Menneskets guddommeliggørelse

Af fader Poul Seb­be­lov

Med det føl­gen­de skal jeg kort anty­de læren om men­ne­skets gud­dom­me­lig­gø­rel­se, sådan som den ind­går i den orto­dok­se tro og leves i den orto­dok­se kir­ke.

Vi begyn­der med at spør­ge: Hvad er menin­gen, for­må­let med det krist­ne liv? Og vi sva­rer i kir­ken: For­må­let med at leve det krist­ne liv er at kom­me til at lig­ne Gud. Med andre ord: At bli­ve frelst er det sam­me som at kom­me til at lig­ne Kristus. Målet med at være kri­sten er kri­ste-lig­hed. Som Grundtvig (skønt ikke-orto­doks) så smukt og præ­cist frem­stil­ler for­hol­det: ”O kri­ste-lig­hed, du skæn­ker vort hjer­te, hvad ver­den ej véd.”

Kri­ste-lig­hed! Sådan benæv­nes det krist­ne livs pro­jekt og per­spek­tiv; og pro­jek­tet har et teo­lo­gisk navn: ”theo­sis” eller ”gud­dom­me­lig­gø­rel­se”. Den­ne kate­go­ri er kon­sti­tu­e­ren­de for orto­doks kri­sten tro og lære; og den adskil­ler sig afgø­ren­de fra både katolsk for­so­nings­læ­re og lut­hersk ret­fær­dig­gø­rel­ses­læ­re. Beg­ge dis­se vil for­trins­vis hæf­te sig ved Guds til­gi­vel­se over for det af syn­den træl­bund­ne men­ne­ske og ved den ”fri­fin­del­ses­dom”, der udlø­ses her­af. Læren om gud­dom­me­lig­gø­rel­se dre­jer sig der­i­mod over­ve­jen­de om den for­vand­ling, indre og ydre, men­ne­sker gen­nem­går ved at kom­me Gud nær og bli­ve for­e­net med ham.

Gud­dom­me­lig­gø­rel­sen i den orto­dok­se lære er ulø­se­ligt knyt­tet til Guds oprin­de­li­ge plan med ska­bel­sen. Alt, som er til, alle uni­ver­sets ele­men­ter, hele skab­nin­gen er bestemt til fæl­les­skab med Gud. Skab­nin­gen i sin hel­hed er ment som en teo­fa­ni, dvs. en åben­ba­ring af Guds her­lig­hed. Frel­se består der­for ikke ale­ne i, at Gud lader nåde gå for ret i for­hold til men­ne­skers over­træ­del­ser; frel­se består i ”alle tings genop­ret­tel­se”, som apost­len Peter præ­di­ker om (ApG 3:21).

Ver­den består ikke ale­ne af men­ne­sker, men af alt leven­de; og men­ne­sket er ikke ene om at være berørt af syn­de­fal­det. Vi tror og lærer, at hele ska­bel­sen er ble­vet ”under­lagt for­gæn­ge­lig­he­den”; men vi tror også, at alt er bestemt til at for­vand­les fra ”for­kræn­ke­lig­hed” til ”her­lig­hed” (Rom 8: 20–21). Og vi tror, at men­ne­sket har en afgø­ren­de rol­le i skab­nin­gens for­vand­ling. Ved syn­de­fal­det har vi revet alting med os. Ver­den er ble­vet noget, vi oftest mis­bru­ger og læg­ger øde. Men ved Kristus og i hans kir­ke har vi fået den opga­ve og det ansvar atter at bære skab­nin­gen frem for Gud, vi er ble­vet sat til at med­vir­ke til igen at sam­le alt det skab­te i kær­lig­he­dens fæl­les­skab.

Men­ne­ske­nes frel­se er såle­des knyt­tet til hele ska­bel­sens fri­sæt­ning. Først skal vi men­ne­sker bli­ve ”Guds børn”; og ved det nye men­ne­ske skal hele skab­nin­gen sæt­tes fri fra for­gæn­ge­lig­hed og få del i Guds her­lig­hed, alt­så bli­ve gud­dom­me­lig­gjort. Apost­len Paulus frem­stil­ler sagen sådan: ”Thi skab­nin­gen ven­ter i inder­lig længsel på, at Guds børn skal åben­ba­res” (Rom. 8: 18).

Gud­dom­me­lig­gø­rel­sen, den gen­nem­gri­ben­de for­vand­ling af men­ne­sket og alt det skab­te, eren pro­ces. Vi taler ikke om en fri­fin­del­ses­dom ”én gang for alle”, vi taler sna­re­re om en grad­vis for­vand­ling af hele vor måde at være til på. Og for­vand­lin­gen fin­der ikke sted ”auto­ma­tisk” eller ube­vidst. Den fin­der hel­ler ikke sted imod vores vil­je. Tvær­ti­mod: Frel­se er, orto­dokst for­stå­et, resul­ta­tet af et bevidst, fri­vil­ligt samvir­ke mel­lem Gud og men­ne­ske.

Hvor­dan kan et sådant samvir­ke kom­me i stand? For det før­ste: Den Orto­dok­se Kir­ke har til alle tider lagt afgø­ren­de vægt på den ret­te for­stå­el­se af, hvem Kristus er. Alle stri­dig­he­der på de 7 kir­ke­mø­der, hvoraf det sid­ste fandt sted år 787, og hvor Kir­kens lære i alt væsent­ligt blev for­mu­le­ret, dre­je­de sig om det­te ene: Hvem er Kristus? Hvor­for? For­di Kri­sti ”iden­ti­tet” er fuld­kom­men afgø­ren­de for vor frel­se. Kristus er  Gud, og Kristus er men­ne­ske, ”uden adskil­lel­se og uden sam­men­blan­ding”, som det udtryk­kes ved kir­ke­mø­det i Chal­cedon år 451. Kri­sti gud-men­ne­ske­lig­hed er for­ud­sæt­nin­gen for vor frel­se. Guds Søn tog vor men­ne­ske­lig­hed på sig, for at vi kun­ne få del i hans gud­dom­me­lig­hed.

Den orto­dok­se frel­ses­læ­re har såle­des som sin ker­ne en udveks­ling mel­lem, men også en for­e­ning af Kristus og men­ne­sker. Den mysti­ske for­e­ning af gud­dom­me­ligt og men­ne­ske­ligt demon­te­rer  tan­ken om ”sted­fortræ­den­de lidel­se” til for­del for tro­en på, at Kristus tog vor for­gæn­ge­lig­hed og død på sig, så at vi kun­ne få del i hans sejr over døden og i det evi­ge liv.

For det andet: Hvad er et men­ne­ske? Er vi vir­ke­lig skabt til for­vand­ling, og har vi vir­ke­lig kapa­ci­tet til at ind­gå i samvir­ke med Gud? Den orto­dok­se men­ne­ske­for­stå­el­se har sin rod i ska­bel­ses­be­ret­nin­gen. I Før­ste Mose­bog 1:26 står der: ”Gud sag­de: Lad os gøre men­ne­sker i vort bil­le­de, så de lig­ner os.”  Den­ne dob­belt­hed, ”bil­le­de” og ”lig­hed”, læser vi som et udsagn om en ret­nings­be­stemt dyna­mik i det skab­te men­ne­ske. Guds­bil­le­det er da poten­ti­a­let, mulig­he­den, i hvert men­ne­ske, og livet i Kristus er den sta­di­ge bevæ­gel­se hen imod den ful­de udfol­del­se af det­te poten­ti­a­le, hen imod den vir­ke­lig­gjor­te lig­hed. Kir­kens liv er føl­ge­lig ikke (kun) en udbed­ring af syn­de­fal­dets ska­der, men sna­re­re en vir­ke­lig­gø­rel­se, omend under ændre­de betin­gel­ser, af Guds oprin­de­li­ge tan­ke med sin ska­bel­se.

Hvert men­ne­ske ind­går per­son­ligt, men i Kir­kens fæl­les­skab, i fuld fri­hed i samvir­ke med Gud med hen­blik på sin frel­se eller gud­dom­me­lig­gø­rel­se. Et men­ne­ske er hver­ken en auto­mat eller en robot, som for­ud er pro­gram­me­ret til frel­se eller forta­bel­se. Et men­ne­ske er hel­ler ikke fast­låst i syn­de­fal­det på en måde, som ude­luk­ker enhver posi­tiv med­vir­ken til Guds plan med os. Den orto­dok­se tro læg­ger afgø­ren­de vægt på men­ne­skets fri­hed. Lige­som Jom­fru Maria er hvert men­ne­ske fri til at sige ”ja” eller ”nej” til Guds engel.

Hvor­dan ser det da ud, vort samvir­ke med Gud? Hvor­dan fore­går det, når vi, med Paulus’ ord ”arbej­der på vores frel­se med frygt og bæven”? Ad hvil­ke veje fore­går rej­sen frem mod det mål, hvor vi, igen med Paulus, kan sige: ”Jeg lever, dog ikke læn­ge­re jeg, men Kristus i mig”? Hvori udmønt­es det gud­dom­me­ligt-men­ne­ske­li­ge samvir­ke?

Gud­dom­me­lig­gø­rel­sen begyn­der, leves og ful­den­des i Guds kir­ke. At være kri­sten er ikke en abstrakt over­be­vis­ning, det er et kon­kret liv. Det gæl­der først og frem­mest vor del­ta­gel­se i de hel­li­ge myste­ri­er eller sakra­men­ter. Nad­ve­ren er omdrej­nings­punk­tet. Kristus har selv knyt­tet vort nye liv i ham til vis­se legem­li­ge hand­lin­ger: ”San­de­lig, san­de­lig siger jeg eder; hvis I ikke spi­ser Men­ne­ske­søn­nens kød og drik­ker hans blod, så har i ikke liv i jer” (Joh. 6:53). Del­ta­gel­se, til­ste­de­væ­rel­se, med­vir­ken i kir­kens myste­ri­er og bøn er en uom­gæn­ge­lig del af vej­en frem mod fuldt fæl­les­skab med Gud.

Her­u­d­over er der sider af kir­kens liv, som vi i kort­hed kun­ne benæv­ne ”bøn og faste”. Vi indram­mer vores hver­dag med bøn­ner fra bøn­ne­bo­gen mor­gen og aften. Der­til beder man­ge den såkald­te ”jesus­bøn” eller ”hjer­tebøn”, som sig­ter på at gøre os lige med Martas søster, Maria, som ”sid­der ved Her­rens fød­der og hører på hans ord” (Luk. 10:39). Med Maria ret­ter vi blik­ket mod ”det ene for­nød­ne”. Og vi for­be­re­der os med faste op til påske, jul og andre af kir­kens høj­ti­der og løben­de på ons­da­ge og fre­da­ge.

Ende­lig vil man­ge orto­dok­se tro­en­de søge at få lej­lig­hed til at aflæg­ge besøg, om end kor­te, i ét af de klo­stre, som er en vig­tig del af kir­kens liv.

Rundt om i ver­den er der ånde­li­ge kraft­cen­tre, klo­stre med mun­ke og non­ner, som vir­ke­lig­gør Paulus’ påbud om at ”bede uden ophør”, ikke bare for sig selv, men for os, for hele kir­ken og for hele ver­den.

Det krist­ne livs ende­li­ge mål er gud­dom­me­lig­gø­rel­sen, lig­he­den med Gud. Det bety­der, at den krist­ne tros ind­hold ikke først og frem­mest har at gøre med et  ”bud­skab” eller en sær­lig kri­sten ”moral”, men sig­ter på hvert men­ne­skes for­vand­ling og hel­lig­gø­rel­se i Kristus. Evan­ge­li­sten Johan­nes udtryk­ker sagen klart: ”Vi véd, at når han åben­ba­res, skal vi bli­ve ham lige, thi vi skal se ham, som han er” (1. Joh. 3:2).