5 personer fra ærkestiftet er blevet kanoniseret som hellige af Patriarkatet i Konstantinopel: Nonnen, moder Maria (Skobtsova), protopresbyter (ærkepræst) Aleksej Medvedkov, præsten Dimitrij Klepinin, diakonen Jurij Skobtsov og lægmanden Ilja Fundaminskij.
Først i februar modtog vort ærkestifts hovedsæde i Paris officielt brev fra Konstantinopel Patriarkats hellige Synode: I brevet bekendtgjordes, at synoden den 16. januar d.å. havde indlemmet navnene på 5 personer blandt de hellige. Det drejer sig om personer af russisk oprindelse, som levede og afsluttede deres liv i Vesteuropa i 30erne og 40erne i sidste århundrede.
I den officielle kanoniseringserklæring hedder det: “Protopresbyter Aleksej Medvedkov, fader Dimitrij Kepinin, nonnen Maria Skobtsova og hendes søn, Jurij Skobtsov og Ilja Fundaminskij udmærkede sig ved et asketisk og helligt levned. Ved deres værdige liv og som gode, personlige forbilleder tjente de til gavn for mange troende. Under Anden Verdenskrig udholdt de mange lidelser og blev underkastet tortur, som de udholdt med fasthed. Såvel mens de endnu var i live som efter deres død blev de af Gud kendt værdige til undergerningernes gave.
Anmodningen om kanonisering af de fem troens forbilleder blev overdraget til Patriarkatet i Konstantinopel af vort stifts leder, ærkebiskop Gabriel. Efter at have studeret ærkebiskoppens brev “besluttede Synoden i plenum, at fader Dimitrij Klepinig, nonnen Maria Skobtsova og hendes søn, Jurij Skobtsov, og Ilja Fundaminskij, som havde levet deres liv i hellighed og var blevet værdiget martyrernes krans, skulle æres blandt Kirkens salige martyrer og hellige, at de skal æres af de troende, og at man skal synge hymner og sange for dem hvert år den 20. juli.”
Protopresbyter Aleksej Ivanovitsj Medvedkov blev født den 1. juli 1867 i Smolenskområdet i en præstefamilie. I 1889 afsluttede han sine studier på Skt. Petersborgs Åndelige Seminar. Senere tjente han som læser i en kirke i Skt. Petersborg. 1895 blev han diakonordineret og i 1896 præsteordineret. I 23 år tjente han derefter i en lokal menighed. Efter Revolutionen blev han arresteret af bolsjevikkerne, pisket og dømt til døden. Men hans ældste datter gik i forbøn for ham, og f. Aleksej reddede livet, men var halvt lam i ansigtet efter torturen. I 1919 rejste han til Estland, hvor han tog minearbejde for at brødføde familien, og senere arbejdede han som nattevagt. I 1929 flyttede han til Frankrig. Her gjorde han tjeneste ved Hl Aleksander Nevskij Katedralen i Paris og senere i Hl Nikolai Kirke i provinsen. Han døde af kræft den 22. august 1934. Nære venner fortæller, at han aftenen før sin død “sang kirkelige sange med kraftig røst og næste morgen fredfyldt og umærkeligt vandrede til vor Herre.” Under begravelsen var det, som om alle, der fulgte fader Aleksej det sidste stykke vej, blev fyldte af “en lys ro og følte, at hans sjæl ikke gik ned i den mørke grav, men til Herrens strålende sale.” Fader Aleksej blev begravet dér, hvor han havde gjort tjeneste; men i 1956 skulle denne gravplads sløjfes, og da fandt man hans levninger ufordærvede. Han blev gravlagt på ny på kirkegården St. Geneviève-de-Bois uden for Paris.
Præsten Dimitrij Andrejevitsj Klepinin blev født i 1904 i en arkitektfamilie i Pjatigorsk. Efter Revolutionen emigrerede familien til Konstantinopel og siden til Beograd. I 1920erne var han medlem af den russiske studenterbevægelse. Han afsluttede sine studier ved St. Serge Instituttet i Paris i 1929. I 1937 giftede han sig, og senere blev han præst. han var, sammen med moder Maria, én af grundlæggerne af “Den Ortodokse Gerning”, en karitativ og kulturel organisation med det formål at hjælpe russiske emigranter. De drev et bofællesskab og herberg i Rue Lourmel i Paris, og f. Dimitrij var forstander for kirken dér. Han var også aktiv i modstandsbevægelsen, og den 3. februar 1943 blev han arresteret af Gestapo sammen med de andre medarbejdere i organisationen og sat i koncentrationslejr. Senere endte han i en underjordisk lejr i Buchenwald, hvor han undergik mangfoldige ydmygelser, inden han døde den 8. februar 1944.
Nonnen Maria (med det civile navn Elisabeth Jurjevna Skobtsova, født Pilenko) blev født den 21. december 1891 i Riga. Hun var den første kvinde, som fuldførte studier på Skt. Petersborg Åndelige Akademi. I 1921 emigrerede hun og flyttede til Paris. Hun blev nonne i 1932. Hun blev valgt som sekretær for den russiske studenterbevægelse i Frankrig, først med provinsen som sit område, dernæst, i 1933, leder for det centrale sekretariat for mission og socialt arbejde. Siden grundlagde hun en organisation for velgørenhed og kultur og oplysning blandt russiske emigranter (“Den Ortodokse Gerning”) i Rue Lourmel, Paris (se ovenfor). I 1943 blev hun arresteret af fascisterne på grund af deltagelse i modstandskampen og for at have skjult jøder. Hun døde den 30. eller 31. marts 1945 i koncentrationslejren Ravensbrück.
Hypodiakon Georg (Jurij Danielovitsj) Skobtsov blev født den 27. februar 1921. Han var søn af Elisabeth Skobtskova, den senere nonne, moder Maria. Han tog del i arbejdet i “Den Ortodokse Gerning” og døde som martyr den 10. februar 1944 i en nazistisk lejr.
Ilja Isidorovitsj Fundaminskij blev født i 1880 i en velstående jødisk familie i Moskva. Han blev medlem af det social-revolutionære parti og var også med i terrororganisationer. Tog uddannelse i Heidelberg og Berlin 1900 – 1902. Han deltog i organiseringen af marine-opstanden i 1905 og flyttede til Frankrig i 1907. Efter oprettelsen af det leninistiske diktatur emigrerede han atter en gang til Frankrig i 1919. Her virkede han som historiker, publicist og redaktør. Han var én af grundlæggerne af “Den Ortodokse Kulturliga” i 1930. Sammen med sin kone, Amalie Osipovna Fundaminskij, hjalp han et stort antal russiske emigranter i Frankrig. Han var også med i studenterbevægelsen og i “Den Ortodokse Gerning”. Han afslog at forlade Frankrig ved fascisternes indmarch, og han endte sit liv i tysk koncentrationslejr den 19. november 1942 efter at være blevet døbt kort forinden.
Se også: