Læsninger:
Apostlenes Gerninger, kap. 20:16–18, 28–36.
Johannes, kap. 17:1–13.
| ||
Læsninger: af f. Poul Der er splittelse mellem kristne, men kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det. Kirkens enhed består til alle tider i og med den ortodokse kirke. Sådan er den ortodokse kirkeforståelse. I den ortodokse pinse, den 18. — 26. juni 2016 blev der på den græske ø Kreta afholdt et kirkemøde med titlen ”Det Hellige og Store Koncil”. Mødet har været under forberedelse siden 1961, altså gennem 55 år, og det har fra mange sider været ventet med længsel: Det første fælles-ortodokse møde efter mere end 1200 års pause! År 787 fandt det syvende og sidste af de såkaldt økumeniske konciler, sted i det daværende Nikæa sydøst for Istanbul. De syv konciler udgør fundamentet for den ortodokse kirkes tro og lære. I 787 var ikoner det brændende spørgsmål. Der havde gennem mere end 150 år pågået en bitter strid om billeder i kirken. Den strid blev endeligt afsluttet med det syvende koncil, som sikrede ikonerne blivende status af ”teologi i farver”, bekræftelsen på, at Gud er blevet Menneske i Kristus. Sandt Menneske og hverken en ånd eller et spøgelse. Derfor fejrer kirken hvert år billedstridens afslutning under navnet ”den rette tros sejr” på første søndag i den syv uger lange påskefaste. Der var store forventninger til mødet på Kreta i år. Nogle svingede sig op til på forhånd at ville udnævne det til det ottende økumeniske koncil. Men det er en umulig tanke. Et kirkemødes status kan ikke bestemmes, inden det er afholdt. Efterfølgende viser det sig, om et givet koncils vedtagelser bliver modtaget af de ortodokse troende og kommer til at indgå i grundlaget for kirkens tro, lære og praksis. Kirkemøderne, som fandt sted mellem årene 325 og 787, har givet anledning til den ortodokse kirkes andet navn: ”de syv koncilers kirke”. Med dem er kirkens identitet i alt væsentligt fastlagt. Men hvad er så drivkraften bag, at den ortodokse verden gennem 55 år har arbejdet på at få arrangeret det første autoritative og fælles-ortodokse møde i 1200 år? Og hvorfor kalder man det ”Det Hellige og Store Koncil”? Først og fremmest tror jeg, der gennem mange år har udviklet sig et behov i den ortodokse kirkes 14 patriarkater for klart at manifestere, både indadtil og udadtil, at kirken fortsat er én i tro, lære og liturgi, og at den enhed består trods store forskelle i sprog, kultur, historie og udvikling. Dertil kommer den voksende globalisering og ikke mindst det forhold, at den ortodokse kirke gennem de seneste 100 år har slået rod på kontinenter og i lande, fx Vesteuropa og Amerika, hvor kirken er et forsvindende mindretal. Den udvikling har aktualiseret og understreget nødvendigheden af at gennemtænke og formulere sig klart, både om kirkens selvforståelse og om dens forhold til den øvrige kristenhed. Det måske vigtigste af seks punkter på Kreta-mødet har da også overskriften: ”Den ortodokse kirkes relationer til den øvrige kristne verden.” Et andet punkt er drøftelsen af, hvordan man kan skabe orden i den højst u‑ortodokse organisering, der for tiden hersker i de ortodokse kirker i Vesten. Den ortodokse kirkes relationer til den øvrige kristne verden! Mange protestantiske iagttagere vil sikkert mene, at den sag i princippet er let nok. Men netop det punkt voldte store vanskeligheder på Kreta. For den ortodokse kirke forstår sig selv som fuldt og helt identisk med den nikænske trosbekendelses ”ene, hellige, katolske og apostolske kirke” og kan derfor ikke anerkende den protestantiske såkaldte ”gren-teori”, som lærer, at kirken udgøres af summen af alle kirkesamfund, at alle kristne således er kirken, omend på forskellige måder. Derfor blev der på mødet på Kreta meget heftige diskussioner, om betegnelsen ”kirke” overhovedet kan benyttes om andre kirkesamfund end den ortodokse kirke. Sagen truede med at gå i hårdknude, indtil den græske kirke (som selv hører til ”strammerne” på området), foreslog den formulering, der løste knuden og fik tilslutning fra de øvrige. Den lyder i slutdokumentet sådan her: ”Den ortodokse kirke anerkender eksistensen af andre historiske, heterodokse kirker og konfessioner”(§6). Nøgleordet er naturligvis ”heterodokse”, altså afvigende fra den rette (den ortodokse) lære. De ortodokse patriarkater har gennem årene haft betænkeligheder angående deltagelse i den mellemkirkelige dialog fx i Kirkernes Verdensråd. Her var de ortodokse ikke med fra begyndelsen, men fra 1960erne begyndte man at melde sig ind. Georgiens kirke meldte sig imidlertid ud igen i 1997, det samme gjorde Bulgarien i 1998. Denne vaklen skinnede også igennem på koncilet på Kreta, hvor det om Verdensrådets måske mest centrale kommission ”Faith and Order” (Tro og Kirkeordning) bl.a. hedder: ”Den ortodokse kirke forbeholder sig reservationer i forhold til afgørende punkter angående tro og kirkeordning, for de ikke-ortodokse kirker og konfessioner har fjernet sig fra den ene, hellige, katolske og apostolske kirkes sande tro” (§21). I samme spor konkluderer koncilet: ”Den ortodokse kirke deltager i Kirkernes Verdensråd, men forbliver tro mod sin kirkeforståelse, sin identitet og sin indre struktur og mod læren fra de syv koncilers kirke. Den godtager på ingen måde tanken om lighed mellem konfessionerne” (§18). Kreta-mødet fremhæver således en række markante forbehold og gør det klart, at den ortodokse kirkes tro og praksis er den oprindelige og den rette, men understreger samtidigt, at kirken finder det vigtigt med dialog med verdens øvrige kristne: ”Den ortodokse kirke, som uophørligt beder for alles enhed, har altid plejet dialog med dem, som har skilt sig ud fra den” (§4). Den ortodokse kirke har, som det er fremgået, den selvforståelse, at den alene er den sande kirke, og at såvel den romerske som de protestantiske kirkesamfund har ”skilt sig ud fra den” (§4), er ”afvigende fra den rette lære” (§6), ”har fjernet sig fra kirkens sande tro” (§21), og at der derfor ikke kan tænkes ”lighed mellem konfessionerne” (§18). Men hvilket fællesskab kan den ortodokse kirke da overhovedet have med de heterodokse? Her er der to afgørende svar. For det første må vi skelne mellem ”kirken” og ”de kristne”. Der er i verden mange kristne, som af indviklede historiske årsager er blevet heterodokse, men ikke derfor er ophørt med at være kristne. For det andet er det en helt nødvendig ortodoks indsigt, at selv om vi ved, hvor kirken er, så kan vi aldrig vide, hvem og hvor mange, der måtte være knyttede til kirken med bånd, som alene er synlige for Gud. Hvilke konkrete, mærkbare konsekvenser har denne balancegang mellem eksklusivitet og dialog for den ortodokse kirkes relationer og praksis i forhold til andre kirkesamfund? Ikke så få. Helt overordnet indebærer det, at der ikke er nadverfællesskab mellem ortodokse og ikke-ortodokse. Katolikker og protestanter kan normalt ikke modtage nadver i den ortodokse kirke, og ortodokse troende kan ikke, i hvert fald ikke med deres biskops billigelse, modtage nadver andre steder end i en ortodoks kirke. Levede Det Hellige og Store Koncil på Kreta op til forventningerne? Det kommer an på, hvilken synsvinkel man anlægger. Det er en klar svækkelse af koncilet, at fire ud af fjorten patriarkater, blandt dem den talmæssigt mægtige russiske kirke, meldte fra med kort varsel. Men når det gælder den klare og umisforståelige præcisering, indadtil som udadtil, af den ortodokse opfattelse af kirken, af kirkens udelelige enhed og af den ortodokse kirkes relationer til de heterodokse kristne, så lever kirkemødet på Kreta i juni 2016 helt op til forventningerne. Har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 18/7–2016. | ||