Lignelsen om Den Fortabte Søn
Af Mére Theodora
Hl. Silouan Kloster
I lignelsen om Den Fortabte Søn, som skal være ledetråd i de følgende overvejelser, optræder temaet omvendelse i beretningens sidste del. I dens første del begynder Den Fortabte Søn, efter at have forladt sin fader og være rejst “langt bort til et fremmed land”, at overveje sin situation: “Han gik i sig selv og sagde: “Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? Og her er jeg ved at sulte ihjel! Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader, jeg har syndet imod Himmelen og imod dig; jeg er ikke længere værd at kaldes din søn, lad mig gå som én af dine daglejere. Og han stod op og gik til sin fader” (Luk 15,17–20).
Får beretningen om denne unge mand os ikke til at tænke på ét eller andet? Når vi bliver berørte af den dybt i vore hjerter, er det så ikke fordi vi genkender os selv i ham? I lighed med ham har vi smagt livet i Faderens Rige, og ligesom ham er vi gået mere eller mindre i eksil “langt borte i et fremmed land”, i syndens og den åndelige døds land. Det er ganske vist omstændighederne, her sulten, der bliver afgørende for, at han “går i sig selv”. Men har vi alligevel ikke på ét eller andet tidspunkt mærket en træthed, en enorm udmattelse, som skyldes, at vi har fjernet os fra Gud og bønnen og måske også fra Kirken? Da er det, at længslen efter livet ifølge Evangeliet dages i os.
Det forekommer mig, at der i disse vers for det første tales om omvendelsen i og for sig, hvis man kan sige sådan, og for det andet om, hvad det indebærer at gøre den til virkelighed. For omvendelse er kun til for så vidt den sættes i værk i livet selv og medfører en gennemgribende anden måde at opføre sig på, dét, som i Det Nye Testamente kaldes “et helt nyt liv” (Rom 6,4). Omvendelse er ikke et begreb, man kan sætte til diskussion, den er en virkelighed, der må gennemleves og erfares. For det gælder altid, ifølge apostlen Paulus, om “nyskabelse”(Gal 6,15); [den franske bibeltekst har her: “være en ny skabning”, hvilket måske er klarere,red.]
Førløberen, Johannes Døberen, er den første til helt fra begyndelsen af sin prædiken at kalde til omvendelse: “Omvend jer, thi Himmeriget er nær”. Og det er med lignende ord, Kristus selv indleder sin prædiken i begyndelsen af sit liv blandt mennesker. Hvad er da, i det hele taget, indholdet i selve ordet “omvendelse”? – Det græske ord er metanoia, som etymologisk betyder “at få noget andet i sinde”, en venden tilbage til sig selv, og denne bevægelse oversættes udmærket og præcist med netop “omvendelse”. Til gengæld har den latinske oversættelse i Vulgata pænitentia, på dansk “pønitense” (et næsten glemt ord, der er knyttet til “at gøre bod”). Dette begreb med dets associationer i retning af straf og sanktioner har medført et betydningsskred og en forvirring, som ikke er uden følger. Ordet “anger”, som har samme etymologi, om end mindre åbenlyst, har overhovedet ikke den moraliserende med-betydning, vi så ofte tillægger det. Man kan “gøre bod” uden nogensinde at omvende sig eller angre. Omvendelse har ikke moralsk karakter; omvendelse er indgangen til det nye liv; den er, her og nu, en foregribelse af det evige liv, den kommende verdens liv. Den er en tilbagevenden til Gud og i Gud. Johannes Døberen prædikede omvendelse, det vil sige en ændring af ånd og mentalitet. Han opfordrede ikke sine tilhørere til at følge med ud i ørkenen og dele hans asketiske liv; han opfordrede dem til at ændre deres eget liv. Men for at kunne ændre sit liv må man først ændre sit hjerte.
At gå i sig selv gennem bøn
Bevægelsen i omvendelsen, sådan som den fremstilles i denne lignelse, er først og fremmest en gåen i sig selv, det vil sige en kommen bort fra den hvirvelvind af tanker og rastløshed, vi har alt for megen tendens til at lade os fange ind af. Og mon der for nogen af os kunne findes nogen bedre måde at “gå i sig selv” på end gennem bøn? Og bønnen drejer sig ikke om en narcissistisk skuen ind i sig selv; den drejer sig om, at vort liv, og det vil sige vor synd, blotlægges i den hellige Guds nærvær. Og gennem den vanskelige fremstilling af sandheden om vor væren, altså gennem erkendelsen af vore synder, giver Gud os længslen efter og viljen til at vende tilbage til Ham i lighed med Den Fortabte Søn.
Omvendelsen gennem syndserkendelse, dét er det sprog, Gud giver os til at kunne indgå i et levende forhold til Ham. Det er sandhedens udtryk, og der findes intet andet, vi kan bruge overfor Gud. At omvende sig er det samme som at sætte sig i bevægelse hen imod Ham, som sagde: “Jeg er Vejen, Sandheden og Livet”. Det er en Guds gave og et guddommeligt sprog: “Fader, jeg har syndet mod Himmelen og mod dig, jeg er ikke længere værd at kaldes din søn”. At kunne udtale disse ord er en kostelig gave, Gud har givet os, for som det hedder i salmen: “Alle mennesker lyver” (Sl 116,11) og forsøger at skjule sin egen elendighed for sig selv. Vi lever i løgnens illusioner, som vi opretholder gennem vor meddelagtighed i det onde. Det er en yderst barsk opgave at blive bevidst om denne vor meddelagtighed, for sagen er, at vi elsker vore lidenskaber og hæger om vore skjulte sår, der lever som parasitter på selve vort liv. Det er bønnens gentagne, stædige og tillidsfulde råb om hjælp, der gør det muligt for Guds lys langsomt at trænge ind i os og lidt efter lidt trænge løgnen ud fra vort indre. Den ydmyge bøn gør, at vi på et stadigt dybere plan kan få øje på vor synd og påtage os den; og at vi kan overvinde skammen over synden, så vi kan bede om tilgivelse for den hos Ham, som selv er fuldkommen Kærlighed og Medfølelse.
Omvendelsen udgør betingelsen for vort fællesskab med Gud, med Ham, som på samme tid er almægtig og dog ydmyg; og det er et fællesskab, vi uophørligt kan forny. Det er fællesskabet i Kyrie eleison, i den bønnens skat, vi ejer: Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over mig synder; – Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm Dig over os. Dét er vort råb om hjælp, når vi tager vor tilflugt til Gud. Bønnen fjerner hårdheden i vore hjerter, og vi opnår dét, der i det bibelske sprog hedder “gudsfrygt”. Dette sidste drejer sig ikke om at frygte en rethaverisk og hævngerrig Gud. Det er et forkert billede, der desværre har dannet sig. Vi taler imidlertid ikke om frygten for straf, men om at være bange for at bedrøve og såre Gud ved synden, sådan som man nærer frygt for at såre dén, man af hjertet elsker og værdsætter. […] Der er en hjertets hårdhed og en sjælens ufølsomhed, der hindrer os i at frygte Gud; dét er kendetegnene på manglende omvendelse.
Men Gud fjerner vort stenhjerte og erstatter det med et hjerte af kød, som lider og som græder. Og ved vore tårer giver Gud sin tilgivelse, og Han giver den ubegrænset. Erkendelsen af vore synder åbner os dørene til Guds Rige og til evigheden. Hvor langt vi end måtte være fra Ham, spejder og venter Han efter vor første bevægelse tilbage mod Ham, måske blot et suk, for at kunne åbne os Sin barmhjertigheds kildevæld. I lignelsen i Evangeliet beretter Kristus, hvordan faderen, som aldrig var holdt op med at elske sin søn, løb ud og kastede sig om halsen på ham og omfavnede ham, endnu inden sønnen havde sagt ét eneste ord.
At beslutte sig for handling
Ligesom Den Fortabte Søn må vi gøre den bitre erkendelse at være udenfor; for vi mister alle gennem synden den sønneværdighed, vi har modtaget ved dåben. Og ligesom ham modtager vi af nåde længslen efter at skifte sind og rense vore hjerter for de onde tanker, som får os til at handle efter forgodtbefindende og øjeblikkelige indskydelser. Vi længes efter at befri os fra det døde liv, fra det gamle menneskes liv som slave: “Enhver, der gør synd, er syndens træl. Men trællen bliver ikke bestandig i huset; sønnen bliver der bestandig. Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie” (Joh 8,34–36). Disse vers fra Johannesevangeliet kan tjene som kommentar til vor lignelse. Den Fortabte Søns liv er blevet som en slaves liv, et liv til og for døden: “Jeg er ikke længere værdig at kaldes din søn.” Efter at han, alene ved disse ord, er blevet genindsat i sin sønneværdighed ved Guds Søns frelsende virke, kan han forblive fri for evigt i Faderens hus.
Hvordan da bringe omvendelsen til aktivitet i vort eget liv? Det enstemmige svar fra Fædrene lyder, at omvendelse betyder at leve efter budene. Men Kristus kom ikke for at lære os regler for god opførsel. Han kom og gav Sit liv for os, for at vore liv kunne blive som Hans. Fader Sophronij [discipel af Hl Silouan, klosterforstander i England, + 1993, red.] har ofte gentaget, at Gud er skjult i Sine bud. Denne udtalelse kan forekomme temmelig uudgrundelig. Men fra det øjeblik, hvor vi begynder at praktisere lydighed mod budene i vort eget liv, en indre lydighed og en kærlighedens lydighed, forstår vi, at F. Sophronijs ord er sande. Det er måden at leve på, omvendelsen som ethos [grundlæggende holdning, red.], som muliggør mødet med Gud. Men omvendelsen har ikke værdi i og for sig. Vi omvender os og angrer vore synder og fejl, “thi Guds Rige er nær”, og fordi vi gerne vil nærme os dét mest muligt. Og vi omvender os yderligere, når vi opdager, at “Guds Rige er inden i jer”, noget, vi aldrig ville kunne opdage af os selv, men som netop åbenbares for os af Gud, som er skjult i Sine bud.
Lad mig dele endnu et ord fra Fader Sophronij med jer: “Gud kender vi ikke som ydre objekt. Vi kender Ham som Liv, der gennemtrænger dem, der lever i Hans buds ånd” (prædiken 15. januar 1990). – Dette er Ortodoksiens centrale vidnesbyrd: Vi kender Gud som Liv; et liv, der gennemtrænger dem, der lever i budenes ånd, dvs. i omvendelse. To slags liv mødes, og det er konkret, der er ikke tale om spekulation. Det guddommelige liv omslutter og transfigurerer menneskets hjerte og hele vor væren. Hl Johannes, som Kirken har givet tilnavnet Teologen på grund af hans dybe kundskab om Den Levende Gud, giver os disse ord fra Kristus: “Dén, der elsker sit liv, mister det; og dén, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv” (Joh 12,25). “Liv” er her oversættelsen af det græske ord “psyche”, dvs. det individuelle jeg, ego’et. Omvendelse er at dø for sig selv for at kunne åbne sig for den anden, for Gud og næsten, og kunne tjene denne anden. Omvendelsen er afslutningen på vor binding til alt dét, der lukker os inde i os selv og slår os ihjel ved at hindre vor deltagelse i og fællesskab med det sande Liv. At “hade sit Liv!” – “Det er en hård tale; hvem kan holde ud at høre på den?” (Joh 6,60). Men disse ord har overlevet tværs gennem tiden, og de giver genlyd med hele sandhedens styrke i vor bevidsthed. Hvis vi tager imod dem i ydmyghed og tager hul på den åndelige kamp, vil vi se, hvor sande de er: For at kunne bede må vi “hade vore liv”; vore tusinde sorger og bekymringer; tidens barnlige underholdningstilbud og alt, hvad der hindrer os i at komme ansigt til ansigt med den ene, sande Gud. Den åndelige kamp løfter os op på Korset med samt vore døde liv, men giver os samtidig en forsmag på Guds Rige. Og Hl Johannes fortsætter: “Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være” (Joh 12,26). At tjene Kristus betyder at følge Ham helt til Hans offerdød. Og hvor befinder Kristus Sig? I den guddommelige nadver. Fedekalven, som faderen beordrer slagtet for at kunne fejre genforeningen med sønnen, er ofte af Fædrene blevet sammenlignet med Kristus selv. Festen i Guds Rige er festen for vor tilbagevenden til Faderen gennem den kærlighed “til det sidste”, der bevidnes på Korset: gennem Kristus, der “som et lam føres frem for at slagtes ..”.
“Min søn var død”; det drejer sig naturligvis om den åndelige død, som vi erfarer i synden og i adskillelsen fra Gud. “Og han er vendt tilbage til livet”; det guddommelige liv, vort genfundne fællesskab m,ed Gud via omvendelsen. Men dette fællesskab indebærer, at vifaktisk slår det gamle menneske ihjel, og dette foruroliger os ofte og gør os bange. For vi har vænnet os til at være i selskab med vor egen smålighed og snæverhed, vi vandrer i velkendt terræn, selv om vi er ved at kvæles i dette helvede. Sejren over os selv består i den bøn, vi kan nå frem til, og som lader os tage springet ind i det ukendte, “thi ved Din hjælp sønderbryder jeg mure” (Sl 18,30). Vi forlader da denne verdens visdom.
Omvendelse og “hjertets sted”
Fædrene, som taler om den åndelige bøn, anbefaler os at søge “hjertets sted”, det hellige rum, hvortil Gud kalder os for at fejre den hellige tjeneste, Han har gjort os til præster for, med krav om hellighed: “Vær I da hellige, som jeg er hellig”. Men “hjertets sted” kan kun findes gennem omvendelse! Ja, er omvendelsen ikke selv det sted? “Hold din opmærksomhed i helvede” [citat fra Hl Silouan, red.], i dét, som er omvendelsens og kærlighedens helvede. Ligesom Påskens Opstandelsesikon fremstiller Kristi nedfart til helvede, er det i bunden af vort eget helvede, vi møder Kristus. Uden dyb omvendelse lader det sig ikke gøre at smage opstandelsen. Hvis Ortodoksien altid lader Opstandelsens kraft stråle med særlig intensitet, er det fordi vi har tilegnet os Herrens ord, “Omvend jer, thi Himmelens Rige er nær”, og fordi vi bestandigt lader disse ord lyde.
Lignelsens anden del præsenterer dens tragiske side. Det åndelige livs indsats er hverken sentimental eller moralsk. Kender vi ikke denne ældre broder rigtig godt, så godt faktisk, at det skræmmer os? Jeg skal være ærlig og sige, at gennem lang tid gjorde denne anden del mig ubehageligt tilpas. For jeg sagde til mig selv: “Jamen det er jo sandt, hvad han siger; og jeg forstår udmærket, at han beklager sig over aldrig at have fået så meget som en ged, så han kunne feste med sine venner, når har nu igennem alle årene er blevet hjemme og har tjent sin far”. Og jeg kunne jo forstå, at der var ét eller andet, der undgik min opmærksomhed! Men hvad? Jo, simpelt hen, at første del af lignelsen er fyldt af glæde, fordi det er beretningen om en omvendelse og om åbenbaringen af Guds barmhjertighed; men fortsættelsen er i virkeligheden beretningen om mangel på omvendelse. – Dette er måden, hvorpå Kristus får os til at opdage vort eget hykleri: Vi lever i Kirken, vi beder, måske siger vi oven i købet “Herre forbarm Dig”, vi faster, vi overtræder intet ydre bud, alt er mao. Som det skal være, eller i hvert fald næsten, men vi omvender os ikke!! Og så bebrejder vi Gud, at Han holder Sig på afstand af os, og at Han ikke som tegn giver os en lille ged! Men hvis vi ikke levede egoistisk og lukket om os selv, oppustede af vor gode samvittighed, så ville vi bekymre os om vor broder, som var ved at fortabes. I stedet for at dømme og fordømme ham for hans spildte liv ville også vi være løbet ham i møde. Vi ville have søgt at “rense det indvendige af bæger og fad” (Matt 23,25), vort hjertes hellige rum, og vi ville have været med ham i vore bønner, for som Hl Silouan siger: “Vor broder er vort eget liv”. Altså skulle vi glæde os over at tage del i kærlighedens festmåltid i stedet for at blive blinde af vrede, jalousi og had.
Er denne anden del af lignelsen ikke netop den virkelige opfordring til omvendelse? Dette spejl, som Kristus holder op for os, er en påmindelse og et råd om vagtsomhed. Hl Silouan siger, at det endelige kriterium for, om vi virkelig hører Kristus til, er kærligheden til vore fjender. Det lader sig ikke gøre at leve kærligheden til fjenderne, til den faldne broder, uden personlig omvendelse. Lad os ikke være de løgnere, som apostlene undsiger, der siger, de elsker Gud, men hader deres broder (1. Joh 4,20). “Vi véd, at vi er gået over fra døden til livet, thi vi elsker brødrene. Dén, der ikke elsker, bliver i døden” (1. Joh 3,14). At gå over fra døden til livet gennem at dø fra os selv, dét er hele “programmet” for omvendelsen og opstandelsen i Kristus.
Hver gang Evangeliet bliver læst op under den hellige Liturgi, er der forud gået en bøn, hvor temaerne oplysning og kald til omvendelse flettes uløseligt sammen: “Oplys, menneskeelskende Herre, vore hjerter med Din visdoms uforgængelige lys og åben vor forstands øjne, så vi kan begribe forkyndelsen af Dit Evangelium. Indplant også i os frygten for Dine hellige bud, så at vi kan leve et åndeligt liv og i ét og alt tænke og handle efter din vilje. For Du er vore sjæles og vore legemers lys, Kristus vor Gud, og Dig opsender vi lov og ære tillige med din evige Fader og Din gode og livgivende Ånd, nu og altid og i evigheders evighed.” Således kan vi læse Evangeliet som den uudtømmelige, livgivende kilde, der frelser os fra den daglige død. Evangeliet, som lader os lytte til Kristus selv, og som befordrer Hans guddommelige Liv til os, er den nøgle, der endeligt åbner omvendelsens dør for os.
Foredrag holdt ved ortodokst sommerkursus;
Bretagne sommeren 2002;
Manuskript oversat fra fransk og bragt
Med M. Theodoras venlige tilladelse og
Igoumen F. Symeons velsignelse.