Guds­mo­ders Beskyt­tel­se 2015 

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens navn

Kære brød­re og søstre i Kristus

Ved høj­ti­den for Guds­mo­ders Beskyt­tel­se har jeg gen­nem alle åre­ne læst for jer nog­le uddrag af dét, den hel­li­ge Silou­an, som vi min­de­des for en uges tid siden, den 24. sep­tem­ber, læst, hvad han siger om Guds­mo­der. Også i år er der grund til at lyt­te til den hel­li­ge Silou­an. Han skri­ver sådan her:

Min sjæl skæl­ver i ære­frygt, når jeg sku­er den her­lig­hed, der er om Guds­mo­der. Min tan­ke ræk­ker ikke til, mit hjer­te er fat­tigt og svagt; men min sjæl fry­der sig og læn­ges efter at nedskri­ve i det mind­ste nog­le ord om hen­de. Sjæ­len viger til­ba­ge i frygt over for den­ne opga­ve, men kær­lig­he­den tvin­ger mig til ikke at skju­le min tak­nem­me­lig­hed over hen­des barmhjertighed.

Skønt Guds­mo­ders liv er som til­slø­ret i hel­lig tavs­hed, har Her­ren dog givet Sin Orto­dok­se Kir­ke viden om, at hen­des kær­lig­hed omfat­ter hele ver­den. Hun sku­er i Hel­li­gån­den alle jor­dens fol­keslag, og som sin Søn har hun med­fø­lel­se med hvert menneske.

Vid­ste vi dog bare, hvor meget den alhel­li­ge Guds­mo­der elsker dem, der hol­der Kri­sti bud, og hvil­ken med­li­den­hed og hvil­ken sorg, hun føler over dem, som ikke omven­der sig! Jeg har selv erfa­ret det­te! Jeg lyver ikke, for jeg taler for Guds ansigt, som min sjæl ken­der. Jeg ken­der den alre­ne Jom­fru i Ånden. Set hen­de har jeg ikke, men Hel­li­gån­den har givet mig at ken­de hen­de og hen­des kær­lig­hed til os. Uden hen­des barm­hjer­tig­hed vil­le jeg for længst være fortabt; men hun beha­ge­de at kom­me til mig og ind­træn­gen­de bede mig om ikke mere at syn­de. Hun sag­de til mig: ”Det smer­ter mig at se, hvor­dan du lever.” Hen­des ord var stil­le og bli­de, men de vir­ke­de vold­somt i min sjæl. Der er gået mere end fyr­re år siden da, men jeg har aldrig kun­net glem­me hen­des ord, ful­de af sød­me. Jeg véd ikke, hvad jeg skul­le kun­ne give til gen­gæld for hen­des kær­lig­hed til mig, og hvor­dan jeg skul­le kun­ne tak­ke Her­rens moder.

Hun er i sand­hed vor for­be­der­ske hos Gud, og ale­ne lyden af hen­des navn er nok til at glæ­de sjæ­len. Men alle i Him­len og alle på jor­den fry­der sig over hen­des kærlighed.

Hvil­ket ube­gri­be­ligt under! Hun dvæ­ler i Him­len og sku­er uop­hør­ligt Guds her­lig­hed; og dog glem­mer hun ikke os, rin­ge og fat­ti­ge som vi er, og hun tager alle ver­dens fol­keslag under sin beskyttelse.

Sådan er den alre­ne Guds­mo­der, som Her­ren har givet os. Hun er vor glæ­de og vort håb. Hun er vor moder i ånden. Hun er som men­ne­ske af sam­me væsen som os; og hver kri­sten sjæl læn­ges i kær­lig­hed mod hende.”

Den hel­li­ge Silou­ans ord udtryk­ker smukt og dybt den kær­lig­hed, vi i Kir­ken har til Maria, Guds­mo­der. Kær­lig­he­den og længs­len gæl­der selvsagt hele Kir­ken. Ingen kan tage et patent på Guds­mo­der, hen­des Beskyt­tel­se ræk­ker, som hl. Silou­an siger, over alle ver­dens fol­keslag. Men høj­ti­den, som vi fejrer i dag, har ikke desto min­dre en helt sær­lig betyd­ning for os her i Dan­mark. For det er den høj­tid, til hvil­ken vor menig­hed er ind­vi­et, og hvis navn vi bærer: Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menighed.

Høj­ti­den grun­der sig på et syn, som den hel­li­ge Andreas, dåre i Kristus, i det 10. århund­re­de modt­og. Det var i Bla­cher­ne-kir­ken i Kon­stan­ti­nopel, hvor man opbe­va­re­de Guds­mo­ders kap­pe og slør. I løbet af våge­nats-tje­ne­sten, mens hel­li­ge Andreas befandt sig i bøn, så han Guds­mo­der udbre­de sit slør over de for­sam­le­de. Andreas ile­de da ind i alter­rum­met, og åbne­de det skrin, hvor Guds­mo­ders slør befandt sig, og stå­en­de for­an iko­nost­a­sens mid­ter­dø­re spænd­te han slø­ret ud over mæng­den. Slø­ret var så stort, at det dæk­ke­de alle i den sto­re for­sam­ling, og ved en mystisk kraft for­blev det udspændt i luf­ten over dem. Her­ef­ter hæve­de Guds­mo­der sig mod Him­len og for­svandt, omgi­vet af et strå­len­de skær. Hun over­lod sit hel­li­ge slør til det krist­ne folk som et pant på sin kær­li­ge beskyt­tel­se. En beskyt­tel­se, som Guds­mo­der igen og igen har til­stå­et os, som er i Guds Kirke.

Nog­le af jer kan sik­kert huske den­gang for næsten fem­ten år siden, da vi grund­lag­de menig­he­den – eller ret­te­re da vi gjor­de de før­ste tøven­de for­søg på at for­ma­li­se­re vor meget lil­le grup­pe af orto­dok­se krist­ne, for om en egent­lig menig­hed var der end­nu ikke tale. — Der var meget, vi ikke vid­ste, vi vid­ste hel­ler ikke, hvad vi skul­le kal­de os. Selv hæl­de­de jeg den­gang til, at vi skul­le tage navn efter hel­li­ge Silou­an, for­di jeg hav­de haft meget at gøre med Hel­li­ge Silou­ans Klo­ster i Frank­rig. Men så var der én, som fore­slog at vi skul­le tage navn efter Guds­mo­ders Beskyt­tel­se, og så såre det var ble­vet nævnt, stod det lysen­de klart, at dét skul­le være nav­net, og at vi skul­le ind­vie menig­he­den til ære for Guds­mo­ders Beskyt­tel­se.

Vi hav­de san­de­lig også brug for Beskyt­tel­se: Vi var en fåtal­lig flok. Nu 15 år efter er vi betrag­te­ligt fle­re, men fort­sat ikke nogen tal­rig menig­hed. Vi er fort­sat få og små med den sår­bar­hed, som føl­ger der­af. Der­for er det fort­sat afgø­ren­de for menig­he­dens eksi­stens, at vi alle enga­ge­rer os, at vi er til ste­de ret og slet, og at vi bidra­ger øko­no­misk efter for­må­en. I det lan­ge løb er det ikke hold­bart med den tan­ke, at ”det er der nok nog­le andre, der tager sig af”, det med at gå i kir­ke og dét med at betale.

Det var noget fuld­kom­men nyt, noget hidtil uhørt, vi sat­te i værk den­gang: Den Orto­dok­se Kir­ke i Dan­mark . Ikke en sømand­skir­ke, ikke en såkaldt migrant­kir­ke, men en lokal, orto­doks Kir­ke for dan­ske­re, rumæ­ne­re, geor­gi­e­re og andre folk, som har det til fæl­les, at de bor i Dan­mark, folk, hvis børn går i sko­le her og har deres frem­tid her i lan­det. — Det var som sagt uhørt! Beva­res, der hav­de tid­li­ge­re været for­søg med dansk­spro­ge­de tje­ne­ster i en rus­sisk menig­hed her i byen, men altid som und­ta­gel­sen, som et ekstra­num­mer og ikke som norm.

Vi blev set på den­gang med stor skep­sis og mistænksom­hed, ja slet og ret med regu­lær mod­vil­je af migran­ter­ne. Og det gør vi vist sta­dig! Den mis­for­stå­el­se er desvær­re udbredt, at vil nogen være rig­tig orto­doks, ja så må han eller hun for­klæ­de sig som rus­ser, græker, ser­ber, rumæ­ner eller andet fjer­nt fra Danmark.

Man­ge tviv­le­de på, at det vil­le kun­ne lade sig gøre, tviv­le­de på, at en sådan menig­hed vil­le være leve­dyg­tig. Også men­ne­sker, der var eni­ge med os, men­ne­sker, som ger­ne så en dansk­spro­get Orto­doks Kir­ke vok­se frem, men ikke tur­de tro, det var muligt, også de tøvede.

Der var, kort sagt, ikke så lidt, som fra begyn­del­sen syn­tes at pege på, at ini­ti­a­ti­vet hur­tigt vil­le kuld­sej­le. Så vi kun­ne om nogen have brug for Beskyt­tel­se. Og hvil­ken Beskyt­tel­se skul­le vi vel give os ind under, om ikke Guds­mo­ders beskyt­ten­de slør.

Vi blev taget imod den­gang med kær­lig­hed og opbak­ning, både i det skan­di­na­vi­ske mil­jø, hvor f. Johan­nes og hl. Niko­lai Menighet i Oslo står cen­tralt, og i Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat, hvor Ærke­bi­skop Ser­gej ordi­ne­re­de mig som dia­kon til tje­ne­ste i Danmark.Men den helt afgø­ren­de kon­so­li­de­ring kom i 2003, hvor den nyvalg­te — valgt den 1. maj 2003 med over­væl­den­de fler­tal af en for­sam­ling af præ­ste­skab og læg­folk på Eks­ar­ka­tets Gene­ral­for­sam­lig i Paris — hvor nyvalg­te Ærke­bi­skop Gabri­el tog ini­ti­a­tiv til, at hvis det skul­le bli­ve til noget for alvor i Dan­mark, ja, da måt­te vi have en lokal præst. Det var hans ini­ti­a­tiv. Ærke­bi­skop­pen rin­ge­de mig op i som­me­ren 2003 kort tid efter sin ind­sæt­tel­se. Han ori­en­te­re­de mig om, at han skul­le besø­ge Oslo og dér ind­vie den nye kir­ke den 7. sep­tem­ber sam­me år, og han opfor­dre­de mig til at rej­se til Nor­ge og være med, så der kun­ne fore­ta­ges præ­ste­vi­el­se ved sam­me lejlighed.

På den måde blev jeg, præ­sten i Dan­mark, én af de før­ste, Ærke­bi­skop Gabri­el ordi­ne­re­de. Men den aller­før­ste, han ind­sat­te til den præ­ste­li­ge tje­ne­sten, var dog davæ­ren­de mun­ke­di­a­kon Job, den sam­me, som for snart to år siden af Patri­ar­ken og Syno­den blev udvalgt og ind­sat som ny Ærke­bi­skop efter Ærke­bi­skop Gabri­els alt for tid­li­ge død.

Vi ved end­nu ikke, hvad den­ne nye situ­a­tion vil kun­ne udvik­le sig til. Men lad os, brød­re og søstre i Kristus, stå fast på det fun­da­ment, som er dan­net gen­nem åre­ne. Lad os efter­lig­ne hl. Andreas, dåre i Kristus, og i alt godt, som hæn­der os, i al vækst og alt liv i vor menig­hed, i al ind­byr­des kær­lig­hed og i al styr­ke udadtil, lad os i alt det­te se Guds­mo­ders beskyt­ten­de slør udspændt over os. Og lad os sto­le på, at om end der måt­te være van­ske­li­ge tider for­u­de, så er Guds­mo­ders omsorg med os under alle forhold.

Må hen­des kær­lig­hed og Beskyt­tel­se beva­re os fra alle onde angreb og for­vand­le os, hver især og sam­men, fra jor­disk mør­ke til him­melsk lys. Må vi, under Guds­mo­ders slørs beskær­mel­se ufortrø­de­nt fort­sæt­te vor van­dring frem mod Guds Rige og vor Her­re Jesu Kri­sti him­mel­ske bolig.

Ham være lov og pris til evig tid

Amen

f. Poul