2. oktober (og 28. maj): Hellige Andreas, dåre for Kristi skyld (936)

Hellige Andreas, dåre for Kristi skyld

Hel­li­ge Andreas, dåre for Kri­sti skyld. Kil­de: Oca.org

Læs om hel­li­ge Andreas

Guds­mo­ders Beskyt­tel­se

Reformationen – en forpasset mulighed?

Tro, teo­lo­gi og tøj­bam­ser

af f. Poul

Refor­ma­tio­nen fejrer 500-års jubilæum i år. I det fol­kekir­ke­li­ge Dan­mark er der fest og glæ­de, en stort set ukri­tisk anpris­ning af Lut­her. Alt godt – fri­hed, oplys­ning og demo­kra­ti, ja, sel­ve­ste vel­færds­sta­ten – til­skri­ves Lut­her. Kir­ker over det gan­ske land afhol­der jubilæums­gud­stje­ne­ster. Tea­tre kap­pes om at lave lut­her-fore­stil­lin­ger. Muse­er­ne laver udstil­lin­ger. Der er fored­rag og talk-shows om Refor­ma­tio­nen. Sigurd Bar­rett og hans tøj­bam­se brin­ger det gla­de bud­skab til de mind­ste.

Jeg min­des min barn­doms sko­le i 1950erne. Vi lær­te, at Lut­her og Hans Tav­sen var den krist­ne tros san­de ophavs­mænd. Vi hør­te om deres radi­ka­le opgør med den sor­te mid­delal­der. Lære­ren beret­te­de, at der i for­gang­ne tider gan­ske vist også hav­de været en slags kris­ten­dom både i Jeru­sa­lem, Kon­stan­ti­nopel og Rom; men den gam­le tro hav­de vi dan­ske med Lut­her og Hans Tav­sen lagt bag os for længst.

Men hov! Her er der grund til at stop­pe op et øje­blik. For var Lut­hers pro­jekt ikke at søge bag­om det 16. århund­re­des romersk-katol­ske kir­ke, til­ba­ge til rød­der­ne, ad fon­tes? Til den oprin­de­li­ge kris­ten­dom? Jo, det er sandt; og der­for spør­ger vi: Lyk­ke­des ope­ra­tio­nen? Led­te Refor­ma­tio­nen fak­tisk til­ba­ge til kil­der­ne og den orto­dok­se tra­di­tion?

Det er et van­ske­ligt spørgs­mål, måske med et ind­byg­get para­doks. For Den Orto­dok­se Kir­ke er i man­ge ”moder­ne” fol­kekir­ke­li­ge krist­nes øjne en ana­kro­nis­me, en ekstremt kon­ser­va­tiv, høj­re­d­re­jet og høj­kir­ke­lig over­le­ve­ring fra uen­de­ligt gam­le dage. Men vil man til de krist­ne kil­der, må man tage orto­doks tro og lære alvor­ligt som teo­lo­gisk måle­stok.

Med andre ord: Det var natur­ligt, for ikke at sige uund­gå­e­ligt, at Refor­ma­tio­nens fædre, som pro­teste­re­de mod den romer­ske kir­ke og dens pave­li­ge præten­tio­ner, skul­le søge kon­takt med Den Orto­dok­se Kir­ke eller ”Øst­kir­ken”, som 500 år tid­li­ge­re i år 1054 på det bestem­te­ste net­op hav­de afvist enhver tan­ke om romersk auto­kra­ti.

Det blev Phi­lipp Melan­ch­t­hon, tid­li­ge­re pro­fes­sor i græsk i Wit­ten­berg, der tog de før­ste skridt. Det var ikke helt let, for der var ikke etab­le­re­de, diplo­ma­ti­ske for­bin­del­ser mel­lem refor­ma­to­rer­ne og patri­ar­ka­tet i Kon­stan­ti­nopel. Men i 1558 duk­ke­de en orto­doks dia­kon ved navn Deme­trios op i Wit­ten­berg. Han fik god kon­takt med det lut­her­ske mil­jø og blev udpe­get som bud­brin­ger. Den augs­burg­ske Kon­fes­sion blev over­sat til græsk i 1559, og med den over­sæt­tel­se rej­ste Deme­trios til Kon­stan­ti­nopel. Med sig hav­de han også et per­son­ligt brev fra Melan­ch­t­hon til patri­ark Joa­s­aph.

Men patri­ar­ken og den hel­li­ge Syno­de i Kon­stan­ti­nopel syn­tes slet ikke godt om augs­burg­do­ku­men­tet. Der­for tog de i før­ste omgang deres til­flugt til det øst­li­ge diplo­ma­tis fore­truk­ne red­skab, nem­lig run­gen­de tavs­hed over for et pro­te­stan­tisk læreud­sagn, de fandt helt uan­ta­ge­ligt. De lod slet og ret, som om de aldrig hav­de mod­ta­get doku­men­ter­ne, og der kom intet svar til­ba­ge til Wit­ten­berg.

Godt 10 år sene­re gør refor­ma­to­rer­ne et nyt for­søg. Og den­ne gang var det van­ske­li­ge­re for de orto­dok­se at lade som ingen­ting, for ini­ti­a­ti­vet kom ikke fra Tys­kland, men fra den tyske, kej­ser­li­ge ambas­sa­dør i Kon­stan­ti­nopel, David von Ung­nad, og hans med­brag­te, græsk­ta­len­de og lær­de præst, Ste­fan Ger­lach. De to etab­le­re­de for­bin­del­se mel­lem patri­ark Jere­mi­as II og en pro­fes­sor i græsk, Mar­tin Cru­si­us, ved det pro­te­stan­ti­ske uni­ver­si­tet i Tübin­gen. Atter en gang blev der i 1574 sendt 6 kopi­er af den græ­ske over­sæt­tel­se af Augs­burg-kon­fes­sio­nen afsted. Kopi­en til patri­ark Jere­mi­as blev atter ved­lagt et brev fra de lut­her­ske teo­lo­ger, som under­stre­ge­de, at de ikke hav­de til­fø­jet noget nyt til kir­kens lære, at de holdt sig til apost­le­ne, pro­fe­ter­ne og de hel­li­ge fædres lære, samt at de var inspi­re­re­de af Hel­li­gån­den, de syv Kon­ci­ler og den hel­li­ge Skrift.

Der var ingen vej uden om at rea­ge­re, og patri­ark Jere­mi­as II fik udar­bej­det et omfat­ten­de svar­brev, som for­holdt sig til hvert enkelt af de 21 punk­ter i Den augs­burg­ske Kon­fes­sion. Bre­vet er date­ret den 15. maj 1576. Patri­ar­ken erklæ­rer sig, ikke over­ra­sken­de, enig i artik­lel 1 om Den nikæn­ske Tros­be­ken­del­se som udtryk for den san­de tro; men han under­stre­ger sam­ti­digt, at tros­be­ken­del­sen skal bru­ges i sin oprin­de­li­ge form og uden de ændrin­ger, Rom hav­de fore­ta­get.

Tonen i sva­ret fra Kon­stan­ti­nopel er gan­ske imø­de­kom­men­de. Men patri­ar­ken gør det sam­ti­digt klart, hvor der er uove­r­ens­stem­mel­ser i for­hold til den orto­dok­se lære. Det gæl­der dåben, hvor svar­bre­vet under­stre­ger, at den lat­in­ske, vest­li­ge prak­sis med nog­le drå­ber vand på pan­den er util­stræk­ke­lig og for­kert. Dåb skal fore­ta­ges ved fuld ned­dyk­ning tre gan­ge; og dåben skal straks føl­ges op af myronsalv­ning.

Fra dåben går der en linie til de diver­ge­ren­de syn på sakra­men­ter i øvrigt. Af Den augs­burg­ske Kon­fes­sions arti­kel 7 om ”kir­kens san­de enhed”, har den nye patri­ark Jere­mi­as for­stå­et, at refor­ma­to­rer­ne kun aner­ken­der to sakra­men­ter, dåb og nad­ver; og han gør det klart, at det ikke er accep­ta­belt for den orto­dok­se teo­lo­gi, som ope­re­rer med mindst syv sakra­men­ter.

Vær­re og mere kon­tro­ver­si­elt bli­ver det, når det kom­mer til for­stå­el­sen af, hvad der fin­der sted i nad­ve­ren. Det er både util­stræk­ke­ligt og mis­vi­sen­de for den orto­dok­se teo­lo­gi, når det i Augs­burg­kon­fes­sio­nens arti­kel 10 blot hed­der, at ”Kri­sti lege­me og blod i sand­hed er til­ste­de”. Patri­ar­ken under­stre­ger i sit svar ele­men­ter­nes for­vand­ling! Han gør det klart, at det er Den Orto­dok­se Kir­kes lære, at brø­d­et og vinen på kir­kens alter under litur­gi­en vir­ke­lig for­vand­les til Kri­sti Lege­me og Blod. Tro­en mod­ta­ger for­vand­lin­gen som et gud­dom­me­ligt myste­rie. Refor­ma­to­rer­nes posi­tion, at brød og vin for­bli­ver, hvad de er, og at alt afhæn­ger af tro­en hos den, der mod­ta­ger nad­ve­ren, var og er både frem­med og uan­ta­ge­lig for den orto­dok­se tro.

I for­bin­del­se med nad­ve­ren peger patri­ark Jere­mi­as på yder­li­ge­re to punk­ter, der adskil­ler refor­ma­to­rer­ne fra den orto­dok­se lære og prak­sis. For det før­ste næv­ner han, at nad­ver­ri­tu­a­let bli­ver tomt uden den såkald­te epi­k­le­sebøn. Bøn­nen ned­kal­der Hel­li­gån­den over brø­d­et og vinen på alte­ret, og den er for­ud­sæt­nin­gen for, at for­vand­lin­gen kan fin­de sted. Der­for er det uan­ta­ge­ligt for Den Orto­dok­se Kir­ke, når de lut­her­ske kir­ker ude­la­der den­ne bøn. For det andet tager patri­ar­ken afstand fra de såkaldt usy­re­de brød, alt­så de fla­de obla­ter, som benyt­tes både i katol­ske og lut­her­ske kir­ker. Den orto­dok­se kir­ke bru­ger syret, alt­så brød, som er hævet med gær; for brø­d­et må være leven­de for at kun­ne sym­bo­li­se­re det nye liv i Kristus. Og de døde obla­ter mod­ar­bej­der den sym­bo­lik.

Sva­ret fra Kon­stan­ti­nopel udtryk­ker end­vi­de­re betæn­ke­lig­hed ved arti­kel 15 i Augs­burg­do­ku­men­tet. Den omhand­ler ”kir­ke­skik­ke­ne”, og det hed­der deri, at ”men­ne­ske­li­ge tra­di­tio­ner … med hen­syn til spi­ser og dage … er unyt­ti­ge og imod evan­ge­li­et.” For den orto­dok­se kir­ke, som lever med en kir­ke­ka­len­der, fuld af høj­ti­der, hvor man året rundt min­des de hel­li­ge, og hvor der fore­kom­mer en sta­dig veks­len mel­lem faste og fest, er det en ufor­stå­e­lig tan­ke­gang, at det skul­le være ”imod evan­ge­li­et”. Der­til fore­kom­mer det de orto­dok­se både snæ­ver­sy­net og reduk­tio­ni­stisk at vil­le afvi­se sådan­ne tra­di­tio­ners ånde­li­ge vær­di.

Dis­kus­sio­nen om ”kir­ke­skik­ke­ne” fører direk­te til arti­kel 21, den sid­ste i Den augs­burg­ske Kon­fes­sion med over­skrif­ten ”Om hel­gen­dyr­kel­se”. Heri hed­der det bl.a. at ”Skrif­ten lærer os ikke, at vi skal påkal­de de hel­li­ge eller bede dem om hjælp.” Det er for orto­dok­se krist­ne en cho­ke­ren­de påstand. Patri­ark Jere­mi­as erklæ­rer sig i sit svar enig med refor­ma­to­rer­ne deri, at til­be­del­se ale­ne til­kom­mer Gud; men når det er sagt, så er det orto­doks tro, at det både er lov­ligt og gavn­ligt at påkal­de de hel­li­ge, først og frem­mest Guds­mo­der Maria, men også de øvri­ge hel­li­ge til alle tider til­li­ge med ærke­eng­le og eng­le, som er i him­me­len hos Gud, så de kan gå i for­bøn for os. Den orto­dok­se for­stå­el­se af Kir­ken begræn­ser sig ikke til den slægt, der til­fæl­dig­vis lever på et givet tids­punkt i histo­ri­en. Nej, Kir­ken omfat­ter både him­mel og jord, eng­le og men­ne­sker, for­gang­ne, nuvæ­ren­de og kom­men­de slæg­ter; og for den orto­dok­se tro­en­de er der ikke noget mær­ke­ligt end­si­ge for­kert i at bede for de hen­sov­ne eller i at bede de hel­li­ge om for­bøn. Det er tvær­ti­mod den natur­lig­ste ting af ver­den.

Sidst, men ikke mindst skal det næv­nes, at kor­re­spon­dan­cen berø­rer spørgs­må­let om men­ne­skets frie vil­je i for­hold til sin egen frel­se og til Gud. Augs­burg­kon­fes­sio­nens arti­kel 18 har net­op over­skrif­ten ”Om den frie vil­je”. Her siges det, at selv om ”den men­ne­ske­li­ge vil­je har en vis fri­hed i for­hold til at udø­ve bor­ger­lig ret­fær­dig­hed”, så har den ingen virk­ning, når det gæl­der det ånde­li­ge liv og mod­ta­gel­sen af frel­sen, som ale­ne beror på Guds nåde. Det­te er i meget skarp mod­sæt­ning til den orto­dok­se lære om samvir­ke eller syner­gi: Kun det men­ne­ske, som af sin frie vil­je ønsker det, og som selv aktivt arbej­der med på sin frel­se, kan mod­ta­ge den­ne fra Gud. Den vil­je og det sam­ar­bej­de med Gud har kon­kre­te udtryk i men­ne­skers liv. I et efter­skrift frem­hæ­ver patri­ark Jere­mi­as regel­mæs­sig kir­ke­gang og del­ta­gel­se i det sakra­men­tale liv som vig­ti­ge måder for men­ne­sker til at arbej­de med på deres frel­se. Han næv­ner også kloster­li­vet. — Refor­ma­to­rer­nes posi­tion opfat­ter patri­ar­ken som fare­tru­en­de nær på præ­desti­na­tion. En skæb­ne­tro, efter hvil­ken men­ne­sket intet har at bidra­ge med til sin frel­se, og hvor Gud omvendt enten bort­døm­mer eller frel­ser men­ne­sker, uag­tet om de vil det eller ej. Den tro er fuld­kom­men frem­med for den orto­dok­se tan­ke.

Til sidst i sit svar udtryk­ker patri­ar­ken den opfat­tel­se, at den vide­re vej for refor­ma­to­rer­ne bør være fuld og hel til­slut­ning til Den Orto­dok­se Kir­ke. ”Højlær­de tyske­re”, skri­ver han, ”siden I vise­ligt, efter rådslag­ning og hel­hjer­tet ønsker at knyt­te jer sam­men med os til Kri­sti hel­li­ge Kir­ke […] vil vi med glæ­de mod­ta­ge jer […] hvis I er vil­li­ge til sam­men med os at føl­ge de apo­stol­ske og syno­da­le tra­di­tio­ner og under­læg­ge jer dis­se.”

Patri­ar­kens brev nåe­de Tys­kland i som­me­ren 1576. Teo­lo­ger­ne i Tübin­gen var skuf­fe­de, men gjor­de end­nu et for­søg. De kom­po­ne­re­de et gensvar, hvor de for­søg­te bed­re at for­kla­re nog­le af de punk­ter, patri­ar­ken hav­de oppo­ne­ret imod. Men de fast­holdt sam­ti­digt, at de kun aner­ken­der to sakra­men­ter, dåb og nad­ver, at der ikke fin­der nogen for­vand­ling sted med brø­d­et og vinen på alte­ret, og at de ikke fin­der det pas­sen­de at påkal­de de hel­li­ge. Litur­gi­en, spørgs­må­let om obla­ter eller hævet brød samt kloster­li­vet næv­ner de slet ikke.

Det­te andet brev blev afsendt i 1577, og i 1579 kom reak­tio­nen fra patri­ar­ka­tet. Det gen­ta­ger, i en skar­pe­re tone, poin­ter­ne fra det før­ste brev og læg­ger sær­lig vægt på for­skel­len i synet på den frie vil­je, påkal­del­sen af de hel­li­ge samt den orto­dok­se for­stå­el­se af iko­ner og relik­vi­er. Tysker­ne gjor­de så et tred­je for­søg og send­te end­nu en hen­ven­del­se i 1580, hvori de gjor­de gæl­den­de, at de lære­mæs­si­ge for­skel­le angå­en­de frel­se ved tro ale­ne, men­ne­skets frie vil­je og for­vand­lin­gen af brød og vin, at det alt sam­men var et spørgs­mål om for­skel­lig sprog­brug og ikke et udtryk for vir­ke­li­ge uenig­he­der.

Patri­ark Jere­mi­as hav­de imid­ler­tid givet op. Han afsend­te den 6. juni 1581 et sid­ste svar til Tübin­gen, hvori han end­nu engang resu­me­re­de den orto­dok­se posi­tion og til­fø­je­de den­ne epi­log: ”Der­for beder vi om, at I fra nu af ikke ska­ber os mere sorg eller skri­ver til os om sam­me sag […] Lad os ven­ligst være fri for dis­se bekym­rin­ger. Der­for, I som går jeres egne veje, skriv ikke mere angå­en­de lærespørgs­mål; men hvis I skri­ver, så skriv kun for ven­skabs skyld. Far­vel!”

Tysker­ne send­te alli­ge­vel et fjer­de brev, som i alt væsent­ligt var en kopi af dét fra 1580. På den­ne sid­ste hen­ven­del­se til Kon­stan­ti­nopel kom der intet svar.

Lyk­ke­des ope­ra­tio­nen? Ja og nej. Eller ret­te­re, den er måske end­nu ikke afslut­tet. En del præ­ster og tro­en­de i fol­kekir­ken søger fort­sat til­ba­ge til rød­der­ne, til den oprin­de­li­ge kir­ke og tra­di­tion. De søger at til­eg­ne sig orto­doks tro og tra­di­tion: Ære­fryg­ten for de hel­li­ge myste­ri­er: dåb, nad­ver, skrif­te­mål, ægte­vi­el­se og fle­re end­nu, den ved­va­ren­de bøn, iko­ner­ne og der­med vene­ra­tio­nen for de hel­li­ge. Men er en sådan tro­ens alvor for­e­ne­lig med spa­ghet­ti­g­ud­stje­ne­ster, rap­pen­de og strip­pen­de præ­ster, reinkar­na­tion, spi­ri­tis­me med heste og hunde, tarot­kort og lig­nen­de løjer i fol­kekir­ken? Er den for­e­ne­lig med Sigurd Bar­rett og hans tøj­bam­se. Jeg mener nej.

Men måske er der end­nu tid? Nog­le sæt­ter deres lid til mel­lem­kir­ke­li­ge drøf­tel­ser. I Kir­ker­nes Ver­dens­råd del­ta­ger både Refor­ma­tio­nens kir­ker og Den Orto­dok­se Kir­ke (om end ikke uden betæn­ke­lig­hed og med und­ta­gel­se af to orto­dok­se patri­ar­ka­ter). Om sam­ta­ler­ne dér for alvor kan brin­ge orto­dok­se og pro­te­stan­ter nær­me­re hin­an­den, det vil frem­ti­den vise. Lokalt i Dan­mark har vi Dan­ske Kir­kers Råd, som i anled­ning af Refor­ma­tio­nens fød­sels­dag i efter­å­ret 2017 vil udgi­ve et hæf­te om den basa­le, krist­ne tro, som skul­le være fæl­les for alle kir­ker. Men det lyk­ke­des desvær­re ikke at nå til enig­hed om ord­ly­den i hæf­tet. De orto­dok­se Kir­ker, som er med­lem­mer af Dan­ske Kir­kers Råd, kun­ne ikke stå inde for ind­hol­det. De orto­dok­se står der­for hel­ler ikke som medud­gi­ve­re. Uden sam­men­lig­ning i øvrigt for­nem­mer man måske i den histo­rie et svagt ekko af den kuld­sej­le­de dia­log fra anden halv­del af det 16. århund­re­de?

Tek­sten er bragt som kro­nik i dag­bla­det Poli­ti­ken søn­dag den 20. august under over­skrif­ten ”tro, teo­lo­gi og tøj­bam­ser”.

Ærkebiskop Job udnævnt i Istanbul

Ærkebiskop Job (Getcha) af Telmessos

Ærke­bi­skop Job (Get­cha) af Tel­mes­sos. Kil­de

Den hid­ti­di­ge arke­man­drit Job (Get­cha) blev på Gene­ral­for­sam­lin­gen i Paris den 1. novem­ber udpe­get som Ærke­bi­skop Gabri­els efter­føl­ger. Job blev den 30. novem­ber af Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os ophø­jet til biskop i Pha­nar i Istan­bul. Han intro­ni­se­res i katedralen i Rue Daru i Paris den 5. decem­ber. Ærke­bi­skop Job leder sin før­ste litur­gi i Paris dagen der­ef­ter, den 6. decem­ber.

Hyr­de­brev fra Ærke­bi­skop Job – 30. novem­ber 2013

Bartholomæos, Ærkebiskop af Konstantinopels budskab ved indledningen af det nye kirkeår og dagen for miljøet, den 1. september 2012

Patriark Bartholomæos d. 1.

Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os d. 1.

Mine elske­de brød­re og børn i Her­ren

Gud, som skab­te uni­ver­set og dan­ne­de jor­den som den fuld­kom­ne bolig for men­ne­sket, gav men­ne­sket påbud og evne til at bli­ve fle­re, til at mang­fol­dig­gø­re sig, til at opfyl­de og under­læg­ge sig jor­den, til at være her­re over dens dyre- og plan­te­ver­den (1. Mos. 1, 28 – 30).

Den ver­den, som omgi­ver os, er ble­vet os skæn­ket af Ska­be­ren som ste­det for men­ne­ske­lig fore­tagsom­hed, men også til hel­lig­gø­rel­se, så vi kan arve den kom­men­de æras for­ny­e­de ska­bel­se. Moder­kir­ken, Kri­sti sto­re og hel­li­ge Kir­ke, har altid levet iføl­ge den­ne teo­lo­gi­ske tan­ke. Såle­des er det almin­de­ligt kendt, at vor højhel­li­ge Øku­me­ni­ske Tro­ne har sat min ydmy­ge per­son i spid­sen for dén øko­lo­gi­ske ind­sats, som sig­ter på at beskyt­te vor pla­net, som vi har påført man­ge lidel­ser, bevidst eller ube­vidst.

Den bio­di­ver­si­tet, som er ble­vet til ved Guds almagt, er selv­føl­ge­lig ikke over­ladt til men­ne­skets for­godt­be­fin­den­de. At under­læg­ge sig jor­den og alt, hvad den inde­hol­der, det bety­der, at men­ne­sket for­stan­digt og med glæ­de gør brug af de goder, vi får skæn­ket, ikke at vi i grå­dig­hed øde­læg­ger eller udtøm­mer natu­rens res­sour­cer.

Alli­ge­vel ser man, sær­ligt i vor tid, en ekstrem udnyt­tel­se af de natur­li­ge res­sour­cer, hvil­ket fører til øde­læg­gel­se af mil­jø­ba­lan­cen i øko­sy­ste­mer­ne og de mil­jø­mæs­si­ge vil­kår i almin­de­lig­hed, med det resul­tet, at de betin­gel­ser, Gud har givet for men­ne­skers liv på jor­den, for­rin­ges. For eksem­pel kan vi alle kon­sta­te­re – viden­skabs­folk, reli­gi­øse lede­re og poli­ti­ke­re – alt­så alle men­ne­sker, at tem­pe­ra­tu­ren i atmos­fæ­ren er sti­gen­de, at vi udsæt­tes for vold­som­me regn­skyl, at øko­sy­ste­mer­ne, både på jor­den og i have­ne, er foru­re­ne­de, og i det hele taget at livet vis­se ste­der på jor­den for­styr­res og nog­le gan­ge gøres helt umu­ligt.

Moder­kir­ken indså og vur­de­re­de alle­re­de i min for­gæn­gers tid, Patri­ark Deme­trios i evigt min­de, de farer, en sådan for­rin­gel­se af mil­jø­ets vil­kår udgør for men­ne­ske­he­den, og der­for indstif­te­de Kir­ken den 1. sep­tem­ber hvert år som dagen, hvor vi beder for mil­jø­et.

Dog må vi indrøm­me, at de smerte­li­ge for­an­drin­ger i mil­jø­et ikke er for­år­sa­get af Gud, men af men­ne­sker. Der­for beder Kir­ken og vi til Gud, her­rer­nes Her­re og Her­ske­ren over alle ting, om at for­bed­re mil­jø­ets vil­kår. Og den inder­li­ge påkal­del­se er først og frem­mest en bøn i anger over men­ne­ske­he­dens synd, nem­lig at vi øde­læg­ger jor­dens gaver frem for at bru­ge dem med for­stand og omtan­ke, så at vi kan beva­re dis­se res­sour­cer frem­over.

Når vi beder til Gud om at beva­re jor­dens mil­jø som egnet for men­ne­sker, så beder vi i grun­den Gud om at for­an­dre men­ta­li­te­ten hos den­ne ver­dens mæg­ti­ge, og at Han vil oply­se dem, så de ikke øde­læg­ger jor­dens øko­sy­stem på grund af øko­no­misk pro­fit og flyg­ti­ge inter­es­ser. Men det gæl­der også for hvert enkelt men­ne­ske, for hver især for­år­sa­ger vi små mil­jøø­de­læg­gel­ser i takt med vor egen man­gel på for­stå­el­se.

Der­for, når vi beder for mil­jø­et, beder vi for, at hver enkelt af os må angre sin lil­le eller sto­re andel i den ska­de eller øde­læg­gel­se af mil­jø­et, som vi erfa­rer i sin hel­hed som en sum af små ska­de­li­ge hæn­del­ser, som lig­ger til grund for udløs­nin­gen af afgø­ren­de og kata­stro­fa­le fæno­me­ner for­skel­li­ge ste­der og på ufor­ud­si­ge­li­ge tids­punk­ter.

Vi hen­ven­der den­ne appel, bøn og opfor­dring fra Orto­dok­si­ens hel­li­ge cen­trum til ver­den og hele men­ne­ske­he­den. Vi bøn­fal­der Gud, alle gode gavers Giver, Han, som har skæn­ket os den gave på vor pla­net at ken­de det jor­di­ske para­dis, at Han vil tale til men­ne­ske­nes hjer­ter, så at vi må respek­te­re lige­væg­ten i det mil­jø, Han i Sin alvi­den og god­hed har skæn­ket os, så at vi og de kom­men­de slæg­ter må kun­ne nyde de gud­dom­me­li­ge gaver i tak­nem­me­lig­hed og tak­si­gel­se.

Vi beder til Gud, som med Sin Vis­dom, Fred og Magt har skabt, og som beva­rer og fører ska­bel­sen i dens håb om frel­se i ende­ti­den, om at beva­re mil­jø­et, som bestan­digt bidra­ger til men­ne­skets vel­stand, og at Han vil udvir­ke gode ger­nin­ger hos vore lige­mænd, som arbej­der i den sam­me ånd. Og vi påkal­der Hans nåde og uen­de­li­ge barm­hjer­tig­hed over alle men­ne­sker, sær­ligt dem, som respek­te­rer og beva­rer mil­jø­et.


Læs om kir­ke­å­ret:

1. sep­tem­ber – Det nye kir­ke­år

“Bart­ho­lo­mæ­os, Ærke­bi­skop af Kon­stan­ti­nopels bud­skab ved ind­led­nin­gen af det nye kir­ke­år og dagen for mil­jø­et, den 1. sep­tem­ber 2012” doesn’t have any sub pages.

Erklæring angående Vassula Ryden

Fra Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat i Kon­stan­ti­nopel er der den 16. marts 2011 udsendt en erklæ­ring, som ude­luk­ker Vas­su­la Ryden fra Den Orto­dok­se Kir­ke. I erklæ­rin­gen står der bl.a:

”For at yde gavn­lig beskyt­tel­se mod far­lig ånde­lig for­vir­ring af hele det from­me, orto­dok­se folk, som ikke er inde i sager, som skju­ler en risi­ko for ånde­ligt blænd­værk, ude­luk­ker vi fra Moder­kir­ken Vasi­liki Pen­taki Para­ske­vis Ryden, i vide kred­se kendt under nav­net ’Vas­su­la’, og hen­des orga­ni­sa­tion, som er etab­le­ret under over­skrif­ten ’ Sandt Liv i Gud’, og som ube­sin­digt og over­fla­disk præ­sen­te­rer en lære, base­ret på en påstå­et ’direk­te dia­log mel­lem hen­de selv og Kir­kens grund­læg­ger, Jesus Kristus vor Her­re.’ (Vi ude­luk­ker) lige­le­des dem, som af hen­de er ble­vet vun­det til at være for­kæm­pe­re for ”Sandt Liv i Gud”, som egen­mæg­tigt afvi­ger fra Kir­kens Gud-giv­ne lære, men som også væk­ker anstød hos from­me, tro­en­de orto­dok­se”.

Erklæ­rin­gen slut­ter såle­des: ”Ende­lig udtryk­ker vi Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kats dybe sorg over hand­lin­ger­ne hos nog­le – hel­dig­vis få – med­lem­mer af Den Orto­dok­se Kir­kes præ­ste­skab, som har del­ta­get ved nævn­te ’Vas­su­las’ cau­se­ri­er og givet hen­de et ’orto­dokst cer­ti­fi­kat’.”

Erklæ­rin­gen fra Kon­stan­ti­nopels Patri­ar­kat er gen­gi­vet på den fransk­spro­ge­de blog orthodoxologie.blogspot.com, som præ­sen­te­rer den sådan her:

ENDELIG! … Gen­nem lang tid (fle­re årti­er) har orto­dok­se tro­en­de ønsket en sådan beslut­ning for at und­gå at from­me, men enfol­di­ge sjæ­le skul­le for­vil­de sig ind i den­ne usun­de og afspo­re­de ånde­li­ge for­ryk­t­hed. Bed­re sent end aldrig!”

Obama må ikke møde patriark Bartholomæos

Den ame­ri­kan­ske præ­si­dent Bara­ck Oba­ma har højst sand­syn­ligt aflyst sit plan­lag­te møde med den øku­me­ni­ske patri­ark den 7. april under sit ophold i Istan­bul. Det frem­går af en med­del­el­se på inter­net-siden Romfea.gr, som cite­rer adskil­li­ge kil­der for, at mødet skul­le være taget ud af præ­si­den­tens offi­ci­el­le pro­gram efter pres fra den tyr­ki­ske uden­rigs­mi­ni­ster for at und­gå, at Oba­ma og patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os mødes sepa­rat. I ste­det er det sand­syn­ligt, at patri­ar­ken møder præ­si­dent Oba­ma på den­nes hotel sam­men med et antal repræ­sen­tan­ter for andre reli­gio­ner.

Står Romfea.gr’s oplys­ning til tro­en­de, er det blot end­nu et eksem­pel på den tyr­ki­ske rege­rings poli­tik med at læg­ge det øku­me­ni­ske patri­ar­kat flest muligt hin­drin­ger i vej­en.

Kil­de: orthodoxie.com

Tyrkiets regering søger stadig at udslette patriarkatet i Konstantinopel

’Ort­ho­dox­news’ den 18. decem­ber 2008:

Vi vil aldrig til­la­de histo­ri­ens luner eller tri­cks at slet­te os ud fra det­te land”. Med de ord kom­men­te­rer den øku­me­ni­ske patri­ark, Bart­ho­lo­mæ­os I den rap­port fra det tyr­ki­ske uden­rigs­mi­ni­ste­ri­um, som rak­ker ned på den “mino­ri­tet”, som udgø­res af det græsk orto­dok­se sam­fund i Tyr­ki­et og næg­ter at aner­ken­de den æld­gam­le patri­ar­kats “øku­me­ni­ske” ege­nart.

Bart­ho­lo­mæ­os I frem­hæ­ve­de, da han stod i spid­sen for genåb­nin­gen af Hel­li­ge-Kon­stan­tin-og-Hele­na-Kir­ken i Bozakoy nær Istan­bul, at “vi er hver­ken fær­di­ge eller uden håb”. Han viste til­ba­ge til det sto­re slag mel­lem den græ­ske Kong Leo­ni­des og Xerxes af Per­si­en og til­fø­je­de, at “vi vil aldrig opgi­ve vort Thermo­py­læ.”

Det ser ud som om, det tyr­ki­ske uden­rigs­mi­ni­ste­ri­um for­sø­ger at få Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat til at “for­svin­de”, for de kal­der kon­se­kvent Bart­ho­lo­mæ­os I “patri­ar­ken af Pha­nar” (det kvartér, hvor patri­ar­ken har sin resi­dens), de næg­ter at benyt­te tit­len “øku­me­nisk” og aner­ken­der ale­ne, at han er ånde­lig ansvar­lig for det loka­le, græ­ske min­dre­tal og ikke for de orto­dok­se fæl­les­ska­ber ud over ver­den, som er knyt­te­de til Kon­stan­ti­nopel.

Oven­stå­en­de er uddrag af en arti­kel fra 18. decem­ber 2008 på nyhed­s­tje­ne­sten ’Ort­ho­dox­news’. – Neden­for brin­ger vi, til uddyb­ning en arti­kel af f. Poul Seb­be­lov, som oprin­de­ligt blev bragt i Kri­ste­ligt Dag­blad den 3. juli 2007:

ORTODOKS PATRIARK berø­vet sin titel; sådan lyder en over­skrift i Kri­ste­ligt Dag­blad den 28. juni. Den vide­re arti­kel omhand­ler en dom­stols­af­gø­rel­se i Tyr­ki­et, iføl­ge hvil­ken der, efter tyr­kisk lov, ikke er mulig­hed for, at Kon­stan­ti­nopels patri­ar­kat kan kal­de sig øku­me­nisk.

Kri­ste­ligt Dag­blads over­skrift er mis­vi­sen­de; for hver­ken det tyr­ki­ske retsvæ­sen eller den tyr­ki­ske rege­ring har den rin­ge­ste mulig­hed for at fra­ta­ge den øku­me­ni­ske patri­ark hans titel eller posi­tion i den orto­dok­se kir­ke. Tror man det, gør man reg­ning uden vært.

Afgø­rel­sen fra den tyr­ki­ske appel­dom­stol har ingen som helst ind­fly­del­se på den sta­tus og aner­ken­del­se, patri­ar­ken i Kon­stan­ti­nopel er gen­stand for i hele den orto­dok­se ver­den. Han betrag­tes som den før­ste blandt lige­mænd af alle kano­ni­ske, orto­dok­se kir­ker.

NOGET ANDET ER, at de tyr­ki­ske myn­dig­he­der gen­nem en lang årræk­ke har gjort deres bed­ste for at chi­ka­ne­re den orto­dok­se kir­kes frem­me­ste patri­ar­kat, dét i Konstantinopel/Istanbul, med en lang ræk­ke restrik­tio­ner. Der er for eksem­pel krav om, at patri­ar­ken skal være tyr­kisk stats­bor­ger, der er van­ske­lig­he­der med til­la­del­ser til renove­ring og byg­ning af kir­ker, og gen­nem mere end 20 år har den tyr­ki­ske rege­ring hin­dret patri­ar­ka­tets teo­lo­gi­ske semi­nar i Hal­ki i at udfø­re sin virk­som­hed.

Fra tyr­kisk side har man kort sagt i man­ge år for­søgt at spæn­de ben for det øku­me­ni­ske patri­ar­kat. Men EU-aspiran­ten Tyr­ki­et har lyk­ke­lig­vis ikke magt, som de har agt; hel­ler ikke når det gæl­der tyr­ker­nes ide­li­ge for­søg på at stæk­ke den orto­dok­se kir­ke.

Patri­ar­ka­tet i Kon­stan­ti­nopel med dets histo­ri­ske og aktu­el­le betyd­ning for orto­dok­se krist­ne i hele ver­den lader sig ikke rok­ke af end­nu en doms­af­gø­rel­se, der blot under­stre­ger den vel­kend­te tyr­ki­ske for­føl­gel­se af det krist­ne min­dre­tal.

f. Poul Seb­be­lov

Til­ba­ge i 2007 affød­te f. Poul Seb­be­lovs arti­kel et svar fra Engin Asu­la, davæ­ren­de chargé d’affaires ved den tyr­ki­ske ambas­sa­de i Dan­mark. Asu­la for­sik­re­de, at Tyr­ki­et var i gang med et omfat­ten­de lov­giv­nings­ar­bej­de med hen­blik på bed­re sik­ring af reli­gions­fri­he­den. – Her i decem­ber 2008 kan man kon­sta­te­re, at dis­se for­bed­rin­ger end­nu mang­ler at slå igen­nem.