Af Biskop Kallistos (Ware)
Vi tror, at Den hellige Skrift udgør et sammenhængende hele. Skriften er på én og samme tid guddommeligt inspireret og udtrykt af mennesker. Den er et autoritativt vidnesbyrd om Guds åbenbaring af Sig Selv; i Skabelsen, i Gud-Ordets Inkarnation og i hele frelsesforløbet. Skriften udtrykker således Guds Ord i menneskers sprog. Vi kender, modtager og fortolker Skriften via Kirken og i Kirken. Vi nærmer os Skriften i lydighed. – Vi kan markere fire centrale egenskaber, der karakteriserer en ortodoks kristen læsning af Skriften, nemlig følgende:
1. Vor læsning må foregå i lydighed.
2. Den må være kirkelig, finde sted indenfor Kirkens rammer.
3. Den må være centreret om Kristus.
4. Den må være personlig.
1. Om at læse Bibelen i lydighed
Allerførst: Når vi læser Skriften, må vi lytte til lydighedens ånd. Den Ortodokse Kirke tror, Bibelen er guddommeligt inspireret. Skriften er “et brev” fra Gud, hvori Kristus Selv taler. Skriften er Guds vidnesbyrd om Sig Selv. Den fremsætter Guds Ord på vort menneskelige sprog. Fordi Gud Selv taler til os i Bibelen, er den korrekte reaktion fra vor side lydighed, modtagelighed og lytten. Når vi læser, tjener vi Helligånden.
Men er Bibelen guddommeligt inspireret, er den menneskeligt udtrykt. Den er et helt bibliotek af forskellige bøger, skrevet til forskellige tider af specifikke mennesker. Hver enkelt af Bibelens bøger afspejler sin tids opfattelse og sin forfatters særlige synsvinkel. For Gud gør ikke noget énsidigt, den guddommelige nåde samarbejder med den menneskelige frihed. Gud tilintetgør ikke vor personlighed, Han forstærker den. Og det er sådan, den inspirerede Skrift bliver skrevet. Forfatterne var ikke blot passive instrumenter, diktafoner, hvorpå en besked er blevet registreret. Hver enkelt af Skriftens forfattere bidrager med sin særlige, personlige begavelse. Foruden det guddommelige er der også et menneskeligt aspekt i Skriften; vi skal værdsætte dem begge.
Hvert af de fire Evangelier har fx sin egen særlige metode. Mattæus fremsætter i særlig grad en jødisk forståelse af Kristus, hvor der lægges vægt på det himmelske Rige. Markus’ beretning indeholder konkrete, billedlige detaljer angående Kristi virke, som vi ikke finder andetsteds. Lukas udtrykker det universelle i Kristi kærlighed, Hans altomfattende medfølelse, der gælder såvel jøder som hedninge. Hos Johannes er der en mere indadvendt og mystisk betonet måde at nærme sig Kristus på, med vægten lagt på det guddommelige lys og den guddommelige iboen. Vi må glæde os over og i dybden undersøge denne livgivende forskellighed inden for Bibelens rammer.
Fordi Skriften på denne måde er Guds Ord, udtrykt ved menneskers sprog, er der plads til ærlige og præcise spørgsmål, når vi studerer Bibelen. Når vi undersøger den menneskelige side af Bibelen, skal vi bruge vor Gud-givne, menneskelige fornuft fuldt ud. Den Ortodokse Kirke udelukker ikke videnskabelig forskning m.h.t. oprindelse, datering og forfatteridentifikation af Bibelens bøger.
Side om side med dette, menneskelige element har vi imidlertid bestandigt det guddommelige element. Vi har ikke blot at gøre med bøger, der er skrevet af bestemte, menneskelige forfattere. I Skriften hører vi ikke blot menneskers ord, karakteriseret ved større eller mindre kunnen og opfattelsesevne; vi hører Guds eget, evige, uskabte Ord, det guddommelige frelsens Ord. Når vi nærmer os Bibelen, gør vi det ikke bare af nysgerrighed og for at samle oplysninger. Vi nærmer os Bibelen med et konkret spørgsmål, et personligt spørgsmål, der angår os selv: “Hvordan kan jeg blive frelst?”
Som det guddommelige frelsens Ord, den er, bør den hellige Skrift i os vække en fornemmelse for underet. Synes du af og til, når du læser og hører, at det alt sammen er blevet alt for velkendt? Er Bibelen blevet noget kedelig? Vi har hele tiden behov for at rense vor opfattelsesevne og se på dét, Herren præsenterer os for, med nye øjne og med forbløffelse.
I forhold til Bibelen må vi være opmærksomme på underet i forventning og overraskelse. Der er så mange steder i Skriften, vi stadig mangler at gå ind i. Der er så megen dybde og storhed at opdage. Lydighed indebærer undren, men også opmærksom lytten.
Vi er bedre til at tale end til at lytte. Vi hører lyden af vor egen stemme, men ofte stopper vi ikke op for at høre næstens stemme, som taler til os. Så det første, der skal til, når vi læser Skriften, er, at vi tier stille og hører efter – og hører efter i lydighed.
Når vi kommer ind i en ortodoks kirke, som er traditionelt udsmykket, og ser op mod alterrummet i kirkerummets østlige ende, vil vi i apsis se en ikon af Jomfru Maria med hænderne løftet mod himlen – den ældgamle og fra Skriften kendte måde at bede på, som også i dag bruges af mange. Denne ikon er et billede på den holdning, vi må have, når vi læser Skriften, nemlig en modtagelighed, hvori vore hænder usynligt er løftede mod himlen. Når vi læser Bibelen, må vi tage model efter Gudsmoder, for hun er i højeste grad dén, der lytter. Ved Bebudelsen hører hun efter i lydighed og svarer englen, “Mig ske efter dit ord” (Luk. 1,38). Hun kunne ikke have båret Guds Ord i sit skød, hvis ikke hun til at begynde med havde hørt efter Guds Ord i sit hjerte. Efter at hyrderne har tilbedt den nyfødte Kristus, siges det om hende: “Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (Luk. 2,19). Og atter, da Maria finder Jesus i templet, hedder det: “Og Hans moder gemte alle disse ord i sit hjerte” (Luk. 2,51). Den samme nødvendighed af at høre efter understreges af de sidste ord, der i Skriften tilskrives Gudsmoder, under Brylluppet i Kana: “Hvad som helst Han siger til jer, det skal I gøre” (Joh. 2,5); sådan siger hun til tjenerne ved brylluppet – og til os alle.
I alt dette virker den hellige Jomfru Maria som et spejl, som en levende ikon af den bibelske kristne. Vi skal være ligesom hende, når vi hører Guds Ord: Vi skal grunde over og bevare alle disse ord i vore hjerter, og vi skal gøre alt, hvad Han siger til os. Vi skal høre efter i lydighed, når Gud taler.
2. At forstå Bibelen via Kirken
For det andet må vi modtage og fortolke Skriften via Kirken og i Kirken. Vi nærmer os Skriften, ikke blot i lydighed, men kirkeligt.
Det er Kirken, der siger til os, hvad der hører til Skriften. En bog er ikke inkluderet i den hellige Skrift på grund af denne eller hin særlige teori om dens datering og ophav. Selv om det fx kunne bevises, at det fjerde Evangelium i virkeligheden ikke skulle være skrevet af Johannes, den discipel, Kristus elskede, så ville dette ikke ændre på det faktum, at vi ortodokse anser det fjerde Evangelium for hørende til den hellige Skrift. Hvorfor? Fordi Johannes’ Evangelium er godkendt af Kirken og i Kirken.
Det er kirken, der siger os, hvad der hører til Skriften, og det er også Kirken, der siger os, hvordan Skriften skal forstås. Da Filip støder på ethioperen, som sidder i sin vogn og læser Gl. Testamente, spørger apostlen, “Forstår du også dét, du læser?” Og ethioperen svarer, “Hvordan skulle jeg kunne det, når ingen vejleder mig?” (Apg. 8,30–31) Vi er alle i ethioperens situation. Skriftens ord er ikke altid selvindlysende. Gud taler direkte til hjertet i hver eneste af os, når vi læser Bibelen. Læsningen af Skriften er en personlig samtale mellem den enkelte og Kristus; men vi har samtidigt brug for vejledning. Og vor vejleder er Kirken. Vi gør fuldt brug af vores egen, personlige forståelse, som vi har opnået ved HelligÅndens hjælp; vi gør fuldt brug af den moderne bibelforsknings resultater; men vi underlægger altid vor private mening – hvad enten den stammer fra os selv eller fra videnskaben – Kirkens fulde erfaring gennem tiderne.
Det ortodokse standpunkt opsummeres i det spørgsmål, man i den russiske Kirke stiller konvertitter under modtagelsesceremonien: “Anerkender du, at Den Hellige Skrift må modtages og fortolkes i overensstemmelse med den tro, som vi har fået overleveret af de hellige Fædre, og som Den hellige Ortodokse Kirke, vor Moder, altid har bekendt og fortsat bekender sig til?”
Vi læser Bibelen personligt, men ikke som isolerede individer. Vi læser som medlemmer af en familie, Den Ortodokse, katolske Kirkes familie. Når vi læser Skriften, siger vi ikke “jeg”, men “vi”. Vi læser i fællesskab med alle de andre lemmer på Kristi Legeme, som findes i alle dele af verden og til alle tider. Den afgørende prøve, det afgørende kriterium for vor forståelse af, hvad Den hellige Skrift indeholder, er Kirkens bevidsthed; Bibelen er Kirkens bog.
Hvor skal vi begynde for at finde frem til “Kirkens bevidsthed”? Det første skridt er at se på, hvordan Skriften bruges i gudstjenesten. Særligt hvordan bibellæsningerne er udvalgt til de forskellige fester. Vi må også konsultere Kirkefædrenes værker og se på, hvordan de fortolker Bibelen. Vor ortodokse måde at læse Skriften på er således både liturgisk og patristisk. Og dette er langt fra let at gennemføre i praksis, for vi har så få ortodokse kommentarer til Skriften på engelsk og andre vestlige sprog; og de fleste kommentarer af vestlig oprindelse benytter ikke denne liturgiske og patristiske tilgang.
Hvad vil det sige at fortolke Skriften liturgisk ifølge dén måde, den bruges på ved Kirkens fester? Lad os, som eksempel, se på de læsninger fra Gl. Testamente, der er udvalgt til aftengudstjenesten ved festen for Marias Bebudelse. Der er tre tekster: 1. Mosebog 28, 10–17, det er beretningen om Jakobs drøm om en stige, der rækker fra jorden til himlen; Ezekiels Bog 43,27 – 44,4, det er profetens syn af Jerusalems tempel med de lukkede porte, hvorigennem kun fyrsten må passere; og endelig Ordsprogenes Bog 9, 1–11, som er ét af de store visdomsstykker i Gl. Testamente, begyndende sådan her: “Visdom byggede sig hus.”
Som deres udvælgelse til Bebudelsesfesten peger på, skal alle disse tekster da forstås som profetier, der henviser til Inkarnationen ved Jomfruen: Maria er Jakobs stige, idet hun leverer det kød, den inkarnerede Gud tager på Sig; Maria er den lukkede port, der, ene blandt kvinder, har født et Barn og dog er forblevet jomfru; og Maria leverer det hus, som Kristus, Guds Visdom (1. Kor. 1,24) tager til Sin bolig. – Når vi på denne måde undersøger valget af læsninger til de forskellige fester, opdager vi i bibelfortolkningen lag, der på ingen måde er indlysende ved en første læsning.
Lad os tage et andet eksempel; den Store og Hellige Lørdags aftentjeneste, første del af Påskens vågenat. Her er der ikke mindre end 15 læsninger fra Gl. Testamente. Læsningernes rækkefølge præsenterer os for de bærende elementer i bibelhistorien og understreger samtidigt den dybere mening i Kristi Opstandelse. Første læsning er 1. Mosebog 1, 1–13, Skabelsesberetningen; Kristi Opstandelse er en ny Skabelse. Fjerde læsning er Jonas’ Bog i sin helhed; profetens tre dage i hvalfiskens bug er en foregribelse af Kristi Opstandelse efter tre dage i graven (jvf. Matt. 12,40). Sjette læsning beretter om, hvordan israelitterne går over Det Røde Hav (2. Mos. 13,20 – 15,19), hvilket foregriber Påskens nye overgang, hvorved Kristus går fra døden til livet (jvf. 1.Kor. 5,7; 10, 1–4). Den sidste læsning er historien om de tre hellige børn i ildovnen (Dan. 3), endnu en “type” eller profeti på Kristi Opstandelse fra graven.
Sådan er resultatet af at læse Skriften kirkeligt, i Kirken og med Kirken. Når vi studerer Gl. Testamente på denne liturgiske facon, og når vi tager Fædrene til hjælp, opdager vi overalt tegn, der peger frem mod Kristi og Gudsmoders mysterium. Når vi læser Gl. Testamente i lyset af Ny Testamente og Ny Testamente i lyset af det Gamle, sådan som Kirkens kalender opfordrer os til, så opdager vi énheden i den hellige Skrift. Én af de bedste metoder til at finde forbindelser mellem Gl. Og Ny Testamente er at benytte en god bibel-konkordans (en bibel med interne henvisninger, red.). Dét kan tit sige os mere om Skriftens betydning end nogen egentlig tekstkommentar.
3. Kristus, Bibelens Hjerte
Det tredje element i vor Skriftlæsning er, at denne må være centreret om Kristus, kristocentrisk. Bibelens bøger udgør et sammenhængende hele, fordi de alle er kristocentriske. Frelsen ved Messias er det centrale emne, der forener dem. Han er den “røde tråd”, der løber gennem Skriften, fra den første til den sidste sætning. Vi har allerede været inde på, hvordan Kristus forudskikkes på siderne i Gl. Testamente.
Megen moderne, kritisk bibelforskning i Vesten har anlagt en analytisk synsvinkel, som splitter de enkelte bøger op i forskellige kilder. De led, der binder disse sammen, trævles op, og Bibelen reduceres til at være blot og bart en række grundlæggende elementer. I denne fremgangsmåde er der afgjort nogen værdi. Men vi må nødvendigvis se på enheden såvel som på forskelligheden i Bibelen, på dens altomfattende endemål såvel som på de spredte tilløb. Ortodoksien foretrækker alt i alt den syntetiske læsning for den analytiske, fordi vi opfatter Skriften som et sammenhængende hele, hvor Kristus er Dén, der forener alt.
Vi er konstant på udkig efter det punkt, hvor det Gamle og det Ny Testamente stemmer overens, og det finder vi i Jesus Kristus. Ortodoksien lægger en særlig vægt på den fortolkningsmetode, der kaldes “typologisk”; med dén udskilles der i hele Gl. Testamente “typer” på Kristus, henvisninger til og symboler på Hans værk. Et markant eksempel på dette er Melkizedek, konge og præst i Salem, som byder Abraham brød og vin (1. Mos. 14,18), og som fortolkes som en type på Kristus, ikke blot af Kirkefædrene, men også i Ny Testamente (Heb. 5,6 og 7,1). Et andet eksempel er, som vi har set, den måde, hvorpå Gl. Testamentes overgang forudskikker dén i N.T.; Israels befrielse fra Farao ved Det Røde Hav foregriber vor befrielse fra synden gennem Frelserens død og Opstandelse. – Det er denne fortolkningsmåde, vi skal anvende på hele Bibelen. Hvorfor er fx læsningerne fra 1. Mosebog i sidste halvdel af Påskefasten domineret af Josefs figur? Hvorfor læser vi i Den Hellige Uge fra Jobs Bog? Fordi Josef og Job lider uden skyld; og på den måde er de typer på eller forudskikkelser af Jesus Kristus, Hvis uskyldige lidelse på Korset Kirken står overfor at skulle markere. Det hele hænger sammen.
En bibelsk kristen er én, der overalt i Skriften, lige meget hvor han læser, finder Kristus på hver eneste side.
4. Bibelen er personlig
“Han, som er ydmyg i sine tanker og optaget af åndeligt virke, han vil, når han læser Den Hellige Skrift, sætte læsningen i relation til sig selv, og ikke til sin næste”; sådan siger en en tidlig asketisk forfatter i det kristne Østen, Hl. Markus Munken. Som ortodokse kristne må vi overalt i Skriften holde udkig efter en personlig forbindelse. Vi skal ikke blot spørge “hvad betyder det?”, men snarere “hvad betyder det for mig?” Skriften er en personlig dialog mellem Frelseren og mig: Kristus taler til mig, og jeg svarer Ham. Dette er det fjerde kriterium i vor bibellæsning.
Jeg må betragte alle beretningerne i Skriften som dele af min egen, personlige historie. Hvem er Adam? Navnet “Adam” betyder “menneske”, og således er beretningen i 1. Mosebog om Adams fald også en beretning om mig. Jeg er Adam. Det er mig, Gud taler til, når Han siger til Adam, “Hvor er du?” (1. Mos. 3,9) “Hvor er Gud?”, spørger vi ofte. Men det rigtige spørgsmål er dét, Gud stiller til Adam i os alle, “Hvor er du?”
Når vi i beretningen om Kain og Abel læser Guds ord til Kain, “Hvor er Abel, din broder?” (1. Mos. 4,9), er også de ord møntet på os, hver især. Hvem er Kain? Det er mig selv. Og Gud retter Sit spørgsmål til Kain i os alle, “Hvor er din broder?” Vejen til Gud består i kærlighed til andre mennesker, og der er ingen anden vej. Når jeg støder min broder bort, udskifter jeg Guds billede i mig med Kainsmærket og fornægter grundlæggende min egen menneskelighed.
Når vi læser Skriften, kan vi tage tre skridt. Først har vi i Skriften Bibelhistorien: verdens historie siden Skabelsen, det udvalgte folks historie, historien om Guds Inkarnation i Palæstina og om de “kraftige gerninger” efter Pinsen. Den Kristendom, vi finder i Bibelen, er ikke en ideologi eller en filosofisk teori, men en historisk baseret tro.
Så må vi tage det næste skridt. Historien, som den præsenteres i Bibelen, er personlig historie. Vi ser, hvordan Gud griber ind til bestemte tider og på bestemte steder, og hvordan Han går i dialog med bestemte mennesker. Vi har for os beretningen om de særlige kald, Gud giver Abraham, Moses og David, Rebekkah og Ruth, Esajas og profeterne, og så Jomfru Maria og apostlene. Vi opfatter denne selektivitet i den guddommelige indgriben i historien, ikke som en forargelse, men som en velsignelse. Guds kærlighed er altomfattende i sit sigte, men Hans Inkarnation finder sted i et bestemt hjørne af verden, på et bestemt tidspunkt, og Han fødes af en bestemt moder. Vi må på denne måde tage imod den enestående karakter, Guds handlen i verden har, sådan som den er beskrevet i Skriften. Dén, som elsker Bibelen, elsker dens detaljer m.h.t. tid og sted. Ortodoksien har en voldsom hengivenhed for Det Hellige Land, for de steder, hvor Kristus boede og lærte, døde og opstod fra de døde. En pilgrimsrejse til Jerusalem og Galilæa er en glimrende hjælp til at komme dybere ind i Skriften: Gå dér, hvor Kristus har gået; gå ned til Det Døde Hav, sidde alene på klipperne og fornemme, hvad Kristus følte under de fyrre dages fristelse i ørkenen; drikke vand fra den kilde, hvor Han talte med den samaritanske kvinde; gå til Gethsemane Have om natten, sidde i mørket under de ældgamle oliventræer og se tværs over dalen til byens lys; til fulde opleve, hvor virkelig den historiske ramme er, og så tage disse oplevelser med hjem til den daglige bibellæsning.
Så må vi tage et tredje skridt. Idet vi gennemlever den specifikke bibelske historie, må vi bringe den i direkte forbindelse med os selv. Vi må sige til os selv; “Alle disse steder og hændelser hører ikke blot til et fjernt sted for længe siden, de er også en del af mit eget, personlige møde med Kristus. Beretningerne inkluderer mig.”
Forræderi, for eksempel, udgør en del af den personlige historie hos enhver af os. Har vi ikke alle, på ét eller andet tidspunkt i livet, forrådt og svigtet andre, og kender vi ikke alle til, hvad det vil sige at blive forrådt og svigtet, og efterlader mindet om disse hændelser ikke blivende ar på vore sjæle? – Når vi så læser beretningen om, hvordan Peter svigter Kristus, og hvordan han efter Opstandelsen rehabiliteres, kan vi se os selv som aktører i beretningen. Ved at forestille os, hvad både Peter og Jesus må have følt umiddelbart efter forræderiet, går vi ind i disse følelser og gør dem til vore egne. Jeg er Peter; kan jeg i dén situation også være Kristus? På samme måde kan vi reflektere over, hvordan rehabiliteringen finder sted; vi kan se, hvordan den opstandne Kristus med en kærlighed, der er blottet for sentimentalitet, genoptager den faldne Peter i fællesskabet, og vi kan se, hvordan Peter for sin del har mod til at acceptere denne rehabilitering. Og vi spørger os selv: Hvor meget lig Kristus er jeg i forhold til dem, der har svigtet mig? Og når jeg selv har svigtet nogen, er jeg da i stand til at tage imod deres tilgivelse, og kan jeg tilgive mig selv? Eller er jeg frygtsom og smålig, holder jeg mig tilbage, og er jeg aldrig i stand til at give mig fuldt og helt til noget som helst, det være sig godt eller skidt? Som Ørkenfædrene siger: “Det er bedre med én, der har syndet, hvis han véd, han har syndet og angrer sin synd, end med et menneske, der ikke har syndet, men opfatter sig som retfærdig.”
Har jeg opnået Hl. Maria Magdalenas mod, vedholdenhed og loyalitet, hun, som gik ud for at salve Kristi Legeme i graven (Joh. 20,1)? Og hører jeg den opstandne Frelser kalde mig ved navn, som Han gjorde med hende, og svarer jeg da Rabbuni (Mester) (Joh. 20,16) lige så enkelt og samlet, som hun gjorde?
Hvis vi læser Skriften efter disse retningslinjer – i lydighed, som lemmer på Kirken, seende Kristus overalt og alting som en del af vor egen, personlige historie – så vil vi fornemme noget af den bredde og dybde, der er i Bibelen. Og dog vil vi altid føle, at vi kun står ved begyndelsen til at udforske Bibelen. Vi er som et menneske, der i en lille bitte båd begiver sig af sted tværs over det uendelige hav.
“Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.”
(Sl. 119, 105)
oversat fra engelsk af red.