Hellige Athanasios af Alexandria
Vor hellige fader Athanasios, ortodoksiens grundpille og hele verdens lys, fødtes hos rettroende og fromme forældre i året 295, lige inden den store forfølgelse under Diokletian (297 — 313) brød ud, i den kosmopolitiske stad, Alexandria, hvor de mest forskellige folkeslag boede sammen, og hvor alle slags gudsdyrkelse og trosretninger stødte sammen.
Som ung dreng havde Athanasios ikke smag for andet end dét, der angår Gud og Kirken. En dag, da han legede med sine kammerater på stranden og med den største alvor repeterede de kirkelige tjenester, førte han, som biskop, de børn, som endnu ikke havde modtaget den hellige oplysning, frem til dåben. Biskop Alexander (den ‘rigtige’ biskop, red.) mærkede sig dette med beundring, erklærede dåben for gyldig og tog den unge dreng under sin beskyttelse.
Under sine studier viste Athanasios kun mådelig interesse for de verdslige videnskaber. Han foretrak i tavshed at væve de hellige dyders kjortel ved at grunde over Det Gamle og det Nye Testamente, og han trak sig for en tid tilbage i ørkenen hos den hellige Antonios, hvis brændende discipel han forblev hele livet.
Tilbage i Alexandria blev han derpå ordineret som diakon og påbegyndte sit teologiske og pastorale arbejde. Det var på den tid, han skrev sine to første værker: “Afhandling mod Hedningene” og “Afhandling om Ordets Inkarnation”. Deri fordømmer han først meningsløsheden i de hedenske filosofier og trosretninger, og han viser, at Faderens Ord ikke alene er verdens Skaber, Visdom og Forsyn, men at Han (Ordet, red.) også har gjort Sig til Frelser for menneskene, som var faldet i forgængelighed.
“Ordet blev menneske, for at vi kunne blive Gud” (“Om Inkarnationen”, §54). Gennem vor forening med Kristus bliver vi i sandhed “deltagere i guddommelig natur” (2. Pet. 1,4), for Han er ikke blot en skabning, men Han er Faderens eget Ord, Guds enbårne Søn og selv Gud, som er blevet Menneske for at gøre os til Faderens børn og arvinger. Denne faste overbevisning skulle snart, for den hellige Athanasios, blive hans livs og hans kampes raison d’être. Han var en ubøjelig forsvarer for læren om Ordets guddommelighed og troen på den hellige Treenighed, og således blev han forkynderen af den kristne hellighed og af vor mulighed for guddommeliggørelse.
Netop i denne periode var der en præst i Alexandria, Arius. Han var begejstret for disputter og satte snarere sin lid til den menneskelige fornuft end til troen for at kunne nærme sig Guds mysterier. Arius begyndte at så forvirring blandt folk ved at lære dem, at Gud Ordet ikke er evig, men at Han er skabt i tiden, og at Han følgelig kun metaforisk kan kaldes Guds Søn.
Arius blev bortvist fra Alexandria og tog tilflugt i Cæsarea; og han udbredte snart forvirringen til hele kejserriget, i en grad så kejseren, Konstantin den Store, besluttede at indkalde Det Økumeniske Koncil i Nicæa (år 325) for klart at erklære Ordets guddommelighed. Hellige Athanasios ledsagede ved mødet den gamle Ærkebiskop Alexander, og han spillede en så afgørende rolle ved forsvaret af sandheden, at han tiltrak sig beundring fra de ortodokse og indædt had fra dem, der førte vranglære.
Fra da af var hele Athanasios’ liv helliget forsvaret for og forkyndelsen af den fulde væsensenhed (gr.homoousios) mellem Faderen og Sønnen. Athanasios’ navn skulle blive synonymt med troen fra Nicæa, med den ortodokse tro. Da den hellige Alexander døde i året 326 (han mindes den 29. maj), blev den brændende Athanasios énstemmigt valgt af Alexandrias befolkning som den hellige Markus’ efterfølger.
Hans første opgave blev at genskabe enhed og orden i det kæmpestore stift, som var splittet, ikke alene af den arianske vranglære, men også af de skismatiske meletianere (tilhængere af Biskop Meletios af Lycopolis, som bl.a. modsatte sig at vise barmhjertighed over for de frafaldne, som ønskede at vende tilbage til Kirken. Meletios etablerede et parallelt, ukanonisk hierarki, som i en lang periode skabte uro i den ægyptiske Kirke). Hertil kom sædernes og den kirkelige disciplins forfald. Gennem adskillige år rejste Athanasios gennem alle egne af Ægypten, helt til den etiopiske grænse. Han forkyndte, og han ordinerede biskopper og vandt på den måde kærlighed blandt folket, som indtil det sidste betragtede ham som deres fader. Han besøgte også de utallige klostre, helt indtil Thebaids ørken, og han rejste til Tabennesis til den hellige Pachomios’ (som mindes den 15. maj) monastiske kongregation, hvor han præsteviede Pachomios.
Under Athanasios’ fravær havde meletianerne imidlertid sat alle slags bagvaskelser i omløb, og da han vendte tilbage til Alexandria blev han anklaget for at være uretmæssigt ordineret, for at have påtvunget sit stift tunge skatter, for at have benyttet alle former for vold mod sine modstandere, og især for at have tømt og trampet på en meletiansk præsts alterkalk, og endelig for økonomisk at have understøttet et komplot, der var strikket sammen imod kejseren.
Ærkebiskoppen ulejligede sig ikke med at påvise sin uskyld og begav sig til Nicomedia, den kejserlige residens. Men ved sin tilbagekomst blev han anklaget for at have foranstaltet et mord på den meletianske biskop i Ipsale, Arsenios, og for at have brugt dennes afskårne hånd til magiske ritualer. Athanasios fik fundet Arsenios i det kloster, hvor han gemte sig, og fik sin uskyld til at stå klart i en proces, hvor han fremviste det påståede offer.
På dette tidspunkt havde Arius, som efter koncilet i Nicæa havde været i eksil, haft held med at vinde kejserens gunst, takket være hans ven, Eusebios af Nicomedia, en snu og bedragerisk hofmand. Det lykkedes ham at blive genetableret i Alexandria, hvor han udbredte sin lære blandt folk ved hjælp af sange og talemåder. Athanasios stod imidlertid fast og nægtede med styrke at modtage vranglæreren i sit fællesskab. I år 335, i anledning af festlighederne for hans tredive års regeringsjubilæum, samlede Konstantin et nyt koncil i Tyr (Palæstina) for at genskabe orden. Men de fleste af deltagerne var blevet valgt blandt de mest hårdnakkede modstandere af Athanasios.
Da Athanasios mødte frem sammen med 49 andre ægyptiske biskopper, nægtede man endvidere disse, hans ledsagere, adgang, og meletianerne kunne i ro og mag fremsætte deres forsmædelige anklager mod Athanasios, som var isoleret. Særligt hævdede de, at han skulle have forhindret levering af den hvede, som var nødvendig, for at Konstantinopel kunne få forsyninger. De præsenterede til og med en kvinde, som foregav at være blevet voldtaget af ham. Athanasios fik da én af sine venner til at indtage hans plads, og straks erklærede det arme væsen, som aldrig havde set den hellige, at hun genkendte ham, der havde forgrebet sig på hende; og således trådte hendes bedrageri klart frem.
Det var tydeligt, at Athanasios’ fjender for enhver pris ville hans undergang. Udenfor mødte folkemængden, som lumsk var blevet hidset op, ham med høje hyl om, at han var brutal og uværdig. Athanasios gjorde da det klogest mulige, han skjulte sig for dem og rejste i hemmelighed til Konstantinopel, hvor han bad om retfærdighed hos Konstantin, idet han råbte ham an under en ridetur. Men på trods af støtte fra folket i Alexandria, og på trods af breve til kejseren fra den hellige Antonios, blev den hellige biskop sendt i eksil i Trier, hovedstaden i Gallien. Man genindsatte officielt Arius i Kirken, og kejseren, som var under indflydelse af Eusebious, beordrede ærkebiskoppen i Konstantinopel til at fejre gudstjeneste sammen med vranglæreren. Dog blev gudsforagteren ramt af den guddommelige retfærdighed og omkom på uværdig vis lige inden gudstjenesten, idet hans indvolde spredtes ud på et aftrædelsessted.
Lidt over to år senere, da kejser Konstantin døde, blev landsforvisningen ophævet af dennes søn, Konstantin II, og den hellige Athanasios kunne vende tilbage til Alexandria via Cæsarea i Kappadokien og Antiokia, for dér at bekræfte den ortodokse tro. Da han ankom til Alexandria (den 23. november, år 337), blev han modtaget med jubel af folket og præsteskabet. Men Eusebios fra Nicomedia og arianerne regnede sig alligevel ikke for overvundne. De genoptog straks deres bagtalelser og erklærede, at Athanasios’ genindsættelse var uretmæssig.
Et kirkemøde af troens bekendere, som var forsamlet i Alexandria år 338, forsikrede den hellige om enstemmig støtte fra alle ægyptiske biskopper, og selve den hellige Antonios (som mindes den 17. januar) besluttede da at forlade sin fjerne ørken og begive sig til hovedstaden for at støtte biskoppen med sit ord og med sine undergerninger. Athanasios’ fjender samlede deres eget kirkemøde i Antiokia og forsøgte med magt at indsætte en vis Gregor af Kappadokien på Alexandrias bispesæde, og ved at oprette bispesædet i kirkerne én efter én, søgte man at tage dem fra de ortodokse (år 339). Hele byen var ét oprør og én stor massakre, og derfor besluttede Athanasios at trække sig midlertidigt tilbage for at undgå, at ondet bredte sig. Han flygtede til Rom efter at have opfordret sit præsteskab til at stå samlet mod de indtrængende.
Pave Julius modtog Athanasios med velvilje og tilbød ham fuld støtte; for han var ikke blot en biskop i eksil, han var blevet ortodoksiens forsvarer. Julius sammenkaldte et kirkemøde, som erklærede Athanasios for den eneste lovlige biskop af Alexandria, og som anerkendte hans uskyld i de latterlige anklager, der var blevet fremsat imod ham. I Rom mødte Athanasios andre bekendere af den sande tro, som var i eksil, for eksempel den hellige Paul af Konstantinopel (som mindes den 6. november). Han fortsatte med at administrere sit stift ved hjælp af breve, og han bidrog i høj grad til, at det monastiske liv udvikledes i Vesten ved at udbrede kendskab til den hellige Antonios’ og de ægyptiske asketers liv.
I år 343 besluttede de to kejsere, Konstantin (i Vest) og Konstantios (i Øst) at sammenkalde er stort kirkemøde i Sardique (Sofia) for at løse spørgsmålet om bispesædet i Alexandria og nå til forståelse om en bekendelse af troen. De orientalske biskopper havde ganske vist forkastet Arius personligt, men de havde modstand imod vendingen “af samme væsen” (gr. homoousios). Uden åbent at hævde, at Guds Søn er er skabning, nægtede de alligevel at proklamere Hans væsensenhed med Faderen. Hele deres modstand mod troen fra Koncilet i Nicæa (år 325) udkrystalliserede sig omkring Athanasios’ person. Da de, som betingelse for kirkemødets samling, havde forlangt, at Alexandrias biskop ikke måtte have sæde deri, forlod de larmende byen og fik således skismaet mellem Øst og Vest til at bryde ud. Østens kejser, Konstantios, som var blevet vundet for arianismen, hindrede de landsforviste i at vende hjem. Han bekræftede Gregors indsættelse på Alexandrias bispesæde, forfulgte de ortodokse og spredte rædsel i hele kejserriget.
Efter Gregors død foreslog Konstantios gentagne gange den hellige, som havde taget ophold i Aquila, at vende tilbage til sit bispesæde. Og endelig, på anmodning af Konstantin, af paven og af dignitarer fra hoffet, sagde Athanisios ja til at vende tilbage til Ægypten igennem Antiokia, hvor kejseren forsikrede ham om sin støtte og beundring, og derpå igennem Cæsarea og Jerusalem. Da han ankom til Alexandria efter mere end seks års landflygtighed den 21. oktober år 346, blev han modtaget af en umådelig menneskemængde, der som en flod af guld var strømmet til fra alle kanter af Ægypten, og som bød ham velkommen med palmegrene, dans og sang, som var det Kristus, der red ind i Jerusalem. Og med Athanasios var Kristus virkelig til stede i Sin Kirke i fred. I en halv snes år kunne den hellige biskop så vie sit liv til sin åndelige flok, til udviklingen af klosterlivet og til at udsende missionærer til nyligt omvendte egne, fx hellige Frumentios af Etiopien (mindes den 30. november).
Denne sejr for ortodoksien blev desværre kortvarig. I år 353 blev Konstantios enekejser og gav endnu en gang efter for indflydelsen fra arianerne, som med forstærket voldsomhed atter lancerede deres angreb mod troen fra Nicæa og mod Athanasios’ person. Kejseren fik Alexandrias ærkebiskop fordømt og tvang til og med, med trusler om landsforvisning, de vestlige biskopper, som hidtil havde været trofaste forkæmpere for den rette tro, til at undertegne forvisningen af Athanasios (Milano år 355). Pave Liberius og den ærværdige Osios af Cordoba, som var næsten 100 år gammel, protesterede. De blev landsforviste uden nåde, ligesom den store, hellige Hilarion ( mindes den 13. januar). Nu manglede der blot at gennemføre fordrivelsen af Athanasios, som blev beskyttet af hele Alexandrias befolkning.
Om natten den 8. februar år 356 omringede hertug Syrian, i spidsen for mere end 5000 soldater, Saint-Théonas Kirken, hvor de kristne var forsamlet i stor mængde for at holde vågenat. Midt under råben og tumult sad Athanasios urokkelig på sin bispestol, omgivet af sine troende i tæt pakkede rækker, som var rede til at dø for at beskytte deres hyrde. Til sidst fik hans venner, mod hans eget ønske, trukket ham uden for kirken og overtalte ham til at flygte ud i ørkenen. Snart opstod der over hele byen oprør imod myndighederne. Soldaterne massakrerede mænd, kvinder og børn, krænkede de hellige jomfruer og plyndrede kirkerne. Der blev givet ordre til at arrestere Athanasios grundet oprør og til strengt at straffe enhver, som gav ham husly.
Fordi han uophørligt blev forfulgt, var Athanasios tvunget til ofte at skifte opholdssted. Det var særligt hos munkene, han fandt den stærkeste støtte og den ivrigste gæstfrihed. Således levede han som flygtning gennem seks år (356 — 362), alt imens han støttede den sande tro gennem en stor mængde polemiske skrifter, rundskrivelser og breve til biskopper i hele verden. I Alexandria havde man på bispesædet indsat en begærlig, voldelig og skupelløs mand, Georg af Kappadokien, som snart satte hele Ægypten i brand for at undertvinge de ortodokse. Han landsforviste biskopper, han dømte alle, som var trofaste mod Athanasios, til arbejde i minerne, han forbød de troende at forsamle sig, og de genstridige blev flået eller brændt levende. Efter et år med sådanne grusomheder rejste Alexandrias plagede befolkning sig imod ham og tvang ham til at flygte (år 358).
Kirkens situation var da mere dramatisk end nogen sinde. Alle fremtrædende stemmer, som havde kunnet løfte sig til fordel for ortodoksien og imod kejserens indblanding i kirkelige affærer, var bragt til tavshed. Overalt var bispesæderne enten ubesatte eller besat af hæretikere. Styrkede af de kejserlige gunstbevisninger blev arianerne endnu mere dristige og søgte at fremtvinge endnu mere ekstreme trosformuleringer, som helt og holdent afviste Sønnens guddommelighed og enhver lighed med Faderen (Aèce og Eunomios). Biskopperne i Øst, som for de flestes vedkommende var moderate og blot modstandere af den sammenblanding af de guddommelige Personer, som ordet homoousios kunne medføre, lod sig gribe af dette og erklærede, at Sønnen er af et væsen, som ligner Faderens(homoiousios) (Basilios af Ancyra).
Det lykkedes for disse biskopper at vinde Konstantios for deres lære, og de overtalte ham til at fordømme de ekstreme arianere og at kalde pave Liberius tilbage fra hans eksil. Den hellige Athanasios og hellige Hilarion af Poitiers benyttede sig af denne læremæssige afsvækkelse til at søge en forlig. Man samlede to konciler, i Sirmium for Vesten og i Seleucia for Østen (år 359), med det formål at nå til enighed om en formulering af troen, som ville have kunnet tilfredsstille de nicænske ortodokse og tilhængerne af homoousios. Men året efter, på et koncil i Konstantinopel, fik den lunefulde kejser proklameret den arianske lære, under dække af en vag og fejlagtig formulering (homoéisme), og denne fik han med tvang gjort gældende i hele kejserriget. Hellige Meletios af Antiokia (som mindes den 12. februar) og alle lederne for de ortodokse blev landsforviste. Vranglæren triumferede overalt! “Hele jorden klagede sig i overraskelse over at se, at den var blevet ariansk” skrev den hellige Jeronimus. – Men Herren våger over Sin Kirke, og Han stilnede stormen i selv samme øjeblik, som forliset syntes uundgåeligt.
I året 360 tilranede Julian Apostaten sig kejsermagten og proklamerede straks tolerance for alle slags gudsdyrkelse. Således kunne Athanasios forlade ørkenen og vende tilbage til Alexandria, hvor han sammenkaldte et koncil af alle de troens bekendere, som gennem årene var blevet adspredt. Man benyttede dette koncil til at fastslå Helligåndens guddommelighed, som så småt var kommet under angreb fra hæretikerne. Men friheden blev kortvarig. Kejseren viste snart sin virkelige hensigt og iværsatte en rasende forfølgelse (af de kristne, red.) i håb om at bringe hedenskabet tilbage. Efter råd fra sine magere og spåmænd sendte Julian soldater ud for at myrde den sande tros forsvarer, Athanasios. Men bevaret under Guds nåde slap den hellige atter en gang bort fra en kirke, der var omringet af soldater, og han gik om bord i en båd og sejlede op ad Nilen mod Thebaide.
Kejserens mænd optog forfølgelsen, og de var kommet nærmere i deres båd, beordrede Athanasios den forbløffede kaptajn til at vende om og sejle dem i møde. Da de to både kom på højde med hinanden råbte soldaterne: “Har I set Athanasios?” Og Athanasios svarede selv med fordrejet stemme. “Ja, ham har vi netop passeret. Skynd jer!” Og mens forfølgerne sled ved årerne, kunne den hellige fortsætte ad en anden vej. Han blev mere end et år i Thebaide i blidt og trøstende selskab med hellige Pachomios’ munke, lige indtil Julian Apostaten døde (år 363).
Så snart den rettroende kejser Jovian havde besteget tronen, tog han skridt til at støtte op om troen. Han inviterede Athanasios til Antiokia for at sætte skik på den følsomme kirkelige situation i stiftet dér. Man hans tidlige død gav plads til den ugudelige Valens, som med endnu større voldsomhed genoptog Konstantios’ politik. Han gav ordre om, at alle de biskopper, som var blevet kaldt hjem af Jovian, atter skulle forvises. Athanasios skjulte sig da igennem fire måneder på en kirkegård i udkanten af Alexandria for at undgå forfølgelser fra (den lokale) guvernør. Til sidst ophævede kejseren dekretet om forfølgelse og beordrede den store biskop genindsat.
Den jublende folkemængde kom løbende alle steder fra til den helliges skjulested for at bære ham i triumftog til hans kirke (den 1. februar år 366). Folket var fra da af fast besluttede på at beskytte deres hyrde, koste hvad det koste ville. Efter så mange kampe og lidelser kunne den gamle mand i fred glæde sig over sine sidste leveår, omgivet af de troendes kærlighed og af hele verdens beundring. Han gav ortodoksiens fakkel videre til hellige Basilios den Store, som fortsatte den store kamp om formuleringen af læren om den hellige Treenighed, en kamp, som først blev afsluttet med den Andet Økumeniske Koncil i Konstantinopel (år 381).
Hellige Athanasios overgav sin “store, apostel-lige sjæl” til Herren den 2. maj 375, da han var 75 år gammel, med den fortrøstning, som findes hos dén, der lige til det sidste har kæmpet den gode strid for troen, retfærdigheden og kærligheden. Fem gange landsforvist havde han tilbragt mere end 16 år af sit 46-årige episkopat adskilt fra sin flok. Men intet øjeblik var han ophørt med at være biskoppen, det vil sige tilsynsmanden, den udadlelige troens forsvarer, det levende billede på Kristus, Ypperstepræsten for vor frelse. Hans fasthed og ubøjelige energi i lærespørgsmål hindrede på ingen måde denne Kristi stridsmand i at være den ydmyge, blide og medfølende hyrde for sin åndelige flok, munkenes ven, de hjemløses fader og de fattiges tilflugt. Ved Ordet, som havde bolig i ham, gjorde han sig til alt for alle. Straks efter sin død blev Athanasios æret af hele Kirken som patriarkernes, profeternes, apostlenes og martyrernes ligemand.
Oversat fra Le Synaxaire de Macaire, moine de Simonos- Petras, Editions To Perivoli Tis Panaghias, Thessalonique 1998, af redaktionen.
Troparion til hellige Athanasios, 3. tone:
Du strålede ved dit gode virke
I den sande tros tjeneste
Du udslettede den falske lære
Og hjembragte sejrherrens trofæ
Du berigede hele verden med troen
Og smykkede Kirken med stor herlighed
Ved dit virke fandt du Kristus, vor Gud
Som ved dine bønner skænker os frelsens nåde.
Publiceret 17/1–09