4. december: Den hellige Johannes af Damaskus

Hellige Johannes af Damaskus

Hel­lige Johan­nes af Damaskus

Hl. Johan­nes af Dama­s­kus
Læs om ikonen

Fra synaxa­riet

Dama­s­kus, Syri­ens hoved­stad, var kom­met under ara­bisk her­re­dømme i 635 og ble­vet sæde for kali­fa­tet. Trods det tunge pres på de kristne var det lyk­ke­des for Serge Mansour, en repræ­sen­tant for én af byens mest navn­kun­dige fami­lier, at vinde kalif Abdul-Maliks (685–705) til­lid og blive hoved­for­val­ter af sager ved­rø­rende de kristne befolk­nin­gers skat­te­byr­der. Det var denne ret­fær­dige og gode mand, der ca. 680 blev far til vores hel­lige fader Johan­nes, Hel­li­gån­dens melo­di­ske instru­ment. Fra barn­dom­men af blev han oplært i dyder som almisse og barm­hjer­tig­hed af sin far, som ofrede store res­sour­cer på løs­kø­belse og befri­else af kristne fan­ger. Johan­nes vok­sede op sam­men med sin adop­tiv­bror Kos­mas (den 14. okto­ber), som Serge havde taget til sig ved Kos­mas’ for­æl­dres død. De to brødre blev ind­ført i tidens ret­nin­ger inden for filo­sofi og viden­skab af den lærde munk Kos­mas, der stam­mede fra Ita­lien, og som Serge havde løs­købt fra ara­berne. Tak­ket være intel­li­gens og klog leve­vis gjorde de to unge drenge raske frem­skridt og udmær­kede sig især inden for poesi og musik, og dét i så høj grad, at deres lære­me­ster efter nogle år måtte indse, at han ikke havde mere at lære dem og bad deres far om til­la­delse til trække sig til­bage og ende sine dage i Saint-Sabas Lavra.

Johan­nes var kal­det til en strå­lende admi­ni­stra­tiv kar­ri­ere: Han beher­skede ara­bisk og græsk fly­dende, og han over­tog sin fars høje embede ved den­nes død under kalif Walid (705–715).

Nogen tid her­ef­ter besteg Léo III Isau­e­ren tro­nen i Byzans, og han tøvede ikke med at plage Kri­sti hel­lige Kirke ved at angribe den fromme tra­di­tion med at ære de hel­lige bil­le­der. Da Johan­nes, den bræn­dende for­sva­rer af troen, erfa­rede dette, sendte han tal­rige breve fra Dama­s­kus til Byzans for at ret­fær­dig­gøre bru­gen af de hel­lige iko­ner i gud­stje­ne­sten ved hjælp af argu­men­ter fra de hel­lige skrif­ter og Fædrene. Ved dette til­trak han sig monar­kens had, og Léo lod frem­sende et falsk brev til kalif­fen fra Johan­nes, hvori han fore­slog kej­se­ren at ero­bre Dama­s­kus. Kalif­fen blev rasende og lod sin råd­gi­vers højre hånd hugge af. Samme aften anbragte Johan­nes sin liv­løse hånd foran Guds­mo­de­ri­ko­nen og med tårer bad han i mange timer Guds­mo­der om at gen­give ham bru­gen af hans hånd. Da han var døset hen, så han iko­nen blive levende og hørte den Alrene trø­ste sig.

Ved sin opvåg­ning opda­gede han til sin forun­dring, at hans højre hånd var kure­ret, og han beslut­tede fra da af at vie den til lovsang for Guds­mo­der, vor Frel­ser Jesus Kristus og for­sva­ret at den orto­dokse Tro. Han afskrev sine admi­ni­stra­tive funk­tio­ner, uddelte sin for­mue og, sam­men med Kos­mas, tog han til Jerus­a­lem for at blive munk i Saint-Sabas.

Klo­strets igu­men betro­ede ham til en hård og kræ­vende munk med stor erfa­ring i kampe på dydens vej. Alt, hvad der kunne minde Johan­nes om hans tid­li­gere glor­vær­dige liv, blev ham for­budt: filo­sofi, viden­skab, poesi, sang, skrift, og han blev beor­dret til at hel­lige sig de mest lave opga­ver uden muk­ken for at lære lydig­hed og ydmyg­hed. Den glim­rende unge mand udvi­ste i alt en beun­drings­vær­dig iver efter at opgive sin egen­vilje og glemme sin for­tid. Men på trods af sin ånde­lige faders for­bud lod han sig en dag presse af en nabo, som lige havde mistet en slægt­ning, til at kom­po­nere et stor­slået tro­pa­rion, som endnu er i brug i vore dage. Da hans ånde­lige fader erfa­rede hans uly­dig­hed, befa­lede han ham at samle alle klo­strets uhum­sk­he­der op med de bare hæn­der, hvil­ket han gjorde uden ind­ven­din­ger. Men nogle dage senere viste Guds­mo­der sig for den gamle munk og bad ham om, fra nu af, at lade sin discipel kom­po­nere hym­ner og digte, som i skøn­hed og from­hed skulle komme til at overgå Davids sal­mer og de hel­lige pro­fe­ters oder.

Som en harpe med melo­disk klang skabte Johan­nes under Hel­li­gån­dens inspira­tion et stort antal hym­ner med fuld­kom­men har­moni, hvis ind­hold genop­tog Kir­ke­fædre­nes dybe­ste teo­lo­gi­ske spe­ku­la­tio­ner. Det var ham, der kom­po­ne­rede den kanon, vi syn­ger til Påske, og som redi­ge­rede stør­ste­delen af Ottetone-hymnerne til ære for Opstan­del­sen. Ham skyl­der vi også flere beun­drings­vær­dige kanon og stor­slå­ede præ­di­ke­ner til fester til ære for Her­ren, Guds­mo­der og de hel­lige. Ud over talen­tet for det melo­di­ske, gav Gud ham også det teo­lo­gi­ske udtryks nåde­gave. Uden at til­føje nyt til de dog­mer og dok­tri­ner, som var ble­vet for­mu­le­ret af de tid­li­gere hel­lige Fædre: Gre­gor Teo­lo­gen, Basi­lios den Store, Johan­nes Chryso­ste­mos, Gre­gor af Nyssa, Maxi­mos Beken­de­ren med flere, har Johan­nes af Dama­s­kus, i en tri­logi med tit­len Kilde til Viden, udfol­det den kristne tros væsent­lig­ste sider med en så beun­drings­vær­dig klar­hed og fylde, at man har kun­net betragte hans værk som seg­let og kro­nen på den store patri­sti­ske æra. Hans Frem­stil­ling af den Orto­dokse Tro er den sik­re­ste refe­rence for en orto­doks kri­sten angå­ende alt, som ved­rø­rer dogma og et eksem­pla­risk monu­ment for den kristne tra­di­tion. Johan­nes afvi­ste kæt­teri og viste hen til den sunde lære, som fører til him­len uden afveje til højre og ven­stre, og først og sidst ind­lagde han sig berøm­melse i kam­pen mod iko­nokla­sterne. I tre lange trak­ta­ter, skre­vet mel­lem 726 og 730, påvi­ste han klart den teo­lo­gi­ske dybde og nød­ven­dig­he­den af at ære de hel­lige iko­ner og relik­vier, for iko­nen er en kund­gø­relse af Inkar­na­tio­nens vir­ke­lig­hed og vor naturs gud­dom­me­lig­gø­relse i de hellige.

Efter at have opnået den sande viden ved sin ydmyg­hed og udhol­den­hed i aske­sen sov denneHel­li­gån­dens filo­sof hen i fred i en alder af 104 år. Man kan sta­dig ære den grotte, han havde truk­ket sig til­bage i på Saint-Sabas Lavra.

Herre Jesus Kristus, Guds Søn,
For den hel­lige fader Johan­nes’ for­bøn­ners skyld
for­barm Dig over os!


På iko­nen ser vi den hel­lige Johan­nes af Dama­s­kus med den karak­te­ri­sti­ske hoved­be­klæd­ning, en udrul­let skriftrulle med tekst på i ven­stre hånd, og i højre en pen­sel på vej ned i blæk­be­hol­de­ren, øjen­syn­ligt i færd med at for­fatte tek­sten, som han viser os.

Ikon­tek­sten er tysk:

Hl. Johan­nes von Damaskus

Og på skriftrul­len står der:

See­krank vom Sturm/ der Lebens­sor­ger vom/
den mitschiffenden/ Sün­den ver­senkt und/
dem seelentötemden/ Raub­tier preisgegeben/
Rufe ich Christus zu/ dir aus der todbrin/genden Tiere führe/
Mich empor

Søsyg af livs­sor­ger­nes storm, tyn­get ned af syn­derne der er med ombord, pris­gi­vet de sjæ­ledræ­bende rov­dyr, råber jeg til Dig Kristus: før mig op af det død­brin­gende dyb.

Publi­ce­ret 19/1–09