Reformation, Papisme og Ortodoksi

af f. Poul

”Alle pro­te­stan­ter er kryp­to-papi­ster!” Sådan for­mu­le­re­de en orto­doks, rus­sisk teo­log, Ale­xis Kho­mi­akov, sig i 1846. ”For nu at benyt­te alge­bra­ens præ­ci­se sprog: Hele Vesten ken­der kun ét datum: A. Hvad enten det har det posi­ti­ve for­tegn, ”plus”, som hos romer­ne eller det nega­ti­ve for­tegn, ”minus”, som hos pro­te­stan­ter­ne, så for­bli­ver A’et det sam­me.”

Engel­ske Kal­li­stos Ware ind­le­der sin bog, ”The Ort­ho­dox Church”, fra 1963 med net­op det­te citat fra Kho­mi­akov. Og han kom­men­te­rer Kho­mi­ako­vs udsagn sådan: ”Krist­ne i Vesten, romer­ka­to­lik­ker og pro­te­stan­ter, stil­ler almin­de­lig­vis de sam­me spørgs­mål, selv om de måske ikke er eni­ge om sva­re­ne. Men for Den Orto­dok­se Kir­ke er det ikke bare sva­re­ne, som er nog­le andre; sel­ve spørgs­må­le­ne er ikke de sam­me som i Vesten. I Vesten er det almin­de­ligt at tæn­ke på kato­li­cis­me og pro­te­stan­tis­me som sto­re mod­sæt­nin­ger; men for den orto­dok­se frem­træ­der de som to sider af sam­me mønt. Kho­mi­akov kal­der paven for ’den før­ste pro­te­stant’ og ’den tyske ratio­na­lis­mes fader’”.

Pro­te­stan­ter og kato­lik­ker fin­der ger­ne Kho­mi­ako­vs og Kal­li­stos Ware’s ord både mis­for­stå­e­de og unø­digt kon­fron­te­ren­de. Det beror måske på, at deres betragt­nin­ger river tæp­pet væk under vis­se øku­me­ni­ske drøm­me­ri­er, som for­ud­sæt­ter, at alle kir­ke­sam­fund kan ind­læ­ses ét eller andet sted, til høj­re, til ven­stre eller midt på én og sam­me ska­la. Og som ger­ne fore­stil­ler sig Orto­dok­si­en som en sær­ligt kon­ser­va­tiv, let­te­re ekso­tisk, høj­re­o­ri­en­te­ret afart af kato­li­cis­men.

Men tænk nu, hvis Kho­mi­akov og Ware har ret i, at pro­te­stan­tis­me og kato­li­cis­me blot er to sider af sam­me mønt. Det vil­le unæg­te­lig kaste uven­tet lys over pave Frans’ nyli­ge besøg i Lund og over den katol­ske begej­string for at del­ta­ge i 500-års jubilæ­et for Refor­ma­tio­nen.

Det er selvsagt ikke muligt i en kort arti­kel (oprin­de­ligt en aviskro­nik) at gøre rede for dis­se ind­vik­le­de for­hold. Men lad mig alli­ge­vel anty­de et møn­ster med udgangs­punkt i fore­stil­lin­gen om arve­synd. Begre­bet opstår hos Augustin i det 4. århund­re­de og har lige siden haft mas­siv ind­fly­del­se på den teo­lo­gi­ske tan­ke­gang i Vesten. I Østens kir­ke der­i­mod har arve­synd­stan­ken aldrig haft nogen sær­lig betyd­ning, og orto­doks teo­lo­gi for­står Adams synd og dens kon­se­kven­ser for men­ne­ske­ne ander­le­des end de vest­li­ge kir­ke­sam­fund.

Synd og skyld er ikke arve­li­ge. Vi er ale­ne skyl­di­ge i de syn­der, vi selv begår, ikke i dem, andre har begå­et. Når nogen syn­der, er det udtryk for et per­son­ligt valg. Vore valg udsprin­ger af men­ne­skets frie vil­je, som er umi­ste­lig. Synd er aldrig en hand­ling, som med nød­ven­dig­hed føl­ger af en for­dær­vet natur. Men­ne­sket er skabt frit, og den gud­giv­ne fri­hed kan ikke uds­let­tes af nogen arve­synd. Adam og Evas oprør mod Gud er deres per­son­li­ge synd.

Fri­he­den ude­luk­ker imid­ler­tid ikke, at at alle men­ne­sker og hele den men­ne­ske­li­ge natur lider under føl­ger­ne af Adams synd. Men orto­doks antro­po­lo­gi tæn­ker sig ikke en ret­lig skyld eller gæld, der ned­ar­ves fra slægt til slægt. Men­ne­ske­he­dens fæl­les arv fra Adam og Eva er ikke et uop­fyldt rets­krav eller på anden måde et anlig­gen­de om skyld og straf. Arven er det fæl­les livsvil­kår, vi ken­der alt for godt, for­gæn­ge­lig­hed og død. Sna­re­re end arve­synd ope­re­rer orto­doks teo­lo­gi med arve­død.

Kon­tra­sten mel­lem Vest og Øst, når det gæl­der synd og skyld, står lysen­de klar i for­bin­del­se med den tid­li­ge kir­kes dis­kus­sion om bar­nedåb. Augustin men­te, at børn fødes som syn­de­re, ikke for­di de per­son­ligt har syn­det, men for­di de er kom­met til ver­den med et rets­krav vendt imod sig grun­det Adam og Evas synd; og der­for er det, bog­sta­ve­ligt talt, livet om at gøre at døbe bør­ne­ne, for at de ikke skal døm­mes og forta­bes på grund af den­ne ned­ar­ve­de skyld.

Den orto­dok­se tan­ke­gang er en gan­ske anden. Augustins sam­ti­di­ge, Theo­do­ret af Cyrus skri­ver, at dåbens ind­hold ikke ale­ne kan være syn­der­nes for­la­del­se, for ”hvor­for skul­le vi da døbe nyfød­te børn, som end­nu ikke ken­der til syn­den?” Den, som døbes, dør med Kristus og opstår med Ham til nyt liv. Dåben er, skri­ver Theo­do­ret, ”en frel­sens kåbe, en glæ­dens kjor­tel, en lysets klæd­ning eller sna­re­re sel­ve lyset.” Kir­ken døber de nyfød­te, ikke for at for­la­de dem de syn­der, de end­nu ikke har begå­et, men for at skæn­ke dem evigt liv.

De for­skel­li­ge syn i Øst og Vest på arve­synd og ned­ar­vet skyld fører til gan­ske afvi­gen­de opfat­tel­ser af, hvor­for Kristus bli­ver men­ne­ske. Kato­lik­ker og pro­te­stan­ter tæn­ker sig ofte inkar­na­tio­nen som led i et nød­ven­digt og uom­gæn­ge­ligt rets­op­gør. Vi fin­der tan­ken udtrykt hos Anselm af Can­ter­bury i det 11. århund­re­de i et værk med tit­len ”Hvor­for blev Gud Men­ne­ske?. Anselm udfol­der en teo­lo­gi om den sted­fortræ­den­de straf, nem­lig den fore­stil­ling, at Kristus ved sin kors­fæ­stel­se og død påta­ger sig at udstå den straf, som Adams efter­kom­me­re var ble­vet idømt, og at vi der­for kan gå fri.

Det kan næsten ikke under­stre­ges til­stræk­ke­ligt, at den­ne juri­disk præ­ge­de tan­ke­gang er frem­med for Den Orto­dok­se Kir­ke og tro. Med Isak Syre­ren (10. århund­re­de) lever vi langt sna­re­re under det per­spek­tiv, at inkar­na­tio­nen var bestemt til at fin­de sted under alle omstæn­dig­he­der, også uden at noget syn­de­fald hav­de fun­det sted. Kri­sti fød­sel som men­ne­ske fin­der sted, for­di Gud ønsker at for­e­ne sig tæt­test muligt med sin skab­ning. Kristus påta­ger sig vore men­ne­ske­li­ge vil­kår for at kun­ne give os del i sin gud­dom­me­li­ge her­lig­hed.

Den orto­dok­se for­stå­el­se af inkar­na­tio­nen sam­men­fat­tes i en mar­kant for­mu­le­ring hos Maxi­mos Beken­de­ren (6. årh.): ”Gud skab­te ver­den, for at han selv kun­ne bli­ve men­ne­ske deri, og for at men­ne­sket kun­ne bli­ve gud­dom­me­lig­gjort af nåde og få del i det gud­dom­me­li­ge livs vil­kår.”

Gud­dom­me­lig­gø­rel­se! Antro­po­lo­gi­en i den orto­dok­se tro, for­stå­el­sen af hvad et men­ne­ske i det hele taget er, byg­ger på den faste over­be­vis­ning, at men­ne­sket er skabt til fæl­les­skab med Gud. Skabt til ånde­lig vækst i en sta­dig vek­sel­virk­ning mel­lem Guds kær­lig­hed og men­ne­skets frie vil­je. Iføl­ge Maxi­mos Beken­de­ren lod Gud to gud­dom­me­li­ge egen­ska­ber, væren og evigt liv, ind­gå i men­ne­skets væsen. Og Gud stil­le­de der­på men­ne­sket frit til at mod­ta­ge eller afvi­se yder­li­ge­re to gud­dom­me­li­ge egen­ska­ber, god­hed og vis­dom.

Kristus bli­ver men­ne­ske, for at åbne alle men­ne­sker vej­en til at bli­ve gud­dom­me­lig­gjor­te. Der­for syn­ger Den Orto­dok­se Kir­ke, hver gang et barn eller en vok­sen døbes, dis­se ord fra Gala­ter­bre­vet: ”Alle I, som er døb­te til Kristus, har iført jer Kristus!” Men hvad bety­der det at ifø­re sig Kristus? Her er vi ved det krist­ne livs dybe­ste myste­ri­um: Kri­sti gud­dom­me­li­ge og vore men­ne­ske­li­ge veje bli­ver sam­men­fal­den­de, de for­e­nes til én og sam­me vej, så sandt vi ved dåben og myronsalv­nin­gen og ved den sta­di­ge mod­ta­gel­se af Her­rens Lege­me og Blod i nad­ve­ren podes på Kristus og bli­ver ét med Ham. Her mani­feste­res det krist­ne livs mysti­ske bevæ­gel­se fra død og for­gæn­ge­lig­hed til liv uden ende, fra synd til her­lig­gø­rel­se gen­nem vek­sel­virk­ning og iden­ti­fi­ka­tion mel­lem Kristus og os. Af Guds nåde, og for­ud­sat, at vi vil tage imod ham!

Hvis Den Lut­her­ske og Den Romersk-Katol­ske Kir­ke med vis­se nuan­cer er eni­ge om, at arve­synd og vil­jens ufri­hed er sør­ge­li­ge føl­ger af Adams uly­dig­hed, at dåb er en nød­ven­dig­hed for at und­gå evig forta­bel­se, og at Kristus blev men­ne­ske for at påta­ge sig straf på vore veg­ne, så peger Den Orto­dok­se Kir­ke i ste­det på arve­død, på at syn­den er et per­son­ligt valg, og på at men­ne­skets frie vil­je er en umi­ste­lig gave fra Gud. Og først og sidst peger Orto­dok­si­en på, at Kristus blev men­ne­ske for at give men­ne­sker del i sin gud­dom­me­lig­hed.

Den­ne tekst har været bragt som kro­nik i Kri­ste­ligt Dag­blad, tors­dag den 2. febru­ar 2017.