| Udgivet 18. april 2020 Jeg er Opstandelsen og Livet. Den, som tror på mig, skal leve, om end han dør (Joh. 11:25) Kære elskede Fædre, Brødre og Søstre, Christos Voskrese, Kristus er opstanden! Dette budskab fra mig er anderledes, ligesom min 38. Påske sammen med jer heller ikke er den samme. Kristi herlige Opstandelse er blevet vidunderligt ophøjet i smukke ord og hymner fra fra de hellige Fædre i vor hellige Ortodokse Kirke og bringer os det Gode Budskab om håb, liv og frelse. Sammen med dem synger og siger vi: ”Kristus, vor Gud, Du er i sandhed Liv og Opstandelse for menneskeslægten!” Jeg tror fuldt og fast, at hvis vi tager disse ord og de tanker, de står for, ind i vor bevidsthed, kan de ændre vore liv. Ord har magt til at ændre liv, for de viderebringer tanker, og tanker er fulde af kraft. For tiden hører vi ofte på TV: ”Bliv hjemme! Red liv!” Og i Esajas’ Bog læser vi: ”Hør, og jeres sjæl skal leve!” (55:3) — Hvad mener vi med ”sjæl”? Vi mener den evige og bestandige del af os, vores inderste væsen. Det er et dybere ord end ”personlighed”. Det peger på dig, i din grundlæggende storhed. Sjælen må således leve og vokse. Hvordan opnår vi det? Ved at høre! Høre hvad? Budskabet om liv og vækst. Hvordan hører man det? Gennem øret, naturligvis, for det er hørelsens virkemåde. Men her ligger vanskeligheden. Vi har tendens til kun at høre med det ydre øre. Meningen preller af på os, efterlader måske en lille rest, men ændrer ikke vore liv. Vi må lære at høre med det indre øre, i det dybt underbevidste. Når du hører med det indre øre, så flyder den sandhed, du lytter til, dybt ind det område inden i dig, hvor du har en levende erfaring af sandhed. Så sker der vidunderlige ting. Det hellige Evangelium frembyder store rigdomme. Alligevel har nogle af jer måske, ligesom jeg, gået regelmæssigt i kirke i årevis uden at bemærke noget, der ligner en stor berigelse. I har aldrig erfaret nogen meningsfuld ændring. Hvorfor? Spørg jer selv ærligt: Har I nogen sinde udsat jer selv for det hellige Evangelium, har I ladet det komme rigtigt ind i jer, ladet det trænge dybt ind i jeres natur? For det hellige Evangelium er den største magt i verden. Det kan opvække kræfter i os, som vi end ikke vidste eksisterede. Problemet med os er, at vi holder det på afstand, vi lader det røre ved overfladen, men vi lukker det ikke virkeligt ind. ”Hør, og jeres sjæl skal leve!” Lige meget hvor livløse vi føler os, mine elskede venner i den opstandne Herre, lige meget hvor slagne vi forekommer os selv og andre at være, ”som håbets fanger i vore hjem”, så er der liv i os. Tag fat på det hellige Evangelium som jeres daglige læsning, og det liv vil vågne. Det, der sker, er noget, vi ser klart eksemplificeret i naturens verden ved forårstide: den vidunderlige kraft til livets fornyelse, overvældende og smukt. Vor Herre Jesus Kristus åbenbarede mange gange gennem Sit jordiske liv formålet med Sin lidelse og Opstandelse, men selv apostlene kunne ikke begribe det. Efter Kristi korsfæstelse lukkede de sig i fortvivlelse inde i den Øvre Sal og var ikke villige til at tro det gode budskab om Frelserens Opstandelse, som de Myrrhabærende Kvinder overbragte dem. Men efter deres møde med den opstandne Kristus blev deres bedrøvelse vendt til glæde over at være forenede med Herren. Smerten over Herrens korsfæstelse og død blev forvandlet til jubel over Frelserens sejr, sorgens sorte nat blev vendt til Opstandelsens daggry, som genskaber hele universet. Og den kristne tro spredte sig sejrrigt over hele verden, hvor den gennem mere end 20 århundreder har ledt menneskeslægtens liv mod frelse og evighed. Det glædesfyldte budskab om Kristi Opstandelse bringer håb og trøst i overflod, selv i vore urolige tider, hvor menneskeheden er plaget og lidende, stillet overfor afsavn og tab, og sammen gennemgår kvaler og kriser. I år er der talløse troende over hele verden, som tilbringer den livgivende Påskes tid i isolation, mange af dem langt borte fra deres kære og deres venner. Også under de nuværende, vanskelige vilkår, grundet pandemien, fejrer vi de hellige tjenester med tilbedelse i vore kirker, men uden at de troende fysisk er til stede. Ikke desto mindre, I elskede, vær forvissede om, at I er med os i ånden, i tanke og bøn, og at vi fejrer denne vidunderlige højtid sammen. Kristi Opstandelse er genoprettelsen af menneskelig væren, og den er evighedens gave til os alle. ”Jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod.” (Joh. 10:10) Med Guds nåde vil vi og hele verden stå imod denne prøvelse. Det er imidlertid afgørende vigtigt, at vi bliver stærkere, mens vi overvinder den, at vi bliver forenede og åndeligt styrkede og altid har Gud som vor vejleder og støtte. ”Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro”, siger apostlen (1. Joh. 5:4). Ja, mine elskede, med troen på Opstandelsen og med bevidstheden om Frelserens nærvær i vore liv vil vi kunne klare de problemer, vort elskede præsteskab og Stiftets troende står over for, og vi vil kunne opbygge den lyse fremtid, vi alle drømmer om. Vi frembærer vore bønner for vor Herre og Frelser. – Må Han skænke Sin Opstandelses strålende nåde til alle kirker, klostre, missioner og skoler i vort Stift, i USA, Canada, Australien og Europa, og til alle ortodokse kristne over hele verden. Må Han fri os fra prøvelser og skænke os Sin fred og himmelske velsignelser. Må det gode budskab om Kristi Opstandelse og om livets sejr for evigt give genlyd i vore hjerter og sjæle. Amen! Christos voskrese! Kristus er opstanden! Med kærlighed i den opstandne Herre sign. + Metropolit Joseph
den hellige Påske 2020 Udgivet 23. august 2017 Tro, teologi og tøjbamser af f. Poul Reformationen fejrer 500-års jubilæum i år. I det folkekirkelige Danmark er der fest og glæde, en stort set ukritisk anprisning af Luther. Alt godt – frihed, oplysning og demokrati, ja, selveste velfærdsstaten – tilskrives Luther. Kirker over det ganske land afholder jubilæumsgudstjenester. Teatre kappes om at lave luther-forestillinger. Museerne laver udstillinger. Der er foredrag og talk-shows om Reformationen. Sigurd Barrett og hans tøjbamse bringer det glade budskab til de mindste. Jeg mindes min barndoms skole i 1950erne. Vi lærte, at Luther og Hans Tavsen var den kristne tros sande ophavsmænd. Vi hørte om deres radikale opgør med den sorte middelalder. Læreren berettede, at der i forgangne tider ganske vist også havde været en slags kristendom både i Jerusalem, Konstantinopel og Rom; men den gamle tro havde vi danske med Luther og Hans Tavsen lagt bag os for længst. Men hov! Her er der grund til at stoppe op et øjeblik. For var Luthers projekt ikke at søge bagom det 16. århundredes romersk-katolske kirke, tilbage til rødderne, ad fontes? Til den oprindelige kristendom? Jo, det er sandt; og derfor spørger vi: Lykkedes operationen? Ledte Reformationen faktisk tilbage til kilderne og den ortodokse tradition? Det er et vanskeligt spørgsmål, måske med et indbygget paradoks. For Den Ortodokse Kirke er i mange ”moderne” folkekirkelige kristnes øjne en anakronisme, en ekstremt konservativ, højredrejet og højkirkelig overlevering fra uendeligt gamle dage. Men vil man til de kristne kilder, må man tage ortodoks tro og lære alvorligt som teologisk målestok. Med andre ord: Det var naturligt, for ikke at sige uundgåeligt, at Reformationens fædre, som protesterede mod den romerske kirke og dens pavelige prætentioner, skulle søge kontakt med Den Ortodokse Kirke eller ”Østkirken”, som 500 år tidligere i år 1054 på det bestemteste netop havde afvist enhver tanke om romersk autokrati. Det blev Philipp Melanchthon, tidligere professor i græsk i Wittenberg, der tog de første skridt. Det var ikke helt let, for der var ikke etablerede, diplomatiske forbindelser mellem reformatorerne og patriarkatet i Konstantinopel. Men i 1558 dukkede en ortodoks diakon ved navn Demetrios op i Wittenberg. Han fik god kontakt med det lutherske miljø og blev udpeget som budbringer. Den augsburgske Konfession blev oversat til græsk i 1559, og med den oversættelse rejste Demetrios til Konstantinopel. Med sig havde han også et personligt brev fra Melanchthon til patriark Joasaph. Men patriarken og den hellige Synode i Konstantinopel syntes slet ikke godt om augsburgdokumentet. Derfor tog de i første omgang deres tilflugt til det østlige diplomatis foretrukne redskab, nemlig rungende tavshed over for et protestantisk læreudsagn, de fandt helt uantageligt. De lod slet og ret, som om de aldrig havde modtaget dokumenterne, og der kom intet svar tilbage til Wittenberg. Godt 10 år senere gør reformatorerne et nyt forsøg. Og denne gang var det vanskeligere for de ortodokse at lade som ingenting, for initiativet kom ikke fra Tyskland, men fra den tyske, kejserlige ambassadør i Konstantinopel, David von Ungnad, og hans medbragte, græsktalende og lærde præst, Stefan Gerlach. De to etablerede forbindelse mellem patriark Jeremias II og en professor i græsk, Martin Crusius, ved det protestantiske universitet i Tübingen. Atter en gang blev der i 1574 sendt 6 kopier af den græske oversættelse af Augsburg-konfessionen afsted. Kopien til patriark Jeremias blev atter vedlagt et brev fra de lutherske teologer, som understregede, at de ikke havde tilføjet noget nyt til kirkens lære, at de holdt sig til apostlene, profeterne og de hellige fædres lære, samt at de var inspirerede af Helligånden, de syv Konciler og den hellige Skrift. Der var ingen vej uden om at reagere, og patriark Jeremias II fik udarbejdet et omfattende svarbrev, som forholdt sig til hvert enkelt af de 21 punkter i Den augsburgske Konfession. Brevet er dateret den 15. maj 1576. Patriarken erklærer sig, ikke overraskende, enig i artiklel 1 om Den nikænske Trosbekendelse som udtryk for den sande tro; men han understreger samtidigt, at trosbekendelsen skal bruges i sin oprindelige form og uden de ændringer, Rom havde foretaget. Tonen i svaret fra Konstantinopel er ganske imødekommende. Men patriarken gør det samtidigt klart, hvor der er uoverensstemmelser i forhold til den ortodokse lære. Det gælder dåben, hvor svarbrevet understreger, at den latinske, vestlige praksis med nogle dråber vand på panden er utilstrækkelig og forkert. Dåb skal foretages ved fuld neddykning tre gange; og dåben skal straks følges op af myronsalvning. Fra dåben går der en linie til de divergerende syn på sakramenter i øvrigt. Af Den augsburgske Konfessions artikel 7 om ”kirkens sande enhed”, har den nye patriark Jeremias forstået, at reformatorerne kun anerkender to sakramenter, dåb og nadver; og han gør det klart, at det ikke er acceptabelt for den ortodokse teologi, som opererer med mindst syv sakramenter. Værre og mere kontroversielt bliver det, når det kommer til forståelsen af, hvad der finder sted i nadveren. Det er både utilstrækkeligt og misvisende for den ortodokse teologi, når det i Augsburgkonfessionens artikel 10 blot hedder, at ”Kristi legeme og blod i sandhed er tilstede”. Patriarken understreger i sit svar elementernes forvandling! Han gør det klart, at det er Den Ortodokse Kirkes lære, at brødet og vinen på kirkens alter under liturgien virkelig forvandles til Kristi Legeme og Blod. Troen modtager forvandlingen som et guddommeligt mysterie. Reformatorernes position, at brød og vin forbliver, hvad de er, og at alt afhænger af troen hos den, der modtager nadveren, var og er både fremmed og uantagelig for den ortodokse tro. I forbindelse med nadveren peger patriark Jeremias på yderligere to punkter, der adskiller reformatorerne fra den ortodokse lære og praksis. For det første nævner han, at nadverritualet bliver tomt uden den såkaldte epiklesebøn. Bønnen nedkalder Helligånden over brødet og vinen på alteret, og den er forudsætningen for, at forvandlingen kan finde sted. Derfor er det uantageligt for Den Ortodokse Kirke, når de lutherske kirker udelader denne bøn. For det andet tager patriarken afstand fra de såkaldt usyrede brød, altså de flade oblater, som benyttes både i katolske og lutherske kirker. Den ortodokse kirke bruger syret, altså brød, som er hævet med gær; for brødet må være levende for at kunne symbolisere det nye liv i Kristus. Og de døde oblater modarbejder den symbolik. Svaret fra Konstantinopel udtrykker endvidere betænkelighed ved artikel 15 i Augsburgdokumentet. Den omhandler ”kirkeskikkene”, og det hedder deri, at ”menneskelige traditioner … med hensyn til spiser og dage … er unyttige og imod evangeliet.” For den ortodokse kirke, som lever med en kirkekalender, fuld af højtider, hvor man året rundt mindes de hellige, og hvor der forekommer en stadig vekslen mellem faste og fest, er det en uforståelig tankegang, at det skulle være ”imod evangeliet”. Dertil forekommer det de ortodokse både snæversynet og reduktionistisk at ville afvise sådanne traditioners åndelige værdi. Diskussionen om ”kirkeskikkene” fører direkte til artikel 21, den sidste i Den augsburgske Konfession med overskriften ”Om helgendyrkelse”. Heri hedder det bl.a. at ”Skriften lærer os ikke, at vi skal påkalde de hellige eller bede dem om hjælp.” Det er for ortodokse kristne en chokerende påstand. Patriark Jeremias erklærer sig i sit svar enig med reformatorerne deri, at tilbedelse alene tilkommer Gud; men når det er sagt, så er det ortodoks tro, at det både er lovligt og gavnligt at påkalde de hellige, først og fremmest Gudsmoder Maria, men også de øvrige hellige til alle tider tillige med ærkeengle og engle, som er i himmelen hos Gud, så de kan gå i forbøn for os. Den ortodokse forståelse af Kirken begrænser sig ikke til den slægt, der tilfældigvis lever på et givet tidspunkt i historien. Nej, Kirken omfatter både himmel og jord, engle og mennesker, forgangne, nuværende og kommende slægter; og for den ortodokse troende er der ikke noget mærkeligt endsige forkert i at bede for de hensovne eller i at bede de hellige om forbøn. Det er tværtimod den naturligste ting af verden. Sidst, men ikke mindst skal det nævnes, at korrespondancen berører spørgsmålet om menneskets frie vilje i forhold til sin egen frelse og til Gud. Augsburgkonfessionens artikel 18 har netop overskriften ”Om den frie vilje”. Her siges det, at selv om ”den menneskelige vilje har en vis frihed i forhold til at udøve borgerlig retfærdighed”, så har den ingen virkning, når det gælder det åndelige liv og modtagelsen af frelsen, som alene beror på Guds nåde. Dette er i meget skarp modsætning til den ortodokse lære om samvirke eller synergi: Kun det menneske, som af sin frie vilje ønsker det, og som selv aktivt arbejder med på sin frelse, kan modtage denne fra Gud. Den vilje og det samarbejde med Gud har konkrete udtryk i menneskers liv. I et efterskrift fremhæver patriark Jeremias regelmæssig kirkegang og deltagelse i det sakramentale liv som vigtige måder for mennesker til at arbejde med på deres frelse. Han nævner også klosterlivet. — Reformatorernes position opfatter patriarken som faretruende nær på prædestination. En skæbnetro, efter hvilken mennesket intet har at bidrage med til sin frelse, og hvor Gud omvendt enten bortdømmer eller frelser mennesker, uagtet om de vil det eller ej. Den tro er fuldkommen fremmed for den ortodokse tanke. Til sidst i sit svar udtrykker patriarken den opfattelse, at den videre vej for reformatorerne bør være fuld og hel tilslutning til Den Ortodokse Kirke. ”Højlærde tyskere”, skriver han, ”siden I viseligt, efter rådslagning og helhjertet ønsker at knytte jer sammen med os til Kristi hellige Kirke […] vil vi med glæde modtage jer […] hvis I er villige til sammen med os at følge de apostolske og synodale traditioner og underlægge jer disse.” Patriarkens brev nåede Tyskland i sommeren 1576. Teologerne i Tübingen var skuffede, men gjorde endnu et forsøg. De komponerede et gensvar, hvor de forsøgte bedre at forklare nogle af de punkter, patriarken havde opponeret imod. Men de fastholdt samtidigt, at de kun anerkender to sakramenter, dåb og nadver, at der ikke finder nogen forvandling sted med brødet og vinen på alteret, og at de ikke finder det passende at påkalde de hellige. Liturgien, spørgsmålet om oblater eller hævet brød samt klosterlivet nævner de slet ikke. Dette andet brev blev afsendt i 1577, og i 1579 kom reaktionen fra patriarkatet. Det gentager, i en skarpere tone, pointerne fra det første brev og lægger særlig vægt på forskellen i synet på den frie vilje, påkaldelsen af de hellige samt den ortodokse forståelse af ikoner og relikvier. Tyskerne gjorde så et tredje forsøg og sendte endnu en henvendelse i 1580, hvori de gjorde gældende, at de læremæssige forskelle angående frelse ved tro alene, menneskets frie vilje og forvandlingen af brød og vin, at det alt sammen var et spørgsmål om forskellig sprogbrug og ikke et udtryk for virkelige uenigheder. Patriark Jeremias havde imidlertid givet op. Han afsendte den 6. juni 1581 et sidste svar til Tübingen, hvori han endnu engang resumerede den ortodokse position og tilføjede denne epilog: ”Derfor beder vi om, at I fra nu af ikke skaber os mere sorg eller skriver til os om samme sag […] Lad os venligst være fri for disse bekymringer. Derfor, I som går jeres egne veje, skriv ikke mere angående lærespørgsmål; men hvis I skriver, så skriv kun for venskabs skyld. Farvel!” Tyskerne sendte alligevel et fjerde brev, som i alt væsentligt var en kopi af dét fra 1580. På denne sidste henvendelse til Konstantinopel kom der intet svar. Lykkedes operationen? Ja og nej. Eller rettere, den er måske endnu ikke afsluttet. En del præster og troende i folkekirken søger fortsat tilbage til rødderne, til den oprindelige kirke og tradition. De søger at tilegne sig ortodoks tro og tradition: Ærefrygten for de hellige mysterier: dåb, nadver, skriftemål, ægtevielse og flere endnu, den vedvarende bøn, ikonerne og dermed venerationen for de hellige. Men er en sådan troens alvor forenelig med spaghettigudstjenester, rappende og strippende præster, reinkarnation, spiritisme med heste og hunde, tarotkort og lignende løjer i folkekirken? Er den forenelig med Sigurd Barrett og hans tøjbamse. Jeg mener nej. Men måske er der endnu tid? Nogle sætter deres lid til mellemkirkelige drøftelser. I Kirkernes Verdensråd deltager både Reformationens kirker og Den Ortodokse Kirke (om end ikke uden betænkelighed og med undtagelse af to ortodokse patriarkater). Om samtalerne dér for alvor kan bringe ortodokse og protestanter nærmere hinanden, det vil fremtiden vise. Lokalt i Danmark har vi Danske Kirkers Råd, som i anledning af Reformationens fødselsdag i efteråret 2017 vil udgive et hæfte om den basale, kristne tro, som skulle være fælles for alle kirker. Men det lykkedes desværre ikke at nå til enighed om ordlyden i hæftet. De ortodokse Kirker, som er medlemmer af Danske Kirkers Råd, kunne ikke stå inde for indholdet. De ortodokse står derfor heller ikke som medudgivere. Uden sammenligning i øvrigt fornemmer man måske i den historie et svagt ekko af den kuldsejlede dialog fra anden halvdel af det 16. århundrede? Teksten er bragt som kronik i dagbladet Politiken søndag den 20. august under overskriften ”tro, teologi og tøjbamser”. Udgivet 8. februar 2017 af f. Poul ”Alle protestanter er krypto-papister!” Sådan formulerede en ortodoks, russisk teolog, Alexis Khomiakov, sig i 1846. ”For nu at benytte algebraens præcise sprog: Hele Vesten kender kun ét datum: A. Hvad enten det har det positive fortegn, ”plus”, som hos romerne eller det negative fortegn, ”minus”, som hos protestanterne, så forbliver A’et det samme.” Engelske Kallistos Ware indleder sin bog, ”The Orthodox Church”, fra 1963 med netop dette citat fra Khomiakov. Og han kommenterer Khomiakovs udsagn sådan: ”Kristne i Vesten, romerkatolikker og protestanter, stiller almindeligvis de samme spørgsmål, selv om de måske ikke er enige om svarene. Men for Den Ortodokse Kirke er det ikke bare svarene, som er nogle andre; selve spørgsmålene er ikke de samme som i Vesten. I Vesten er det almindeligt at tænke på katolicisme og protestantisme som store modsætninger; men for den ortodokse fremtræder de som to sider af samme mønt. Khomiakov kalder paven for ’den første protestant’ og ’den tyske rationalismes fader’”. Protestanter og katolikker finder gerne Khomiakovs og Kallistos Ware’s ord både misforståede og unødigt konfronterende. Det beror måske på, at deres betragtninger river tæppet væk under visse økumeniske drømmerier, som forudsætter, at alle kirkesamfund kan indlæses ét eller andet sted, til højre, til venstre eller midt på én og samme skala. Og som gerne forestiller sig Ortodoksien som en særligt konservativ, lettere eksotisk, højreorienteret afart af katolicismen. Men tænk nu, hvis Khomiakov og Ware har ret i, at protestantisme og katolicisme blot er to sider af samme mønt. Det ville unægtelig kaste uventet lys over pave Frans’ nylige besøg i Lund og over den katolske begejstring for at deltage i 500-års jubilæet for Reformationen. Det er selvsagt ikke muligt i en kort artikel (oprindeligt en aviskronik) at gøre rede for disse indviklede forhold. Men lad mig alligevel antyde et mønster med udgangspunkt i forestillingen om arvesynd. Begrebet opstår hos Augustin i det 4. århundrede og har lige siden haft massiv indflydelse på den teologiske tankegang i Vesten. I Østens kirke derimod har arvesyndstanken aldrig haft nogen særlig betydning, og ortodoks teologi forstår Adams synd og dens konsekvenser for menneskene anderledes end de vestlige kirkesamfund. Synd og skyld er ikke arvelige. Vi er alene skyldige i de synder, vi selv begår, ikke i dem, andre har begået. Når nogen synder, er det udtryk for et personligt valg. Vore valg udspringer af menneskets frie vilje, som er umistelig. Synd er aldrig en handling, som med nødvendighed følger af en fordærvet natur. Mennesket er skabt frit, og den gudgivne frihed kan ikke udslettes af nogen arvesynd. Adam og Evas oprør mod Gud er deres personlige synd. Friheden udelukker imidlertid ikke, at at alle mennesker og hele den menneskelige natur lider under følgerne af Adams synd. Men ortodoks antropologi tænker sig ikke en retlig skyld eller gæld, der nedarves fra slægt til slægt. Menneskehedens fælles arv fra Adam og Eva er ikke et uopfyldt retskrav eller på anden måde et anliggende om skyld og straf. Arven er det fælles livsvilkår, vi kender alt for godt, forgængelighed og død. Snarere end arvesynd opererer ortodoks teologi med arvedød. Kontrasten mellem Vest og Øst, når det gælder synd og skyld, står lysende klar i forbindelse med den tidlige kirkes diskussion om barnedåb. Augustin mente, at børn fødes som syndere, ikke fordi de personligt har syndet, men fordi de er kommet til verden med et retskrav vendt imod sig grundet Adam og Evas synd; og derfor er det, bogstaveligt talt, livet om at gøre at døbe børnene, for at de ikke skal dømmes og fortabes på grund af denne nedarvede skyld. Den ortodokse tankegang er en ganske anden. Augustins samtidige, Theodoret af Cyrus skriver, at dåbens indhold ikke alene kan være syndernes forladelse, for ”hvorfor skulle vi da døbe nyfødte børn, som endnu ikke kender til synden?” Den, som døbes, dør med Kristus og opstår med Ham til nyt liv. Dåben er, skriver Theodoret, ”en frelsens kåbe, en glædens kjortel, en lysets klædning eller snarere selve lyset.” Kirken døber de nyfødte, ikke for at forlade dem de synder, de endnu ikke har begået, men for at skænke dem evigt liv. De forskellige syn i Øst og Vest på arvesynd og nedarvet skyld fører til ganske afvigende opfattelser af, hvorfor Kristus bliver menneske. Katolikker og protestanter tænker sig ofte inkarnationen som led i et nødvendigt og uomgængeligt retsopgør. Vi finder tanken udtrykt hos Anselm af Canterbury i det 11. århundrede i et værk med titlen ”Hvorfor blev Gud Menneske?. Anselm udfolder en teologi om den stedfortrædende straf, nemlig den forestilling, at Kristus ved sin korsfæstelse og død påtager sig at udstå den straf, som Adams efterkommere var blevet idømt, og at vi derfor kan gå fri. Det kan næsten ikke understreges tilstrækkeligt, at denne juridisk prægede tankegang er fremmed for Den Ortodokse Kirke og tro. Med Isak Syreren (10. århundrede) lever vi langt snarere under det perspektiv, at inkarnationen var bestemt til at finde sted under alle omstændigheder, også uden at noget syndefald havde fundet sted. Kristi fødsel som menneske finder sted, fordi Gud ønsker at forene sig tættest muligt med sin skabning. Kristus påtager sig vore menneskelige vilkår for at kunne give os del i sin guddommelige herlighed. Den ortodokse forståelse af inkarnationen sammenfattes i en markant formulering hos Maximos Bekenderen (6. årh.): ”Gud skabte verden, for at han selv kunne blive menneske deri, og for at mennesket kunne blive guddommeliggjort af nåde og få del i det guddommelige livs vilkår.” Guddommeliggørelse! Antropologien i den ortodokse tro, forståelsen af hvad et menneske i det hele taget er, bygger på den faste overbevisning, at mennesket er skabt til fællesskab med Gud. Skabt til åndelig vækst i en stadig vekselvirkning mellem Guds kærlighed og menneskets frie vilje. Ifølge Maximos Bekenderen lod Gud to guddommelige egenskaber, væren og evigt liv, indgå i menneskets væsen. Og Gud stillede derpå mennesket frit til at modtage eller afvise yderligere to guddommelige egenskaber, godhed og visdom. Kristus bliver menneske, for at åbne alle mennesker vejen til at blive guddommeliggjorte. Derfor synger Den Ortodokse Kirke, hver gang et barn eller en voksen døbes, disse ord fra Galaterbrevet: ”Alle I, som er døbte til Kristus, har iført jer Kristus!” Men hvad betyder det at iføre sig Kristus? Her er vi ved det kristne livs dybeste mysterium: Kristi guddommelige og vore menneskelige veje bliver sammenfaldende, de forenes til én og samme vej, så sandt vi ved dåben og myronsalvningen og ved den stadige modtagelse af Herrens Legeme og Blod i nadveren podes på Kristus og bliver ét med Ham. Her manifesteres det kristne livs mystiske bevægelse fra død og forgængelighed til liv uden ende, fra synd til herliggørelse gennem vekselvirkning og identifikation mellem Kristus og os. Af Guds nåde, og forudsat, at vi vil tage imod ham! Hvis Den Lutherske og Den Romersk-Katolske Kirke med visse nuancer er enige om, at arvesynd og viljens ufrihed er sørgelige følger af Adams ulydighed, at dåb er en nødvendighed for at undgå evig fortabelse, og at Kristus blev menneske for at påtage sig straf på vore vegne, så peger Den Ortodokse Kirke i stedet på arvedød, på at synden er et personligt valg, og på at menneskets frie vilje er en umistelig gave fra Gud. Og først og sidst peger Ortodoksien på, at Kristus blev menneske for at give mennesker del i sin guddommelighed. Denne tekst har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad, torsdag den 2. februar 2017. Udgivet 19. juli 2016 af f. Poul Der er splittelse mellem kristne, men kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det. Kirkens enhed består til alle tider i og med den ortodokse kirke. Sådan er den ortodokse kirkeforståelse. I den ortodokse pinse, den 18. — 26. juni 2016 blev der på den græske ø Kreta afholdt et kirkemøde med titlen ”Det Hellige og Store Koncil”. Mødet har været under forberedelse siden 1961, altså gennem 55 år, og det har fra mange sider været ventet med længsel: Det første fælles-ortodokse møde efter mere end 1200 års pause! År 787 fandt det syvende og sidste af de såkaldt økumeniske konciler, sted i det daværende Nikæa sydøst for Istanbul. De syv konciler udgør fundamentet for den ortodokse kirkes tro og lære. I 787 var ikoner det brændende spørgsmål. Der havde gennem mere end 150 år pågået en bitter strid om billeder i kirken. Den strid blev endeligt afsluttet med det syvende koncil, som sikrede ikonerne blivende status af ”teologi i farver”, bekræftelsen på, at Gud er blevet Menneske i Kristus. Sandt Menneske og hverken en ånd eller et spøgelse. Derfor fejrer kirken hvert år billedstridens afslutning under navnet ”den rette tros sejr” på første søndag i den syv uger lange påskefaste. Der var store forventninger til mødet på Kreta i år. Nogle svingede sig op til på forhånd at ville udnævne det til det ottende økumeniske koncil. Men det er en umulig tanke. Et kirkemødes status kan ikke bestemmes, inden det er afholdt. Efterfølgende viser det sig, om et givet koncils vedtagelser bliver modtaget af de ortodokse troende og kommer til at indgå i grundlaget for kirkens tro, lære og praksis. Kirkemøderne, som fandt sted mellem årene 325 og 787, har givet anledning til den ortodokse kirkes andet navn: ”de syv koncilers kirke”. Med dem er kirkens identitet i alt væsentligt fastlagt. Men hvad er så drivkraften bag, at den ortodokse verden gennem 55 år har arbejdet på at få arrangeret det første autoritative og fælles-ortodokse møde i 1200 år? Og hvorfor kalder man det ”Det Hellige og Store Koncil”? Først og fremmest tror jeg, der gennem mange år har udviklet sig et behov i den ortodokse kirkes 14 patriarkater for klart at manifestere, både indadtil og udadtil, at kirken fortsat er én i tro, lære og liturgi, og at den enhed består trods store forskelle i sprog, kultur, historie og udvikling. Dertil kommer den voksende globalisering og ikke mindst det forhold, at den ortodokse kirke gennem de seneste 100 år har slået rod på kontinenter og i lande, fx Vesteuropa og Amerika, hvor kirken er et forsvindende mindretal. Den udvikling har aktualiseret og understreget nødvendigheden af at gennemtænke og formulere sig klart, både om kirkens selvforståelse og om dens forhold til den øvrige kristenhed. Det måske vigtigste af seks punkter på Kreta-mødet har da også overskriften: ”Den ortodokse kirkes relationer til den øvrige kristne verden.” Et andet punkt er drøftelsen af, hvordan man kan skabe orden i den højst u‑ortodokse organisering, der for tiden hersker i de ortodokse kirker i Vesten. Den ortodokse kirkes relationer til den øvrige kristne verden! Mange protestantiske iagttagere vil sikkert mene, at den sag i princippet er let nok. Men netop det punkt voldte store vanskeligheder på Kreta. For den ortodokse kirke forstår sig selv som fuldt og helt identisk med den nikænske trosbekendelses ”ene, hellige, katolske og apostolske kirke” og kan derfor ikke anerkende den protestantiske såkaldte ”gren-teori”, som lærer, at kirken udgøres af summen af alle kirkesamfund, at alle kristne således er kirken, omend på forskellige måder. Derfor blev der på mødet på Kreta meget heftige diskussioner, om betegnelsen ”kirke” overhovedet kan benyttes om andre kirkesamfund end den ortodokse kirke. Sagen truede med at gå i hårdknude, indtil den græske kirke (som selv hører til ”strammerne” på området), foreslog den formulering, der løste knuden og fik tilslutning fra de øvrige. Den lyder i slutdokumentet sådan her: ”Den ortodokse kirke anerkender eksistensen af andre historiske, heterodokse kirker og konfessioner”(§6). Nøgleordet er naturligvis ”heterodokse”, altså afvigende fra den rette (den ortodokse) lære. De ortodokse patriarkater har gennem årene haft betænkeligheder angående deltagelse i den mellemkirkelige dialog fx i Kirkernes Verdensråd. Her var de ortodokse ikke med fra begyndelsen, men fra 1960erne begyndte man at melde sig ind. Georgiens kirke meldte sig imidlertid ud igen i 1997, det samme gjorde Bulgarien i 1998. Denne vaklen skinnede også igennem på koncilet på Kreta, hvor det om Verdensrådets måske mest centrale kommission ”Faith and Order” (Tro og Kirkeordning) bl.a. hedder: ”Den ortodokse kirke forbeholder sig reservationer i forhold til afgørende punkter angående tro og kirkeordning, for de ikke-ortodokse kirker og konfessioner har fjernet sig fra den ene, hellige, katolske og apostolske kirkes sande tro” (§21). I samme spor konkluderer koncilet: ”Den ortodokse kirke deltager i Kirkernes Verdensråd, men forbliver tro mod sin kirkeforståelse, sin identitet og sin indre struktur og mod læren fra de syv koncilers kirke. Den godtager på ingen måde tanken om lighed mellem konfessionerne” (§18). Kreta-mødet fremhæver således en række markante forbehold og gør det klart, at den ortodokse kirkes tro og praksis er den oprindelige og den rette, men understreger samtidigt, at kirken finder det vigtigt med dialog med verdens øvrige kristne: ”Den ortodokse kirke, som uophørligt beder for alles enhed, har altid plejet dialog med dem, som har skilt sig ud fra den” (§4). Den ortodokse kirke har, som det er fremgået, den selvforståelse, at den alene er den sande kirke, og at såvel den romerske som de protestantiske kirkesamfund har ”skilt sig ud fra den” (§4), er ”afvigende fra den rette lære” (§6), ”har fjernet sig fra kirkens sande tro” (§21), og at der derfor ikke kan tænkes ”lighed mellem konfessionerne” (§18). Men hvilket fællesskab kan den ortodokse kirke da overhovedet have med de heterodokse? Her er der to afgørende svar. For det første må vi skelne mellem ”kirken” og ”de kristne”. Der er i verden mange kristne, som af indviklede historiske årsager er blevet heterodokse, men ikke derfor er ophørt med at være kristne. For det andet er det en helt nødvendig ortodoks indsigt, at selv om vi ved, hvor kirken er, så kan vi aldrig vide, hvem og hvor mange, der måtte være knyttede til kirken med bånd, som alene er synlige for Gud. Hvilke konkrete, mærkbare konsekvenser har denne balancegang mellem eksklusivitet og dialog for den ortodokse kirkes relationer og praksis i forhold til andre kirkesamfund? Ikke så få. Helt overordnet indebærer det, at der ikke er nadverfællesskab mellem ortodokse og ikke-ortodokse. Katolikker og protestanter kan normalt ikke modtage nadver i den ortodokse kirke, og ortodokse troende kan ikke, i hvert fald ikke med deres biskops billigelse, modtage nadver andre steder end i en ortodoks kirke. Levede Det Hellige og Store Koncil på Kreta op til forventningerne? Det kommer an på, hvilken synsvinkel man anlægger. Det er en klar svækkelse af koncilet, at fire ud af fjorten patriarkater, blandt dem den talmæssigt mægtige russiske kirke, meldte fra med kort varsel. Men når det gælder den klare og umisforståelige præcisering, indadtil som udadtil, af den ortodokse opfattelse af kirken, af kirkens udelelige enhed og af den ortodokse kirkes relationer til de heterodokse kristne, så lever kirkemødet på Kreta i juni 2016 helt op til forventningerne. Har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 18/7–2016. Udgivet 7. oktober 2015 Af metropolit Antonij (Bloom) Metropolit Antonij var øverste leder for Moskva-patriarkatets stift i England indtil sommeren 2003. Han sov hen den 4. august 2003. Før han blev munk, præst og siden biskop, arbejdede han som læge på forskellige hospitaler i Paris. Han var kendt og værdsat for sit pastorale arbejde og som prædikant, bl.a. i BBC. Metropolit Antonij var æresdoktor ved de teologiske akademier i Moskva og Kiev samt ved de teologiske fakulteter i Aberdeen, Skotland, og universitetet i Cambridge. Nedenstående tekst er metropolit Antonijs indlæg ved det årlige stiftsmøde i juni 2001. Den forsøger at svare på, hvilke pastorale og kirkelige opgaver, de ortodokse menigheder i Vesten står over for i vore dage. Den forholder sig til de økumeniske udfordringer, de ortodokse i Vesten konfronteres med og den berører de mangfoldige problemer, der tynger Kirken i Østeuropa. Overordnet giver metropolittens tale et bud på, hvordan vi ortodokse kan bidrage til at vidne om Kristi nærvær i en verden, der er i voldsom forandring, og hvor den kristne tro og tænkemåde er meget langt fra at være noget selvfølgeligt. Redaktionen finder, at de problemer, der her diagnosticeres og diskuteres, rækker langt ud over den lokale sammenhæng, hvori de er blevet formuleret. Det er spørgsmål, der har relevans for alle ortodokse og for alle kristne og det er svar, som forhåbentlig kan tjene til inspiration for os her i Norden. At være frie som Kirke Jeg vil gerne forklare, hvorfor vi for mange år siden etablerede dette stift, og hvad der var vores hensigt med at etablere det; selv om hensigten ikke i ét og alt er blevet til virkelighed. Jeg vil også gerne rette blikket udad mod den verden, vi lever i. Hvad angår grundlæggelsen af vort stift, er der meget få af de tilstedeværende, som var med fra begyndelsen. Stiftet blev grundlagt, dengang vi frygtede – og dét med rette – politisk indblanding fra de sovjettiske myndigheder; for vi tilhørte den russiske ortodokse Kirke, og Kirken i Rusland var i høj grad under deres kontrol. Stiftet blev etableret for at samle de troende, som var klar over deres kald: at være frie som Kirke, at prædike Evangeliet og udgøre et fællesskab, som på ingen måde var underlagt nogen form for politisk kontrol. Sådan var vort oprindelige mål. Siden da er omstændighederne blevet nogle andre, for situationen i Rusland er ændret, især hvad angår Kirkens frihed og uafhængighed og stiftets manøvrefrihed; men alligevel er situationen ikke ændret så meget, som man måske kunne forestille sig. I vore dage står vi overfor et problem, som kan give anledning til et vist venskab mellem Kirke og stat: Der er risiko for, at Kirken, lige som i fortiden, på den ene eller den anden måde bliver til et instrument for staten; for venskabet fører til samarbejde og derfra til afhængighed. Vi må holde os dette faktum for øje og tanke og gøre alt, hvad der er os muligt, for at forblive frie, både moralsk og administrativt. For øjeblikket har vi ingen problemer af administrativ art med patriarkatet i Moskva. Vi er frie til at styre stiftet på vores måde. Men moralsk må vi være opmærksomme på det forhold, at Kirken i Rusland har problemer, at den står overfor fristelser og risici. Vor opgave er da at forblive uafhængige, ikke ved at definere os i modsætning til vor moder-Kirke, men ved at definere os som en gruppe, der moralsk og administrativt er frie og derved helt enkelt bliver et forbillede til det kirkelige liv. — Man kan anklage mig for arrogance, når jeg siger sådan: Hvordan skulle vi kunne være et forbillede? Her er det imidlertid vigtigt at bemærke, at vi befinder os i en privilegeret situation. Vi er et antal mænd og kvinder, som af vores frie vilje har valgt at være ortodokse og at forblive tro mod Evangeliet, sådan som det blev prædiket af Den Ortodokse Kirke i de første århundreder. Vi er en gruppe mennesker, som aldrig i mindste måde har stået i noget afhængighedsforhold til verdslige myndigheder. Dét er noget yderst afgørende og meget værdifuldt. Det er en situation, som vi må fastholde af al kraft og overbevisning. Det indebærer ikke, at vi så skal være oprørske, fjendtlige eller illoyale i forhold til moder-Kirken. Det betyder, at vi skal være dét, Kirken er kaldet til at være: et korpus af mænd og kvinder, som har valgt at være Evangeliets og Kristi budbringere i den verden, hvor de lever. Vi kan kun være frie og proklamere sandheden, når vi lever et liv, der er denne sandhed værdigt. Dette er afgørende, for at prædike Evangeliet vil først og fremmest sige at leve Evangeliet på en sådan måde, at folk, når de betragter Ortodoksien eller blot en lille gruppe troende som fx vores, kan udbryde: “Aha, det er sådan, det skal forstås”. På samme måde som en kristen forfatter fra 2. – 3. århundrede skrev: “Folk, som betragter os, siger: “Se, hvor de har indbyrdes kærlighed!” ( Diognét-brevet). Vi er ved at blive den lokale Kirke Vi er kaldede, ikke alene til indbyrdes kærlighed, men til at elske hele Guds skabelse og til for enhver pris at tjene dén. I vore dage er prisen ikke vort blod eller vore liv, ikke at vi må udholde vold og død; men prisen er vores måde at leve på, måden hvorpå andre ser på os og dermed begriber Ortodoksien som noget særligt, fordi den på en særlig måde manifesterer Evangeliets væsen. […] Vore menigheder og stiftet har forandret sig meget siden grundlæggelsen og de første stiftsmøder. Vi har haft stærk tilstrømning af russere, vi har set et vist antal englændere konvertere til Ortodoksien, og vi har nu i vort stift mennesker, der hverken hører til den russiske eller den engelske kultur: grækere, serbere, bulgarere og flere endnu. Vi er i færd med virkelig at blive den lokale Kirke: den stedlige Kirke, som rummer og forener mennesker af alle nationaliteter, afstamninger, kulturer, præcis som det var i den tidlige Kirke. Den tidlige Kirke var en forsamling af mennesker, som indbyrdes var så fremmede, at de ikke kunne kommunikere undtagen via Kirken. Der var herrer og slaver; der var romerske borgere og andre, der hørte til de folk, Rom havde underlagt sig; der var mennesker med helt forskellige sprog og kulturer. Nogle var højt placeret på den sociale rangstige, andre lavt. Men de kunne alle være ét, for de havde ét til fælles: Herren Jesus Kristus, som var deres Herre, Leder og Mester. Han var for dem Sandheden og Vejen, Han var Døren, der åbnede sig mod evigheden. Vi lever ikke længere i en kristen verden, og netop derfor bliver Kirken i stigende grad dét, den var i de første århundreder. I vore samfund kan der stadig være spor af kristne traditioner og kristen kultur, men verden er ikke længere en kristen verden i og for sig. Den er i opløsning; moralsk, filosofisk, teologisk og på en række andre måder. Men vi proklamerer, at den eneste mulighed, vi har, det eneste vi kan gøre, er at forene mænd og kvinder i ét legeme – Kristi legeme, som ikke slet og ret er en forsamling af mennesker, der er enige om, hvad der er det bedste for dem selv; men et legeme, en forsamling, som udgør Kristi inkarnerede nærvær. Fader Sergej Bulgakov har sagt, at hvert menneske er en inkarnation, et inkarneret Kristi nærvær, og at vi tilsammen udgør Kristi legeme, en forsamling af mænd og kvinder, som er Kristi sande nærvær. Da vi alle er døbte i Kristus, er vi alle blevet lemmer på Hans legeme. Det er dette, folk bør blive opmærksomme på, når de stifter bekendtskab med os. På ny at bibringe verden Kristi nærvær I dag lever vi i en verden, hvor samtalen og de økumeniske relationer er blevet meget anderledes, end de var, da jeg først kom til England. Dengang var de konfessionelle forskelle klart definerede, men man søgte at mødes og prøvede at forstå hinanden. Sådan er det ikke længere, og resultatet er stor forvirring. Hvis ikke vi er fast forankrede i bønnen og i Kirken liv (og her taler vi ikke om det administrative eller om de konfessionelle grupper, men om Kirken som Kristi legeme), resulterer det i en følelse af fremmedgørelse. Vi må fremme en anden måde at se tingene på og forsøge at nærme os sagen på en ny måde. Først og fremmest udgør de kristne ikke nogen énhed. De er splittet op i forskellige konfessioner. Det er allerede længe siden, vi mødtes og forsøgte at finde en fælles sprogbrug. Men selv om vi er nået frem til denne fælles sprogbrug, som har gjort det muligt for os at blive venner, brødre og søstre, er vi desværre fortsat lige splittede. Dét er ikke godt nok! Og det er ingen løsning at ville overvinde splittelsen via et kompromis. Det er heller ingen løsning at forblive splittede, alt imens vi lader som om, vi er ét; dét ville være at forråde Kristus og Evangeliet. Det, vi bør gøre, er at bringe Ortodoksien, med stort “O”, til Vesten; ikke som en religiøs “konfession”, men som en ny Kristi tilstedeværelse. Da den russiske ortodokse Kirke blev medlem af Kirkernes Verdensråd, var dens repræsentant biskop Johannes (Wendland) (1909 – 1989). Jeg glemmer aldrig hans ord. Han henvendte sig til Verdensrådet på følgende måde: “Vi vil gerne takke jer, vi ortodokse, fordi I har modtaget os i jeres midte. I spørger måske jer selv, hvad vi kan bibringe jer. Vi kommer ikke med en ny religiøs lære; vi kommer med den tidlige Kirkes tro. Vi har ikke formået at efterleve den til fulde. Vi bringer den tilbage til jer, og vi håber, I vil vise jer i stand til at frembringe de frugter, som vi har vist os ude at stand til at frembringe”. Disse var ordene, der blev sagt ved den russiske Kirkes indtræden i Kirkernes Verdensråd. Her har vi en stor sandhed: Vi kommer ikke med “endnu en konfession”, og hvis vi virkelig forstår os selv som “endnu en konfession”, så forråder vi Ortodoksien og kender ikke vores kald. Dét, vi skal bidrage med, er Kristus og Kirkens ånd, som den var til stede i de første århundreder, før Kirken var anerkendt af staten og på forskellig viis underkastet statsmagten. Hvis vi betragter kirkehistorien, kan vi se, at det desværre alt for ofte var på statsmagtens initiativ, at de økumeniske konciler blev etableret. Dette skete i kritiske øjeblikke, for dét, som staten og de byzantinske kejsere ville, var at Kirken skulle være en forenende faktor for Romerriget snarere end end en levende erfaring af troen. Fader Georg Florovskij har engang sagt, at vist var de økumeniske konciler lovligt indkaldt, og vist har de på lovlig viis proklameret Ortodoksiens sandhed; men de har aldrig givet noget svar til hæretikerne og til dem, der skilte sig ud fra Kirken. Vi fordømte disse hæretikere, vi så i dem mennesker, der stod udenfor Kirken; men vi fandt ikke nogen sprogbrug eller nogen argumenter, for at fastholde dem i Kirken. Der var intellektuelle og filosofiske argumenter, men ingen, der vedrørte det afgørende i det kristne liv. I vore dage er vi faldet tilbage i samme situation. Økumeniens virkelige udfordring Vi diskuterer med de andre konfessioner – selv om vi diskuterer meget lidt for øjeblikket, i betragtning af at vi ikke længere fornemmer forskellene mellem konfessionerne, sådan som vi gjorde for halvtreds, tres eller halvfjerds år siden – men vi svarer fortsat ikke på de spørgsmål, der drejer sig om verdens forklarelse (transfiguration). Den verden, vi lever i, er stort set blevet hedensk. Vi har ikke mere noget moralkodeks, vi har kun et begreb om menneskelighed og om mennesket, hvilket er noget ganske andet. Når folk siger, at Kirken, eller Kirkerne, er fremmede for moderniteten, fordi den tror på gammeldags begreber som fx ægteskabet, så er det slet ikke dét, det drejer sig om. Sagen er, at Kirken ikke behøver føre diskussioner med alt, hvad verden har taget til sig. Kirken fremlægger en vision, som rækker højere op og er mere rummelig. Der er et menneske, som spillede en stor rolle for min egen opdagelse af troen. Han var under-diakon hos patriark Tikhon i Moskva. – Han skrev: “Når man diskuterer med én eller anden, vil vedkommende yde modstand og afvise ens argumenter. Man bør altid hæve sig op over sine argumenter på en sådan måde, at ens samtalepartner kan høre på, hvad man har at sige og så udbryde: “Hvor er det pragtfuldt!” og således åbne sig for dét, man prøver at gøre ham begribeligt.” Det er dette, vi må lære at praktisere i den moderne verden, vi lever i. Økumenien må ikke blive til en slags kompromis, en metode til at genforene de forskellige Kirker og nærme de troende til hinanden; for jo større kompromis, jo lettere er det at være sammen. Vi bør forstå økumenien sådan, at den er en åndens holdning, som bekender, at Kristus er Herre og Konge for oikumene, dvs. for verden i dens helhed; og at vores rolle i forhold til dette univers er at bringe en sandhed, der oplyser og omslutter verden og fører den til en storhed, en udfoldelse og en skønhed, den ikke før har vidst af. I skal i sandhed blive Kristi legeme Vi må føre vore refleksioner over disse spørgsmål til ende, ikke alene med intellektet, men med hele vor væren, med al den lidenskab, vi kan præstere, selv om vi selv måtte være uværdige dertil. Jeg er fuldkommen uværdig i forhold til dét, jeg prædiker; men det er ikke dét, det drejer sig om her. Jeg bliver stillet til ansvar en dag. På baggrund af mine ord skal jeg dømmes – og sandsynligvis fordømmes. Men ordene er og forbliver sande! Vi må være parate til at proklamere sandheden, ikke som en intellektuel eller filosofisk sandhed, men som det sande liv. Brug ord dertil, brug hele jeres liv, inklusive liturgien, gudstjenesten. Det sidste ikke som kulthandlinger, der udføres på vegne af et lukket fællesskab, men som et middel til at gøre dem udenfor Kirken bekendt med Kristus og det evige liv. Dette er den nye økumeni, som vi bør tilegne os. En økumeni, som ikke består af teologiske diskussioner og argumenter, af kompromiser og af søgen efter denne eller hin fælles vej; men en økumeni, som føres ud i livet af mænd og kvinder, som muligvis er uværdige, men som ikke desto mindre med undren kan sige: “Dette har Kristus åbenbaret mig. Jeg vil gerne dele det med jer. Jeg har aldrig kunnet leve i overensstemmelse med åbenbaringen, men det kan I. Modtag dette og bliv i sandhed Kristi legeme”. Fra Service Orthodoxe de Presse nr. 265, feb. 2002 Oversat fra fransk, forkortet og bearbejdet af red. |
