Hvem er Gudsmoders Beskyttelses Menighed?

Guds­mo­ders Beskyt­telse er en orto­doks, kri­sten menig­hed. Menig­he­dens for­stan­der og præst er fader Poul Sebbelov.

Menig­he­den er en del af Det Skan­di­na­vi­ske Provsti under ledelse af fader Johan­nes Johan­sen fra Oslo i Norge.

Provstiet er en del af Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat under ledelse af Hans Emi­nence Ærke­bi­skop Gabriel, som har hoved­sæde i Paris, Frankrig.

Eks­ar­ka­tet er en del af Kon­stan­ti­nopels Patri­ar­kat under ledelse af Hans Hel­lig­hed Patri­ark Bart­ho­lo­mæos I.

Guds­mo­ders Beskyt­telse fejrer gud­stje­ne­ster ifølge Den Orto­dokse Kir­kes kalen­der (se gud­stje­ne­ste­li­sten). Menig­he­dens litur­gi­ske sprog er dansk.

 

For­må­let med en menig­hed er at give mulig­hed for regel­mæs­sigt gud­stje­ne­ste­liv. Cen­tralt står natur­lig­vis den ugent­lige fejring af Den hel­lige Liturgi eller nadver­gudstjeneste samt det orto­dokse kir­ke­års høj­ti­der og fester for Kristus, Guds­mo­der og Kir­kens hellige.

Som den før­ste og ene­ste orto­dokse menig­hed benyt­ter vi alene dansk som gud­stje­ne­ste­sprog. Fler­tal­let af menig­he­dens med­lem­mer er dan­ske eller dansk­ta­lende; og vi læg­ger afgø­rende vægt på at være lokale.

I artik­len neden­for er der gjort mere udfør­ligt rede for Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses histo­rie til­bage fra etab­le­rin­gen i januar 2002 samt for de afgø­rende grunde til, at denne menig­heds­dan­nelse fandt sted.

 

1. Guds­mo­ders Beskyt­telse er en selv­stæn­dig menig­hed. Den blev oprin­de­ligt etab­le­ret i januar 2002 som filial af en større menig­hed i Oslo, Norge. Gen­nem fire år har dette ini­ti­a­tiv vist sin bære­dyg­tig­hed; og i decem­ber 2005 beslut­tede ærke­bi­skop Gabriel at til­dele den hid­ti­dige filial sta­tus af egent­lig menig­hed med egen ledelse. Menig­he­den er en del af den kir­ke­lige enhed, som kal­des Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat. Dette er kir­ke­ret­ligt knyt­tet til Kon­stan­ti­nopels Patri­ar­kat, men ejer en bety­de­lig grad af selv­styre i sit kir­ke­lige liv. Per­spek­ti­vet for stif­tet er etab­le­rin­gen af en egent­lig, selv­stæn­dig orto­doks Kirke i Vest­eu­ropa. Det fore­kom­mer os natur­ligt og rig­tigt, at dan­ske og skan­di­na­vi­ske orto­dokse brin­ger sig inden for dette per­spek­tivs rammer.

2. Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses menig­hed og med­lem­mer er ikke gæster i denne eller hin ”udland­skirke”. Det er afgø­rende for ini­ti­a­tiv­ta­gerne at arbejde for, at vort kir­ke­lige liv bli­ver tæt knyt­tet til vor egen kul­tu­relle og sprog­lige bag­grund. Vi tror, at hvis vi ikke tager hul på denne udvik­ling, så risi­ke­rer vi på det over­ord­nede niveau, at Orto­dok­sien i al frem­tid vil være noget del­vist frem­med og ekso­tisk; og på det per­son­lige plan vil mange fort­sat opleve en spalt­ning mel­lem kir­ke­li­vet på den ene side og “resten af livet”, fami­liært, kul­tu­relt, poli­tisk o.s.v. på den anden. For slet ikke at tale om alle dem, der på for­hånd opgi­ver at nærme sig Den Orto­dokse Kirke p.g.a. pro­ble­mer med sprog og kultur.

3. Guds­mo­ders Beskyt­telse vil med andre ord gerne med­virke til at basere den videre orto­dokse udvik­ling her i lan­det på et alle­rede eksi­ste­rende fæl­les­skab, nem­lig det, der natur­ligt eksi­ste­rer mel­lem kristne, der taler nogen­lunde samme sprog og har stort set samme histo­ri­ske og kul­tu­relle bag­grund. Disse grund­læg­gende ele­men­ter kon­sti­tu­e­rer langt hen ad vejen selve vor måde at opfatte alle ting på, både de verds­lige og de kir­ke­lige. Det bety­der natur­lig­vis ikke, at disse ele­men­ter så har “for­trin­s­ret” for den kristne tro; men det bety­der, at vi kun vir­ke­ligt kan begribe og udtrykke kri­sten­dom­men gen­nem vort moder­mål. Der­for er det vig­tigt for os efter bed­ste evne at fremme en pro­ces, der gerne skulle gøre Orto­dok­sien til en natur­lig del af den dan­ske og nor­di­ske kristendom.

4. Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses virk­som­hed er del af et endog meget lang­sig­tet per­spek­tiv. Vi befin­der os, og vil i mange år frem­over befinde os, i et afhæn­gig­heds­for­hold til den rus­si­ske tra­di­tion, som i dette århund­rede har bragt Orto­dok­sien til­bage til Vesten. I mangt og meget vil vi nød­ven­dig­vis længe endnu frem­stå som en “mini­ma­lud­gave” af den fuldt orke­stre­rede Orto­doksi. Vi har den opfat­telse, at denne man­gel kan opve­jes af enga­ge­ment, inder­lig­hed og hårdt arbejde. Og så kan vi, trods mang­lerne, glæde os over, at f. Johan­nes’ store arbejde i Hl. Niko­lai Menighet gen­nem mere end 20 år med at over­sætte Kir­kens litur­gi­ske tek­ster til norsk nu også kan komme os i Dan­mark til gode.

5. Dan­nel­sen af Guds­mo­ders Beskyt­telse er ikke et udtryk for fjend­skab mod alle­rede eksi­ste­rende, orto­dokse menig­he­der i Dan­mark. Disse består hoved­sa­ge­ligt af rus­sere og har på for­skel­lig vis tæt til­knyt­ning til Rusland og den rus­si­ske kul­turkreds. De har der­for, af helt natur­lige årsa­ger, ikke den store inter­esse i udvik­lin­gen hen imod en lokalt base­ret, dansk­spro­get menig­hed. Og omvendt kan det for dan­ske orto­dokse være for­bun­det med store van­ske­lig­he­der at skulle leve stør­ste­delen af deres gud­stje­ne­ste­liv i et uden­landsk miljø og på et frem­med sprog. Vi ken­der flere, der har givet op af netop disse grunde.

6. En fransk kloster­for­stan­der spurgte sidst i 1980-erne sin ånde­lige fader, hvad denne mente om mulig­he­derne for at etab­lere et fransk­spro­get, orto­dokst klo­ster på lan­det i det nord­lige Frank­rig. “Det er et fuld­kom­men ure­a­li­stisk pro­jekt”, lød svaret,”bare se at komme i gang”. Klo­stret lever nu, mere end ti år der­ef­ter, i bed­ste vel­gå­ende og vækst. Uden sam­men­lig­ning i øvrigt håber ini­ti­a­tiv­ta­gerne, at der med Guds hjælp og Guds­mo­ders for­bøn­ner må kunne rap­por­te­res noget til­sva­rende om Guds­mo­ders Beskyt­telse efter en årrække.