Af f. Poul Sebbelov
Kirkens inderste væsen og Kirkens virke i verden lader sig ikke skille fra biskoppens og præstens embede. Disse elementer er vævet tæt og uløseligt sammen.
Det tjener intet positivt formål at give karakterer til andre kristne. Vi må nøjes med at konstatere, at det fulde fællesskab mellem kristne ikke for nærværende lader sig virkeliggøre i Kirkens liv. Det kan vi se deraf, at ortodokse, romersk katolske og protestantiske troende ikke får del i Kristi legeme og blod fra samme kalk, at der altså ikke er nadverfællesskab mellem alle kristne.
Vi bør holde os fra at sætte etiket på dem, der er kristne på en anden måde end os selv. Vi må, inden for hver vore teologiske rammer, positivt gøre rede for, hvad der bestemmer kirken. Og mens vi gør det, må vi holde os for øje, at hver eneste kristen, ja, hvert eneste menneske, kan være knyttet til Kristi Kirke med bånd, som alene er synlige for Gud.
Den Ortodokse Kirke har den tro, at den udgør den ”ene, hellige, katolske og apostolske Kirke”, vi nævner, hver gang vi under gudstjenesten synger eller fremsiger Trosbekendelsen. Som en del af sin grundlæggende bekendelse udsiger Kirken således sin tro på sig selv som Guds Kirke, synlig, konkret og genkendelig ved at være til stede og virke blandt mennesker på jorden.
Kirkens jordiske virke er først og fremmest baseret på troen på en guddommeligt givet nåde og myndighed, som vi plejer at kalde ”den apostolske succession”. Det begreb er derfor et grundlæggende element i den ortodokse bestemmelse af, hvad Kirken er.
Kirken er imidlertid ikke begrænset til det jordiske. Guds Kirke er det kristne, mystiske fællesskab, som omfatter både Himmel og jord, både levende og hensovne. Kirken er de helliges samfund; og Kirken er Kristi mystiske legeme, hvis hovede er Kristus selv. Kirken er således ikke nogen menneskelig organisation, selv om vi naturligvis kan pege på en række organisatoriske strukturer i den jordiske Kirkes opbygning. Kirken er en theandrisk organisme, dvs. den er en levende enhed, som på én og samme tid er guddommelig og menneskelig. Kirken er Guds liv blandt mennesker; og Kirken er de troendes liv i Kristus.
Når det så gælder den jordiske, den synlige del af Kirken, hviler den som nævnt på den apostolske succession. Begrebet omfatter kirkens ledere, tilsynsmænd eller biskopper til alle tider; og det indebærer den faste overbevisning, at Kristi 12 apostle fra Gud modtog en særlig udvælgelse og myndighed. Den nåde og myndighed både kan og må meddeles videre gennem slægterne til Kirkens hierarki eller biskopper, for at Kirken fortsat kan leve som Kristi legeme og videreføre Kristi tjeneste blandt mennesker på jorden.
Den jordiske Kirke udgøres således af de troendes fællesskab, samlet om biskoppen. Uden biskoppen er der ingen Kirke; for biskoppen er den jordiske Kirkes bærende element. Hver enkelt biskop er imidlertid fuldt og helt bærer af nådens fylde. Dette er vigtigt at forstå. Der er ikke, og der kan ikke være, tale om nogen karismatisk ”rangordning” mellem biskopperne. Ingen biskop er ”over” de øvrige, hverken når det gælder forvaltningen af de hellige mysterier eller formuleringen af Kirkens tro og lære.
Ingen enkelt biskop er derfor bærer af en større eller dybere Helligåndens nåde end andre; men visse biskopper tilregnes en såkaldt æresforrang, baseret på historiske, geografiske og nationale kriterier. Således er patriarken i Konstantinopel af hele Den Ortodokse Kirke anerkendt som ”den første blandt ligemænd”, uden at han derfor tilskrives nogen dogmatisk bestemt overhøjhed, endsige ufejlbarlighed, i læremæssige spørgsmål. Ingen enkelt biskop ejer Kirken eller er hævet over den.
Der er én og kun én biskoppelig nåde og ordination. Alt derudover er rent administrative ordninger eller ærestitler. Dette forhold giver imidlertid ofte anledning til forvirring. Er en metropolit ”mere” end en biskop? Er en patriark eller en pave tilmålt en ”større” nådegave end en almindelig biskop? Er der én patriark, som pr. definition er den øverste? Svaret på alle disse spørgsmål er, at der er én apostolsk nådegave, som meddeler enhver biskop den samme, fulde og uafkortede karisma.
Lad mig understrege endnu en gang: Kirken er ingen organisation; den er en organisme af enestående karakter: Kirken er Kristi legeme. Kirken er, med andre ord, i selve sit væsen ét med Kristus; og med hele sit virke gør Kirken Kristus nærværende på den måde, Han selv har bestemt. Det synlige tegn på, at det forholder sig sådan, er netop den apostolske succession.
Vi må derfor ikke tænke på biskoppen eller på hans stedfortræder, præsten, som om de var løsrevne individer, som har tilrevet sig eller er blevet tillagt særlige rettigheder og magtbeføjelser i samme forstand, som nogle erhverver sig politisk eller økonomisk magt. Vi må derimod opfatte biskop og præst som dem, der i Kirkens fællesskab er blevet pålagt denne særlige tjeneste.
Biskoppens embede, forstået i hele sin apostolske sammenhæng og i lyset af dén Helligåndens nåde, der meddeles apostlene, er forudsætningen for, at vi kan tale om og tro, at Kristi eget præstedømme er konkret nærværende i Hans Kirke. For dette er den yderste pointe og den inderste kerne i den ortodokse forståelse af det præstelige embede: Der er én ypperstepræst, Kristus selv; og følgelig er der kun ét præstedømme og én præstelig tjeneste, nemlig Kristi egen tjeneste, Han, hvis legeme brydes og hvis blod udgydes ”for jer og for mange til syndernes forladelse”, som det hedder i nadverbønnen.
Her er vi ved det afgørende i den præstelige tjeneste. For den består dybest set af dette ene: Kirkens hierarki bærer i sig den guddommelige nåde, som tillader enhver biskop i Kirkens skød at aktualisere Kristi eget offer og forvalte de guddommelige mysterier, først og fremmest den hellige nadver. Den nådegave er fælles for alle biskopper, for efter ortodoks tro kan intet enkelt menneske, præst eller biskop, påberåbe sig i sin person at være ”Kristi stedfortræder”.
Den apostolske succession er afgørende, men den står ikke alene. Det er meget vigtigt, at vi gør os dette klart. Kirkens biskopper har kollegialt ansvar for, at Kirkens tro og lære bevares ubrudt, uforandret og i hele sin fylde. Den apostolske succession bevarer alene sin gyldighed for den enkelte biskop, så længe han forbliver i fuld overensstemmelse med Kirkens tro og lære i sin helhed.
Successionen må ikke udarte til en form for selvberoende magi. Den er tværtimod uløseligt knyttet til et reelt indhold, som netop udgøres af Kirkens uforvanskede, apostolske tro. Hvis derfor nogen biskop på egen hånd forvansker kirkens tro efter sin personlige vilje, kan han naturligvis ikke bare åbne sin egen, nye ”kirke” under påberåbelse af den apostolske succession.
Der er faktisk kirker, som søger at fremme en magisk opfattelse af bispeordinationen som en isoleret, selvberoende handling. I verdens største kristne Kirke, den romerske, har dette ført til en række forvanskninger af enhedskirkens oprindelige tro. Det gælder så afgørende elementer som Trosbekendelsen og Gudsmoder, Marias rolle; og det gælder frem for alt den udlægning af apostlen Peters position, som søger at samle al kirkelig myndighed i Rom. Måske er Roms hierarkiske centralisme den største anstødssten overhovedet for håbet om kristen enhed.
Kristi jordiske Kirke er bestemt ved den apostolske udvælgelse, som markeres ved Helligåndens udgydelse over apostlene pinsedag. Apostlenes efterfølgere er Kirkens biskopper, som de troende samles omkring. Biskopperne har i fællesskab den dobbelte opgave at forvalte de hellige mysterier og, sammen med alle troende, at bevare Kristi Kirkes tro uden hverken at lægge til eller trække fra.