Der er én og kun én grund til at være ortodoks kristen. Nemlig den, at jeg er overbevist om, at min personlige frelse er uløseligt knyttet til Den Ortodokse Kirke. Om at mit forhold til Gud bliver virkelighed i Kirken. Det betyder, at mit åndelige liv udspiller sig inden for Kirkens rammer, fordi jeg véd dybt i hjertet, at Kirken er mit åndelige hjem, og at der ikke er noget andet sted for mig at gå hen.
At være ortodoks kristen er et valg. Men et valg af en ganske særlig karakter. Vi kunne næsten sige et valg af nødvendighed. For den eneste gyldige motivation for at søge Kirken er netop, at jeg er kommet til klarhed over, at her er den vej til frelse, som Kristus har anvist mig. Alle andre motiver er i bedste fald underordnede og egnede til at forvirre mig selv og mennesker omkring mig. I værste fald er de direkte skadelige.
Motivationens spørgsmål tegner sig på en særlig måde for mennesker, som er blevet medlemmer af Guds Kirke, efter at have nået skels år og alder. Vi er konverterede; men til hvad og hvorfor? Er vi blevet nominelt ortodokse, fordi vi er fascinerede af russisk korsang og pittoreske græske kapeller ? Eller var det, fordi vi var utilfredse med den ikke-ortodokse kirke, vi tilhørte før? Med præsten eller formanden for menighedsrådet? Eller havde vi blot tændt nostalgiens projektør og så indfanget Den Ortodokse Kirke, som er så kønt”gammeldags”? Har vi med andre ord valgt Kirken til, enten i protest mod en anden kirke eller fordi vi er æsteter og liturgiske feinsmeckere?
Hvis vi kan svare ja til noget af dette, må vi tænke os meget grundigt om. For livet i Kirken er for alvor. Kirken er det alt-afgørende i vores liv; og det er meget langt fra, ja det er det stik modsatte af, at være et spørgsmål om ”smag og behag”. Vi vælger Guds Kirke (når Gud selv har vist os vej dertil), fordi den bogstaveligt talt er livsvigtig for os. Det er afgørende, at vi bliver ortodokse af denne ene grund, og ikke på grund af en række udvendige træk ved Kirken. At være ortodoks kristen er hverken en leg eller en hobby. Det drejer sig ikke om en interesse eller en personlig præference; det drejer sig om hvert menneskes frelse i Kristi Kirke.
At være ortodoks kristen betyder at være konstant årvågen og vendt mod Gud. Det indebærer, at jeg må omvende mig uden ophør. Det gælder for alle, hvad enten de er barnedøbt i Den Ortodokse Kirke, eller er kommet til senere som såkaldte konvertitter. Vores bevidste valg må bestandig fornyes. Det vilkår gælder, om vi har været kort eller lang tid i Kirken.
Den afgørende forskel, som nogle tænker sig eksisterer, mellem at være ”født ortodoks” og at være konvertit, findes ikke i virkeligheden. For ingen er ”født” som ortodoks. Vores indtræden i Kirken, det være sig tidligt eller sent, går via dåben og myronsalvningen. Og med afsæt i disse Kirkens mysterier er livet som ortodoks en stadig bevægelse hen imod Gud. Ganske vist kan det på nogle områder føles mere ubesværet og naturligt at tage del i Kirkens liv, hvis man er født og opvokset i et miljø, som er præget af den ortodokse tro. Men det ændrer ikke ved det grundlæggende: Vi er alle bestandigt på vej. Kirken består ikke af to væsensforskellige grupper, hvoraf den ene er ”fødte” ortodokse og derfor ikke behøver foretage sig yderligere, mens den anden hele tiden må anstrenge sig for at blive ortodokse. Sådanne forestillinger er et vildspor.
Men kæmpe må vi. Og ortodokse i Vesten må ikke så sjældent kæmpe på to fronter. Den ene front udgøres af visse ”gammel-ortodokse” gruppers nationalisme, som sætter lighedstegn mellem denne eller hin nationale kultur og den ortodokse tro. På denne, ydre front kan vi møde de særeste krav om at gå i lære som russere eller grækere for overhovedet at blive anerkendt som ortodokse.
På den anden front, den indre, møder vi imidlertid ofte, paradoksalt nok, endnu hårdere modstand. Dér optræder en sygdom, som vi kunne kalde ”konvertitis”. Sygdommen har to sæt symptomer, som tilsyneladende er hinandens modsætning; og dog er der tale om én og samme sygdom, som bunder i uklare eller misforståede bevæggrunde for at søge til Kirken.
Det ene gruppe af symptomer skal vi ikke sige mange ord om i denne artikel. Den er karakteriseret af en ”folkloristisk” og romantisk begejstring for alt fremmed og eksotisk fra traditionelt ortodokse lande. Den giver sig udslag i servile knæfald for den før nævnte nationalisme. Og den kendes frem for alt på, at vi forveksler den ortodokse kristne tros sandheder med ydre skik og brug fra denne eller hin ortodokse region. De angrebne kan kendes på de vældige anstrengelser, de gør for at tilpasse sig fremmed sprog, klædedragt og kirkelig optræden.
Den anden gruppe symptomer er overordnet karakteriseret ved, at vi nægter at ændre noget som helst. Samtidigt med at vi søger til og indtræder i Den Ortodokse Kirke, forbeholder vi os ret til at fortsætte vores religiøse praksis nøjagtig som hidtil og oven i købet at stille hver vore private betingelser for at kunne ”godkende” Kirken. Ofte udspringer disse betingelser af, at vi er drevet af kirkelig synkretisme, som forudsætter, at Den Ortodokse Kirke blot er ”én måde” at være kirke på og ét valg blandt andre mulige. Så bliver vi ortodokse af visse, sekundære grunde, men uden at begribe det afgørende.
Sådanne synkretistiske drømmerier kan give sig de særeste udslag. Mennesker kommer til Kirken med hver deres private krav: ”Jo, jeg vil gerne være ortodoks, men kun på den betingelse at Kirken ændrer sin kalender og holder påske sammen med andre kristne!” Eller: ”Jeg vil gerne være ortodoks, men kun på den betingelse at Kirken indføjer Frans af Asissi i kalenderen og begynder at male ikoner af Teresa af Avila!” Eller: ”Jeg vil gerne være ortodoks, men kun hvis jeg kan have nadverfælleskab med romerkatolikker og lutheranere!” Eller: ”Jeg vil gerne være ortodoks, men kun hvis jeg kan fortsætte med at meditere efter Mahesh Maharishis yoga– og meditationsskole!”
De nævnte eksempler stammer fra det virkelige liv. De lader sig naturligvis ikke opfylde i virkelighedens kirkelige verden. Her følger endnu en sand beretning, som er bundløst sørgelig og samtidig umådelig komisk. Og som, så ekstrem og karikeret den måtte forekomme, er karakteristisk for den totalt manglende forståelse af Kirkens væsen, som driver den økumeniske synkretisme:
Jeg blev engang kontaktet af et voksent menneske, et medlem af Den Danske Folkekirke, som anmodede om at blive døbt i Den Ortodokse Kirke. En begavet mand, akademisk uddannet, som for et par år siden havde trukket sig tilbage fra selvstændig virksomhed. Han havde i en årrække haft ortodokse kontakter i udlandet og var nu nået dertil, at han gerne ville være ortodoks, sagde han. Jeg forklarede til en begyndelse proceduren for, hvordan vi i vort stift modtager kristne fra andre konfessioner. Det var så også i sin orden for den pågældende, selv om han helst ville springe katekuméntiden over og i øvrigt gav udtryk for, at han ville have foretrukket dåb frem for modtagelse ved myronsalvning.
Efter kort tids brevveksling kom sagens rette proportioner imidlertid for en dag: Nærmest som en formssag nævnte jeg, at modtagelse i Den Ortodokse Kirke jo forudsætter, at medlemskab af andre kirkesamfund bliver bragt til ophør. Og dermed tog samtalen imellem os en overraskende vending. For denne mand, som følte sig så overens med den ortodokse tro, at han havde henvendt sig til en ortodoks præst med anmodning om dåb, han drømte ikke om at forlade den lutherske kirke! Han havde i fuldt alvor forestillet sig, at han på én og samme tid kunne have kirkeligt fællesskab med ortodokse og med lutheranere.
Jeg spurgte ham, hvad han da havde tænkt sig. Det viste sig, at han for nylig var blevet valgt ind i sit lokale, lutherske menighedsråd! Han havde sørget for, at kirken dér havde anskaffet en ikon. Han havde holdt foredrag i sin egen menighed og andre steder om ortodoks kirke og tro (jeg tør knap tænke på indholdet i de foredrag). Han opfattede det på den måde, at han havde en opgave med at oplyse de lutherske om ortodoksien, og her mente han, det kunne være en stor hjælp, hvis han var medlem begge steder. Ja, han mente oven i købet, at han ville svigte den vigtige opgave med at udbrede kendskabet til Den Ortodokse Kirke, hvis han meldte sig ud af den lutherske kirke.
Den pågældende havde kort sagt ikke forstået noget som helst. Vi træder ind i Guds Kirke for at blive frelst, ikke for at kunne gøre os interessante med vores pædagogiske eller spirituelle talent blandt mennesker uden for Kirken. Ikke for at bidrage til forestillingen om, at troen overalt er den samme, blot med lidt forskellige fremtrædelsesformer.
Jeg måtte naturligvis svare blankt nej til hans anmodning. Det blev han meget skuffet over. Og ikke nok med dét; han blev også vred. Vred på mig og vred på vores ærkebiskop og stift. Han mere end antydede, at hans ortodokse kontakter i udlandet så ganske anderledes på sagen. Han fremsatte den tanke, at vores stift skulle følge nogle helt særligt ”strenge” regler. Og ikke mindst endte han med at anklage mig personligt for at træffe hjemmelavede afgørelser, der skulle bunde i, at jeg er anti-økumenisk og rent ud sagt fjendtlig over for andre kristne.
Jeg har refereret ovenstående, ikke for at hænge nogen ud, men for at illustrere, hvor langt ud i absurditeten man kan komme, hvis man lader sine private drømme om på egen hånd at kunne ”forene” alle kristne blokere for en klar og realistisk forståelse af den ortodokse position: Vi tror, at Den Ortodokse Kirke er identisk med Trosbekendelsens ”ene, hellige, katolske og apostolske Kirke”. Sådan er Kirkens opfattelse; og hvis vi vælger at blive ortodokse, vælger vi at gøre denne Kirkens tro til vores egen tro. Følgelig er det meningsløst samtidig at ville fastholde, at samtlige, eller de fleste, eller dog nogle få andre kristne kirkesamfund også er Kirken, bare på ”en anden måde”.
At være (blevet) ortodoks indebærer for den enkelte, at jeg passer mine egne sager, dvs. deltager så ofte og så opmærksomt, det er mig muligt, i min Kirkes og min menigheds liv, frem for bestandigt at fodre drømmene om, at der måske er noget endnu bedre rundt om det næste hjørne. Det indebærer, at jeg søger at få bedst mulig orden i mine egne synder og mit eget skriftemål, frem for at beskæftige mig med, hvilke fejltagelser i Kirkens hierarki, der mon er skyld i, at det ikke er lykkedes at genforene alle kristne. Det indebærer, at jeg i ærefrygt og alvor nærmer mig den hellige nadver i min egen Kirke og menighed uden at lade mig forstyrre af tanker om samtidig at kunne være del af et helt andet fællesskab.
Vi, som aktivt har valgt Kirken til, må bestræbe os af al kraft på at vokse ind i Kirken og blive helt almindelige, ortodokse kristne. Vore ønsker om samtidigt at kunne være både katolikker og protestanter er uden hold i virkelighedens verden og dertil et tegn på manglende modenhed. Vores omsorg, og den kan meget vel være ægte og kærligt ment, vores omsorg for de andre, de ikke-ortodokse, virkeliggør vi bedst ved, så godt vi kan, at samtale med alle, som viser interesse for Kirken, og ved at være et eksempel på ortodoks kristent liv i det kirkelige landskab dér, hvor vi bor.
Jeg skal konkludere. Konklusionen består i at vende tilbage til denne artikels indledning: Den eneste grund til at være ortodoks er, at det er livsvigtigt at blive og forblive indlemmet i Guds Kirke, som er vejen til sandhed og frelse. Vi lægger målrettet alle drømmerier fra os, efterhånden som vi trænger dybere ind i Kirkens liv. Vi relativerer ikke den fulde troens enhed på grund af vores menneskelige trang til konsensus. Tværtimod: Vi virkeliggør vores fællesskab med andre kristne ved efter evne at vise dem vejen til den fulde sandhed i Den Ortodokse Kirke.
Af f. Poul Sebbelov