af f. Poul
Der føres i Danmark en løbende diskussion blandt præster, teologer og troende, ikke mindst i Kristeligt Dagblads spalter: Hvad skal der som minimum være enighed om, for at en dansk, folkelig kirke fortsat kan være virkelighed? Hvor går grænsen for den danske folkekirkes teologiske og liturgiske rummelighed? Konservative kristne er utilfredse med den retning, de ser kirken bevæge sig i. En del giver udtryk for, at rummelighed er blevet til grænseløshed, frihed til kaos og imødekommenhed til leflen for tidens mode. De savner kirkelige rammer for en klassisk kristendom.
Sagligt set kan det være vanskeligt at pege på en kirke, som ved sin historie, sin teologi og sin liturgiske praksis udgør en mere autentisk repræsentant for klassisk kristendom end den ortodokse kirke. I hvert fald hvis man med en sådan karakteristik sigter til dén oprindelige kirke, som Kristus lagde grunden til ved sine apostle. Det gælder den før-skismatiske enhedskirke, som bredte sig ud over den kendte verden, og som også kom så langt fra Jerusalem som til Danmark, først med Ansgar og 100 år senere med Harald Blaatand.
Denne kronikør er dansk, døbt i folkekirken, konverteret til den ortodokse kirke og i 2003 præsteordineret af Gabriel, ærkebiskop for Det Vesteuropæiske Ærkestift, med ansvar for stiftets troende i Danmark, som er samlet i Gudsmoders Beskyttelses Menighed. Her er flertallet, ligesom præsten, danske af fødsel og har trådt deres kirkelige barnesko i den lutherske kirke. Et mindretal i menigheden stammer fra andre, traditionelt ortodokse lande, men bor og arbejder i Danmark, hvor deres børn vokser op og går i skole.
Den ortodokse kirke i Danmark er en lokal kirke, som har åbne døre og vinduer til den ortodokse, kirkelige verden uden for Danmark og med fælles rødder hinsides alle splittelser. Danske ortodokse kristne arbejder sammen med herboende mennesker fra en række forskellige lande for atter at give den ortodokse kirke og tro fodfæste i Danmark. Vort fælles sprog er dansk, som helt naturligt også er det sprog, vi bruger i gudstjenesterne. Dog markerer vi gerne med én central bøn det flerkulturelle. Alt efter hvem der er til stede, lyder ”Fader Vor” ved søndagens gudstjeneste ofte, foruden på dansk, på georgisk, engelsk, græsk, spansk, rumænsk og endnu flere sprog.
Forskellige som vi er, har vi hjemme i Danmark. Derfor bliver vi nogle gange temmelig ærgerlige over, at ortodoks kirke og kristendom i den folkelige bevidsthed opfattes som en fjern, eksotisk og ubegribelig størrelse med gudstjenester, som består af endeløse, messende og mumlende bønner på fuldkommen uforståelige tungemål i dunkle kirkerum, hvor man kun med besvær kan skære sig igennem den tætte røgelse og i øvrigt skal vogte sig for ikke at blive ramt af det evigt svingende røgelseskar. Forestillinger, som mange medier gør, hvad de kan, for at fremme.
Jamen, den ortodokse kirke og kristendom er da heller ikke en del af dansk tradition, vil nogen måske indvende. Og den indvending kan synes rigtig, set fra en markeret luthersk vinkel. Men den har, vel at mærke, som forudsætning, at man indsnævrer perspektivet til de seneste små 500 års yderst lokale tradition. Nogle af os, som er af en vis alder, husker tydeligt, hvordan vi i skolen lærte, at Martin Luther og Hans Tavsen på det nærmeste var de egentlige grundlæggere af kristendommen. Og først senere gik det op for os, at den kristne tro og den kristne kirke er bygget på mere end 1500 års tradition forud for disse to. Det gælder også i Danmark og for den danske kristenhed, at rødderne er langt ældre og dybere end den ramme, der sættes af Reformationen.
Dansk tradition har ortodokse rødder og rækker længere bagud end år 1536. Den kirke, Harald Blaatand midt i 900-tallet lod sig døbe ind i, var netop den ortodokse kirke. Som markering af det har vi, mellem ikonerne i vor kirke, også en reproduktion af Jellingstenens kristusbillede i farver. Og den kristentro, Ansgar 100 år tidligere havde bragt til Danmark, det var den ortodokse kirkes tro. Både Harald og Ansgar er nemlig fra enhedskirkens tid, det vil sige fra tiden inden den romerske kirke i året 1054 skilte sig ud og gik sine egne veje, veje, som reformatorerne 500 år senere vendte sig imod.
Der er for tiden i både folke- og frikirkelige kredse en ganske stor interesse for den ortodokse kirke, eller i hvert fald for elementer derfra. For eksempel er ortodokse ikoner fra at være helt utænkelige i en dansk landsbykirke blevet en del af udsmykningen visse steder. Lystænding i forbindelse med bøn, som tidligere var fuldkommen ukendt, har man taget til sig. Ja, selv røgelsen har efter sigende vundet forsigtigt indpas hist og her.
Også på bønnens område ser man stigende interesse for ortodoks praksis. I bestemte miljøer er det ikke mindst den ortodokse kirkes jesusbøn, der påkalder sig opmærksomhed. Nogle særligt ”spirituelt” interesserede foretager rejser til munkerepublikken Athos eller den ægyptiske ørken som et avanceret alternativ til Wittenberg eller Rom. Og kommer inspirerede hjem og foranstalter ”kristen meditation” eller ”ørkengudstjenester”.
Kunne det tænkes, at alt dette er udtryk for en, mere eller mindre erkendt, længsel tilbage mod den kristne tros rødder, det vil sige mod den ortodokse kirke? Jeg tror det. Men ved brug af tilfældige, løsrevne punktnedslag går helhed og sammenhæng tabt. Hverken i folke- eller frikirker er det tænkeligt, at der skulle blive rum for den samlede ortodokse, teologiske tænkning, der forstår ikonerne som den synlige manifestation af, at Kristus virkelig blev menneske. Og som ærer ikonerne, fordi de markerer de helliges nærvær i kirken og manifesterer menneskers potentiale til forvandling i Kristi billede.
Tages ikoner, lystænding, jesusbøn, røgelse og løsrevne dele af den ortodokse gudstjeneste ud af deres sammenhæng, bliver de til mystificerende, ubegribelige brudstykker af en fjern og fremmed helhed. Så kommer de ortodokse elementer til at fremstå som eksotiske krydderier på en kirkelig ret, som havde mistet sin smag.
De kristne i Danmark, som ønsker at fastholde klassisk kristendom, de, som er betænkelige ved dagens kirkelige udvikling og de evige knæfald for moderniteten og den herskende tidsånd, de burde måske gribe tilbage til Harald Blaatand og Ansgar. Danske kristne, som for alvor ønsker trofasthed over for kirkens tradition, kunne med fordel indlede samtale med den ortodokse kirke i Danmark.
Den ortodokse kirke deltager ikke i den tåbelige jagt på formodet popularitet, som finder sted i visse kirkelige miljøer. Ved ortodokse gudstjenester bliver ingen udsat for bamsedåb, sms-velsignelser, spaghetti, lasagne, poporkestre og hvad der ellers udtænkes af nedladende underholdning for at være en imaginær laveste fællesnævner tilpas.
Ortodoksien har bevaret kirkens oprindelige, kristne tro. Det indebærer, at den ortodokse kirke er præget af liturgisk alvor og ærefrygt for det hellige, både ved de særlige højtider og ved søndagstjenesterne året igennem. Og det indebærer, at de hellige mysterier eller sakramenter ikke tømmes for indhold fx ved at gøre nadveren til legeplads for stjernekokke eller ved at konstruere en påstået ”kønsneutral” ægtevielse og dermed fornægte den orden, Gud har sat for sin skabelse.
Hvem ved, måske kunne en sådan samtale føre til, at de, som af hjertet ønsker trofasthed mod den klassiske kristendom og dens tradition, med tiden ville finde det naturligt med et traditionsbundet, ortodokst biskoppeligt tilsyn?
Trykt som kronik i Kristeligt Dagblad, torsdag den 20. oktober 2011.
Publiceret 26. oktober 2011.