anstren­gel­ser at bede; og mine tan­ker er ofte så adspred­te, at jeg end ikke kan høre min egen bøn! Der er endog tider, hvor jeg helt sprin­ger mine bøn­ner over. Sådan er jeg i mit for­hold til Dig; og jeg véd intet andet at sige end det­te: Til­giv mig, Her­re, og vis barm­hjer­tig­hed!

I for­hold til mine med­men­ne­sker syn­der jeg i alt … Med min tun­ge syn­der jeg ved falsk vid­nes­byrd, ved spot­ten­de, pro­vo­ke­ren­de og slad­der­ag­tig tale. Jeg syn­der med mine øjne, mit sind og mit hjer­te. Jeg døm­mer andre, og jeg nærer lang­va­rigt fjend­skab.

Ikke ale­ne med sjæ­len syn­der jeg, men også med lege­met; for jeg ind­ta­ger umå­de­hol­dent mad og drik­ke. Du, som elsker menneskene,tag imod min anger og min omven­del­se, giv mig i fred at kun­ne nær­me mig Dine hel­li­ge og liv­gi­ven­de myste­ri­er til syn­der­nes for­la­del­se, så at jeg kan få skik på mit liv i den­ne ver­den, og for at jeg kan bli­ve arving til det evi­ge liv. Amen!

Hl Efraim Syre­ren, den sto­re omven­del­sens lærer, udbrød engang: Jeg er end ikke vær­dig til at bede Dig om til­gi­vel­se, Her­re! Hl. Basi­li­os den Sto­re spurg­te engang Hl. Efraim:Hvor­le­des kan man styr­ke sig, så man und­går at fal­de i synd? Hvor­le­des kan man blo­ke­re liden­ska­ber­nes ind­gang? Og Hl. Efraims ene­ste svar var tårer! – Hvad skal da jeg sige for Dit åsyn, Her­re, jeg, der af vane er så stor en syn­der?

Skænk mig, Her­re, for vore hel­li­ge fædre Efraim og Basi­li­os’ for­bøn­ners skyld, ange­rens tårer. Hjælp mig til inde­fra at ned­bry­de onde ger­nin­ger, al for­fæn­ge­lig tale og alle onde tan­ker. Glem­mer jeg at næv­ne nogen synd, ken­der Du dem alle, så hjælp mig da at min­des, for jeg ønsker ikke at skju­le noget for Dig. Befal Du mig, Her­re: Bekend dine over­træ­del­ser, så du kan bli­ve ret­fær­dig­gjort; og jeg siger: Mine syn­der er mang­fol­di­ge, Her­re, de øges uden ophør, og der er ingen græn­ser for dem. Jeg véd, og jeg kom­mer i hu, at selv en uren tan­ke er en afsky­e­lig­hed for Dig; men jeg, jeg ikke blot tæn­ker, jeg gør også dét, der vol­der Dig sorg. Jeg véd, at jeg hand­ler ondt; og dog ven­der jeg mig ikke bort fra det…

Og nu – min omven­del­se har end ikke taget sin begyn­del­se, og dens afslut­ning er fuld­kom­men ude af syne, for­di jeg ikke sør­ger over mine syn­der. Der er i sand­hed ikke ende på de slet­te tan­ker i mig: Jeg bry­der ud i selvg­læ­de, for­fæn­ge­lig­hed, stolt­hed og for­døm­mel­se. Jeg bærer nag, og jeg ønsker hævn. Jeg ind­la­der mig ofte på skæn­de­ri­er, og jeg bli­ver vred uden nogen grund. Jeg er ond­skabs­fuld, jaloux, doven og blindt stæ­dig. Jeg bety­der så lidt, og dog tæn­ker jeg så meget på mig selv. De ærvær­di­ge ønsker jeg slet ikke at ære; men selv kræ­ver jeg at bli­ve æret uden mind­ste grund.

Jeg lyver selv,men bli­ver vred, når andre er løg­ne­re. Jeg for­døm­mer bag­va­ske­re og tyve, dog stjæ­ler og bag­va­sker jeg selv. Jeg for­dær­ver mit indre med vel­lysti­ge tan­ker og begær, men døm­mer strengt andres man­gel på måde­hold. Jeg bry­der mig ikke om selv at være til mor­skab, og dog elsker jeg at dril­le andre, uden at tæn­ke over hvem eller hvor, selv i kir­ken. Enhver, som siger sand­he­der om mig, betrag­ter jeg som en fjen­de. Jeg bekym­rer mig ikke om at tje­ne andre; men hvis jeg ikke selv var­tes op, bli­ver jeg vred. Jeg afvi­ser koldt at hjæl­pe min næste; men når jeg selv er i van­ske­lig­he­der, kræ­ver jeg uden vide­re hans hjælp. Jeg ænser ikke at besø­ge de syge; men så såre jeg selv bli­ver syg, for­ven­ter jeg, at nogen tager sig af mig, uden at jeg så meget som har bedt dem om det.

Her­re, send strå­ler­ne fra Dit him­mel­ske lys ned i min sjæls dyb­der, så at jeg kan se mine syn­der! Mit skrif­te­mål ender så godt som altid som en ydre opreg­ning af syn­der. Her­re, min Gud, om ikke Du var barm­hjer­tig, om ikke Du skæn­ke­de hjælp, vil­le jeg være fortabt. Utal­li­ge er de gan­ge, min samvit­tig­hed har givet Dig løf­ter om at begyn­de på et bed­re liv; men mine løf­ter har jeg brudt, og nu lever jeg som før, uden at have for­bed­ret mig. Jeg skam­mer mig over at vise mit ansigt over for et andet men­ne­ske, over for hvem jeg ikke har holdt mit ord. Hvor­dan skul­le jeg da kun­ne stå for­an Dig, min Gud, uden at føle skam og for­ned­rel­se? For jeg har så man­ge gan­ge aflagt løf­ter for­an Dit hel­li­ge alter, for­an eng­le­ne og de hel­li­ge; og alli­ge­vel har jeg ikke holdt mit ord. Hvor ussel er jeg ikke, Her­re? Hvor skyl­dig? Du står med ret­fær­dig­he­den, Her­re; men os til­hø­rer skam­men (Dan. 9:7).

Kun ved Din uen­de­li­ge god­hed, Her­re, kan jeg udhol­de det­te! Du for­døm­te mig ikke, når jeg syn­de­de; for­døm mig hel­ler ikke i min anger. Lær mig, hvor­le­des jeg kan læg­ge mig på sin­de at opreg­ne alle mit livs syn­der: ung­dom­mens skø­de­s­lø­se syn­der, selvg­læ­dens voks­ne syn­der, dagens og nat­tens syn­der, syn­der­ne mod mig selv. Min Her­re og Frel­ser, hvor­dan kan jeg opreg­ne alle mine syn­der i det kor­te øje­blik, hvor jeg står på det­te hel­li­ge sted? Men jeg husker, Her­re, hvor­dan Du bemær­ke­de Dig tol­de­rens og røve­rens fåmæl­te anger; og jeg er for­vis­set om, Her­re, at Du nådigt vil tage imod den blot­te vil­je til omven­del­se. Der­for beder jeg Dig af hele  min sjæl, Her­re: Tag imod min anger i synds­be­ken­del­sen, som jeg dag­ligt læser fra Bøn­ne­bo­gen.

Mine syn­der er langt fle­re end dem, der næv­nes dér; og selv ejer jeg intet, der kan uds­let­te dem. Jeg har intet andet at til­by­de end min stræ­ben imod Dig og min higen efter det gode; men selv ejer jeg ikke styr­ken til at ret­te mig, Her­re , Du, som elsker men­ne­ske­ne. Syn­de­ren, som kom­mer til Dig og bøn­fal­der Dig om til­gi­vel­se, viser Du ikke bort, Her­re. Alle­re­de inden han nær­mer sig Din nådes døre, åbner Du for ham og viser ham vej­en. End­nu inden han beken­der sine syn­der, skæn­ker Du ham til­gi­vel­se.

Til­stå mig Din til­gi­vel­se for alt, hvad jeg angrer; giv det i Din sto­re nåde. Til­giv alt det onde, som jeg har gjort, sagt og tænkt. Og send mig, Her­re, ved Din til­gi­vel­se, også  styr­ke, så at jeg fra nu af kan leve efter Din vil­je og ikke læn­ge­re kræn­ke Dig.

Hjælp mig, Her­re, at jeg må bli­ve frelst. Styrk mig ved mod­ta­gel­sen af Dine hel­li­ge Myste­ri­er. Til­stå mig, for at jeg vær­digt kan tage imod Dine Myste­ri­er, Din barm­hjer­ti­ge nåde og til­gi­vel­se gen­nem Din tje­ners ord. Tal ved Din Hel­li­gånd, som høres, ikke af øret, men af et anger­fyldt hjer­te, og skænk mig en fred­fyldt samvit­tig­hed. Amen.

Tek­sten er over­sat fra engelsk og bear­bej­det af redak­tio­nen. Den stam­mer fra tids­skrif­tet ”Ort­ho­dox Life”. Den før­ste dan­ske ver­sion var at læse i det orto­dok­se ”Kirkebladet”nr. 28, 1996.

Se også artik­len om skrif­te­må­let som sakra­men­te: Skrif­te­må­let