Mosaik af hellige Johannes Chrysostomos fra Hagia Sophia i Konstantinopel
I: Den guddommelige liturgi og påskeprædiken
”Må Kristus, vor sande Gud høre forbønnerne fra Sin alrene moder, Sine hellige højlovede apostle, vor hellige fader, Johannes Chrysostomos, ærkebiskop af Konstantinopel,( …) Kristi hellige og retfærdige forfædre, Joakim og Anna, og fra alle de hellige og forbarme Sig over os, for Han er god og elsker menneskene.” Sådan afslutter præsten altid den guddommelige liturgi, bortset fra de 10 gange om året, blandt andet søndagene i den store faste, hvor vi fejrer den hellige Basilios den Stores liturgi. (1)
Selv om begge liturgier er resultat af en udvikling, hvor der gennem tiden er blevet tilføjet nye bønner, har de bevaret navn efter de to store kirkefædre, som de oprindelig var knyttet til, for de er ikke ændret væsenligt p.g.a. tilføjelserne, ”idet ingen av de liturgiske bønnene som er knyttet til de nevnte hellige fedrenes navn er forkortet eller utvidet eller erstattet av noe annet. Samtidig er alt som etter apostlenes tid har utgjort liturgiens vesentlige innhold, blitt bevart og overlevert, så man i Den Ortodokse Kirke siden har sett bort fra muligheten for å kunne lage noe som kunne sidestilles med disse, for ikke å si erstatte dem.” (2)
Ved Kristi Opstandelse påskemorgen fejrer vi igen Johannes Chrysostomos’ liturgi efter fastetidens Basilioslitugier. Vi hører hans påskeprædiken og fyldes af dens skønhed og glæde, for den lyser af tilgivelse og tro på Kristus som dødens overmand: ”Kom (…) alle ind til Herrens glæde, tag alle del i belønningen, såvel den første som den sidste, såvel den fattige som den rige og dans med hverandre. (…) Død, hvor er din brod? Død, hvor er din sejr? Kristus er opstanden, og du er besejret. Kristus er opstanden, og dæmonerne er faldet. Kristus er opstanden, og englene jubler.”
Hvem var Johannes Chrysostomos, der har givet os den guddommelige liturgi og det opløftende påskebudskab? Hvordan var hans vej mod Gud?
II: Et kort overblik over hans liv
Han blev født i Antiochia i midten af 300-tallet, i den by hvor man første gang kaldte disciplene kristne (Ap 11:26). Det var Romerrigets tredjestørste by med en kvart million indbyggere, hvis velbjergede klasse hverken manglede brød eller skuespil, og som levede det ”vilde liv” på byens væddeløbsbaner, teatre og badeanstalter. De kristne udgjorde en en minoritet – ikke helt ubetydelig ganske vist, og Kirken var én blandt mange religiøse grupperinger i byen.
I løbet af sin opvækst introduceres Johannes til tidens filosofi og retorik, men han gør snart oprør mod sine professorer og deres åndshovmod og retter hele sin lidenskab mod teologien. Han søger op i bjergene bag Antiochia, hvor eremitterne lever et ganske andet liv end byens borgere, et liv forankret i tilbedelsen af Gud.
Her opholder han sig i flere år, først under vejledning af en læremester og siden alene i en grotte. Da han, tvunget af sygdom forårsaget af det strenge asketiske liv, vender tilbage til byen i 381 bliver han ordineret til diakon og fem år senere til præst. Han virker i 12 år som præst i Antiochia, og han arbejder ihærdigt på at få byens verdsliggjorte kristne til at indse, hvad det egentlig vil sige at leve det kristne liv: ”De kristne skulle være skeptiske over for den verdslige magt, de skulle være salt til modvirkning af forrådnelsen i verden, de skulle være lys, som trængte ind i hver hemmelig krog, hvor der blev lagt skændige planer.” (3)
Han bliver respekteret for sin renfærdige levevis, højt elsket og beundret for sine prædikener, og alligevel kan det være svært for de fleste at koncentrere sig mere om Kirken end om hippodromen!
Fra det multireligiøse Antiochia føres han til den daværende verdens hovedstad, det kristne Konstantinopel, hvor kejser Konstantin havde indført kristendommen som den officielle religion i 312.
Johannes’ ry som forkynder har spredt sig viden om, og der er bud efter ham i den kejserlige hovedstad, men han afslår. Til ingen nytte: Han bliver narret ud af Antiochia, ført til Konstantinopel og indviet til patriark den 26. februar 398. Men Johannes egner sig hverken til at være hofprædikant eller til at velsigne det officielle liv, og han kommer snart i konflikt med omgivelserne ved at revse både den åndelige og verdslige magt og ved at omdefinere bispeembedet i sit eget ydmyge og ubestikkelige billede. Efter et forgæves forsøg på at sende ham i eksil i 401 lykkes det endeligt for kejser Arcadios at komme af med den ”besværlige” patriark i 404. Han bliver sendt ud på en lang og anstrengende rejse.
Hans sidste tilflugtssted bliver Comane i Pontus, hvor han dør den 14. september 407
. I Kirken er hans mindedag henlagt til den 13. november for at undgå sammenfald med festen for ”Korsophøjelsen”.
III: Hl. Johannes Chrystomos’ liv ifølge Synaxariet (4)
Denne strålende stjerne på de helliges firmament, denne Kirkens søjle, denne universets læremester, så dagens lys i 344 ( eller snarere 354) i Antiochia ved velhavende kristne forældre: Secundus, som var general i hæren, og Anthouse, en beundringsværdig, troende og from kvinde, der blev enke som knapt 20-årig, og som, i stedet for at gifte sig igen, foretrak at vie resten af sit liv til Gud og til opdragelsen af sin søn. Hun indgød Johannes kærlighed til kyskhed og såede dydens frø i ham. Han selv udviste i øvrigt en natur, der brændte for fromhed og forsvar for retfærdighed, frygtløs iver og et urokkeligt mod. Hans mor sørgede for, at han fik et omfattende kendskab til tidens hedenske litteratur hos de bedste lærere, blandt andre den berømte Libanius. Hans retoriske talent var så bemærkelsesværdigt, at man forestillede sig, han kunne blive en strålende advokat, og Libanius så ham som sin efterfølger.
Men Johannes lod sig ikke adsprede af verdens forfængelighed; døbt som 20-årig, og ordineret som læser kort tid efter, vendte han sig fra da af mod de helliges sande Filosofi. Efter dåben hørte ingen ham nogensinde mere udtale skældsord, løgn, bagtalelse endsige finde behag i at håne eller kritisere et andet menneske. Han iførte sig virkelig Kristus ved at smykke sig med dyder ved hjælp af en intens daglig kamp. Efter eksempel af sin ven Basilios, som havde den samme kærlighed til Gud som han selv, opgav han enhver forbindelse til verden og trak sig tilbage til familiens hus for at leve et asketisk liv. Den unge mand var meget streng over for sig selv, han overgav sig lidenskabeligt til faste, nattevågen og bøn uden at tillade sig nogen form for adspredelse.
Han opholdt sig til stadighed alene med Gud i tavshed, opmærksom på at vise ethvert udbrud af vellyst og vrede fra sig. Han lykkedes så vel med det, at han meget snart erhvervede evnen til at bede uden ophør og bevare sindsroen og mildheden under alle forhold. Når det senere hændte, at han lod sig rive med i sine prædikener, var det altid med henblik på menighedens opbyggelse og uden nogensinde at miste sin selvbeherskelse. Som 25-årig havde ryet om hans dyder allerede spredt sig, og Antiochias biskop ville præsteordinere ham, men den ydmyge Johannes, der forfærdedes ved tanken om denne funktions frygtindgydende storhed, foretrak at flygte, og ved en hellig list lykkedes det ham at få sin ven Basilios ordineret i stedet for sig selv.
Efter moderens død kunne han realisere et længe næret ønske om at give totalt afkald på verden og trække sig tilbage blandt munke, som levede på bjergskråningerne omkring Antiochia. Dér levede han under vejledning af en syrisk asket i lydighed, absolut fattigdom, faste og bøn. Munkene stod op ved midnatstide og bad sammen indtil solopgang, hvorefter enhver gik ind i sin celle for at tilbringe resten af dagen med ydmygt arbejde eller med at grunde over Den hellige Skrift. Alt, hvad de indtog af føde, var lidt brød og salt efter solnedgang, så talte de en kort tid med hinanden om åndelige emner, før de hvilede sig lidt.
Efter fire år med denne levevis, hvor Johannes tjente som forbillede for sine brødre, besluttede han sig for at trække sig tilbage alene med Gud i en grotte. Her kunne han overgive sig til de mest hårdnakkede kampe for at underlægge kødet ånden. Han tilbragte hele denne periode uden nogensinde at sætte sig for at sove, men hvilede sig lidt ved at hænge sig op i skuldrene ved en snor , der var fastgjort til loftet. Han tilbragte al sin tid med at bede og grunde over Skriften, som han kendte på en enestående og dyb måde. Men han udsatte sig selv for så streng faste og kulde, at han efter et års tid fik en alvorlig nyresygdom og måtte vende tilbage til Antiochia. I løbet af den korte tid, hvor han levede det monastiske liv, erhvervede Johannes en usædvanlig viden om guddommelige ting, og, på trods af sin unge alder, begyndte han at undervise og udarbejde flere traktater om det åndelige liv.
Kort tid efter sin tilbagevenden til Antiochia (380), blev han diakonordineret af den hellige Méletios (mindet den 12. februar) og fem år senere præsteordineret af dennes efterfølger Flavian (386). Han blev modtaget med jubel af folket og påtog sig i 12 år den sande åndelige ledelse af den store metropol, som allerede i adskillige år havde lidt under sørgelige tilstande i de gejstliges levevis. Man fortæller, at nogle under hans ordination så en hvid due sætte sig på hans hovede, og faktisk tog Helligånden, der som ildtunger nedsteg over apostlene på pinsedag, fra da af bolig i Johannes og gav hans ord den Hellige Ilds kraft. Hans veltalenhed var så strålende, at han samlede hele byen hver gang han prædikede i de forskellige kirker, og han fremkaldte en så stor begejstring hos sine tilhørere, at han ofte blev afbrudt af en tordnende applaus. Hans ord var at ligne ved flodens overstrømmende vande, som ”glæder Guds stad” (Ps 45/46:5); de trængte dybt ind i hjerterne og opløftede sjælene mod Gud og kærligheden til dyden. Af alle Fædrene, er det Johannes, som udmærkede sig mest ved veltalenhed, og derfor blev det snart kutyme at kalde ham Chrysostomos dvs. ”Guldmunden”. Hans forkyndelse hvilede især på Den hellige Skrift, hvis søde honning han flittigt havde smagt i sin ensomhed. Han holdt af at gøre rede for Skriftens bogstavelige betydning og vise dens sammenhæng med det guddommelige plan, den afdækker, idet han altid relaterede den til tidens aktuelle kristne liv. Han betragtede de guddommelige mysteriers dyb og undersøgte dogmernes rigdom, men han forstod at vise, at disse finder deres stråleglans i de hellige dyder: almisse, retfærdighed, anger og hjertets sønderknuselse, der grunder sig på tilliden til Guds grænseløse barmhjertighed. Derfor kaldte man ham ofte ”Barmhjertighedens Forkynder” og ”Angerens oplyste Øje”. Men han nøjedes ikke med forkyndelsen, han organiserede også velgørenhed, ledede ceremonier og bønner, tog sig af enhver som af sin egen sjæl og dømte i offentlige sager, som da det oprørte folk væltede statuer af kejser Theodosios i 387, en handling som ville have ført til blodig gengældelse uden Johannes’ mellemkomst.
I 397 døde ærkebiskoppen af Konstantinopel, den hellige Nectarios (mindet den 11. oktober), og hans tomme sæde blev grådigt efterstræbt, især af Théophilos, ærkebiskop af Alexandria, som var misundelig på den kejserlige bys voksende indflydelse og ønskede at indsætte én af sine egne støtter, Isidoros. Imidlertid havde Johannes’ry bredt sig langt ud over provinsen Antiochias grænser, og han forekom at være den eneste virkelig værdige kandidat til at påtage sig denne opgave. Under pres fra førsteministeren Eutropios udpegede kejser Arcadios ham som ærkebiskop og lod ham bringe til Konstantinopel ved hjælp af en list, som stillede ham over for et fait accompli, idet man var klar over, at hans ydmyghed ville have forhindret ham i at acceptere et sådant embede. Han blev indsat februar 398 af Théophilos, som nærede et dybt nag til ham.
Ikke så snart var han blevet biskop, før hans retoriske talent og hellighed strålede i al sin glans. Han prædikede utrætteligt overalt, samlede umådelige skarer, som lyttede begejstret til ham. Han udviste en fars kærlighed til sine troende og talte fortroligt med dem: Han glædede sig over deres fremskridt i dyd og udgød tårer, når hans belæringer ikke førte til noget. Det lå ham fjernt at vise servil taknemmelighed over for de høje hoffolk, som havde støttet hans udnævnelse, og han angreb uden tøven de riges overdrevne brug af luxus, fornøjelser og deres hykleriske fromhed, uden dog nogensinde at anklage nogen ved navns nævnelse. Han tjente selv som eksempel på evangelisk fattigdom ved at fjerne al luksus, der ellers var knyttet til biskoppens person. Han lod ærkestiftets gods og kostbarheder sælge for at uddele indtægterne til de fattige og lade opføre hospitaler og herberg for de fremmede. Selv ejede han intet og havde frigjort sig fra enhver pligt angående invitationer og officielle middage: Han spiste altid alene, netop nok til at nære sin syge og afpillede krop, han tog aldrig imod nogen invitation for at undgå at deltage i ligegyldige samtaler. Derimod var han i allerhøjeste grad gæstfri, besøgte selv syge og fangne, hjalp fattige og nødlidende. For at bringe de sjælefordærvende spil og skuespil til ophør organiserede han processioner og salmesang, som lod sig høre i byen fra morgen til aften. Man holdt faktisk ofte vågenætter, for at de, som arbejdede om dagen, kunne komme og bede i nattens ro. Johannes opfordrede i øvrigt enhver til at afbryde sin søvn for at ofre lidt tid på bøn. På det tidspunkt var det, han forfattede bønnerne til den hellige liturgi, som vi fejrer i dag. Når han celebrerede, så han ofte en Engleskare stige ned fra himmelen og svæve omkring alteret.
Trods de mange pastorale opgaver havde han først og fremmest Den hellige Skrift for øje og grundede over den. Han var så fordybet i den, at han ofte glemte at spise og sove. En nat så den discipel, som stod ham bi, i det skjulte, hvordan den hellige Paulus selv stod hos ham og dikterede ham kommentaren til sine epistler. Johannes’ iver for dyden udstrakte sig til alle omkring ham, og han bestræbte sig energisk for at rette op på gejstlighedens levevis og ekskommunicere visse biskopper, der havde købt sig til deres embeder (simoni). Han kerede sig ivrigt om missionen og udbredelsen af Evangeliet til barbarerne: i særdeleshed til gotherne, som han hjalp til at få en kirke i Konstantinopel.
Men al den aktivitet og beslutsomhed for at ændre folks levevis skaffede snart den hellige biskop adskillige fjender på halsen såsom visse adelige hyklere og mondæne biskopper, som udnyttede ethvert påskud til at bagtale ham.Theophilos af Alexandria udnyttede også disse rygter og den beskyttelse, som Johannes havde ydet visse munke, der var tilhængere af Origenes’ lære, og som var flygtet fra Nitria, til at anklage ham og forsøge at få ham afsat af et koncil udelukkende sammensat af egne tilhængere (Chêne-koncilet 403). I stedet for at reagere på disse groft løgnagtige anklager og alle hofintrigerne foretrak Johannes at efterligne Kristus, sin Herre, som stod tavs foran sine anklagere og overgav sig til lidelsen som et lam til slagtning. Han lod sig altså dømme og afsætte, og, skønt folket var rede til at gøre opstand for at forsvare sin elskede hyrde, overgav han sig selv til soldaterne, som førte ham i eksil til Bithynien. Men straks efter den hellige mands afrejse, brød et jordskælv løs i hovedstaden, fulgt af andre katastrofer som fik kejserinde Eudoxia til at indse sin fejltagelse, og, til folkets begejstring, tilbagekaldte hun Johannes.
Tilbage på tronen var Johannes dog ikke af den grund parat til at indgå kompromisser. Hans gode forbindelse til kejserinden varede kun nogle få måneder, lige indtil denne lod indvie en statue til sin egen ære midt i festligheder og støjende demonstrationer, som forstyrrede kirkens tjenester og medførte en irettesættelse fra Johannes. Intrigemagerne udnyttede kovendingen i den kejserlige gunst til at gå til angreb igen. I 404 lykkedes det Théophilos og hans tilhængere at overtale kejseren til ikke at deltage i påskefejringerne, forestået af Johannes, under påskud af dennes illegitime position. Kejser Arcadios viste biskoppen ud af hans kirke og gav ordre til at jage de gejstlige, der var forblevet tro mod den hellige, og de troende ud af kirkerne, i selve det øjeblik, Store Lørdag, hvor man celebrerede dåbshandlingerne. Det hele gik så voldsomt for sig, at blodet flød i dåbskarene. Urolighederne fortsatte i tiden efter påske. Johannes var spærret inde i sit palads, nøje overvåget af militæret. Kort tid efter pinse besluttede kejseren sig endelig til at befale Johannes i eksil, på trods af Eudoxias frygt for at katastroferne ved hans tidligere afrejse skulle gentage sig. Han overgav sig selv, men folket, der havde samlet sig omkring Hagia Sofia var i oprør, det kom til slagsmål, og der udbrød ildebrande, som ødelagde en stor del af katedralen og senatspaladset. Man undså sig ikke for at anklage Johannes’ tilhængere for ildspåsættelse og bruge anklagen som påskud til hadefuldt at forfølge og plage dem.
Imens måtte Johannes udholde alle tænkelige prøvelser i et barsk eksil. Fra Nicæa, hvor han først kom til, blev han ført til Cucuse (lille Armenien), hvor han led under det barske klima, sult, angreb fra barbarer, isolation. Men med et urokkeligt mod og håb opretholdt han en rig korrespondance, hvori han trøstede dem, der måtte tåle eksil og forfølgelse på grund af ham. Hans situation vakte interesse hos paven af Rom, Innocent, som forsøgte at støtte ham, men uden held. Eftersom hans blotte tilstedeværelse blev fordømt af hans fjender, gik de i gang med at få ham overført til et endnu mere ugæstfrit sted ved Sortehavets breder, for foden af Kaukasus. Uden hensyntagen til hans alder og skrøbeligheder tvang man den hellige biskop til at trave i al slags vejr og ad vanskelige veje. Efter tre måneder nåede de til byen Comane i Pontus og standsede tæt ved et kapel, der var indviet til den lokale martyr, Basiliscus. Om natten, mens Johannes bad trods sin store udmattelse, viste den hellige martyr sig for ham og sagde: ” Fat mod, min broder Johannes; i morgen vil vi være forenede.” Den følgende morgen bad han om hvide klæder, modtog den hellige nadver og opgav sin ånd til Gud, idet han sagde: ”Giv Gud æren for alle ting!” (14. september 407).
Konstantinopel led endnu mange år under skismaet: Johannes’ disciple anerkendte ikke de efterfølgere, som kejseren indsatte. I 438, da freden var vendt tilbage og Johannes’ hellighed anerkendt af alle, førte man hans hellige relikvier tilbage til hovedstaden i triumf. Overførelsen mindes i Kirken den 27. januar.
IV: Afrunding efterfulgt af en lille prædiken
Som det fremgår af ovenstående tekster, har Johannes Chrysostomos, ved sit liv og virke i Kirken, en enestående stor betydning for sin samtid og op igennem århundrederne lige til i dag! Først og fremmest som elsket hyrde og forkynder og forfatter til den guddommelige liturgi.
I modsætning til hl. Basilios den Store (mindet den 1. januar) deltog han ikke i tidens heftige dogmatiske debat om Kirkens forståelse af Helligåndens plads i Treenigheden, som den udfoldede sig op til det 2. økumeniske koncil i Konstantinopel 381.
Jeg indledte med at citere fra Johannes’ påskeprædiken, og jeg afrunder med et eksempel på én af hans mange andre prædikener. Han kunne prædike mere end to timer uden manuskript. Nogle kilder (5) beretter, at der var stenografer til stede, som nedskrev, hvad han sagde og siden fremlagde det for ham til godkendelse.
Andre kilder (6) fortæller, at han skrev sine prædikener ud på forhånd, hvorefter skrivere kopierede dem, og sendte dem til at blive læst op i adskillelige andre menigheder. Hvordan det nu end er gået for sig, så er mange af hans prædikener bevarede, Gud ske lov!
Her følger et eksempel på én af dem, udvalgt fra en lille samling af forkortede, bearbejdede uddrag af prædikener: (7)
Ejer jeg huset, jeg bor i?
Nej, det er kun et lån fra Gud, så længe jeg er på dette sted. Ejer jeg de klæder, jeg bærer? Nej, de er udlånt til mig, indtil de slides op, eller jeg forærer dem bort til én, der trænger mere til dem. Ejer jeg denne krop, som I ser stå her? Nej, den udlånte Gud til mig, da jeg blev født, og Han tager den tilbage, når jeg dør. Ejer jeg den bevidsthed, som udtænker de ord, jeg udtaler? Nej, også den lånte Gud mig ved min fødsel, og den vil forsvinde, når jeg dør.
Ejer jeg overhovedet noget?
Ja, jeg ejer de dyder, som har vokset og blomstret i min sjæl i løbet af livet. I den udstrækning jeg er vokset i kærlighed, ejer jeg kærlighed. I den udstrækning jeg er vokset i tro, ejer jeg troen. I den udstrækning jeg er vokset i mildhed, ejer jeg mildhed.
Disse ting er udødelige; de er guddommelige gaver, som Gud ikke vil tage bort, fordi Han ønsker Himmelen selv opfyldt af dyd. Og jeg ejer naturligvis min sjæl, hvori disse dyder har rod.
- Ortodoks Bønnebog — Den guddommelige liturgi – Lille troslære, p. 104 Hl. Silouan Forlag 2006
- Den Ortodokse Kirkes Guddommelige Liturgier, p. 11 Solum Forlag AS, Oslo 2005
- Peter Halldorf ”Det fædrene ophav – historien om 21 kirkefædre”, p. 150 Forlaget Aros 2002
- Le Synaxaire – vies des Saints de l’Église Orthodoxe (I), p. 501–508 Editions ”To perivoli tis Panaghias”, Thessalonique 1987
- Peter Halldorf ”Det fædrene ophav – historien om 21 kirkefædre”, p. 147
- ”On Living Simply – The Golden Voice of John Chrysostom”, ”Introduction” Compiled by Robert Van de Weyer. Liguori/Triumph – Liguori, Missouri 1997
- ibid. p. 29
Inger Birgitte Bjerg