I København er der udkommet en bog med titlen ’Mirakler’. Forfatteren, Niels Christian Hvidt, er en yngre (født 1969) dansk teolog, der er konverteret til Den Romersk-katolske Kirke. Han er dr. theol. fra Gregoriana Universitet i Rom, hvor han også bor og underviser.
’Mirakler’ er således blevet til i en klar romersk-katolsk sammenhæng. Men der er som bekendt ikke vandtætte teologiske skodder mellem de kristne konfessioner; og Hvidt trækker i ikke ringe grad på ortodokse kilder og gør sig også overvejelser over, hvorfor mirakler lader til at være temmelig upåagtede på vore overvejende protestantiske breddegrader. Det er altså en udgivelse, der er henvendt til alle kristne; og det på en måde, der efter denne (ortodokse) kommentators opfattelse ikke er ganske uproblematisk.
Niels Christian Hvidt skriver i sit forord, at formålet med bogen “er ikke at levere en udtømmende behandling ” af miraklets teologi; målet er “det mere enkle: at beskrive mirakler, sådan som de håndgribeligt ses og opleves af mennesker … og at formidle den miraklets fascination, som har beriget deres tilværelse”. – Der lægges nærmest op til, sådan kunne det lyde, en samling uvildige reportager, første– eller andenhåndsberetninger direkte fra kilderne. Et sådant projekt er, sin tilsyneladende enkelhed til trods, ikke uproblematisk. Som vi skal se, er der imidlertid adskilligt mere på spil: En implicit teologi og kirkeforståelse, der umiddelbart kan være vanskelig at få øje på, men som ikke desto mindre er det styrende princip for Hvidts fremstilling.
’Mirakler’ er komponeret i 18 kapitler, hvoraf de 15 er beretninger med tilhørende fotografier fra mirakuløse hændelser rundt omkring i verden. 5 af disse beretninger knyttet til den ortodokse verden, resten er placeret i romersk katolsk regi. De tre resterende kapitler er af mere teoretisk karakter: En begrebsbestemmelse af “mirakel”, en diskussion af forholdet mellem videnskab og under; en redegørelse for, hvordan man i Den Romersk Katolske Kirke finder ud af, om et mirakel nu virkelig også er et mirakel; og endelig en diskussion af danskernes (og andre nordeuropæiske protestanters) forhold til det mirakuløse.
Deres anmelder tilstår på forhånd, at hele idéen med en sådan udbasunering af mirakuløse hændelser byder ham noget imod. Der forekommer at være knyttet en vis sensationslyst til projektet. Hvidt skriver ganske vist, at han hverken vil (bort-) forklare begivenhederne eller bruge dem som “beviser” for troens sandhed. Men hvad egentlig så? Guds undere forekommer blandt mennesker i et antal og med en højde og dybde, der vist nok ville forbavse de fleste, hvis de fik det fortalt. Og i langt, langt de fleste af disse tilfælde kommer underet aldrig til “offentlighedens” kendskab. For Guds undere er ikke henvendt til sensationspressen. Omgang med Guds undere er oftest (og bør også være) karakteriseret ved stilhed og indadvendthed i et bønnens miljø, der ikke kunne drømme om at gøre en offentlig “nyhed” af mødet med Herren.
Den ortodokse kristendom har ikke noget teoretisk problem med Guds undere. Hele vores tro er baseret på disse: Gud bliver menneske, døde opstår fra gravene; Gud er hinsides enhver lovmæssighed, og på trods af, hvad vi i vores indskrænkethed tror muligt, gør Han alting nyt. Det er, på en måde, helt enkelt. I Den Romersk Katolske Kirke er det tilsyneladende mindre enkelt. Man véd ikke helt, hvilket ben man skal stå på, når det gælder forholdet mellem tro og videnskab. Med vestlig rationalisme og videnskabelig grundighed har man derfor i Vatikanet en kommission, som er “ansvarlig for undersøgelsen af mirakler” (s. 241). Formanden for denne kommission mener, at “det ikke alene [er] muligt at arbejde videnskabeligt med mirakler; det er påkrævet!” (s. 249). Javel, ja. Man fornemmer da også en vis beklagelse hos Hvidt over, at Hl. Alexander Nevskij Kirke i København ikke foranstaltede “videnskabelige undersøgelser” af Gudsmoders tårer i 1995. Man ser det for sig: Sindrige røntgenapparater til gennemlysning af ikonen for at udelukke indbyggede illusionsnumre; de fremmeste kemikere fra Steins Laboratorium til at analysere på tårernes DNA-profil og kemiske komposition. Ak ja; man kan kun beklage, at videnskaben var mindre avanceret for 2000 år siden. Så kunne vi måske allerede dengang have fået videnskabens uigendrivelige ord for, at den kristne tro virkelig er sand.
Deres anmelder har endnu en tilståelse: En række af beretningerne i Hvidts bog og de tilhørende illustrationer forekommer mig svært ubehagelige. Det gælder ikke mindst tårerne af blod fra statuer af Gudsmoder og de blodige beretninger om de såkaldte “stigmatiseringer”, der er så udbredte i den romersk katolske verden. – Det kunne derimod have været interessant, hvis bogen havde diskuteret eller givet et bud på, hvorfor denne type beretninger, disse “stigmatiseringer”, er fuldkommen ukendte fænomener i Den Ortodokse Kirke (og vist nok også blandt protestanter). Har det noget at gøre med, at Den Romersk Katolske Kirke og dens teologi har et overdrevent stærkt fokus på Kristi lidelse? Får vi, med andre ord, de mirakler, vi selv har bedt om og lagt op til, så at sige?
Ubehaget bliver ikke mindre ved bogens gengivelse af beretningen om en oblat (et alterbrød), der bliver forvandlet til et stykke af et menneskehjerte. Her hører man, som ortodoks læser, i det fjerne genklangen af skolastikkens kringlede problemer og tankebaner om forholdet mellem det eukaristiske under på Guds alter på den ene side og fysikkens og biologiens ’naturlove’ på den anden. Man fornemmer ekkoet af diskussionerne om “substans” og “accidens”, “væsen” og “egenskaber”, disse anstrengte forsøg på dog at finde én eller anden filosofisk og/eller naturvidenskabelig forklaringsmodel på, hvordan i alverden det kan gå til, at vi kristne kan tage konkret og fysisk imod Kristus i den hellige nadver.
Niels Christian Hvidt gør sig, som nævnt, overvejelser over forholdet mellem Den Romersk Katolske Kirke og Den Ortodokse Kirke. Og det er desværre overvejelser, som gør den nødvendige og ønskværdige samtale noget nær umulig. For Hvidt har valgt den enkle strategi at nægte alt! Han nægter slet og ret, at der skulle være nogen teologiske uoverensstemmelser at tale sammen om. Hør blot, hvorledes Hvidt med få sætninger får fremstillet sagen: “De katolske og ortodokse kirker oplevede et skisma i 1054, da kirkerne blev splittet, først og fremmest på politisk grundlag .[!] Herefter har der ikke været megen forbindelse mellem de to kirker, selv om deres respektive teologier nærmest er identiske [!] og pave Johannes Paul II har kaldt dem “Kristi Legemes to lunger”.” (s. 207 – 208). Borte er de forskellige opfattelser af trosbekendelsens ordlyd og indhold; borte er de uforenelige opfattelser af den kirkelige autoritet; og borte er også de indbyrdes afvigende forståelser af Gudsmoders rolle og placering. – Meget elegant, men jo temmelig lammende; for var dét sandt, ja så var der vel ikke mere at tale sig til rette om.
Man undrer sig en smule over, hvilken interesse Hvidt kan have i dette forsøg på at lukke sagesløse læseres øjne for reelt eksisterende forskelle. Den citerede passage forekommer i kapitlet om det lysunder, der hver påskenat finder sted i Opstandelseskirken i Jerusalem. Hvidt slutter kapitlet med at citere en ortodoks ærkebiskop, Alexios, for at sige, at Den Ortodokse Kirke ikke tager anledning af dette under til at forstå sig selv som den eneste sande kirke på jorden. Hvad ærkebiskop Alexios så måtte mene med dét. – Imidlertid forekommer det mig, at Hvidt selv med sin bog gør et (ikke overraskende) forsøg på at placere Den Romersk Katolske Kirke som “den eneste sande”.
’Mirakler’ består som nævnt af 18 kapitler. Det midterste kapitel (kap. 9) har bogstaveligt talt en central placering; det er ét af de mest omfattende kapitler (20 sider); og det adskilller sig i sit indhold noget fra de andre. Det er her, vi skal finde hovednøglen til forfatterens teologi og kirkeforståelse; sammen med grunden til at han bevæger sig på både romersk katolsk og ortodoks grund. Kapitel 9 handler om en kvinde ved navn Vassula Rydén.
Vassula Rydén bor, ligesom Niels Christian Hvidt, i Rom. Hun er oprindeligt ortodoks kristen, men lever i dag sit liv i Den Romersk Katolske Kirke. I 1985, da Rydén var 43 år gammel, fik hun besøg af ærkeenglen Gabriel, som gav hende “et lynkursus i den kristne tro” (s. 138). Gabriel lærte også Rydén at skrive profetiske budskaber med ført hånd. Snart derefter var det ikke længere Gabriel, men Kristus Selv, der besøgte Rydén; og for nærværende har hun nedskrevet “12 tykke bind samtaler med Faderen, Sønnen og Helligånden såvel som med Jomfru Maria og med ærkeenglen Michael” (s. 138).
Vassula Rydéns skrifter er også tilgængelige på dansk under titlen “Sandt Liv i Gud” (oversat af Niels Christian Hvidt). Det drejer sig om tekster, der på trods af forfatterens (eller “nedskriverens”) ortodokse baggrund er gennemsyret af romersk katolsk tænkemåde og sprogbrug. Det er ikke blot et spørgsmål om, at Rydén udtaler, at “Paven er kirkens grundsten; han er Peters efterfølger” (Rydén s. 12); eller om at der tales om specifikt romersk katolske skikke fx “korsvejsstationer” (Rydén s. 262); eller om at Rydén udbreder sig om “sjæle i skærsilden” (Rydén s. 206). Det stikker dybere endnu, til selve sprogbrugen, som har en for denne anmelder meget ubehagelig tone; en svulstighed, rent ud sagt, som man aldrig ville støde på i ortodoks (og jeg tror heller ikke i protestantisk) sammenhæng; en optagethed af udpenslet lidelse og flydende blod, som leder tanken hen på de blod-grædende statuer, vi tidligere har nævnt. Jeg skal indskrænke mig til to eksempler: “Jeg er. Se på mine hænder. Se. Vassula, de bløder. Vassula, genopliv min Kirke, Lyt til mig. Har du set alt dette blod, der strømmer ned ad mine arme? Jeg lider. (Rydén s.216) Og et andet sted: “Fjern de torne, der er trængt ind i mit hoved. Vassula, vil du gøre dette for mig? Jeg vil altid være foran dig. Helbred mit legeme, giv det lindring. Mine fem sår er vidt åbne. Elsk mig, pryd mig, besmyk mig, mind dem om de første kristne ..” (Rydén s. 196).
Det må være eksempelmateriale nok. Rydéns bog vrimler med lignende formuleringer. Det er om disse påstande, denne noget hysteriske sprogbrug og denne mildt sagt usunde tone, Niels Christian Hvidt skriver: “Teologer har skrevet omkring 30 bøger om hende. De kan ikke forstå, hvordan en husmoder, der aldrig har studeret teologi, kan nedskrive bøger, hvis indhold de anser for at være uden dogmatiske fejl og af høj åndelig kvalitet” (s. 140).
Keine Hexerei, nur Behendigkeit! Nogle teologer, som sværger til den samme lære som Vassula Rydén, nemlig den romersk katolske, har konstateret, at Vassula Rydén ikke lider af læremæssige fejl. Jamen, det er jo mageløst! – Når man dertil lægger, at et afgørende punkt i Vassyla Rydéns “profetier” er “genforening og enhed, et budskab, som især er rettet mod de adskilte grene af den kristne kirke” (s. 149), ja så er sagen jo klokkeklar: Kristus har selv, via Vassula Rydén, skrevet at Den Romersk Katolske Kirkes teologi og kirkeforståelse er den rigtige, så derfor indebærer ’sand enhed’ naturligvis, at de øvrige kristne indser det samme.
’Mirakler’ stiller os et antal konkrete, uvildige reportager fra mirakuløse hændelser i udsigt. Dét, vi som læsere får, er noget lidt andet: Et antal beretninger, som er set gennem en klar romersk katolsk, teologisk optik og holdt sammen af en implicit påstand om, at der “i virkeligheden” ikke er teologisk og åndelig forskel på de to kirker, beretningerne er hentet fra. Og som garanti for sandheden i denne påstand er Vassula Rydén placeret centralt i kompositionen med sin romersk katolske teologi, som angiveligt kommer fra Kristus selv.
Niels Christian Hvidt har gjort et stort stykke arbejde med sin rejseaktivitet og sin indsamling af data i forbindelse med beretningerne om mirakler. Der har vist sig stor, vist nok overvældende, publikumsinteresse for bogen Den appellerer utvivlsomt til manges tørst efter det sensationelle, men jeg skal da ikke helt udelukke, at den, med sin kristne versionering af “der er mere mellem himmel og jord …” kan tjene sit angivelige formål, nemlig at rokke en smule ved tidens fremherskende rationalistiske og naturalistiske tænkemåde. Alligevel hører denne anmelder nok til dem, der mener, vi bør omgås hverdagens små og større undere med ro, forsigtighed og stille årvågenhed. For så i stedet at rette al vor opmærksomhed mod det store, livgivende under, der finder sted på Kirkens alter søndag efter søndag året rundt. Fælles for alle beretningerne i ’Mirakler’ er, at vi som kristne udmærket kan leve uden dem. De er ikke nogen livsbetingelse for os, sådan som modtagelsen af den hellige nadver er det.
af f. Poul Sebbelov
Niels Christian Hvidt: ‘Mirakler’
Gyldendal
ISBN 87–00-49408–9
Kr. 295