– præstemartyr og theofor, som vi mindes i Kirken den 20. december, samme dag som vi indleder forfesten for Vor Herre Gud og Frelser, Jesu Kristi Fødsel i kødet.
Ignatius kendes af eftertiden for de 7 breve, han skrev, i fangenskab kort før sit martyrium ca. år 107, til menighederne i Efesus, Magnesia, Tralles, Rom, Filadelfia og Smyrna samt til biskoppen af Smyrna, den hellige Polykarp (23. februar). Brevene er den ældste større samling breve uden for Ny Testamente, og Euseb (ca. 260 – ca. 340) nævner dem i sin kirkehistorie. Gennem tiden har der hersket nogen tvivl om, hvorvidt brevene virkelig kunne tilskrives Ignatius, men undersøgelser, i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, har vist, at ægtheden af de syv breve ikke kan bestrides. (1)
Ignatius begynder alle sine breve med: ”Ignatius, som også hedder Theoforus…”, altså Gud-bærer. Han skriver det uden selvhævdelse, da det er en betegnelse der gælder alle kristne, for i dåben er vi blevet Kristoforer (bærere af Kristus) og iklædt Helligånden (hagioforer, pneumatoforer, som de hellige Fædre siger). Gennem brevene får vi indtryk af Ignatius’ store omsorg for at bibringe menighederne sin egen tilbundsgående forståelse af kristendommen, af Kirkens organisationsgrundlag og det biskoppelige embedes betydning og for at advare dem mod tidens kætterier:” Skynd jer at komme sammen som til ét gudstempel, som til ét alter, til én Jesus Kristus, som udgik fra den ene Fader og var i én og vendte tilbage til én. Lad jer ikke føre vild af andre lærdomme eller gamle fabler, der er nytteløse.” (brev til Magneserne 7 og 8). Og ikke mindst får vi et slående vidnesbyrd om hans længsel efter martyriet og hans klippefaste tro på Kristus: ”Jeg skriver til alle menighederne, og jeg indskærper alle, at det er frivilligt, jeg dør for Gud, hvis I ikke hindrer dette. Jeg formaner jer: Vær ikke ”en utidig venlighed” over for mig. Lad mig være et bytte for de vilde dyr, ved hvilke jeg kan nå til Gud. Jeg er Guds hvedekorn, og med de vilde dyrs tænder bliver jeg malet, for at jeg kan blive fundet at være et rent Kristi brød.” (brev til romerne 4). Han er som ”en rejsende med kurs mod Himlen” og dog fuldt optaget af, hvordan han bedst kan vejlede sine efterladte disciple og styrke dem i troen. Mange, på vore himmelstrøg, har vist i dag den forestilling, at optagethed af det himmelske nødvendigvis må medføre ligegyldighed over for det jordiske, men de helliges liv viser os netop det modsatte: Jo mere himmel, jo mere jord. Således er også den hellige Ignatius’ liv et eksempel på dette: Kort før sin død var det ham, så at sige, livet om at gøre at skrive til alle menighederne for at styrke og opbygge dem i troen og efterlade dem sin rige åndelige arv og give dem nyttige retningslinier for livet i Kristus.
I Synaxariet (2) kan man læse følgende levnedsbeskrivelse af den hellige Ignatius, ærkebiskop af Antiokia, hvis navn betyder ”ild” (ignis på latin: ild), et mere passende navn kunne han ikke have fået:
…I sin ungdom havde Ignatius kendt apostlene, og var blevet indviet i troens dybeste mysterier af den hellige Johannes Evangelisten sammen med den hellige Polykarp. Han efterfulgte Evodus som den anden ærkebiskop i Antiokia, Syriens hovedstad og den vigtigste by i hele
Orienten, hvis bispesæde var blevet grundlagt af den hellige apostel Peter.
Under Domitians forfølgelse (81–96) opmuntrede Ignatius adskillige bekendere til lade hånt om nogle øjeblikkes pinsler og prøvelser for til gengæld at vinde det evige liv. Han besøgte dem i fængslet, trøstede dem og fortalte dem om sin egen iver efter selv at blive endeligt forenet med Kristus ved at lide den samme død som Han. Men han blev ikke arresteret ved den lejlighed, og da forfølgelserne ophørte stod den frygtløse biskop bedrøvet tilbage over ikke at være blevet kaldet af Gud til at blive en sand og fuldkommen discipel.
I de følgende fredelige år, hvor apostlene gik bort, bestræbte biskoppen af Antiokia sig på at give Kirken sit organisationsgrundlag og på at vise, hvordan Nåden, der nedsteg over apostlene på pinsedag, forbliver og fortsættes i det biskoppelige embede. Fra den mægtige by Antiokia lod hans myndige stemme sig høre i samtlige kirker – dengang små lokale menigheder – for at formane dem til at forblive i enhed og kærlighed omkring biskoppen, der er det jordiske billede på den ene og sande Ypperstepræst: Jesus Kristus. De troende skal forenes i deres urokkelige tro på deres korsfæstede og opstandne Frelser, og ved den samdrægtighed, som opstår af kærlighed og fælles håb skal de samle sig om deres biskop og rådet af præster og diakoner, så tit de kan – især om søndagen, Herrens dag – , for sammen at fejre den hellige Eukaristi, ”ved at bryde det samme brød, som er midlet til udødelighed, modgift mod døden og for det evige liv i Jesus Kristus.”. Dér hvor biskoppen er, er Jesus Kristus, dér er den katolske (universelle) Kirke, forsikringen om det evige liv, beviset på fællesskabet med Gud. Derfor er der kun én lovlig eukaristisk forsamling: den som udføres af Kirken, i troens enhed rundt om biskoppen eller dennes repræsentant (jf. brev til smyrnerne 8,2). Og når forsamlingen er afsluttet, så bør de kristne, i deres liv, i deres indbyrdes forhold og over for verden udenfor, i deres følelser og tanker, udtrykke samme harmoni som den, der udgår fra en citars velstemte strenge, så de kan synge ”med én røst ved Jesus Kristus, én lovsang til Faderen” (brev til efeserne 4). ”Vær forenede med biskoppen”, befaler han efeserne, ”som Kirken er det med Kristus, og Jesus Kristus er det med Faderen, så at alt i enheden er i samklang” (idem 5). Han advarer dem mod had og stridsmål og opfordrer dem til at undgå splittelser af enhver art, ”som oprindelsen til alle onder” (brev til smyrnerne 7). Når de således er styrkede i samhørighed og gensidig kærlighed, vil Sandheden forblive i dem, og Kirken vil, som som en himmelsk stad, forblive ren og uindtagelig for kættersk smitte. I forlængelse af Paulus formulerede Ignatius således de uændrede og uforanderlige principper for Kirkens væsen, den biskoppelige institution, den eukaristiske forsamlings rolle, forholdet mellem den lokale kirke og den universelle Kirke. (…)
Da Trajan var kommet på tronen (98), lod han først de kristne i fred, alt for travlt optaget, som han var, af at føre krig mod barbarerne. Men efter at have besejret skyterne og dakerne, besluttede han sig for, under dødsstraf, at underlægge alle imperiets undersåtter tilbedelsen af idolerne og kejseren. Omkring år 113 drog han i felten i retning af Armenien og Partien, og på vejen gjorde han ophold nogen tid i det strålende Antiokia, hvor han igangsatte en lokal forfølgelse af de kristne. Ignatius følte, at det øjeblik, han så længe ventet på, endelig var kommet, og han meldte sig selv til kejseren og svarede modigt på hans spørgsmål. Han bekendte Gud Skaberen, der elsker menneskene, og Hans enbårne Søn Jesus Kristus, og frygtede ikke for at håne overtroen hos denne mægtige hersker, som anråbte tomme og illusoriske væsener for beskytte sine hære. Irriteret spurgte Trajan ham: -”Du er altså discipel af den Korsfæstede under Pontius Pilatus? – ”Jeg er discipel af Ham, der naglede min synd til Korset, og nedtrampede djævelen og hans intriger” svarede den hellige mand. – ”Hvorfor kalder man dig Theofor?” – ”Fordi jeg bærer den levende Kristus i mig!” –”Lad ham, der bærer den Korsfæstede, blive ført til Rom i lænker for at overgives som føde for løver og forlystelse for folket”, befalede kejseren. Opfyldt af glæde og iver kyssede Guds tjener de tunge lænker, som man lagde på ham, idet han kaldte dem ”mine meget kostbare åndelige perler”, som han så inderligt havde ønsket sig, og som skulle skaffe ham livet i Kristus efter eksempel af den hellige Paulus og talrige andre glorværdige martyrer. Derpå, efter at have taget afsked med sin kirke og formanet sine sønner til at udskifte deres tårer med glædessang, drog han afsted til fods sammen med andre fanger, eskorteret af en deling på ti mand, grusomme og ubønhørlige, sande ”leoparder”, kalder han dem, som mishandlede ham, dog kun med det resultat at forøge hans glæde og iver.
Efter at have forladt Antiokia kom de med stort besvær, snart til vands snart til fods, til Smyrna, hvor Ignatius blev modtaget med stor glæde af sin meddiscipel den hellige Polykarp, som var biskop i byen. Han modtog ligeledes udsendinge fra de nærliggende byer: Biskoppen af Efesus, Onesimus; biskoppen fra Magnesia, Demas og Polybos fra Tralles. Alt imens han gjorde dem delagtige i sine sidste belæringer og opfordrede dem til at efterligne vor Herre Jesu Kristi blidhed og ydmyghed under forfølgelserne og over for hedningenes hån og spot, indgød han dem sin glæde og sit ønske om, hurtigst muligt, at nå frem til fuldkommenhed i martyriet; så at de ikke tog afsked med ham som med en dødsdømt, men hilste ham som en allerede triumferende atlet, som en rejsende med kurs mod Himlen. Fra Smyrna skrev Ignatius beundringsværdige breve til de kristne i Lilleasiens kirker for at styrke dem i troen, anspore dem til at vogte sig for kætteri ved at holde sig til biskoppen og præstekollegiet, forsamlet i én eukaristisk forsamling og for at bibringe dem sin brændende begejstring.
Da det var kommet ham for øre, at de troende i Rom ville forsøge at befri ham i henrettelsesøjeblikket, skrev han til dem for at bremse deres ubelejlige iver og bønfaldt dem om ikke gribe ind. ”Det er nu, jeg begynder at være discipel (…) min lyst er blevet korsfæstet, og der er ikke i mig nogen ild, som næres af kærlighed til det jordiske, men kun vand, der lever og taler i mig og siger til mit indre:”Kom til Faderen” (brev til romerne 7). Kærligheden til Kristus kogte så voldsomt i ham, at den inspirerede ham til disse ord af ild: ”Tilgiv mig brødre; I må ikke forhindre mig i at leve, ønsk ikke min død. Tillad mig at efterligne min Guds lidelser (…) Lad mig blive æde for dyrene, hvorved det bliver mig muligt at finde Gud. Jeg er Guds hvede, og jeg bliver malet af dyrenes tænder, for at blive fundet at være et rent Kristi brød” (brev til romerne 6 og 4).
Derefter gjorde kortegen holdt i Troades, hvor Ignatius med glæde erfarede, at forfølgelserne var ophørt i Antiokia. Og han skrev til kirkerne og bad dem sende repræsentanter for at glæde sig sammen med sine åndelige børn og overdrog omsorgen for sin kirke til Polykarp.
Efter lange og pinefulde etaper nåede de Rom, og han blev modtaget af de troende i hovedstaden, i en stemning, hvor sorg og angst blandede sig med glæde over at modtage denne stjerne fra Østen, som havde gennemrejst verden for at komme og blive stedt til hvile i Vesten. Da øjeblikket for hans henrettelse kom, trådte Ignatius ind i arenaen, som nærmede han sig det hellige alter for fejre sin allersidste liturgi i overværelse af sine troende, blandet med hedninge på bænkerækkerne. Han fremtrådte som fuldkommen biskop og discipel af Ypperstepræsten for vor Frelse, Jesus Kristus, på én gang præst og offer. Tjenstvilligt ofrede han sig for de grådige løver, som kastede sig over ham og fortærede ham i et nu, idet de kun efterlod de største af hans knogler, som han havde ønsket det. Disse kostbare rester blev indsamlet med gudfrygtighed af de troende og ført tilbage til Antiokia, æret på vejen af de kristne, som om hyrden vendte levende og sejrrig hjem til folden.
”Lev vel i Jesu Kristi standhaftighed indtil enden”
(Brev til romerne 10)
Kilder:
1.”Oldkristne Tekster I, De apostolske fædre” ved Søren Giversen
Poul Kristensens Forlag 2001
2. Le Synaxaire – Vies des Saints de l’Église Orthodoxe, Tome Second
Éditions To Perivoli Tis Panaghias, Thessalonique 1988