af f. Poul

Der føres i Dan­mark en løben­de dis­kus­sion blandt præ­ster, teo­lo­ger og tro­en­de, ikke mindst i Kri­ste­ligt Dag­blads spal­ter: Hvad skal der som mini­mum være enig­hed om, for at en dansk, fol­ke­lig kir­ke fort­sat kan være vir­ke­lig­hed? Hvor går græn­sen for den dan­ske fol­kekir­kes teo­lo­gi­ske og litur­gi­ske rum­me­lig­hed? Kon­ser­va­ti­ve krist­ne er util­fred­se med den ret­ning, de ser kir­ken bevæ­ge sig i. En del giver udtryk for, at rum­me­lig­hed er ble­vet til græn­se­løs­hed, fri­hed til kaos og imø­de­kom­men­hed til lef­len for tidens mode. De sav­ner kir­ke­li­ge ram­mer for en klas­sisk kristendom.

Sag­ligt set kan det være van­ske­ligt at pege på en kir­ke, som ved sin histo­rie, sin teo­lo­gi og sin litur­gi­ske prak­sis udgør en mere auten­tisk repræ­sen­tant for klas­sisk kris­ten­dom end den orto­dok­se kir­ke. I hvert fald hvis man med en sådan karak­te­ri­stik sig­ter til dén oprin­de­li­ge kir­ke, som Kristus lag­de grun­den til ved sine apost­le. Det gæl­der den før-skis­ma­ti­ske enhed­s­kir­ke, som bred­te sig ud over den kend­te ver­den, og som også kom så langt fra Jeru­sa­lem som til Dan­mark, først med Ans­gar og 100 år sene­re med Harald Blaatand.

Den­ne kro­ni­kør er dansk, døbt i fol­kekir­ken, kon­ver­te­ret til den orto­dok­se kir­ke og i 2003 præ­ste­o­r­di­ne­ret af Gabri­el, ærke­bi­skop for Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift, med ansvar for stif­tets tro­en­de i Dan­mark, som er sam­let i Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed. Her er fler­tal­let, lige­som præ­sten, dan­ske af fød­sel og har trå­dt deres kir­ke­li­ge bar­nesko i den lut­her­ske kir­ke. Et min­dre­tal i menig­he­den stam­mer fra andre, tra­di­tio­nelt orto­dok­se lan­de, men bor og arbej­der i Dan­mark, hvor deres børn vok­ser op og går i skole.

Den orto­dok­se kir­ke i Dan­mark er en lokal kir­ke, som har åbne døre og vin­du­er til den orto­dok­se, kir­ke­li­ge ver­den uden for Dan­mark og med fæl­les rød­der hin­si­des alle split­tel­ser. Dan­ske orto­dok­se krist­ne arbej­der sam­men med her­bo­en­de men­ne­sker fra en ræk­ke for­skel­li­ge lan­de for atter at give den orto­dok­se kir­ke og tro fod­fæ­ste i Dan­mark. Vort fæl­les sprog er dansk, som helt natur­ligt også er det sprog, vi bru­ger i gud­stje­ne­ster­ne. Dog mar­ke­rer vi ger­ne med én cen­tral bøn det fler­kul­tu­rel­le. Alt efter hvem der er til ste­de, lyder ”Fader Vor” ved søn­da­gens gud­stje­ne­ste ofte, for­u­den på dansk, på geor­gisk, engelsk, græsk, spansk, rumænsk og end­nu fle­re sprog.

For­skel­li­ge som vi er, har vi hjem­me i Dan­mark. Der­for bli­ver vi nog­le gan­ge tem­me­lig ærger­li­ge over, at orto­doks kir­ke og kris­ten­dom i den fol­ke­li­ge bevidst­hed opfat­tes som en fjern, ekso­tisk og ube­gri­be­lig stør­rel­se med guds­tjenester, som består af ende­lø­se, mes­sen­de og mum­len­de bøn­ner på fuld­kom­men ufor­stå­e­li­ge tun­ge­mål i dunk­le kir­ke­rum, hvor man kun med besvær kan skæ­re sig igen­nem den tæt­te røgel­se og i øvrigt skal vog­te sig for ikke at bli­ve ramt af det evigt svin­gen­de røgel­ses­kar. Fore­stil­lin­ger, som man­ge medi­er gør, hvad de kan, for at fremme.

Jamen, den orto­dok­se kir­ke og kris­ten­dom er da hel­ler ikke en del af dansk tra­di­tion, vil nogen måske ind­ven­de. Og den ind­ven­ding kan synes rig­tig, set fra en mar­ke­ret lut­hersk vin­kel. Men den har, vel at mær­ke, som for­ud­sæt­ning, at man indsnæv­rer per­spek­ti­vet til de sene­ste små 500 års yderst loka­le tra­di­tion. Nog­le af os, som er af en vis alder, husker tyde­ligt, hvor­dan vi i sko­len lær­te, at Mar­tin Lut­her og Hans Tav­sen på det nær­me­ste var de egent­li­ge grund­læg­ge­re af kri­sten­dom­men. Og først sene­re gik det op for os, at den krist­ne tro og den krist­ne kir­ke er byg­get på mere end 1500 års tra­di­tion for­ud for dis­se to. Det gæl­der også i Dan­mark og for den dan­ske kris­ten­hed, at rød­der­ne er langt ældre og dybe­re end den ram­me, der sæt­tes af Reformationen.

Dansk tra­di­tion har orto­dok­se rød­der og ræk­ker læn­ge­re bag­ud end år 1536. Den kir­ke, Harald Blaa­tand midt i 900-tal­let lod sig døbe ind i, var net­op den orto­dok­se kir­ke. Som mar­ke­ring af det har vi, mel­lem iko­ner­ne i vor kir­ke, også en repro­duk­tion af Jel­ling­s­te­nens kristus­bil­le­de i far­ver. Og den kri­sten­tro, Ans­gar 100 år tid­li­ge­re hav­de bragt til Dan­mark, det var den orto­dok­se kir­kes tro. Både Harald og Ans­gar er nem­lig fra enhed­s­kir­kens tid, det vil sige fra tiden inden den romer­ske kir­ke i året 1054 skil­te sig ud og gik sine egne veje, veje, som refor­ma­to­rer­ne 500 år sene­re vend­te sig imod.

Der er for tiden i både fol­ke- og frikir­ke­li­ge kred­se en gan­ske stor inter­es­se for den orto­dok­se kir­ke, eller i hvert fald for ele­men­ter der­fra. For eksem­pel er orto­dok­se iko­ner fra at være helt utæn­ke­li­ge i en dansk lands­by­kir­ke ble­vet en del af udsmyk­nin­gen vis­se ste­der. Lystæn­ding i for­bin­del­se med bøn, som tid­li­ge­re var fuld­kom­men ukendt, har man taget til sig. Ja, selv røgel­sen har efter sigen­de vun­det for­sig­tigt ind­pas hist og her.

Også på bøn­nens områ­de ser man sti­gen­de inter­es­se for orto­doks prak­sis. I bestem­te mil­jø­er er det ikke mindst den orto­dok­se kir­kes jesus­bøn, der påkal­der sig opmærk­som­hed. Nog­le sær­ligt ”spi­ri­tu­elt” inter­es­se­re­de fore­ta­ger rej­ser til mun­ke­re­pu­blik­ken Athos eller den ægyp­ti­ske ørken som et avan­ce­ret alter­na­tiv til Wit­ten­berg eller Rom. Og kom­mer inspi­re­re­de hjem og for­an­stal­ter ”kri­sten medi­ta­tion” eller ”ørkenguds­tjenester”.

Kun­ne det tæn­kes, at alt det­te er udtryk for en, mere eller min­dre erkendt, længsel til­ba­ge mod den krist­ne tros rød­der, det vil sige mod den orto­dok­se kir­ke? Jeg tror det. Men ved brug af til­fæl­di­ge, løs­rev­ne punk­t­nedslag går hel­hed og sam­men­hæng tabt. Hver­ken i fol­ke- eller frikir­ker er det tæn­ke­ligt, at der skul­le bli­ve rum for den sam­le­de orto­dok­se, teo­lo­gi­ske tænk­ning, der for­står iko­ner­ne som den syn­li­ge mani­fe­sta­tion af, at Kristus vir­ke­lig blev men­ne­ske. Og som ærer iko­ner­ne, for­di de mar­ke­rer de hel­li­ges nær­vær i kir­ken og mani­feste­rer men­ne­skers poten­ti­a­le til for­vand­ling i Kri­sti billede.

Tages iko­ner, lystæn­ding, jesus­bøn, røgel­se og løs­rev­ne dele af den orto­dok­se gud­stje­ne­ste ud af deres sam­men­hæng, bli­ver de til mysti­fi­ce­ren­de, ube­gri­be­li­ge brud­styk­ker af en fjern og frem­med hel­hed. Så kom­mer de orto­dok­se ele­men­ter til at frem­stå som ekso­ti­ske kryd­de­ri­er på en kir­ke­lig ret, som hav­de mistet sin smag.

De krist­ne i Dan­mark, som ønsker at fast­hol­de klas­sisk kris­ten­dom, de, som er betæn­ke­li­ge ved dagens kir­ke­li­ge udvik­ling og de evi­ge knæ­fald for moder­ni­te­ten og den her­sken­de tidsånd, de bur­de måske gri­be til­ba­ge til Harald Blaa­tand og Ans­gar. Dan­ske krist­ne, som for alvor ønsker tro­fast­hed over for kir­kens tra­di­tion, kun­ne med for­del ind­le­de sam­ta­le med den orto­dok­se kir­ke i Danmark.

Den orto­dok­se kir­ke del­ta­ger ikke i den tåbe­li­ge jagt på for­modet popu­la­ri­tet, som fin­der sted i vis­se kir­ke­li­ge mil­jø­er. Ved orto­dok­se guds­tjenester bli­ver ingen udsat for bam­sedåb, sms-vel­sig­nel­ser, spa­ghet­ti, lasag­ne, popor­ke­stre og hvad der ellers udtæn­kes af ned­la­den­de under­hold­ning for at være en imag­i­nær lave­ste fæl­lesnæv­ner tilpas.

Orto­dok­si­en har beva­ret kir­kens oprin­de­li­ge, krist­ne tro. Det inde­bæ­rer, at den orto­dok­se kir­ke er præ­get af litur­gisk alvor og ære­frygt for det hel­li­ge, både ved de sær­li­ge høj­ti­der og ved søn­dag­stje­ne­ster­ne året igen­nem. Og det inde­bæ­rer, at de hel­li­ge myste­ri­er eller sakra­men­ter ikke tøm­mes for ind­hold fx ved at gøre nad­ve­ren til lege­plads for stjer­ne­kok­ke eller ved at kon­stru­e­re en påstå­et ”køns­neut­ral” ægte­vi­el­se og der­med for­næg­te den orden, Gud har sat for sin skabelse.

Hvem ved, måske kun­ne en sådan sam­ta­le føre til, at de, som af hjer­tet ønsker tro­fast­hed mod den klas­si­ske kris­ten­dom og dens tra­di­tion, med tiden vil­le fin­de det natur­ligt med et tra­di­tions­bun­det, orto­dokst biskop­pe­ligt tilsyn?

Trykt som kro­nik i Kri­ste­ligt Dag­blad, tors­dag den 20. okto­ber 2011.

Publi­ce­ret 26. okto­ber 2011.