Af fader Poul Sebbelov
Med det følgende skal jeg kort antyde læren om menneskets guddommeliggørelse, sådan som den indgår i den ortodokse tro og leves i den ortodokse kirke.
Vi begynder med at spørge: Hvad er meningen, formålet med det kristne liv? Og vi svarer i kirken: Formålet med at leve det kristne liv er at komme til at ligne Gud. Med andre ord: At blive frelst er det samme som at komme til at ligne Kristus. Målet med at være kristen er kriste-lighed. Som Grundtvig (skønt ikke-ortodoks) så smukt og præcist fremstiller forholdet: ”O kriste-lighed, du skænker vort hjerte, hvad verden ej véd.”
Kriste-lighed! Sådan benævnes det kristne livs projekt og perspektiv; og projektet har et teologisk navn: ”theosis” eller ”guddommeliggørelse”. Denne kategori er konstituerende for ortodoks kristen tro og lære; og den adskiller sig afgørende fra både katolsk forsoningslære og luthersk retfærdiggørelseslære. Begge disse vil fortrinsvis hæfte sig ved Guds tilgivelse over for det af synden trælbundne menneske og ved den ”frifindelsesdom”, der udløses heraf. Læren om guddommeliggørelse drejer sig derimod overvejende om den forvandling, indre og ydre, mennesker gennemgår ved at komme Gud nær og blive forenet med ham.
Guddommeliggørelsen i den ortodokse lære er uløseligt knyttet til Guds oprindelige plan med skabelsen. Alt, som er til, alle universets elementer, hele skabningen er bestemt til fællesskab med Gud. Skabningen i sin helhed er ment som en teofani, dvs. en åbenbaring af Guds herlighed. Frelse består derfor ikke alene i, at Gud lader nåde gå for ret i forhold til menneskers overtrædelser; frelse består i ”alle tings genoprettelse”, som apostlen Peter prædiker om (ApG 3:21).
Verden består ikke alene af mennesker, men af alt levende; og mennesket er ikke ene om at være berørt af syndefaldet. Vi tror og lærer, at hele skabelsen er blevet ”underlagt forgængeligheden”; men vi tror også, at alt er bestemt til at forvandles fra ”forkrænkelighed” til ”herlighed” (Rom 8: 20–21). Og vi tror, at mennesket har en afgørende rolle i skabningens forvandling. Ved syndefaldet har vi revet alting med os. Verden er blevet noget, vi oftest misbruger og lægger øde. Men ved Kristus og i hans kirke har vi fået den opgave og det ansvar atter at bære skabningen frem for Gud, vi er blevet sat til at medvirke til igen at samle alt det skabte i kærlighedens fællesskab.
Menneskenes frelse er således knyttet til hele skabelsens frisætning. Først skal vi mennesker blive ”Guds børn”; og ved det nye menneske skal hele skabningen sættes fri fra forgængelighed og få del i Guds herlighed, altså blive guddommeliggjort. Apostlen Paulus fremstiller sagen sådan: ”Thi skabningen venter i inderlig længsel på, at Guds børn skal åbenbares” (Rom. 8: 18).
Guddommeliggørelsen, den gennemgribende forvandling af mennesket og alt det skabte, eren proces. Vi taler ikke om en frifindelsesdom ”én gang for alle”, vi taler snarere om en gradvis forvandling af hele vor måde at være til på. Og forvandlingen finder ikke sted ”automatisk” eller ubevidst. Den finder heller ikke sted imod vores vilje. Tværtimod: Frelse er, ortodokst forstået, resultatet af et bevidst, frivilligt samvirke mellem Gud og menneske.
Hvordan kan et sådant samvirke komme i stand? For det første: Den Ortodokse Kirke har til alle tider lagt afgørende vægt på den rette forståelse af, hvem Kristus er. Alle stridigheder på de 7 kirkemøder, hvoraf det sidste fandt sted år 787, og hvor Kirkens lære i alt væsentligt blev formuleret, drejede sig om dette ene: Hvem er Kristus? Hvorfor? Fordi Kristi ”identitet” er fuldkommen afgørende for vor frelse. Kristus er Gud, og Kristus er menneske, ”uden adskillelse og uden sammenblanding”, som det udtrykkes ved kirkemødet i Chalcedon år 451. Kristi gud-menneskelighed er forudsætningen for vor frelse. Guds Søn tog vor menneskelighed på sig, for at vi kunne få del i hans guddommelighed.
Den ortodokse frelseslære har således som sin kerne en udveksling mellem, men også en forening af Kristus og mennesker. Den mystiske forening af guddommeligt og menneskeligt demonterer tanken om ”stedfortrædende lidelse” til fordel for troen på, at Kristus tog vor forgængelighed og død på sig, så at vi kunne få del i hans sejr over døden og i det evige liv.
For det andet: Hvad er et menneske? Er vi virkelig skabt til forvandling, og har vi virkelig kapacitet til at indgå i samvirke med Gud? Den ortodokse menneskeforståelse har sin rod i skabelsesberetningen. I Første Mosebog 1:26 står der: ”Gud sagde: Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.” Denne dobbelthed, ”billede” og ”lighed”, læser vi som et udsagn om en retningsbestemt dynamik i det skabte menneske. Gudsbilledet er da potentialet, muligheden, i hvert menneske, og livet i Kristus er den stadige bevægelse hen imod den fulde udfoldelse af dette potentiale, hen imod den virkeliggjorte lighed. Kirkens liv er følgelig ikke (kun) en udbedring af syndefaldets skader, men snarere en virkeliggørelse, omend under ændrede betingelser, af Guds oprindelige tanke med sin skabelse.
Hvert menneske indgår personligt, men i Kirkens fællesskab, i fuld frihed i samvirke med Gud med henblik på sin frelse eller guddommeliggørelse. Et menneske er hverken en automat eller en robot, som forud er programmeret til frelse eller fortabelse. Et menneske er heller ikke fastlåst i syndefaldet på en måde, som udelukker enhver positiv medvirken til Guds plan med os. Den ortodokse tro lægger afgørende vægt på menneskets frihed. Ligesom Jomfru Maria er hvert menneske fri til at sige ”ja” eller ”nej” til Guds engel.
Hvordan ser det da ud, vort samvirke med Gud? Hvordan foregår det, når vi, med Paulus’ ord ”arbejder på vores frelse med frygt og bæven”? Ad hvilke veje foregår rejsen frem mod det mål, hvor vi, igen med Paulus, kan sige: ”Jeg lever, dog ikke længere jeg, men Kristus i mig”? Hvori udmøntes det guddommeligt-menneskelige samvirke?
Guddommeliggørelsen begynder, leves og fuldendes i Guds kirke. At være kristen er ikke en abstrakt overbevisning, det er et konkret liv. Det gælder først og fremmest vor deltagelse i de hellige mysterier eller sakramenter. Nadveren er omdrejningspunktet. Kristus har selv knyttet vort nye liv i ham til visse legemlige handlinger: ”Sandelig, sandelig siger jeg eder; hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, så har i ikke liv i jer” (Joh. 6:53). Deltagelse, tilstedeværelse, medvirken i kirkens mysterier og bøn er en uomgængelig del af vejen frem mod fuldt fællesskab med Gud.
Herudover er der sider af kirkens liv, som vi i korthed kunne benævne ”bøn og faste”. Vi indrammer vores hverdag med bønner fra bønnebogen morgen og aften. Dertil beder mange den såkaldte ”jesusbøn” eller ”hjertebøn”, som sigter på at gøre os lige med Martas søster, Maria, som ”sidder ved Herrens fødder og hører på hans ord” (Luk. 10:39). Med Maria retter vi blikket mod ”det ene fornødne”. Og vi forbereder os med faste op til påske, jul og andre af kirkens højtider og løbende på onsdage og fredage.
Endelig vil mange ortodokse troende søge at få lejlighed til at aflægge besøg, om end korte, i ét af de klostre, som er en vigtig del af kirkens liv.
Rundt om i verden er der åndelige kraftcentre, klostre med munke og nonner, som virkeliggør Paulus’ påbud om at ”bede uden ophør”, ikke bare for sig selv, men for os, for hele kirken og for hele verden.
Det kristne livs endelige mål er guddommeliggørelsen, ligheden med Gud. Det betyder, at den kristne tros indhold ikke først og fremmest har at gøre med et ”budskab” eller en særlig kristen ”moral”, men sigter på hvert menneskes forvandling og helliggørelse i Kristus. Evangelisten Johannes udtrykker sagen klart: ”Vi véd, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er” (1. Joh. 3:2).