I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn!
Kære brødre og søstre i Kristus
Vi har en opgave!
For lidt over 15 år siden interviewede jeg en præst til den lille månedlige publikation, Kirkebladet, som jeg var med til at udgive op igennem 90-erne. F. Abraham hed han. Han havde fortalt om sin opvækst i England og om sin konversion til Den Ortodokse Kirke. Han havde m.a.o. en baggrund, der ligner den, så mange af os har: En kristen vesteuropæer, som efter moden overvejelse er konverteret til Den Ortodokse Kirke. Derfor stillede jeg ham følgende spørgsmål: Hvordan forestiller du dig Ortodoksien og Den Ortodokse Kirkes fremtid i Vesten? Og jeg uddybede spørgsmålet sådan her: Det er ingen hemmelighed, at de fleste mennesker i den vestlige kultur opfatter Ortodoksien som noget umådelig fremmedartet, som egentlig ikke hører til her hos os. – Og til sidst: Ser du, f. Abraham, nogen mulig tilnærmelse mellem de to størrelser Ortodoksien og Vesten?
Sådan spurgte jeg. — Og f. Abraham svarede ordret sådan her: Ortodoksien, det håber jeg, vil altid forblive fremmed for vestlig kultur. Og hvis Vesten kommer dertil, at det igen bliver kristent, så vil det ikke være muligt at bevare de vestlige samfund i deres nuværende form.
Jeg var dengang chokeret over hans svar, og det er jeg sådan set fortsat. For det forekommer mig helt forkert vurderet, at den vestlige kultur som sådan skulle være aldeles uforenelig med ortodoks kristendom. — Hvad skulle vi da gribe og gøre i, alle vi, der er vokset op med Vivaldi, Mozart og Carl Nielsen? Eller med Birthe Wilke, Gustav Winckler og Elvis Presley? Hvad med os, som har læst nordiske folkeviser, Holberg, H. C. Andersen og Oehlenschläger, da vi gik i skole? Eller Goethe og Shakespeare, hvis vi skal være lidt mere internationale. Hvad stiller vi op, vi her i Danmark, som er så gamle, at vi måtte lære salmevers udenad og blev indoktrineret (ville man sikkert sige i dag) med både Ingemann og Gundtvig?
Hvad skulle vi stille op, vi vesterlændinge? Skulle vi forkaste en bloc den kultur, vi er vokset op i? Skulle vi vaske den mentale tavle ren og begynde helt forfra? Skulle vi gå i lære som russere, grækere, rumænere eller serbere for ret at kunne blive ortodokse kristne? – Må vi, rent ud sagt, være fri! Det er, som enhver kan høre, et både urimeligt og umuligt forlangende, og var det betingelserne, da kunne vi lige så godt give op på forhånd.
Som sagt: Jeg var chokeret og dertil frastødt af f. Abrahams svar dengang. For han hævder jo implicit, at der overhovedet ikke er nogen kristendom tilbage i Vesten. Og han hævder videre, at skal den kristne tro atter blive en afgørende faktor i vore lande, i Vesten altså, ja så, lad os gentage ordene, så vil det ikke være muligt at bevare de vestlige samfund i deres nuværende form.
Jeg mener fortsat ikke, f. Abraham dengang gav et retvisende billede af de vestlige samfund. Men måske havde han alligevel øje for en mangel og for en sørgelig udvikling i Vesten, en udvikling, som siden da er blevet stadigt tydeligere. Tydeligere på baggrund af det pres og de angreb, Vesten udsættes for. For i den mellemliggende tid er vi i Danmark og en række andre lande i Vesteuropa blevet sat under stadigt stigende pres, vi bliver udsat for en talrig tilstrømning af mennesker med en helt anden tradition end vores, og vi udsættes for stadigt voldsommere angreb i form af terroraktioner fra islamister. Blot i år har vi i Danmark set drabene ved Krudttønden og Synagogen i København og i Frankrig de voldsomme terrorhandlinger på et satireblad, Charlie Hebdo, og for helt nylig drabene på et fodboldstadion og på et koncertsted i Paris.
Vi bliver angrebet, og angriberne påberåber sig udtrykkeligt en religiøs begrundelse for deres had til Vesten og Vestens livsform. Og vi svarer for det meste ikke med at pege på kristendommen, men peger i stedet på en overfladisk modstand mod al religion, en ateisme, kombineret med nydelsessyge og grådighed. Reaktionerne, både de officielle og de folkelige reaktioner på angrebene er oftest meget nedslående. Bevares, mennesker samles i forfærdelse og for at udtrykke deres vilje til modstand mod angrebene. – Og så synger de, med fakler i hænderne, ateistiske sange, Poul Henningsens antikristne Man binder os på mund og hånd, eller de synger John Lennons tågede drømmerier: Imagine all the people …. Eller andet lignende, for der mangler hos flere og flere umiddelbar bevidsthed om det kristne fundament, vore samfund er bygget på.
Sørine Gotfredsen, som er præst i den danske folkekirke, beskriver den manglende dybde og den manglende kristne forankring meget præcist. Hun skriver sådan her: Når forfærdede danskere mødes på åbne pladser med levende ild og synger tomme sange uden strejf af evighed og fortæller hinanden, at vore værdier aldrig må forgå, så er det hulheden, der skinner igennem … Og videre: Kun få kan efterhånden sætte ord på det historiske og kristne arvegods, der udgør rodnettet under vor frie livsform … Og Gotfredsen slutter sådan her: Hvis vi ikke snart begynder at forstå, at tilværelsen bygger på andet end krop, alkohol og korte nederdele, så har vi måske slet ikke kræfterne til at bevare den frihed, vi elsker.
Svarene på f. Abrahams mismodige beskrivelse af vor vestlige kultur og levevis er, at nej! Ortodoksien er ikke ”fremmed” for Vesten! Og vi, som er ortodokse kristne, vi har den opgave, at arbejde med på atter at gøre kristendommen til det synlige og bevidste fundament for den frihed, vi nu igen må kæmpe for at bevare fra at blive nedbrudt af angribere. Og i den kamp skal vi skelne skarpt mellem fanatismens lovreligion, som trænger sig ind på os, men som kun har foragt til overs for os og vor livsform, og så på den anden side kristendommen, som er frihedens religion, og som er både den historiske og åndelige rod til de samfund og den kultur, vi er en del af.
Den ortodokse kristendom er således ikke et fremmedelement i Vesten. Tværtimod! Og vor opgave som ortodokse er ikke med religiøs fundamentalisme og moralisme at arbejde hen imod det punkt, hvor, med f. Abrahams ord, de vestlige samfund i deres nuværende form bryder sammen og går til grunde. Det sammenbrud er der andre, vore fjender, som inderligt ønsker og målrettet arbejder på. – Opgaven for os er en anden: At bevare friheden og livsglæden og samtidigt gøre det lysende klart, også i Danmark, at uden Kristus og uden den åndelige forankring i Ham forvandles friheden til tomhed og overfladiskhed.
Lad os da, brødre og søstre i Kristus, som Maria, Gudsmoder, som vi fejrer i dag, gemme Guds Ord i vore hjerter og grunde over dem, så længe vi lever. Og lad os, som Maria, Martas søster, som vi har læst om i dagens evangelietekst, benytte hver given lejlighed til at sætte os ved Herrens fødder, til at betragte Kristus og fordybe os i Hans ord.
Ham være lov og pris til evig tid!
Amen!
af f. Poul