Vestens Menigheder – Nye Opgaver og Økumeniske Perspektiver

Af metro­po­lit Anto­nij (Bloom)

Metro­po­lit Anto­nij var øver­ste leder for Moskva-patri­ar­ka­tets stift i Eng­land ind­til som­me­ren 2003. Han sov hen den 4. august 2003. Før han blev munk, præst og siden biskop, arbej­de­de han som læge på for­skel­li­ge hospi­ta­ler i Paris. Han var kendt og værds­at for sit pasto­ra­le arbej­de og som præ­di­kant, bl.a. i BBC. Metro­po­lit Anto­nij var æres­dok­tor ved de teo­lo­gi­ske aka­de­mi­er i Moskva og Kiev samt ved de teo­lo­gi­ske faku­l­te­ter i Aber­de­en, Skot­land, og uni­ver­si­te­tet i Cambridge.

Neden­stå­en­de tekst er metro­po­lit Anto­ni­js ind­læg ved det årli­ge stifts­mø­de i juni 2001. Den for­sø­ger at sva­re på, hvil­ke pasto­ra­le og kir­ke­li­ge opga­ver, de orto­dok­se menig­he­der i Vesten står over for i vore dage. Den for­hol­der sig til de øku­me­ni­ske udfor­drin­ger, de orto­dok­se i Vesten kon­fron­te­res med og den berø­rer de mang­fol­di­ge pro­ble­mer, der tyn­ger Kir­ken i Østeuropa.

Over­ord­net giver metro­po­lit­tens tale et bud på, hvor­dan vi orto­dok­se kan bidra­ge til at vid­ne om Kri­sti nær­vær i en ver­den, der er i vold­som for­an­dring, og hvor den krist­ne tro og tæn­ke­må­de er meget langt fra at være noget selvfølgeligt.

Redak­tio­nen fin­der, at de pro­ble­mer, der her diag­no­sti­ce­res og dis­ku­te­res, ræk­ker langt ud over den loka­le sam­men­hæng, hvori de er ble­vet for­mu­le­ret. Det er spørgs­mål, der har rele­vans for alle orto­dok­se og for alle krist­ne og det er svar, som for­hå­bent­lig kan tje­ne til inspira­tion for os her i Norden.

At være frie som Kirke

Jeg vil ger­ne for­kla­re, hvor­for vi for man­ge år siden etab­le­re­de det­te stift, og hvad der var vores hen­sigt med at etab­le­re det; selv om hen­sig­ten ikke i ét og alt er ble­vet til vir­ke­lig­hed. Jeg vil også ger­ne ret­te blik­ket udad mod den ver­den, vi lever i.

Hvad angår grund­læg­gel­sen af vort stift, er der meget få af de til­ste­de­væ­ren­de, som var med fra begyn­del­sen. Stif­tet blev grund­lagt, den­gang vi fryg­te­de – og dét med ret­te – poli­tisk ind­blan­ding fra de sov­jet­ti­ske myn­dig­he­der; for vi til­hør­te den rus­si­ske orto­dok­se Kir­ke, og Kir­ken i Rusland var i høj grad under deres kon­trol. Stif­tet blev etab­le­ret for at sam­le de tro­en­de, som var klar over deres kald: at være frie som Kir­ke, at præ­di­ke Evan­ge­li­et og udgø­re et fæl­les­skab, som på ingen måde var under­lagt nogen form for poli­tisk kontrol.

Sådan var vort oprin­de­li­ge mål. Siden da er omstæn­dig­he­der­ne ble­vet nog­le andre, for situ­a­tio­nen i Rusland er ændret, især hvad angår Kir­kens fri­hed og uaf­hæn­gig­hed og stif­tets manøv­re­fri­hed; men alli­ge­vel er situ­a­tio­nen ikke ændret så meget, som man måske kun­ne fore­stil­le sig. I vore dage står vi over­for et pro­blem, som kan give anled­ning til et vist ven­skab mel­lem Kir­ke og stat: Der er risi­ko for, at Kir­ken, lige som i for­ti­den, på den ene eller den anden måde bli­ver til et instru­ment for sta­ten; for ven­ska­bet fører til sam­ar­bej­de og der­fra til afhængighed.

Vi må hol­de os det­te fak­tum for øje og tan­ke og gøre alt, hvad der er os muligt, for at for­bli­ve frie, både moralsk og admi­ni­stra­tivt. For øje­blik­ket har vi ingen pro­ble­mer af admi­ni­stra­tiv art med patri­ar­ka­tet i Moskva. Vi er frie til at sty­re stif­tet på vores måde. Men moralsk må vi være opmærk­som­me på det for­hold, at Kir­ken i Rusland har pro­ble­mer, at den står over­for fris­tel­ser og risi­ci. Vor opga­ve er da at for­bli­ve uaf­hæn­gi­ge, ikke ved at defi­ne­re os i mod­sæt­ning til vor moder-Kir­ke, men ved at defi­ne­re os som en grup­pe, der moralsk og admi­ni­stra­tivt er frie og der­ved helt enkelt bli­ver et for­bil­le­de til det kir­ke­li­ge liv. — Man kan ankla­ge mig for arro­gan­ce, når jeg siger sådan: Hvor­dan skul­le vi kun­ne være et for­bil­le­de? Her er det imid­ler­tid vig­tigt at bemær­ke, at vi befin­der os i en pri­vil­e­ge­ret situation.

Vi er et antal mænd og kvin­der, som af vores frie vil­je har valgt at være orto­dok­se og at for­bli­ve tro mod Evan­ge­li­et, sådan som det blev præ­di­ket af Den Orto­dok­se Kir­ke i de før­ste århund­re­der. Vi er en grup­pe men­ne­sker, som aldrig i mind­ste måde har stå­et i noget afhæn­gig­heds­for­hold til verds­li­ge myn­dig­he­der. Dét er noget yderst afgø­ren­de og meget vær­di­fuldt. Det er en situ­a­tion, som vi må fast­hol­de af al kraft og over­be­vis­ning. Det inde­bæ­rer ikke, at vi så skal være oprør­ske, fjendt­li­ge eller illoy­a­le i for­hold til moder-Kir­ken. Det bety­der, at vi skal være dét, Kir­ken er kal­det til at være: et kor­pus af mænd og kvin­der, som har valgt at være Evan­ge­liets og Kri­sti bud­brin­ge­re i den ver­den, hvor de lever. Vi kan kun være frie og prok­la­me­re sand­he­den, når vi lever et liv, der er den­ne sand­hed vær­digt. Det­te er afgø­ren­de, for at præ­di­ke Evan­ge­li­et vil først og frem­mest sige at leve Evan­ge­li­et på en sådan måde, at folk, når de betrag­ter Orto­dok­si­en eller blot en lil­le grup­pe tro­en­de som fx vores, kan udbry­de: “Aha, det er sådan, det skal for­stås”. På sam­me måde som en kri­sten for­fat­ter fra 2. – 3. århund­re­de skrev: “Folk, som betrag­ter os, siger: “Se, hvor de har ind­byr­des kær­lig­hed!” ( Diognét-bre­vet).

Vi er ved at bli­ve den loka­le Kirke

Vi er kal­de­de, ikke ale­ne til ind­byr­des kær­lig­hed, men til at elske hele Guds ska­bel­se og til for enhver pris at tje­ne dén. I vore dage er pri­sen ikke vort blod eller vore liv, ikke at vi må udhol­de vold og død; men pri­sen er vores måde at leve på, måden hvor­på andre ser på os og der­med begri­ber Orto­dok­si­en som noget sær­ligt, for­di den på en sær­lig måde mani­feste­rer Evan­ge­liets væsen.

[]

Vore menig­he­der og stif­tet har for­an­dret sig meget siden grund­læg­gel­sen og de før­ste stifts­mø­der. Vi har haft stærk til­strøm­ning af rus­se­re, vi har set et vist antal eng­læn­de­re kon­ver­te­re til Orto­dok­si­en, og vi har nu i vort stift men­ne­sker, der hver­ken hører til den rus­si­ske eller den engel­ske kul­tur: græke­re, ser­be­re, bul­ga­re­re og fle­re end­nu. Vi er i færd med vir­ke­lig at bli­ve den loka­le Kir­ke: den sted­li­ge Kir­ke, som rum­mer og for­e­ner men­ne­sker af alle natio­na­li­te­ter, afstam­nin­ger, kul­tu­rer, præ­cis som det var i den tid­li­ge Kirke.

Den tid­li­ge Kir­ke var en for­sam­ling af men­ne­sker, som ind­byr­des var så frem­me­de, at de ikke kun­ne kom­mu­ni­ke­re und­ta­gen via Kir­ken. Der var her­rer og sla­ver; der var romer­ske bor­ge­re og andre, der hør­te til de folk, Rom hav­de under­lagt sig; der var men­ne­sker med helt for­skel­li­ge sprog og kul­tu­rer. Nog­le var højt pla­ce­ret på den soci­a­le rangsti­ge, andre lavt. Men de kun­ne alle være ét, for de hav­de ét til fæl­les: Her­ren Jesus Kristus, som var deres Her­re, Leder og Mester. Han var for dem Sand­he­den og Vej­en, Han var Døren, der åbne­de sig mod evigheden.

Vi lever ikke læn­ge­re i en kri­sten ver­den, og net­op der­for bli­ver Kir­ken i sti­gen­de grad dét, den var i de før­ste århund­re­der. I vore sam­fund kan der sta­dig være spor af krist­ne tra­di­tio­ner og kri­sten kul­tur, men ver­den er ikke læn­ge­re en kri­sten ver­den i og for sig. Den er i opløs­ning; moralsk, filo­so­fisk, teo­lo­gisk og på en ræk­ke andre måder. Men vi prok­la­me­rer, at den ene­ste mulig­hed, vi har, det ene­ste vi kan gøre, er at for­e­ne mænd og kvin­der i ét lege­me – Kri­sti lege­me, som ikke slet og ret er en for­sam­ling af men­ne­sker, der er eni­ge om, hvad der er det bed­ste for dem selv; men et lege­me, en for­sam­ling, som udgør Kri­sti inkar­ne­re­de nær­vær. Fader Ser­gej Bul­gakov har sagt, at hvert men­ne­ske er en inkar­na­tion, et inkar­ne­ret Kri­sti nær­vær, og at vi til­sam­men udgør Kri­sti lege­me, en for­sam­ling af mænd og kvin­der, som er Kri­sti san­de nær­vær. Da vi alle er døb­te i Kristus, er vi alle ble­vet lem­mer på Hans lege­me. Det er det­te, folk bør bli­ve opmærk­som­me på, når de stif­ter bekendt­skab med os.

På ny at bibrin­ge ver­den Kri­sti nærvær

I dag lever vi i en ver­den, hvor sam­ta­len og de øku­me­ni­ske rela­tio­ner er ble­vet meget ander­le­des, end de var, da jeg først kom til Eng­land. Den­gang var de kon­fes­sio­nel­le for­skel­le klart defi­ne­re­de, men man søg­te at mødes og prø­ve­de at for­stå hin­an­den. Sådan er det ikke læn­ge­re, og resul­ta­tet er stor for­vir­ring. Hvis ikke vi er fast for­ank­re­de i bøn­nen og i Kir­ken liv (og her taler vi ikke om det admi­ni­stra­ti­ve eller om de kon­fes­sio­nel­le grup­per, men om Kir­ken som Kri­sti lege­me), resul­te­rer det i en følel­se af frem­med­gø­rel­se. Vi må frem­me en anden måde at se tin­ge­ne på og for­sø­ge at nær­me os sagen på en ny måde.

Først og frem­mest udgør de krist­ne ikke nogen énhed. De er split­tet op i for­skel­li­ge kon­fes­sio­ner. Det er alle­re­de læn­ge siden, vi mød­tes og for­søg­te at fin­de en fæl­les sprog­brug. Men selv om vi er nået frem til den­ne fæl­les sprog­brug, som har gjort det muligt for os at bli­ve ven­ner, brød­re og søstre, er vi desvær­re fort­sat lige split­te­de. Dét er ikke godt nok! Og det er ingen løs­ning at vil­le over­vin­de split­tel­sen via et kom­pro­mis. Det er hel­ler ingen løs­ning at for­bli­ve split­te­de, alt imens vi lader som om, vi er ét; dét vil­le være at for­rå­de Kristus og Evan­ge­li­et. Det, vi bør gøre, er at brin­ge Orto­dok­si­en, med stort “O”, til Vesten; ikke som en reli­gi­øs “kon­fes­sion”, men som en ny Kri­sti tilstedeværelse.

Da den rus­si­ske orto­dok­se Kir­ke blev med­lem af Kir­ker­nes Ver­dens­råd, var dens repræ­sen­tant biskop Johan­nes (Wend­land) (1909 – 1989). Jeg glem­mer aldrig hans ord. Han hen­vend­te sig til Ver­dens­rå­det på føl­gen­de måde: “Vi vil ger­ne tak­ke jer, vi orto­dok­se, for­di I har mod­ta­get os i jeres mid­te. I spør­ger måske jer selv, hvad vi kan bibrin­ge jer. Vi kom­mer ikke med en ny reli­gi­øs lære; vi kom­mer med den tid­li­ge Kir­kes tro. Vi har ikke for­må­et at efter­le­ve den til ful­de. Vi brin­ger den til­ba­ge til jer, og vi håber, I vil vise jer i stand til at frem­brin­ge de frug­ter, som vi har vist os ude at stand til at frem­brin­ge”. Dis­se var orde­ne, der blev sagt ved den rus­si­ske Kir­kes ind­træ­den i Kir­ker­nes Verdensråd.

Her har vi en stor sand­hed: Vi kom­mer ikke med “end­nu en kon­fes­sion”, og hvis vi vir­ke­lig for­står os selv som “end­nu en kon­fes­sion”, så for­rå­der vi Orto­dok­si­en og ken­der ikke vores kald. Dét, vi skal bidra­ge med, er Kristus og Kir­kens ånd, som den var til ste­de i de før­ste århund­re­der, før Kir­ken var aner­kendt af sta­ten og på for­skel­lig viis under­ka­stet stats­mag­ten. Hvis vi betrag­ter kir­ke­hi­sto­ri­en, kan vi se, at det desvær­re alt for ofte var på stats­mag­tens ini­ti­a­tiv, at de øku­me­ni­ske kon­ci­ler blev etab­le­ret. Det­te ske­te i kri­ti­ske øje­blik­ke, for dét, som sta­ten og de byzan­tin­ske kej­se­re vil­le, var at Kir­ken skul­le være en for­e­nen­de fak­tor for Romer­ri­get sna­re­re end end en leven­de erfa­ring af tro­en. Fader Georg Flor­ovskij har engang sagt, at vist var de øku­me­ni­ske kon­ci­ler lov­ligt ind­kaldt, og vist har de på lov­lig viis prok­la­me­ret Orto­dok­si­ens sand­hed; men de har aldrig givet noget svar til hære­ti­ker­ne og til dem, der skil­te sig ud fra Kir­ken. Vi for­døm­te dis­se hære­ti­ke­re, vi så i dem men­ne­sker, der stod uden­for Kir­ken; men vi fandt ikke nogen sprog­brug eller nogen argu­men­ter, for at fast­hol­de dem i Kir­ken. Der var intel­lek­tu­el­le og filo­so­fi­ske argu­men­ter, men ingen, der ved­rør­te det afgø­ren­de i det krist­ne liv. I vore dage er vi fal­det til­ba­ge i sam­me situation.

Øku­me­ni­ens vir­ke­li­ge udfordring

Vi dis­ku­te­rer med de andre kon­fes­sio­ner – selv om vi dis­ku­te­rer meget lidt for øje­blik­ket, i betragt­ning af at vi ikke læn­ge­re for­nem­mer for­skel­le­ne mel­lem kon­fes­sio­ner­ne, sådan som vi gjor­de for halv­treds, tres eller halvfjerds år siden – men vi sva­rer fort­sat ikke på de spørgs­mål, der dre­jer sig om ver­dens for­kla­rel­se (trans­fi­gu­ra­tion). Den ver­den, vi lever i, er stort set ble­vet hedensk. Vi har ikke mere noget moral­ko­deks, vi har kun et begreb om men­ne­ske­lig­hed og om men­ne­sket, hvil­ket er noget gan­ske andet. Når folk siger, at Kir­ken, eller Kir­ker­ne, er frem­me­de for moder­ni­te­ten, for­di den tror på gam­mel­dags begre­ber som fx ægte­ska­bet, så er det slet ikke dét, det dre­jer sig om. Sagen er, at Kir­ken ikke behø­ver føre dis­kus­sio­ner med alt, hvad ver­den har taget til sig. Kir­ken frem­læg­ger en vision, som ræk­ker høje­re op og er mere rummelig.

Der er et men­ne­ske, som spil­le­de en stor rol­le for min egen opda­gel­se af tro­en. Han var under-dia­kon hos patri­ark Tik­hon i Moskva. – Han skrev: “Når man dis­ku­te­rer med én eller anden, vil ved­kom­men­de yde mod­stand og afvi­se ens argu­men­ter. Man bør altid hæve sig op over sine argu­men­ter på en sådan måde, at ens sam­ta­le­part­ner kan høre på, hvad man har at sige og så udbry­de: “Hvor er det pragt­fuldt!” og såle­des åbne sig for dét, man prø­ver at gøre ham begribeligt.”

Det er det­te, vi må lære at prak­ti­se­re i den moder­ne ver­den, vi lever i. Øku­me­ni­en må ikke bli­ve til en slags kom­pro­mis, en meto­de til at gen­for­e­ne de for­skel­li­ge Kir­ker og nær­me de tro­en­de til hin­an­den; for jo stør­re kom­pro­mis, jo let­te­re er det at være sam­men. Vi bør for­stå øku­me­ni­en sådan, at den er en åndens hold­ning, som beken­der, at Kristus er Her­re og Kon­ge for oiku­me­ne, dvs. for ver­den i dens hel­hed; og at vores rol­le i for­hold til det­te uni­vers er at brin­ge en sand­hed, der oply­ser og omslut­ter ver­den og fører den til en stor­hed, en udfol­del­se og en skøn­hed, den ikke før har vidst af.

I skal i sand­hed bli­ve Kri­sti legeme

Vi må føre vore reflek­sio­ner over dis­se spørgs­mål til ende, ikke ale­ne med intel­lek­tet, men med hele vor væren, med al den liden­skab, vi kan præ­ste­re, selv om vi selv måt­te være uvær­di­ge der­til. Jeg er fuld­kom­men uvær­dig i for­hold til dét, jeg præ­di­ker; men det er ikke dét, det dre­jer sig om her. Jeg bli­ver stil­let til ansvar en dag. På bag­grund af mine ord skal jeg døm­mes – og sand­syn­lig­vis for­døm­mes. Men orde­ne er og for­bli­ver san­de! Vi må være para­te til at prok­la­me­re sand­he­den, ikke som en intel­lek­tu­el eller filo­so­fisk sand­hed, men som det san­de liv. Brug ord der­til, brug hele jeres liv, inklu­si­ve litur­gi­en, gud­stje­ne­sten. Det sid­ste ikke som kult­hand­lin­ger, der udfø­res på veg­ne af et luk­ket fæl­les­skab, men som et mid­del til at gøre dem uden­for Kir­ken bekendt med Kristus og det evi­ge liv.

Det­te er den nye øku­me­ni, som vi bør til­eg­ne os. En øku­me­ni, som ikke består af teo­lo­gi­ske dis­kus­sio­ner og argu­men­ter, af kom­pro­mi­ser og af søgen efter den­ne eller hin fæl­les vej; men en øku­me­ni, som føres ud i livet af mænd og kvin­der, som mulig­vis er uvær­di­ge, men som ikke desto min­dre med undren kan sige: “Det­te har Kristus åben­ba­ret mig. Jeg vil ger­ne dele det med jer. Jeg har aldrig kun­net leve i over­ens­stem­mel­se med åben­ba­rin­gen, men det kan I. Mod­tag det­te og bliv i sand­hed Kri­sti legeme”.

Fra Ser­vi­ce Ort­ho­doxe de Pres­se nr. 265, feb. 2002

Over­sat fra fransk, for­kor­tet og bear­bej­det af red.