Tro, teo­lo­gi og tøjbamser

af f. Poul

Refor­ma­tio­nen fejrer 500-års jubilæum i år. I det fol­kekir­ke­li­ge Dan­mark er der fest og glæ­de, en stort set ukri­tisk anpris­ning af Lut­her. Alt godt – fri­hed, oplys­ning og demo­kra­ti, ja, sel­ve­ste vel­færds­sta­ten – til­skri­ves Lut­her. Kir­ker over det gan­ske land afhol­der jubilæums­gud­stje­ne­ster. Tea­tre kap­pes om at lave lut­her-fore­stil­lin­ger. Muse­er­ne laver udstil­lin­ger. Der er fored­rag og talk-shows om Refor­ma­tio­nen. Sigurd Bar­rett og hans tøj­bam­se brin­ger det gla­de bud­skab til de mindste.

Jeg min­des min barn­doms sko­le i 1950erne. Vi lær­te, at Lut­her og Hans Tav­sen var den krist­ne tros san­de ophavs­mænd. Vi hør­te om deres radi­ka­le opgør med den sor­te mid­delal­der. Lære­ren beret­te­de, at der i for­gang­ne tider gan­ske vist også hav­de været en slags kris­ten­dom både i Jeru­sa­lem, Kon­stan­ti­nopel og Rom; men den gam­le tro hav­de vi dan­ske med Lut­her og Hans Tav­sen lagt bag os for længst.

Men hov! Her er der grund til at stop­pe op et øje­blik. For var Lut­hers pro­jekt ikke at søge bag­om det 16. århund­re­des romersk-katol­ske kir­ke, til­ba­ge til rød­der­ne, ad fon­tes? Til den oprin­de­li­ge kris­ten­dom? Jo, det er sandt; og der­for spør­ger vi: Lyk­ke­des ope­ra­tio­nen? Led­te Refor­ma­tio­nen fak­tisk til­ba­ge til kil­der­ne og den orto­dok­se tradition?

Det er et van­ske­ligt spørgs­mål, måske med et ind­byg­get para­doks. For Den Orto­dok­se Kir­ke er i man­ge ”moder­ne” fol­kekir­ke­li­ge krist­nes øjne en ana­kro­nis­me, en ekstremt kon­ser­va­tiv, høj­re­d­re­jet og høj­kir­ke­lig over­le­ve­ring fra uen­de­ligt gam­le dage. Men vil man til de krist­ne kil­der, må man tage orto­doks tro og lære alvor­ligt som teo­lo­gisk målestok.

Med andre ord: Det var natur­ligt, for ikke at sige uund­gå­e­ligt, at Refor­ma­tio­nens fædre, som pro­teste­re­de mod den romer­ske kir­ke og dens pave­li­ge præten­tio­ner, skul­le søge kon­takt med Den Orto­dok­se Kir­ke eller ”Øst­kir­ken”, som 500 år tid­li­ge­re i år 1054 på det bestem­te­ste net­op hav­de afvist enhver tan­ke om romersk autokrati.

Det blev Phi­lipp Melan­ch­t­hon, tid­li­ge­re pro­fes­sor i græsk i Wit­ten­berg, der tog de før­ste skridt. Det var ikke helt let, for der var ikke etab­le­re­de, diplo­ma­ti­ske for­bin­del­ser mel­lem refor­ma­to­rer­ne og patri­ar­ka­tet i Kon­stan­ti­nopel. Men i 1558 duk­ke­de en orto­doks dia­kon ved navn Deme­trios op i Wit­ten­berg. Han fik god kon­takt med det lut­her­ske mil­jø og blev udpe­get som bud­brin­ger. Den augs­burg­ske Kon­fes­sion blev over­sat til græsk i 1559, og med den over­sæt­tel­se rej­ste Deme­trios til Kon­stan­ti­nopel. Med sig hav­de han også et per­son­ligt brev fra Melan­ch­t­hon til patri­ark Joasaph.

Men patri­ar­ken og den hel­li­ge Syno­de i Kon­stan­ti­nopel syn­tes slet ikke godt om augs­burg­do­ku­men­tet. Der­for tog de i før­ste omgang deres til­flugt til det øst­li­ge diplo­ma­tis fore­truk­ne red­skab, nem­lig run­gen­de tavs­hed over for et pro­te­stan­tisk læreud­sagn, de fandt helt uan­ta­ge­ligt. De lod slet og ret, som om de aldrig hav­de mod­ta­get doku­men­ter­ne, og der kom intet svar til­ba­ge til Wittenberg.

Godt 10 år sene­re gør refor­ma­to­rer­ne et nyt for­søg. Og den­ne gang var det van­ske­li­ge­re for de orto­dok­se at lade som ingen­ting, for ini­ti­a­ti­vet kom ikke fra Tys­kland, men fra den tyske, kej­ser­li­ge ambas­sa­dør i Kon­stan­ti­nopel, David von Ung­nad, og hans med­brag­te, græsk­ta­len­de og lær­de præst, Ste­fan Ger­lach. De to etab­le­re­de for­bin­del­se mel­lem patri­ark Jere­mi­as II og en pro­fes­sor i græsk, Mar­tin Cru­si­us, ved det pro­te­stan­ti­ske uni­ver­si­tet i Tübin­gen. Atter en gang blev der i 1574 sendt 6 kopi­er af den græ­ske over­sæt­tel­se af Augs­burg-kon­fes­sio­nen afsted. Kopi­en til patri­ark Jere­mi­as blev atter ved­lagt et brev fra de lut­her­ske teo­lo­ger, som under­stre­ge­de, at de ikke hav­de til­fø­jet noget nyt til kir­kens lære, at de holdt sig til apost­le­ne, pro­fe­ter­ne og de hel­li­ge fædres lære, samt at de var inspi­re­re­de af Hel­li­gån­den, de syv Kon­ci­ler og den hel­li­ge Skrift.

Der var ingen vej uden om at rea­ge­re, og patri­ark Jere­mi­as II fik udar­bej­det et omfat­ten­de svar­brev, som for­holdt sig til hvert enkelt af de 21 punk­ter i Den augs­burg­ske Kon­fes­sion. Bre­vet er date­ret den 15. maj 1576. Patri­ar­ken erklæ­rer sig, ikke over­ra­sken­de, enig i artik­lel 1 om Den nikæn­ske Tros­be­ken­del­se som udtryk for den san­de tro; men han under­stre­ger sam­ti­digt, at tros­be­ken­del­sen skal bru­ges i sin oprin­de­li­ge form og uden de ændrin­ger, Rom hav­de foretaget.

Tonen i sva­ret fra Kon­stan­ti­nopel er gan­ske imø­de­kom­men­de. Men patri­ar­ken gør det sam­ti­digt klart, hvor der er uove­r­ens­stem­mel­ser i for­hold til den orto­dok­se lære. Det gæl­der dåben, hvor svar­bre­vet under­stre­ger, at den lat­in­ske, vest­li­ge prak­sis med nog­le drå­ber vand på pan­den er util­stræk­ke­lig og for­kert. Dåb skal fore­ta­ges ved fuld ned­dyk­ning tre gan­ge; og dåben skal straks føl­ges op af myronsalvning.

Fra dåben går der en linie til de diver­ge­ren­de syn på sakra­men­ter i øvrigt. Af Den augs­burg­ske Kon­fes­sions arti­kel 7 om ”kir­kens san­de enhed”, har den nye patri­ark Jere­mi­as for­stå­et, at refor­ma­to­rer­ne kun aner­ken­der to sakra­men­ter, dåb og nad­ver; og han gør det klart, at det ikke er accep­ta­belt for den orto­dok­se teo­lo­gi, som ope­re­rer med mindst syv sakramenter.

Vær­re og mere kon­tro­ver­si­elt bli­ver det, når det kom­mer til for­stå­el­sen af, hvad der fin­der sted i nad­ve­ren. Det er både util­stræk­ke­ligt og mis­vi­sen­de for den orto­dok­se teo­lo­gi, når det i Augs­burg­kon­fes­sio­nens arti­kel 10 blot hed­der, at ”Kri­sti lege­me og blod i sand­hed er til­ste­de”. Patri­ar­ken under­stre­ger i sit svar ele­men­ter­nes for­vand­ling! Han gør det klart, at det er Den Orto­dok­se Kir­kes lære, at brø­d­et og vinen på kir­kens alter under litur­gi­en vir­ke­lig for­vand­les til Kri­sti Lege­me og Blod. Tro­en mod­ta­ger for­vand­lin­gen som et gud­dom­me­ligt myste­rie. Refor­ma­to­rer­nes posi­tion, at brød og vin for­bli­ver, hvad de er, og at alt afhæn­ger af tro­en hos den, der mod­ta­ger nad­ve­ren, var og er både frem­med og uan­ta­ge­lig for den orto­dok­se tro.

I for­bin­del­se med nad­ve­ren peger patri­ark Jere­mi­as på yder­li­ge­re to punk­ter, der adskil­ler refor­ma­to­rer­ne fra den orto­dok­se lære og prak­sis. For det før­ste næv­ner han, at nad­ver­ri­tu­a­let bli­ver tomt uden den såkald­te epi­k­le­sebøn. Bøn­nen ned­kal­der Hel­li­gån­den over brø­d­et og vinen på alte­ret, og den er for­ud­sæt­nin­gen for, at for­vand­lin­gen kan fin­de sted. Der­for er det uan­ta­ge­ligt for Den Orto­dok­se Kir­ke, når de lut­her­ske kir­ker ude­la­der den­ne bøn. For det andet tager patri­ar­ken afstand fra de såkaldt usy­re­de brød, alt­så de fla­de obla­ter, som benyt­tes både i katol­ske og lut­her­ske kir­ker. Den orto­dok­se kir­ke bru­ger syret, alt­så brød, som er hævet med gær; for brø­d­et må være leven­de for at kun­ne sym­bo­li­se­re det nye liv i Kristus. Og de døde obla­ter mod­ar­bej­der den symbolik.

Sva­ret fra Kon­stan­ti­nopel udtryk­ker end­vi­de­re betæn­ke­lig­hed ved arti­kel 15 i Augs­burg­do­ku­men­tet. Den omhand­ler ”kir­ke­skik­ke­ne”, og det hed­der deri, at ”men­ne­ske­li­ge tra­di­tio­ner … med hen­syn til spi­ser og dage … er unyt­ti­ge og imod evan­ge­li­et.” For den orto­dok­se kir­ke, som lever med en kir­ke­ka­len­der, fuld af høj­ti­der, hvor man året rundt min­des de hel­li­ge, og hvor der fore­kom­mer en sta­dig veks­len mel­lem faste og fest, er det en ufor­stå­e­lig tan­ke­gang, at det skul­le være ”imod evan­ge­li­et”. Der­til fore­kom­mer det de orto­dok­se både snæ­ver­sy­net og reduk­tio­ni­stisk at vil­le afvi­se sådan­ne tra­di­tio­ners ånde­li­ge værdi.

Dis­kus­sio­nen om ”kir­ke­skik­ke­ne” fører direk­te til arti­kel 21, den sid­ste i Den augs­burg­ske Kon­fes­sion med over­skrif­ten ”Om hel­gen­dyr­kel­se”. Heri hed­der det bl.a. at ”Skrif­ten lærer os ikke, at vi skal påkal­de de hel­li­ge eller bede dem om hjælp.” Det er for orto­dok­se krist­ne en cho­ke­ren­de påstand. Patri­ark Jere­mi­as erklæ­rer sig i sit svar enig med refor­ma­to­rer­ne deri, at til­be­del­se ale­ne til­kom­mer Gud; men når det er sagt, så er det orto­doks tro, at det både er lov­ligt og gavn­ligt at påkal­de de hel­li­ge, først og frem­mest Guds­mo­der Maria, men også de øvri­ge hel­li­ge til alle tider til­li­ge med ærke­eng­le og eng­le, som er i him­me­len hos Gud, så de kan gå i for­bøn for os. Den orto­dok­se for­stå­el­se af Kir­ken begræn­ser sig ikke til den slægt, der til­fæl­dig­vis lever på et givet tids­punkt i histo­ri­en. Nej, Kir­ken omfat­ter både him­mel og jord, eng­le og men­ne­sker, for­gang­ne, nuvæ­ren­de og kom­men­de slæg­ter; og for den orto­dok­se tro­en­de er der ikke noget mær­ke­ligt end­si­ge for­kert i at bede for de hen­sov­ne eller i at bede de hel­li­ge om for­bøn. Det er tvær­ti­mod den natur­lig­ste ting af verden.

Sidst, men ikke mindst skal det næv­nes, at kor­re­spon­dan­cen berø­rer spørgs­må­let om men­ne­skets frie vil­je i for­hold til sin egen frel­se og til Gud. Augs­burg­kon­fes­sio­nens arti­kel 18 har net­op over­skrif­ten ”Om den frie vil­je”. Her siges det, at selv om ”den men­ne­ske­li­ge vil­je har en vis fri­hed i for­hold til at udø­ve bor­ger­lig ret­fær­dig­hed”, så har den ingen virk­ning, når det gæl­der det ånde­li­ge liv og mod­ta­gel­sen af frel­sen, som ale­ne beror på Guds nåde. Det­te er i meget skarp mod­sæt­ning til den orto­dok­se lære om samvir­ke eller syner­gi: Kun det men­ne­ske, som af sin frie vil­je ønsker det, og som selv aktivt arbej­der med på sin frel­se, kan mod­ta­ge den­ne fra Gud. Den vil­je og det sam­ar­bej­de med Gud har kon­kre­te udtryk i men­ne­skers liv. I et efter­skrift frem­hæ­ver patri­ark Jere­mi­as regel­mæs­sig kir­ke­gang og del­ta­gel­se i det sakra­men­tale liv som vig­ti­ge måder for men­ne­sker til at arbej­de med på deres frel­se. Han næv­ner også kloster­li­vet. — Refor­ma­to­rer­nes posi­tion opfat­ter patri­ar­ken som fare­tru­en­de nær på præ­desti­na­tion. En skæb­ne­tro, efter hvil­ken men­ne­sket intet har at bidra­ge med til sin frel­se, og hvor Gud omvendt enten bort­døm­mer eller frel­ser men­ne­sker, uag­tet om de vil det eller ej. Den tro er fuld­kom­men frem­med for den orto­dok­se tanke.

Til sidst i sit svar udtryk­ker patri­ar­ken den opfat­tel­se, at den vide­re vej for refor­ma­to­rer­ne bør være fuld og hel til­slut­ning til Den Orto­dok­se Kir­ke. ”Højlær­de tyske­re”, skri­ver han, ”siden I vise­ligt, efter rådslag­ning og hel­hjer­tet ønsker at knyt­te jer sam­men med os til Kri­sti hel­li­ge Kir­ke […] vil vi med glæ­de mod­ta­ge jer […] hvis I er vil­li­ge til sam­men med os at føl­ge de apo­stol­ske og syno­da­le tra­di­tio­ner og under­læg­ge jer disse.”

Patri­ar­kens brev nåe­de Tys­kland i som­me­ren 1576. Teo­lo­ger­ne i Tübin­gen var skuf­fe­de, men gjor­de end­nu et for­søg. De kom­po­ne­re­de et gensvar, hvor de for­søg­te bed­re at for­kla­re nog­le af de punk­ter, patri­ar­ken hav­de oppo­ne­ret imod. Men de fast­holdt sam­ti­digt, at de kun aner­ken­der to sakra­men­ter, dåb og nad­ver, at der ikke fin­der nogen for­vand­ling sted med brø­d­et og vinen på alte­ret, og at de ikke fin­der det pas­sen­de at påkal­de de hel­li­ge. Litur­gi­en, spørgs­må­let om obla­ter eller hævet brød samt kloster­li­vet næv­ner de slet ikke.

Det­te andet brev blev afsendt i 1577, og i 1579 kom reak­tio­nen fra patri­ar­ka­tet. Det gen­ta­ger, i en skar­pe­re tone, poin­ter­ne fra det før­ste brev og læg­ger sær­lig vægt på for­skel­len i synet på den frie vil­je, påkal­del­sen af de hel­li­ge samt den orto­dok­se for­stå­el­se af iko­ner og relik­vi­er. Tysker­ne gjor­de så et tred­je for­søg og send­te end­nu en hen­ven­del­se i 1580, hvori de gjor­de gæl­den­de, at de lære­mæs­si­ge for­skel­le angå­en­de frel­se ved tro ale­ne, men­ne­skets frie vil­je og for­vand­lin­gen af brød og vin, at det alt sam­men var et spørgs­mål om for­skel­lig sprog­brug og ikke et udtryk for vir­ke­li­ge uenigheder.

Patri­ark Jere­mi­as hav­de imid­ler­tid givet op. Han afsend­te den 6. juni 1581 et sid­ste svar til Tübin­gen, hvori han end­nu engang resu­me­re­de den orto­dok­se posi­tion og til­fø­je­de den­ne epi­log: ”Der­for beder vi om, at I fra nu af ikke ska­ber os mere sorg eller skri­ver til os om sam­me sag […] Lad os ven­ligst være fri for dis­se bekym­rin­ger. Der­for, I som går jeres egne veje, skriv ikke mere angå­en­de lærespørgs­mål; men hvis I skri­ver, så skriv kun for ven­skabs skyld. Farvel!”

Tysker­ne send­te alli­ge­vel et fjer­de brev, som i alt væsent­ligt var en kopi af dét fra 1580. På den­ne sid­ste hen­ven­del­se til Kon­stan­ti­nopel kom der intet svar.

Lyk­ke­des ope­ra­tio­nen? Ja og nej. Eller ret­te­re, den er måske end­nu ikke afslut­tet. En del præ­ster og tro­en­de i fol­kekir­ken søger fort­sat til­ba­ge til rød­der­ne, til den oprin­de­li­ge kir­ke og tra­di­tion. De søger at til­eg­ne sig orto­doks tro og tra­di­tion: Ære­fryg­ten for de hel­li­ge myste­ri­er: dåb, nad­ver, skrif­te­mål, ægte­vi­el­se og fle­re end­nu, den ved­va­ren­de bøn, iko­ner­ne og der­med vene­ra­tio­nen for de hel­li­ge. Men er en sådan tro­ens alvor for­e­ne­lig med spa­ghet­ti­g­ud­stje­ne­ster, rap­pen­de og strip­pen­de præ­ster, reinkar­na­tion, spi­ri­tis­me med heste og hunde, tarot­kort og lig­nen­de løjer i fol­kekir­ken? Er den for­e­ne­lig med Sigurd Bar­rett og hans tøj­bam­se. Jeg mener nej.

Men måske er der end­nu tid? Nog­le sæt­ter deres lid til mel­lem­kir­ke­li­ge drøf­tel­ser. I Kir­ker­nes Ver­dens­råd del­ta­ger både Refor­ma­tio­nens kir­ker og Den Orto­dok­se Kir­ke (om end ikke uden betæn­ke­lig­hed og med und­ta­gel­se af to orto­dok­se patri­ar­ka­ter). Om sam­ta­ler­ne dér for alvor kan brin­ge orto­dok­se og pro­te­stan­ter nær­me­re hin­an­den, det vil frem­ti­den vise. Lokalt i Dan­mark har vi Dan­ske Kir­kers Råd, som i anled­ning af Refor­ma­tio­nens fød­sels­dag i efter­å­ret 2017 vil udgi­ve et hæf­te om den basa­le, krist­ne tro, som skul­le være fæl­les for alle kir­ker. Men det lyk­ke­des desvær­re ikke at nå til enig­hed om ord­ly­den i hæf­tet. De orto­dok­se Kir­ker, som er med­lem­mer af Dan­ske Kir­kers Råd, kun­ne ikke stå inde for ind­hol­det. De orto­dok­se står der­for hel­ler ikke som medud­gi­ve­re. Uden sam­men­lig­ning i øvrigt for­nem­mer man måske i den histo­rie et svagt ekko af den kuld­sej­le­de dia­log fra anden halv­del af det 16. århundrede?

Tek­sten er bragt som kro­nik i dag­bla­det Poli­ti­ken søn­dag den 20. august under over­skrif­ten ”tro, teo­lo­gi og tøjbamser”.