Metropolit Josephs Påskebudskab 2020

Jeg er Opstan­del­sen og Livet. Den, som tror på mig, skal leve, om end han dør (Joh. 11:25)

Kære elske­de Fædre, Brød­re og Søstre, Chri­stos Vosk­re­se, Kristus er opstan­den!

Det­te bud­skab fra mig er ander­le­des, lige­som min 38. Påske sam­men med jer hel­ler ikke er den sam­me. Kri­sti her­li­ge Opstan­del­se er ble­vet vidun­der­ligt ophø­jet i smuk­ke ord og hym­ner fra fra de hel­li­ge Fædre i vor hel­li­ge Orto­dok­se Kir­ke og brin­ger os det Gode Bud­skab om håb, liv og frel­se. Sam­men med dem syn­ger og siger vi: ”Kristus, vor Gud, Du er i sand­hed Liv og Opstan­del­se for men­ne­skeslæg­ten!”

Jeg tror fuldt og fast, at hvis vi tager dis­se ord og de tan­ker, de står for, ind i vor bevidst­hed, kan de ændre vore liv. Ord har magt til at ændre liv, for de vide­re­brin­ger tan­ker, og tan­ker er ful­de af kraft.

For tiden hører vi ofte på TV: ”Bliv hjem­me! Red liv!” Og i Esa­jas’ Bog læser vi: ”Hør, og jeres sjæl skal leve!” (55:3) — Hvad mener vi med ”sjæl”? Vi mener den evi­ge og bestan­di­ge del af os, vores inder­ste væsen. Det er et dybe­re ord end ”per­son­lig­hed”. Det peger på dig, i din grund­læg­gen­de stor­hed. Sjæ­len må såle­des leve og vok­se. Hvor­dan opnår vi det? Ved at høre! Høre hvad? Bud­ska­bet om liv og vækst. Hvor­dan hører man det? Gen­nem øret, natur­lig­vis, for det er hørel­sens vir­ke­må­de.

Men her lig­ger van­ske­lig­he­den. Vi har ten­dens til kun at høre med det ydre øre. Menin­gen prel­ler af på os, efter­la­der måske en lil­le rest, men ændrer ikke vore liv. Vi må lære at høre med det indre øre, i det dybt under­be­vid­ste. Når du hører med det indre øre, så fly­der den sand­hed, du lyt­ter til, dybt ind det områ­de inden i dig, hvor du har en leven­de erfa­ring af sand­hed. Så sker der vidun­der­li­ge ting.

Det hel­li­ge Evan­ge­li­um frem­by­der sto­re rig­dom­me. Alli­ge­vel har nog­le af jer måske, lige­som jeg, gået regel­mæs­sigt i kir­ke i åre­vis uden at bemær­ke noget, der lig­ner en stor beri­gel­se. I har aldrig erfa­ret nogen menings­fuld ændring. Hvor­for? Spørg jer selv ærligt: Har I nogen sin­de udsat jer selv for det hel­li­ge Evan­ge­li­um, har I ladet det kom­me rig­tigt ind i jer, ladet det træn­ge dybt ind i jeres natur?

For det hel­li­ge Evan­ge­li­um er den stør­ste magt i ver­den. Det kan opvæk­ke kræf­ter i os, som vi end ikke vid­ste eksi­ste­re­de. Pro­ble­met med os er, at vi hol­der det på afstand, vi lader det røre ved over­fla­den, men vi luk­ker det ikke vir­ke­ligt ind. ”Hør, og jeres sjæl skal leve!”

Lige meget hvor liv­lø­se vi føler os, mine elske­de ven­ner i den opstand­ne Her­re, lige meget hvor slag­ne vi fore­kom­mer os selv og andre at være, ”som håbets fan­ger i vore hjem”, så er der liv i os. Tag fat på det hel­li­ge Evan­ge­li­um som jeres dag­li­ge læs­ning, og det liv vil våg­ne. Det, der sker, er noget, vi ser klart eksem­pli­fi­ce­ret i natu­rens ver­den ved for­års­ti­de: den vidun­der­li­ge kraft til livets for­ny­el­se, over­væl­den­de og smukt.

Vor Her­re Jesus Kristus åben­ba­re­de man­ge gan­ge gen­nem Sit jor­di­ske liv for­må­let med Sin lidel­se og Opstan­del­se, men selv apost­le­ne kun­ne ikke begri­be det. Efter Kri­sti kors­fæ­stel­se luk­ke­de de sig i fortviv­lel­se inde i den Øvre Sal og var ikke vil­li­ge til at tro det gode bud­skab om Frel­se­rens Opstan­del­se, som de Myr­r­ha­bæ­ren­de Kvin­der over­brag­te dem. Men efter deres møde med den opstand­ne Kristus blev deres bedrø­vel­se vendt til glæ­de over at være for­e­ne­de med Her­ren. Smer­ten over Her­rens kors­fæ­stel­se og død blev for­vand­let til jubel over Frel­se­rens sejr, sor­gens sor­te nat blev vendt til Opstan­del­sens dag­gry, som gen­ska­ber hele uni­ver­set. Og den krist­ne tro spred­te sig sej­r­rigt over hele ver­den, hvor den gen­nem mere end 20 århund­re­der har ledt men­ne­skeslæg­tens liv mod frel­se og evig­hed.

Det glæ­des­fyld­te bud­skab om Kri­sti Opstan­del­se brin­ger håb og trøst i over­flod, selv i vore uro­li­ge tider, hvor men­ne­ske­he­den er pla­get og liden­de, stil­let over­for afsavn og tab, og sam­men gen­nem­går kva­ler og kri­ser. I år er der tal­lø­se tro­en­de over hele ver­den, som til­brin­ger den liv­gi­ven­de Påskes tid i iso­la­tion, man­ge af dem langt bor­te fra deres kære og deres ven­ner. Også under de nuvæ­ren­de, van­ske­li­ge vil­kår, grun­det pan­de­mi­en, fejrer vi de hel­li­ge tje­ne­ster med til­be­del­se i vore kir­ker, men uden at de tro­en­de fysisk er til ste­de. Ikke desto min­dre, I elske­de, vær for­vis­se­de om, at I er med os i ånden, i tan­ke og bøn, og at vi fejrer den­ne vidun­der­li­ge høj­tid sam­men.

Kri­sti Opstan­del­se er genop­ret­tel­sen af men­ne­ske­lig væren, og den er evig­he­dens gave til os alle. ”Jeg er kom­men, for at de skal have liv og have over­flod.” (Joh. 10:10)

Med Guds nåde vil vi og hele ver­den stå imod den­ne prø­vel­se. Det er imid­ler­tid afgø­ren­de vig­tigt, at vi bli­ver stær­ke­re, mens vi over­vin­der den, at vi bli­ver for­e­ne­de og ånde­ligt styr­ke­de og altid har Gud som vor vej­le­der og støt­te. ”Det­te er den sejr, som har sej­ret over ver­den: vor tro”, siger apost­len (1. Joh. 5:4). Ja, mine elske­de, med tro­en på Opstan­del­sen og med bevidst­he­den om Frel­se­rens nær­vær i vore liv vil vi kun­ne kla­re de pro­ble­mer, vort elske­de præ­ste­skab og Stif­tets tro­en­de står over for, og vi vil kun­ne opbyg­ge den lyse frem­tid, vi alle drøm­mer om.

Vi frem­bæ­rer vore bøn­ner for vor Her­re og Frel­ser. – Må Han skæn­ke Sin Opstan­del­ses strå­len­de nåde til alle kir­ker, klo­stre, mis­sio­ner og sko­ler i vort Stift, i USA, Cana­da, Austra­li­en og Euro­pa, og til alle orto­dok­se krist­ne over hele ver­den. Må Han fri os fra prø­vel­ser og skæn­ke os Sin fred og him­mel­ske vel­sig­nel­ser. Må det gode bud­skab om Kri­sti Opstan­del­se og om livets sejr for evigt give gen­lyd i vore hjer­ter og sjæ­le.

Amen! Chri­stos vosk­re­se! Kristus er opstan­den!

Med kær­lig­hed i den opstand­ne Her­re

sign. + Metro­po­lit Joseph
den hel­li­ge Påske 2020

Reformationen – en forpasset mulighed?

Tro, teo­lo­gi og tøj­bam­ser

af f. Poul

Refor­ma­tio­nen fejrer 500-års jubilæum i år. I det fol­kekir­ke­li­ge Dan­mark er der fest og glæ­de, en stort set ukri­tisk anpris­ning af Lut­her. Alt godt – fri­hed, oplys­ning og demo­kra­ti, ja, sel­ve­ste vel­færds­sta­ten – til­skri­ves Lut­her. Kir­ker over det gan­ske land afhol­der jubilæums­gud­stje­ne­ster. Tea­tre kap­pes om at lave lut­her-fore­stil­lin­ger. Muse­er­ne laver udstil­lin­ger. Der er fored­rag og talk-shows om Refor­ma­tio­nen. Sigurd Bar­rett og hans tøj­bam­se brin­ger det gla­de bud­skab til de mind­ste.

Jeg min­des min barn­doms sko­le i 1950erne. Vi lær­te, at Lut­her og Hans Tav­sen var den krist­ne tros san­de ophavs­mænd. Vi hør­te om deres radi­ka­le opgør med den sor­te mid­delal­der. Lære­ren beret­te­de, at der i for­gang­ne tider gan­ske vist også hav­de været en slags kris­ten­dom både i Jeru­sa­lem, Kon­stan­ti­nopel og Rom; men den gam­le tro hav­de vi dan­ske med Lut­her og Hans Tav­sen lagt bag os for længst.

Men hov! Her er der grund til at stop­pe op et øje­blik. For var Lut­hers pro­jekt ikke at søge bag­om det 16. århund­re­des romersk-katol­ske kir­ke, til­ba­ge til rød­der­ne, ad fon­tes? Til den oprin­de­li­ge kris­ten­dom? Jo, det er sandt; og der­for spør­ger vi: Lyk­ke­des ope­ra­tio­nen? Led­te Refor­ma­tio­nen fak­tisk til­ba­ge til kil­der­ne og den orto­dok­se tra­di­tion?

Det er et van­ske­ligt spørgs­mål, måske med et ind­byg­get para­doks. For Den Orto­dok­se Kir­ke er i man­ge ”moder­ne” fol­kekir­ke­li­ge krist­nes øjne en ana­kro­nis­me, en ekstremt kon­ser­va­tiv, høj­re­d­re­jet og høj­kir­ke­lig over­le­ve­ring fra uen­de­ligt gam­le dage. Men vil man til de krist­ne kil­der, må man tage orto­doks tro og lære alvor­ligt som teo­lo­gisk måle­stok.

Med andre ord: Det var natur­ligt, for ikke at sige uund­gå­e­ligt, at Refor­ma­tio­nens fædre, som pro­teste­re­de mod den romer­ske kir­ke og dens pave­li­ge præten­tio­ner, skul­le søge kon­takt med Den Orto­dok­se Kir­ke eller ”Øst­kir­ken”, som 500 år tid­li­ge­re i år 1054 på det bestem­te­ste net­op hav­de afvist enhver tan­ke om romersk auto­kra­ti.

Det blev Phi­lipp Melan­ch­t­hon, tid­li­ge­re pro­fes­sor i græsk i Wit­ten­berg, der tog de før­ste skridt. Det var ikke helt let, for der var ikke etab­le­re­de, diplo­ma­ti­ske for­bin­del­ser mel­lem refor­ma­to­rer­ne og patri­ar­ka­tet i Kon­stan­ti­nopel. Men i 1558 duk­ke­de en orto­doks dia­kon ved navn Deme­trios op i Wit­ten­berg. Han fik god kon­takt med det lut­her­ske mil­jø og blev udpe­get som bud­brin­ger. Den augs­burg­ske Kon­fes­sion blev over­sat til græsk i 1559, og med den over­sæt­tel­se rej­ste Deme­trios til Kon­stan­ti­nopel. Med sig hav­de han også et per­son­ligt brev fra Melan­ch­t­hon til patri­ark Joa­s­aph.

Men patri­ar­ken og den hel­li­ge Syno­de i Kon­stan­ti­nopel syn­tes slet ikke godt om augs­burg­do­ku­men­tet. Der­for tog de i før­ste omgang deres til­flugt til det øst­li­ge diplo­ma­tis fore­truk­ne red­skab, nem­lig run­gen­de tavs­hed over for et pro­te­stan­tisk læreud­sagn, de fandt helt uan­ta­ge­ligt. De lod slet og ret, som om de aldrig hav­de mod­ta­get doku­men­ter­ne, og der kom intet svar til­ba­ge til Wit­ten­berg.

Godt 10 år sene­re gør refor­ma­to­rer­ne et nyt for­søg. Og den­ne gang var det van­ske­li­ge­re for de orto­dok­se at lade som ingen­ting, for ini­ti­a­ti­vet kom ikke fra Tys­kland, men fra den tyske, kej­ser­li­ge ambas­sa­dør i Kon­stan­ti­nopel, David von Ung­nad, og hans med­brag­te, græsk­ta­len­de og lær­de præst, Ste­fan Ger­lach. De to etab­le­re­de for­bin­del­se mel­lem patri­ark Jere­mi­as II og en pro­fes­sor i græsk, Mar­tin Cru­si­us, ved det pro­te­stan­ti­ske uni­ver­si­tet i Tübin­gen. Atter en gang blev der i 1574 sendt 6 kopi­er af den græ­ske over­sæt­tel­se af Augs­burg-kon­fes­sio­nen afsted. Kopi­en til patri­ark Jere­mi­as blev atter ved­lagt et brev fra de lut­her­ske teo­lo­ger, som under­stre­ge­de, at de ikke hav­de til­fø­jet noget nyt til kir­kens lære, at de holdt sig til apost­le­ne, pro­fe­ter­ne og de hel­li­ge fædres lære, samt at de var inspi­re­re­de af Hel­li­gån­den, de syv Kon­ci­ler og den hel­li­ge Skrift.

Der var ingen vej uden om at rea­ge­re, og patri­ark Jere­mi­as II fik udar­bej­det et omfat­ten­de svar­brev, som for­holdt sig til hvert enkelt af de 21 punk­ter i Den augs­burg­ske Kon­fes­sion. Bre­vet er date­ret den 15. maj 1576. Patri­ar­ken erklæ­rer sig, ikke over­ra­sken­de, enig i artik­lel 1 om Den nikæn­ske Tros­be­ken­del­se som udtryk for den san­de tro; men han under­stre­ger sam­ti­digt, at tros­be­ken­del­sen skal bru­ges i sin oprin­de­li­ge form og uden de ændrin­ger, Rom hav­de fore­ta­get.

Tonen i sva­ret fra Kon­stan­ti­nopel er gan­ske imø­de­kom­men­de. Men patri­ar­ken gør det sam­ti­digt klart, hvor der er uove­r­ens­stem­mel­ser i for­hold til den orto­dok­se lære. Det gæl­der dåben, hvor svar­bre­vet under­stre­ger, at den lat­in­ske, vest­li­ge prak­sis med nog­le drå­ber vand på pan­den er util­stræk­ke­lig og for­kert. Dåb skal fore­ta­ges ved fuld ned­dyk­ning tre gan­ge; og dåben skal straks føl­ges op af myronsalv­ning.

Fra dåben går der en linie til de diver­ge­ren­de syn på sakra­men­ter i øvrigt. Af Den augs­burg­ske Kon­fes­sions arti­kel 7 om ”kir­kens san­de enhed”, har den nye patri­ark Jere­mi­as for­stå­et, at refor­ma­to­rer­ne kun aner­ken­der to sakra­men­ter, dåb og nad­ver; og han gør det klart, at det ikke er accep­ta­belt for den orto­dok­se teo­lo­gi, som ope­re­rer med mindst syv sakra­men­ter.

Vær­re og mere kon­tro­ver­si­elt bli­ver det, når det kom­mer til for­stå­el­sen af, hvad der fin­der sted i nad­ve­ren. Det er både util­stræk­ke­ligt og mis­vi­sen­de for den orto­dok­se teo­lo­gi, når det i Augs­burg­kon­fes­sio­nens arti­kel 10 blot hed­der, at ”Kri­sti lege­me og blod i sand­hed er til­ste­de”. Patri­ar­ken under­stre­ger i sit svar ele­men­ter­nes for­vand­ling! Han gør det klart, at det er Den Orto­dok­se Kir­kes lære, at brø­d­et og vinen på kir­kens alter under litur­gi­en vir­ke­lig for­vand­les til Kri­sti Lege­me og Blod. Tro­en mod­ta­ger for­vand­lin­gen som et gud­dom­me­ligt myste­rie. Refor­ma­to­rer­nes posi­tion, at brød og vin for­bli­ver, hvad de er, og at alt afhæn­ger af tro­en hos den, der mod­ta­ger nad­ve­ren, var og er både frem­med og uan­ta­ge­lig for den orto­dok­se tro.

I for­bin­del­se med nad­ve­ren peger patri­ark Jere­mi­as på yder­li­ge­re to punk­ter, der adskil­ler refor­ma­to­rer­ne fra den orto­dok­se lære og prak­sis. For det før­ste næv­ner han, at nad­ver­ri­tu­a­let bli­ver tomt uden den såkald­te epi­k­le­sebøn. Bøn­nen ned­kal­der Hel­li­gån­den over brø­d­et og vinen på alte­ret, og den er for­ud­sæt­nin­gen for, at for­vand­lin­gen kan fin­de sted. Der­for er det uan­ta­ge­ligt for Den Orto­dok­se Kir­ke, når de lut­her­ske kir­ker ude­la­der den­ne bøn. For det andet tager patri­ar­ken afstand fra de såkaldt usy­re­de brød, alt­så de fla­de obla­ter, som benyt­tes både i katol­ske og lut­her­ske kir­ker. Den orto­dok­se kir­ke bru­ger syret, alt­så brød, som er hævet med gær; for brø­d­et må være leven­de for at kun­ne sym­bo­li­se­re det nye liv i Kristus. Og de døde obla­ter mod­ar­bej­der den sym­bo­lik.

Sva­ret fra Kon­stan­ti­nopel udtryk­ker end­vi­de­re betæn­ke­lig­hed ved arti­kel 15 i Augs­burg­do­ku­men­tet. Den omhand­ler ”kir­ke­skik­ke­ne”, og det hed­der deri, at ”men­ne­ske­li­ge tra­di­tio­ner … med hen­syn til spi­ser og dage … er unyt­ti­ge og imod evan­ge­li­et.” For den orto­dok­se kir­ke, som lever med en kir­ke­ka­len­der, fuld af høj­ti­der, hvor man året rundt min­des de hel­li­ge, og hvor der fore­kom­mer en sta­dig veks­len mel­lem faste og fest, er det en ufor­stå­e­lig tan­ke­gang, at det skul­le være ”imod evan­ge­li­et”. Der­til fore­kom­mer det de orto­dok­se både snæ­ver­sy­net og reduk­tio­ni­stisk at vil­le afvi­se sådan­ne tra­di­tio­ners ånde­li­ge vær­di.

Dis­kus­sio­nen om ”kir­ke­skik­ke­ne” fører direk­te til arti­kel 21, den sid­ste i Den augs­burg­ske Kon­fes­sion med over­skrif­ten ”Om hel­gen­dyr­kel­se”. Heri hed­der det bl.a. at ”Skrif­ten lærer os ikke, at vi skal påkal­de de hel­li­ge eller bede dem om hjælp.” Det er for orto­dok­se krist­ne en cho­ke­ren­de påstand. Patri­ark Jere­mi­as erklæ­rer sig i sit svar enig med refor­ma­to­rer­ne deri, at til­be­del­se ale­ne til­kom­mer Gud; men når det er sagt, så er det orto­doks tro, at det både er lov­ligt og gavn­ligt at påkal­de de hel­li­ge, først og frem­mest Guds­mo­der Maria, men også de øvri­ge hel­li­ge til alle tider til­li­ge med ærke­eng­le og eng­le, som er i him­me­len hos Gud, så de kan gå i for­bøn for os. Den orto­dok­se for­stå­el­se af Kir­ken begræn­ser sig ikke til den slægt, der til­fæl­dig­vis lever på et givet tids­punkt i histo­ri­en. Nej, Kir­ken omfat­ter både him­mel og jord, eng­le og men­ne­sker, for­gang­ne, nuvæ­ren­de og kom­men­de slæg­ter; og for den orto­dok­se tro­en­de er der ikke noget mær­ke­ligt end­si­ge for­kert i at bede for de hen­sov­ne eller i at bede de hel­li­ge om for­bøn. Det er tvær­ti­mod den natur­lig­ste ting af ver­den.

Sidst, men ikke mindst skal det næv­nes, at kor­re­spon­dan­cen berø­rer spørgs­må­let om men­ne­skets frie vil­je i for­hold til sin egen frel­se og til Gud. Augs­burg­kon­fes­sio­nens arti­kel 18 har net­op over­skrif­ten ”Om den frie vil­je”. Her siges det, at selv om ”den men­ne­ske­li­ge vil­je har en vis fri­hed i for­hold til at udø­ve bor­ger­lig ret­fær­dig­hed”, så har den ingen virk­ning, når det gæl­der det ånde­li­ge liv og mod­ta­gel­sen af frel­sen, som ale­ne beror på Guds nåde. Det­te er i meget skarp mod­sæt­ning til den orto­dok­se lære om samvir­ke eller syner­gi: Kun det men­ne­ske, som af sin frie vil­je ønsker det, og som selv aktivt arbej­der med på sin frel­se, kan mod­ta­ge den­ne fra Gud. Den vil­je og det sam­ar­bej­de med Gud har kon­kre­te udtryk i men­ne­skers liv. I et efter­skrift frem­hæ­ver patri­ark Jere­mi­as regel­mæs­sig kir­ke­gang og del­ta­gel­se i det sakra­men­tale liv som vig­ti­ge måder for men­ne­sker til at arbej­de med på deres frel­se. Han næv­ner også kloster­li­vet. — Refor­ma­to­rer­nes posi­tion opfat­ter patri­ar­ken som fare­tru­en­de nær på præ­desti­na­tion. En skæb­ne­tro, efter hvil­ken men­ne­sket intet har at bidra­ge med til sin frel­se, og hvor Gud omvendt enten bort­døm­mer eller frel­ser men­ne­sker, uag­tet om de vil det eller ej. Den tro er fuld­kom­men frem­med for den orto­dok­se tan­ke.

Til sidst i sit svar udtryk­ker patri­ar­ken den opfat­tel­se, at den vide­re vej for refor­ma­to­rer­ne bør være fuld og hel til­slut­ning til Den Orto­dok­se Kir­ke. ”Højlær­de tyske­re”, skri­ver han, ”siden I vise­ligt, efter rådslag­ning og hel­hjer­tet ønsker at knyt­te jer sam­men med os til Kri­sti hel­li­ge Kir­ke […] vil vi med glæ­de mod­ta­ge jer […] hvis I er vil­li­ge til sam­men med os at føl­ge de apo­stol­ske og syno­da­le tra­di­tio­ner og under­læg­ge jer dis­se.”

Patri­ar­kens brev nåe­de Tys­kland i som­me­ren 1576. Teo­lo­ger­ne i Tübin­gen var skuf­fe­de, men gjor­de end­nu et for­søg. De kom­po­ne­re­de et gensvar, hvor de for­søg­te bed­re at for­kla­re nog­le af de punk­ter, patri­ar­ken hav­de oppo­ne­ret imod. Men de fast­holdt sam­ti­digt, at de kun aner­ken­der to sakra­men­ter, dåb og nad­ver, at der ikke fin­der nogen for­vand­ling sted med brø­d­et og vinen på alte­ret, og at de ikke fin­der det pas­sen­de at påkal­de de hel­li­ge. Litur­gi­en, spørgs­må­let om obla­ter eller hævet brød samt kloster­li­vet næv­ner de slet ikke.

Det­te andet brev blev afsendt i 1577, og i 1579 kom reak­tio­nen fra patri­ar­ka­tet. Det gen­ta­ger, i en skar­pe­re tone, poin­ter­ne fra det før­ste brev og læg­ger sær­lig vægt på for­skel­len i synet på den frie vil­je, påkal­del­sen af de hel­li­ge samt den orto­dok­se for­stå­el­se af iko­ner og relik­vi­er. Tysker­ne gjor­de så et tred­je for­søg og send­te end­nu en hen­ven­del­se i 1580, hvori de gjor­de gæl­den­de, at de lære­mæs­si­ge for­skel­le angå­en­de frel­se ved tro ale­ne, men­ne­skets frie vil­je og for­vand­lin­gen af brød og vin, at det alt sam­men var et spørgs­mål om for­skel­lig sprog­brug og ikke et udtryk for vir­ke­li­ge uenig­he­der.

Patri­ark Jere­mi­as hav­de imid­ler­tid givet op. Han afsend­te den 6. juni 1581 et sid­ste svar til Tübin­gen, hvori han end­nu engang resu­me­re­de den orto­dok­se posi­tion og til­fø­je­de den­ne epi­log: ”Der­for beder vi om, at I fra nu af ikke ska­ber os mere sorg eller skri­ver til os om sam­me sag […] Lad os ven­ligst være fri for dis­se bekym­rin­ger. Der­for, I som går jeres egne veje, skriv ikke mere angå­en­de lærespørgs­mål; men hvis I skri­ver, så skriv kun for ven­skabs skyld. Far­vel!”

Tysker­ne send­te alli­ge­vel et fjer­de brev, som i alt væsent­ligt var en kopi af dét fra 1580. På den­ne sid­ste hen­ven­del­se til Kon­stan­ti­nopel kom der intet svar.

Lyk­ke­des ope­ra­tio­nen? Ja og nej. Eller ret­te­re, den er måske end­nu ikke afslut­tet. En del præ­ster og tro­en­de i fol­kekir­ken søger fort­sat til­ba­ge til rød­der­ne, til den oprin­de­li­ge kir­ke og tra­di­tion. De søger at til­eg­ne sig orto­doks tro og tra­di­tion: Ære­fryg­ten for de hel­li­ge myste­ri­er: dåb, nad­ver, skrif­te­mål, ægte­vi­el­se og fle­re end­nu, den ved­va­ren­de bøn, iko­ner­ne og der­med vene­ra­tio­nen for de hel­li­ge. Men er en sådan tro­ens alvor for­e­ne­lig med spa­ghet­ti­g­ud­stje­ne­ster, rap­pen­de og strip­pen­de præ­ster, reinkar­na­tion, spi­ri­tis­me med heste og hunde, tarot­kort og lig­nen­de løjer i fol­kekir­ken? Er den for­e­ne­lig med Sigurd Bar­rett og hans tøj­bam­se. Jeg mener nej.

Men måske er der end­nu tid? Nog­le sæt­ter deres lid til mel­lem­kir­ke­li­ge drøf­tel­ser. I Kir­ker­nes Ver­dens­råd del­ta­ger både Refor­ma­tio­nens kir­ker og Den Orto­dok­se Kir­ke (om end ikke uden betæn­ke­lig­hed og med und­ta­gel­se af to orto­dok­se patri­ar­ka­ter). Om sam­ta­ler­ne dér for alvor kan brin­ge orto­dok­se og pro­te­stan­ter nær­me­re hin­an­den, det vil frem­ti­den vise. Lokalt i Dan­mark har vi Dan­ske Kir­kers Råd, som i anled­ning af Refor­ma­tio­nens fød­sels­dag i efter­å­ret 2017 vil udgi­ve et hæf­te om den basa­le, krist­ne tro, som skul­le være fæl­les for alle kir­ker. Men det lyk­ke­des desvær­re ikke at nå til enig­hed om ord­ly­den i hæf­tet. De orto­dok­se Kir­ker, som er med­lem­mer af Dan­ske Kir­kers Råd, kun­ne ikke stå inde for ind­hol­det. De orto­dok­se står der­for hel­ler ikke som medud­gi­ve­re. Uden sam­men­lig­ning i øvrigt for­nem­mer man måske i den histo­rie et svagt ekko af den kuld­sej­le­de dia­log fra anden halv­del af det 16. århund­re­de?

Tek­sten er bragt som kro­nik i dag­bla­det Poli­ti­ken søn­dag den 20. august under over­skrif­ten ”tro, teo­lo­gi og tøj­bam­ser”.

Reformation, Papisme og Ortodoksi

af f. Poul

”Alle pro­te­stan­ter er kryp­to-papi­ster!” Sådan for­mu­le­re­de en orto­doks, rus­sisk teo­log, Ale­xis Kho­mi­akov, sig i 1846. ”For nu at benyt­te alge­bra­ens præ­ci­se sprog: Hele Vesten ken­der kun ét datum: A. Hvad enten det har det posi­ti­ve for­tegn, ”plus”, som hos romer­ne eller det nega­ti­ve for­tegn, ”minus”, som hos pro­te­stan­ter­ne, så for­bli­ver A’et det sam­me.”

Engel­ske Kal­li­stos Ware ind­le­der sin bog, ”The Ort­ho­dox Church”, fra 1963 med net­op det­te citat fra Kho­mi­akov. Og han kom­men­te­rer Kho­mi­ako­vs udsagn sådan: ”Krist­ne i Vesten, romer­ka­to­lik­ker og pro­te­stan­ter, stil­ler almin­de­lig­vis de sam­me spørgs­mål, selv om de måske ikke er eni­ge om sva­re­ne. Men for Den Orto­dok­se Kir­ke er det ikke bare sva­re­ne, som er nog­le andre; sel­ve spørgs­må­le­ne er ikke de sam­me som i Vesten. I Vesten er det almin­de­ligt at tæn­ke på kato­li­cis­me og pro­te­stan­tis­me som sto­re mod­sæt­nin­ger; men for den orto­dok­se frem­træ­der de som to sider af sam­me mønt. Kho­mi­akov kal­der paven for ’den før­ste pro­te­stant’ og ’den tyske ratio­na­lis­mes fader’”.

Pro­te­stan­ter og kato­lik­ker fin­der ger­ne Kho­mi­ako­vs og Kal­li­stos Ware’s ord både mis­for­stå­e­de og unø­digt kon­fron­te­ren­de. Det beror måske på, at deres betragt­nin­ger river tæp­pet væk under vis­se øku­me­ni­ske drøm­me­ri­er, som for­ud­sæt­ter, at alle kir­ke­sam­fund kan ind­læ­ses ét eller andet sted, til høj­re, til ven­stre eller midt på én og sam­me ska­la. Og som ger­ne fore­stil­ler sig Orto­dok­si­en som en sær­ligt kon­ser­va­tiv, let­te­re ekso­tisk, høj­re­o­ri­en­te­ret afart af kato­li­cis­men.

Men tænk nu, hvis Kho­mi­akov og Ware har ret i, at pro­te­stan­tis­me og kato­li­cis­me blot er to sider af sam­me mønt. Det vil­le unæg­te­lig kaste uven­tet lys over pave Frans’ nyli­ge besøg i Lund og over den katol­ske begej­string for at del­ta­ge i 500-års jubilæ­et for Refor­ma­tio­nen.

Det er selvsagt ikke muligt i en kort arti­kel (oprin­de­ligt en aviskro­nik) at gøre rede for dis­se ind­vik­le­de for­hold. Men lad mig alli­ge­vel anty­de et møn­ster med udgangs­punkt i fore­stil­lin­gen om arve­synd. Begre­bet opstår hos Augustin i det 4. århund­re­de og har lige siden haft mas­siv ind­fly­del­se på den teo­lo­gi­ske tan­ke­gang i Vesten. I Østens kir­ke der­i­mod har arve­synd­stan­ken aldrig haft nogen sær­lig betyd­ning, og orto­doks teo­lo­gi for­står Adams synd og dens kon­se­kven­ser for men­ne­ske­ne ander­le­des end de vest­li­ge kir­ke­sam­fund.

Synd og skyld er ikke arve­li­ge. Vi er ale­ne skyl­di­ge i de syn­der, vi selv begår, ikke i dem, andre har begå­et. Når nogen syn­der, er det udtryk for et per­son­ligt valg. Vore valg udsprin­ger af men­ne­skets frie vil­je, som er umi­ste­lig. Synd er aldrig en hand­ling, som med nød­ven­dig­hed føl­ger af en for­dær­vet natur. Men­ne­sket er skabt frit, og den gud­giv­ne fri­hed kan ikke uds­let­tes af nogen arve­synd. Adam og Evas oprør mod Gud er deres per­son­li­ge synd.

Fri­he­den ude­luk­ker imid­ler­tid ikke, at at alle men­ne­sker og hele den men­ne­ske­li­ge natur lider under føl­ger­ne af Adams synd. Men orto­doks antro­po­lo­gi tæn­ker sig ikke en ret­lig skyld eller gæld, der ned­ar­ves fra slægt til slægt. Men­ne­ske­he­dens fæl­les arv fra Adam og Eva er ikke et uop­fyldt rets­krav eller på anden måde et anlig­gen­de om skyld og straf. Arven er det fæl­les livsvil­kår, vi ken­der alt for godt, for­gæn­ge­lig­hed og død. Sna­re­re end arve­synd ope­re­rer orto­doks teo­lo­gi med arve­død.

Kon­tra­sten mel­lem Vest og Øst, når det gæl­der synd og skyld, står lysen­de klar i for­bin­del­se med den tid­li­ge kir­kes dis­kus­sion om bar­nedåb. Augustin men­te, at børn fødes som syn­de­re, ikke for­di de per­son­ligt har syn­det, men for­di de er kom­met til ver­den med et rets­krav vendt imod sig grun­det Adam og Evas synd; og der­for er det, bog­sta­ve­ligt talt, livet om at gøre at døbe bør­ne­ne, for at de ikke skal døm­mes og forta­bes på grund af den­ne ned­ar­ve­de skyld.

Den orto­dok­se tan­ke­gang er en gan­ske anden. Augustins sam­ti­di­ge, Theo­do­ret af Cyrus skri­ver, at dåbens ind­hold ikke ale­ne kan være syn­der­nes for­la­del­se, for ”hvor­for skul­le vi da døbe nyfød­te børn, som end­nu ikke ken­der til syn­den?” Den, som døbes, dør med Kristus og opstår med Ham til nyt liv. Dåben er, skri­ver Theo­do­ret, ”en frel­sens kåbe, en glæ­dens kjor­tel, en lysets klæd­ning eller sna­re­re sel­ve lyset.” Kir­ken døber de nyfød­te, ikke for at for­la­de dem de syn­der, de end­nu ikke har begå­et, men for at skæn­ke dem evigt liv.

De for­skel­li­ge syn i Øst og Vest på arve­synd og ned­ar­vet skyld fører til gan­ske afvi­gen­de opfat­tel­ser af, hvor­for Kristus bli­ver men­ne­ske. Kato­lik­ker og pro­te­stan­ter tæn­ker sig ofte inkar­na­tio­nen som led i et nød­ven­digt og uom­gæn­ge­ligt rets­op­gør. Vi fin­der tan­ken udtrykt hos Anselm af Can­ter­bury i det 11. århund­re­de i et værk med tit­len ”Hvor­for blev Gud Men­ne­ske?. Anselm udfol­der en teo­lo­gi om den sted­fortræ­den­de straf, nem­lig den fore­stil­ling, at Kristus ved sin kors­fæ­stel­se og død påta­ger sig at udstå den straf, som Adams efter­kom­me­re var ble­vet idømt, og at vi der­for kan gå fri.

Det kan næsten ikke under­stre­ges til­stræk­ke­ligt, at den­ne juri­disk præ­ge­de tan­ke­gang er frem­med for Den Orto­dok­se Kir­ke og tro. Med Isak Syre­ren (10. århund­re­de) lever vi langt sna­re­re under det per­spek­tiv, at inkar­na­tio­nen var bestemt til at fin­de sted under alle omstæn­dig­he­der, også uden at noget syn­de­fald hav­de fun­det sted. Kri­sti fød­sel som men­ne­ske fin­der sted, for­di Gud ønsker at for­e­ne sig tæt­test muligt med sin skab­ning. Kristus påta­ger sig vore men­ne­ske­li­ge vil­kår for at kun­ne give os del i sin gud­dom­me­li­ge her­lig­hed.

Den orto­dok­se for­stå­el­se af inkar­na­tio­nen sam­men­fat­tes i en mar­kant for­mu­le­ring hos Maxi­mos Beken­de­ren (6. årh.): ”Gud skab­te ver­den, for at han selv kun­ne bli­ve men­ne­ske deri, og for at men­ne­sket kun­ne bli­ve gud­dom­me­lig­gjort af nåde og få del i det gud­dom­me­li­ge livs vil­kår.”

Gud­dom­me­lig­gø­rel­se! Antro­po­lo­gi­en i den orto­dok­se tro, for­stå­el­sen af hvad et men­ne­ske i det hele taget er, byg­ger på den faste over­be­vis­ning, at men­ne­sket er skabt til fæl­les­skab med Gud. Skabt til ånde­lig vækst i en sta­dig vek­sel­virk­ning mel­lem Guds kær­lig­hed og men­ne­skets frie vil­je. Iføl­ge Maxi­mos Beken­de­ren lod Gud to gud­dom­me­li­ge egen­ska­ber, væren og evigt liv, ind­gå i men­ne­skets væsen. Og Gud stil­le­de der­på men­ne­sket frit til at mod­ta­ge eller afvi­se yder­li­ge­re to gud­dom­me­li­ge egen­ska­ber, god­hed og vis­dom.

Kristus bli­ver men­ne­ske, for at åbne alle men­ne­sker vej­en til at bli­ve gud­dom­me­lig­gjor­te. Der­for syn­ger Den Orto­dok­se Kir­ke, hver gang et barn eller en vok­sen døbes, dis­se ord fra Gala­ter­bre­vet: ”Alle I, som er døb­te til Kristus, har iført jer Kristus!” Men hvad bety­der det at ifø­re sig Kristus? Her er vi ved det krist­ne livs dybe­ste myste­ri­um: Kri­sti gud­dom­me­li­ge og vore men­ne­ske­li­ge veje bli­ver sam­men­fal­den­de, de for­e­nes til én og sam­me vej, så sandt vi ved dåben og myronsalv­nin­gen og ved den sta­di­ge mod­ta­gel­se af Her­rens Lege­me og Blod i nad­ve­ren podes på Kristus og bli­ver ét med Ham. Her mani­feste­res det krist­ne livs mysti­ske bevæ­gel­se fra død og for­gæn­ge­lig­hed til liv uden ende, fra synd til her­lig­gø­rel­se gen­nem vek­sel­virk­ning og iden­ti­fi­ka­tion mel­lem Kristus og os. Af Guds nåde, og for­ud­sat, at vi vil tage imod ham!

Hvis Den Lut­her­ske og Den Romersk-Katol­ske Kir­ke med vis­se nuan­cer er eni­ge om, at arve­synd og vil­jens ufri­hed er sør­ge­li­ge føl­ger af Adams uly­dig­hed, at dåb er en nød­ven­dig­hed for at und­gå evig forta­bel­se, og at Kristus blev men­ne­ske for at påta­ge sig straf på vore veg­ne, så peger Den Orto­dok­se Kir­ke i ste­det på arve­død, på at syn­den er et per­son­ligt valg, og på at men­ne­skets frie vil­je er en umi­ste­lig gave fra Gud. Og først og sidst peger Orto­dok­si­en på, at Kristus blev men­ne­ske for at give men­ne­sker del i sin gud­dom­me­lig­hed.

Den­ne tekst har været bragt som kro­nik i Kri­ste­ligt Dag­blad, tors­dag den 2. febru­ar 2017.

Det Hellige og Store Koncil

af f. Poul

Der er split­tel­se mel­lem krist­ne, men kir­ken selv er ikke split­tet og kan hel­ler aldrig bli­ve det. Kir­kens enhed består til alle tider i og med den orto­dok­se kir­ke. Sådan er den orto­dok­se kir­ke­for­stå­el­se.

I den orto­dok­se pin­se, den 18. — 26. juni 2016 blev der på den græ­ske ø Kre­ta afholdt et kir­ke­mø­de med tit­len ”Det Hel­li­ge og Sto­re Kon­cil”. Mødet har været under for­be­re­del­se siden 1961, alt­så gen­nem 55 år, og det har fra man­ge sider været ven­tet med længsel: Det før­ste fæl­les-orto­dok­se møde efter mere end 1200 års pau­se!

År 787 fandt det syven­de og sid­ste af de såkaldt øku­me­ni­ske kon­ci­ler, sted i det davæ­ren­de Nikæa sydøst for Istan­bul. De syv kon­ci­ler udgør fun­da­men­tet for den orto­dok­se kir­kes tro og lære. I 787 var iko­ner det bræn­den­de spørgs­mål. Der hav­de gen­nem mere end 150 år pågå­et en bit­ter strid om bil­le­der i kir­ken. Den strid blev ende­ligt afslut­tet med det syven­de kon­cil, som sik­re­de iko­ner­ne bli­ven­de sta­tus af ”teo­lo­gi i far­ver”, bekræf­tel­sen på, at Gud er ble­vet Men­ne­ske i Kristus. Sandt Men­ne­ske og hver­ken en ånd eller et spø­gel­se. Der­for fejrer kir­ken hvert år bil­ledstri­dens afslut­ning under nav­net ”den ret­te tros sejr” på før­ste søn­dag i den syv uger lan­ge påske­fa­ste.

Der var sto­re for­vent­nin­ger til mødet på Kre­ta i år. Nog­le svin­ge­de sig op til på for­hånd at vil­le udnæv­ne det til det otten­de øku­me­ni­ske kon­cil. Men det er en umu­lig tan­ke. Et kir­ke­mø­des sta­tus kan ikke bestem­mes, inden det er afholdt. Efter­føl­gen­de viser det sig, om et givet kon­cils ved­ta­gel­ser bli­ver mod­ta­get af de orto­dok­se tro­en­de og kom­mer til at ind­gå i grund­la­get for kir­kens tro, lære og prak­sis.

Kir­ke­mø­de­r­ne, som fandt sted mel­lem åre­ne 325 og 787, har givet anled­ning til den orto­dok­se kir­kes andet navn: ”de syv kon­ci­lers kir­ke”. Med dem er kir­kens iden­ti­tet i alt væsent­ligt fast­lagt. Men hvad er så driv­kraf­ten bag, at den orto­dok­se ver­den gen­nem 55 år har arbej­det på at få arran­ge­ret det før­ste auto­ri­ta­ti­ve og fæl­les-orto­dok­se møde i 1200 år? Og hvor­for kal­der man det ”Det Hel­li­ge og Sto­re Kon­cil”?

Først og frem­mest tror jeg, der gen­nem man­ge år har udvik­let sig et behov i den orto­dok­se kir­kes 14 patri­ar­ka­ter for klart at mani­feste­re, både indadtil og udadtil, at kir­ken fort­sat er én i tro, lære og litur­gi, og at den enhed består trods sto­re for­skel­le i sprog, kul­tur, histo­rie og udvik­ling. Der­til kom­mer den vok­sen­de glo­ba­li­se­ring og ikke mindst det for­hold, at den orto­dok­se kir­ke gen­nem de sene­ste 100 år har slå­et rod på kon­ti­nen­ter og i lan­de, fx Vest­eu­ro­pa og Ame­ri­ka, hvor kir­ken er et for­svin­den­de min­dre­tal.

Den udvik­ling har aktu­a­li­se­ret og under­stre­get nød­ven­dig­he­den af at gen­nemtæn­ke og for­mu­le­re sig klart, både om kir­kens selv­for­stå­el­se og om dens for­hold til den øvri­ge kris­ten­hed. Det måske vig­tig­ste af seks punk­ter på Kre­ta-mødet har da også over­skrif­ten: ”Den orto­dok­se kir­kes rela­tio­ner til den øvri­ge krist­ne ver­den.” Et andet punkt er drøf­tel­sen af, hvor­dan man kan ska­be orden i den højst u‑ortodokse orga­ni­se­ring, der for tiden her­sker i de orto­dok­se kir­ker i Vesten.

Den orto­dok­se kir­kes rela­tio­ner til den øvri­ge krist­ne ver­den! Man­ge pro­te­stan­ti­ske iagt­ta­ge­re vil sik­kert mene, at den sag i prin­cip­pet er let nok. Men net­op det punkt vold­te sto­re van­ske­lig­he­der på Kre­ta. For den orto­dok­se kir­ke for­står sig selv som fuldt og helt iden­tisk med den nikæn­ske tros­be­ken­del­ses ”ene, hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske kir­ke” og kan der­for ikke aner­ken­de den pro­te­stan­ti­ske såkald­te ”gren-teo­ri”, som lærer, at kir­ken udgø­res af sum­men af alle kir­ke­sam­fund, at alle krist­ne såle­des er kir­ken, omend på for­skel­li­ge måder.

Der­for blev der på mødet på Kre­ta meget hef­ti­ge dis­kus­sio­ner, om beteg­nel­sen ”kir­ke” over­ho­ve­det kan benyt­tes om andre kir­ke­sam­fund end den orto­dok­se kir­ke. Sagen tru­e­de med at gå i hård­knu­de, ind­til den græ­ske kir­ke (som selv hører til ”stram­mer­ne” på områ­det), fore­slog den for­mu­le­ring, der løste knu­den og fik til­slut­ning fra de øvri­ge. Den lyder i slut­do­ku­men­tet sådan her: ”Den orto­dok­se kir­ke aner­ken­der eksi­sten­sen af andre histo­ri­ske, hete­ro­dok­se kir­ker og konfessioner”(§6). Nøg­le­or­det er natur­lig­vis ”hete­ro­dok­se”, alt­så afvi­gen­de fra den ret­te (den orto­dok­se) lære.

De orto­dok­se patri­ar­ka­ter har gen­nem åre­ne haft betæn­ke­lig­he­der angå­en­de del­ta­gel­se i den mel­lem­kir­ke­li­ge dia­log fx i Kir­ker­nes Ver­dens­råd. Her var de orto­dok­se ikke med fra begyn­del­sen, men fra 1960erne begynd­te man at mel­de sig ind. Geor­gi­ens kir­ke meld­te sig imid­ler­tid ud igen i 1997, det sam­me gjor­de Bul­ga­ri­en i 1998. Den­ne vak­len skin­ne­de også igen­nem på kon­cilet på Kre­ta, hvor det om Ver­dens­rå­dets måske mest cen­tra­le kom­mis­sion ”Faith and Order” (Tro og Kir­ke­ord­ning) bl.a. hed­der: ”Den orto­dok­se kir­ke for­be­hol­der sig reser­va­tio­ner i for­hold til afgø­ren­de punk­ter angå­en­de tro og kir­ke­ord­ning, for de ikke-orto­dok­se kir­ker og kon­fes­sio­ner har fjer­net sig fra den ene, hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske kir­kes san­de tro” (§21).

I sam­me spor kon­klu­de­rer kon­cilet: ”Den orto­dok­se kir­ke del­ta­ger i Kir­ker­nes Ver­dens­råd, men for­bli­ver tro mod sin kir­ke­for­stå­el­se, sin iden­ti­tet og sin indre struk­tur og mod læren fra de syv kon­ci­lers kir­ke. Den god­ta­ger på ingen måde tan­ken om lig­hed mel­lem kon­fes­sio­ner­ne” (§18).

Kre­ta-mødet frem­hæ­ver såle­des en ræk­ke mar­kan­te for­be­hold og gør det klart, at den orto­dok­se kir­kes tro og prak­sis er den oprin­de­li­ge og den ret­te, men under­stre­ger sam­ti­digt, at kir­ken fin­der det vig­tigt med dia­log med ver­dens øvri­ge krist­ne: ”Den orto­dok­se kir­ke, som uop­hør­ligt beder for alles enhed, har altid ple­jet dia­log med dem, som har skilt sig ud fra den” (§4).

Den orto­dok­se kir­ke har, som det er frem­gå­et, den selv­for­stå­el­se, at den ale­ne er den san­de kir­ke, og at såvel den romer­ske som de pro­te­stan­ti­ske kir­ke­sam­fund har ”skilt sig ud fra den” (§4), er ”afvi­gen­de fra den ret­te lære” (§6), ”har fjer­net sig fra kir­kens san­de tro” (§21), og at der der­for ikke kan tæn­kes ”lig­hed mel­lem kon­fes­sio­ner­ne” (§18). Men hvil­ket fæl­les­skab kan den orto­dok­se kir­ke da over­ho­ve­det have med de hete­ro­dok­se?

Her er der to afgø­ren­de svar. For det før­ste må vi skel­ne mel­lem ”kir­ken” og ”de krist­ne”. Der er i ver­den man­ge krist­ne, som af ind­vik­le­de histo­ri­ske årsa­ger er ble­vet hete­ro­dok­se, men ikke der­for er ophørt med at være krist­ne. For det andet er det en helt nød­ven­dig orto­doks ind­sigt, at selv om vi ved, hvor kir­ken er, så kan vi aldrig vide, hvem og hvor man­ge, der måt­te være knyt­te­de til kir­ken med bånd, som ale­ne er syn­li­ge for Gud.

Hvil­ke kon­kre­te, mærk­ba­re kon­se­kven­ser har den­ne balan­ce­gang mel­lem eks­klu­si­vi­tet og dia­log for den orto­dok­se kir­kes rela­tio­ner og prak­sis i for­hold til andre kir­ke­sam­fund? Ikke så få. Helt over­ord­net inde­bæ­rer det, at der ikke er nad­ver­fæl­les­skab mel­lem orto­dok­se og ikke-orto­dok­se. Kato­lik­ker og pro­te­stan­ter kan nor­malt ikke mod­ta­ge nad­ver i den orto­dok­se kir­ke, og orto­dok­se tro­en­de kan ikke, i hvert fald ikke med deres biskops bil­li­gel­se, mod­ta­ge nad­ver andre ste­der end i en orto­doks kir­ke.

Leve­de Det Hel­li­ge og Sto­re Kon­cil på Kre­ta op til for­vent­nin­ger­ne? Det kom­mer an på, hvil­ken syns­vin­kel man anlæg­ger. Det er en klar svæk­kel­se af kon­cilet, at fire ud af fjor­ten patri­ar­ka­ter, blandt dem den tal­mæs­sigt mæg­ti­ge rus­si­ske kir­ke, meld­te fra med kort var­sel.

Men når det gæl­der den kla­re og umis­for­stå­e­li­ge præ­ci­se­ring, indadtil som udadtil, af den orto­dok­se opfat­tel­se af kir­ken, af kir­kens ude­le­li­ge enhed og af den orto­dok­se kir­kes rela­tio­ner til de hete­ro­dok­se krist­ne, så lever kir­ke­mø­det på Kre­ta i juni 2016 helt op til for­vent­nin­ger­ne.

Har været bragt som kro­nik i Kri­ste­ligt Dag­blad 18/7–2016.

Vestens Menigheder – Nye Opgaver og Økumeniske Perspektiver

Af metro­po­lit Anto­nij (Bloom)

Metro­po­lit Anto­nij var øver­ste leder for Moskva-patri­ar­ka­tets stift i Eng­land ind­til som­me­ren 2003. Han sov hen den 4. august 2003. Før han blev munk, præst og siden biskop, arbej­de­de han som læge på for­skel­li­ge hospi­ta­ler i Paris. Han var kendt og værds­at for sit pasto­ra­le arbej­de og som præ­di­kant, bl.a. i BBC. Metro­po­lit Anto­nij var æres­dok­tor ved de teo­lo­gi­ske aka­de­mi­er i Moskva og Kiev samt ved de teo­lo­gi­ske faku­l­te­ter i Aber­de­en, Skot­land, og uni­ver­si­te­tet i Cam­brid­ge.

Neden­stå­en­de tekst er metro­po­lit Anto­ni­js ind­læg ved det årli­ge stifts­mø­de i juni 2001. Den for­sø­ger at sva­re på, hvil­ke pasto­ra­le og kir­ke­li­ge opga­ver, de orto­dok­se menig­he­der i Vesten står over for i vore dage. Den for­hol­der sig til de øku­me­ni­ske udfor­drin­ger, de orto­dok­se i Vesten kon­fron­te­res med og den berø­rer de mang­fol­di­ge pro­ble­mer, der tyn­ger Kir­ken i Øst­eu­ro­pa.

Over­ord­net giver metro­po­lit­tens tale et bud på, hvor­dan vi orto­dok­se kan bidra­ge til at vid­ne om Kri­sti nær­vær i en ver­den, der er i vold­som for­an­dring, og hvor den krist­ne tro og tæn­ke­må­de er meget langt fra at være noget selv­føl­ge­ligt.

Redak­tio­nen fin­der, at de pro­ble­mer, der her diag­no­sti­ce­res og dis­ku­te­res, ræk­ker langt ud over den loka­le sam­men­hæng, hvori de er ble­vet for­mu­le­ret. Det er spørgs­mål, der har rele­vans for alle orto­dok­se og for alle krist­ne og det er svar, som for­hå­bent­lig kan tje­ne til inspira­tion for os her i Nor­den.

At være frie som Kir­ke

Jeg vil ger­ne for­kla­re, hvor­for vi for man­ge år siden etab­le­re­de det­te stift, og hvad der var vores hen­sigt med at etab­le­re det; selv om hen­sig­ten ikke i ét og alt er ble­vet til vir­ke­lig­hed. Jeg vil også ger­ne ret­te blik­ket udad mod den ver­den, vi lever i.

Hvad angår grund­læg­gel­sen af vort stift, er der meget få af de til­ste­de­væ­ren­de, som var med fra begyn­del­sen. Stif­tet blev grund­lagt, den­gang vi fryg­te­de – og dét med ret­te – poli­tisk ind­blan­ding fra de sov­jet­ti­ske myn­dig­he­der; for vi til­hør­te den rus­si­ske orto­dok­se Kir­ke, og Kir­ken i Rusland var i høj grad under deres kon­trol. Stif­tet blev etab­le­ret for at sam­le de tro­en­de, som var klar over deres kald: at være frie som Kir­ke, at præ­di­ke Evan­ge­li­et og udgø­re et fæl­les­skab, som på ingen måde var under­lagt nogen form for poli­tisk kon­trol.

Sådan var vort oprin­de­li­ge mål. Siden da er omstæn­dig­he­der­ne ble­vet nog­le andre, for situ­a­tio­nen i Rusland er ændret, især hvad angår Kir­kens fri­hed og uaf­hæn­gig­hed og stif­tets manøv­re­fri­hed; men alli­ge­vel er situ­a­tio­nen ikke ændret så meget, som man måske kun­ne fore­stil­le sig. I vore dage står vi over­for et pro­blem, som kan give anled­ning til et vist ven­skab mel­lem Kir­ke og stat: Der er risi­ko for, at Kir­ken, lige som i for­ti­den, på den ene eller den anden måde bli­ver til et instru­ment for sta­ten; for ven­ska­bet fører til sam­ar­bej­de og der­fra til afhæn­gig­hed.

Vi må hol­de os det­te fak­tum for øje og tan­ke og gøre alt, hvad der er os muligt, for at for­bli­ve frie, både moralsk og admi­ni­stra­tivt. For øje­blik­ket har vi ingen pro­ble­mer af admi­ni­stra­tiv art med patri­ar­ka­tet i Moskva. Vi er frie til at sty­re stif­tet på vores måde. Men moralsk må vi være opmærk­som­me på det for­hold, at Kir­ken i Rusland har pro­ble­mer, at den står over­for fri­stel­ser og risi­ci. Vor opga­ve er da at for­bli­ve uaf­hæn­gi­ge, ikke ved at defi­ne­re os i mod­sæt­ning til vor moder-Kir­ke, men ved at defi­ne­re os som en grup­pe, der moralsk og admi­ni­stra­tivt er frie og der­ved helt enkelt bli­ver et for­bil­le­de til det kir­ke­li­ge liv. — Man kan ankla­ge mig for arro­gan­ce, når jeg siger sådan: Hvor­dan skul­le vi kun­ne være et for­bil­le­de? Her er det imid­ler­tid vig­tigt at bemær­ke, at vi befin­der os i en pri­vil­e­ge­ret situ­a­tion.

Vi er et antal mænd og kvin­der, som af vores frie vil­je har valgt at være orto­dok­se og at for­bli­ve tro mod Evan­ge­li­et, sådan som det blev præ­di­ket af Den Orto­dok­se Kir­ke i de før­ste århund­re­der. Vi er en grup­pe men­ne­sker, som aldrig i mind­ste måde har stå­et i noget afhæn­gig­heds­for­hold til verds­li­ge myn­dig­he­der. Dét er noget yderst afgø­ren­de og meget vær­di­fuldt. Det er en situ­a­tion, som vi må fast­hol­de af al kraft og over­be­vis­ning. Det inde­bæ­rer ikke, at vi så skal være oprør­ske, fjendt­li­ge eller illoy­a­le i for­hold til moder-Kir­ken. Det bety­der, at vi skal være dét, Kir­ken er kal­det til at være: et kor­pus af mænd og kvin­der, som har valgt at være Evan­ge­liets og Kri­sti bud­brin­ge­re i den ver­den, hvor de lever. Vi kan kun være frie og prok­la­me­re sand­he­den, når vi lever et liv, der er den­ne sand­hed vær­digt. Det­te er afgø­ren­de, for at præ­di­ke Evan­ge­li­et vil først og frem­mest sige at leve Evan­ge­li­et på en sådan måde, at folk, når de betrag­ter Orto­dok­si­en eller blot en lil­le grup­pe tro­en­de som fx vores, kan udbry­de: “Aha, det er sådan, det skal for­stås”. På sam­me måde som en kri­sten for­fat­ter fra 2. – 3. århund­re­de skrev: “Folk, som betrag­ter os, siger: “Se, hvor de har ind­byr­des kær­lig­hed!” ( Diognét-bre­vet).

Vi er ved at bli­ve den loka­le Kir­ke

Vi er kal­de­de, ikke ale­ne til ind­byr­des kær­lig­hed, men til at elske hele Guds ska­bel­se og til for enhver pris at tje­ne dén. I vore dage er pri­sen ikke vort blod eller vore liv, ikke at vi må udhol­de vold og død; men pri­sen er vores måde at leve på, måden hvor­på andre ser på os og der­med begri­ber Orto­dok­si­en som noget sær­ligt, for­di den på en sær­lig måde mani­feste­rer Evan­ge­liets væsen.

[]

Vore menig­he­der og stif­tet har for­an­dret sig meget siden grund­læg­gel­sen og de før­ste stifts­mø­der. Vi har haft stærk til­strøm­ning af rus­se­re, vi har set et vist antal eng­læn­de­re kon­ver­te­re til Orto­dok­si­en, og vi har nu i vort stift men­ne­sker, der hver­ken hører til den rus­si­ske eller den engel­ske kul­tur: græke­re, ser­be­re, bul­ga­re­re og fle­re end­nu. Vi er i færd med vir­ke­lig at bli­ve den loka­le Kir­ke: den sted­li­ge Kir­ke, som rum­mer og for­e­ner men­ne­sker af alle natio­na­li­te­ter, afstam­nin­ger, kul­tu­rer, præ­cis som det var i den tid­li­ge Kir­ke.

Den tid­li­ge Kir­ke var en for­sam­ling af men­ne­sker, som ind­byr­des var så frem­me­de, at de ikke kun­ne kom­mu­ni­ke­re und­ta­gen via Kir­ken. Der var her­rer og sla­ver; der var romer­ske bor­ge­re og andre, der hør­te til de folk, Rom hav­de under­lagt sig; der var men­ne­sker med helt for­skel­li­ge sprog og kul­tu­rer. Nog­le var højt pla­ce­ret på den soci­a­le rangsti­ge, andre lavt. Men de kun­ne alle være ét, for de hav­de ét til fæl­les: Her­ren Jesus Kristus, som var deres Her­re, Leder og Mester. Han var for dem Sand­he­den og Vej­en, Han var Døren, der åbne­de sig mod evig­he­den.

Vi lever ikke læn­ge­re i en kri­sten ver­den, og net­op der­for bli­ver Kir­ken i sti­gen­de grad dét, den var i de før­ste århund­re­der. I vore sam­fund kan der sta­dig være spor af krist­ne tra­di­tio­ner og kri­sten kul­tur, men ver­den er ikke læn­ge­re en kri­sten ver­den i og for sig. Den er i opløs­ning; moralsk, filo­so­fisk, teo­lo­gisk og på en ræk­ke andre måder. Men vi prok­la­me­rer, at den ene­ste mulig­hed, vi har, det ene­ste vi kan gøre, er at for­e­ne mænd og kvin­der i ét lege­me – Kri­sti lege­me, som ikke slet og ret er en for­sam­ling af men­ne­sker, der er eni­ge om, hvad der er det bed­ste for dem selv; men et lege­me, en for­sam­ling, som udgør Kri­sti inkar­ne­re­de nær­vær. Fader Ser­gej Bul­gakov har sagt, at hvert men­ne­ske er en inkar­na­tion, et inkar­ne­ret Kri­sti nær­vær, og at vi til­sam­men udgør Kri­sti lege­me, en for­sam­ling af mænd og kvin­der, som er Kri­sti san­de nær­vær. Da vi alle er døb­te i Kristus, er vi alle ble­vet lem­mer på Hans lege­me. Det er det­te, folk bør bli­ve opmærk­som­me på, når de stif­ter bekendt­skab med os.

På ny at bibrin­ge ver­den Kri­sti nær­vær

I dag lever vi i en ver­den, hvor sam­ta­len og de øku­me­ni­ske rela­tio­ner er ble­vet meget ander­le­des, end de var, da jeg først kom til Eng­land. Den­gang var de kon­fes­sio­nel­le for­skel­le klart defi­ne­re­de, men man søg­te at mødes og prø­ve­de at for­stå hin­an­den. Sådan er det ikke læn­ge­re, og resul­ta­tet er stor for­vir­ring. Hvis ikke vi er fast for­ank­re­de i bøn­nen og i Kir­ken liv (og her taler vi ikke om det admi­ni­stra­ti­ve eller om de kon­fes­sio­nel­le grup­per, men om Kir­ken som Kri­sti lege­me), resul­te­rer det i en følel­se af frem­med­gø­rel­se. Vi må frem­me en anden måde at se tin­ge­ne på og for­sø­ge at nær­me os sagen på en ny måde.

Først og frem­mest udgør de krist­ne ikke nogen énhed. De er split­tet op i for­skel­li­ge kon­fes­sio­ner. Det er alle­re­de læn­ge siden, vi mød­tes og for­søg­te at fin­de en fæl­les sprog­brug. Men selv om vi er nået frem til den­ne fæl­les sprog­brug, som har gjort det muligt for os at bli­ve ven­ner, brød­re og søstre, er vi desvær­re fort­sat lige split­te­de. Dét er ikke godt nok! Og det er ingen løs­ning at vil­le over­vin­de split­tel­sen via et kom­pro­mis. Det er hel­ler ingen løs­ning at for­bli­ve split­te­de, alt imens vi lader som om, vi er ét; dét vil­le være at for­rå­de Kristus og Evan­ge­li­et. Det, vi bør gøre, er at brin­ge Orto­dok­si­en, med stort “O”, til Vesten; ikke som en reli­gi­øs “kon­fes­sion”, men som en ny Kri­sti til­ste­de­væ­rel­se.

Da den rus­si­ske orto­dok­se Kir­ke blev med­lem af Kir­ker­nes Ver­dens­råd, var dens repræ­sen­tant biskop Johan­nes (Wend­land) (1909 – 1989). Jeg glem­mer aldrig hans ord. Han hen­vend­te sig til Ver­dens­rå­det på føl­gen­de måde: “Vi vil ger­ne tak­ke jer, vi orto­dok­se, for­di I har mod­ta­get os i jeres mid­te. I spør­ger måske jer selv, hvad vi kan bibrin­ge jer. Vi kom­mer ikke med en ny reli­gi­øs lære; vi kom­mer med den tid­li­ge Kir­kes tro. Vi har ikke for­må­et at efter­le­ve den til ful­de. Vi brin­ger den til­ba­ge til jer, og vi håber, I vil vise jer i stand til at frem­brin­ge de frug­ter, som vi har vist os ude at stand til at frem­brin­ge”. Dis­se var orde­ne, der blev sagt ved den rus­si­ske Kir­kes ind­træ­den i Kir­ker­nes Ver­dens­råd.

Her har vi en stor sand­hed: Vi kom­mer ikke med “end­nu en kon­fes­sion”, og hvis vi vir­ke­lig for­står os selv som “end­nu en kon­fes­sion”, så for­rå­der vi Orto­dok­si­en og ken­der ikke vores kald. Dét, vi skal bidra­ge med, er Kristus og Kir­kens ånd, som den var til ste­de i de før­ste århund­re­der, før Kir­ken var aner­kendt af sta­ten og på for­skel­lig viis under­ka­stet stats­mag­ten. Hvis vi betrag­ter kir­ke­hi­sto­ri­en, kan vi se, at det desvær­re alt for ofte var på stats­mag­tens ini­ti­a­tiv, at de øku­me­ni­ske kon­ci­ler blev etab­le­ret. Det­te ske­te i kri­ti­ske øje­blik­ke, for dét, som sta­ten og de byzan­tin­ske kej­se­re vil­le, var at Kir­ken skul­le være en for­e­nen­de fak­tor for Romer­ri­get sna­re­re end end en leven­de erfa­ring af tro­en. Fader Georg Flor­ovskij har engang sagt, at vist var de øku­me­ni­ske kon­ci­ler lov­ligt ind­kaldt, og vist har de på lov­lig viis prok­la­me­ret Orto­dok­si­ens sand­hed; men de har aldrig givet noget svar til hære­ti­ker­ne og til dem, der skil­te sig ud fra Kir­ken. Vi for­døm­te dis­se hære­ti­ke­re, vi så i dem men­ne­sker, der stod uden­for Kir­ken; men vi fandt ikke nogen sprog­brug eller nogen argu­men­ter, for at fast­hol­de dem i Kir­ken. Der var intel­lek­tu­el­le og filo­so­fi­ske argu­men­ter, men ingen, der ved­rør­te det afgø­ren­de i det krist­ne liv. I vore dage er vi fal­det til­ba­ge i sam­me situ­a­tion.

Øku­me­ni­ens vir­ke­li­ge udfor­dring

Vi dis­ku­te­rer med de andre kon­fes­sio­ner – selv om vi dis­ku­te­rer meget lidt for øje­blik­ket, i betragt­ning af at vi ikke læn­ge­re for­nem­mer for­skel­le­ne mel­lem kon­fes­sio­ner­ne, sådan som vi gjor­de for halv­treds, tres eller halvfjerds år siden – men vi sva­rer fort­sat ikke på de spørgs­mål, der dre­jer sig om ver­dens for­kla­rel­se (trans­fi­gu­ra­tion). Den ver­den, vi lever i, er stort set ble­vet hedensk. Vi har ikke mere noget moral­ko­deks, vi har kun et begreb om men­ne­ske­lig­hed og om men­ne­sket, hvil­ket er noget gan­ske andet. Når folk siger, at Kir­ken, eller Kir­ker­ne, er frem­me­de for moder­ni­te­ten, for­di den tror på gam­mel­dags begre­ber som fx ægte­ska­bet, så er det slet ikke dét, det dre­jer sig om. Sagen er, at Kir­ken ikke behø­ver føre dis­kus­sio­ner med alt, hvad ver­den har taget til sig. Kir­ken frem­læg­ger en vision, som ræk­ker høje­re op og er mere rum­me­lig.

Der er et men­ne­ske, som spil­le­de en stor rol­le for min egen opda­gel­se af tro­en. Han var under-dia­kon hos patri­ark Tik­hon i Moskva. – Han skrev: “Når man dis­ku­te­rer med én eller anden, vil ved­kom­men­de yde mod­stand og afvi­se ens argu­men­ter. Man bør altid hæve sig op over sine argu­men­ter på en sådan måde, at ens sam­ta­le­part­ner kan høre på, hvad man har at sige og så udbry­de: “Hvor er det pragt­fuldt!” og såle­des åbne sig for dét, man prø­ver at gøre ham begri­be­ligt.”

Det er det­te, vi må lære at prak­ti­se­re i den moder­ne ver­den, vi lever i. Øku­me­ni­en må ikke bli­ve til en slags kom­pro­mis, en meto­de til at gen­for­e­ne de for­skel­li­ge Kir­ker og nær­me de tro­en­de til hin­an­den; for jo stør­re kom­pro­mis, jo let­te­re er det at være sam­men. Vi bør for­stå øku­me­ni­en sådan, at den er en åndens hold­ning, som beken­der, at Kristus er Her­re og Kon­ge for oiku­me­ne, dvs. for ver­den i dens hel­hed; og at vores rol­le i for­hold til det­te uni­vers er at brin­ge en sand­hed, der oply­ser og omslut­ter ver­den og fører den til en stor­hed, en udfol­del­se og en skøn­hed, den ikke før har vidst af.

I skal i sand­hed bli­ve Kri­sti lege­me

Vi må føre vore reflek­sio­ner over dis­se spørgs­mål til ende, ikke ale­ne med intel­lek­tet, men med hele vor væren, med al den liden­skab, vi kan præ­ste­re, selv om vi selv måt­te være uvær­di­ge der­til. Jeg er fuld­kom­men uvær­dig i for­hold til dét, jeg præ­di­ker; men det er ikke dét, det dre­jer sig om her. Jeg bli­ver stil­let til ansvar en dag. På bag­grund af mine ord skal jeg døm­mes – og sand­syn­lig­vis for­døm­mes. Men orde­ne er og for­bli­ver san­de! Vi må være para­te til at prok­la­me­re sand­he­den, ikke som en intel­lek­tu­el eller filo­so­fisk sand­hed, men som det san­de liv. Brug ord der­til, brug hele jeres liv, inklu­si­ve litur­gi­en, gud­stje­ne­sten. Det sid­ste ikke som kult­hand­lin­ger, der udfø­res på veg­ne af et luk­ket fæl­les­skab, men som et mid­del til at gøre dem uden­for Kir­ken bekendt med Kristus og det evi­ge liv.

Det­te er den nye øku­me­ni, som vi bør til­eg­ne os. En øku­me­ni, som ikke består af teo­lo­gi­ske dis­kus­sio­ner og argu­men­ter, af kom­pro­mi­ser og af søgen efter den­ne eller hin fæl­les vej; men en øku­me­ni, som føres ud i livet af mænd og kvin­der, som mulig­vis er uvær­di­ge, men som ikke desto min­dre med undren kan sige: “Det­te har Kristus åben­ba­ret mig. Jeg vil ger­ne dele det med jer. Jeg har aldrig kun­net leve i over­ens­stem­mel­se med åben­ba­rin­gen, men det kan I. Mod­tag det­te og bliv i sand­hed Kri­sti lege­me”.

Fra Ser­vi­ce Ort­ho­doxe de Pres­se nr. 265, feb. 2002

Over­sat fra fransk, for­kor­tet og bear­bej­det af red.